100 seniorer indtager idrætscentret og skal lægge år til livet med gå-fodbold, pickleball og krolf

0

SPORT. Der bliver rift om banerne i Fredericia Idrætscenter i denne uge. Onsdag den 19. og torsdag den 20. august samles mere end 100 seniorer fra hele Danmark på Vestre Ringvej, når Danmarks Arbejder Idrætsforbund, DAI, igen inviterer til sin årlige Seniorcamp, to dage, hvor pulsen skal op gennem gå-fodbold, pickleball, kurling, bordtennis, svømning, yoga, krolf, skydning, balanceøvelser og gymnastik.

Og selv om humøret efter alt at dømme bliver højt, handler campen om mere end hygge. Den handler om at lægge liv til årene og år til livet, som forbundet selv formulerer det. »Vi kan se, hvordan bevægelse i et stærkt fællesskab gør en kæmpe forskel for vores deltagere. Motion forlænger beviseligt livet, men vigtigst af alt øger det livskvaliteten her og nu. Når man spiller gå-fodbold eller griner over en omgang krolf, glemmer man helt skavankerne,« siger Anette Schneider, der er ansvarlig for Seniorcamp.

Forskningen bakker hende op. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ældre over 65 år er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen med moderat til høj intensitet, og at der mindst to gange om ugen indgår aktiviteter, der vedligeholder muskelstyrke, balance og bevægelighed. Studier peger samtidig på, at selv 15 minutters moderat daglig motion nedsætter ældres risiko for tidlig død markant, og at aktive ældre bevarer muskelmasse og immunforsvar på et niveau, der svarer til langt yngre aldersgrupper.

På campen i Fredericia bliver teorien omsat til praksis på gulve, baner og i bassinet, når deltagerne onsdag eftermiddag og torsdag formiddag giver den gas med aktiviteter, der netop er skruet sammen, så både krop og sind holdes skarpe uanset alder.

Seniorcampen afvikles onsdag fra klokken 13.30 til 17.30 og torsdag fra klokken 10 til 14.15 i Fredericia Idrætscenter.

»Det er bedre end København det her«: Fredericia rullede den røde løber ud for sine 100 nye værnepligtige

0

FORSVARET. De har kun været i byen i to uger, men fredag blev der ikke sparet på noget, da Fredericia officielt bød sine 100 nye værnepligtige velkommen. Holdet på Ryes Kaserne er det første, der skal aftjene værnepligten i garnisonsbyen i 11 måneder, og derfor havde byen tilrettelagt en velkomstdag af den slags, man husker.

Dagen begyndte i garnisonskirken Sct. Michaelis, hvor garnisons- og feltpræst Kristoffer Simonsen talte til de unge, og der blev sunget sange. Derfra gik turen til byrådssalen på Rådhuset. »Borgmester Peder Tind tog imod dem og holdt en meget fin tale om værnepligten og om at være i Fredericia. Og så holdt museumsdirektør Simon Faber en kort tale med en meget fin historie, der gik helt tilbage i tiden,« fortæller Lotte Fenneberg fra Fredericia Shopping, der er en del af arbejdsgruppen bag dagen, til AVISEN.

Frokosten blev serveret hos Urbania Street Food, hvor de værnepligtige også blev budt velkommen til byen af politiet.

Efter en cola og en snack blev de værnepligtige delt op i tre grupper og taget med på byvandring med Lotte Fenneberg, bosætningskonsulent Iben Bonne Jensen og Heidi Hammer Lings som guider. Rundt i midtbyen blev der hilst på ved butikker og barer, hvor personalet stod klar og vinkede, og på Molly Malone ventede en kold drik.

Frokosten stod Urbania Street Food for, og her fik de unge også et par ord med på vejen fra politiet. »Han bød dem kort velkommen til byen og sagde: Jeg er her, hvis I har brug for mig, men lad være med at lave noget dumt,« gengiver Lotte Fenneberg med et grin.

