Et meget alvorligt færdselsuheld har mandag eftermiddag fundet sted ved Lidl på Korskærvej i Fredericia, hvor en bus har ramt en cyklist.
Korskærvej er spærret ved supermarkedet, og det er ikke muligt at dreje fra Vejlevej mod Korskærvej. Afspærringen er markeret med politibånd. Vejlevej er fortsat åben for gennemkørsel.
Politiets indsatsleder er på stedet sammen med TrekantBrand, ligeledes med indsatsleder. En bus holder fortsat på uheldsstedet, som nu bliver grundigt undersøgt.
En ambulance har tidligere været på stedet og er kørt derfra igen. Der er på nuværende tidspunkt ingen officielle oplysninger om den tilskadekomnes tilstand.
Stemningen på stedet er tydeligt trykket, og det står klart for alle tilstedeværende, at der er tale om et meget alvorligt uheld.
Politiet arbejder fortsat på stedet, og en kommentar fra politiet afventes.
Bilister opfordres til at finde alternative ruter, hvis de skal mod Korskærparken eller Lidl via området.
OPDATERET 16.19:
En kvindelig cyklist var fastklemt efter sammenstødet med bussen. Cyklisten er blevet kørt fra stedet i ambulance til Kolding Sygehus. Hendes tilstand er på nuværende tidspunkt ukendt, men umiddelbart sad hun fast under bussen med foden.
Politiets indsatsleder er fortsat på stedet sammen med TrekantBrand, og en bilinspektør er nu i gang med at undersøge uheldsstedet. Den involverede bus holder fortsat på stedet, mens undersøgelserne pågår.
Aldrig før har danskerne brugt så meget elektricitet som i 2025. Det samlede elforbrug er steget med næsten fem procent på ét år, og ifølge Energinet er det et tydeligt tegn på, at elektrificeringen nu for alvor er ved at tage fart.
Elforbruget i Danmark har i 2025 rundet et historisk højt niveau. Hvor det samlede elforbrug i 2024 lå på knap 37.750 GWh, forventes det i 2025 at lande på lidt over 39.500 GWh – en stigning på næsten fem procent.
Og selv om øget elforbrug umiddelbart kan lyde som en belastning, er det i virkeligheden en positiv historie, mener Energinet. Tallene peger nemlig på, at både private husstande og virksomheder i stigende grad skifter fossile brændsler ud med grøn elektricitet.
»Det er rigtig godt, at elforbruget stiger, fordi vi skal have grøn strøm til at erstatte benzin, diesel, olie, kul og naturgas. Det er et klart tegn på, at elektrificeringen bevæger sig fremad,« siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinets Systemansvar.
Elbiler og fjernvarme driver forbruget op
Ifølge Energinet skyldes stigningen især to ting: Et øget elforbrug til produktion af fjernvarme – og et markant løft i det private elforbrug.
Ser man nærmere på døgnets timer, er stigningen særligt tydelig om natten og midt på dagen. Det hænger ifølge Energinet tæt sammen med den hastigt voksende bestand af elbiler, der i høj grad lades op, når elprisen er lav, og der er rigelig grøn strøm fra vind og sol.
Det betyder samtidig, at forbruget i højere grad er fleksibelt og tilpasset elproduktionen – noget, der er helt centralt i den grønne omstilling.
»Elforbruget stiger i de tidsrum, hvor efterspørgslen og priserne typisk er lavest. Det er præcis den type forbrug, der understøtter et grønt energisystem,« lyder det fra Energinet.
Produktionen halter – vinden svigtede i 2025
Selv om elforbruget slår rekord, har produktionen af grøn elektricitet haft et mere ujævnt år. Den samlede produktion fra solceller og vindmøller er i 2025 faldet med omkring 3,5 procent sammenlignet med året før.
Forklaringen skal primært findes i vejret. Vindforholdene har været ringere end normalt, og det har betydet lavere elproduktion fra vindmøller – trods en stort set uændret samlet vindkapacitet.
Til gengæld har solcelleproduktionen sat rekord. I løbet af 2025 er der blevet opsat over 1.000 MW ny solcellekapacitet, men det har ikke været nok til fuldt ud at opveje det lavere vindudbytte.
