Fredericia KF har i denne sæson fået ny træner i form af Jesper Adsersen, men resultatmæssigt har det ikke været en dans på roser. Holdet måtte ud i en altafgørende kamp om overlevelse i Kvindeserien, hvor holdet vandt 2-1 på neutral grund mod Vejgaard.

Kampen var en vind-eller-forsvind kamp. Vinderen af de to hold ville forblive i Kvindeserien, mens taberen ville rykke ned i Jyllandsserien. Der var derfor noget på spil, men fra start til slut var der stor forskel på de to hold, selvom Vejgaard kom foran 1-0 efter 23 minutter.

– Vi var meget bedre end dem, synes jeg. De er et mere fighterbetonet hold, og kom til at løbe efter os. De kom heldigt foran 1-0, men så fik vi et straffespark og udlignede til 1-1. I anden halvleg scorede vi direkte på hjørnespark til 2-1. Vi havde flere chancer for at score mere, men det skete ikke, siger Fredericia KF’s sportschef, Jess Petersen.

Selvom Fredericia KF har ligget og rodet rundt i bunden af Kvindeserien i denne sæson, har der været en mening bag det. Holdet er i gang med at implementere en ny strategi, som skal flytte holdet på sigt. Blandt andet har KF fået ny træner i Jesper Adsersen.

– Vi vil gerne op i 2. division, og det gør vi ved at blive nummer et eller to i foråret, og var vi røget ned i Jyllandsserien, så havde det været et bump på vejen med de planer. Både med at vi ikke ville kunne rykke op til sommer, men også i forhold til tilgange, da det er nemmere at trække nye spillere til et Kvindeserie-hold, forklarer Jess Petersen og peger på, at det også ville have set godt ud for træner Adsersen:

– Det havde også været en bet for ham, ja.

En del af den nye strategi i Fredericia KF er, at man ikke kommer med til kamp, hvis man ikke har trænet op til. Det har kostet holdet på den korte bane, men håbet er, at det gør holdet bedre på sigt.

– Vi er begyndt at træne bedre, og det smitter også af på holdet, som har løftet sig. Vi er flere til træning, og der er kommet 28 til træning, selvom sæsonen er slut. Det synes jeg viser, at vi er på rette vej, siger Jess Petersen.

Foruden Kvindeserie-holdet har Fredericia KF også et Serie 2-hold. Planen er, at de skal rykke længere op igennem rækkerne også.

– Vi vil gerne have nogle flere spillere, så vi også har flere spillere til andetholdet. Det er planen, at de også skal rykke op, og det kræver flere spillere, fortæller Jess Petersen, der er i fuld gang sammen med trænerteamet med at sammensætte holdet til forårssæsonen.