35-årige Evgeni Pevnov har aldrig før prøvet at spille et slutspil, som det, der venter forude for FHK. Han har været vant til en ligeud turnering i Bundesligaen, men han mener ikke, at der venter ham noget, som han ikke har prøvet.

Den tyske stregspiller kom til FHK forud for denne sæson. Nu er grundspillet overstået, og FHK endte på andenpladsen. Sidste runde i grundspillet faldt således ud, at GOG, Skjern og TMS Ringsted bliver fredericianernes modstandere i slutspillet.

– Ærligt, så tænker jeg ikke på, hvem vi møder. Jeg vil bare vinde hver kamp, siger Pevnov på spørgsmålet om, hvad han tænker om puljen.

Kampen, som Pevnov havde spillet forinden interviewet, var mod Nordsjælland. Der var på papiret ikke noget at spille for, men alligevel vandt FHK 31-26.

– Det siger vel bare, at vi er et godt hold. Det har vi vist hele sæsonen, og jeg er glad for det, vi har præsteret, siger Pevnov.

Rent principielt kunne FHK have sendt Nordsjælland ned i 1. division, men det var ikke noget, stregspilleren skænkede en tanke. Ud fra et sportsligt perspektiv ville FHK vinde mod Nordsjælland under normale omstændigheder, men i sådan en situation kunne det have været anderledes.

– Det er ikke noget, jeg tænker på, og det er ikke noget, der bekymrer mig, at de kunne rykke ned. Var det sket, så var det sådan, det var. Jeg vil altid vinde, når jeg går på banen, og det viste kampen også, forklarer Evgeni Pevnov.

Fra at spille i Bundesligaen, der er en ligeud turnering, skal Pevnov nu spille slutspil. Han ser det dog ikke som en omvæltning.

– I Bundesligaen er der hele tiden noget på spil, så det betyder ikke noget på den måde. Der er ikke den store forskel for mig, siger han.

Der er dog én forskel, som Pevnov gerne medgiver.

– Man kan have haft et lidt dårligt grundspil og alligevel komme i semifinalen, og omvendt set kan man have spillet et godt grundspil og ikke komme i semifinalen, slutter Pevnov.

FHK tager hul på slutspillet fredag den 5. april på udebane mod TMS Ringsted.