Energinet forventer dog, at produktionen igen vil stige i de kommende år, efterhånden som både sol- og vindkapaciteten udbygges yderligere.
Mere el kræver mere elnet
Når elforbruget vokser, følger en ny udfordring automatisk med: Behovet for et stærkere og mere omfattende elnet.
»Den afledte effekt af, at elektrificeringen går fremad, er, at vi skal udbygge elnettet i en fart. Det kræver et tæt samarbejde mellem Energinet, distributionsselskaber, aktører og interesseorganisationer,« siger Kim Willerslev Jakobsen.
Energinet har allerede sat gang i en række initiativer, der skal sikre, at udbygningen af elnettet kan følge med efterspørgslen. Blandt andet arbejdes der med at gøre tilslutningsprocesser hurtigere og mere smidige samt fjerne tekniske barrierer for nye elforbrugere og elproducenter.
Loft over tariffer skal give ro til investeringer
For at skubbe yderligere på elektrificeringen har Energinet foreslået et loft over eltariffer frem mod 2030. Målet er at skabe større investeringssikkerhed for virksomheder, der overvejer at skrotte fossile energikilder og i stedet gå over til elektricitet.
Derudover prioriteres nye projekter i højere grad efter modenhed og plads i elnettet, ligesom visse bygherreopgaver fremover kan flyttes fra Energinet til netkunderne for at forkorte sagsbehandlingstiden.
Ifølge Energinet har reaktionerne fra branchen været overvejende positive.
Mere fart i 2026
Hos Energinet ser man de nye tal som et vendepunkt – og forventer, at elektrificeringen vil tage yderligere fart i 2026.
»Vi havde gerne set, at den grønne omstilling var kommet endnu hurtigere i gang tidligere, men tallene for 2025 viser, at vi nu er på vej. Det giver os et godt udgangspunkt for de kommende år,« siger Kim Willerslev Jakobsen.
De endelige, validerede tal for elforbruget i 2025 offentliggøres i anden halvdel af januar 2026.
Hos Slagter Gregersen på Nørrebrogade er tempoet højt og stemningen koncentreret op mod nytår. Flere og flere vælger maden ud af huset – og slagtermester Frank Gregersen står klar til både de velplanlagte og dem, der først beslutter sig i sidste øjeblik.
Knivene arbejder, ovnene kører, og forventningerne stiger. Hos Slagter Gregersen i Fredericia forberedes årets sidste aften med klassisk håndværk, festmenuer og plads til dem, der gerne vil forkæles – også uden stress i køkkenet.
Der er en særlig stemning i luften hos Slagter Gregersen på Nørrebrogade i Fredericia i dagene op mod nytår. En blanding af koncentration og forventning. Knive, der arbejder i takt. Ovne, der kører på fuld kraft. Og kunder, der stikker hovedet ind med den samme sætning på læberne:
»Vi vil gerne forkæles lidt i år.«
For nytåret er blevet noget andet for mange. Ikke bare årets sidste aften, men en aften, hvor man gerne vil skrue op for kvaliteten – og ned for stressen. Hvor maden gerne må være festlig og gennemført, men uden at værten står med sved på panden det meste af aftenen.
Og her spiller slagteren igen en hovedrolle.
Når håndværket tager over
Hos slagtermester Frank Gregersen handler nytåret ikke om hurtige løsninger, men om solidt håndværk. Om råvarer, der er valgt med omhu. Om saucer, der får lov at koge længe. Og om menuer, der er sammensat, så de både er klassiske og nytårsværdige.
»Mange vil gerne have noget, de kender, men som stadig føles som nytår. Det skal være elegant, men også trygt. Noget, man ved virker,« siger Frank Gregersen, mens han bevæger sig mellem kølediske og arbejdsborde.
Det er netop her, slagterens erfaring gør forskellen. Når gæsterne sætter sig til bords nytårsaften, er det ikke bare en menu, der lander på tallerkenen – men timer af forberedelse, smagstests og faglig rutine.
Mad ud af huset – med plads til gæsterne
Tendensen er tydelig: Flere og flere vælger maden ud af huset nytårsaften. Ikke som en genvej, men som en bevidst luksus. Også blandt par, familier og mindre selskaber.
