FHK kan sikre sig slutspilsplads i dag

0

Torsdag aften spiller Fredericia Håndboldklub på udebane mod TTH Holstebro. Får FHK minimum uafgjort med hjem fra opgøret er holdet sikret en plads i slutspillet.

Inden opgøret er der seks point mellem FHK på syvendepladsen og TTH Holstebro på niendepladsen. Med fire kampe tilbage af grundspillet er det derfor last call, hvis fredericianerne skal overhales af Holstebro-klubben, som FHK vandt 34-32 over i det første opgør mellem de to hold i sæsonen. Med uafgjort i aftenens opgør vil der fortsat være seks point mellem de to hold, og da FHK vil være bedst indbyrdes, kan TTH ikke gå forbi fredericianerne.

Kigger man på de to holds formbarometre står det i stor kontrast til hinanden. I de seneste syv kampe er det blot blevet til et enkelt point, og det var mod bundholdet HC Midtjylland. Noget anderledes står det til med FHK, der har gjort rent bord i de første fire ligakampe i 2023, og dermed har kurs mod slutspillet.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Det, der særligt er lykkedes for FHK specielt i de tre seneste kampe, har været forsvaret har stået knivskarpt. Lasse Balstad og Einar Olafsson har fundet ind i et samarbejde, der har gjort det svært for modstanderne at nedbryde den fredericianske defensiv. Offensivt har der været stabilitet over bagkæden med Reinier Taboada og James Junior Scott i spidsen. Den cubansk-franske duo har skilt sig ud med store individuelle præstationer, og minimeret antallet af tekniske fejl i forhold til efterårssæsonen.

Fortsætter FHK takterne, som der var inden den korte landsholdspause, skal TTH Holstebro stå tidligt op, selvom man ikke skal undervurdere dem. På deres hold finder man spillere som Nikolaj Markussen, Allan Damgaard og Magnus Bramming, der alle har et højt niveau. Rammer de først dagen, kan de blive svære at have med at gøre, men det har ikke været tilfældet i noget tid. Derfor er TTH Holstebro nu at finde på niendepladsen, og kæmper for at komme med i slutspillet.

adp-as.dk

En malurt i bægeret for FHK er, at Nikolaj A. Nielsen blev skadet i den seneste ligakamp mod Aalborg. Nielsen var inde i en god periode i FHK, hvor han var blevet den foretrukne stregspiller, men i stedet må Rasmus Meyer trække læsset som den eneste naturlige stregspiller i FHK’s ligatrup.

Trods Nikolaj A. Nielsen er ude med en skade, kan FHK sikre sig slutspilspladsen torsdag aften. Svaret på om det lykkes findes i Gråkjær Arena, hvor der er kampstart klokken 19:00.

Medarbejdere, ledere og kommunalpolitikere enige om perspektiver for frisættelse

0

KL, FOA, DLF, BUPL, HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening er enige om, at frisættelse er en vigtig vej til at styrke den offentlige velfærd.

Frisættelse har længe været et centralt politisk tema. En række kommuner arbejder allerede med frisættelse i forbindelse med velfærdsforsøgene, og samtidig er frisættelse også et centralt tema for SVM-regeringen, der lægger op til yderligere frisættelse af kommunerne.

KL, FOA, DLF, BUPL, HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening har i samarbejde, under overskriften ”Fælles perspektiver for frisættelse”, udarbejdet en pjece, der beskriver, hvorfor frisættelse er en vigtig vej til at styrke den offentlige velfærd. Den beskriver også, hvilke rammer en frisættelse må respektere, hvis den skal lykkes og skabe værdi for borgerne.

Klare budskaber til staten, kommunerne, medarbejdere og ledere

”Fælles perspektiver for frisættelse” indeholder budskaber til staten om, hvad der bør ændres i den statslige styring, hvis intentionerne om frisættelse skal realiseres, samt budskaber til kommunerne om, at de kritisk bør gennemgå de rammevilkår og den styring, som i nogle tilfælde begrænser det faglige handlerum for medarbejdere og faglige ledere. Endelig indeholder pjecen også budskaber til medarbejdere og ledere om at udnytte eksisterende faglige handlemuligheder og bryde med rutiner, hvis det kan styrke de faglige løsninger og give værdi for borgerne.

Parterne er også enige om nogle rammer og hegnspæle for frisættelsen. Politiske målsætninger og formelle rammer – som retssikkerhed, overenskomster og rettigheder skal fortsat respekteres. Derudover må frisættelsen ikke forveksles med frihed til at vende ryggen til samarbejdet om de helhedsløsninger, som borgerne kan forvente. Det samarbejde involverer ofte flere forskellige opgaveområder, der ligeledes skal kunne samarbejde på tværs afhængig af, hvilke behov der måtte være lokalt. 

