Stor succes til åbning af loppesupermarked

0
Eddie Hedegaard. Kirppu Butikschef.

I lørdags slog Kirppu på Vejlevej dørene op. Butikschef Eddie Hedegaard fortæller, at over 3.000 kunder var igennem i åbningsweekenden og målt på omsætningen, har det været den bedste i Jylland i butikker, som Kirppu har åbnet.

Lørdag klokken 10 åbnede loppesupermarkedskæden Kirppu sin nye butik på Vejlevej 131 i Fredericia. Dette er den første butik, Kirppu åbner i Fredericia, men det var langt fra et tomt loppesupermarked kunderne mødte, da dørene åbnede. Hele ugen har butikken nemlig været åben for standlejere, så de har kunnet sætte deres mange ting op på deres stand.

Butikschef Eddie Hedegaard ser tilbage på åbningsweekenden, der har været overvældende for ham og personalet. Butikken havde lørdag 2.000 kunder igennem 1.250 kunder igennem søndag.

– Åbningsweekenden har været helt fantastisk. Jeg har ikke været med til at åbne en ny butik før. Jeg har været med til at lave ombygninger og så have en åbning i forbindelse med en ombygning, og det her det har været noget helt andet, det har været virkelig virkelig fedt. Alle kunderne har været glade, og de ansatte har også været meget glade – de var trætte lørdag aften, men alle var glade, slår Eddie fast.

Lørdag var der virkelig run på. Eddie Hedegaard havde alt personale på arbejde.

– Vi var allesammen på i lørdags, og det var delt lidt op. Vi havde ungarbejderne, der sørgede for at gå rundt at lege “Loui”, den store grønne loppe, så de var ikke så meget i kassen, men det var de søndag i stedet for, hvor der stadigvæk var travlt, og der prioriterede jeg, at de alle fik nogle timer i kassen, så de kunne blive fortrolige med kasseapparatet, og så ellers alle os over 18 år, vi passede salget om lørdagen, så allesammen har været inde over det hele i weekenden. Jo mere øvelse man får, jo bedre bliver det, og det var med det princip vi strukturerede weekenden, fortæller Eddie Hedegaard.

Eddie Hedegaard er ny i Kirppu-familien. Forinden var han i mange år på en tankstation.

– Jeg har været 23 år på en tankstation. Jeg startede i 1997 på Statoil, og gik i lære ved Statoil i 2000, og tog en uddannelse som salgsassistent, og så har jeg været der som souschef og butikschef, også i det der bagefter kom til at hedde Cirkle K. Jeg skulle bare være stoppet, da det skiftede navn, for det var et helt andet firma. Cirkle K er et stort firma fra USA, og når nogle firmaer bliver lidt for store, så kan man godt miste følingen ude på gulvet med medarbejdere osv. og det var også det jeg kunne mærke på mig selv, at jeg synes ikke, at jeg havde tid nok til mine medarbejdere, og jeg havde slet ikke tid nok til kunderne. Det har jeg ved Kirppu, siger Eddie.

Om Kirppu fortsætter med at holde de høje tal fra åbningsweekenden, er svært at sige, men Eddie er positiv.

– Jeg har ikke så meget erfaring med fra andre Kirppu-butikker, men vi ved, at der her i weekenden, er messe ude i hallen, så der forventer vi også, at der kommer lidt mere tryk på, end der normalt vil være. Nu er butikken ny, og det vil sige, at der er en masse nyhedsinteresser for det, så der kommer en del kunder igennem, og hvis man tager dag nummer to, hvor vi havde 1.250 kunder, så tror jeg ikke det er helt ved siden af, hvis vi forventer at vi har en tusind kunder igennem igen i næste weekend, både lørdag og søndag. Det kommer an på messen, men folk de er i nærheden, så går man mange gange på Google og ser, hvad er der ellers, hvad minder om messen, og det kan være messen ikke har det, som de står, og mangler, og så kommer de herud og kigger i stedet for, fortæller butikschefen.

