Region Syddanmark har indviet Ungdomshuset Røjleskov i Middelfart. Tilbuddet kommer til at danne rammen om en hverdag med skole, venner og fritidsaktiviteter for otte sårbare 12-17-årige.

Den delvist lukkede døgninstitution Ungdomshuset Røjleskov blev officielt indviet 3. april 2024. Institutionen er bygget til at kunne rumme otte sårbare børn og unge mellem 12 og 17 år med forskellige vanskeligheder som for eksempel udadreagerende og kriminel adfærd og misbrugs- eller psykiatrirelaterede problemer.

Mette Bossen Linnet (V), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, klippede snoren og indviede Ungehuset Røjleskov. Hun glæder sig over, at det har været muligt at skabe et hus, som imødekommer behovene hos børn og unge, der har særligt brug for støtte og vejledning:

– Det er tydeligt, at det har været en prioritet at skabe et miljø, der ikke kun er rummeligt og funktionelt, men også indbydende og berigende for de børn og unge, der kommer til at bo her. Der er hyggeligt og trygt både ude og inde, og jeg håber og tror på, at Ungehuset Røjleskov og medarbejderne her kan skabe den forandring, som medvirker til, at det bliver den sidste anbringelse for rigtig mange.

Et almindeligt hverdagsliv

Ungehuset Røjleskov er indrettet til at danne rammen om helt almindelige børne- og ungdomsliv med skole, fritidsaktiviteter, venner og familie. De unge skal støttes og hjælpes til at opnå personlig udvikling og trivsel og til at leve indholdsrige liv.

Det er vigtigt, at de unge har gode relationer til det lokalmiljø, de bor i. Derfor bliver der arbejdet meget aktivt med emner som frivillighed og medborgerskab i Ungehuset Røjleskov, og det er et dedikeret mål, at deltagelse i foreningslivet er en del af dagligdagen.

De unge i Ungdomshuset Røjleskov

Der kan være mange grunde til, at unge anbringes på en delvist lukket institution. De kan for eksempel have været udsat for omsorgssvigt, overgreb eller traumer, eller de kan komme fra socialt belastede miljøer, og ofte har de haft en mangelfuld skolegang.

Unge kan anbringes på delvist sikrede institutioner på forskellige grundlag. Ungdomskriminalitetsnævnet og de kommunale Børne- og Ungeudvalg i kommunerne kan træffe afgørelse om anbringelse på en delvist lukket institution.

Ejendommen, som ungehuset ligger i, var i forvejen ejet af Region Syddanmark og er blevet ombygget til formålet. Indtil 2021 blev den anvendt til socialområdets døgntilbud ”Børnehusene Middelfart”, som i mellemtiden er flyttet til nye bygninger i Udby, og inden det blev ejendommen anvendt til den sikrede døgninstitution Egely.