”Der er brug for en grundlæggende ændring af den måde, staten regulerer og binder medarbejdernes faglige indsats fast til bestemte løsninger og arbejdsprocesser. Christiansborg er nødt til at fjerne de regler, der styrer de kommunale arbejdsprocesser. Samtidig skal vi i kommunerne selv gå foran og bidrage til, at det faglige rum bliver større. Vores medarbejdere skal kunne bruge deres faglighed. Og vores faglige ledere skal lede, ikke administrere,” siger Martin Damm, formand i KL.

”Skolerne skal sættes fri, så lærere, ledere, elever, forældre og kommuner sammen kan tage et større ansvar for at udvikle den folkeskole, vi er fælles om. Skal vi lykkes med at skabe en bedre skole, handler det om at fortsætte samarbejdet lokalt, styrke fællesskabet så ingen står alene, fjerne unødvendigt bureaukrati og give plads til det faglige råderum samtidig med, at skolerne skal have en økonomisk ramme, der gør det muligt at udvikle undervisningen i nye og rigtige retninger,” siger Gordon Ørskov Madsen, formand i DLF.

”Jeg opfordrer til, at man på arbejdspladserne som en del af dagsordenen om frisættelse får kigget på opgaveflytning. Så man i højere grad prioriterer rette kompetencer til rette opgaver. Eksempelvis løses mange administrative opgaver i dag af faggrupper, der har deres primære kompetencer på helt andre områder. Samtidig er det afgørende, at man lytter til medarbejderne og inddrager deres faglighed,” siger Lene Roed, formand i HK Kommunal.

“Det, der skaber kvalitet og det gode børneliv, er, når vi som pædagoger har tid og mulighed for at bruge vores faglige dømmekraft og tilrettelægge den pædagogiske praksis efter børnenes behov. Derfor handler frisættelse for os om frihed til faglighed og faglig ledelse som alternativ til koncepter og procedurekrav,” siger Elisa Rimpler, formand i BUPL.

”Hvis velfærden skal forbedres, skal medarbejderne i højere grad have mulighed for at bringe deres faglige kompetencer i spil, når de skal hjælpe borgerne. Det er essensen i frisættelse, og det skal ske i arbejdsfællesskaber, hvor man kan tilrettelægge indsatsen mere fleksibelt over for borgerne. Vi skal gøre alt for at skubbe på med nye arbejdsmetoder, som giver bedre velfærd og højere medarbejdertilfredshed,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

”Socialrådgiverne oplever en meget detaljeret styring af vores arbejde. Bureaukrati og proceskrav stjæler kostbar tid fra de udsatte borgere, som vi forsøger at gøre en forskel for. Vi drømmer om at kunne udfolde vores faglighed langt mere og finde løsninger sammen med borgerne. Faglighed og faglig ledelse tæt på medarbejderne er en forudsætning for, at frisættelsen kan lykkes,” siger Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening.

224.000 kr. dyrt møde med Tungvognscenter Syd

0

Fredag den 10. marts standsede Tungvognscenter Syd et polskregistreret vogntog under en rutinepatrulje lidt udenfor Fredericia. Vogntoget var lastet med øl og på vej til Polen. Patruljen blev opmærksom på vogntoget, da det virkede længere end tilladt.

Ved den efterfølgende kontrol viste det sig, at vogntoget var for langt, men det var ikke den eneste overtrædelse, der blev opdaget.

Chaufføren fra Østrig havde ikke været særlig opmærksom på reglerne. Ved en tungvognskontrol bliver takografen, der registrerer køre/hviletiden, som en af de første ting kontrolleret. Det viste sig, at den isatte takograf ikke var kalibreret som foreskrevet og viste en masse fejlkoder, som krævede en manuel kontrol af udskrifterne fra takografen.

Den nærmere kontrol afslørede, at chaufføren havde kørt mindst seks gange uden sit førerkort isat, at han havde afbrudt sit regulære ugehvil mindst én gang, havde haft for kort dagligt hvil fem gange, havde overskredet den samlede daglige køretid tre gange og havde kørt uden pause seks gange. Det mest alvorlige tilfælde var en overskridelse på 105%, hvilket svarer til en køretid på 9 timer og 16 minutter uden pause.

På grund af de mange overtrædelser blev lastbilen tilbageholdt, indtil den polske vognmand betalte den samlede bøde på 224.000 kr. for virksomheden og chaufføren. Efter betalingen kunne chaufføren eskorteres til et værksted for at kalibrere takografen, inden rejsen fortsatte. Chaufføren måtte tage en betinget frakendelse af førerretten med sig som en del af bagagen udover at han også var en del penge fattigere.

