Færøerne hentede et sensationelt point ved EM mod Norge, hvor de ellers var bagud 26-23, men et norsk boldtab med omkring fem sekunder igen gjorde, at færingene endte med at få et straffekast, som de udlignede på.

Færøerne var ikke levnet de store chancer mod Norge, der er regnet som en af EM’s favorithold, og et hold, der bejler til en semifinaleplads, men det var ikke semifinaleniveau, som Norge viste.

Færingene bed fra sig fra start til slut, og det var ikke til at se, at de er slutrundedebutanter, da de matchede Norge til fulde. Ved pausen var Norge foran 13-12, og det var forventet, at nordmændene kunne trække afgørende fra i anden halvleg, ligesom Slovenien gjorde mod Færøerne i torsdags, men det skete ikke.

Hver gang Norge var ved at trække fra, så kom Færøerne igen og det samme skete i slutningen af kampen, hvor det ellers lignede, at Norge var ved at køre en sejr hjem.

Norge var foran 26-23, men det lykkedes færingene at score kampens sidste tre mål og sikre sig uafgjort. Det så ellers sort ud, da Færøerne med halvandet minut tilbage af opgøret var bagud 26-24. Norge kørte et langt angreb, der varede over et minut inden der blev skudt på mål.

En redning og en hurtig igangsættelse gjorde, at Rói Berg Hansen blev spillet fri på Færøernes venstre fløj, og han svigtede ikke. Han reducerede til 26-25, og med fem sekunder tilbage af opgøret mistede Norges Harald Reinkind bolden, da han driblede rundt. Samtidig begik han straffekast, og så var det op til den færøske stjernespiller, Elias Skipagøtur at udligne på straffekast.

Den 21-årige færing holdt hovedet koldt, og endte med at sende bolden ind bag Torbjørn Bergerud, og sikrede Færøerne deres første EM-point nogensinde, og så var der ellers dømt færøsk folkefest i Berlin, hvor kampen blev spillet og overværet af omkring 8.500 tilskuere i Max-Schmeling-Halle, hvor halvdelen af dem kom fra Færøerne.