SPORT. Fredericia HK måtte se sig slået af Skanderborg i en kamp, der bølgede frem og tilbage, men hvor gæsterne til sidst viste sig mest effektive. For Anders Kragh Martinusen var det en aften med både gode momenter og store frustrationer.
»Jeg oplevede egentlig, at det var en kamp, der bølgede lidt frem og tilbage. Først og fremmest synes jeg, vi får en rigtig god start og har fint styr på tingene, både forsvarsmæssigt og i kontrafasen. Angrebsspillet flyder egentlig også. Men så får vi en skidt periode med en del tekniske fejl, og de scorer for meget på kontra. Det gør det sværere, og så får vi heller ikke den fornemmelse af, at spillet flyder. Første halvleg slutter ret skidt for os« siger han.
Efter pausen kom holdet ud med en anden energi.
»Jeg synes, vi kommer ud med et helt andet udtryk i anden halvleg. Der var vilje og aggression. Vi fik bragt os selv i nogle gode situationer og skabt chancer. Vi scorer på nogle af dem, men de har også en målmand, der står en flot kamp. Vi mangler lige de sidste marginaler for at bide os helt fast og komme foran« siger Martinusen.
Trods nederlaget så han mange elementer, som holdet kan bygge videre på.
»Jeg sidder ikke med følelsen af, at vores forsvar står dårligt. De scorer på kontra, men de er også nødt til at spille 7 mod 6 i perioder, fordi de ikke kan få tingene til at hænge sammen mod os. Det er et cadeau til både forsvaret og målmanden. Der er mange gode ting, vi kan tage med videre« siger han.
Stemningen på banen var præget af kampgejst og vilje, også da tingene gik imod.
»Jeg synes, der var en rigtig fin aggressivitet fra folk. Selvfølgelig giver det lidt modstand, når Ville og jeg smider et par bolde væk i første halvleg, men jeg så ingen, der gav op. Vi gjorde, hvad vi kunne, og kæmpede hele vejen« siger Martinusen.
Når blikket rettes fremad mod næste opgave, handler det om at tage læringen med og tilpasse sig en helt anden modstander.
»Vi skal være forberedt på en anden type spil, når vi møder Nordsjælland. Men vi kan tage meget af anden halvleg mod Skanderborg med os. Jeg vil også gerne se, at vi bliver en lille smule mere hårde i defensiven, så det gør ondt at spille mod os« siger han.
Fredericia HK tabte kampen, men Martinusen ser stadig et hold, der står sammen og kæmper – og som har vist, at der er noget at bygge videre på.
POLITIK. Debatten om distriktskolemodellen skaber skarpe reaktioner i Fredericia Byråd. For Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste er konklusionen klar. Han vil have modellen afskaffet og peger på, at den både er uforståelig, unødvendig og uden fordele.
»Jeg forstår den ikke helt ærligt. Jeg kan bedre lide, at man har én skole og ikke noget med distrikter. Én skole, hvor der er én ledelse, som er nærværende og synlig for lærere, pædagoger, forældre og elever. Og så har man en pedel eller en stab af mennesker, som kan sørge for, at skolen holdes i forsvarlig stand. Det er ikke det, vi ser nu. Den ændring, jeg vil lave, den vil jeg selvfølgelig også stå ved, når jeg siger, at den er elendig. Og der er ingen, der forstår den,« siger han.
Han retter også en kritik mod, at skolerne fik nye navne, da modellen blev indført. »Navngivningen af skolerne er fuldstændig håbløs. Jeg tror, at halvdelen af Fredericias borgere stadig bruger de originale navne. Alt det tosseri med at lave ting om er ikke til det bedre. Det er unødvendigt,« siger han.
Når han bliver spurgt om, hvilke fordele han ser ved distriktsmodellen, er svaret kort. »Jeg ser ingen. Det gør jeg sådan set ikke, fordi det, man gør, er, at ansvaret bliver forfladiget. Jeg kan bedre lide, at man har en enhed med en skoleledelse, der har tæt forbindelse til forældre og elever,« siger han.
Byrgesen mener, at Fredericia er endt som en bundskraber, når det gælder folkeskolens resultater. »Siden distriktsmodellen kom til for 12 år siden, har vi i dag den elendigste kommune i hele Jylland. Der er flest børn, der dumper i folkeskolen i hele Jylland. Vi er den dårligste kommune på det her område. Det taler for sig selv. Det er en skam, for vi har lagt masser af energi i folkeskolen, men det fører ikke til noget,« siger han.
Han mener dog ikke, at det er nok at pege tilbage til en “gammel model”. For ham handler det om at involvere både lærere og borgere i, hvad der skal ske fremover. »Det er et komplekst spørgsmål. Vi skal ned og se, hvad der virker andre steder, og hvad der kan virke hos os. Man skal spørge lærerne og tage borgerne med på råd. Vi er nået til et sted i Fredericia, hvor en lille gruppe på 18-20 politikere kan stemme igennem beslutninger, som mange borgere siger nej til. Det stiller et spørgsmålstegn ved demokratiet, når så lille en gruppe tager så store beslutninger. Der skal simpelthen lyttes mere til borgerne,« siger Byrgesen.
Overgangen fra 0.-6. klasse til 7. klasse er for mange andre politikere et problemfelt. Men Karsten Byrgesen ser faktisk noget positivt i, at børn bliver rusket op. »Jeg synes ikke, det er godt, at man bliver i den samme klasse hele vejen. Det er godt, at eleverne får en ny chance. Hvis man starter i 0. klasse som den svage elev, så vil man blive i den rolle hele vejen igennem. En ny skole og nye lærere giver en ny mulighed for at manifestere sig. Og det er en vigtig egenskab, for hele livet er fyldt med forandringer. Børnene skal gøres robuste, ikke pakkes ind,« siger han.