Restaurant hædret til generalforsamling

0

Til Business Fredericias generalforsamling, hvor i omegnen af 300 personer deltog, var der blandt andet et tilbageblik på det erhvervsmæssige år, men også en hæder. Business Fredericia uddelte årets iværksætterpris, der gik til Restaurant Ene.

Klokken 17:30 mødtes byens erhvervsfolk. Der var tid til et glas og snak inden, at der klokken 18:00 blev serveret mad. Efter at have spist var det klokken 19:00 tid til generalforsamlingen. Formand for Business Fredericia, Bent Jensen, bød velkommen, og pegede på advokat Michael Sønderskov som dirigent.

Derefter tog Jensen igen selv ordet, da han skulle komme med årsberetningen.

– Vi taler ofte om historiske ord. De sidste otte år har været fantastiske år for udviklingen i vores by. 2022 har også været historisk. Der var spadestik, strategier og ja-tak til en langsigtet strategi hvor vi kobler transport, logistik og klima sammen, sagde Bent Jensen blandt andet og fortsatte:

– I Fredericia oplever vi en transformation fra store, sorte skorstene, og nu bidrager vi til den grønne omstilling i Danmark og måske bliver en forgangsby. Hvem havde set det komme for bare få år siden? Handelsbyerne gennemgår også transformationer. Jeg ved, at masser af de små butikker er pressede. Da corona stoppede, kom krigen i Ukraine, og så kom de stigende priser, og forbrugernes tendens til internettet. Nu skal vi vise, hvorfor vi i 2020 vandt titlen som Danmarks mest innovative handelsby. 

– Vi ser fremtidens midtby med en masse oplevelser, der trækker mennesker og kunder till byen. En stærk og levende midtby, er et vigtigt parameter til en øget bosætning. Når man går en tur igennem kan man se, at fokus og indsatsen har lønnet sig. Vi har restaurationer og specialforretninger, der gør Fredericia til en spændende og levende by. Jeg har slået til lyd for at have fokus på dialog om de nødvendige beslutninger for at have en midtby i 2030. Derfor er det også dejligt, at politikerne er klar til diskussionerne.

Formanden for Business Fredericia, kunne heller ikke undgå at tale om Formidlingscentret, hvor der er nedsat en styregruppe, og at det derfor er tættere på end nogensinde før, at en spade bliver sat i jorden.

– Kigger man på fremtiden byder den på et væld af muligheder. Formidlingscentret ser forhåbentligt dagens lys, og får en masse mennesker til byen. Det vil fremme erhvervsudviklingen. Kanalbyen spirer frem, og et nyt Fredericia tager form. Hvor er det fedt, at vi kan tiltrække borgere fra Trelde, Taulov og London, forklarede Bent Jensen.

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer kiggede efterfølgende på nogle nedslagspunkter. Han nævnte blandt andet unge på arbejdsmarkedet er et fokuspunkt. Det gjorde også borgmester Steen Wrist, som fremhævede en nyligt indgået samarbejdsaftale.

– Samarbejdet blev tydeligt før jul, da vi sammen med FH og uddannelsesrådet lavede en ny samarbejdsaftale. Vi blev enige om et fokus på efteruddannelse og de unge. Jeg er stolt over, at vi er så aktive for at skabe bedre mulighede for de unge. Erhvervslivet tager ansvar, og vi skal som kommune tage hånd om de udfordringer erhvervslivet møder, sagde borgmesteren.

En af dem, der også fik ordet, var Henrik Kyhl, der er direktør for Philips i Norden. Philips er medarrangør af Wings for Life World Run, som kommer til Fredericia senere på året.

– Vi vil sætte Fredericia på verdenskortet. Vores by er en skjult perle, der skal anerkendes på den globale scene. Vi har brug for jeres hjælp, da vi ikke kan alene, sagde Henrik Kyhl og appellerede til, at endnu flere virksomheder vil bakke op om løbet.

– Vi vil gøre det bedre i Fredericia end i andre lande. Vi give en ekstra oplevelse på alle bostederne ved at invitere dem, sagde Kyhl.

Slutteligt, inden den stod på et foredrag med Kim Boye, tog iværksætterkonsulent i Business Fredericia, Stephan Bihl, ordet. Han skulle uddele årets iværksætterpris og satte følgende ord på:

– Det er en kvinde, der startede forretningen i 2020. Hun er ikke bange for at gå forrest. Hun er ikke bange for at inddrage sit team. Nu har hun ni medarbejdere. Hun går op i teambuilding, bæredygtighed og optimering af ressourcer. Hun er typen, som går forrest og tager en chance. Det kendetegner en god iværksætter. Hun er flyttet fra midtbyen til Kanalbyen, sagde Stephan Bihl og afslørede, at vinderen er Areewan Erlandsen, der driver Restaurant ene.

Til taktfaste klapsalver i konferencesalen gik Erlandsen op for at modtage prisen.

