Stort uheld på Strandvejen

0

Ved 14-tiden er der sket et stort uheld på Strandvejen i Fredericia med flere biler impliceret.

Politiet er på stedet med flere patruljer og til stede har også været flere ambulancer.

Det store uheld gør, at man kan forvente kødannelse med ind og ud af Fredericia, hvis man kører via Strandvejen.

– Der har været 4 parter involveret, hvoraf to er kommet til skade, jeg kan dog ikke sige hvordan. Vi har stadig en enkelt patrulje på stedet, oplyser Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til AVISEN.

Lavtlønnede og ufaglærte er oftere ramt af ledighed mellem to job

0
Close up interviewer interview candidate apply for job at meeting room in office

Personer i bunden af indkomstfordelingen rammes cirka fire gange oftere af ledighed i forbindelse med jobskifter end personer i toppen, viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Også ufaglærte rammes oftere end andre uddannelsesgrupper. Det er et udtryk for, at lavtlønnede og ufaglærtes arbejdsliv ofte er forbundet med usikre vilkår, mener chefanalytiker.

Hver 4. lønmodtager i den lavestlønnede tiendedel var ramt af ledighed i forbindelse med et jobskifte i perioden mellem fjerde kvartal 2020 og fjerde kvartal 2021. Til sammenligning gjaldt det kun hver 14. blandt den højestlønnede tiendedel.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistisk.

– Arbejdsmarkedet fungerer på vidt forskellige måder for forskellige befolkningsgrupper. Når vi ser, at mange ufaglærte og lavtlønnede berøres af ledighed mellem to job, er det med til at understrege, hvor vigtig dagpengedækningen er for store grupper på arbejdsmarkedet, siger Emilie Agner Damm, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Også ufaglærte er oftere ramt af ledighed mellem to job, end personer med videregående uddannelser er det.

– Tallene indikerer, at jobskifter sker af forskellige årsager i de forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Når ufaglærte og lavtlønnede langt oftere er ledige mellem to job, tyder det på, at de befinder sig på et arbejdsmarked med mere usikre ansættelsesforhold end for eksempel akademikere, siger Emilie Agner Damm.

Analysen viser også, at antallet af jobskifter varierer på tværs af både indkomst- og uddannelsesgrupper.

I perioden mellem fjerde kvartal 2020 og fjerde kvartal 2021 har cirka 25 procent af lønmodtagerne i den lavestlønnede tiendedel skiftet job, mens det gælder for cirka 15 procent i den højestlønnede halvdel.

– De hyppige jobskifter kan være et udtryk for, at den enkelte befinder sig i en mere usikker jobsituation end andre grupper. Vi ser også, at både ufaglærte og lavtlønnede er overrepræsenterede blandt atypisk ansatte. Det gælder for eksempel deltidsansatte og midlertidigt ansatte, hvilket igen peger på, at de har et arbejdsliv på mere usikre vilkår, skriver Emilie Agner Damm.

Hovedkonklusioner
– Blandt lavtlønnede og kortuddannede er jobskifter oftere forbundet med perioder med ledighed.
– Hver fjerde af de lavestlønnede har skiftet job i løbet af det seneste år. Blandt de lønmodtagere, som ligger i den øverste halvdel af lønfordelingen, har kun cirka 15 procent skiftet job det seneste år.
– Blandt lønmodtagere mellem 25 og 39 år har mere end hver fjerde skiftet job det seneste år. Blandt de 60+-årige er det kun hver tiende.
– Analysen understreger vigtigheden af et robust dagpengesystem, som holder hånden under de lønmodtagere, som berøres af ledighed.

Fredericianer sigtet for besiddelse af narko

0
Foto: AVISEN

En fredericianer blev i går klokken 01.02 sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

– Fyns Politi stoppede klokken 01.02 i Havnegade, Middelfart, en 22-årig mand fra Fredericia Kommune. Manden blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Hans Esbjerg, den musikalske kamæleon

0

Hver måned sætter AVISEN fokus på et af de mange musiktalenter, vi har i Fredericia. De unge, de nye og de mere etablerede. Februar måneds musikprofil i Fredericia er Hans Esbjerg, organist i Christianskirken og en spillemand af guds nåde.

