Fredag aften vandt FHK 33-28 på udebane mod Nordsjælland. Noget af det, der var med til at ændre slagets gang, efter en målrig indledning på kampen, var Thorsten Fries, der for alvor kom tilbage efter han har været ude med en hjernerystelse.

I kampen mod Bjerringbro-Silkeborg var Fries for første gang tilbage på holdkortet efter uheldet, der skete mod Ribe-Esbjerg den 22. september. Det kostede en pause på omkring to måneder. Mod BSH kom Fries ind på et enkelt straffekast, men fredag var han for alvor tilbage, da Sebastian Frandsen kun noterede sig for en redning på de første ni skud.

– Det er fantastisk, og det var dejligt at spille. Holdet spillede fantastisk. Jeg er mest glad for at være tilbage, men jeg er endnu ikke tilbage på det niveau, jeg var før jeg blev skadet, siger Fries.

Mest af alt var Fries ét stort smil efter kampen. Han ved godt, at der går lidt tid før han rammer topniveauet. Til gengæld blev han hevet op af, hvad han selv kalder Danmarks bedste forsvar.

– Der er noget med timingen, men der er en stor glædesfølelse, når man lykkes. Jeg jagter succeser, det er muligt for, og har ikke så store forventninger. Forsvaret er Danmarks bedste, og det er vildt at have så gode forhold, siger Fries.

Redningsprocenten efter kampen viser 30 procent efter ni redninger på 30 forsøg, og det er en godkendt præstation, men faktisk kunne det være blevet til mere.

– Jeg laver tre “selvmål”, hvor jeg slår bolden ind i målet, efter jeg har reddet den. Kan jeg luge dem fra, ryger jeg fra middel til fin præstation. Er det væk, så er jeg tilbage på niveau, og sammen med Frandsen synes jeg, at vi har det bedste målmandspar i Danmark. Sebastian har vist det nok gange, nu vil jeg være med til det, fortæller Fries.

Der resterer fire ligakampe i 2023. Spørgsmålet er, om FHK kan bevare andenpladsen efter dem.

– Det vil være perfekt, det er svært at nå Aalborg. Vi skal heller ikke se os tilbage, da vi skal fremad og holde fokus. Andenpladsen er realistisk, forklarer Fries.

Han ser det som, at løbet er kørt i forhold til grundspillets førsteplads.

– Det er svært med Aalborg. Man kan ikke nå dem i grundspillet, og så er det om man er god nok i slutspillet, hvor det er mere “finaler”, slutter Thorsten Fries.

Næste gang FHK skal i aktion er den 1. december i thansen Arena mod Lemvig-Thyborøn.