Der findes arbejdsliv, som forsvinder i CV’er og stillingsbetegnelser, og så findes der arbejdsliv, der bliver en del af et bybillede. Ikke fordi de råber op om sig selv, men fordi de bliver ved. Fordi de holder. Fordi de over tid får en form, der ligner stabilitet. Stig Andreasen har drevet Andresens VVS i 25 år. Det er længe nok til, at en virksomhed ikke længere kun er et foretagende, men et spor. Et spor i en by, hvor relationer ofte varer længere end konjunkturer.
Han er født på Sct. Joseph, opvokset i Storgården og siden på Honorésvej. Han beskriver sin barndom uden dramatik, men med den selvfølgelighed, der følger med et liv, der har haft sin akse samme sted:
»Vi boede jo lige op til volden og ned til stranden, og hvis man ville vide, hvor de andre drenge var, så gik man bare op og kiggede over ved kasernen, for der spillede vi alle sammen fodbold. Der var jo ikke mobiltelefoner, man skulle ikke koordinere noget, man vidste bare, at fællesskabet var der.«
Vejen ind i VVS-faget kom ikke af en livsplan, men af en tilfældighed, som mange af de væsentlige valg i et liv gør.
»Jeg skulle egentlig i praktik som tømrer, men så mødte jeg en, jeg kendte, som sagde: Du skal ikke være tømrer, du skal være VVS’er. Og så gjorde jeg det. Det var ikke, fordi jeg havde tænkt stort over det, men da jeg først kom i gang, syntes jeg, det var et spændende fag, fordi man kunne se, hvad man havde lavet. Rørene var synlige, installationerne gav mening, og der var en udvikling i branchen, som gjorde, at man hele tiden lærte nyt.«
Han blev udlært i 1980, arbejdede sig gennem en række virksomheder i Fredericia-området og Sønderjylland, oplevede afdelinger lukke og ejere forsvinde, og lærte undervejs det, han i dag kalder det vigtigste: sammenholdet.
»Det sociale betød mere, end man måske forstod dengang. Vi var lærlinge sammen, vi stod på byggepladser sammen, vi kørte service sammen, og man oplevede, at man faktisk var en del af noget, der lignede en familie. Det tror jeg har betydet mere for mig, end jeg var klar over på det tidspunkt.«
Springet til selvstændig kom i 2001. Ikke ud af storstilet iværksætterdrøm, men ud af en konkret situation og en samtale ved køkkenbordet.
»Jeg var ikke helt enig med min daværende arbejdsgiver om retningen, og så sagde min kone, at hvis jeg alligevel skulle arbejde så mange timer et andet sted, så kunne jeg lige så godt arbejde for mig selv. Det lyder jo enkelt, men det var det ikke. For vi lånte penge i huset for at få en startkapital, vi købte biler, vi ansatte folk, og jeg kan tydeligt huske følelsen af at stå der med tre biler og tre mand og tænke: Nu har vi sat det hele på spil. Kommer det til at gå?«
Han tøver ikke, da han beskriver den tid.
»Jeg var nervøs. Det er der ingen grund til at pakke ind. Det var ikke sådan en romantisk iværksætterhistorie, det var mere en fornemmelse af, at hvis det her ikke lykkes, så falder det hele. Derfor arbejdede jeg 60-70 timer om ugen de første år, for man har hånden på kogepladen hele tiden, og man ved, at hvis man slipper, så kan det blive dyrt.«
Alligevel er det ikke modgangen, han dvæler mest ved, men vedholdenheden.
»Der var et år, hvor vi lavede underskud, fordi vi byggede på Gamle Andevej, og jeg troede, jeg kunne styre det hele selv. Det lærte jeg af. Men generelt synes jeg faktisk, det er gået godt. Ikke fordi det har været let, men fordi vi har holdt fast.«
Når han taler om virksomhedens 25 år, taler han ikke om omsætning eller ekspansion, men om mennesker.
»Jan startede tre dage efter mig, og han har 25-års jubilæum. Vi har haft folk, der har været her i 20 og 21 år. Det er jeg faktisk stolt af. For jeg tror, hvis man behandler folk ordentligt og giver dem ansvar og frihed, så bliver de. Det er ikke, fordi vi har en hemmelig formel, men vi prøver at være redelige.«
Det er et ord, han vender tilbage til: redelighed.
»Noget af det, der har overrasket mig mest gennem årene, er, hvor mange i Fredericia der holder deres ord. Når man laver en aftale, så er det en aftale. Det betyder meget i en branche, hvor man ofte arbejder på tillid og håndtryk. Selvfølgelig sker der fejl, og der er sygdom og udfordringer, men grundlæggende oplever jeg, at folk er ordentlige.«
Hans engagement stopper ikke ved arbejdspladsens port. Andresens VVS har gennem årene støttet både fodbold, håndbold og andre lokale initiativer.
»Jeg synes, det er vigtigt at bakke op. Ikke fordi man skal have sit navn frem, men fordi hvis ikke der bliver lagt penge og engagement i det lokale, så forsvinder det langsomt. Og jeg synes, det er værd at være stolt af, at vi har Superliga-fodbold og et stærkt håndboldhold. Det er en del af byens identitet.«
Samtidig ligger der en bekymring under overfladen. Manglen på lærlinge. De unge, der ikke finder vej ind i håndværket.
»Jeg hører tal om 400 unge i Fredericia, der står uden for uddannelse og job. Jeg tror, løsningen starter med praktik. At de kommer ud i 7., 8. og 9. klasse og ser, hvad vi laver, oplever kammeratskabet og hverdagen. For jeg kom jo selv ind i faget via praktik. Hvis man aldrig ser det, hvordan skal man så vælge det?«
Han fylder 66, men taler ikke om pension som en konkret plan.