Som en kamæleon evner Hans Esbjerg at tilpasse og bevæge sig frit mellem forskellige musikstilarter og genrer. Han er en dygtig musiker, der er i stand til at spille andre instrumenter end sit hovedinstrument (om end på lavere niveau), han har en bred vifte af musikalske færdigheder.

Kommandobroen, hvor salmer og koret ofte arbejder sammen. Foto: AVISEN

Hans Esbjergs alsidighed og adaptive evne til at omfavne og formidle musik på tværs af forskellige genrer og stile gør ham til en unik og værdifuld del af musikverdenen.

Anmelderen kalder ham gerne en musikalsk kamæleon, en person der altid bringer noget nyt, farverigt og interessant til musikken.

Hans Esbjergs musikalske CV er kort, kontant og alt for beskeden. Han er uddannet pianist ved Det Jyske Musikkonservatorium og afsluttede uddannelsen med en musikpædagogisk diplomeksamen i 1993.

Nogle år senere tog Hans Esbjerg en kandidateksamen ved Det Jyske Musikkonservatorium som kirkemusiker og erhvervede i 2021 titlen Cand. Musicae.

Imponerende piper, der kræver regelmæssig vedligehold. Foto: AVISEN

Anmelderen indrømmer at måtte google den fornemme betegnelse Cand. Musicae for at forstå betydningen og vigtigheden af denne titel.

Hans Esbjergs musikalske rejse fra jyske omgivelser i Tarm til en fornem stilling som organist i en af Fredericias kirker, er et vidnesbyrd om hans dygtighed og dedikation til musikken. Hans Esbjergs musikalske evner har imponeret mange, og hans talentfulde spil på klaver og orgel har gjort ham til en efterspurgt musiker lokalt og på landsplan, han har opnået stor anerkendelse og respekt for sine musikalske færdigheder.

Hans Esbjerg kom fra et hjem, der var fuld af musik, da begge forældre dyrkede musik på flere niveauer, musikken kom ind med modermælken, ja den blev leget frem i det unge liv og i en meget ung alder, var han med sine forældre ude og spille, startende som trommeslager ved lokale skolefester og avancerede som lidt ældre til sølvbryllupper og andre former for privat fester i forsamlingshuse, på denne måde opbyggede han kendskab til datidens populærmusik, revysange og højskolemelodier.

En arbejdsplads i Danmark. Foto: AVISEN

Den blinde organist, Willy Egmose, der udover sit embede i Skjern Kirke, var Skjerns svar på Oscar Peterson og blev en kæmpe inspiration for den unge Hans, der omgående blev smittet med Jazz Bacillen, det blev starten på et venskab, der fortsat eksisterer og en indføring af den unge Hans i jazzens mange afskygninger.

På et direkte spørgsmål til Hans, om hvordan han betegner sig selv som musiker, svarer han kort.

– Jeg er spillemand.

I anmelderens verden en hæders titel, som kun gode kræfter i det danske musikmiljø opnår. Anmelderen husker, da Kim Sjøgren optrådte i Christianskirken og insisterende på at blive kaldt violinklovn og spillemand, bedre anbefaling kan titlen spillemand ikke opnå. Esbjerg nævner også, at han faktisk gerne ser titlen på sin gravsten, når den tid kommer.

Rigtige organister har ikke højdeskræk. Foto: AVISEN

Ved spørgsmålet om vejen fra Den Danske Salme Duo til Duke Ellington, dukker Willy Egmose igen op, da han jazzificerede flere salmer. Den tradition tog Hans fat i og på sin egen måde gik han videre med ideen og gjorde det til sin egen og siden 1996 har han sammen med saxofonisten Christian Vuust ført denne praksis videre i Den Danske Salme duo, ja længe før han tænkte på at blive organist, og det er noget, der fortsat inspirerer Hans den dag i dag i sit musikalske virke.