»Folk vil gerne bruge tiden på hinanden i stedet for i køkkenet. Nytår skal være en aften med nærvær – ikke med stress over stegetider og sovse, der skiller,« siger Frank Gregersen.
Menuerne er tænkt, så de er nemme at håndtere derhjemme. Det sidste finish klares i eget køkken, men uden at kræve mere end få greb. På den måde bevarer man følelsen af selv at være vært – bare uden det tunge arbejde.
Også for dem, der er sent ude
Selvom der er travlt, er døren ikke lukket for dem, der kommer lidt i sidste øjeblik. Hos Slagter Gregersen kan man bestille nytårsmad helt frem til den 30. december kl. 12.00.
»Vi ved godt, at ikke alle planlægger i god tid. Og vi vil gerne hjælpe, hvis vi kan. Det er også en del af det at være en lokal slagter,« siger han.
Det betyder, at selv dem, der pludselig får ekstra gæster – eller først sent beslutter sig for at droppe køkkenmaratonet – stadig kan få noget ordentligt på bordet.
Nytår med ro og forkælelse
Nytåret er ikke bare en dato, men en markering. Et skifte. Et øjeblik, hvor man gerne vil gøre sig umage.
»Nytår er en aften, hvor man gerne vil forkæle sig selv og dem, man holder af. Det må gerne være lidt ekstra,« siger Frank Gregersen.
Og netop derfor vælger mange slagteren til. Ikke kun for maden, men for trygheden. For at vide, at der står faglighed bag. At nogen har taget sig af detaljerne.
Årets nytårsmenu hos Slagter Gregersen
Hos Slagter Gregersen er nytårsmenuen sammensat med fokus på klassisk håndværk, råvarer af høj kvalitet og retter, der kan gøre nytårsaften både festlig og afslappet. Menuen spænder fra en elegant starter med slagterens egne specialiteter over en forret med fisk fra Vesterhavet til en hovedret, hvor mørt oksekød og langtidsstegt nakkefilet spiller hovedrollerne. Hertil kommer klassiske garniturer som pommes Annette, sherrysauce, sæsonens grønt og en dessert, der runder aftenen af med små, delikate søde serveringer.
»Det skal være nytårsmad, som smager af noget – men som også er til at overskue derhjemme. Folk skal kunne dække bord, hælde et glas vin op og nyde aftenen, uden at stå og stresse i køkkenet,« siger slagtermester Frank Gregersen og tilføjer, at menuen er lavet, så den både kan imponere gæsterne og give værten ro.
Bestilling kan ske frem til 30. december kl. 12.00, men også de, der er lidt sent ude, er velkomne. »Vi gør, hvad vi kan, for at hjælpe – nytår handler jo om forkælelse og gode oplevelser, ikke om dårlig samvittighed,« siger han.
Hos Slagter Gregersen er forberedelserne i fuld gang. Nytåret nærmer sig.
Søndag den 28. december klokken 15.25 blev politiet gjort opmærksom på gaslugt i det fri på Brovadvej i Erritsø.
»Der er tale om et gasudslip, hvor en gasledning er blevet kørt over. Der var ikke nogen fare for omgivelserne, men man kunne tydeligt lugte gas på stedet,« siger Arno Rindal Petersen.
Ifølge politiet vurderes det, at en gravemaskine formentlig har beskadiget ledningen. En indsatsleder fra brandvæsenet var til stede, og situationen blev håndteret uden yderligere konsekvenser.
Sydøstjyllands Politi rykkede natten til den 25. december klokken 23.52 ud til Lumbyesvej i Fredericia efter meldinger om et højt brag og brand i en bil.
»Vi får en anmeldelse om et højt brag, og da patruljen kommer frem, står en bil i brand,« oplyser Arno Rindal Petersen.
TrekantBrand blev sendt til stedet og fik hurtigt slukket branden. Politiet har efterfølgende oprettet en sag for at klarlægge hændelsesforløbet.
Der er navne, som bliver hængende, når man taler om ældreplejen i Fredericia.
Othello. Hybyhus. Kobbelgården.