Byrgesen understreger, at det er indholdet i skolen, der er afgørende, ikke bygninger eller struktur. »Man skal sætte klare mål for, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvordan lærerne arbejder sammen. Jeg kan godt lide, når man ser på private skoler, hvor lærere, elever og forældre har et tæt samarbejde. Definitionen på undervisning er et samarbejde mellem lærer, elev og forældre om at nå et fælles mål. Hvis man ikke har det, er det svært at undervise. Vi kan ikke pakke det ind i, at skolerne er gamle eller slidte. Det er indholdet, der er vigtigt. Der er børn i den tredje verden, der undervises på et tæppe på jorden, og alligevel kan de nå de højeste stillinger. Det er ikke de fysiske rammer, men indholdet, der tæller,« siger han.
For Karsten Byrgesen er konklusionen klar. Fredericia har aldrig stået dårligere på folkeskoleområdet, og distriktsmodellen har ikke leveret. »Vi har aldrig nogensinde været ringere i Fredericia. Det desillusionerer både lærere og forældre. Og i sidste ende kan det være et fravalgskriterium for forældre, der overvejer at bosætte sig her. Det, vi gør, er åbenbart ikke godt nok. Vi er den dårligste folkeskole i Jylland,« siger han.
I de kommende dage spørger AVISEN byens byrådspolitikere og spidskandidater om modellen for at gøre fredericianerne klogere på, hvad de mener; én for én.
POLITIK. 460 unge i Fredericia står i dag uden job eller uddannelse. Det svarer til 8,3 procent af de 15-24-årige i kommunen. Landsgennemsnittet er 6,6 procent, og dermed skiller Fredericia sig negativt ud i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. For byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten er der ingen tvivl om, at tallene kalder på handling. Hun bruger ord som bekymrende og katastrofalt, men endnu vigtigere – hun peger på en årsag, som går igen hos flere politikere i byrådet: Folkeskolen.
Ved sidste valg var det Socialdemokratiet med Steen Wrist i spidsen som borgmester, der satte de unge uden job eller uddannelse højt på dagsordenen. Partiet lagde vægt på at hjælpe de unge, der stod uden for arbejdsmarkedet eller ikke var i gang med en uddannelse, og flere initiativer blev sat i værk. Venstres Pernelle Jensen har siden fremhævet, at hun ser en positiv udvikling og mener, at Fredericia er på rette vej. Tallene viser dog fortsat en alvorlig udfordring. Enhedslistens Cecilie Roed Schultz understreger, at folkeskolen spiller en central rolle i at vende udviklingen – men det kræver investeringer, hvis de unge i Fredericia skal have bedre muligheder fremover.
»Når der ikke er nogen ordentlige rammer omkring børn og de unge i skolen, kunne de måske have præsteret bedre, hvis vi havde investeret noget mere i dem. Så står de i dag med konsekvensen af ikke at have bestået både dansk og matematik. Fordi så lukker dørene. Du kan heller ikke komme på teknisk skole, hvor det er et krav at have bestået dansk og matematik. Det gælder også socioskolen,« siger hun.
AE-analysen tegner et landsdækkende billede, der viser at udfordringen ikke er Fredericias alene. I september 2024 stod 44.600 unge mellem 15 og 24 år i hele Danmark uden job eller uddannelse, og deres højeste fuldførte uddannelse var grundskolen. Det svarer til 6,6 procent.
Tallene går i den gale retning. 68 ud af 98 kommuner har oplevet en stigning i andelen af unge uden job eller uddannelse det seneste år. Det gælder især kommuner på Fyn og i Syd- og Vestsjælland, mens de store byområder generelt klarer sig bedre.
Fredericia placerer sig i den uheldige ende sammen med blandt andre Middelfart og Assens, der også ligger over landsgennemsnittet.
Når dørene lukkes tidligt
Cecilie Roed Schultz understreger, at tallene ikke bare handler om statistik, men om unges livsbaner. »Det er bekymrende, fordi det går ind og påvirker hele deres fremtid. Det er nogle døre, der lukker. De kommer til at skulle tage enorme omveje og kæmpe meget hårdere for at komme ind på uddannelsesinstitutioner og senere på arbejdsmarkedet.«
Hun mener, at kommunen ikke gør nok for at ændre billedet. »Kort sagt gør vi slet ikke nok. Vi prøver at afsætte penge til forskellige indsatser, men resultaterne viser tydeligt, at det ikke er tilstrækkeligt. Det kræver penge. Vi skal afsætte betydeligt større beløb til folkeskolen. Det er en kæmpe mærkesag for Enhedslisten – både i de nuværende budgetforhandlinger og i den kommende byrådsperiode. Vi kommer ikke til at se store ændringer, medmindre vi finder den helt store pengepung frem.«
Social arv som bremseklods
Enhedslisten-politikeren peger på, at mange familier i Fredericia har sværere forudsætninger for at støtte deres børn igennem uddannelsessystemet. »Vi har en stor andel af forældre, som ikke har uddannelse efter folkeskolen. Det gør det sværere at hjælpe børnene med lektierne, når de kommer i gymnasiet. Hvis man ikke selv har prøvet integralregning, er det svært at støtte sit barn i det. Og det er der jo ikke noget forkert i, men det betyder, at udfordringen bliver større. Derfor har vi brug for mere støtte til familierne, så de unge får hjælp til at gennemføre deres uddannelser.«
Hun mener, at kommunen må tage ansvaret på sig, fremfor at lægge det på familier, der ikke har ressourcerne. »Der er altså nogle familier, som har sværere forudsætninger for at løfte det ansvar end andre. Derfor skal vi i højere grad klæde skolerne på til at hjælpe de unge. Det er ikke alle, der kommer fra et hjem, hvor man kan få hjælp med lektierne. Så vi skal skabe mulighederne på skolerne, så de unge ikke bliver afhængige af, hvad forældrene kan.«
En national målsætning
På landsplan er ambitionen klar. Andelen af unge uden job eller uddannelse skal halveres frem mod 2030, så tallet lander på 3,5 procent. For Cecilie Roed Schultz er det et realistisk mål – også i Fredericia. »Vores unge er ikke dårligere begavede end andre. Vi lykkes bare ikke godt nok. Hvis vi investerer mere og giver de rigtige rammer, kan vi sagtens nå målet.«
Hun erkender, at det kræver et politisk gearskifte. »Vi skal investere mere i folkeskolen, vi skal sikre støtteordninger, og vi skal give børnene et bedre afsæt. Det er vi bare nødt til at være ærlige omkring.«
Et byråd under pres
At 460 unge står uden job eller uddannelse i Fredericia er en realitet, der rammer både de unges livschancer og kommunens fremtid. Det er en økonomisk bombe under velfærden, hvis for mange står udenfor arbejdsmarkedet, mens andelen af ældre stiger.