Når man som Hans Esbjerg har spillet både rock, revy, musicals og jazz samt haft et fornemt samarbejde med Aalborg -, Aarhus – og Sønderjyllands Symfoniorkester, Prinsens – og Slesvigske Musikkorps mv. samt i den mere krydrede ende af musikken med Chili Klaus (Klaus Wunderhits), der også er uddannet pianist, så er man en ”allround” spillemand, som evner at samarbejde og opbygge relationer med andre musikere.

Det store orgel. Foto: AVISEN

MUSIC IS MY MISTRESS, sig de ord og Hans Esbjerg går i selvsving, Music Is My Mistress udkom i 1973, et halvt år før Ellingtons død. Det er titlen på Duke Ellingtons selvbiografi. Hans fortæller livligt om, hvad titlen betyder for ham og den er da også passende til en profil som Hans Esbjerg, da han tilbringer mange timer med musik – også i fritiden.

Hans’ evne til at formidle musik med både energi og ærefrygt for traditionen er en af de styrker, der gør ham til en unik og værdifuld del af enhver musikalsk sammenhæng. Han evner at underlægge sig andre kapelmestre, men nyder især selv at stå med det musikalske ansvar.

Når Hans ikke arbejder med musikken, er det gåture med hustruen i naturen, der trækker, bøger og små sysler i hus og have. Desuden skal der lyttes til forskellige slags musik, da hans smag er bred. Hvem skulle tro, at Hans Esbjerg er stor Beatles fan, holder af Monty Python og ofte bruger ferien i England – er der en skjult anglofil under (u)noderne?

Af forskellige opgaver, Hans besidder, er her nodevender for Brahms Trio. Foto: AVISEN

I Fredericia skal vi være glade for de mange store og dygtige musikprofiler, vi har og de der er på vej op.

Som anmelder for AVISEN er jeg heldig at tale med mange nationale og internationale kunstnere. Jeg bliver dog altid overrasket over, hvor dygtige de lokale er, iderigdommen de besidder og ofte hvor beskedne, de er.

AVISEN har denne regnfulde eftermiddag, talt med en mand, der har en fremragende evne til at kombinere forskellige genrer og skabe noget helt unikt i og med musikken.

Han har opnået lokalt og landsdækkende anerkendelse og har samarbejdet med mange af de største kunstnere i branchen. Christianskirken i Fredericia er hans primære arbejdsplads. Men lugter han savsmuld hopper den musikalske cirkushest gerne til.

Han kan, han vil, han brænder for musik som den ægte spillemand, han er.

Poul Rand, Musikanmelder Fredericia AVISEN.

Teater melder tæt på udsolgt til familiemusical

0
Fotograf: Søren Malmose

I vinterferien viser Fredericia Musicalteater familiemusicalen DE TRE SMÅ GRISE. Det er den musikalske udgave af eventyret om de tre små grisebasser Schwein, Nee og Stig, deres Mor og Den store stygge ulv.

– Billetterne flyver afsted og 90 procent er nu solgt. Det er ret fantastisk. Der er åbenbart rift om gode oplevelser til hele familien i vinterferien, og vi er glade for at så mange har valgt, at det skal være en musicaloplevelse, som ferien skal beriges med, siger teaterdirektør Thomas Bay. 

Forestillingen er en genopsætning fra 2021, dog med et nyt cast. Og at den har noget særligt at byde på, stod klart da Reumertjuryen nominerede den i kategorien ”Årets musical 2022”. Forestillingen vandt ikke, men fik følgende ord med på vejen:

“Så kan de lære det. De tre små grise får besøg af en glamrock-androgyn Elvisimitation af en ulv – og når han puster deres huse omkuld, er det med en løvstøvsuger! For denne idérige familiemusical har en gakket og tegneserieagtig spillestil. Man bliver glad helt ned i grisemaven.”

– De nye skuespillere giver en ny dimension til forestillingen, så selv om mange så vores 2021-udgave er den værd at gense. Vi har haft fokus på, at det skal være en oplevelse med familievenlige priser for at sikre, at så mange som muligt kan få chancen for at nyde en musical. Vi glæder os så meget til at få salen fyldt med glade børn og voksne, slutter Thomas Bay.

