De mange frivillige i Fredericia Kommune skal fejres, når der holdes Kultur- og Idrætsfest i Eksercerhuset til efteråret. Der uddeles seks priser til frivillige og alle har mulighed for at nominere en eller flere frivillige ildsjæle, der gør en forskel.

Der er både fokus på trivsel, fællesskab, gode initiativer og det at bygge ­broer, når de mange frivillige i Fredericias kultur- og idrætsliv fejres og anerkendes ved Kultur- og Idrætsfesten den 3. oktober i Eksercerhuset.

Ved festen skal der uddeles 6 forskellige priser, og netop nu er der åbnet op for, at alle kan nominere netop den eller de frivillige ildsjæle, der gør en forskel. Og det er ikke resultatet og præstationen, der er i fokus, når der skal udpeges en vinder af de seks priser. Det er fællesskab og den frivillige indsats, der er omdrejningspunktet.

Derfor er det også helt afgørende at anerkende og fejre de frivillige, lyder det fra Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

– Det er helt afgørende, at der i Fredericia Kommune er mulighed for et aktivt, varieret og inspirerende fritidsliv for både børn og voksne. Og det kan ikke lade sig gøre uden de frivillige. De er den lim, der får Fredericias imponerende foreningsliv til at hænge sammen, og derfor glæder jeg mig til, at vi skal fejre dem ved Kultur- og Idrætsfesten den 3. oktober. For det fortjener de. Året rundt gør de et enormt vigtigt stykke arbejde. For vores foreningsliv er nemlig med til at både styrke vores identitet og fællesskabet, siger Peder Tind.

Fra orkestre og badminton til brætspil og teater

Fredericia Kommune kan bryste sig af et mangfoldigt kultur- og idrætsliv, der med mere end 150 foreninger spænder vidt. Der er alt fra de uniformerede korps, gymnastikforeningerne, fodboldklubberne og svømmeklubberne til teaterforeninger, orkestre og rollespil.

– Jeg er meget stolt over den variation og alsidighed, der er blandt Fredericia Kommunes mange foreninger. Og jeg håber, at Kultur- og Idrætsfesten den 3. oktober kan være med til at give de mange frivillige endnu mere anerkendelse. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at give de frivillige et ekstra skulderklap og nominerer dem til en af de seks priser, siger David Gulløv, der er næstformand for Kultur- og Idrætsudvalget.

De 6 priser, der uddeles til Kultur- og Idrætsfesten den 3. oktober, er:

Årets Trivsel

Prisen går til den forening eller person, som har formået at skabe en særlig kultur, hvor der er fokus på trivsel og fællesskab.

Årets Brobygger

Prisen går til den eller de, der har skabt nye spændende forbindelser inden for kultur- eller idrætsområdet. Dette kunne f.eks. være forbindelser mellem generationer, steder, traditioner eller personer.

Årets Talknuser

Prisen går til personen, der år efter år tænker økonomi og forening sammen. Personen arbejder ofte i baggrunden, men er nok én af de absolut vigtigste personer i foreningen.

Årets SoMe

Prisen går til foreningen, der har formået at bruge sociale medier til at skabe værdi på en nytænkende og inspirerende måde.

Årets Initiativ

Initiativprisen anerkender initiativet, der har gjort en positiv forskel lokalt og skabt fornyelse for kommunens borgere inden for kultur- og idrætsområdet. Årets initiativ kan være et fast aktivitetstilbud, en event eller et projekt, der har formået at skabe fornyelse på området.

Årets Ærespris

Prisen går til personen, der igennem et livslangt virke har været engageret og frivilligt inden for kultur- og idrætsområdet i Fredericia.

Sådan nominerer man en frivillig

Det er muligt at nominere til en eller flere af priserne via dette link: https://forms.office.com/e/BQqpJjnjdh

Der er sidste frist for nominering den 18. august 2023.

Kultur- og Idrætsfesten 2023 finansieres i samarbejde med Folkeoplysningsrådet, Idrætsrådet og Fredericia Eliteidræt.