For Cecilie Roed Schultz er svaret klart. »Vi skal finde flere penge til folkeskolen og de unge. Det er investeringer i fremtiden, og vi kan ikke lade være.«
I en tidligere artikel har vi bragt reaktioner fra Connie Eden (SF), Christian Jørgensen (LA) og Pernelle Jensen. Du kan læse den artikel her
KULTUR. Der er et særligt sus i luften, når et teater rammer en nerve i tiden. Når salen fyldes, telefonerne ringer, og folk på sociale medier spørger efter billetter til netop den forestilling, de bare må ind og se. Sådan er situationen netop nu på Fredericia Musicalteater, hvor premieren på den nye 90’er-musical What Is Love har udløst en billetstorm så massiv, at teaterdirektør Thomas Bay og hans hold måtte åbne for flere spilledage.
»Jeg havde lagt flere forestillinger ud,« siger Thomas Bay med en tilfreds ro i stemmen. Han er ikke typen, der jubler højlydt, men bag ordene ligger en stolthed, der er svær at skjule. »Vi er oppe med en ret stor interesse her. Vi har fyldt det rigtig godt op i starten af perioden. Så det er jo fedt, at folk tager godt imod det, vi laver.«
At kalde interessen stor er en underdrivelse. De første billetter røg hurtigere, end mange havde forventet, og selvom Bay og hans team havde forberedt sig, blev tempoet en positiv overraskelse. »Vi havde sådan siddet og ventet på, hvordan vi skulle gøre det, og så fejrer vi dybest set premieren med, at vi åbner mere op,« forklarer han.
En bølge af begejstring
Forestillingen er et rendyrket nostalgitrip til de vilde 90’ere. Her, hvor Buffalo-skoene klampede mod gulvene, og ghettoblasteren pumpede Snap!, Technotronic, AQUA og Haddaway ud over teenageværelserne. What Is Love tager publikum tilbage til dengang, hvor Beverly Hills 90210 var ugens højeste drama, og man dansede løs til Dr. Alban og Take That med crepet hår og håb i hjertet.
Men det er ikke bare billig nostalgi. Det er en ny dansk musical, produceret i Fredericia, og den er sat i verden for at skabe mere end en festlig genoplevelse. »Vi er sat i verden for at skabe store musikalske oplevelser og vække følelser i vores publikum, og det er jo så det, vi gør,« siger Thomas Bay.
Hans glæde er ikke kun personlig. Den handler om holdet, som hver dag arbejder på at få scenen til at gløde. »Jeg bliver jo stolt. Men altså frem for alt bliver jeg stolt på vegne af mit team. For det er jo dem, der… det er jo mig, der udtaler mig, men teater er jo alle de mennesker, der lever og ånder for scenekunst og for at skabe de her ekstraordinære, magiske oplevelser.«
Ambitionen om at være et nationalt kraftcenter
Fredericia Musicalteater har i årevis haft ambitionen om at være et nationalt kraftcenter for musicals. What Is Love er et nyt bevis på, at den ambition ikke kun er ord, men handling. »Jeg tror mere på handlingen frem for ord,« understreger Thomas Bay. »Hvis jeg står og siger noget, som jeg ikke agerer på, så er det jo utroværdigt. Men nu gør vi faktisk det, vi siger. Vi talentudvikler, vi værkudvikler, vi innoverer, vi prøver nyt, og vi prøver at give de allerstørste oplevelser til vores publikum.«
Forestillingen er dansk skabt, og scenografien leger med nye greb, som Bay beskriver som noget, ingen andre har prøvet på en musicalscene før. »Det er så også blevet taget godt imod, og vi kan mærke, at folk reagerer positivt. What’s not to like?«
Bag musikken står Chief 1, som har nyfortolket de gamle 90’er-hits, så de både vækker minder og føles friske. Sammen med Riffi Haddaoui, kendt fra Vi Elsker 90’erne-konceptet, har han været med til at definere den lyd, som forestillingen står på skuldrene af. Resultatet er en cocktail af koncertstemning og musicalfortælling.
En historie med både fest og pris
Men What Is Love er mere end et hitparade-show. Den fortæller også en historie om drømme og konsekvenser i 90’ernes pladebranche. »Det er en fin og medrivende historie omkring 90’ernes musikbranche. Både passionen til musikken, men også den her omkostning eller prisen ved en pladebranche, der kan ødelægge ens drømme,« siger Thomas Bay.
