BPI Skydning oplever medlemsfremgang

0

Hos BPI Skydning er man nu oppe at have det højeste antal medlemmer i 3-4 år. Det fortæller formand Lars Kring Mortensen.

En helt almindelige weekend er der fuld gang i skydningen i rammerne på Pjedstedvej. Det er der, hvor BPI Skydning holder til, og frem til påske foregår skydningen indendørs.

AVISEN har besøgt BPI Skydning. Under besøget understreges mangfoldigheden i sporten ved, at der både var eliteskytter til stede, men også paraatleter og yngre skytter. Til at styre det hele var Lars Kring Mortensen selv til stede og sad bag “disken” i klublokalet, hvor han holder øje med, at alt går rigtigt til og sætte skytterne til pågældende stævne, der blev afholdt i gang. Undervejs blev det også til et råd eller to til flere af de yngre skytter, der skulle sende 30 skud afsted mod skiven. 

Skytterne står linet op på en lang række, og så sigtes der med luftriflerne. Det kræver dyb koncentration, og der tales derfor ikke højt i nærheden af skytterne. Skytterne er gået i en “zone”, hvor de er inde i deres helt egen bobbel og ikke synligt mærket af, at der rendte en fotograf rundt fra AVISEN og tog billeder til denne artikel.

Udendørs er der en 50 meterbane, men indendørs skydes der på 10 og 15 meter. I forlængelse af 50 meterbanen blev der i forbindelse med det suspenderede anlægsloft i 2020 bygget en 16 meter lang overdækning. Dertil kommer, at BPI Skydning fik nye omklædnings- og fitnessfaciliteter, som klubben nyder godt af den i dag.

For foreningerne var coronapandemien, som var skyld i det suspenderede anlægsloft, skyld i foreningslivet led et knæk, men det har normaliseret sig for BPI Skydning.

– Vi er oppe at være 118 medlemmer, og det er det højeste tal i 3-4 år. Så vi er kommet over pandemien. Vi skal huske at fortælle, at vi er her, da medlemmerne ikke kommer af sig selv, siger Lars Kring Mortensen i en ledig stund ved skydebanen.

Med en lokation ude i Pjedsted ligger BPI Skydning lidt gemt væk i forhold til andre foreninger, der er mere centralt placeret i Fredericia.

– Nogen synes, at det er langt væk, men prøver man det først, så kører det. Vi deltager i de arrangementer vi kan og har samarbejde med skolerne med ADHD-klasser og også autister kommer her, fortæller Lars Kring Mortensen.

De nye faciliteter betyder meget for skytteklubben. Det gør, at man nu kan stå inde i varmen og skyde med luftriflen.

– Det er fordelen, det er ikke så sjovt at ligge ude og skyde nu, siger Lars Kring Mortensen med et smil på læben og fortsætter:

– Der er størst tilslutning til at skyde inde, men det har også noget med længden at gøre. Det er ikke alle, der vil skyde 50 meter, siger BPI Skytteforenings formand.

Typisk anbefaler man at starte til skydning fra syv år og opefter, men det er ikke så mange, der starter i den alder, med mindre et familiemedlem har et tilhørsforhold til skydning, fortæller Lars Kring Mortensen. For BPI Skydnings vedkommende oplever, at de typisk får nye, unge medlemmer ved at de får prøvet at skyde i forbindelse med eksempelvis en skoleaktivitet og de så synes, at det er sjovt og melder sig ind i klubben.

Danmark steppede op og undgår svenske værter

0
Foto: DHF

Med en sikker sejr mod Egypten i den sidste mellemrundekamp ved VM møder danskerne Ungarn i kvartfinalen. Dermed undgår Danmark de svenske VM-værter.

Danmark steppede for alvor op ved VM. Efter en sløj forsvarsindsats mod Kroatien, og en ikke prangende kamp mod upåagtede USA, var det et helt andet dansk hold mod Egypten.

Meget skulle gå galt, hvis Danmark ikke ville gå videre til kvartfinalen, men en førsteplads i mellemrunden ville betyde, at Danmark undgår Sverige, som på papiret ville være en sværere modstander. Det var til at se fra start. Niklas Landin lukkede fuldstændig af i det danske mål, og forsvaret med Henrik Møllgaard og Magnus Saugstrup, havde indstillet sig godt på de egyptiske angrebsspil.

