"En super fed kamp": Michael Hansen hylder intensiteten i det jyske derby

SPORT. Cheftræner Michael Hansen kalder lokalopgøret mod Vejle Boldklub for en fed og intens affære. Han glæder sig over spilovertaget mellem Vejles to scoringer, men ærgrer sig over defensiv sløseri ved udligningen og manglende kynisme foran mål. Samtidig sætter han ord på udskiftningen af William Madsen og giver en opløftende status på Felix Winther.
Det blev et nervepirrende og højintensivt slag på Monjasa Park, da FC Fredericia og Vejle Boldklub delte i porten efter et underholdende 2-2-opgør. Efter slutfløjtet lægger cheftræner Michael Hansen ikke skjul på, at kampen bød på det hele – både det gode, det hektiske og de fejl, som hører med til et rigtigt lokalopgør.
"Jamen altså, det var en super fed kamp med intensitet og nerve og til tider godt spil og til tider også fejl, som det nogle gange bliver i de her opgør. Jeg synes virkelig, vi har haft mange tætte kampe de sidste lange perioder. Begge hold prøver at fejte sig ind i det her, begge hold tænker jeg i dag. Jeg synes måske, at de har muligheder til at vinde kampen, og vi skal gå herfra med 2-2 i den," vurderer Michael Hansen efter gyseren.
Kigger man på kampens udvikling, var der særligt én periode, hvor cheftræneren så sit mandskab dominere og tilkæmpe sig det afgørende greb om opgøret.
"Hvis jeg kigger på vores hold, så synes jeg, at vi har i perioden fra de scorer til 1-0 til i princippet de scorer til 2-2, der synes jeg virkelig, at vi har mange muligheder og mange skud på mål. Nogle af dem får vi ikke spillet store nok, men virkelig en del afslutninger, hvor jeg mangler noget kvalitet i den del. Mangler lige den sidste skarphed i det, og det er jo det, der sådan lidt har været," forklarer han.
I dag lykkedes det FCF at få bolden i nettet to gange, men til gengæld nager det cheftræneren, hvordan defensiven lukkede gæsterne ind i opgøret igen ved Karlssons udligning til 2-2.

"I dag laver vi to mål. Og der er det jo måske så lidt den defensive del, og måske specielt det sidste mål, der irriterer os lidt. Altså det bliver sådan en bold på tværs, en god bold på tværs selvfølgelig, men hopper sådan igennem hele feltet, og så er det højre bak med venstre ben over i det lange hjørne. Dem synes vi jo måske, vi havde otte af, af sådan nogle typer afslutninger, uden det lykkedes. Men sådan er fodbold," konstaterer Hansen selvkritisk.
På trods af skuffelsen over at smide føringen glæder Michael Hansen sig over den indstilling og fightervilje, hans trup udviste på grønsværen.
"Jeg må også kigge lidt på vores eget hold og sige, at selvom jeg synes, det var en fed kamp, og jeg kan se, at alle spillere giver maks, hvad de har. Så forventer jeg også, at vi kan blive et hold, som kan være ved at have mere kontrol på bolden. At have den her i stressede situationer, hvor man lige teknisk kan finde nogle løsninger med sine holdkammerater. Det er jo de spillertyper, vi er. Emilio, Rourke, Elias Sørensen, Pyndt, Dani. Altså dem, der spiller i dag. William Madsen. Nogle af dem, der spiller ind på de centrale. Det er jo den slags spillere, de er," uddyber han.
I pausen måtte cheftræneren foretage en udskiftning, da midtbanespilleren William Madsen blev pillet ud. Det skyldtes dog ikke en ny skade, men ren belastningsstyring efter et langt skadesforløb.
"Nej, men altså mand, det er belastning, kan man sige. Altså ham og Emilio har været i godt flow, vi har lige været ude i nogle uger, så han kan holde lidt længere. Madsen har jo en lang, altså det er hans anden kamp fra start i fem måneder, tror jeg. Så det er sådan en hård kost at kaste ham ind fra, og ikke har været i truppen, tror jeg, siden anden spilrunde, til så at starte i den. Så det var sådan lige på vippen, og vidste godt, at han ikke havde meget mere end en halvleg i sig, og det blev det så til," fortæller Hansen.
Til gengæld er der overordentlig gode nyheder på lazaret-fronten i forhold til Felix Winther, der har siddet ude. Adspurgt om hvor lang tid der går med ham, kom cheftræneren med et kontant og opløftende svar:
"Jamen, jeg tror, han er klar næste gang."