– Jeg er stolt over at have stolet på mavefornemmelsen, og min krøllede hjerne og turde være optimist. Jeg har visioner og målsætninger, der er blevet til en realitet. Der er lagt passion og mandetimer i det, og det har mine kollegaer også gjort, sagde hun.

På generalforsamlingen præsenterede Business Fredericia et overskud på 24.000 kroner, og det blev også til en enkelt ændring i bestyrelsen. Morten Nielsen udtræder, og erstattes af Rune D. Rasmussen. 

Bestyrelsen består derfor nu af:

  • Bent Jensen, formand, direktør i T. Hansen Gruppen A/S
  • Grete Højgaard, næstformand, adm. direktør i MESSE C og formand for Experience Fredericia
  • Ole Mortensen, ejer af Miami og formand for Fredericia Shopping
  • Michael Sønderskov, advokat i Advokatgruppen Fredericia og formand for Fredericia Erhvervsforening
  • Jesper Bjerrisgaard, Tefax ApS og formand for Fredericia Håndværkerforening
  • Torben Aldershaab, formand for Taulov Transportcenter
  • Carsten Hänel, CEO i Orkla Foods Danmark A/S
  • Finn Muus, direktør i Boligkontoret Fredericia
  • Rune D. Rasmussen, direktør i ADP A/S
  • Finn Bjørn Schousboe, administrerende direktør for Crossbridge Energy
  • Jens Gamauf Madsen, Direktør for IBC

Håndværkerformand langede ud efter kommunen

0

På generalforsamlingen i Fredericia Håndværkerforening var det ikke gået ubemærket hen, at Fredericia Kommunes byggesagsbehandlingstid er steget markant. Formand Jesper Bjerrisgaard sagde, at der er et møde med kommunen om sagen i næste uge.

Advokat Michael Sønderskov blev enstemmigt valgt som dirigent til Fredericia Håndværkerforenings generalforsamling, der blev afholdt i MesseC i Fredericia. Efterfølgende tog formand Jesper Bjerrisgaard ordet, og kom med bestyrelsens beretning.

– Vi har haft stor fokus på sociale arrangementer. Vi har holdt EUC håndværkerdag, dialogmøde med Fredericia Kommune. Det kunne være fedt hvis man havde spørgmsål til kommunen. Vi havde en sommerfest på Herslev Skole, der var hyggelig. Vores julebanko stak af. Der var rekordtilslutning, vi måtte kopiere plader til nummer, nogle ventede 30 minutter på at sidde ned, men til gengæld var der æbleskiver nok. Det var en stor succes, og det er dejligt, der bakkes op om det. Vi havde julekoncerten i Christianskirken, og vi blev virkelig godt underholdt, sagde Bjerrisgaard og fortsatte:

– Vi holdt et opfølgningsmøde med kommunen, som vi ville danne et tættere bånd med. Det er vigtigt at have et sammenspil, der gør, at vi kan komme i mål. Vi kan trykke dem på maven, og de kan presse os. Hvis man ikke kender hinanden, så er det svært at gøre noget. Det var derfor et fint start-up møde. Dilettant var en oplevelse, og så har vi været ude at se Skills, hvor vi så nye medlemmer deltage, fortalte Jesper Bjerrisgaard.

Formanden kunne ikke undgå at nævne de seneste tal fra DI, der viser, at Fredericia sammen med Fanø er den kommuner Sydanmark med længst byggesagsbehandlingstid.

– Vi er mega dårlige til byggesagsbehandlingen. 2021 var det 45 dage, i 2022 er den oppe på 108. Når vi kigger på de omkringliggende kommuner er de markant bedre. Det går jeg ind og presser dem på kommunen om. Vi skal se på, hvad vi gør, og det tager jeg også med til Business Fredericia. Det er ikke godt nok. Der har været opsigelser, og nogle har selv valgt at flytte, og der har været dårlig struktur. De er i gang med en proces med teams, og når man laver om, så arbejder man ikke 110 procent, men 80 procent, hvis man er kommunen. De er obs på det, og vi har ikke løst problemet, men jeg har et møde i næste uge, hvor vi hopper lidt ekstra. Når jeg ser sådan noget, går jeg i flæsket på dem og fortæller, at der skal gøres noget ved det, sagde Bjerrisgaard.

Regnskabet fremlagde Carsten Pedersen fra RSM Danmark, og han kunne præsentere et overskud på 11.340 kroner. Til bestyrelsen kom der to nye medlemmer, da Dennis Niess og Michael Kristensen valgte at træde ud. Specielt Michael Kristensen, der er tidligere mangeårig formand fik, flotte ord med på vejen.

