I lørdags slog Kirppu på Vejlevej dørene op. Butikschef Eddie Hedegaard fortæller, at over 3.000 kunder var igennem i åbningsweekenden og målt på omsætningen, har det været den bedste i Jylland i butikker, som Kirppu har åbnet.

Lørdag klokken 10 åbnede loppesupermarkedskæden Kirppu sin nye butik på Vejlevej 131 i Fredericia. Dette er den første butik, Kirppu åbner i Fredericia, men det var langt fra et tomt loppesupermarked kunderne mødte, da dørene åbnede. Hele ugen har butikken nemlig været åben for standlejere, så de har kunnet sætte deres mange ting op på deres stand.

Butikschef Eddie Hedegaard ser tilbage på åbningsweekenden, der har været overvældende for ham og personalet. Butikken havde lørdag 2.000 kunder igennem 1.250 kunder igennem søndag.

– Åbningsweekenden har været helt fantastisk. Jeg har ikke været med til at åbne en ny butik før. Jeg har været med til at lave ombygninger og så have en åbning i forbindelse med en ombygning, og det her det har været noget helt andet, det har været virkelig virkelig fedt. Alle kunderne har været glade, og de ansatte har også været meget glade – de var trætte lørdag aften, men alle var glade, slår Eddie fast.

Lørdag var der virkelig run på. Eddie Hedegaard havde alt personale på arbejde.

– Vi var allesammen på i lørdags, og det var delt lidt op. Vi havde ungarbejderne, der sørgede for at gå rundt at lege “Loui”, den store grønne loppe, så de var ikke så meget i kassen, men det var de søndag i stedet for, hvor der stadigvæk var travlt, og der prioriterede jeg, at de alle fik nogle timer i kassen, så de kunne blive fortrolige med kasseapparatet, og så ellers alle os over 18 år, vi passede salget om lørdagen, så allesammen har været inde over det hele i weekenden. Jo mere øvelse man får, jo bedre bliver det, og det var med det princip vi strukturerede weekenden, fortæller Eddie Hedegaard.

Eddie Hedegaard er ny i Kirppu-familien. Forinden var han i mange år på en tankstation.

– Jeg har været 23 år på en tankstation. Jeg startede i 1997 på Statoil, og gik i lære ved Statoil i 2000, og tog en uddannelse som salgsassistent, og så har jeg været der som souschef og butikschef, også i det der bagefter kom til at hedde Cirkle K. Jeg skulle bare være stoppet, da det skiftede navn, for det var et helt andet firma. Cirkle K er et stort firma fra USA, og når nogle firmaer bliver lidt for store, så kan man godt miste følingen ude på gulvet med medarbejdere osv. og det var også det jeg kunne mærke på mig selv, at jeg synes ikke, at jeg havde tid nok til mine medarbejdere, og jeg havde slet ikke tid nok til kunderne. Det har jeg ved Kirppu, siger Eddie.

Om Kirppu fortsætter med at holde de høje tal fra åbningsweekenden, er svært at sige, men Eddie er positiv.

– Jeg har ikke så meget erfaring med fra andre Kirppu-butikker, men vi ved, at der her i weekenden, er messe ude i hallen, så der forventer vi også, at der kommer lidt mere tryk på, end der normalt vil være. Nu er butikken ny, og det vil sige, at der er en masse nyhedsinteresser for det, så der kommer en del kunder igennem, og hvis man tager dag nummer to, hvor vi havde 1.250 kunder, så tror jeg ikke det er helt ved siden af, hvis vi forventer at vi har en tusind kunder igennem igen i næste weekend, både lørdag og søndag. Det kommer an på messen, men folk de er i nærheden, så går man mange gange på Google og ser, hvad er der ellers, hvad minder om messen, og det kan være messen ikke har det, som de står, og mangler, og så kommer de herud og kigger i stedet for, fortæller butikschefen.

Eddie Hedegaard er ovenud tilfreds med, at han fik jobbet hos Kirppu.

– Jeg er superglad for det her skifte jeg har lavet. Jeg stoppede i 2022 på tankstationen, og så har jeg sidenhen prøvet nogle forskellige jobs, som sikkerhedsvagt og senest som montør, for lige at prøve nogle forskellige ting, men jeg kunne godt mærke, at det med kundeservicen, det savnede jeg bare, så jeg er glad for at jeg er kommet i Kirppu, det er det helt rigtige match. Ellers så håber jeg bare på, at butikken eksploderer i salg, og at butikken bliver nødt til at have en større bygning, slutter Eddie Hedegaard med et smil og henviser til, at Kirppu i Kolding blev til nødt til at flytte en stor omsætning.