»Jeg har ikke en hobby, der kan fylde tiden ud. Og min kone arbejder nogle år endnu, så jeg går ikke hjem, før hun gør. Det er ikke, fordi jeg ikke kunne, men jeg har det fint med at være her.«
Når han bliver spurgt, om han ville have gjort noget anderledes, svarer han uden tøven:
»Nej. Selvfølgelig har der været bump, både i firmaet og privat. Men jeg ville ikke lave det om. Tingene er gået, som de gik, og jeg står her i dag og kan se tilbage på 25 år, hvor vi har skabt noget, der holder. Det er i grunden tilfredsstillende.«
Se hele det filmede interview med Stig Andreasen her.
FC Fredericia leverede en modig og disciplineret præstation mod Superligaens førerhold og spillede 1-1 mod AGF efter en kamp med tempo, VAR-drama og massivt pres i slutfasen. Oprykkerne kom foran efter en chokstart, blev ramt af et straffespark – men kæmpede pointet hjem foran et koldt og intenst Monjasa Park.
Der var lagt op til top mod bund, da Superligaens førerhold fra AGF gæstede Monjasa Park i runde 20. På papiret en af forårets sværeste opgaver for FC Fredericia, der jagter point i bunden, men hjemmeholdet kom ind til kampen med frisk selvtillid efter 3-2-sejren i lokalopgøret mod Vejle.
Rammerne fejlede ikke noget. Solen hang over et iskoldt Monjasa Park, udebaneafsnittet var udsolgt, og omkring 1.300 AGF-fans satte en massiv lydkulisse i fæstningsbyen. Inden kickoff blev cheftræner Michael Hansen igen markeret for sine 200 kampe i spidsen for klubben og modtog blomster af Niels Kruses fra bestyrelsen, mens vinterens tilgange Friday Etim, Valdemar Birksø og Elias Hansborg blev budt officielt velkommen foran hjemmepublikummet.
Og FC Fredericia leverede fra start.
Allerede efter tre minutter bragte hjemmeholdet sig foran. Fredericia satte sig på bolden, erobrede højt og spillede sig igennem AGF’s organisation. Emilio Simonsen fandt Sofus Johannesen i højre side af feltet, og afslutningen blev sendt under Jesper Hansen til 1-0. En modig, velspillet scoring mod rækkens nummer ét.
Fredericia fortsatte med at trykke på. Friday Etim opsnappede en løs bold omkring feltet, satte fart mod mål og gik i græsset efter en duel, men dommeren lod sig ikke overtale til at pege på pletten. Friday Etim var i øvrigt en konstant udfordring for AGF’s defensiv i første halvleg. Med sin fysik og fart skabte han uro i gæsternes bagkæde.
Jakob Jessen fører bolden frem for FC Fredericia, mens Rasmus Carstensen forsøger at lukke af for AGF. Foto: Michael Nielsen / AVISEN
AGF arbejdede sig gradvist ind i kampen og begyndte at få længere sekvenser på bolden. En duel mellem Gift Links og Svenn Crone ved bagerste stolpe førte til VAR-gennemsyn, og Jens Maae blev kaldt ud til skærmen. Efter gennemsynet dømte han straffespark til gæsterne.
Kristian Arnstad omsatte det fladt mod venstre. Bolden gled under Valdemar Birksø, der ellers var gået den rigtige vej. Det var ikke et prangende spark, men det var nok, og AGF var tilbage i opgøret.
Arnstad havde tidligere i halvlegen været i fokus efter en albue i en duel, hvor han blødte fra munden og måtte behandles – også med assistance fra hjemmeholdets læge Mogens Zarling – men nordmanden vendte tilbage og fik altså sat sit aftryk på kampen.
Den største AGF-mulighed i første halvleg tilfaldt Patrick Mortensen, der midt for mål fik en stor chance for at bringe gæsterne foran. AGF-anføreren afsluttede fra tæt hold, men Valdemar Birksø reagerede hurtigt og leverede en fremragende redning, der holdt FC Fredericia inde i opgøret.
Første halvleg var intens og præget af mange dueller. Fredericia havde modet og perioderne, AGF kvaliteten og kynismen. Ved pausen stod der 1-1 efter en underholdende og tempofyldt halvleg på Monjasa Park.
3.272 så på søndag eftermiddag i Fredericia.
AGF overtog – men fik ikke gennembruddet
Efter pausen forsøgte AGF at tage kontrollen med det samme. Kevin Yakob var kommet på banen i stedet for Kristian Arnstad, og gæsterne overtog gradvist bolden.
Gift Links fik halvlegens første mulighed, da han fik plads på kanten, men afslutningen manglede kvalitet. Kort efter testede Tobias Bech Valdemar Birksø med et hårdt skud mod det lange hjørne, men Fredericia-keeperen reddede flot.
Kampbilledet ændrede sig tydeligt. Fredericia havde svært ved at spille sig ud af AGF’s pres, og når hjemmeholdet erobrede bolden, stod flere aarhusianere klar til hurtigt at generobre den. Magnus Knudsen og Kristiansson begyndte at sætte tempoet centralt, og presset voksede minut for minut.
Patrick Mortensen var millimeter fra at bringe AGF foran, da han ved bagerste stolpe kom højest på et indlæg, men hovedstødet sneg sig lige forbi mål. Senere fik AGF-anføreren endnu en stor mulighed midt for mål, men Birksø leverede endnu en stærk redning og holdt Fredericia inde i opgøret.
Midt i gæsternes dominans viste Fredericia tænder ud af ingenting. Jonathan Lindekilde var selv med i opspillet og endte med en afslutning tæt under mål, der strøg snert forbi det lange hjørne. Det var en påmindelse om, at hjemmeholdet stadig lurede på omstillingerne.
Jakob Jessen måtte have behandling efter en duel med Rasmus Carstensen og humpede fra banen med smerter i knæet, mens AGF fortsatte med at lægge tryk på. Hjørnesparkene begyndte at hobe sig op, men Fredericia stod imod i feltet.
Sebastian Jørgensen fik kampens måske største åbne mulighed i slutfasen, da et perfekt indlæg landede tæt under mål. Men AGF-profilen mistimede sit hovedstød fuldstændigt, og chancen løb ud i sandet.
