Det danske spil har endnu ikke været oppe på den højeste klinge ved VM i kvindehåndbold, men Norge har også vist svaghedstegn. Skal Danmark slå de norske jenter ved en slutrunde, er fredag aften en mulighed.
Selvom en sejr på 26-24 mod Montenegro ikke lyder prangende, var den danske sejr ikke for alvor i fare. Montenegro burde dog aldrig være lukket ind i kampen, og en sejr på 4-5 mål havde været mere retvisende for den niveauforskel, der var i det meste af kampen.
Til gengæld kan Danmark glæde sig over, at Sandra Toft for alvor stemplede ind, og det er nødvendigt med en stor målmandspræstation mod Norge, og så skal danskerne for alt i verden undgå at få den norske kontramaskine imod sig. Undgår Danmark det, er det danske forsvar så tilpas stærkt, at Norge kan blive holdt nede på et fornuftigt antal mål og det vil højne de danske chancer.
I de seneste kampe har specielt Anne Mette Hansen stemplet ind. Hun har været drivkraften i det danske angrebsspil i de seneste to kampe mod Polen og Montenegro, og er for alvor ved at finde topformen sammen. Mie Højlund og Louise Burgaard fandt hun ind i et godt samarbejde med mod Polen, og det skal op på minimum samme niveau, hvis danskerne skal have en chance for at drille Norge. Og rammer det danske angreb niveau, så er det ikke urealistisk at tro på chancen, da en fyldt Jyske Bank Boxen kan give de danske spillere vinger.
Den norske maskine så velsmurt ud i det indledende gruppespil, men det var på en måske billig baggrund, da modstanden ikke var i top, og det gældt i mellemrunden mod Frankrig var det ikke nok. Den norske offensiv blev pillet fra hinanden af Frankrigs defensiv, og det gav Les Bleus en sejr på 24-23.
Det franske forsvar var outstanding, men til gengæld var de to holds angreb ikke så meget værd at skrive hjem om, og det er der nøglen er for Danmark. Kan angrebet vise sig på det niveau, som det har været tilfældet mod Rumænien og Polen, som godt nok ikke er topmodstandere, men hvor det danske niveau for alvor blev foldet ud, er Norge altså til at tale med.
Ved Golden League tidligere på året viste Danmark, at de godt kan slå Norge, da det blev til en sejr på 28-27, og kigger man et års tid tilbage, mødtes netop Danmark og Norge i EM-finalen. Danmark gik ned med flaget til sidst efter at have ført 15-12 ved pausen, men endte med at tabe kampen 27-25. Nu er det revanchetid i Jyske Bank Boxen, hvor de to hold tørner sammen fredag klokken 17:30.