Dagen sluttede på Ryes Kaserne, hvor busserne kørte de værnepligtige til koncert med Slesvigske Musikkorps, i daglig tale SMUK.

Borgmester Peder Tind tog imod de 100 nye værnepligtige i byrådssalen og bød dem officielt velkommen til Fredericia.

Undervejs fik Lotte Fenneberg det svar på dagens store spørgsmål, som hele arbejdsgruppen havde håbet på. For hvordan lander Fredericia egentlig hos 100 unge, der lige er flyttet til byen? »De gik rundt og sagde: Det er bedre end København, det her. Det var mega fedt at høre. Det er første gang, et hold er i byen i 11 måneder, så derfor gjorde vi noget ekstra ud af at vise byen, og hvad den kan byde på,« siger hun.

Velkomsten stopper imens ikke ved fredagens program. Arbejdsgruppen »Fredericia som værtsby for værnepligtige«, der består af medarbejdere fra Ryes Kaserne, Visit Fredericia, Fredericia Shopping, bosætningskonsulenten og Fredericia Kommune, har flere tiltag på vej, herunder events for de værnepligtige, og så er der lavet en rabatordning i byens butikker. »Vi har lavet nogle rabatter til dem, så når de viser deres værnepligtskort, får de rabat forskellige steder. På den måde kan de komme ind til byen og bruge den,« fortæller Lotte Fenneberg.

Målet er, at de 100 unge skal lære Fredericia at kende og blive en del af byen i de 11 måneder, de skal bo her.

Her følger stranden med i købet

0

BOLIG. Nogle boliger har udsigt til vandet. Ganske få har stranden liggende lige ude foran ejendommen. Villaen på Fælledvej 38 hører til de sidste, og det er kun begyndelsen på historien om en af de mest karakterfulde ejendomme, der er til salg i Fredericia netop nu.

Bag den store carport gemmer sig en villa fra 1965 med hele 266 kvadratmeter boligareal og en grund på 3.670 kvadratmeter, der strækker sig mod vandet med græsarealer, træer, buske og hyggelige opholdssteder undervejs. Her bor man med naturen som nærmeste nabo, og alligevel er der kort til det hele.

Læs mere om ejendommen her

Stille døgn for politiet i Fredericia og Kolding: En enkelt sag nåede døgnrapporten

0

KRIMI. Det har været et stille døgn i både Fredericia og Kolding set med politiets briller. I Fredericia Kommune var der slet ingen sager at berette om, og i Kolding Kommune bød døgnrapporten på en enkelt.

Det drejer sig om et indbrud i en villa på Hvilehøj i Vamdrup, hvor tyve søndag kl. 12.00 knuste en rude i et vindue og skaffede sig adgang til huset. Det oplyste Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi i døgnrapporten.

Fra villaen blev der stjålet et 48 tommer smart-tv, en lampe og et kobberfad til en samlet værdi af 10.000 kroner.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport.

Madlavning endte i røg og sod. Brand i lejlighed i Østergade i Vejle

0

Der kom mere end aftensmad ud af komfuret i en lejlighed i Østergade i Vejle søndag eftermiddag. Klokken 16.01 fik Sydøstjyllands Politi melding om brand i en lejlighed i gaden, hvor madlavning havde udviklet en masse røg og givet sodskader i lejligheden.

Vejle Brandvæsen rykkede ud til adressen, og ifølge vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi kom ingen personer til skade.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi.

Fredericianer vågner op som millionær efter Lotto-trækning

0

En spiller fra Fredericia Kommune kan søndag vågne op som millionær. Ved lørdagens Lotto-trækning blev vedkommende udtrukket som en af de to vindere i Millionærchancen og kan dermed sætte 1.000.000 skattefrie kroner ind på kontoen.

Der er kommet en ny Lotto-millionær i Fredericia Kommune.