Gift Links var konstant et aktiv i slutfasen og udfordrede igen og igen på kanten, mens AGF skruede tempoet op. Jakob Poulsen sendte Janni Serra og Frederik Emmery på banen i stedet for Patrick Mortensen og Rasmus Carstensen for at jagte sejren.
Fredericia var tydeligt mærket af det massive pres efter mere end 80 minutters intenst arbejde. Benene blev tungere, og flere spillere trak vejret dybt, men organisationen holdt. Felix Winther fik et gult kort i en hård duel med Magnus Knudsen, og kort efter var der dramatik, da et AGF-indlæg ramte Jakob Jessen i feltet. Gæsterne appellerede for hånd, men Jens Maae lod spillet fortsætte.
Valdemar Birksø trak sekunder ud ved de sidste målspark, hvilket udløste buh-råb fra de 1.300 AGF-fans, mens hjemmebaneafsnittet svarede igen med sang, trommer og røde halstørklæder i den kolde eftermiddag.
I overtiden kæmpede AGF sig til endnu et hjørnespark, selv om uret havde rundet 94 minutter. Bolden blev sendt ind i feltet, men Rieper fik clearet resolut – og kort efter lød slutfløjtet.
FC Fredericia havde kæmpet i 90 minutter og lidt til mod Superligaens førerhold – og fik løn for indsatsen med et point på Monjasa Park.
Danmark har stolte traditioner for at tage ansvar for sin egen sikkerhed og for at bidrage til stabilitet i verden omkring os. I generationer har danske soldater løst krævende opgaver med professionalisme og ro. De har været klar, når det gjaldt – ofte under forhold, de færreste af os møder i vores arbejdsliv. Netop derfor bør debatten om soldaternes vilkår også føres med alvor og rettidig omhu.
I disse år er der bred enighed om, at et stærkt forsvar er en nødvendighed. Men styrken ligger ikke alene i materiel og struktur – den ligger først og fremmest i menneskerne. Hvis vi ønsker et forsvar, der kan løfte fremtidens opgaver, må vi sikre, at soldatergerningen fortsat er et attraktivt og respekteret valg.
Her kommer lønspørgsmålet naturligt ind i billedet.
En nyuddannet konstabel tjener typisk i størrelsesordenen 23.000–25.000 kroner om måneden før pension og særlige tillæg, mens en sergent ofte ligger omkring 25.000–27.000 kroner. En løn der for konstablernes vedkommende vel at mærke stort set ikke udvikler sig i løbet af et langt arbejdsliv. Sammenligner man med andre funktioner, hvor ansvar, beredskab og samfundskritiske opgaver er en del af hverdagen, giver det anledning til refleksion. Mange faglærte håndværkere passerer eksempelvis hurtigt 26.000 – 29.000 kroner om måneden, og stillinger med personaleansvar i både offentlig og privat sektor ligger ofte endnu højere.
Forskellige fag kan ikke umiddelbart sættes op mod hinanden, men for at sikre en rimelig balance er det nødvendigt at komme med et eksempel. Soldater accepterer risiko, uforudsigelighed og perioder væk fra familien. Når lønnen ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse vilkår, risikerer vi, at dygtige unge mennesker vælger andre karriereveje.
Løn er naturligvis ikke den eneste drivkraft. Kammeratskab, faglig stolthed og ønsket om at tjene noget større har altid været bærende værdier i Forsvaret. Sådan bør det også være fremover. Men anerkendelse skal kunne mærkes i hverdagen. En mere tidssvarende løn er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre; det er et tydeligt signal om respekt for den opgave, soldaterne løfter og ikke mindst den ambition mange politikkere på tværs af politiske skel italesætter igen og igen.
Derfor bør ambitionen være klar: Lønnen i Forsvaret skal i højere grad afspejle opgavernes tyngde og nærme sig niveauet for sammenlignelige stillinger. Det er ikke udtryk for overbudspolitik, men for rettidig omhu. For hver soldat, vi formår at fastholde, sparer vi samtidig betydelige ressourcer på rekruttering og oplæring – og bevarer værdifuld erfaring i organisationen.
Men løn kan ikke stå alene. Gode rammer for familieliv, større forudsigelighed i tjenesten og tydelige karriereveje er mindst lige så vigtige. Når helheden er på plads, styrker vi både motivationen og sammenhængskraften.
At forbedre soldaternes vilkår er i sidste ende en investering i Danmarks sikkerhed og tryghed. Historien har vist os værdien af at være velforberedt, og traditionelt har vi i Danmark forstået, at et stærkt forsvar kræver ordentlige forhold for dem, der står i forreste række.
Det er en debat, vi bør tage nu – med respekt for det, der har båret os hertil, og med et fremsynet blik på den sikkerhed, kommende generationer skal leve under.
John E. Nyborg Byrådsmedlem Fredericia, Socialdemokratiet Kongensstræde 8A, Fredericia
Martin Ramsdal Pedersen Fællestillidsrepræsentant, Centralforeningen for Stampersonel på Ryes Kaserne Blåkjærsvej 2, Erritsø, Fredericia
Søndag eftermiddag venter en af forårets største opgaver for FC Fredericia, når 3F Superligaens førerhold fra AGF gæster Monjasa Park i runde 20.
Top mod bund står der på papiret, men hjemmeholdet kommer ind til opgøret med selvtillid efter 3-2-sejren i lokalbraget mod Vejle Boldklub, hvor særligt første halvleg viste, at Fredericia kan spille med. Nu gælder det så ligaens nummer ét – et AGF-mandskab, der endnu ikke har tabt på udebane i denne sæson og som jagter sin tiende kamp i træk uden nederlag fremmed græs.
Fredericia har til gengæld hjemmebanen og et Monjasa Park, der er klar til endnu en Superliga-eftermiddag med intens stemning. Udebaneafsnittet er meldt udsolgt, og 1.300 AGF-fans har taget turen til fæstningsbyen, så der er lagt op til en kulisse, der matcher kampens betydning.