Eddie Hedegaard er ovenud tilfreds med, at han fik jobbet hos Kirppu.

– Jeg er superglad for det her skifte jeg har lavet. Jeg stoppede i 2022 på tankstationen, og så har jeg sidenhen prøvet nogle forskellige jobs, som sikkerhedsvagt og senest som montør, for lige at prøve nogle forskellige ting, men jeg kunne godt mærke, at det med kundeservicen, det savnede jeg bare, så jeg er glad for at jeg er kommet i Kirppu, det er det helt rigtige match. Ellers så håber jeg bare på, at butikken eksploderer i salg, og at butikken bliver nødt til at have en større bygning, slutter Eddie Hedegaard med et smil og henviser til, at Kirppu i Kolding blev til nødt til at flytte en stor omsætning.

Kommende samarbejdsaftale skal styrke unge, uddannelse og erhvervsliv

0
Arkivfoto

En samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Fredericia Uddannelsesråd mangler kun endelig politisk godkendelse, før den er klar til at træde i kraft. Parterne har store forventninger til de punkter, der ligger i aftalen.

Flere i arbejde, flere nye virksomheder, flere arbejdspladser og bedre uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder.

Det er et udpluk af målsætningerne i en kommende samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Fredericia Uddannelsesråd.

Aftalen er et resultat af gode snakke og forhandlinger. Nu mangler en endelig politisk godkendelse, før den kan træde i kraft, og underskrifterne kan sættes.

– Vi har i mange år haft en tradition for et stærkt samarbejde mellem parterne, og nu skifter vi til et højere gear. Jeg fornemmer stor begejstring blandt aftalens parter, og jeg håber selvfølgelig også, at den begejstring er gældende politisk. Det bedste værn mod fremtidens udfordringer er at sikre, at folk uddanner og efteruddanner sig, ligesom vi skal sikre gode rammer for erhvervslivet. Det har vi givet håndslag med hinanden på, at vi vil indgå i et forpligtigende samarbejde for. Stor cadeau til aftalepartnerne for det ansvar, de tager på sig. Nu glæder jeg mig til aftalen er helt i mål, og vi kan komme i gang med udmøntningen, siger borgmester Steen Wrist.

Et af aftalens fokuspunkter er at lette unges adgang til arbejdsmarkedet, herunder bidrage til at skabe kontakt mellem de lokale virksomheder og de unge, som har behov for mere hjælp til at finde og holde fast i et job.

– Vi styrker blandt initiativerne i forhold til virksomhedsbesøg, erhvervspraktik og fritidsjob ved lokale virksomheder. Alt i alt skal det give de unge et bedre indtryk af de muligheder, der findes i det lokale erhvervsliv, og de mange veje man kan gå. Samtidig er Business Fredericia ved at ansætte en erhvervsplaymaker, der skal være bindeled mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og kommunens ungeenhed. Det kommer til at styrke det tilbud, der er til unge, som er på udkig efter deres plads på arbejdsmarkedet, siger Pernelle Jensen, formand for Unge- og Uddannelsesudvalget.

Mange fælles initiativer

Også aftalens øvrige parter er glade for de fælles målsætninger og initiativer, man er nået frem til. Aftalen skal blandt andet medvirke til at øge efteruddannelse og sikre kvalificeret arbejdskraft både til private og offentlige virksomheder.

– I Business Fredericia, hvor vi repræsenterer mere end 825 lokale virksomheder ser vi aftalen som en win-win-aftale. Vi får samme rammebetingelser som de fleste andre kommuner i Danmark og får dermed skærpet indsatsen overfor de unges tilgang til arbejdsmarkedet og sikrer mere arbejdskraft gennem målrettet efteruddannelse, siger Kristian Bendix Drejer, erhvervsdirektør i Business Fredericia.

Aftalen skal desuden styrke fokus på det sociale og rummelige arbejdsmarked.

– Særligt det store fokus på unge, uddannelse og ikke mindst efteruddannelse af alle medarbejderne på byens virksomheder er vigtigt. Fagbevægelsens Hovedorganisation er positiv over det fælles fodslag på området, siger Bo Petersen, forhandlingsleder for Fagbevægelses Hovedorganisation og formand for 3F Fredericia.