Han beskriver forestillingen som en balance mellem det rørende og det energiske. »Der er de her sange, der virkelig får fødderne til at tappe. Der er flere koncertelementer i forestillingen, og det er ret unikt, fordi man føler, at man er en del af musicalen på en mere indlevende måde, end man normalt vil være.«
Publikums reaktioner har allerede bekræftet, at holdet har ramt noget rigtigt. »Folk er glade og synes, det er spændende. Vi havde prøvet at komme ind i fredag eller lørdag faktisk, hvor vi også oplevede den samme store interesse. Nogen, der bare meldte tilbage og sagde, hold kæft, hvor er det godt, og vi er så spændte, og vi vil så gerne. Så ved man jo, at man har ramt et eller andet.«
Et Fredericia i front
For teaterbyen Fredericia betyder succesen med What Is Love endnu et skridt i retning af at sætte sig tungt på musicalkortet. Her, midt i landet, er et helt økosystem af scenekunst, der både udvikler nye værker og uddanner talenter. »Det er i midten af landet, hvor vi ligesom har det her musikalske økosystem,« siger Bay.
Spørger man ham, hvorfor man skal købe billet, hvis man ikke allerede har gjort det, er svaret enkelt og begejstret: »Fordi det er en helt ny dansk musical. Den er rørende, den er energisk, den handler om passion, og den handler om prisen ved at jagte sine drømme. Og så er musikken jo et soundtrack, som en hel generation har danset til.«
Når publikum i disse uger strømmer til Fredericia Musicalteater, er det med både forventning og fest i blodet. Teaterdirektøren ved godt, at man ikke kan planlægge en succes på forhånd. Men man kan forberede sig, tro på sit koncept og være klar til at åbne dørene lidt mere, når publikum banker på. »Det er jo mega fedt,« siger han flere gange under interviewet. Og man forstår ham godt.
For What Is Love er mere end en sangtitel. Det er blevet et svar i sig selv.
KV25. To mænd med rødder i erhvervslivet træder nu ind på den politiske scene i Fredericia. Jan Riisager og Søren Andersen har tilbragt deres liv med at lede virksomheder, styre økonomier og skabe resultater. Nu vil de bruge deres erfaringer til at løfte kommunen ind i en ny fase, hvor samarbejde, faglighed og pragmatik står over personfnidder og kortsigtede løsninger.
»Jeg har været selvstændig i 25 år, drevet en betonvarefabrik her i byen og forsøgt at udvikle den til en nicheproducerende virksomhed. Det har krævet, at vi også kan tage nogle mennesker ind, der har lidt kant. Det kulminerede, da jeg fik CSR-prisen i Fredericia i 2024. Nu er jeg blevet spurgt, om jeg vil stille op for Venstre, og jeg kan mærke, at jeg har en masse erhvervserfaring, jeg gerne vil dele,« siger Jan Riisager.
Ved hans side står Søren Andersen. Han har haft direktørposter i både Danske Bank, Spar Nord og Middelfart Sparekasse i Middelfart, og er i dag aktiv i bestyrelserne for både IBC og Fredericia Eliteidræt. Han har et klart budskab om, hvad han bringer med sig.
»Jeg har været 37 år i den finansielle sektor, og i ti år direktør for Danske Bank her i byen. Jeg ved, hvad det betyder, når tingene spiller. Og jeg ved også, hvad det koster, når de ikke gør. Politik kan vinde meget ved at have faglig indsigt og enighed. Jeg har oplevet, når byrådet arbejder sammen, og det kaster bare en masse positivt af sig lokalt.«
Erhvervslivets sprog ind i byrådssalen
De to kandidater deler en oplevelse af, at byrådet mangler folk, der har haft hænderne på kogepladen i erhvervslivet. Hvor virksomheder hver dag vurderer investeringer, konsekvenser og muligheder, ser de, at politiske beslutninger alt for ofte træffes på et spinkelt grundlag.
»Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har mere erhvervserfaring i byrådet. Det giver en anden tilgang til, hvordan man håndterer penge og ressourcer. Det er jo ikke kun ja eller nej, der er ofte flere lag. Men hvis man tager beslutninger på et uoplyst grundlag, så rammer det både borgerne og virksomhederne,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen supplerer med en mere direkte kritik.
»Man kan undre sig over, hvad der nogle gange udspiller sig i en 21-mandsgruppe, hvor der administreres så mange penge. Jeg går meget op i at sætte mig voldsomt ind i, hvad konsekvenserne er, hvis man tager en forkert beslutning. Det handler om at skabe bæredygtige løsninger, og bæredygtigt behøver ikke kun være grønt. Det er det lange seje træk, hvor flest muligt får gavn af beslutningerne.«
En konkret debat, hvor deres pragmatiske tilgang træder frem, er spørgsmålet om solcelleanlæg. Begge anerkender behovet for grøn strøm, men de afviser tanken om at plastre de åbne landskaber til.
»Jeg forstår ikke, at man skal ødelægge smuk natur med solceller, når vi har store bygninger og arealer langs motorveje, hvor det vil genere langt færre. Jeg synes, vi skylder at finde smartere løsninger,« siger Jan Risager.
Søren Andersen er enig.
»Hvis man kører til Tyskland, kan man se, hvordan de bruger arealer langs motorveje og jernbaner. Det er ikke kønt, men det er bedre end at placere dem midt i et landskab, hvor folk bor og lever. Jeg synes, man skal stå ved sine beslutninger, også i byrådet. Hvis man siger ja, så skal man ikke bagefter rive aftaler i stykker. En aftale er en aftale.«
Det mest markante hos de to kandidater er deres betoning af samarbejde. De insisterer på, at løsningerne i Fredericia kræver konsensus og respekt.
»Jeg har oplevet perioder med konsensus i byrådet, og det gør en verden til forskel for investeringslysten og erhvervslivet. Hvis man udadtil viser enighed, så er det langt lettere at skabe vækst og tryghed. Og vi to er enige om 80-85 procent, og resten finder vi ud af over en kop kaffe,« siger Søren Andersen.
Jan Riisager nikker og peger på, at personfnidder og mundhuggeri er ødelæggende.