For FC Fredericia handler det om at bygge videre på den gode start efter vinterpausen og bevise, at holdet kan bide skeer med rækkens absolutte top. Point vil lune gevaldigt i bundstriden – men det kræver en helstøbt præstation mod et AGF-hold med kvalitet i alle kæder.
OPINION. Har vi tid til vinterferie, når vi samtidig står midt i et politisk og økonomisk kursskifte i byrådssalen? Spørgsmålet handler ikke om retten til ferie. Den har alle – også byrådsmedlemmer. Det handler om signal og ledelse.
Fredericia kommer fra flere års økonomisk pres. Vi har haft stram styring, sårbart skattegrundlag og en midtby, der kæmper med at finde ny energi. Samtidig har vi fået en ny borgerlig ledelse, som netop blev valgt på løftet om retning, tempo og erhvervsvenlighed. Derfor er forventningen naturlig: Synlige beslutninger. Klar plan for indtægtsgrundlaget.
Handling i midtbyen. Tempo i erhvervspolitikken.
Jeg ser stabilitet, da strategiarbejde er sat i gang og dialogen med erhvervslivet er forbedret. Men Jeg ser endnu ikke de strukturelle beslutninger, der markerer et reelt skifte. Ingen tydelig model for markant styrkelse af skattegrundlaget. Ingen konkret midtbyinvestering. Intet politisk signaturprojekt, der viser forskellen fra før.
Administrativt er vinterferie forsvarligt. Politisk er signalet mere følsomt. Fredericia er ikke en velkonsolideret kommune, der kan glide på rutinen. Vi er en kommune, der skal bevise, at vi kan skabe vækst og robusthed. Erhvervslivet venter ikke. Skattegrundlaget vokser ikke af strategipapirer alene. Midtbyen får ikke flere kunder af procesnotater.
Her bliver fraværet af erhvervserfaring som selvstændig i byrådet meget tydeligt. De der har drevet virksomhed, ved én ting: Markedet holder ikke pause, fordi man selv gør det.
Lønninger skal betales. Likviditet skal sikres. Beslutninger skal træffes.
Det kræver ikke milliardprojekter at vise retning. Det kræver prioritering og mod. En klar 3-årig plan for vækst i skattegrundlaget. En konkret beslutning om dækningsafgiftens fremtid (læs: Rød vs Blå). En midtbyindsats med fast tidsplan. En reel erhvervsgaranti med målbar effekt (KPI’r) og efterkalkulation der.
Fredericia har brug for mindre proces og flere beslutninger. Mindre planlægning og mere handling. -For troværdighed.
Vinterferien er ikke problemet. Problemet opstår, hvis pausen kommer, før kursen er tydeligt sat. Når man står midt i et politisk og økonomisk skifte, holder man ikke pause, før skibet har drejet. Man holder pause, når retningen er synlig for alle. Fredericia fortjener handling.
OPINION. Mens vestlige venstrefløjsaktivister gerne rejser til Gaza, demonstrerer, besætter universiteter og taler om at være “på den rigtige side af historien”, udspiller der sig samtidig en af de mest brutale undertrykkelser i vor tid i Iran. Her er der ingen selfies, ingen slogans og bemærkelsesværdigt få protester.
Iran er ramt af den største protestbølge i årtier. Siden slutningen af 2025 har almindelige borgere, studerende, arbejdere, kvinder – demonstreret mod økonomisk kollaps, inflation og et præstestyre, der har mistet enhver folkelig legitimitet. Regimets svar har været klassisk totalitært: tusinder dræbt, titusinder arresteret og internettet lukket ned for at slukke sandheden sammen med lyset.
Ifølge menneskerettighedsorganisationer er der tale om et af de mest voldsomme statslige angreb på civile i nyere tid. Kvinder dræbes for ikke at bære tørklæde “korrekt”. Mennesker henrettes for at forlade islam eller for at være homoseksuelle. Læger arresteres for at behandle sårede demonstranter. Journalister og deres familier trues – også i udlandet.
Her opstår det politiske paradoks. Hvor er de højlydte aktivister, når det er et islamistisk præstestyre, der undertrykker? Hvor er de store demonstrationer, når kvinder i Iran kæmper – ikke for symbolske rettigheder, men for retten til overhovedet at leve frit? Hvor er Greta Thunberg, som ellers konsekvent taler om moralsk ansvar og historisk stillingtagen? Hvor er Line Barfod og resten af den danske venstrefløj, når kampen står mod et af verdens mest totalitære regimer?
Tavsheden er larmende.
Forklaringen er ubehagelig, men enkel: Iran passer dårligt ind i fortællingen. Det er svært at protestere mod et regime, der ideologisk deler fjendebillede med Vesten og samtidig finansierer islamistiske bevægelser, som dele af venstrefløjen ellers ser som “modstand”. Man bider nødig den hånd, der passer ind i ens verdensbillede.
Men frihed er ikke et menukort, man kan plukke fra.
Man kan ikke forsvare kvinders rettigheder i ét hjørne af verden og ignorere dem, når kvinder bliver slået ihjel for deres tøj. Man kan ikke tale om LGBTQ-rettigheder og samtidig se bort fra et regime, der henretter homoseksuelle. Man kan ikke kalde sig antifascist, hvis man er tavs over for et religiøst diktatur. Frihed kommer ikke af sig selv. Den skal vindes – og den skal forsvares. Også når det er politisk ubekvemt.
Iranerne fortjener vores fulde støtte i kampen mod det islamistiske mørke. Vi bør forpligter os, når regimet slukker internettet, fængsler sandheden og håber, at verden kigger væk.
Danmark har sat diplomatiske, politiske og internationale signaler, men ingen dramatiske, ensidige aktioner alene som regering. Det er klart, effektivt og symbolsk — men det er stadig primært politikens sprog, ikke handlingens. At se bort er også et valg. Historien har det med at huske den slags.
Søren Torpegaard Lund skal repræsentere Danmark ved Eurovision 2026 i Wien.