Ved lørdagens trækning den 15. august blev en spiller fra kommunen nemlig udtrukket som vinder af 1.000.000 kroner i Millionærchancen.

Den heldige spiller havde deltaget gennem et PLUS-abonnement.

Millionærchancen er den faste lodtrækning blandt alle ugens spillede Lotto-rækker, hvor to spillere hver lørdag vinder en million kroner – uanset hvor mange rigtige tal de har på deres kupon.

Den anden milliongevinst gik denne gang til en spiller fra København Ø, der havde spillet via mobilen.

Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med vinderne.

»Det er en stor fornøjelse at dele gevinster ud til heldige danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Selvom det sker hver evig eneste uge, at vi deler både mindre og meget store beløb ud, så bliver det aldrig hverdag for os,« siger Malene Mølgaard, administrerende direktør i Danske Lotteri Spil.

Otte millioner til Nordjylland

Mens Fredericia Kommune altså fik en ny millionær, landede aftenens største gevinst i Nordjylland.

Her ramte en spiller alle syv vindertal og vandt førstepræmien på otte millioner skattefrie kroner. Vinderen havde spillet via mobilen.

Lørdagens vindertal var:

6, 11, 16, 22, 30, 31 og 35.

Tillægstallet var 10.

Lotto har været trukket hver lørdag siden 7. oktober 1989. Millionærchancen betyder samtidig, at to spillere hver uge bliver udtrukket til at vinde en million kroner blandt alle ugens spillede rækker.

Fire lokale bands indtager Tøjhusets scene for første gang

0

Når Pakhusets Jubilæumsweekend løber af stablen i september, bliver der også plads til byens egne musiktalenter. Fredag den 11. september 2026 inviterer FredericiaLive til Lokalaften i Tøjhuset, hvor fire udvalgte bands fra Fredericia for første gang spiller på husets scene.

Aftenen giver publikum et indblik i den lyd, der til dagligt fylder byens øvelokaler, når bandsene spiller for venner, familie og resten af Fredericia.

Første navn på plakaten er Three Shitting Birds, der spiller kompromisløs punkrock med fræsende guitarer, buldrende bas og fandenivoldsk energi. Bandet blander klassisk punk med shed punkens rå frækhed i korte, intense sange, hvor humor og kaos går hånd i hånd.

LP-TV

Anderledes toner leverer LP-TV, som bevæger sig i krydsfeltet mellem folk, singer-songwriter og alternativ rock. Bandet henter inspiration hos kunstnere som Alanis Morissette, U2, Sheryl Crow, The Doors og Portishead og forener stærke melodier med personlige fortællinger og et organisk samspil mellem musikerne.

LIBER er et ungt band med fem medlemmer, der kender hinanden fra byens musikmiljø og den kreative skole og er sat sammen gennem bandcentralen. Gruppen spiller dansk pop og indie-rock med inspiration fra al den musik, medlemmerne selv lytter til.

Aftenens fjerde navn er Mr. Jakob, en trio fra Fredericia Gymnasium, der spiller organisk og upoleret guitarrock med masser af energi. Bandets lydunivers veksler mellem det følsomme og det rå, og der er altid plads til sjov undervejs.

Fregatter, droner og popcorn på vandet: Lillebælt bliver kulisse for stor militærøvelse i tre dage

0

FORSVARET. Der bliver mere liv og mere larm end normalt på vandet mellem Fredericia og Middelfart i næste uge. Fra mandag den 17. til onsdag den 19. august lægger Lillebælt nemlig vand til en del af Søværnets nationale flådeøvelse DANEX, og i de tre dage vil man fra kysten kunne se fregatter, mindre fartøjer, enheder fra marinehjemmeværnet og flyvende droner i aktion i bæltet.

Øvelsen, hvis navn står for Danish Exercise, begyndte formelt tirsdag den 11. august og strækker sig over små to uger i de danske farvande. Den har været gennemført i mange år, lå derefter stille i en periode og blev genoptaget for to år siden. Fremover er det planen, at den skal afvikles hvert år i august eller september.