Aftalen er også positiv i forhold til kommunens arbejde med bosætning.

– Jeg er glad for, at det igen er lykkedes at blive enige om en aftale. Der er ingen tvivl om, at både arbejdspladser og gode uddannelsesmuligheder er noget der vægter tungt, når vi snakker bosætning. Med den nye aftale skaber vi gode rammer for begge dele, og understøtter den gode udvikling for både bosætning og borgerne i Fredericia, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Særligt det store fokus på unge og uddannelse er også et vigtigt fokus for Fredericia Uddannelsesråd.

– Som repræsentant for Fredericia Uddannelsesråd vil jeg arbejde for at vi skal bygge videre på det stærke eksisterende samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne i byen, Fredericia kommune og erhvervslivet til gavn for de unge. Det drejer sig således om at synliggøre og udvikle både erhvervs-, gymnasie og videregående uddannelser som ligeværdige og attraktive muligheder med gode fremtidsmuligheder. På den måde hjælper vi både den enkelte unge og sikrer arbejdskraft til virksomhederne, hvilket bidrager positivt til hele byen og kommunen, siger Jakob Lund, formand for Fredericia Uddannelsesråd.

Indbrud hos hundeførerforening

0

Hos en hundeførerforening har der været indbrud.

På Egehavevej i Fredericia ligger Fredericia Civile Hundeførerforening. Mellem den 11. januar og den 12. januar har der været indbrud hos dem, men det er først anmeldt igår.

Vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard oplyser, at man har opbrudt et vindue til klubhuset, og fra et skur er der stjålet sodavand, øl og hundetræningsredskaber.

Ubudne gæster i varebiler

0

I tre varebiler har der været tyve på spil.

Mellem fredag klokken 15:00 og mandag klokken 06:40 har der været indbrud i en varebil, der holdt parkeret i Prinsensgade. Sideruden til passagersiden er knust, og fra varebilen er der stjålet en Lenovo computer og en Samsung tablet.

Også i Gothersgade har der været tyveri i en varebil. Det er sket ved en, der holdt parkeret ved Tøjhuset. Det er sket i tidsrummet lørdag klokken 10:00 og mandag klokken 10:45. Der tale om en Peugeot, hvor man har knust bagruden. Det er endnu uvist, hvad der er stjålet.

Det sidste tyveri er sket på Navervej, hvor man mellem lørdag klokken 14:00 og mandag klokken 14:00 har brudt ind i en varebil.

Udlændinge taget på fersk gerning i stort kabelskrottyveri

0
Foto: AVISEN

To udlændinge blev i nat anholdt, da de ville stjæle kabelskrot til en værdi af omkring 40.000 kroner.

Vicepolitikommisær Finn Ellesgaard oplyser, at det er sket ved en virksomhed på Håndværkervej i Fredericia, hvor der tirsdag klokken 00:18 på videoovervågning er blevet spottet forberedelse til et indbrud hos virksomheden.

Senere på natten, nærmere bestemt klokken 05:16, fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra ejeren af virksomheden om, at der var indbrud hos virksomheden. Politiet kom derfor til stedet, hvor de anholdt to mænd. Det drejer sig om to mænd på henholdsvis 38 og 60 år, der begge er udlændinge.

De to mænd sidder pt. i politiets varetægt i Vejle, og der er derfor ikke yderligere oplysninger i sagen.

De Tre Små Grise øver sig – og ulven har pres på

0

I vinterferien genopsættes De Tre Små Grise på Fredericia Musicalteater efter succesen tilbage i 2021. Denne gang er det med et nyt cast, bortset fra Jacob Ditlev. Ulven bliver denne gang spillet af Mads Æbelø Nielsen, der mærker et pres på hjemmefronten fra sin 5-årig datter, fortæller han med et smil på læben.