– Du har været en fantastisk leder i den her forening i lang tid. Fra alle os skal der lyde en stor tak for indsatsen du har gjort. Du har samlet foreningen med alt det du har præsteret. Det er en fornøjelse, men også vemodigt at sige tak til dig. Det er en fornøjelse at overtage noget, der kører så godt, sagde Jesper Bjerrisgaard og overrakte to flasker vin til Michael Kristensen.

Som afløser for Niess og Kristensen blev Morten Nielsen og Claus Rasmussen valgt. Dermed består bestyrelsen af:

  • Jesper Bjerrisgaard
  • Stig Andresen
  • Simon Hansen
  • Allan Thomsen
  • Kevin Barrasinki
  • Morten Nielsen
  • Claus Rasmussen

Som suppleanter blev Bo Lykke Jacobsen og Daniel Lynggaard valgt. 

Efter en halv times tid blev generalforsamlingen hævet, og snakken kunne gå i krogene inden, at turen klokken 17:30 skulle gå videre til Business Fredericias generalforsamling.

Billigblomst starter med at lukke butikken, for renovering

0
Fra venstre Conny, Michael og Brian

Allerede til sommer overtager Billigblomst nøglerne til det store havecenter i udkanten af Fredericia, herefter vil en stor ombygning gå i gang, blandt andet skal samtlige døre forhøjes og parkeringspladsen udvides. Dørene kan forhåbentligt åbnes, allerede i februar 2024.

Michael og Conny har gennem mange gode år drevet det yderst populære havecenter Tantes Have. Havecentret har været velkendt af kunder både i Jylland og på Fyn, de har altid været kendt for deres enestående udvalg af haveplanter. Udover planter har Tantes Have også tilbudt et stort sortiment af boligtilbehør, såsom brugskunst og julepynt. Hvis man havde brug for en værtindegave, var Tantes Have også det oplagte valg, da man kunne finde alt fra chokolade til andre smagfulde specialiteter der.

Nu har parret besluttet at sælge havecentret til nye ejere, som de håber kan fortsætte den gode stil og tiltrække kunder fra både nær og fjern. Det var derfor ikke overraskende, at Billigblomst blev valgt som den nye ejer, da de har ry for at skabe liv og få kunderne til at stå i kø.

I 2022 besøgte Brian Reenberg, stifter og ejer af Billigblomst, havecentret for første gang og blev overrasket over dets omfang. Med ikke mindre end 7.500 kvadratmeter glasbygninger til rådighed, har havecentret langt mere indendørs areal end Tantes Have for nuværende benytter sig af.

– Det var simpelhent for dumt ikke at sige “ja tak” til tilbuddet da Michael rakte ud til os, siger Brian, da vi taler med ham.

De starter dog med at lukke helt ned

Området og forretningen skal være helt klar til at den fremstormende kæde tager over.

– Man kan ikke rulle de høje blomstervogne, som lastbilerne leverer, ind ad dørene derude, så i mange år har man skullet fjerne toppen af hver vogn når de ankom, det håber jeg ikke at vi får tid til når vi åbner (på grund af travlhed. red), derfor skal alle dørene laves større. Ydermere skal alting friskes lidt op og parkeringspladsen skal udvides en del.

Planterskolerne har ikke alverden af indtjening ud på efteråret og vinteren over.

– Det skal ikke være en hemmelighed at en planteskole ikke er verdens bedste forretning så snart vi når efterår og vinter, det udnytter vi og tager os for en gangs skyld god tid til at blive færdige med projektet inden vi åbner, siger Brian Reenberg i telefonen.

Det var ikke kun størrelsen af forretningen, der imponerede Brian. Han kunne heller ikke ryste beliggenheden af sig. Havecentret ligger blot få meter fra Fredericias byskilt og er omgivet af Vejle, Kolding og Fyn, hvilket gør det til et strategisk godt sted for at tiltrække trafik. Billigblomst Fredericia, bliver den første og eneste af butikkerne, der kommer til at præsentere julevarer året rundt i stor skala.

– Vi har faktisk besluttet, at julevarerne skal eksponeres på 3.000m², hvor man både kan opleve flotte udstillinger og købe alle de julekugler i maj måned, som man går og drømmer om. Det lyder skørt, men vi har absurd mange kunder, der henvender sig hele foråret vedrørende vores julesortiment, og som næsten ikke kan vente til august, hvor vi normalvis begynder vores julesalg, fortæller Brian Reenberg.

Havecentret råder over et stort udenomsareal, og det giver gode muligheder for at etablere en parkeringsplads, som kan rumme de mange kunder, der besøger Billigblomst. Siden 2011 har Billigblomst tilbudt et varieret udvalg af planter, krukker, julepynt og brugskunst til lave priser. Udvalget af varer skifter konstant, da Billigblomst altid stræber efter at skaffe de flotteste varer til den bedste pris.