Skriver man dem i en søgemaskine, dukker sagerne op. Medarbejdere under pres. Pårørende, der råber op. Ledelsesmæssige svigt, uro og tillidsbrud. Og nu endnu et direktørskifte på et af kommunens mest følsomme velfærdsområder.
Det er fristende at gøre det til en lokal historie. At pege fingre. At tale om “noget særligt galt i Fredericia”.
Men det ville være forkert.
For sandheden er mere ubekvem – og mere alvorlig: Det her er ikke en fredericiansk historie. Det er en dansk historie. Og i stigende grad en velfærdshistorie, der gentager sig fra by til by, kommune til kommune.
Når man kan skrive et navn – og finde sagerne
Othello er ikke unikt. Hybyhus er ikke alene. Kobbelgården er ikke et særtilfælde.
Søger man fem år tilbage i tiden, kan man finde plejehjem i næsten alle større byer, hvor navnet alene åbner for en række artikler, tilsynsrapporter og vidnesbyrd om pres, fejl og svigt.
Det handler ikke om onde medarbejdere eller ligeglade ledere. Tværtimod. Det handler om et system, der i årevis er blevet strammet, effektiviseret og målt – ofte uden at blive gentænkt.
Der er langt fra ostemaden hos Fru Jensen og vagtlægen, der kom kørende, når små og store var syge, til nutidens ældrepleje, hvor vagtlægen sidder bag en skærm, og omsorg ofte er presset ind mellem dokumentation, skemaer og systemkrav.
Det er ikke nostalgisk længsel. Det er en konstatering.
Endnu et direktørskifte – endnu en chance
Når en direktør forlader området, vil nogen altid spørge: blev hun træt af at håndtere skandalerne?
Måske. Måske ikke.
Men det er i virkeligheden det mindst interessante spørgsmål. Det vigtige er, hvad Fredericia vælger at gøre nu.
For et direktørskifte er ikke bare et punktum. Det er et komma. En mulighed for at stoppe op. For at stille det svære spørgsmål: Skal vi blive ved med at gøre mere af det samme – eller tør vi gøre noget andet?
Ældreplejen kan ikke repareres med pressemeddelelser og handleplaner alene. Den kan heller ikke fixes ved endnu et lag kontrol. Den skal bygges op igen – fra bunden og op.
Medarbejderne er nøglen – ikke problemet
Der findes ingen genvej uden om medarbejderne.
Hvis ældreplejen skal lykkes, skal medarbejderne lykkes.
Det kræver stabilitet, faglighed og ledelse, der tør stå på mål – også når det blæser. Det kræver, at man går fra brandslukning til langsigtet drift. Fra konstant undtagelsestilstand til hverdag, der hænger sammen.
Det kræver også, at man tør tale ærligt om arbejdsvilkår, rekruttering og fastholdelse – uden at gøre det til en kamp mellem “systemet” og “gulvet”.
For der er ingen ældrepleje uden mennesker. Og der er ingen mennesker, der kan levere nærvær, hvis al deres tid går med at dokumentere, registrere og forklare.
Brug systemerne klogere – ikke mere
Her ligger et overset potentiale.
For måske er løsningen ikke færre systemer – men bedre brug af dem. Kunstig intelligens, automatisering og smartere planlægning kan frigive tid. Ikke til flere møder. Men til nærvær.
Hvis teknologi kan tage noget af det administrative, kan mennesker tage sig af det menneskelige. Hvis systemerne bruges klogt, kan de give mere tid ved sengen, ved bordet, i samtalen.
Det kræver mod at tænke sådan. For det kræver, at man tør slippe kontrollen en smule – og i stedet stole på fagligheden.
Fredericia kan vælge at gå forrest
Fredericia står ikke alene med udfordringerne. Men netop derfor kan byen også vælge at blive et eksempel på, hvordan man kommer videre.
Ikke ved at love, at der aldrig igen vil være sager. Det vil der. Der vil altid være fejl, klager og menneskelige brudflader i velfærden.
Men ved at vise, at man tager ansvar. At man investerer i ledelse, kultur og arbejdsmiljø. At man tør bruge teknologi som et redskab – ikke som en erstatning for omsorg.