Udfordringer og nye muligheder: Kristian Stoklund i ny rolle for FHK

0

Kristian Stoklund har i denne sæson måtte se sig henvist til bænken i længere perioder af opgørerne. Det står i stærkkontrast til tidligere i FHK, hvor han har fået stort set fuldtid angrebsmæssigt i alle kampe. 

FHK stod over for en hård kamp mod HC Midtjylland, men lykkedes med at vinde 29-27. Trods en tidlig føring på 19-13, var de bagud 26-25, men formåede at tage sejren med knytnæver og en sejrssang.

Kristian Stoklund var en af de spillere, der trådte frem for at sikre FHK’s sejr mod HC Midtjylland i lørdags. Han scorede vigtige mål, da holdet var bagud 26-25, og nu ser han frem mod tirsdagens kamp mod SønderjyskE.

– Vi skal tage nogle af takterne med fra HCM-kampen, hvor vi i det meste af kampen dækkede fint op. SønderjyskE ligger fint til os, og vi har haft fine kampe mod dem tidligere, siger Stoklund.

adp-as.dk

Fredericia Håndboldklub tager sig af en stor opbakning til tirsdagens opgør mod SønderjyskE i Sønderborg. Omkring 80 fans har planlagt at tage turen for at støtte holdet i kampen.

– Det glæder jeg mig til. Vi er virkelig priviligerede over at have den fanklub vi har. De er der uanset om vi skal til Thisted en hverdagsaften eller som nu, hvor vi møder SønderjyskE en tirsdag aften. Det er med til at gøre, at vi ikke føler os så meget på udebane, siger Kristian Stoklund.

Men trods dårlig udebanestatistik, har FHK en stærk opbakning fra sine fans og har vist i lørdags mod HC Midtjylland, at de har potentiale til at vinde selv ude. De går ind til tirsdagens opgør mod SønderjyskE med håbet om at forbedre deres udebanestatistik og bringe hjem en sejr.

– Det er noget vi har talt lidt om. Man skal passe på det ikke er noget, der sætter sig i hovedet så det samme ikke kører igen, men vi bruger ikke for meget energi til at tænke over det, da det så kommer til at sætte sig i hovedet på os, forklarer Stoklund.

Kristian Stoklund har været vant til at dirigere spillet hele kampen for FHK. Foto: AVISEN

Ny rolle

I tidligere sæsoner har Kristian Stoklund dikteret FHK’s angrebsspil stort set fra start til slut i hver kamp. Det er ikke længere tilfældet. Eksempelvis kom han først ind, udover på straffekast og i enkelte overtalssekvenser, efter 40 minutter mod HC Midtjylland.

– Det svinger meget. Nogen kampe spiller jeg fuld tid, men det kommer an på modstanderen. Det er sådan det er, når man har dygtige holdkammerater, siger Stoklund.

Kristian Stoklund har i denne sæson været tvunget til at tilpasse sig nye roller i FHK, da Gudmundur Gudmundsson er kommet til klubben og ændret på nogle af spilernes værktøjer.

– Jeg vil lyve hvis jeg sagde det var sjovt (at spille mindre, red.), men det er vilkårerne. Så må man gøre det godt, når man er på banen, fortæller han.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Stoklund leverede ved at blive en central figur i det afgørende comeback, da FHK vandt 29-27 over HC Midtjylland. Han blev kastet i ilden efter 40 minutter, og det gav pote.

– Jeg har stået mange gange i de situationer, og er ikke så tynget af være presset. Det er ikke noget jeg bruger energi på, siger Kristian Stoklund.

Han ser SønderjyskE, som et hold, der står godt til FHK.

– De er store i midterforsvaret, så med vores kompetencer med hurtigt spil burde det være fint. Jeg har et indtryk af, at syv mod seks også kan blive et værktøj mod dem, da vi tidligere har spillet det med succes mod dem, forklarer Stoklund.