Ejerne af Tantes Have, Michael Rasmussen og Conny Fredsholt, overdrager nøglerne til den 24.000 m² store grund til Billigblomst d. 30/6-2023. Billigblomst starter med at lukke forretningen og forventer åbne den nye butik på Skærbækvej 3 i uge 7, 2024.

Frisættelse af kommuner giver faglig nytænkning i velfærden

0

VIVE har samlet de første erfaringer med velfærdsaftalerne, hvor syv kommuner er blevet frisat fra statslige og kommunale regler. Det har skabt et fagligt frirum, som giver medarbejdere energi til at tænke nyt.

Medarbejdere og lokale ledere har fået større frihed til at arbejde efter deres faglighed og skabe løsninger, der giver mening på den enkelte vuggestue, børnehave, skole eller plejehjem.

Sådan lyder de første erfaringer med velfærdsaftalerne, der har sat dagtilbuds

Folkeskole-og ældreområdet fri fra national lovgivning og kommunale regler i syv kommuner.

– Indtil videre kan vi se, at frisættelsen giver grobund for at tænke nyt. Det skyldes ikke mindst, at medarbejderne i hjemmeplejen og på de enkelte skoler og dagtilbud er med til at beslutte og skabe de forandringer, der skal sikre en bedre velfærd, siger Ulf Hjelmar, professor MSO i VIVE.

VIVE har udgivet en midtvejsevaluering,der samler de første 1-2 års erfaringer med velfærdsaftalerne. Formålet med velfærdsaftalerne er at løfte kvaliteten af velfærden og give borgerne et bedre møde med den offentlige sektor. Kommunerne bliver sat fri fra national lovgivning, og de forpligter sig også til at sætte daginstitutioner, skoler og ældrepleje fri fra kommunal regulering.

En del af de forsøg, der er sat i gang, har dog ikke krævet frisættelse fra national lovgivning. Ulf Hjelmar vurderer dog, at velfærdsaftalerne har sikret, at kommunerne har kigget på deres egne arbejdsgange og dermed skabt forbedringer. Der er også kommuner, der er blevet opmærksom på, at de selv har regler, der ikke bidrager til at skabe bedre velfærd.

– Der er udviklet et mindre bureaukratisk mindset i kommunerne. Grebet om de lokale institutioner er blevet løsnet, og kommunerne har søgt at give plads til de nye faglige ideer, der er blomstret frem i takt med afbureaukratiseringen, siger Ulf Hjelmar.

Forsøgene har blandt andet omfattet initiativer med kortere skoledage, nye arbejdsgange, der giver mere tid til borgerne i ældreplejen og bedre samarbejde omkring dagtilbud mellem forvaltning, forældre og institutioner.

I 2024 offentliggør VIVE slutevalueringen af forsøget med velfærdsaftaler. I slutevalueringen indgår resultaterne af en før-og eftermåling blandt medarbejdere og de nærmeste ledere samt registerdata. På den baggrund vil det være muligt mere præcist end i denne midtvejsevaluering at konkludere på om velfærdsaftalerne har ført til en ændret kvalitet i indsatserne.

Fakta: Syv kommuner er blevet sat fri fra regler

Lov om velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet og Lov om velfærdsaftaler på ældreområdet trådte i kraft i maj 2021 og er gældende frem til september 2024.

På baggrund af lovgivningen om velfærdsaftaler er der efterfølgende i maj og september 2021 indgået specifikke velfærdsaftaler mellem regeringen og de syv forsøgskommuner.

På dagtilbudsområdet er der indgået aftaler med kommunerne Helsingør og Rebild, mens aftalerne på folkeskoleområdet omfatter Esbjerg Kommune og Holbæk Kommune. På ældreområdet er der indgået velfærdsaftaler med kommunerne Langeland, Middelfart og Viborg.

Fakta: VIVE har samlet de første erfaringer fra velfærdsaftalerne

– I ”Midtvejsevaluering af velfærdsaftaler” fremlægger VIVEde første samlede erfaringer fra arbejdet med velfærdsaftalerne.

– Midtvejsevalueringen bygger på 37 interview med ledere og medarbejdere, 12 interview medborgere, skriftlig dokumentationsmateriale fra kommunerne samt en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt alle medarbejdere og ledere i de institutioner/tilbud, der indgår i arbejdet med velfærdsaftalerne (i alt 3.994 personer).

Milliardfond etableres

0
(Foto: AVISEN)

Regeringen er sammen med et bredt flertal i Folketinget bestående af SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blevet enige om at etablere en Ukrainefond med en samlet ramme på ca. 7,0 mia. kr. i 2023.

Fonden målrettes Ukraines behov og ønsker til en samtænkt dansk indsats, der fokuserer på militær, civil og erhvervsmæssig støtte. Aftalepartierne er samtidig enige om, at Danmark fortsat skal være blandt de lande, der støtter Ukraine mest i forhold til størrelse.