»Vi er for gamle til det der personhuggeri. Vi ved, hvad der virker i erhvervslivet, og det burde også kunne virke i en kommune med så stort et budget. Jeg synes, man skal stå ved sine holdninger og træffe beslutninger på et ordentligt grundlag, ikke fordi man skal please nogen. Det handler om respekt, også for borgerne.«
Tillid frem for kontrol
Begge kandidater er kritiske over for det, de kalder en alt for rigid dokumentationskultur i kommunen, særligt på ældreområdet.
»Det er ikke afgørende, om Hr. Pedersen får en panodil klokken 12.32, det afgørende er relationen mellem personale og borger. Hvis man drukner alt i papir, så mister man det menneskelige,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen lægger vægt på, at tillid er kernen i både politik og ledelse.
»Tillid er båndet mellem mennesker. Det gælder i virksomheder, i sport og i politik. Hvis jeg beder Jan om en opgave, så ved jeg, at han gør sit yderste. Det er den tilgang, vi vil tage med ind i byrådet. Vi skal lytte mere til fagfolk og give plads til glæden ved arbejdet, ikke kun begrænsninger.«
Når de to kandidater taler om deres ambitioner, vender de ofte tilbage til ord som åbenhed, faglighed og pragmatisme. Begge understreger, at de ikke går ind i politik for titler eller personlige gevinster.
»Jeg har et stort netværk gennem erhvervslivet og idrætten, og jeg ved, hvordan man får ting til at ske. Jeg vil bruge det netværk til at aktivere kontakter og skabe resultater for Fredericia. Jeg er visionær og kører med langt lys, men altid med respekt for andre mennesker,« siger Søren Andersen. Jan Riisager formulerer det mere jordnært.
»Jeg vil gerne være med til at integrere flere mennesker i arbejdslivet. To timer er bedre end ingen timer. Jeg har selv erfaring med at ansætte folk, der er kommet lidt skævt i gang, og jeg ved, hvad det kræver. Det gælder også seniorer, der gerne vil bidrage. Vi skal have alle med.«
Til sidst er der en pointe, de ikke slipper. Det handler om, at politik skal bygge på samarbejde og respekt.
»Vi skal have diversitet i byrådet og folk, der har haft hænderne på kogepladen. Vi slipper aldrig de hænder, for hvis vi gør, så kommer der huller, og så begynder lavinen at rulle. Vi vil gerne være garant for, at samarbejdet fungerer,« siger Jan Riisager.
Søren Andersen afrunder.
»Det handler om at finde de 80-85 procent, hvor vi er enige, og så stå på mål for det sammen. Resten kan vi sagtens tale om. Vi skal væk fra personopgør og mundhuggeri. Vi vil noget godt for byen, og vi vil vise, at samarbejde er muligt.«
POLITIK. Fredericia står med en af de største sociale udfordringer i nyere tid. Ifølge en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der 460 unge mellem 15 og 24 år i kommunen, som står uden job eller uddannelse. Det svarer til 8,3 procent, og dermed ligger Fredericia væsentligt over landsgennemsnittet på 6,6 procent.
Tallet er ikke bare statistik. Det er virkelighed for hundredevis af unge, som risikerer at starte voksenlivet uden fodfæste. Og det er et problem, der rammer både den enkelte og hele byens fremtid.
»Jeg tænker, at det er noget skrækkeligt meget. Formålet med at få lavet ungeenheden og at have et særligt ungeudvalg i Fredericia Kommune var jo netop, at der skulle laves en ekstraordinær indsats, der skulle løfte det. Jeg synes, det er absolut katastrofalt,« siger Connie Eden fra SF og formand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget.
Et tal der smager af fiasko
Når man sammenligner Fredericia med resten af landet, springer forskellen i øjnene. Mens den generelle ledighed er nedbragt til omkring 2,5 procent, står ungegruppen fast som en øm torn i statistikken.
Christian Jørgensen, spidskandidat for Liberal Alliance, er rystet over de nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
»Jeg tænker, at det er trist, og jeg tænker, at det er ærgerligt. Og jeg tænker egentlig også, at det er et paradoks. Når vi har så stort et overskud af arbejdspladser, som vi jo har i Fredericia Kommune, så er det jo ikke arbejdspladser, vi mangler. Vi har jo et kæmpe antal, der pendler ind fra nabokommunerne. Så set i det lys er det jo monsterjageligt.«
For ham er det et tankevækkende billede. På den ene side en kommune med vækst, jobmuligheder og nye store virksomheder. På den anden side en gruppe unge, der står udenfor og ikke får del i mulighederne.
Folkeskolen i centrum
Alle tre politikere peger på folkeskolen som et af de steder, hvor nøglen ligger begravet.
Connie Eden udtrykker det klart. »Vi kan ikke leve med, at vi har så mange elever, der forlader folkeskolen uden at have et tilstrækkeligt godt resultat til, at de kan komme ind på en ungdomsuddannelse. Og det er jo en forudsætning. Fordi kan du ikke det, så er du faktisk lost.«
Også Pernelle Jensen, der sidder i unge- og uddannelsesudvalget, ser samme problem. »Jeg tænker, at den største udfordring er folkeskolen. Hvis man ikke i folkeskolen har fået et godt karaktergennemsnit, hvis man ikke har været i trivsel og ikke er motiveret for at tage en ungdomsuddannelse, så er man på hårdt arbejde. Hele fundamentet for at kunne komme godt videre ligger i folkeskolen.«
Det er dog vigtigt at se bag tallene. For som Pernelle Jensen påpeger, er det ikke nødvendigvis de samme unge, der bliver hængende i statistikken. »Vi kan se, at der er cirka 360 unge på uddannelseshjælp, men vi afsluttede 435 i 2024. Så vi afslutter flere, end vi får ind. Det betyder, at man er der kortere tid, end man var før. Den længde har vi kortet af med cirka 25 procent.«
Hun forklarer, at det i høj grad handler om at vide, hvor de unge er. »Dem, vi er bekymrede for, er dem, vi ikke rigtig ved, hvad laver. Men vi har indført et nyt tiltag, hvor UU afleverer en liste til vores akutpædagoger over unge, der ikke er på uddannelseshjælp og ikke er i gang med FGU. På listen kan der være 70 unge, og dem kører akutpædagogerne så ud og opsøger.«
Det betyder, at kommunen i dag har langt bedre styr på, hvor de unge befinder sig, end for blot få år siden. »Jeg er tryg ved, at vi ved, hvad alle unge mennesker laver. Og vi får dem hurtigt ud af uddannelseshjælp. Det giver mig en vis optimisme,« siger hun.