Det tunge maskingevær er klar, hvis en trussel skal nedkæmpes.

Men hvorfor skal flåden overhovedet bruge tre dage i et af landets smalleste farvande? Svaret hænger over hovedet på enhver, der krydser bæltet i bil eller tog. I Lillebælt skal flåden øve det, der på militærsprog hedder beskyttelse af kritisk infrastruktur fra havet. På almindeligt dansk handler det om broerne. »Broerne er jo selvfølgelig det, vi betegner som kritisk infrastruktur. Så det, vi vil øve, er at passe på den kritiske infrastruktur, der er i området omkring Lillebælt,« fortæller flotilleadmiral Bo Overgaard, næstkommanderende i Søværnet, til AVISEN.

Chefen for Søværnets Føringsstab og næstkommanderende for Søværnet, flotilleadmiral Bo Overgaard.

Bo Overgaard er en mand med erfaring i at holde styr på travle farvande. Så sent som i juni stod han i spidsen for den multinationale flådestyrke af overfladeskibe under den store NATO-øvelse BALTOPS i Østersøen, hvor omkring 20 krigsskibe og 6.000 soldater fra 15 lande trænede sammen. Nu er rammen mindre og farvandet hjemligt, men opgaven er i familie med den store. Det kunne lige så godt have været Storebælt eller Øresund, forklarer han, men i år faldt valget på Lillebælt som et godt sted at øve.

For borgerne på begge sider af bæltet bliver øvelsen først og fremmest noget, man kan følge med i fra land, og den kommer til at foregå i et fast døgnmønster. Aktiviteten er henlagt til de lyse timer fra midt på dagen, og over de tre dage afløser skibene hinanden i området. »Så trækker vi os lidt væk, og så er der nye skibe, der kommer ind og gentager øvelsesmomenter dagen efter. Det er sådan lidt cirkeltræning, kan man sige,« lyder det fra Bo Overgaard.

Flagskibet, fregatten Absalon. Foto: Morten Fredslund / Forsvaret

Hvad der præcis venter skibene i bæltet, kan han ikke afsløre, og det skyldes hensynet til øvelsen selv. I den første uge sejler enhederne efter et planlagt program, men i dagene i Lillebælt bliver de udsat for situationer, de ikke er forberedt på, og som kan udgøre en form for trussel mod infrastrukturen. Overraskelsen er med andre ord selve pointen. »De skibe, vi skal øve og træne dernede, ved ikke helt præcis, hvad der kommer til at foregå,« forklarer han.

Søværnets droner indgår i øvelse DANEX og vil flyve i Lillebælt.

Én ting vil flotilleadmiralen dog gerne løfte sløret for, og den hører til de mere kuriøse i flådens drejebog. Formentlig kommer skibene en af dagene til at få et simuleret oliespild at slås med, og det vil i givet fald ske med popcorn spredt ud på vandet. Popcorn er organisk materiale, der forsvinder af sig selv igen, og derfor egner det sig til at spille rollen som olie. »Det betyder i virkeligheden bare, at hvis borgerne i området ser popcorn, der flyder rundt, så er det faktisk en helt bevidst handling, hvor vi simulerer, at der er foregået et oliespild,« siger Bo Overgaard og tilføjer, at det nok ikke bliver ved en enkelt pose. »Det skal jo selvfølgelig kunne ses og observeres. Så der bliver nok en del popcorn,« bemærker han.

Et af Marinehjemmeværnets fartøjer overvåger danske farvande.

Popcorn til trods er der tale om en militærøvelse, og synet af gråmalede krigsskibe tæt på kysten kan vække spørgsmål i en tid, hvor sikkerhed fylder mere i danskernes bevidsthed end længe. Derfor lægger flotilleadmiralen vægt på at mane enhver bekymring i jorden, inden skibene viser sig i bæltet. »Det er meget, meget vigtigt, at vi informerer om, at det er en planlagt øvelse. Det er fuldstændig fredfyldt. Der er ingen fare,« understreger Bo Overgaard.