Situationen i Ukraine er yderst alvorlig, og behovet for markant støtte er akut. Ukraines kamp for frihed er en kamp for de demokratiske værdier og samfund.

Regeringen er derfor gået sammen med et bredt flertal i Folketinget om at oprette en fond på ca. 7 mia. kr. i 2023.

I tillæg hertil afsættes midler i 2024-2027, der kan bidrage til at håndtere udgifter til genanskaffelser forbundet med militære donationer foretaget i 2022 og 2023. Fonden vil stå på tre ben:

Militær støtte til Ukraines kamp for frihed i form af blandt andet våben, øvrigt militært materiel og træningsindsatser. Der afsættes en ramme på ca. 5,4 mia. kr. i 2023 til militær støtte.

Civil støtte målrettet akutte, humanitære indsatser samt langsigtet genopbygning. Der afsættes en ramme på 1,2 mia. kr. i 2023 til civil støtte i Ukraine og øvrige østlige nabolande. Støtte til erhvervsindsatser, der giver danske virksomheder mulighed for at bidrage til genopbygningen af Ukraine. Der afsættes en ramme på 0,4 mia. kr. i 2023 til støtte til erhvervsindsatser.

– Sidste år gik vi sammen om et historisk nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Det var nødvendigt i lyset af Ruslands invasion af Ukraine. Med dagens aftale giver vi godt 7 mia. kr. yderligere til indsatsen i Ukraine, og det sker på fuldt ud økonomisk ansvarlig vis. Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget tager ansvar og viser, at Danmark står sammen med Ukraine. Danmark er allerede et af de lande, som – i forhold til vores størrelse – støtter Ukraine mest. Det er regeringen og aftalepartierne enige om at blive ved med at være, siger Finansminister Nicolai Wammen.

– Vi står ved en historisk skillevej. Ukrainerne kæmper ikke kun for deres egen frihed, men for hele Europas sikkerhed. Med Ukrainefonden tager vi den danske støtte til Ukraine til et nyt niveau. Det gælder ikke mindst på erhvervsområdet. Danske virksomheder kan levere meget af det, som Ukraine mangler, fx inden for drikkevand, fjernvarme og fødevarer. Derfor skal vi styrke indsatsen. Med fonden i ryggen vil vi bl.a. sætte mere kraft på Udenrigsministeriets indsats for at hjælpe danske virksomheder ind på det ukrainske marked og sætte flere penge af til at skabe bedre betingelser for danske virksomheders risikofyldte investeringer i Ukraine. Det er godt nyt for både Ukraine og for dansk erhvervsliv, siger Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bliver suppleret af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

– Danmark står bag Ukraines frihedskamp sammen med resten af den frie verden. Derfor kommer vi fortsat til at støtte ukrainerne med donationer af militært materiel, finansiering og træning, der kan understøtte deres kamp mod Rusland. Danmark har indtil nu støttet Ukraine militært med ca. 5 mia. kr., og med den nyetablerede Ukrainefond lægger vi op til at fastholde et højt niveau for den militære støtte til Ukraine. Det skal gøre en reel og mærkbar forskel for ukrainerne. Deres kamp er også vores kamp.

Aftalepartierne er enige om at lempe finanspolitikken med ca. 0,2 pct. af BNP i 2023, hvilket tilvejebringer 5,6 mia. kr. i 2023, der anvendes på militær og erhvervsmæssig støtte. Lempelsen af finanspolitikken vurderes at kunne ske inden for ansvarlige finanspolitiske rammer, og der er fortsat planlagt en markant stramning af finanspolitikken i 2023 målt ved den ét-årige finanseffekt.

Aftalepartierne er desuden enige om, at rammen til civil støtte finansieres inden for udviklingsbistanden.

Ledelsen i ADP gør det godt

0
Tommy Rachlitz Nielsen (C) Arkivfoto: AVISEN

Tommy Rachlitz Nielsen (C) vil efter mandagens udmelding om den ønskede aktindsigt og endnu mere åbenhed i byens havneselskab, gerne understrege at han har fuld tillid til ledelsen og øvrige medarbejdere i ADP A/S.

Det hele begyndte i 2021, da AVISEN afslørede, at selskabet ADP A/S havde brugt store summer på vine, mad, rejser og sponsorater. Dette fik flertallet af politikerne i Fredericia til at kræve en grundig undersøgelse af selskabet. Selvom en sådan undersøgelse blev iværksat, blev den kritiseret for manglende gennemsigtighed.

– Når der bliver foreslået aktindsigt i ADP er det for at undgå fortidens synder, så vi ikke gentager historien. Det er med fuld tillid til ledelsen og medarbejderne. Der er absolut ingen kritik af dem, men så vi har opmærksomhed på at vi ikke skal opleve noget vi har oplevet før, fortæller Tommy Rachlitz.