At man forstår, at ældrepleje ikke kun er et budgetområde, men et spejl af, hvem vi er som samfund.
Fra uro til tillid
Othello, Hybyhus og Kobbelgården vil ikke forsvinde fra hukommelsen. Og det skal de heller ikke. For de minder os om, hvad der sker, når systemer bliver vigtigere end mennesker.
Men de kan også blive startpunkter. Ikke for endnu en skandale, men for en ny retning.
Hvis Fredericia vil.
Hvis ledelsen tør.
Og hvis vi husker, at nærvær aldrig kan effektiviseres – men tid til nærvær kan skabes.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog natten til søndag en anmeldelse om et indbrud i Fredericia, hvor gerningsmanden forlod stedet igen, da det viste sig, at der var beboere i huset.
Anmeldelsen indløb den 28. december klokken 01.23 og vedrørte et indbrud i Baldersparken. Ifølge politiet var der omkring klokken 01.10 blevet anmeldt en rudeknusning på adressen. Gerningsmanden skaffede sig adgang til huset, men opdagede undervejs, at der var beboere til stede, hvorefter han flygtede fra stedet igen.
»Der er vi jo interesseret i, hvis der er nogen, der har oplysninger eller har set noget i relation til sagen, så vil vi meget gerne høre om det på 114«, oplyser vagtchef Thomas Kiær.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag d. 28.12 kl. 10.00 af vagtchef Thomas Kiær.
Efter et karriereskifte fra erhvervslivet valgte Torben Søgaard Bonnichsen folkeskolen til for værdiernes skyld. I tredje del af vores serie om den fredericianske folkeskole fortæller han om mødet med et komplekst system, pressede klasser, voksende bureaukrati og et ansvar, der rækker langt ud over undervisningen. Samtidig efterlyser han mindre klasser, større faglig frihed og mere mod – både blandt lærere og politikere.
Da Torben Søgaard Bonnichsen for otte år siden forlod erhvervslivet og trådte ind i folkeskolen, var det ikke et forsøg på at finde et mere roligt arbejdsliv. Tværtimod. Skiftet udsprang af et behov for at arbejde med noget, der havde en anden tyngde end effektivitet og hurtige resultater.
Han havde i årene forinden arbejdet med uddannelse af voksne i det private erhvervsliv. Alligevel var det netop folkeskolen, der trak – fordi den rummede noget mere grundlæggende.
»Det var selvfølgelig et karriereskifte, men det var i høj grad også et værdiskifte. Jeg kunne mærke, at lærergærningen rummede nogle dannelsesmæssige og menneskelige værdier, som jeg gerne ville arbejde med. Noget, der handlede om mere end bare resultater her og nu, men om at forme mennesker over tid.«
Overgangen blev samtidig et møde med en helt anden arbejdskultur. Hvor tempoet i erhvervslivet ofte var højt, og ansvar blev målt i færdige leverancer, oplevede Torben Søgaard Bonnichsen hurtigt, at skolens virkelighed arbejder i langt længere perspektiver.
»Noget af det, jeg skulle vænne mig til, var, at ikke alt skal lykkes i dag. I skolen arbejder vi med processer, hvor resultaterne først viser sig langt senere. Det behøver ikke at være i dag, lille Per lærer at læse – og den erkendelse var faktisk en stor omstilling for mig.«
Samtidig blev han mødt af en organisation, der viste sig at være langt mere kompleks, end han havde forestillet sig.
»Jeg blev overrasket over, hvor stor og kompleks folkeskolen faktisk er. Og hvor lang omsætningstid der er på mange beslutninger. Men jeg blev også positivt overrasket over mine kolleger. Over hvor dedikerede de er. De møder op dag efter dag og er nærværende for eleverne – også når opgaven er tung.«
Netop den hverdag, mener Torben Søgaard Bonnichsen, forsvinder ofte i den offentlige debat om folkeskolen. En debat, han grundlæggende hilser velkommen, men som mister sin værdi, hvis den løsriver sig fra praksis.
