Det tegner til en folkefest i Fredericia i weekenden 19. – 21. april, når den største totalforsvarsmesse i Danmark i 25 år foregår i Messe C og i havnen.

I Messe C vil man på mere end 100 stande fordelt over 30.000 kvadratmeter kunne møde Hær, Søværn og Flyvevåben, Specialoperationskommandoen med Sirus, Jægerkorpset og Frømandskorpset, Beredskabskorpset, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet og Politiet – sidstnævnte blandt andet med Politiskolen og Aktionsstyrken – plus et bredt udsnit af udstillere fra dansk forsvarsindustri.

Veteraner og soldaterforeninger står også klar til at møde publikum. Åbningstalen, når messen officielt begynder fredag kl. 10, forestås af veteranen Jakob Panton-Kristiansen, der blev hårdt såret i Afghanistan i 2012.

I havnen lægger fregatten Peter Willemoes til fredag morgen og åbner for publikumsbesøg hele weekenden. Havnen bliver også opvisningsscene for marinehjemmeværnet og Flyvevåbnets redningshelikopter. Et særligt trækplaster bliver den tyske ubåd U-31som ankommer torsdag aften.

Torsdag 18. april bliver også dagen, hvor størsteparten af det tunge materiel ruller ad indfaldsvejene i Fredericia mod Messe C. Der kommer mere end 100 tunge køretøjer fra kampvogne til brandbiler. I hallerne kan man se kampflyene F-16 og F-35, og udenfor vil der være levende demonstrationer af pansret materiel, droner, hunde, Fennec-helikopter, brandslukning mm.

Under udstillingsdagene vil der ske overflyvning af F-16 og F-35 plus EH-101-helikopter, forudsat vejret arter sig.

Fredag vil være præget af besøg af ca. 2.000 folkeskoleelever.

Praktisk information:

  • Af sikkerheds- og servicegrunde skal publikum købe billet online på forhånd. Det kan foregå med en smartphone før indgang, ventetid undgås dog ved køb af billetten hjemmefra. Billetprisen er 50,- kr., og dørene åbnes hver dag kl. 9.
  • Yderligere information om messen kan findes på www.folkogsikkerhed.dk/action24