Stoklund mener, at FHK står godt til SønderjyskE og at der derfor kan blive noget at juble over efter kampen. Foto: AVISEN

Efter SønderjyskE-kampen kan FHK se frem til en pusterum, da de har en længerevarende kamppause frem til den 25. februar. Det sker efter, at holdet både spillede i lørdags og så tirsdag møder SønderjyskE.

– Det har vi været vant til i tidligere sæsoner med lange pauser i foråret. I forhold til andre hold får vi en fordel med, at vi kan gearer op træningsmæssigt. I år har vi nye spillere, blandt andet Reinier Taboada og Junior Scott, der skal spilles ind på holdet, og i noget af januar havde vi Gudmundur væk, da han var til VM. Derfor gør det ikke noget, at vi nu får ekstra tid til at spille Taboada og Junior endnu mere ind, og får tid til at få styr på detaljerne, slutter Kristian Stoklund.

Stoklund har bevist sit værd for FHK, selv om han ikke længere har en så stor rolle tidligere som playmaker. I denne sæson har han scoret 95 mål ud af 150 forsøg, heraf 49 via straffekast. Han har også leveret 65 assists i 19 kampe.

Der er kampstart mellem SønderjyskE og FHK tirsdag klokken 18:30.

Ny tandklinik på Sundhedshuset blev indviet

0
Tandplejens nye lokaler åbnes af Ole Steen Hansen, Udvalgsformand Børne- og Skoleudvalget I Fredericia Kommune. Foto: AVISEN

Tandplejen i Fredericia, Tandregulering Lillebælt og Specialtandplejen er flyttet i nye rammer på Sundhedshuset i Fredericia. 

Indvielsen fandt sted fredag eftermiddag i Sundhedshuset, og til stede var blandt andet formand for Børne- og skoleudvalget, Ole Steen Hansen (S), der holdt en åbningstale.

– Tandplejen er en vigtig samfundsopgave, fordi god tandsundhed er afgørende for menneskers helbred og livskvalitet . Derfor har byrådet truffet en beslutning en politisk beslutning om at samle den kommunale tandpleje et centalt sted , hvilket stemmer godt overens med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at centralisere kommunens tandpleje, sagde Ole Steen Hansen.

Med samlingen af tandplejen betyder det, at skoleelever fra eksempelvis Taulov og Erritsø skal transportere sig til Sundhedshuset. Det er noget, som man er opmærksom på.

– Indtil nu har de kommunale medarbejdere holdt til på forskellige materialer rundt omkring i kommunen, men nu samler vi kræfterne her på Sundhedshuset i nye, moderne lokaler. Nogle vil måske synes, at det bliver lidt mere bøvlet og besværligt at skulle transportere sig ind til Sundhedshuset, når børnenes tænder skal efterses, men ingen borgere vil opleve at have længere end ti kilometer herind. Samtidig vil der fortsat være mulighed for forebyggende tiltag ude på de skolematrikler, hvor der tidligere har været klinikker, fortalte Ole Steen Hansen.

Overtandlæge hos Fredericia Kommune, Helle Ulv Ron, oplyser følgende om transporten, som børn fra udkanten af Fredericia kommer til at opleve.

– Flytningen af skoletandklinikkerne i de enkelte skoledistrikter til Fredericia Sundhedshus, har medført ekstra transporttid for nogle børn og unge i Fredericia Kommune. Ud fra en faglig vurdering vil fordelene for kommunens børn og unge dog overstige ulemperne ved den øgede transporttid for nogen, oplyser hun.

Helle Ulv Ron peger helt konkret på en række faktorer som:

  • Klinikkerne er utidssvarende og med trange forhold, som ikke lever op til nutidens krav til arbejdsmiljø, patientsikkerhed og hygiejne
  • Der er vanskeligheder med at rekruttere medarbejdere og skabe sparring på det ønskede faglige niveau
  • Klinikkerne har begrænsede åbningstider og ingen ferievagter
  • Der er begrænsede muligheder for at dække sygemeldinger og ledige stillinger
  • Det er forbundet med store omkostninger at opretholde 5 skoleklinikker (og en centralklinik), som hver skal betale afgifter for røntgenapparater, kontrol af dentalmaskiner samt eftersyn og fornyelse af udstyr

Hun glæder sig over, at tandlægerne nu er samlet på Sundhedshuset.