Det gav danskerne en føring på 9-3, og selvom egypterne fik lidt mere gang i målscoringen, var den danske koncentration i højsædet. Ikke på noget tidspunkt blev Egypten lukket tilbage i kampen. Stillingen ved pausen lød på 17-12, og i anden halvleg nåede den op på både 22-14 og 27-19.

Undervejs i opgøret blev det til spilletid til både Niclas Kirkeløkke og Rasmus Lauge, der for første gang kom i aktion under VM-slutrunden. Defensivt skulle Kirkeløkke aflaste Mathias Gidsel, og angrebsmæssigt endte Kirkeløkke med at stå en fløj for at danskerne undgik en forsvars-angrebsudskiftning. For Lauges vedkommende blev det også til spilletid i begge ender af banen.

Mod slutningen af kampen fik egypterne pyntet lidt på resultatet, der endte med at blive en dansk sejr på 30-25. Det betyder, at Danmark på onsdag spiller VM-kvartfinale på onsdag mod Ungarn.

Danmark vandt guld i VM for kokke

0
Foto: Pixabay

Brian Mark Hansen har vundet guld i Bocuse d’Or, der er verdensmesterskabet for kokke.

Til dagligt er Brian Mark Hansen køkkenchef på Søllerød Kro, og med til at hjælpe sig havde han kokken fra Svinkløv Badehotel, Elisabeth Madsen. Sammen vandt de i november 2022 sølv i den europæiske udgave af Bocuse d’Or, Bocuse d’Europe.

Danmark begyndte serveringen af retterne klokken 08:00 mandag morgen og afsluttede klokken 13:30. Det hele skulle bedømmes af en jury bestående af 12 kokke, og den danske mad faldt altså i så god smag, at Danmark endte med at vinde guldet.

Fredericia Kommune indgår ny aftale med lærerforening

0

Fredericia Kommune og Danmarks Lærerforenings lokalafdeling i Fredericia har indgået en aftale om lærernes arbejdstid. Det betyder, at der fremover bliver mere tid til eleverne, hvor der fokuseres på trivsel.

Syv timers ekstra undervisning, der blandt andet kan bruges til at sætte fokus på både faglig og social trivsel. Det er essensen af den nye lokale arbejdstidsaftale, der netop er blevet godkendt på en ekstraordinær generalforsamling hos Fredericia Lærerkreds, der er en lokalafdeling under Dansk Lærerforening.

Aftalen er forhandlet med Fredericia Kommune, og her er man tilfreds med den nye arbejdstidsaftale, der definerer, hvordan lærerne i Fredericia Kommune fremadrettet skal fordele deres arbejdstid.

– Vi har forhandlet på den her aftale i halvandet år med flere afbrydelser, så det har været et langt forløb. Men det har også været konstruktivt og udviklende, og så er det endt med en aftale, som jeg er meget tilfreds med. Det er en aftale, hvor lærerne skal undervise mere, og det er i sidst ende til stor gavn for folkeskoleeleverne i kommunen, siger Magnus Kudahl te Pas, der er chef for Dagtilbud, Skoler og Fritid i Fredericia Kommune.

Også hos Fredericia Lærerkreds ser man mange muligheder i den nye aftale.

– Vi ser muligheder for at udvikle og styrke folkeskolen i Fredericia Kommune via det fokus, den nye aftale giver mulighed for, nemlig to-lærerordningen. Lærerne og Fredericia Lærerkreds ser frem til, at politikerne og forvaltningen fremover på lignende vis vil prioritere to-lærerordningen til gavn for eleverne i folkeskolen i Fredericia, siger formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling.

Fokus på social og faglig trivsel

Helt konkret betyder den nye aftale, at lærerne i Fredericia Kommune skal undervise 17 timer mere, end de plejer. De ekstra undervisningstimer er blandt andet fundet i den pulje af timer, der er sat af til møder.

De ekstra undervisningstimer er ikke skemalagte, men såkaldte to-lærertimer, hvor man sætter en ekstra lærer ind for at løse en særligt defineret opgave, forklarer Magnus Kudahl te Pas:

– Lærerne har med den nye aftale fået mere tid til at fokusere på både sociale og faglige udfordringer, der knytter sig til en elev, en klasse eller en årgang. Så det er ikke bare ekstra matematiktimer, der skal på ind i skoleskemaet. Det handler om at højne den faglige og sociale trivsel hos eleverne, siger han.

Ud over de 17 ekstra undervisningstimer ligger der i den nye arbejdstidsaftale også et ønske om at mindske bureaukratiet og timetælleriet for lærerne.

