Simon Faber har været overborgmester i Flensborg: Nu er hans mission at gøre Fredericias historie kendt uden for voldene
DERFOR FREDERICIA: Museumsdirektøren valgte Fredericia på sin egen måde. Han er ikke flyttet hertil, han pendler, og det er han selv den første til at understrege. Til gengæld har han flyttet noget andet til byen, nemlig et helt arbejdslivs erfaring med at fortælle Danmarkshistorie fra grænselandet, og han er ikke i tvivl om, at Fredericia rummer mere af den, end de fleste danskere aner. Foto: AVISEN
Simon Faber er født i Flensborg i 1968 og vokset op i det danske mindretal, student fra Duborg-Skolen, uddannet i musikvidenskab og tysk i Aarhus, og hans arbejdsliv har krydset grænsen lige siden, fra DR's Radiosymfoniorkester i København over syv år som mindretallets konsulent i Folketinget til de seks år fra 2011 til 2017, hvor han var overborgmester i Flensborg som den første fra det danske mindretal på posten siden efterkrigsårene. Bagefter ledede han markeringen af 100-året for Genforeningen, og senest sad han som konsulent i Region Syddanmark med en sydvendt opgave, at pleje netværket i Slesvig-Holsten og bygge bro den vej nedover. Historien mellem dansk og tysk har med andre ord været hans levebrød i årtier, og det var den, der lyste op i stillingsopslaget, for Fredericias store øjeblik i Treårskrigen er samtidig Første Slesvigske Krig, en fortælling, der vejer tungt i det sønderjyske og i grænselandet, hvor han kommer fra. Så han søgte, og han fik jobbet, og med det fulgte en mission, han formulerer uden omsvøb. »Det kan godt være, at man inde i byen tror, at alle kender den. Men der er et mismatch mellem, hvor meget Danmarkshistorie der ligger i byen, og hvor kendt den er uden for voldene. Det synes jeg er en rigtig god mission,« siger Simon Faber.
Han møder en by, der efter hans indtryk er i gang med at flytte sig, fra industribyen mod en ny fase med en ny profil, der skal kunne tiltrække flere forskellige slags mennesker, og her taler den tidligere borgmester af erfaring, når talen falder på, hvad kultur og historie betyder for et sted, der gerne vil vælges til.
»Jeg hører ikke til dem, der tror, at kulturen alene kan skabe tilflytning. Men hvis man ikke har nogle kulturelle highlights, kan man ryge under radaren som et sted at bosætte sig. Folk skal kunne se, at her er også en kulturel side. Så er det næsten lige meget, om de ender med at gå til noget eller ej, for det handler lige så meget om forestillingen om, at man bevæger sig i et kulturelt interessant univers,« forklarer han.
Historien er i den sammenhæng Fredericias es i ærmet, og han peger på, hvordan man kan mærke forskellen på byer med lang og kort hukommelse, når man kommer rundt i landet, med yngre købstæder som Herning og til dels Esbjerg som eksempler på det sidste.
»Det lyder måske plat, men det giver noget dybde. Der findes byer med en meget kort historie, og det er tydeligt, når man kommer i dem. Fredericia er selvfølgelig også yngre end de gamle byer, men den har trods alt snart 400 års historie, og det mærker man,« konstaterer museumsdirektøren og tilføjer, at byen har en plads på lystavlen hos overraskende mange danskere som noget særligt, også hos dem, der hverken kender fæstningens eller fristadens historie.
Selve museet må man til gengæld væbne sig med tålmodighed for at besøge, og det taler han helt åbent om. Det gamle bymuseum lukkede her i sommer, fordi bygningerne havde udtjent deres rolle, og lige nu handler arbejdet om at finde den rigtige måde at bygge det nye på, mens et midlertidigt museum på J.B. Nielsens Plads efter planen slår dørene op til foråret, tæt på byens strøm af mennesker og med de centrale fortællinger om fæstningen og fristaden i nye rammer. Og skal man forstå, hvorfor de fortællinger efter hans mening hører til blandt landets vigtigste, skal man begynde med geografien. »Der er flere, der kender Fredericia Station, end der kender Fredericia by. Men det er faktisk en vigtig del af byens berettigelse, at den ligger lige præcis her, hvor overgangen over Lillebælt er kortest. Det har gjort den militært vigtig, og det gør den erhvervsmæssigt og logistisk vigtig i dag. Beliggenhed er skæbne, og det synes jeg er en ret god fortælling,« lyder det fra Simon Faber.
Møder han mennesker, der slet intet kender til byen, har han sin fortælling klar, og den handler om en by, der blev til på tegnebrættet, efter at Jylland var blevet løbet over ende flere gange på kort tid, og kongemagten besluttede, at der skulle ligge en fæstning ved den smalle overgang. »Det er en by, der er opstået på en helt anden måde end næsten alle andre byer. By og fæstning er ét, ét stykke arkitektur og planlægning, og der findes kun en god håndfuld af den slags i hele Europa,« fortæller han og fortsætter til den del af historien, han selv kalder sjov og skæbneagtig på samme tid, for da fæstningsbyen stod klar, ville stort set ingen bo i den. »Man tænkte i København, at man bare kunne beordre folk dertil. Men sådan er det med mange ting, man beslutter i København: Så nemt er det alligevel ikke. Der skulle alle mulige krumspring og særrettigheder til for at få byen befolket.«
Særrettighederne blev som bekendt til fristaden med religionsfrihed og asyl, endnu et kapitel i den historie, han mener fortjener et større publikum. Og selv er han stadig ved at lære byen at kende, for der har været flere aha-oplevelser undervejs i det første år. »Jeg fik øje på nogle meget stærke virksomheder, som jeg ikke havde haft på radaren før. ADP for eksempel. Det er interessante aha-oplevelser at opdage, hvilke personer og virksomheder der egentlig knytter sig til byen i dag,« siger han.
Sådan taler en mand, der har brugt et helt liv på at formidle det danske fra kanten af Danmark, og som nu har fundet sig en by, hvor Danmarkshistorien ligger i selve gadenettet og venter på at blive fortalt. Han bor her stadig ikke, men lytter man til ham tale om voldene, fristaden og skæbnen i beliggenheden, hører man en mand, der for længst har taget byen til sig. Resten er formaliteter.