»Alle stemmer er vigtige, og vi skal kunne stå på mål for kritik. Det er en del af at leve i et demokrati. Men den kritik, der for alvor giver mening, er den, der tager udgangspunkt i hverdagen – hvor man kan se, hvad det er, vi faktisk står i, og hvorfor vi gør, som vi gør.«
Når samtalen bevæger sig ind på lærerværelset, er der ét tema, der igen og igen trænger sig på: arbejdspresset. Ikke som en generel klage, men som en konkret erfaring fra klasselokalet.
Torben Søgaard Bonnichsen peger på, at meget af presset opstår, før undervisningen overhovedet begynder.
»Trivsel fylder enormt meget i dag, men elevernes trivsel starter jo ikke i skolen. De kommer med noget hjemmefra – fra familien, fra fritiden, fra livet udenfor. Og alt det tager de med ind i klassen.«
Det betyder, at læreren ofte skal bruge betydelig energi på at skabe ro, tryghed og fællesskab, før det faglige arbejde kan tage form.
»Mange lærere laver i praksis en masse krumspring, bare for at få alle elever med på opgaven. Og det gør, at man allerede er presset, inden man når til undervisningen.«
Det er i den sammenhæng, diskussionen om klassestørrelser bliver konkret. For Torben Søgaard Bonnichsen er det nuværende loft på 28 elever sjældent foreneligt med den virkelighed, lærerne står i.
»Antallet af elever kan ikke fastsættes isoleret. Det handler om, hvad vi vil opnå – og om, hvordan eleverne faktisk møder op. Hvis alle er veloplagte, kan man håndtere flere. Men hvis mange rammer den forkerte dag, bliver det meget svært.«
Han peger på, at undervisningen i dag i højere grad er undersøgende, problemorienteret og organiseret i grupper. Det stiller nye krav til lærerens tilstedeværelse.
»Kunsten er at være til stede uden at være styrende. Hvis du bliver for usynlig, mister eleverne retning. Hvis du bliver for dominerende, mister de ejerskab. Den balance er svær – og den bliver næsten umulig i for store klasser.«
Derfor er hans konklusion klar og konsekvent.
»Jeg mener, vi skal ned omkring 20 elever i en klasse. Store nok grupper til, at der opstår et fællesskab – men små nok til, at læreren kan nå rundt og faktisk være til stede.«
Torben Søgaard Bonnichsen afviser samtidig forestillingen om, at større klasser kan kompenseres med digitale løsninger og teknologiske genveje. Her bliver han markant.
»Man kan godt sætte 50 elever foran en Chromebook, downloade noget software og bagefter teste, om de har forstået det. Men det har ikke noget med undervisning at gøre. Det giver input – ikke læring. Det giver hverken dannelse, socialisering eller fællesskab.«
For ham er netop dannelsen et helt afgørende argument for, at folkeskolen ikke kan reduceres til individuel skærmundervisning.
»Hvis vi vil have en folkeskole, vi kan være stolte af, skal eleverne løse svære ting sammen. Det er dér, de lærer at fungere som mennesker i et fællesskab. Det kan vi ikke erstatte med online-systemer.«
Samtidig oplever Torben Søgaard Bonnichsen, at lærernes faglighed i stigende grad kommer under pres. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men som følge af styring og ressourceknaphed.
»Vi har mindre frihed i dag. Ledelsen rækker længere ned i hverdagen, og nogle gange handler beslutninger mere om at få skemaet til at hænge sammen end om faglighed.«
Han nævner eksempler på lærere, der underviser i fag, de ikke er uddannet til, for at få enderne til at mødes.
»For 20 år siden var matematiklæreren matematiklærer. I dag arbejder vi mere i teams, og det styrker samarbejdet – men det betyder også, at fagligheden nogle gange bliver udvandet.«
Her mener han, at lærerne selv har et ansvar for at sige fra.
»Vi skal turde sige, at matematik ikke er klassens time. Dansk og matematik er fag, der blinker lige nu, og der er vi nødt til at stå fast – også internt.«
Bureaukratiet er et andet vilkår, der presser lærernes hverdag. Dokumentation, møder og opfølgning fylder mere og mere.