Pantfabrik fremlagde deres planer på stor byggegrund

0

AVISEN kunne allerede i december afsløre, at Dansk Retursystem har købt en byggegrund i Fredericia. Dengang kunne pantfabrikken ikke fortælle om planerne, men det kan de nu. På en byggegrund på Bundgårdsvej i Erritsø løftede de sløret for planerne med den 70.249 kvadratmeter store grund.

Tre store lastbiler med Dansk Retursystem stod plantet i ud for, hvad der ifølge Google Maps er Bundgårdsvej 30. Der er i skrivende stund et kæmpe stykke jord, men det er solgt. Om et års tid bliver spaden sat i jorden, og fra første spadestik er taget, til Dansk Retursystem er klar til at tage deres nye pantfabrik i brug, kommer der til at gå omkring to år.

Læs også: Stor grund solgt i Fredericia

Dansk Retursystem har i dag en logistikafdeling og en produktion placeret på to forskellige grunde i Hedensted. Dem er virksomheden vokset ud af, og har derfor kigget efter en ny placering til at kunne bygge en moderne pantfabrik, der kan tage imod de ca. 1 mia. tomme flasker og dåser, der hvert år kommer retur vest for Storebælt. På fabrikken sorteres de indsamlede flasker og dåser, og materialerne sendes til genanvendelse. Adm. direktør i Dansk Retursystem, Lars Krejbjerg, kunne fra det store stykke jord på Bundgårdsvej, fortælle at virksomheden har kigget sig om efter en ny grund, og den har de fundet efter god dialog med Fredericia Kommune, der ved præsentationen af planerne var repræsenteret ved borgmester Steen Wrist (S).

– Vi er altid interesseret i at tiltrække virksomheder, og vi har gjort, hvad vi har kunne for at få det her lykkedes, da vi har store forventninger til det. Det er ikke nogen hemmelighed, at Dansk Retursystem er en virksomhed med en grøn profil, og den kommer til at skabe omkring 150 arbejdspladser, sagde Wrist stolt.

Placeringen i hjertet af Danmark, tæt på motorvejsnettet, giver god mening for Dansk Retursystem.

– Det er vigtigt for os, at vi ligger centralt i forhold til infrastrukturen med både motorvejsnet og jernbane. Sådan en placering har vi fundet i Fredericia, hvor vi allerede har et godt samspil med de lokale uddannelsesmuligheder. Vi er en stolt genanvendelsesvirksomhed, som lægger vægt på uddannelse af vores medarbejdere og at vi kan rumme medarbejdere med særlige behov. De principper vil vi fortsætte på fabrikken i Fredericia, fortæller Lars Krejbjerg.

Når det nye anlæg står færdigt er det forventningen, at det vil komme til at beskæftige omkring 150 medarbejdere, der primært vil være produktionsmedarbejdere og chauffører. 

Hvad betyder Teslas vilde prisnedsættelser?

0
Hansenbergs nye elbil.

Årets første weekend i bilforretningerne var en succes med mange besøgende og underskrifter på bilsalg. Kigger vi ind i anden weekend var interessen måske faldet, men på niveau med sidste år, men hvad betyder det, når et populært bilbrand som Tesla sætter priserne voldsomt ned?

På trods af dette forventes bilbranchens udfordringer at fortsætte med lange leveringstider, produktionsskifte fra fossile brændstoffer til elbiler og mangel på komponenter. Salget af brugte biler har været en redningsplanke for mange nybilsforhandlere i det seneste år.

– Vi har haft en flyvende start på året, fortæller Jon Slot Hansen, medindehaver, hos Kraft Biler.

Det er dog ikke alle, der deler denne opfattelse, da nogle eksperter mener, at salget af brugte biler måske ikke vil blive påvirket i så høj grad. Salget af nye biler i 2023 forventes at blive vanskeligt for bilforhandlerne efter et fald i salget af nye biler i 2022, som ikke er set siden finanskrisen i 2009. 

– Det er ikke forbrugerne, der vil drive markedet. I stedet vil salget blive løftet af erhvervslivet, som, krise eller ej, hele tiden er i konstant forandring i bilparken, udtalte Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, tidligere i år til finans.dk.

Dette står i modsætning til forbrugermarkedet, som er blevet negativt påvirket af de nuværende økonomiske udfordringer og prisstigningerne. Alt i alt er det danske bilmarked i forandring, og det forventes at fortsætte i 2023 med flere elbiler på vejene, større konkurrence og lavere priser. Det kan være en god tid for købere, men det kan også skabe udfordringer for forhandlere og importører.

