SPORT. Der bliver svømmet i Lillebælt hver eneste sommerdag, men sjældent af folk med VM-guld, OL-guld og et tysk mesterskab i bagagen. Da Füchse Berlin med Mathias Gidsel i spidsen torsdag hoppede i vandet ved Snoghøj med kurs mod Middelfart, var det med en efterskole i Strib som rejsearrangør, og bag det usædvanlige samarbejde ligger en helt almindelig telefonopringning mellem gamle kolleger, fortæller efterskoleleder Anders Jepsen.
»Nicolej Krickau har tidligere været ansat som håndboldtræner på Strib Idrætsefterskole. Holdet er på træningslejr i Danmark, og så ringede han og spurgte, om det kunne være interessant at udsætte spillerne for den udfordring, vi hvert år giver vores elever som en fast tradition,« fortæller han.
Udfordringen er skolens klassiker, og ruten er den samme, uanset om man er efterskoleelev eller europamester. Der hoppes i fra Snoghøj-siden, derfra går det ind under Den Gamle Lillebæltsbro, hvor strømmen for alvor kan mærkes, og til sidst i land ved Kongebrogaarden på Middelfart-siden. Men inden nogen overhovedet får våddragten på, skal bæltet selv give lov, og den beslutning overlader skolen ikke til tilfældighederne. »Lillebælt skal man ikke spøge med. Vi har fulgt vejrudsigten meget tæt og har nogle faste sikkerhedsprocedurer. Er der for meget strøm eller for mange sekundmeter, bliver turen aflyst. Men sådan så det heldigvis ikke ud,« siger Anders Jepsen.
For skolen er dagens gæstesvømmere dog kun forspillet. På søndag ruller de nye efterskoleelever ind på Strib Idrætsefterskole med kufferter og forventninger, og i den kommende uge venter så præcis samme tur på dem, den ekstremdag, som mange af dem har hørt om længe, inden de selv satte fod på skolen. »Det er en fantastisk dag for vores unge mennesker. Mange har en storebror eller storesøster, som har gået her og fortalt historier om, hvordan det er at ligge i våddragt og en tynd svømmevest under den gamle bro, mens et godstog kører hen over. Det er en helt særlig oplevelse,« fortæller efterskolelederen.
Og turen er mere end en dukkert. De mange minutter i vandet er ifølge Anders Jepsen fysisk hårde, selv med vest, og når skolen år efter år vælger netop bæltet som ramme om en af årets første store fælles oplevelser, er det, fordi dagen rummer alt det, en efterskole gerne vil give sine elever, i tre lag. »Der er den individuelle oplevelse af at kæmpe med sig selv og komme igennem. Så svømmer eleverne i grupper på omkring fem, hvor de hjælper og støtter hinanden undervejs. De hurtigste må faktisk vente på de andre, så der ligger en rigtig fin opgave i at lykkes som hold. Til sidst står vi alle sammen på land, tager et fælles billede og siger: ‘Det gjorde vi.’ Det er en stærk vi-oplevelse, og den er vigtig for os,« siger han.
Bæltet er i øvrigt aldrig langt væk på Strib Idrætsefterskole. Skolen ligger 200 meter fra vandet, og fra værelserne er der udsigt til begge broer. Så når de nye elever søndag flytter ind med sommerfugle i maven, kan de fra første aften se ruten, der venter dem, og efter torsdagens besøg ved de så også, at selv verdensmestre skal kæmpe for at komme over.