– Det gør, at vi har 44 kvalificerede medarbejdere samlet, hvor de har mulighed for en daglig sparring og lave erfaringsudveksling. Det gør, at vi bliver bedre i stedet for at sidde eksempelvis halvanden tandlæge i Taulov. Vi kommer til at skabe noget godt for børnene, fortæller Helle Ulv Ron.

Allerede nu mærker Helle, at tiltaget med at samle tandklinikkerne virker.

– Fredericia ligger ikke lige til, når man kigger på de byer, hvor man uddanner tandlæger fra, men vi har fået et renommé om at være et godt sted at arbejde med et fagligt og moderne niveau, der gør, at vi kan rekrutterre bedre. Jeg tænker, at det betyder noget så vi kan sikre fremtiden, slutter Helle Ulv Ron.

Den nye tandklinik på Sundhedshuset i Fredericia har derfor gode forudsætninger for at blive en succes. Tandlægerne kan spare med hinanden indbyrdes, i forhold til på de mange forskelllige små kliniker, og samtidig øger det rekrutteringsmulighederen for Fredericia Kommune.

Nedbørsrekord er dårligt nyt for din bil: Du kan dog gøre noget for at beskytte den

0

De ekstraordinære regnmængder i øjeblikket betyder, at din bil påføres ekstra mængder snavs og pollutanter. – Det værste, man kan gøre, er at gøre ingenting, siger Applus Bilsyn, der anbefaler bilejere fem effektive forholdsregler.

125 mm regn. Så megen nedbør faldt der i januar, hvilket var cirka dobbelt så meget som normalt, viser tal fra DMI.

Og selvom masser af regn ikke slider lige så hårdt på bilen som rigtigt vintervejr med sne, is og salt på vejene, så er der stadig grund til, at bilister tager deres forholdsregler i de kommende uger, hvor det våde vejr formentlig fortsætter.

Det fortæller Applus Bilsyn, der hvert år syner omkring 500.000 køretøjer og i den forbindelse kan konstatere, hvordan vådt vejr ofte resulterer i rustskader.

Regn indeholder syre
– Store mængder nedbør slider beviseligt på biler. Masser af vand på vejene betyder, at bilerne hele tiden er fugtige eller decideret våde. Har en bil allerede rustskader eller begyndende ridser i lakken, giver regnen hele tiden rusten ny næring. Et andet problem er, at vand på vejene typisk generere snavs, som også slider på bilen, og så skal man huske på, at regnvand især i byområder er fyldt med pollutanter, eller kemisk forurening eller syreregn. Vasker man ikke sin bil, er dette over længere tid krads kost for en bils lak og resterende overflade, siger teknisk konsulent hos Applus bilsyn, John Gantzhorn.

Især ældre biler er eksponerede for rust
Ifølge Applus Bilsyn slider regnvand især på ældre biler og biler, som ikke er blevet rustbeskyttet i længere tid. Regn og fugt trænger ind i hulrum, og så dannes rust typisk under snavs, for eksempel i døråbninger, under gummilister og ved bagklappen.

Men her stopper festen ikke.

Får rust først for alvor lov til at sætte sig på en bil, uden at man får den behandlet, kan det i værste fald svække bilens grundlæggende konstruktioner såsom hjulophæng og karosseri. Herudover kan det tære på udstødningssystemerne og motorens metaldele, særligt bilens bundkar er meget udsat.

Og så skal man huske på, at regnfald ofte medfører mange små sten på vejen, der kan føre til stenslag og skader i lakken. Får man ikke udbedret selv mindre lakskader, kan det med tiden få bilen til at fremstå gammel og rusten.