Men hvordan er vi endt her. For Christian Jørgensen er der ingen hurtige løsninger. »Man kan pege på den socioøkonomiske sammensætning i Fredericia, vi er en gammel industriby under forvandling, og der kan være noget negativ social arv. Men jeg synes, at den forklaring bliver mere og mere søgt. For vi er jo kommet på landsgennemsnittet med vores ledighedsprocent.«
Han efterlyser et klart mål i byrådet.
»Vi skal lave et strategisk mål politisk og sige, at det her tal, det skal vi have ned på landsgennemsnittet. For det her må være et fokuspunkt. Og så må vi samtidig erkende, at landsgennemsnittet i sig selv er et højt tal. Det er jo stadig rigtig mange tusinde unge mennesker.«
Nye muligheder i arbejdsmarkedet
Jørgensen peger også på, at man skal være mere kreativ i forhold til arbejdsmarkedet. »Der var måske flere jobtyper førhen, som ikke stillede så store og komplekse krav til de unge mennesker. Men her i Fredericia, med alle de store lager- og logistikvirksomheder, vi får ude i Taulov, kunne man da godt finde nogle arbejdspladser til de her unge mennesker. Dansk Kultursystem er ved at bygge en stor fabrik i Fredericia. Kunne man ikke finde jobs til nogle af de unge der. Jeg synes, det må være muligt at gøre det bedre.«
En fælles ambition
Nationalt er målsætningen klar. Andelen af unge uden job eller uddannelse skal halveres, så den i 2030 ligger på 3,5 procent. Spørgsmålet er, om Fredericia kan være med.
For Connie Eden er svaret, at det skal vi kunne. For Christian Jørgensen er ambitionen også tydelig. »Det må være målsætningen også for os. Det er selvfølgelig ambitiøst, men når man laver en landspolitisk målsætning, må man også forvente, at landspolitikerne kommer med nogle værktøjer. Det er let nok at stange målsætninger ud. Der skal også være en værktøjskasse, som gør, at vi har en chance for at nå målet.«
Pernelle Jensen mener, at Fredericia allerede er godt på vej. »Vi har rykket os rigtig langt inden for de sidste par år, fordi vi har ungeenheden, der arbejder på tværs og virkelig rykker. Akutpædagogerne løfter en kæmpe opgave. Og vi får mange hurtigt videre. Så jeg er tryg ved, at vi har styr på de unge, og at vi kan følge dem tæt.«
Et ansvar vi ikke kan undslå os
At 460 unge i Fredericia står uden job eller uddannelse er en realitet, der ikke kan ignoreres. Det handler ikke kun om statistik, men om unge menneskers liv, drømme og fremtid.
For Connie Eden er det et kald til handling. »Det her er katastrofalt. Det er vores ansvar som politikere at rette op på det.«
For Christian Jørgensen er det en udfordring, der kræver politisk målrettethed og kreativitet. Og for Pernelle Jensen er det en kamp, hvor kommunen allerede har sat ind, men stadig må yde mere.
En ting står klart. Udfordringen er for alvorlig til at parkeres i skåltaler.
FINANS. Med fusionen mellem Nykredit Bank og Spar Nord mærkes forandringerne nu også ved Lillebælt. De to afdelinger i Fredericia og Middelfart skal fremover ledes samlet, og posten som direktør er gået til Chi Kim Ruby.
Hun bliver direktør for Spar Nord Lillebælt på Bødkervej i Fredericia og Nykredit Bank på Havnegade i Middelfart. Samtidig siger Spar Nord farvel til bankdirektør Torben Ploug. Det betyder derfor også meget for Chi Kim Ruby at varetage rollen og valget af hende med ydmyghed og stolthed.
»Det er selvfølgelig overvældende, men jeg har også sagt farvel til to rigtig gode kollegaer. Jeg er stolt og ydmyg over, at jeg har fået muligheden« siger Chi Kim Ruby.
Hun ser frem til opgaven og lægger vægt på, at kunderne får noget ud af fusionen.
»Jeg tror faktisk, at fusionen kommer kunderne til gode, fordi de får mere konkurrencedygtige produkter og gode priser. For kunderne vil det kun være en fordel« siger hun.
I en tid med forandring er det vigtigt at holde fast i de værdier, der kendetegner lokale banker.
»Nærhed og relationer er værdier, der ligger os tæt. Det er noget, vi allerede arbejder med, og det vil vi fortsat have fokus på fremadrettet« siger hun.
Fusionen betyder samtidig, at bankerne fortsat er foreningsejede, hvilket forpligter på en anden måde end de børsnoterede banker.
»Vi er ikke børsnoteret ligesom de større banker. Vi er foreningsejet, og det betyder, at vi har nogle forpligtelser, fordi vi er ejet af kunderne. Derfor skal vi give tilbage til kunderne og til lokalsamfundet« siger hun.
Det er både kunder og medarbejdere, som skal føle sig trygge i processen.
