BUSINESS. En ventil lå på bordet, og rundt om stod montørerne i ring og lyttede, da Andresen’s VVS fredag middag holdt kursus på Gl. Landevej i Fredericia. Producenten var selv kommet forbi for at undervise i, hvordan ventilen er skruet sammen, og hvad man stiller op, når den driller.
Anledningen var konkret nok. Firmaet er stødt på en ventiltype, som montørerne ikke har kendt godt nok, og det har især kunnet mærkes på vagten i weekenderne, når varmen eller det varme vand svigtede hos kunderne. »Vi har haft problemer med dem, fordi vi ikke kender dem rigtigt. Vi har selv stået på vagt i weekenden uden rigtig at vide, hvad vi skulle stille op, så vi tænkte, at vi måtte lave et kursus, så vi er klædt på. Når der efterhånden sidder mange af dem hernede, bliver vi nødt til at vide, hvad det er, vi roder med,« fortæller Stig Andresen.

Efter fredagens kursus er alle, der kører med i vagtordningen, sat ind i ventilen, og det kan direktøren mærke. »Vi kører på vagten alle sammen, og det hjælper, når vi ved, hvad vi har med at gøre,« siger han.
Kurset er samtidig en del af en vane, der er ved at bide sig fast hos firmaet. Når der dukker noget op, som folkene skal have styr på, henter Stig Andresen viden ind udefra, holdet samles en fredag, og så skal der også være noget at spise. Denne fredag var det pølser og brød, da undervisningen var overstået, og den slags klager en VVS’er ikke over. »Vi hygger altid. Det gør vi også næste fredag, der kommer så bare en pølsevogn,« lyder det fra direktøren.

Næste fredags kursus handler om drikkevand og sikring mod forurening, og det er mere end almindeligt velforberedte VVS-folk, der til den tid stiller sig op i køen ved pølsevognen på Gl. Landevej.

