Den 27-årige musicalskuespiller vandt lørdag aften Dansk Melodi Grand Prix i Arena Nord i Frederikshavn med nummeret »Før vi går hjem« og skal dermed bære Dannebrog videre til det internationale melodigrandprix i Østrigs hovedstad i maj.
Sejren kom efter en intens finale, hvor publikum og juryer pegede på det danske bidrag som årets vinder.
Fra musicalscene til Eurovision
Søren Torpegaard Lund er ikke et ukendt navn for publikum i Fredericia. Han har gennem flere år markeret sig stærkt i musicalmiljøet og har blandt andet haft roller på Fredericia Musicalteater.
Hans baggrund som scenekunstner har tydeligt præget hans udtryk i Melodi Grand Prix – med sikker vokal, dramatisk nærvær og en tydelig fortælling i sangen.
Med »Før vi går hjem« leverede han et nummer, der kombinerer dansk tekst med en stor, emotionel opbygning – og som allerede lørdag aften blev mødt med stående bifald.
En stemme med erfaring
Selv har Søren Torpegaard Lund tidligere fortalt om sit forhold til scenen og til Fredericia som by. Han er uddannet musicalperformer og har opbygget sin karriere gennem både ensemblearbejde og større hovedroller.
Grand Prix-sejren markerer et nyt kapitel – denne gang på en international scene med millioner af tv-seere.
I maj gælder det Eurovision i Wien, hvor Danmark skal forsøge at kvalificere sig til finalen og måske hente et af de bedste resultater i nyere tid.
Genlæs vores tidligere interview med Søren Torpegaard Lund her:
SPORT. Forårssæsonen kunne næsten ikke være startet bedre for FC Fredericia. Sejren på 3-2 i Vejle sendte både point og selvtillid ind i omklædningsrummet og gav klubben den bedst tænkelige åbning på et forår, hvor hvert eneste point kan blive afgørende. Nu venter en helt anden kaliber.
Søndag klokken 14.00 løber spillerne på banen på Monjasa Park, hvor AGF kommer på besøg. Og ifølge direktør Stig Pedersen er det ikke hvem som helst, der gæster byen. »Ja, der møder vi pt. Danmarks bedste hold. Det bliver en stor udfordring for os, fordi AGF har været suveræne meget længe. De har den der tro på tingene og den medvind, man har som tophold,« siger han.
AGF topper i øjeblikket Superligaen og har lagt afstand til både FC Midtjylland, FC København og Brøndby. Det vidner om stabilitet og kvalitet. »Det bliver den sværeste opgave i hvert fald i lang tid på hjemmebane, det må man sige. Det er topkvalitet, der kommer på besøg.«
AGF’s status som tophold ændrer dog ikke på ret meget i Fredericia-lejren. På træningsbanen er der ikke blevet opfundet nye mirakelkure op til søndag. Tilgangen er den samme, som den plejer at være. »Vi gør ikke noget anderledes. Vi tager udgangspunkt i os selv. Det er jo det, vi skal gøre.« Optimismen er der – som altid. Men realismen følger med. »Det er jeg altid. Vi tror da på det hver gang. Men man må også være ærlig og sige, at det her bliver en kæmpe mundfuld. Det bliver sjovt at måle sig med dem.«
Hvad skal lykkes?
Spørgsmålet er derfor ikke, om opgaven er svær. Det er den. Spørgsmålet er, hvad der skal lykkes, hvis Fredericia skal have noget med ud af den. Ifølge Stig Pedersen handler det om at tage det med fra Vejle, der fungerede, og strække det over længere tid. »Der skal lykkes noget af det, som lykkedes i Vejle i første halvleg. Det skal vi kunne overføre i længere tid.«
Samtidig er han bevidst om, at søndagens kamp ikke er den, der i sidste ende afgør sæsonens retning. »Det er jo ikke dem, vi skal måles med eller indhente. Den kamp var pointmæssigt vigtigere for os end den her. Det var den sidste kamp mod et top-6-hold.«
Det, der for alvor kommer til at definere foråret, ligger længere fremme i kalenderen, påpeger han.
De rigtige kampe venter
Efter AGF venter virkeligheden for alvor. Randers og Silkeborg står på programmet – direkte konkurrenter i tabellen. Dertil kommer flere indbyrdes opgør mod Vejle. »Vi kommer til at møde Randers og Silkeborg tre gange og Vejle to gange, som det ser ud lige nu. Det bliver jo de kampe, hvor der står meget mere på spil.«
Det er her, sæsonen skal defineres. Fredericia skal hente et af holdene foran sig, samtidig med at Vejle skal holdes bag sig. Det er de kampe, hvor regnestykket skal gå op. Netop derfor kan en overraskelse mod AGF få ekstra vægt. Point, man ikke har kalkuleret med, kan ændre dynamikken. »Hvis vi kunne lave en sensation her med tre point, så ville det jo være fantastisk. Engang imellem skal man jo også lave nogle point, man ikke havde regnet med,« bemærker direktøren med et lille smil i stemmen.
Et boost, men ingen garantier
Sejren i Vejle har sat strøm til truppen. Det mærkes. »Det giver jo altid energi at vinde. Vi har jo gået og ventet på den kamp lige siden efteråret.« Men den energi giver ingen forspring mod et tophold som AGF, påpeger direktøren. »Det er AGF sådan set ligeglad med. Vi skal have en ekstrem god dag, og AGF behøver ikke lige ramme deres topniveau, så har vi en chance.«
Søndag bliver derfor en test af format. En måling på, hvor Fredericia står, når ligaens førerhold kommer på besøg. Og måske en mulighed for at vise, at Monjasa Park kan være mere end bare et stop på vejen. Om det rækker til point, afgøres over 90 minutter. Ambitionen er dog ikke til at tage fejl af. »Lad os se, om vi kan drille AGF lidt. Det håber jeg,« slutter Stig Pedersen.
Formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, vurderer, at folkeskolen i Fredericia står et bedre sted end længe – men understreger samtidig, at varige forbedringer kræver tid, investeringer og en fælles tro på skolens betydning for byens fremtid.
Der findes institutioner, man kan tale om i tabeller og budgetter. Og så findes der institutioner, man kun forstår, hvis man tør tale om mennesker, tid og tillid. Folkeskolen hører til den sidste kategori. Den lever ikke i regnearkene alene, men i klasseværelserne, i frikvartererne, i samtalerne mellem lærere og forældre og i de stille øjeblikke, hvor et barn opdager, at noget, der var svært i går, pludselig kan lade sig gøre i dag.
I Fredericia har folkeskolen derfor fyldt meget i debatten de senere år. Den er blevet diskuteret, vurderet og vejet. Der har været overskrifter om faldende elevtal, om trivsel og mistrivsel, om karakterer, struktur og skoledistrikter. Om privatskoler, der vokser, og om en folkeskole, som nogle forældre har haft svært ved at genkende sig selv i. Samtidig har der været politiske meldinger om færre elever i klasserne, nye investeringer og – ikke mindst – planerne om en ny skole ved Kirstinebjerg. En skole, der ikke blot er et byggeri, men et løfte om, at noget kan blive anderledes.
Midt i den debat står én stemme, der ikke lever af hurtige løsninger eller klare slagord, men af erfaring. En stemme, der kender skolen indefra – fra lærerforberedelsen, fra klasselokalet, fra mødelokalerne – og som derfor heller ikke er i tvivl om, hvor udfordringerne er. Men som heller ikke har opgivet troen på, at noget kan flytte sig, hvis man giver det tid og vilje.
»Hvis man skal lave en aktuel status her ved årsskiftet, så tænker jeg faktisk, at folkeskolen står et bedre sted, end vi har været i et stykke tid,« indleder Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds.
Sætningen falder roligt og uden store armbevægelser. Det er en nøgtern konstatering fra en mand, der har set reformer komme og gå, oplevet ambitioner blive skruet op og realiteterne halte bagefter – og som ved, at fremskridt i folkeskolen sjældent kommer som spring, men som langsomme bevægelser.
Et opgør med reformens tid
Når Breckling taler om, at folkeskolen står et bedre sted, handler det ikke om, at alle problemer er løst. Tallene fortæller fortsat om faglige udfordringer, og Fredericia ligger ikke i toppen på hverken karaktergennemsnit eller trivsel. Den virkelighed løber han ikke fra. Alligevel er der sket en mere grundlæggende forskydning i synet på skolen og i måden, den styres på.
»Skolereformen fra 2013 havde jo 10-års jubilæum i 2023, og vi må konstatere, at den ikke rigtig lykkedes. Den er også rullet tilbage, bare under nogle andre navne, fordi selve ordet skolereform er blevet slidt op.«
I sætningen ligger både et punktum og en lettelse. Et punktum for en reform, der ville for meget på én gang og målte succes i længde og ensartethed. Og en lettelse over, at man igen tør erkende, at styring ikke er det samme som kvalitet, og at mere skole ikke nødvendigvis er bedre skole.
For Breckling er opgøret med reformens tid ikke et opgør med forandring i sig selv, men med forestillingen om, at komplekse relationer kan standardiseres, og at læring kan presses ind i faste rammer uden hensyn til dem, der skal bære den i praksis. Et af de tydeligste brud med den tænkning er den forkortede skoledag. Ikke som en nostalgisk længsel mod »gamle dage«, men som en erkendelse af, at den lange skoledag kom til at handle mere om tilstedeværelse end om indhold.
»Jeg har kaldt det en lønmodtagertilgang, oven i købet en forældet lønmodtagertilgang. Det der med, at lærerne skulle være der fra 8 til 16, uanset hvad. I virkeligheden handler det jo om opgaven. Om den kan lykkes.«
For Breckling var konsekvensen, at lærerne i for høj grad blev reduceret til funktioner i et system frem for fagprofessionelle med ansvar for et komplekst dannelsesopdrag. I Fredericia peger han på, at man allerede tidligt forsøgte at bløde reformens hårdeste kanter op gennem lokale forståelser og aftaler. Først nu er den bevægelse også blevet national.
»Den forkortede skoledag giver os mulighed for at bruge ressourcerne bedre og faktisk lykkes med opgaven. Det er jeg glad for.«
Når investeringer tager tid
Da talen falder på de seneste budgetforlig i Fredericia, er tonen mere fremadrettet end tidligere. Som om der er truffet valg, der rækker længere end den næste valgperiode og længere end den næste pressemeddelelse.
»Det seneste budgetforlig, og også det forrige, pegede begge fremad. Særligt det sidste, med beslutningen om en ny skole ved Kirstinebjerg.«
Her er det tydeligt, at skolen i Brecklings optik ikke blot er et byggeri, men et signal. Et tegn på, at man politisk har accepteret, at folkeskolen ikke kan repareres stykkevis og delt, men kræver langsigtede beslutninger. At rammer betyder noget. Ikke som garanti for kvalitet, men som en forudsætning for, at kvalitet overhovedet kan opstå.
Samtidig insisterer han på proportionerne. En ny skole ændrer ikke folkeskolen fra den ene dag til den anden. Den kan skabe muligheder, men den løser ikke alt.
»Hvis vi skal ændre noget grundlæggende i folkeskolen, så går man jo i skole i 10 år. Det betyder også, at det tager 10 år at se effekten, medmindre man selvfølgelig investerer massivt.«
Her ligger et vigtigt korrektiv til den politiske utålmodighed, som ofte præger skoledebatten. For Breckling er tid ikke en modstander, men et vilkår. Man kan ikke måle folkeskolens kvalitet på ét år eller ét hold. Forandringer sætter sig langsomt, fordi børn vokser langsomt, og fordi relationer, faglighed og dannelse ikke kan fremskyndes uden omkostninger.