Den Reumertnominerede børnemusical, De Tre Små Grise, er snart tilbage på Fredericia Musicalteater. Mandag var første dag, hvor hele holdet bag musicalen mødtes i øvelokalet på Bülows Kaserne. Det hele startede ud med en afslappet seance med kaffe, kage og snacks, og tid til en snak med pressen.

Historien er den klassiske fortælling om tre små grises kamp for at undslippe den store stygge ulv. Men historien har fået et twist – eller en krølle på halen, om man vil. For selvfølgelig skal de tre grisebasse først lære at stå på egne klove, men tro ikke, det bare handler om at blive fornuftige voksne. Nej, i denne historie ender de som hverdagens superstjerner.

Mads Æbeløe Nielsen.

Mads Æbelø spiller denne gang rollen som den store stygge ulv. Han oversatte forestillingen sidste gang den var på programmet, men var ikke med i selve musicalen. Det er han nu i en rolle, der giver store forventninger fra særligt én person.

– Jeg har aldrig haft så meget pres på som nu hjemmefra. Jeg har en datter på fem år, som allerede i dag spurgte, om det var i dag, at jeg starter med at øve og om det er rigtigt, at jeg skal være ulven. Så jeg regner med, at der kommer kontant afregning. Jeg er forberedt på, at hun siger, at den anden ulv var bedre end mig, siger Mads Æbeløe med et smil på læben.

Da forestillingen kørte sidste gang, var det med Lars Mølsted i rollen som den store skygge ulv. Om den skal spilles på helt samme måde, er endnu ikke afgjort.

– Det vil vise sig. Mads (instruktør Mad M. Nielsen) og Lars lavede noget ud fra materialet, der passede godt til Lars, så jeg er spændt på, om det bliver det samme eller noget andet, siger Mads Æbeløe.

Mads var selv på plads til en af forestillinger, da De Tre Små Grise spillede sidste gang. Han ved derfor, hvad han går ind til.

– Det var sjovt at se den, og jeg havde også oversat den, så efter at have læst den igennem en masse gange, fik jeg set den, forklarer Æbeløe.

At spille en musical for børn er specielt, og ikke noget Mads har prøvet før, så på det punkt, er han lidt på bar bund.

– Det bliver spændende, men jeg har ikke prøvet det før. Dem, der lavede det sidste gang sagde, at det var en fed oplevelse for børnene, siger han.

Sidst formåede børnemusicalen at blive nomineret til en Reumert. Til præsentationsrunden, da folk mødte ind, sagde instruktør Mads M. Nielsen i sjov, at de snupper Reumerten denne gang. På den anden side, set med seriøse briller, er der noget at leve op til med de anmeldelser, der kom.

– Vi er langt bedre end dem fra sidst, siger Æbeløe og slår over i den seriøse tone:

– Ej,det giver et pres. Man kan lægge sig selv i det som person, og så får vi det ud af det, vi kan uden at kigge på de andre, fortæller Mads Æbeløe.

Jacob Ditlev.

Den eneste fra castet, der var med sidste gang De Tre Små Grise blev spillet er Jacob Ditlev, som derfor har oplevelsen med i forhold til, hvordan børnene tog imod det.

– Den kan tale til et publikum fra tre år og op. Vi fangede børnene sidste gang fra start til slut, så den giver nogen deres første teater-oplevelse, siger Ditlev og kommer ind på, hvad han tænkte, da han hørte om De Tre Små Grise spilles:

– Det er fedt. Det er dejligt, at den får mere liv, fordi det er en lille perle.

Jacob Ditlev spiller igen rollen som den nørdede gris, Stig.

– I den her omgang blev jeg spurgt, da jeg har lavet den før. Der var ikke så meget at tænke over, da jeg fik buddet, siger Jacob Ditlev og slutter:

– Jeg glæder mig til at lave den fra bunden igen, og selvom det er en genopsætning, er det nye folk på scenen. Jeg har lidt en fordel, da jeg har prøvet det før,

Castet til De Tre Små Grise består denne gang af Mads Æbeløe (Den store stygge ulv), Anne Fuglsig (Mor Gris), Schwein (Jacob Prüser), Laura Wildt (Nee) og Jacob Ditlev (Stig). 