Borgerne i Fredericia og Middelfart er tværtimod velkomne til at gå ud og kigge på, når flåden arbejder. »Vi beder dog om, at man holder rimelig afstand og i øvrigt blot følger de anvisninger, der kommer fra myndighederne,« siger han og bemærker, at også politiet kan være til stede i området.

Fregattens søfolk under øvelse i fuld kampudrustning.

Hos Søværnet er der glæde over at kunne henlægge øvelsen til farvandet mellem Jylland og Fyn. »Vi er rigtig glade for, at vi kan få lov til at benytte området dernede. Det er selvfølgelig altid rart at vide, at det sker med opbakning fra borgerne og kommunerne,« slutter Bo Overgaard.

FHK-chefen fik de svar, han søgte: »Jeg er meget godt tilfreds«

0

Mathias Madsen havde meget at glæde sig over efter Fredericia HK’s 36-32-sejr over Ribe-Esbjerg HH. FHK-cheftræneren fremhævede både kvaliteten over 60 minutter, Torbjørn Bergerud og Adam Ljungqvist, og især udviklingen i antallet af tekniske fejl gennem kampen.

Mathias Madsen havde fået flere af de svar, han søgte, da Fredericia HK lørdag eftermiddag slog Ribe-Esbjerg HH 36-32 i Middelfart Sparekasse ARENA.

17-17 stod der ved pausen, men efter sidebyttet fik FHK bedre fat og endte med at trække sejren hjem med fire mål.

Resultatet var ikke det vigtigste for cheftræneren. Det var præstationen. Og den var han godt tilfreds med.

»Jeg er meget godt tilfreds. Ribe er et godt håndboldhold, og Marc Uhd har fået en rigtig stærk trup. Jeg synes, at kvaliteten over en hel håndboldkamp var rigtig, rigtig god,« siger Mathias Madsen.

Der var dog også perioder, der gav FHK-træneren noget at arbejde videre med. Det gjaldt især kampens første kvarter, hvor Fredericia lavede for mange tekniske fejl.

»Vi laver for mange tekniske fejl de første 15 minutter. Det er noget af det, vi arbejder rigtig meget med. Men i de sidste 45 minutter laver vi vel fem eller seks fejl, og det er rigtig godt, for så kommer vi hjem og står i vores forsvar. Jeg synes, at der er rigtig mange gode præstationer,« siger han.

Bolden skal passes på

At der er tale om en træningskamp, er ikke en forklaring, Mathias Madsen vil bruge til at acceptere for mange boldtab.

FHK nærmer sig de kampe, hvor resultatet for alvor tæller, og derfor skal kvaliteten omkring bolden allerede nu være høj.

»Det er så nemt bare at sige, at vi godt kan lave fejl, fordi nu er vi her. Men vi er faktisk et sted, hvor vi skal spille en vigtig kamp om otte dage. Der kan vi ikke bare pisse bolden væk,« siger Mathias Madsen.

Netop evnen til at passe på bolden bliver ifølge cheftræneren et gennemgående tema.

»Det bliver i løbet af sæsonen fuldstændig et tema, hvem det er, der passer bedst på bolden. Det er noget af det, der fylder i min stil som træner,« siger han.

Derfor var det også et klart fremskridt, at FHK efter den fejlprægede begyndelse fik langt bedre kontrol over spillet.

Ljungqvist greb muligheden

Træningskampene giver samtidig Mathias Madsen mulighed for at fordele spilletiden bredere, end han normalt vil gøre i betydende kampe. Det skete også mod Ribe-Esbjerg.

»For det første er det en træningskamp, så vi spiller også bredere, end vi normalt gør. Men en bredde som den her gør jo også, at det viser nogle spillere,« siger FHK-chefen.