Derfor vender han igen og igen tilbage til de konkrete greb. Ikke de store overskrifter, men de ændringer, der kan mærkes i hverdagen, hvor loftet på 24 elever i en klasse, tolærerordninger og flere voksne omkring børnene bliver afgørende.
»Det øger simpelthen muligheden for, at læreren kan nå rundt til alle eleverne. For at læreren kan lykkes med sin opgave og for at vi kan få bedre resultater end dem, vi har set over et langt skoleforløb.«
Sammenhæng frem for brud
Et centralt element i planerne for den nye skole er, at den bliver en 0.–9. klasse-skole. »Jeg har altid oplevet den sammenhængende skole som det bedst mulige. Når eleverne indgår i ét samlet skoleforløb, og lærere og ledelse gør det samme, så har man blik for hele paletten – det, eleverne skal dannes til og uddannes til.«
Her handler det mindre om mursten og mere om pædagogisk logik. Om erfaringen af, at færre skift kan give mere ro, at kontinuitet kan skabe ansvar, og at ansvar over tid kan gøre en reel forskel. Når elever, lærere og ledelse følger hinanden gennem årene, bliver skolen ikke blot et sted, man passerer, men et fælles projekt med blik for det lange sigte – for barnet, der begynder i indskolingen og forlader skolen som et ungt menneske.
Derfor ser Breckling den nye skole som noget, der rækker længere end én adresse.
»Når vi har lavet noget, der fungerer på Kirstinebjerg, bliver det vigtigt, at vi kan udbrede de erfaringer til de øvrige skoler i kommunen. Det er faktisk noget af det, vi stadig mangler at få helt på plads.«
Og spørgsmålet om sammenhæng peger videre. For når sammenhængen mangler, bliver valget tydeligere. Også for forældre.
Folkeskolen og flugten
I mange år har pilen peget mod privatskolerne. Også i Fredericia. En bevægelse, der ikke kan reduceres til enkeltårsager, men som over tid har været med til at forme den offentlige samtale om folkeskolens tilstand.
Breckling afviser ikke privatskolernes berettigelse, men han insisterer på at vende spørgsmålet om.
»Det skal ikke være sådan, at man vælger folkeskolen fra. Man skal vælge privatskolerne til.«
Sætningen rammer en bærende nerve i debatten. For hvis folkeskolen opleves som et fravalg, er der noget grundlæggende galt – ikke nødvendigvis med forældrene, men med det tilbud, de bliver stillet overfor.
»Vi har måske bevæget os derhen, fordi folkeskolen ikke altid har kunnet levere det, som forældre og elever ønskede. Det skal vi være bedre til.«
Der er ingen bortforklaringer i udsagnet og ingen forsøg på at skyde ansvaret fra sig. Kun en nøgtern erkendelse af, at tillid kan slides, og at den skal genopbygges gennem handling, ikke gennem ord.
Samtidig understreger han, at folkeskolerne netop ikke skal være ens. At deres styrke også ligger i forskelligheden.
»De skal afspejle det område, de ligger i, og den befolkning, der engagerer sig. Det er også en del af deres styrke.«
Fremtidens folkeskole er bygget på tro
Da samtalen bevæger sig fra struktur og økonomi til fremtid, skifter sproget karakter. Her bliver det mindre teknisk og mere eksistentielt. Mindre optaget af modeller og mere af det, der i sidste ende holder en skole oppe, når reformer er rullet tilbage, og budgetter er brugt.
»Fremtidens folkeskole i Fredericia er først og fremmest en folkeskole med tro.«
Ordet kan lyde stort. Hos Breckling er det imidlertid hverken højstemt eller abstrakt. Troen er ikke religiøs, men relationel og forankret i tillid – mellem mennesker og mellem system og virkelighed.
»Det er en folkeskole, som byråd og administration tror på. En folkeskole, som forældrene tror på. En folkeskole, hvor lærerne tror på, at de kan lykkes med opgaven. Og hvor eleverne gennem folkeskolen lærer at tro på sig selv og deres fremtid.«
Det er en kæde, hvor hvert led er afhængigt af det næste. Hvor lærernes mulighed for at lykkes hænger sammen med politiske prioriteringer. Hvor forældrenes tillid hænger sammen med skolens evne til at levere. Og hvor elevernes selvværd og fremtidstro i sidste ende formes af de voksne, der omgiver dem hver dag.
Hvis den fælles tro lykkes, mener Breckling, kan folkeskolen løfte sig markant.
»Så kan vi gøre det på et meget bedre niveau, end vi gør i øjeblikket.«
Men tro alene er ikke nok. Den skal understøttes. Derfor stopper debatten ikke ved kommunegrænsen. Når Breckling taler om investeringer, peger han også mod Christiansborg.
»Jeg så, at vismand, Nina Smith, netop har lavet en udregning på, at hvis folkeskolen skulle have fulgt den velstandsstigning, som der har været i samfundet fra 2019 til 2023, så skulle man tilføre omkring 4 milliarder kroner om året.«
Beløbet er stort, men pointen rækker længere end kroner og øre. For her handler det også om timing og om de konsekvenser, der følger, hvis man venter.
»Det er billigere at sætte ind tidligt end sent. Hvis vi investerer i rammer, faciliteter og medarbejdere nu, kan vi ændre både blik og virkelighed.«
Han hæfter sig ved, at undervisningsministeren selv har anerkendt, at folkeskolen i en årrække er blevet underprioriteret, og han håber, at et kommende folketingsvalg kan blive et vendepunkt. Ikke som et løfte om hurtige løsninger, men som en mulighed for at genoprette det fundament, som hele uddannelsessystemet hviler på.
Forældrenes ansvar – fællesskabet først
Til sidst vender samtalen tilbage til det sted, hvor folkeskolen i praksis leves hver dag. Til klasselokalet. Og til hjemmene bag.
