Fredag var en milepæl i Fredericia Håndboldklubs historie, der blev fejret med stor stil på rådhuset. Som klubbens formand var Bent Jensen naturligvis til stede, og han satte over for AVISEN ord på de fremtidige ambitioner.

Fredag var en speciel dag på to fronter. Først blev FHK fejret med rådhuspandekager, og senere på dagen ventede en afslutningsfest med klubbens frivillige og alle seniorspillerne.

– Det er de frivillige, der gør vores rejse mulig. Det er sammenhold, sammenhold og sammenhold. Det er fantastisk at være på rådhuset nu, og jeg glæder mig til vores afslutningsfest senere, siger Bent Jensen.

Den overvældende følelse af “vi gjorde det”, da bronzen kom til FHK, har indfundet sig. Bag kulisserne er der blevet arbejdet hårdt for at gøre det muligt.

– Det er alle de mange timers arbejde værd. Den opbakning, vi får, og folkeligheden med dem, der stod ude foran rådhuset og blev inviteret på pandekager, det er lige i Fredericias ånd, fortæller Jensen.

Det har krævet ekstra fra alle involverede for at opnå bronzemedaljerne. Før sæsonen var det ikke noget, nogen i FHK havde forventet.

– Det her er ekstra, ekstra, ekstra. Gudmundur Gudmundsson og teamet omkring holdet har været ekstremt dedikerede. Gudmundur er en ubeskrivelig dygtig træner, og spillerne har løftet sig. Og ikke mindst ville vores spillere det – og så vinder man, forklarer Bent Jensen.

Men trods succesen er der ingen tegn på, at man vil hvile på laurbærrene. Til næste sæson skal FHK forsøge at følge op på præstationen fra den netop afsluttede sæson.

– Det er bare at gå i gang og være dedikeret, og så se om vi kan få mere metal, siger Jensen med en fasthed i stemmen, der indikerer klubbens fortsatte ambitioner.

For Bent Jensen er det en simpel formel:

– Er vi blandt de sidste fire, vil jeg være meget tilfreds. Når man er der, kan alt ske. Vi skal i slutspillet, og vores plan er stadig, at vi skal spille med om det rigtig sjove metal i 2025, siger han.

Med blikket rettet mod næste sæson håber FHK-formanden, at klubben kan komme med i pokalturneringens Final4. I første omgang venter TMS Ringsted på udebane i ottendedelsfinalen, der spilles i slutningen af august.

– Vi har vist, at vi kan slå alle, og vi har den fordel, at selv hvis vi trækker GOG eller Aalborg på vores hjemmebane i en kvartfinale, så fører vi allerede 1-0, inden kampen går i gang med den fantastiske opbakning og de præstationer, vi har leveret på hjemmebane, afslutter Bent Jensen.