»Medarbejderne skal have medindflydelse på den rejse, vi er på, og de skal involveres i det, der kommer til at ske. Jeg er ikke i tvivl om, at fusionen bliver god, når vi er på den anden side. Der ligger et stort arbejde foran os, men det klarer vi med det team, vi har på begge sider« siger hun.
For hende bliver det en ny opgave at favne to byer på én gang, men også en mulighed for at udvikle en fælles kultur.
»Jeg glæder mig til at udvikle banken til at være en stor fællesbank – både på Nykreditsiden og Spar Nord-siden« siger hun og tilføjer, at den største udfordring bliver implementeringen.
»Den største udfordring bliver alle de forandringer, vi skal igennem. Det gælder både systemer og den samlede implementering« siger hun.
To afdelinger med hver deres historie fortsætter under de kendte navne, men med fælles ledelse og en direktør, der både kender opgaven og ser mulighederne i samspillet mellem Fredericia og Middelfart.
SPORT. Fredericia Triathlon Team kan nu skrive endnu en triumf ind i klubbens stolte historie. Den unge talentfulde triatlet Milo Vinther-Bjerg har sikret sig titlen som Danmarksmester i Draft Triatlon Serien for ungdom i aldersgruppen U14-15.
Efter seks afdelinger hen over 2025-sæsonen stod Milo øverst på podiet med 395 point, blot ét point foran nærmeste konkurrent. Det blev afgjort i weekendens finale, hvor han leverede sit bedste stævne til dato.
»Det har været en fuldstændig fremragende sæson, hvor jeg sluttede af med mit bedste stævne nogensinde. Jeg kom som nummer to op af vandet, tog føringen på cyklen og holdt den hele vejen til mål, hvor jeg kunne løbe over stregen som nummer ét« fortæller en glad Milo.
Han var ikke den eneste fra Fredericia Triathlon Team, der markerede sig. Lærk Kring sikrede sig en flot tredjeplads i den samlede stilling i samme aldersgruppe med 387 point. Også Daniel Sandberg Tønnesen gjorde en fin figur og sluttede som nummer ni.
Hos pigerne i U14-15 endte Lillie Frida From, Ida Kofoed Pedersen og Filippa Tamberg samlet som nummer fire, fem og seks, mens Vigga Clausen, Rebecca Raben og Alberte Raunskov deltog i U16-17 og leverede stærke præstationer.
Draft-serien for de 14-15-årige består typisk af 400 meter svømning, 10 kilometer cykling og 2,5 kilometer løb, med mindre variationer fra afdeling til afdeling.
Med de samlede resultater står Fredericia Triathlon Team endnu en gang som en af landets stærkeste klubber på ungdomssiden. Klubben har gennem flere år været kendt for at udvikle unge talenter, og årets præstationer viser, at den position ikke blot fastholdes, men styrkes.
For Milo Vinther-Bjerg er Danmarksmesterskabet en stor milepæl, mens det for Fredericia Triathlon Team er endnu et bevis på, at der i byens unge atleter ligger en betydelig sportslig fremtid.
Tøjhuset byder ind til Lokal aften Fredag d. 17 oktober 2025. En aften i lokal musikkens navn. Et rigtigt godt tiltag MEN.
Tøjhuset modtager hvert år et ikke ubetydeligt millionbeløb i kommunal støtte. Derfor er det ganske enkelt uforståeligt, at man i afslaget til lokale bands ikke tager højde for, at der kun er omkring 11 ansøgere – og at man ikke udvider arrangementet, så alle lokale musikere kan få en chance.
I stedet afvises flertallet, mens de få udvalgte får spilletid. Det er dybt kritisabelt. Vi taler om en kommunal kulturinstitution, der lever af borgernes penge, men som åbenlyst ikke formår at løfte de lokale musikmiljøer. Det ligner enten nepotisme eller et skandaløst fravær af dømmekraft.
Samtidig udnyttes gratis arbejdskraft uden for den danske model, og musikerne møder et oplæg fyldt med amatørfejl:
• Uklarhed om udvælgelseskriterier – hvad lytter man egentlig efter?
• Backline ikke specificeret: trommesæt, forstærkere, klaver – alt holdes i tåger.
• PR-krav uklare: ingen klare leverancer eller deadlines.
• E-mail-tilmelding i stedet for en professionel formular med samtykke og datasikkerhed.
• Billetinfo og publikumsforhold mangler – inkl. tilgængelighed for handicappede.
Kort sagt: Tøjhusets ledelse sidder på borgernes penge, men leverer en amatøragtig håndtering af lokale talenter.
Hvis jeg bliver valgt ind i byrådet, vil jeg arbejde for, at kommunal kulturstøtte forpligter. Borgernes penge skal ikke bruges til at pleje en snæver elite – de skal understøtte de mange. Vi skal have et Tøjhus, der løfter hele Fredericias musikliv, ikke bare de få udvalgte.
KOMMUNALT. Efter sommerferien er problemerne i Ullerup Bæk Skolens budget vokset frem i fuldt dagslys. Et merforbrug på 4,6 millioner kroner og manglende afdrag på 1,5 millioner kroner fra tidligere år har skabt en situation, hvor ansættelser er blevet bremset, ressourcer strammet og bekymringerne blandt både medarbejdere, forældre og politikere er vokset.
Magnus Kudahl te Pas, chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune, giver nu en forklaring på, hvordan uoverensstemmelserne kunne opstå.
»Vi er blevet opmærksomme på, at der har været usikker systematik i den økonomiske opfølgning og sammenhæng mellem de enkelte økonomistyringsværktøjer, hvilket blandt andet har betydet, at Ullerup Bæk Skolen har igangsat nødvendige økonomiske tilpasninger for sent,« siger han.
Ifølge ham handler det helt konkret om fejl i overførsler af mer- og mindreforbrug mellem årene og fejl i estimering af ferieafregning. Resultatet er, at skolen nu står med en alvorlig økonomisk udfordring, som kræver handling her og nu.