»Forberedelsestid findes på papiret, men i praksis bliver den brugt på alt muligt andet end at forberede undervisning. Hvis eleverne virkelig skal have gavn af lærernes tilstedeværelse, er vi nødt til at afbureaukratisere og prioritere undervisningen.«
Hvis Torben Søgaard Bonnichsen fik magten til at sætte retningen for folkeskolen, ville han ikke lave radikale ændringer. Tværtimod.
»Fire ud af fem elever går i folkeskolen. Det siger noget om, at der er en grundlæggende opbakning.«
Men han ville stille større krav – især til lærerne selv.
»Vi skal blive bedre til at kritisere hinanden fagligt. Hvis vi vil have mandatet til at arbejde med relativt stor frihed, så forpligter det også. Vi skal turde sige til en kollega, når noget ikke er godt nok.«
Det ser han som en forudsætning for at skabe en folkeskole, som både forældre og samfund kan have tillid til.
»Folk kan mærke forskel på lærere. Det forpligter os.«
Bekymringen bliver særlig tydelig, når samtalen falder på de elever, der forlader folkeskolen uden at bestå afgangsprøverne.
»Det er både beklageligt og forundrende. Men det hænger også sammen med, at folkeskolen ikke siger nej til nogen.«
Han efterlyser mere mod til at give nogle elever et andet og mere respektfuldt tilbud.
»Nogle elever har reelt ikke forudsætningerne for at bestå prøverne. Alligevel bliver de ført igennem år, som ikke er rare. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.«
Samtidig peger han på elever, der reagerer med modstand, fordi skolelivet ikke giver mening.
»Der er nogle skal-opgaver i livet, uanset om du vil være smed eller biolog. Det er også en del af dannelsen at lære det.«
Her spiller relationen mellem lærer og elev en afgørende rolle.
»En autentisk lærer, der tager ansvar og skaber tillid, kan redde mange børn fra at forlade folkeskolen med en dårlig oplevelse.«
Samarbejdet med forældrene er i den sammenhæng helt centralt – og ofte vanskeligt.
»Den største udfordring er nogle gange kommunikationen med forældrene. Hvornår er du forælder, og hvornår er du mor eller far?«
Han oplever, at ansvaret for hurtigt placeres hos systemet.
»Det sender et signal til barnet om, at selv forældrene har givet op.«
Derfor efterlyser han et mere forpligtende samarbejde, hvor barnet mødes som deltager i et fællesskab – ikke som et problem, der skal forklares væk.
Til sidst vender Torben Søgaard Bonnichsen blikket mod politikerne. Ikke for at efterlyse nye reformer eller flere ord – men noget mere grundlæggende.
»Anerkendelse.«
Han peger på lærere, forældre og skolebestyrelser, der hver dag leverer langt mere, end man umiddelbart ser.
»Der er ingen, der flygter fra opgaven. Tværtimod.«
For ham handler det ikke om løn eller prestige, men om at blive set.
»Der er nogen, der løber med både arme og ben. Det kunne være rart, hvis nogen en gang imellem sagde: Vi ved godt, hvad I laver.«
I tredje del af serien tegner Torben Søgaard Bonnichsen et billede af en folkeskole, der ikke mangler vilje – men tid, plads og mod. Ikke mindst modet til at stå fast på fagligheden, også når det er besværligt.
Søndag morgen den 28. december advarer Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje i både Middelfart og Kolding Kommune. Især på udsatte strækninger kan føre hurtigt skifte, og bilister opfordres til ekstra forsigtighed.
Bilister i Trekantområdet bør være ekstra opmærksomme søndag morgen. Ifølge Vejdirektoratet er der pletvis sne- og isglatte veje i både Middelfart Kommune og Kolding Kommune.
I Middelfart Kommune meldes der om glatte forhold på udsatte strækninger på de kommunale veje. Vejdirektoratet oplyser, at der på statsvejene generelt er normalt føre efter årstiden, men at der lokalt kan være glat – særligt på broer, sideveje og steder med skygge.
Også i Kolding Kommune er der risiko for isglatte veje søndag morgen. Her lyder meldingen, at vejklasse 1 og 3 er glat på udsatte steder, mens der på vejklasse 2 er foretaget saltning tidligt på morgenen. Trods saltning kan der fortsat forekomme glatte partier.