Regn er ikke en gratis bilvask – tværtimod
– Derfor skal man huske at vaske bilen løbende for at få snavs og skidt af. Regnvejret betyder ikke, at bilen vasker sig selv, tværtimod bliver bilen ekstra beskidt og trænger oftere til en kærlig hånd, uddyber John Gantzhorn.

Beskyt bilen når det regner: 5 forholdsregler du selv kan tage

  1. Sørg så vidt muligt for at parkere bilen overdækket eller indenfor. Har du mulighed for at stille bilen i en carport eller indenfor, og gerne i et opvarmet og ventileret rum, reducerer du automatisk fugten i bilen og risikoen for begyndende rust.
  2. Vask bilen løbende. Tag gerne bilen en tur hen i vaskehallen eller find selv haveslange, svamp og kost frem. Sørg samtidig for at fjerne begyndende snavs ved f.eks. døre, lister og bagsmækken. Rust begynder ofte under snavs.
  3. Tjek op på bilens rustbeskyttelse. Er din bil over seks år, bør den rustbeskyttes hvert andet år – er den det, står den godt rustet til at håndtere vand.
  4. Overvej at bruge voks på lakken. En af de bedste måder at forhindre rust på er ved at påføre voks på bilens ydre. Voks fungerer som en barriere mellem bilens udvendige maling og regn og beskytter mod rust. Husk at vaske bilen grundigt, før du anvender voksen. Ellers kapsles snavs og støv inde, og din bil vil se ret beskidt ud.
  5. Smør forskellige komponenter. Regnvand kan få forskellige komponenter som hængsler og håndtag til at ruste, og derfor skal de have ekstra beskyttelse. Den bedste måde at beskytte dem på er ved at smøre komponenterne ofte.

    Kilde: Applus Bilsyn

Ellemann tager orlov efter ildebefindende

0
Foto: AVISEN

I et opslag på Facebook mandag aften meddeler Venstres formand, forsvarsminister og vicestatsminister, Jakob Ellemann-Jensen, at han har besluttet at tage sygeorlov på ubestemt tid. Det sker efter, at han fik et ildebefindende i sidste uge.

– I sidste uge fik jeg et ildebefindende, som gjorde, at jeg røg en tur på Rigshospitalet, hvor jeg blev undersøgt. Jeg har altid været typen, der passer mine ting, og derfor var jeg opsat på at vende tilbage på arbejde med det samme. Men nu hvor der er gået nogle dage, må jeg erkende, at jeg ikke er klar til det, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann-Jensen under valgkampen i 2022, på besøg i Fredericia. På foto fra venstre: Tobias Jørgensen (V), Stephanie Lose (V) og Jakob Ellemann-Jensen. Foto: AVISEN

– Mit helbred er selvsagt det vigtigste. Jeg kan ikke være både far, forsvarsminister og partiformand på en og samme tid, hvis helbredet ikke er i orden. Jeg har haft usædvanligt travlt gennem længere tid. Nu sender min krop et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt. Det vil jeg lytte til. Konklusionen er derfor, at jeg, efter råd fra min læge, bliver nødt til at trække stikket i en periode og tage orlov. Og så vender jeg tilbage, når jeg er klar, uddyber han.

Imens Ellemann-Jensen er på orlov, er det Troels Lund Poulsen, der bliver fungerende forsvarsminister, og Venstres næstformand, Stephanie Lose, der også er regionrådsformand i Region Syddanmark, der overtager ledelsen af Venstre.

Endnu et folketingsmedlem melder sig ind i DF

0
Foto: AVISEN

Først var det Mikkel Bjørn, og nu melder endnu et Nye Borgerlige-valgt Folketingsmedlem af skifte til Dansk Folkeparti. Denne gang er der tale om Mette Thiesen.

Kort efter valget meldte Thiesen sig ud af Nye Borgerlige, da der blev intern ballade i partiet omkring hendes kæreste. Siden har Mette Thiesen været løsgænger, men det er der nu lavet om på.

– Jeg har faktisk aldrig været i tvivl om, at det skulle være Dansk Folkeparti, siger Mette Thiesen til Jyllands-Posten.