Fredericia Idrætscenter har i denne uge dannet rammerne for Fredericia Håndboldklubs årlige skole. Et populært tilløbsstykke, hvor børn- og ungdomsspilere prøver kræfter med håndboldspillet på nye måder, men også et rum for nye fællesskaber og sammenhold.

Lyden af sportssko imod gulvet i thansen ARENA, sved og koncentration hos spillerne på banen. Det har været hverdag fra mandag-torsdag i Fredericia Idrætscenter i denne uge. Onsdag gæstede ligaherrerne håndboldsskolen, og det var noget som spillerne havde set frem til.

– Det er bare en stor dag. I dag har vi øvet presspil, krydsspil og øvet, hvordan vi skal krydse hinanden op. Det er sjovt, at ligaspillerne er her i dag. Vores egne trænere er dog gode, så det er en stor oplevelse at være med, sagde Ludvig Secher-Kiib og blev suppleret af Nikolaj Hedegaard Holm.

– Jeg har gået til håndbold i to år. Jeg var også med sidste år. Det er fedt at prøve noget nyt. Vi får lov at lave ting, vi ikke laver til normaltræning, så det er sjovt. Det er også vildt, at ligaspillerne er med, sagde han.

Det er en særlig dag, og man kan mærke, at der virkelig bliver gået til den, men også lyttet til idolerne.

– Vi har trænet med ligaherrerne, der har lært også nogle øvelser. Det har været spændende. Vi har øvet kontra, i dag har det mest været træning, og så spiller vi lidt kamp til sidst. Det er vildt at møde dem, når de spiller på så højt et niveau. Jeg har spillet håndbold siden, jeg var 3 år, sagde 13-årige Maren Holm Bjerring, der stod sammen med holdkammeraten Trine Schmidt Holm.

For trænerne til håndboldskolen er det helt unikt at være med. 18-årig Emil Hjort og 20-årig Magnus Nygaard spiller selv i klubben, og for dem er helt naturligt at være med og give igen til klubben, de brænder for.

– Det er en god uge med fællesskab. Det er sjovt. Man kommer tættere på hinanden. Det skaber et godt sammenhold på tværs af årgange. Det er godt for klubben. Jeg har også selv været på håndboldskole, da jeg var yngre. Man møder en masse mennesker fra klubben, så det er virkelig værdifuldt at være her. Vi møder sågar, dem der sidder på kontoret, taler med andre trænere og har det bare godt. Jeg spiller selv U19, men er ikke træner i klubben, så det er sjovt at prøve kræfter med fortalte Emil Hjort.

Magnus Nygaard har selv været med i klubben i mange år, og spiller i dag på klubbens 2. divisionshold. Han nyder de mange timer i klubben, når den står på håndboldskole.

– Jeg spiller stadig selv, 2. division herrer. Men her er jeg træner. Det er noget andet. At træne de unge er sjovt, de kommer med massevis af glæde for håndbolden, og er ikke så elitefokuseret endnu. Det er fedt at se, hvor de er, og jeg kommer ligesom tilbage i hovedet til, hvor jeg selv var engang. Den der passion og kærlighed for spillet. Der, hvor det betyder alt med håndbolden, og hvor man ikke går død i for mange øvelser og rutiner. Det er sjovt at se deltagernes glæde. Derudover møder vi et stort fællesskab og sammenhold, der går igen i hele håndboldklubben. Det er værdifuldt for alle, sluttede Magnus Nygaard.