– Brugtvognsmarkedet bar forhandlerne igennem sidste år, nyvognsforhandlerne kæmpede med leveringerne af nye biler. Brugtvognmarkedet var ikke skidt for nogen sidste år, hvis man havde de rigtige biler og de rigtige priser, siger Jon Slot Hansen fra kraft biler.

Direktøren for DI Bilbranchen, Thomas Møller Sørensen er enig og uddyber:

– Salget af brugte biler har været en redningsplanke for mange bilforhandlere af nye biler i det seneste år. På grund af leveringsproblemer med helt nye biler har forhandlerne fokuseret på at sælge nyere brugte biler fra udlandet. Det har været en rentabel forretning i en stor del af 2022, men forventes ikke at blive lige så succesfuld i 2023, lød forventningerne fra Thomas Møller Sørensen, til finans.dk. 

Tesla har sænket priserne med op mod 100.000 kroner

Tesla Model 3 og Model Y har været populære valg blandt danskerne, og det har resulteret i mange importerede biler fra udlandet. Det er netop disse modeller, Tesla har sænket priserne på. Dette har også ført til et fald i priserne på brugte Tesla-biler. Men nu kan det hele ændre sig, da Tesla pludselig har besluttet at sænke priserne på deres biler i Danmark. Dette kan føre til en øget konkurrence i det danske bilmarked og kan også føre til et fald i priserne på brugte Tesla-biler.

Samtidig med dette, forventes det, at flere bilproducenter vil følge i Teslas fodspor og begynde at sælge elbiler til lavere priser. Dette kan føre til en øget konkurrence i det danske bilmarked og kan også føre til et fald i priserne på brugte elbiler.

– Det er en selvfølgelighed, når Tesla går ud og og smider sådan en prisbombe, som de gør på deres biler i disse uger. Det får klart vores kunder til at afvente. Det kan godt mærkes, at Tesla har sat priserne så markant ned, fortæller Karsten Christensen, direktør for Fredericia Auto-service A/S.

Er det massevis af elbiler, der skal sættes ned nu, både nye og brugte? 

– Det er jo det, der sker ja. Her i starten er der rigtig mange af mine kolleger, som har både 30, 40 og 50 Teslaer stående, så kan du gange det med 100.000 kroner pr bil. Det vil også betyde, at det ikke er alle, der overlever, hvilket ikke er så godt. Det er simpel matematik, kan man sige, så for vores vedkomne er det godt, vi ikke lige har nogle af dem, slutter Karsten Christensen.

Lokalt er starten på 2023 gået nogenlunde, men ingen kan spå om, hvad fremtiden vil bringe til bilmarkedet. Lige nu kan man dog se, at søgningerne på eksempelvis Tesla er strøget i vejret på Google og de sociale medier, hvilket kan betyde et øget salg af denne model, hvilket vil presse de øvrige bilproducenter til at sætte deres biler ned også, hvilket gør ondt på slutforhandlerene.

LIVE: Ny lægevagtaftale skal godkendes i Region Syddanmark

0

Årets første regionsmøde i Region Syddanmark starter klokken 15:00. Vi er til stede og liveopdaterer.

Offensivspiller forlænger med FC Fredericia

0

FC Fredericia har forlænget aftalen med offensivspilleren Patrick Egelund frem til sommeren 2025.

Egelund kom til FC Fredericia i august 2021, da der var en kaotisk situation i Esbjerg på trænerfronten med kontroversielle Peter Hyballa. Derfor fik spillerne i Esbjerg muligheden for kvit og frit at komme ud af deres kontrakt med vestjyderne, og den mulighed benyttede Patrick Egelund sig af.

Den nu 22-årig Egelund, der kan spille alle positioner offensivt, har endnu ikke fået sit endelige gennembrud i FC Fredericia, hvor det hidtil er blevet til 40 kampe med syv mål til følge. Patrick Egelund har været plaget af skader i tiden i det fredericianske, men det er klubbens opfattelse, at det kommer til at vende.

– Vi er meget tilfredse med at Patrick har forlænget aftalen med os. Han er i en god udvikling, og vi forventer at han vil være en profil for FCF i den kommende periode, siger direktør Stig Pedersen.

I denne sæson er Patrick Egelund noteret for fem startpladser i FC Fredericia-trøjen og seks gange er han blevet skiftet ind. I de øvrige seks kampe i efteråret, var Egelund med en skade.

