I de seneste uger har Fredericia Håndboldklub været en travl hvepserede af aktivitet. Først skulle holdet kvalificere sig til den historiske DM-semifinale, og efter det lykkedes, har spillerne kastet sig ind i forberedelserne frem mod den altafgørende DM-semifinale mod Aalborg. For stregspiller Rasmus Meyer har det været en rejse af de helt store at nå der til.

Efter fredagens træning har AVISEN talt med Rasmus Meyer. Han kom til FHK fra Skanderborg i januar 2018. Dette blev indledningen til en ganske særlig rejse for Meyer. Han var med til at sikre FHK’s oprykning til ligaen i 2019, og siden da har holdet kun fortsat sin imponerende optur. Han har været med til store kampe som udekampen i Tønder, da FHK rykkede op, den første sejr i ligaen mod GOG, flere sejre mod KIF Kolding og de seneste store præstationer i slutspillet.

I starten af FHK-tiden var Meyer i lærer som tømrer. Nu er setuppet et andet. Det hele er professionaliseret, og der trænges i formiddagstimerne. Nu spidser det for alvor til med en DM-semifinale. Det står i stor kontrast til de tider det var, da Meyer kom til klubben.

– Det bliver fedt. Det er en af de største kampe i min karriere. Jeg var med til oprykningen, men det her er lige et niveau eller to over, siger en spændt Meyer. Der er ingen tvivl om, at semifinalen mod Aalborg repræsenterer et nyt kapitel i hans karriere, men det er en udfordring, han glæder sig til at møde.

Holdet forbereder sig til semifinalen med samme fokus og dedikation som altid.

– Vi ved, hvad Aalborg kommer med, og er klar på det og går ind til kampen med en tro på, at vi kan vinde. Vi har slået dem før, og det kan vi igen, forklarer Meyer med en overbevisende ro.

Aalborg er uden tvivl et formidabelt hold – et hold af verdensklasse. Holdkortet tæller en trio i bagkæden med Felix Claar, Aron Palmarsson og Lukas Sandel, der splittes fra alle vinde til sommer, og derfor vil de gøre alt for at slutte af med et DM-guld. Claar og Sandel skal til henholdsvis SC Magdeburg og Veszprém, mens Palmarsson returnerer til islandsk håndbold af personlige årsager.

– Vi har alt at vinde og går ind til semifinalen med tro på tingene. De er dygtige, men vi tror på os selv, siger Meyer.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Da han først kom til klubben, kunne Meyer ikke forestille sig, at han bare fem år senere skulle stå i en DM-semifinale med FHK.

– Da jeg kom, var klubben et helt andet sted, og det var svært at forestille sig, at vi ville stå i en DM-semifinale nu. Den udvikling vi har været igennem er fed, siger han tydelig stolt over den rejse, klubben har været på.

Meyer fremhæver også opbakningen fra klubbens fans. Han har været vant til gode kulisser med tryk på, som da FHK vandt på udebane i Tønder og eksempelvis hjemmekampene mod KIF Kolding, men i slutspillet har stemningen og opbakningen fået endnu et nøk op.

– Det var magisk sidst i Aarhus, og det tror jeg også det bliver søndag og når vi spiller på hjemmebane på onsdag. Fredericia har altid gået meget op i håndbold, og Ultras har altid været bag os, men den har fået et ekstra gear i slutspillet, fortæller han med et stort smil.

På trods af udfordringens størrelse, ser FHK’s hold, med Rasmus Meyer i spidsen, ud til at være klar til at møde Aalborg i DM-semifinalen.

– Det er et verdensklassehold, men vi har alt at vinde, gentager Meyer. Med disse ord skitserer han det umiddelbare billede af det kommende opgør: David mod Goliat, Fredericia mod Aalborg, men hvor udfaldet langt fra er givet på forhånd.

adp-as.dk

Fra at være kommet til FHK, da klubben lå i midten af 1. division, står Rasmus Meyer nu i en DM-semifinale med FHK. Om eventyret fortsætter i denne sæson, kommer der første på svar, når Aalborg og FHK tørner sammen søndag klokken 14:00.