En af dem var Adam Ljungqvist. Han kom på banen og satte et tydeligt aftryk på kampen med fire scoringer og en præstation, der blev bemærket af cheftræneren.

»Jeg synes, at Adam går ind og virkelig spiller en rigtig, rigtig fin kamp. Han er jo en af dem, som kæmper for at komme ind i startsyveren, og det gjorde han virkelig, virkelig fint i dag,« siger Mathias Madsen.

For Ljungqvist var det dermed en af de kampe, hvor minutterne også kunne bruges til at sende et signal i konkurrencen om pladserne.

Bergerud begynder at finde forsvaret

Også i den anden ende af banen var der noget, Mathias Madsen hæftede sig ved.

Torbjørn Bergerud leverede flere stærke redninger og stod en god kamp bag FHK-forsvaret.

»Der er jo ikke nogen tvivl om, at Bergerud er klart førstevalg. Og så er det op til de andre at kæmpe om pladsen efter ham. Jeg er virkelig glad for at se Bergerud i dag, for jeg synes, at han leverer en rigtig god kamp. Han begynder at spille sammen med forsvaret nu, og det tager også bare tid,« siger Mathias Madsen.

Netop samspillet mellem målmand og forsvar er et af de områder, der skal falde mere og mere på plads frem mod sæsonstarten.

Mod Ribe-Esbjerg var der flere perioder, hvor det fungerede.

Ribe kom tilbage – FHK svarede igen

Efter pausen fik Fredericia HK skabt sig et forspring, og i en periode så hjemmeholdet ud til at have godt styr på kampen.

Men Ribe-Esbjerg kom tilbage. Gæsterne fik momentum, og ved 27-27 var kampen helt lige igen. Her tog Mathias Madsen timeout.

»Ribe er et rigtig godt håndboldhold. Sådan er håndboldkampe. Der er voldsomt flow i det, og så er det som træner vigtigt måske lige at tage gassen ud og få rettet nogle små ting,« siger han.

Denne gang virkede indgrebet.

FHK fik igen bedre greb om kampen og trak fra i afslutningen.

»Nogle gange lykkes det, og andre gange lykkes det ikke. I dag var det en af de gange, hvor det lykkedes,« siger Mathias Madsen.

Kasper Palmar blev vigtig i slutfasen, mens blandt andre Malthe Bull og Malthe Hejsel også kom på tavlen.

Til sidst kunne FHK lukke kampen ved 36-32.

For Mathias Madsen var der dermed både detaljer at rette på og en række positive svar at tage med videre.

De tekniske fejl i begyndelsen skal ned. Bolden skal behandles bedre. Men kvaliteten steg gennem kampen, flere spillere meldte sig til konkurrencen om pladserne, og cheftræneren så en præstation, der gav grund til tilfredshed.

»Jeg synes, at der er rigtig mange gode præstationer,« lød konklusionen.

Fredericia HK – Ribe-Esbjerg HH 36-32 (17-17)
Træningskamp · Middelfart Sparekasse ARENA · lørdag den 15. august 2026

Bred FHK-trup viste mange muligheder i sejr over Ribe-Esbjerg

0

Der var tekniske fejl hos begge hold, men også mange lyspunkter, da Fredericia HK slog Ribe-Esbjerg HH 36-32 i Middelfart Sparekasse ARENA. FHK spillede bredt, fik mange spillere i aktion og viste, at cheftræner Mathias Madsen har fået flere muligheder at arbejde med.

Det var en træningskamp, hvor resultatet langt fra var det eneste interessante. Både Fredericia HK og Ribe-Esbjerg HH havde perioder med for mange tekniske fejl og upræcise afleveringer, men der var samtidig flere gode sekvenser fra begge hold.