Fredericia Idrætsråd sætter fokus på frivillighed

0

Frivilligheden er i det danske foreningsliv kommet under pres – især efter Coronaen gjorde sit indtog. Derfor er det også en konkret problemstilling, som de fredericianske foreninger må forholde sig til. Og her vil Fredericia Idrætsråd gerne støtte op.

Foranlediget af ønsker fra foreningerne, der deltog i Idrættens topmøde i 2022, vil temaet for topmødet i 2023 være frivillighed. For frivillige er en vigtig ressource i de danske idrætsforeninger, der hverken skal negligeres eller tages for givet. For undersøgelser viser, at rigtig mange danskere faktisk gerne vil have et frivilligt virke, men de kommer bare ikke af sig selv. På Idrættens topmøde vil der derfor være inspiration til, hvordan der kan arbejdes med frivillighed – både ift. rekruttering, motivering og uddannelse. Herudover vil der være et fokus på moderne frivillighed i en tid hvor lønnede ressourcer i højere grad prioriteres til at understøtte et frivilligt virke.

Idrættens topmøde finder sted lørdag den 28. januar kl. 9-13 i Fredericia Idrætscenter, hvor der udover oplæg om temaet også vil være tid til dialog og erfaringsudveksling. Håbet fra Fredericia Idrætsråd er, at der kommer så mange foreninger, som muligt, og at de enkelte foreninger tager så mange repræsentanter med som muligt, der kunne være interesseret i at få mere viden om frivillighed. Derfor er der stadig mulighed for at tilmelde sig på Fredericia Idrætsråds hjemmeside.

I forlængelse af topmødet den 28. januar vil Fredericia Idrætsråd sætte yderligere fokus på frivillighed ved en række workshops, som i løbet af foråret og efteråret 2023 vil blive afviklet forskellige steder i Fredericia Kommune. Her vil der i forlængelse af topmødets først være mulighed for at blive klogere på organisering af frivillighed, så man er klar til flere frivillige. Til den anden workshop kan man blive klogere på hvordan foreningen rekrutterer frivillige på bedste vis. Herefter vil den følgende workshop sætte et fokus på unges frivillige engagement. Slutteligt vil der være en workshop om motivering og anerkendelse af frivillige.

Tanken fra idrætsrådets side er, at man kan shoppe rundt i de forskellige workshops alt efter det behov, som måtte have i sin forening. Man behøver heller ikke at have været med til Idrættens topmøde for at kunne deltage. Til gengæld kan man gennemgående få megen god viden om et vigtigt emne for det fredericianske idrætsliv.

SF: Fængselsbetjenteuddannelse er vigtig for at løse problemerne

0

Manglen på fængselsbetjente er til at tage og føle på. For i takt med, at længden på straffene og antallet af indsatte er steget, er antallet af fængselsbetjente også faldet. Et af tiltagene for at få flere til at tage en uddannelse som fængselsbetjent har været en såkaldt pop-up uddannelse. Sådan en åbner den 23. januar i Esbjerg, og det glæder Karina Lorentzen, der er SF’s retsordfører, fordi den seneste aftale om Kriminalforsorgen gør fængslet i Sdr. Omme til Danmarks største.

-Pop-up uddannelsen er enormt vigtig for at løse manglen på fængselsbetjente her i området. Vi slår to fluer med et smæk! Fængslerne i Sdr. Omme og Renbæk mangler fængselsbetjente, og vi ved, at folk, der ønsker et sporskifte i deres arbejdsliv sjældent ønsker at rykke familien op med rode. Derfor tror jeg på, at det her er en virkelig god løsning, som jo også bekræftes af, at alle pladser er besat, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s retsordfører.

Hun mener, at pop-up-uddannelser er et vigtigt tiltag, som man med fordel kan overveje i andre dele af landet.

-Manglen på fængselsbetjente er desværre ikke kun et problem her i området. Det er det samme i hele landet. Derfor vil det også være klogt at undersøge, om det giver mening at oprette pop-up uddannelser i andre egne af landet.

Hun peger også på, at flere fængselsbetjente giver mulighed for ordentlige indsatser, der kan hjælpe indsatte på rette fod igen.

-En dygtig fængselsbetjent kan få en indsat på ret køl igen. Det kan få dem til at holde sig ude af kriminalitet, og gøre dem i stand til at få livet på rette vej igen. Derfor er relationsarbejdet mellem indsat og ansat så vigtigt, og derfor skal der gang i rekrutteringen og uddannelsen.