De Tre Små Grise spiller i perioden den 11. – 19. Februar, og billetter kan købes ved at klikke her.

Otte personer kørt på sygehuset efter færdselsuheld

0

Søndag var der et større færdselsuheld på Fynske Motorvej mellem Middelfart Ø og Nørre Aaby. Nu oplyser Fyns Politi, at der var otte tilskadekommende personer.

Uheldet skete søndag formiddag og spærrede helt motorvejen i en periode. Af Fyns Politis døgnrapport fremgår det, at i alt ti biler var impliceret i uheldet, der formentlig skete som følge af aquaplaning.

I forbindelse med uheldet kom i alt otte personer lettere til skade.

Danmark skifter ud i VM-truppen

0
Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

Den stærkt skydende bagspiller fra SC Magdeburg, Michael Damgaard, kommer til Malmö som gardering for Rasmus Lauge.

Håndboldherrerne får en ekstra holdkammerat til VM efter søndagens overbevisende sejr over Bahrain. Michael Damgaard er nemlig blevet indkaldt af landstræner Nikolaj Jacobsen, efter Rasmus Lauge endnu ikke er blevet sine småproblemer med læggen helt kvit.

Damgaard skiftes ind i truppen i stedet for Lauge, der dog forbliver med landsholdet, så han vil kunne bringes i spil senere under mesterskabet. I alt har Nikolaj Jacobsen fem udskiftninger at gøre godt med under VM.

Allerede mandag eftermiddag træner Michael Damgaard med holdet. Den 32-årige bagspiller, der til daglig tørner ud for de tyske mestre fra SC Magdeburg, har landsholdshåndbolden i frisk erindring, da han senest var med under samlingerne i både marts og april.

– Jeg glæder mig til at komme til VM – det er jo det ypperste, at man kan få lov til at repræsentere sit land ved et stort mesterskab. Samtidig ønsker jeg selvfølgelig Lauge god bedring og håber, at han snart bliver klar igen. I mellemtiden vil jeg yde mit bedste for holdet, siger Michael Damgaard.

Foreløbig er det blevet til 87 landskampe for Damgaard, der blandt andet var med til at vinde OL-guld i 2016 i Rio.

TV 2 forlænger OL-rettighederne frem til 2023

0
(Foto: IOC)

TV 2 har sammen med DR sikret sig rettighederne til vinter-OL i 2026 og 2030 samt sommer-OL i 2028 og 2032. Dermed kan danskerne se masser af OL på TV 2s platforme i de kommende ti år.

De Olympiske Lege vendte tilbage til TV 2 allerede sidste år, hvor DR og TV 2 sammen dækkede De Olympiske Vinterlege i Beijing. Med i pakken af OL-rettigheder, som TV 2 købte af Discovery i 2020, er også det kommende sommer-OL i Paris i 2024, som dermed også kan ses på TV 2s platforme. Nu har TV 2 og DR via en aftale med EBU sikret sig OL-rettighederne til yderligere fire OL frem til og med 2032.

– OL er en af de allerstørste events i verden, og derfor glæder det mig naturligvis, at vi på TV 2 har sikret os rettighederne til yderligere fire udgaver af denne store sportsevent helt frem til og med 2032. Det betyder meget for TV 2, at vi kan samle danskerne – og det kan OL i den grad, siger Frederik Lauesen, sportschef på TV 2, og fortsætter:

– De mange nye muligheder, vi har på TV 2 PLAY, betyder, at vi kan give danskerne endnu mere OL. Her har vi et mål om at gøre så mange sportsgrene som muligt fra OL tilgængelige for danskerne på vores mange ekstra kanaler på TV 2 PLAY – samt selvfølgelig også på vores sportskanaler og TV 2s hovedkanal, siger Frederik Lauesen.