For FHK var især bredden værd at bemærke. Mathias Madsen skiftede flittigt og fik mange spillere i spil. Det gav ikke nødvendigvis maksimal kontinuitet gennem samtlige 60 minutter, men det viste samtidig en trup, hvor cheftræneren har flere forskellige løsninger at vælge imellem.

Bergerud stod stærkt

Ribe-Esbjerg kom bedst fra start og scorede kampens første mål ved Jerry Tollbring, men FHK fik hurtigt svaret igen. Morten Jørgensen var sikker i indledningen, da FHK satte de første mål ind på straffekast, men også Mads Kjeldgaard og Anders Kragh Martinusen kom på tavlen.

I den anden ende leverede Torbjørn Bergerud flere stærke redninger og var med til at holde FHK godt inde i kampen. Efter godt 17 minutter tog Mathias Madsen timeout. Der var kommet for mange tekniske fejl i det fredericianske angrebsspil, og cheftræneren ville have mere kvalitet og fart ind i spillet. Det gav effekt, men det var tydeligt, at FHK var oppe imod et godt udehold.

Kort efter spillede FHK sig flot igennem med god fart i bolden, inden Kasper Young afsluttede angrebet med en scoring. Ingen af holdene formåede dog for alvor at skabe afstand i første halvleg.

Ribe-Esbjerg havde blandt andre Jerry Tollbring, Karl Wallinius og Casper Käll som offensive trusler, og ved pausen stod der 17-17. Det var et meget retvisende billede af en første halvleg, hvor begge hold havde gode perioder, men også lavede flere fejl end ønsket.

FHK fik bedre fat efter pausen

Efter pausen begyndte FHK at sætte sig mere på kampen. Anders Kragh Martinusen leverede en stærk og rutineret indsats og fandt både afslutninger og gode løsninger i angrebsspillet. Kasper Young bidrog også med vigtige scoringer, og FHK fik skabt et mindre forspring. Da Young scorede til 20-18 direkte på frikast, fulgte stor jubel i hallen, og Ribe-Esbjerg tog timeout. I denne del af kampen havde FHK godt greb om opgøret.

Adam Ljungqvist kom mere med, og flere forskellige spillere bød ind offensivt. FHK mistede imidlertid noget af grebet midt i anden halvleg. En række fejl gav Ribe-Esbjerg mulighed for at komme tilbage, og gæsterne udlignede til 27-27.

Mathias Madsen tog timeout, og derefter fandt FHK igen bedre løsninger. Kasper Palmar blev vigtig i denne fase. Han tog ansvar og scorede flere gange, også i situationer hvor FHK var presset i angrebsspillet. Samtidig kom flere spillere fra den brede rotation på banen.

Malthe Bull scorede på straffe og på kontra, Malthe Hejsel kom på tavlen flere gange, han var tilbage, som speakeren sagde i højttalerne, og FHK fortsatte med at fordele minutter og ansvar på mange spillere. Mod slutningen trak Fredericia igen fra.

FHK holdt fast og kunne til sidst tage en sejr på 36-32.

Langt mere interessant var de muligheder, kampen viste. Der er fortsat tekniske fejl, som Mathias Madsen og hans stab skal arbejde med med otte dage til en vigtig pokalkamp mod Odder, og FHK havde også perioder, hvor angrebsspillet mistede rytmen. Det samme gjaldt Ribe-Esbjerg. Men der var også mange positive svar.

Bergerud leverede stærke redninger. Martinusen spillede en god kamp. Palmar tog ansvar, da Ribe-Esbjerg kom tilbage, og Moberg, Martinusen, Ljungqvist, og Hejsel var blandt de mange spillere, der bød ind. Da Bergerud skulle have pause kom den unge Magnus Siim ind, også han leverede flotte redninger.

Det understregede først og fremmest én ting: Mathias Madsen har mange spillere og mange forskellige løsninger i sin værktøjskasse. Mod Ribe-Esbjerg blev en stor del af dem prøvet af.

Fredericia HK – Ribe-Esbjerg HH 36-32 (17-17)