Ansvar og konsekvenser
Magnus te Pas understreger, at ansvaret ikke alene ligger ét sted:
»Vi har alle et ansvar for at overholde det politisk besluttede budget og vores økonomiske politik. Distriktsskolerne varetager deres del af budgettet, og her er en vigtig opgave at have overblik, forudse udfordringer og igangsætte nødvendige tilpasninger, så vi kan nå at handle rettidigt. Det samme gælder, hvis der er mindreforbrug.«
Da kommunen først i forbindelse med 2. budgetopfølgning før sommerferien og endeligt i august blev opmærksom på fejlene, blev det nødvendigt at sætte hårdt ind.
»En overskridelse af budgettet i den størrelsesorden, som vi ser lige nu på skoleområdet, kræver handling,« siger Magnus te Pas. »For at minimere budgetoverskridelsen er det nødvendigt, at vi på tværs af hele skoleområdet har en generel tilbageholdenhed resten af året, ligesom der er et administrativt fleksibelt ansættelsesstop.«
Færre medarbejdere – men løfte om tryghed
Den melding har vakt uro blandt skolens ansatte og forældre. Men Magnus te Pas understreger, at der ikke er tale om fyringsrunder:
»Der er ansat for mange medarbejdere på Ullerup Bæk Skolen i forhold til budgettet og elevtallet. Det betyder, at man over en årrække vil opleve, at der bliver færre medarbejdere. Det kunne eksempelvis være, at en lærer overflyttes til en anden afdeling eller et andet skoledistrikt, hvor der opstår en vakant stilling.«
Han tilføjer: »Vi gør os meget umage for at sikre job til vores medarbejdere. Det gør vi blandt andet ved at betragte skoleområdet som én samlet enhed, hvor man kan sikres job på tværs af afdelinger og distrikter.«
Forvaltningen arbejder tæt sammen med Danmarks Lærerforening og MED-udvalg for at minimere utrygheden. Men Magnus te Pas gør det også klart, at faldende elevtal uundgåeligt betyder færre midler til skolerne.
Kvaliteten skal fastholdes
På spørgsmålet om, hvordan man kan sikre kvaliteten af undervisningen og fritidstilbuddene, svarer Magnus te Pas klart:
»Vi er som kommune forpligtet til at sikre kvaliteten i folkeskolen, og det går vi ikke på kompromis med – heller ikke i den nuværende situation. Derfor er vi i dialog med skolen om opgaven, ligesom vi samarbejder med Danmarks Lærerforening og det lokale MED-udvalg.«
Fremtidens styring
En af de løsninger, som forvaltningen nu arbejder på, er en revideret økonomiforvaltningsproces i samarbejde med direktør Karen Heebøll.
»Det indebærer en tættere opfølgning af økonomien på skolerne, og en fastere ramme omkring anvendelse af fælles økonomistyringsværktøjer samt opfølgning på disse. De nye procedurer vil sikre, at risiko for misforståelser reduceres, idet der alene arbejdes i et fælles system,« forklarer Magnus te Pas.
Nye strukturelle ændringer
Som led i processen er stillingen som fritidsleder på Skolesvinget ikke blevet genopslået. Samtidig flyttes daginstitutionen Skovlodden per 1. januar 2026 fra Ullerup Bæk Skolen til distriktet Ulleruphave.
»Det giver mest mening, at Skovlodden er organiseret sammen med de øvrige dagtilbud i kommunen og ikke sammen med skolerne. Landsbyordningen har vist sig ikke at være bæredygtig med den størrelse, som Skovlodden og skolen har på nuværende tidspunkt,« siger Magnus te Pas.
En sag der splitter
Sagen om Ullerup Bæk Skolen har vakt debat på tværs af hele byrådet, som kan læses i tidligere artikler her på AVISEN. Fra Enhedslisten peger Cecilie Roed Schultz på, at hun er »meget nysgerrig på, hvor mange øjne der har været på budgettet«, og advarer om, at det er »helt vanvittigt«, hvis både skole og forvaltning har overset fejlene. Socialdemokratiets Vibe Dyhrberg kalder fejlene »noget så simpelt som copy-paste af decemberlønninger«, og hun fastslår, at »sådan noget skal der være styr på«.
Venstres Pernelle Jensen understreger, at »ledelsen ude på skolen har ansvaret« og tilføjer, at rådhuset skal sikre, at budgetterne holder, fordi »ellers skrider økonomien overordnet set«. Fra Danmarksdemokraterne langer Palle Dahl hårdt ud mod forvaltningen og siger, at »min tillid til forvaltningens øje ud til skolerne er nul«. SF’s Connie Maybrith Eden efterlyser mere præcision i økonomistyringen og roser, at der nu arbejdes på en ny model.
Borgernes Listes Karsten Byrgesen erklærer sig klar til at sætte skolen under administration, hvis styringen ikke forbedres, mens Dansk Folkepartis Susanne Eilersen kalder det »dårlig stil«, at ansættelser bremses uden politisk beslutning. Samtidig påpeger Per Breckling fra Fredericia Lærerkreds, at »når vi mangler nogen, og vi skal til at løse andre opgaver, så bliver det svært – så er det en ekstra opgave«.
Ullerup Bæk Skolen-sagen har udviklet sig til en af de største lokale skolesager i årevis. På den ene side lover forvaltningen strammere økonomistyring og ingen kompromiser med kvaliteten. På den anden side rejser både politikere, medarbejdere og forældre spørgsmålet, om det kan lade sig gøre i praksis.
Sagen lander nu på Børne- og Skoleudvalgets bord den 3. oktober, hvor der forventes en mere detaljeret redegørelse og en plan for, hvordan man sikrer både økonomisk holdbarhed og trygge rammer for elever og ansatte.
