FHK spiller i aften klokken 19:30 på udebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Det er den anden kamp i det hektiske program, som FHK er inde i, med tre ligakampe på en uge.

FHK fik den ønskede start på ligaen. I sikker stil vandt holdet 30-26 på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg. Sejren var ikke på noget tidspunkt i fare. I første halvleg lukkede Sebastian Frandsen af i målet, og i anden halvleg spillede fredericianerne knivskarpt i angrebet.

– Vi dækkede virkelig godt op, og så spillede vi syv mod seks, som vi gjorde i slutspillet sidste sæson. Det er betryggende, at det stadig virker, siger Martin Bisgaard, som blev FHKs topscorer med syv mål på lige så mange forsøg.

adp-as.dk

Sejren mod BSH var vigtig for FHK. Midtjyderne har oprustet og forventes at kæmpe med om en placering i toppen. Det har FHK også ambitioner om.

– Vi kommer sandsynligvis til at kæmpe med dem i tabellen, så den sejr var vigtig, og samtidig var det fedt at vise, at vi kan slå dem, fortæller Bisgaard.

Fløjspilleren fremhæver især forsvaret og målmandspræstationen som afgørende. Det vil holdet tage med videre til dagens kamp mod Lemvig-Thyborøn.

– Vores forsvar og målmandsspil var på et meget højt niveau. BSH lavede nærmest halvdelen af deres mål i tomt mål eller på kontra, og så synes jeg, vi var effektive i angrebet, siger Bisgaard.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Onsdag venter endnu en kamp, og det intense program slutter lørdag med en hjemmekamp mod Skjern.

– Det er en hård start. Lemvig er en notorisk svær udebane, og Skjern er et hold, vi kommer til at kæmpe med i tabellen, slutter Bisgaard.

Kampen mellem Lemvig-Thyborøn og FHK kan følges live i tekst på AVISEN fra klokken 19:15. Kampstart er 19:30.