Handlen omkring Gothersgade 20b i Fredericia kollapsede under vægten af ufuldstændig dokumentation. Med en bygning som ramme for skandalen, forholder Connie M. Jørgensen sig til de dybt problematiske arbejdsforhold, som tidligere medarbejdere har måttet udholde—fra regnvåde kontorer til ubrugelige vinduer og nedstyrtende loftplader. Mens hun erkender de tidligere fejltrin i håndteringen af ejendommen, lover hun at tage affære for at forhindre, at historien gentager sig. Denne sag sætter ikke kun Jørgensen på prøve, men også hele systemet bag ejendomshandler og arbejdsmiljølovgivningen.

Sagen om Gothersgade 20b startede med en annulleret handel på grund af, at alle papirer om bygningen ikke var udleveret til køberen. Siden har aktindsigter og tidligere medarbejdere beskrevet forholdene i bygningen som kritisable.

– Vi har arbejdet under forkastelige fysiske rammer! Det er ikke korrekt, at der er to vinduer i hvert kontor. Der er kun ét, og i flere tilfælde kunne de i bedste fald ikke åbnes. På flere kontorer regnede det så voldsomt ind, at vi bogstaveligt talt havde spande under vindueskarmen og håndklæder på gulvene. Det samme i vores kantine. Der faldt loftplader ned, hvor det var rent held, at de ikke ramte en medarbejder! fortæller en tidligere medarbejder til AVISEN.

Det forholder SF’s Connie Maybrith Jørgensen sig nu til.

– Jeg synes, det er en sag, vi ikke har håndteret særlig flot på mange måder. Jeg vil sige, at hvis der bliver ved med at dukke op problemer, skal man tage kontakt, uanset om man er ansat eller ej, for man kan lære noget af det. Det gik galt, da vi solgte en bygning uden at have styr på papirarbejdet, og det er galt, når der efterfølgende kommer nogen, der er uenige i den beskrivelse af arbejdsmiljøet, der er kommet frem, siger hun.

Som politiker er det for sent at reagere nu, da bygningen ikke længere benyttes af kommunens medarbejdere, men gentager situationen sig i en anden bygning, kan man handle.

– Vi kan spørge og bede om, at der tages affære. Det er jeg sikker på vil blive gjort, men det er nyt, der er kommet kritikpunkter, og jeg synes ikke, det er korrekt det beskrevne, men der er ingen tvivl om, at der har været fugt og lignende ting. Det er ikke en særlig godt vedligeholdt bygning, ligesom andre af Fredericia Kommunes bygninger, siger Connie Jørgensen.

Hvis man er medarbejder og oplever sådanne forhold, så har Connie Maybrith Jørgensen en opfordring:

– Så går man til fagforeningen. Det vil være det indlysende; borgerådgiveren er også en mulighed og give en anmeldelse af det anførte, hvis man vil, kontakte Arbejdstilsynet, så der er mange muligheder, vil jeg mene. Derfor er det ærgerligt, man ikke har gjort det, da man ikke skal arbejde i sådan et miljø i kommunen, siger hun.

De pågældende tidligere medarbejdere har henvendt sig til både deres arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant og været ved Arbejdstilsynet. De har derfor handlet på deres kritik, inden de gik til AVISEN.

– Der kan man diskutere, om der er fulgt godt op på det. Det vigtige er, at vi lærer af sagen, så det ikke gentager sig i forhold til at sælge noget, hvor der mangler papirarbejde, og det er ikke klogt at behandle medarbejdernes miljø dårligt, forklarer Connie Maybrith Jørgensen.

SF’eren håber, at Fredericia Kommune har lært af sagen.

– Vi kan indskærpe, at vi gør os mere umage, og det er noget med, når vi har bygninger af ældre dato, slår vi ørerne ud, når nogen siger, der er et problem, slutter hun.