Forældre til børn i 9. klasse opfordres til at tage en snak med deres børn om eventuelle narkoproblemer på Erritsø Fællesskole Afd. Bygaden, da skolen er blevet bekendt med at flere unge har prøvet at tage stoffer. Noget af dette er sket på skolens område.

Problemerne er nu blevet meddelt til Fredericia Kommunes fritidsafdeling og politiet. Det skriver skoleleder, John Jensen i en besked til forældrene på skolen:

– Skolen er blevet bekendt med, at der florerer stofer i lokalområdet, og at flere af de unge mennesker i 9. årgang har valgt at prøve at indtage et eller flere af dem. Vi ved også, at noget af det er sket på skolens område, skrev John Jensen ud til forældrene i morges.

Samtidig giver skolelederen udtryk for, at man ikke kender omfanget eller har konkrete navne på de unge, mens man slår fast:

– Vi er ikke efterforskere, men vi har en stor bekymring. Derfor har jeg også leveret bekymringen videre til Fredericia Fritid og politiet.

Vi har forgæves forsøgt at få en uddybning fra skoleleder John Jensen, der nu henviser til koncernchef i Fredericia Kommune, Magnus Te Pas Kudahl. I henvendelsen til forældrene opfordrer Jensen til, at hvis forældrene har oplysninger, der kan hjælpe med situationen, opfordres de til at kontakte ham.

Magnus Kudahl te Pas Foto: AVISEN

Magnus Te Pas Kudahl bekræfter, at der er skrevet ud til forældrene, men understreger samtidig, at man endnu er ved at undersøge omstændighederne. Han mener, at det er bedst, at man reagerer hurtigt, så eventuelle problemer kan tages i opløbet:

– Vi er hele tiden opmærksomme på problemer relateret til stoffer blandt vores unge. I den her situation er det bedre at få dialogen med forældrene, og derfor bakker jeg også op om John Jensens håndtering af spørgsmålet. Det er jo altid en vurdering af, hvornår vi har oplysninger af en sådan karakter, at der skal skrives ud til forældrene. I det konkrete tilfælde er der en underretning, som vi tager alvorligt. Det kan også være med til at forebygge, at de unge kan se, at det vil blive omtalt og behandlet på skolen, hvis der er stoffer i omløb.

Fredericia Kommune har allerede flere medarbejdere i arbejde på området, så de vil også blive inddraget, hvis det skønnes nødvendigt. Generelt er det Te Pas indtryk, at den tidligere dårlige omtale af Fredericia som “morfinbyen”, har bedret sig. Derfor betragter han indtil videre bekymringen på Erritsø Fællesskole som et isoleret tilfælde, men understreger samtidig, at der vil være stor fokus på narkorelaterede problemer:

– Det er altid et spørgsmål om, hvornår man siger “ulven kommer”. Men selv om der er tale om et mindre forhold, er vi bedre tjent med at tage det alvorligt og tale om det. Så nu er dialogen mellem skolen og forældrene i gang, og så kan forældrene få talt med deres børn og holde godt øje. Det finder jeg er god forebyggelse, slutter Te Pas.