Den oprindelige undersøgelse af selskabet endte med at koste både havnen og Fredericia Kommune millioner i advokathonorarer og konsulentgebyrer. Mandag blev man imidlertid enige om en aftale, som flertallet af byrådsmedlemmerne i Fredericia kunne acceptere.

– Formålet med forslaget var ikke at sværte nogen til, der er fuld tillid til dem. Med den nye ejerstrategi er det skikret at økonomiudvalget har udvidet afgang til oplysninger hos ADP. Herved er man godt rustet til at undgå at det skulle ske igen, uddyber Tommy og slutter:

– Jeg støtter aktindsigten fordi borgerne bør ses som medejere af havneselskabet, de skal også have indsigt, med det nye setup er jeg ret tryk ved at vi ikke får problemer.

Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti stemte forslaget fra Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti ned med ordene: Populisme, allerede stor åbenhed, en god dialog og en vigtig virksomhed.

Chili is my mistress – Chili Claus i den varme stol

0

Chili havde desværre ingen smagsprøver med, denne anmelder havde ellers gerne set Hans Esbjerg på pinebænken for derefter at skulle spille lidt. Chili Claus er jo ikke vant til at sidde i den varme stol, men på den anden side og udspørge andre kendte og mindre kendte.

Chili har spillet fra barnsben, da han fik et ældre klaver imod at tage undervisning i et år. Senere kom han på konservatoriet og blev uddannet pianist. både før, under og efter sin uddannelse på konservatoriet har Claus spillet til bal, fester og andre mindre som større begivenheder, så han har nok mere musik i blodet end chili.

Hyggesnak mellem Hans Esbjerg (tv) og Chili Claus. Foto: AVISEN

Inspiration til at spise chili fik han efter en oplevelse, hvor han i London fik en ret, der fik røgen til at stå ud af begge ører og i Danmark kun fik chiliretter uden ramasjang i, dette var i starten af 90’erne og begyndelsen på, at Claus begynder sin egen chilidyrkning, samtidig med, at de danske supermarkeder og specialbutikker kun havde rød og grøn chili, hvor den eneste forskel var farven ikke i smag og styrke. 

Under et arbejdsophold på Bornholm prøvede han i ren kedsomhed at spise en Chili foran kameraet, resten er historie. De fleste dansker kender nok chilipepper fra retter som chili con carne, en ret, som rigtigt mange mennesker har en holdning til, butter chicken og fajitas med flere. Dermed kom Chili Claus til at krydre både tilværelsen og mange retter for danskere, der kan lide det krydrede køkken. Så den lille optræden foran et simpelt kamera på Bornholm, blev starten på en ny tilværelse, en af de første gæster var Jacob Bundgård, der kort før et møde kom forbi Chili og prøvesmagte, det efterfølgende møde Jacob Bundgård skulle deltage i blev anderledes end planlagt, da han var rimeligt medtaget af prøvesmagningen med Chili. Efterfølgende var det den folkekære Bubber, det gik ud over. Derefter gik han over til live med 10 på stribe under temaet, ”last man standing”, eneste regel er man ikke må kaste op og den sidste på scenen har vundet. 

Musik med både vibrator og smil. Foto: AVISEN

Claus har produceret nogle chilikugler, der bruges i psykiatrien, hvor personer med visse udfordringer kommer på andre tanker, når de får en kugle i munden, et godt tiltag, der breder sig.

Hans startede med at fortælle, at Claus er uddannet pianist og at de mødte hinanden i konservatorietiden. Så fra Runas klaverundervisning til en konservatorieuddannelse er der langt, men vejen førte til alt fra ”fly me to the moon” som Hans og Claus spillede sammen på flyglet til Klaus Wunderhits, der er en form for Ole Erling på speed.

Hans brugte meget tid på at tale om gamle dage og musikken fra dengang. Deres første band, deres første koncert og meget andet fra den musikalske oldtid i Midt- og Vestjylland.

4 hånds flygel uplanlagt, men spændende. Foto: AVISEN

Af musikalske indslag var der bla 2 hvor Claus spillede på sav og 2 hvor de spille 4 hånds på klaver. Anmelderen havde gerne set lidt mere musik da de begge er kompetente musiker og Claus håndterer sav og bue flot, det lød rigtig godt.

Det lykkedes at frembringe god musik i denne alternative opsætning. Foto: AVISEN

1,5 time går hurtigt når man er i godt selskab, der var få spørgsmål fra salen, nok fordi de to snakkehoveder kom langt omkring. Ærgerligt Hans Esbjerg på scenen ikke blev udsat for smagsprøver af Claus mange planter.

Poul Rand, Musikanmelder. Fredericia Avisen.