OL blandt de mest sete sportsbegivenheder i Danmark

TV 2s investering i OL-rettighederne er en del af TV 2s strategi, TV 2 PLAY til alle, der handler om at sikre danskerne adgang til masser af dansk public service-indhold inkl. stor sport, samtidig med at danskernes tv-sening rykker over mod streaming. Her er TV 2 PLAY omdrejningspunktet, og her investerer TV 2 markant i både indhold og produktudvikling.

På indholdssiden handler det om investeringer i nyt kvalitetsindhold, public service, partnerskaber og premium sport, og her hører OL til blandt de vigtigste og mest sete sportsbegivenheder i Danmark.

Omfattende sportsudbud på TV 2 PLAY

På TV 2 PLAY har TV 2 opbygget et udvidet sportstilbud og en særlig sportspakke til danskerne med nye rettigheder, to sportskanaler, en lang række ekstra live-kanaler og masser af unikt sportsindhold – både live og on demand. Alle disse platforme inkl. TV 2s hovedkanal og TV2.DK kommer i brug under dækningen af OL.

Ud over OL-rettighederne har TV 2 en lang række rettigheder, som vises på TV 2s kanaler, og som brugerne får med i sportspakken på TV 2 PLAY:

  • Fodbold: Herrelandsholdets kampe – inkl. samtlige kampe i den kommende kvalifikation til Euro 2024, samt de kommende to EM-slutrunder og VM i 2026, og topkampe under UEFA inkl. Nations League. Derudover LaLiga, Serie A og UEFA Europa League
  • Cykling: Tour de France, Vuelta a Espana, VM og mange flere
  • Amerikansk fodbold: Syv NFL-kampe om ugen fra gruppespillet, alle NFL-kampe fra slutspillet, NFL RedZone og Super Bowl
  • Tennis: WTA- og ATP-kampe
  • Håndbold: Samtlige herre- og kvindelandskampe, også uden for EM- og VM-slutrunderne, samt de danske ligaer for både herrer og kvinder
  • Basketball: NBA-kampe direkte fra USA
  • Badminton: De største badmintonturneringer fra World Touren
  • Skiskydning
  • …og meget mere.

TV 2 og DRs OL-aftale med EBU er en del af en større, international aftale, hvor Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har solgt OL-rettighederne i Europa til European Broadcasting Union (EBU) og Warner Bros. Discovery.

Birthe Rønn Hornbech forlader Venstre

0
Foto: https://www.ft.dk/.

Birthe Rønn Hornbech, tidligere integrations- og kirkeminister, har meldt sig ud af Venstre efter at have været medlem i 48 år. Det meddeler hun til Ritzau i en pressemeddelelse.

Hornbech begrunder sin udmeldelse med, hvordan partiet har ageret i regeringens planer om at afskaffe store bededag.

– Jeg synes, at det der er sket i de sidste uger, hvor man går ind og vil bestemme over arbejdsmarkedets parter ved at afskaffe store bededag, det er så u-liberalt, siger Hornbech ifølge Ritzau.

Forslaget om at afskaffe store bededag har fået kritik både fra arbejdsmarkedets parter, oppositionen i Folketinget og folkekirken. Hornbech mener også, at Venstre lader staten gribe ind i kirkens indre anliggender og ser store bededag som et symptom på en forrykning i forholdet mellem stat og kirke.

Hornbech er også stærkt kritisk over for, at forsvarsminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har gjort det til adgangsbillet til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

– Det hele er for mig så fuldstændigt forrykt, og rykker ved Venstre og kapper Venstres rødder over, siger hun.

Venstres politiske ordfører Morten Dahlin er ked af Hornbechs holdning til forslaget, men mener, at det skal ses i sammenhæng med behovet for at styrke det danske forsvar.

– Forslaget skal ses i sammenhæng med behovet for at styrke det danske forsvar. Det kræver, at man foreslår noget, som skaffer en konkret finansiering. Den slags forslag er meget ofte upopulære, og vi synes da heller ikke, det er sjovt at afskaffe en helligdag, men lederskab handler ikke om at gøre det populære, slutter ordføreren sin besked til Ritzau.