»Forældrene kan bidrage på den måde, at de har den her opbakkende tilgang, som de har i forhold til deres børn, og de vil deres børn det bedste. Det skal man huske på altid. Det tænker jeg, er et udgangspunkt for alle forældre. Der skal de bare vide også nogle gange, at et barn har det bedst af også at fungere i et fællesskab. Og det er klassen. Det er folkeskolen.«
For Breckling handler det ikke om at pege fingre ad forældre, men om at minde om, at skolen ikke kun er et individuelt projekt. Den er et fælles anliggende, hvor hensynet til den enkelte elev altid må balanceres med hensynet til fællesskabet.
I den forstand skriver hans synspunkt sig ind i en bredere debat om ro, ansvar og rammer i folkeskolen – en debat, som også undervisningsminister Mattias Tesfaye i de senere år har bidraget markant til. Men hvor debatten ofte har været skarp i tonen, insisterer Breckling på et mere tillidsfuldt udgangspunkt. Han efterlyser ikke mindre engagement fra forældrene, men et bredere perspektiv.
»Den opbakning, de giver deres barn, den vil jeg gerne opfordre til, at de i lige så høj grad giver folkeskolen og fællesskabet og klassen, og tager det udgangspunkt i det.«
Et fundament for fremtidens Fredericia
Fremtidens folkeskole i Fredericia bliver ikke skabt af én beslutning, én bygning eller én reform, ifølge Breckling. Den bliver skabt af mange små valg. Af justeringer, der virker over tid. Og af en fælles vilje til at tro på, at skolen stadig er et af samfundets vigtigste fundamenter.
»Det er den udvikling, jeg som formand for Fredericia Lærerkreds gerne vil være med i – eller skubbe til, hvis det er nødvendigt – men helst i samarbejde med alle de parter, jeg har omtalt.«
Han taler ikke om mirakler, men om vedholdenhed. Om at blive stående i arbejdet, også når resultaterne først viser sig over tid. Og her ser Per Breckling begyndelsen på fremtidens folkeskole – ikke i de store ord, men i viljen til at holde fast. Sammen.
LOKALT. Man kan næsten ane duften af nyt træ ved Østerstrand og begyndelsen på et nyt kapitel for vinterbaderne. Efter måneder med planlægning, indsamlinger og praktisk arbejde står den nye sauna, som foreningen Cirkelbaderne har kæmpet for, klar. Tilbage er de sidste justeringer, før dørene officielt åbnes.
»Vi er jo ved at være i mål med at få den bygget færdig, og nu er vi inde i sådan en testperiode, som vi lige er gået i gang med,« fortæller Thilde Bo Schmidt fra Cirkelbaderne.
De kommende uger står i finpudsningens tegn. Saunaen skal afprøves, ovnen justeres, dørsystemet testes og de sidste praktiske detaljer falde på plads. »Den skal afprøves, og vi skal have hængt nogle knager op og alle mulige forskellige praktiske ting. Vi skal oliere saunaen, få ovnen til at virke ordentligt og have dørsystemet på plads.«
Samtidig testes adgangssystemet, og medlemmerne forberedes på at tage faciliteterne i brug. Den officielle åbning finder sted 1. marts, hvor snoren klippes, og stedet for alvor bliver en del af hverdagen ved stranden.
500 medlemmer klar til varme
Projektet har været længe undervejs og er båret af frivillige kræfter i Cirkelbaderne. Det, der begyndte som en idé blandt engagerede vinterbadere, har krævet både sponsorater, fundraising og en betydelig portion koordinering. »Vi har haft virkelig travlt med at samle penge ind og finde sponsorer. Og så lige pludselig gik det hele op i en højere enhed. Vi havde midlerne til det, og så havde vi bestilt saunaen, så den egentlig bare skulle sættes ind. Så gik det stærkt,« fortæller Thilde.
Da finansieringen først var på plads, tog arbejdet fart. Leverandøren kunne rykke hurtigt, og på få uger gik projektet fra plan til virkelighed ved vandkanten. »Den er bygget færdig, og den er blevet sindssygt flot,« bemærker hun med et smil i stemmen.
Men selv om bygningen står klar, er arbejdet ikke slut. Foreningen er nu i gang med at sikre, at medlemmerne får adgang. »Vi skal have kodet en hel masse armbånd. Det er alligevel 500 medlemmer, der skal have deres armbånd klar, så de kan bruge saunaen,« forklarer hun.
Omkring 500 medlemmer skal have kodet deres armbånd, før saunaen ved Østerstrand kan tages i brug.
Arbejdet med adgang og de praktiske rammer betyder også, at der dukker spørgsmål op blandt medlemmerne.
Spørgsmålene melder sig
Ifølge Thilde oplever foreningen allerede positiv respons, når der meldes nyt ud til medlemmerne. »Når vi skriver noget ud, kommer der positiv respons. De synes, det er et godt arbejde, vi har lavet.«
Men med 500 medlemmer følger naturligt også en række praktiske overvejelser. Hvor mange kan være i saunaen ad gangen? Vil der være tidspunkter med ekstra pres? Og hvor klæder man om? »Der er mange spørgsmål. De er selvfølgelig spændte på, hvordan det hele kommer til at fungere.« For at skabe mest mulig klarhed forsøger foreningen løbende at informere gennem medlemssystemet og en aktiv Facebook-gruppe. »Vi prøver at kommunikere alt, hvad vi kan, så der er mest mulig klarhed over, hvad der kommer til at ske og hvornår.«
Og når de praktiske rammer er på plads, handler det i sidste ende om at få saunaen ind som en naturlig del af hverdagen ved stranden.
Et nyt samlingspunkt ved stranden
Saunaen ved Østerstrand bliver et tilbud til vinterbadere og et sted, hvor man kan mødes før og efter det kolde dyp. For Thilde er det især følelsen af at være nået i mål, der fylder. »Det føles virkelig dejligt,« slutter hun.
Den 1. marts klippes snoren, og dermed er et langt stykke frivilligt arbejde fuldført.
Der findes arbejdsliv, som forsvinder i CV’er og stillingsbetegnelser, og så findes der arbejdsliv, der bliver en del af et bybillede. Ikke fordi de...
