Suveræne Danmark viste klassen mod Nordmakedonien

Af
Patrick Viborg
-
0
Foto: Marc M. Andersen

Danmark åbnede EM med en sejr, der voksede sig større, jo længere aftenen skred frem. 36–24 over Nordmakedonien i Jyske Bank Boxen blev resultatet af en kamp, der begyndte rodet og ujævn, men som gradvist blev formet af dansk tempo, defensiv justering og et angrebsspil, der især i anden halvleg fandt sin rytme og sit hierarki.

Det var Nordmakedonien, der fik kampens første ord. Marko Mitev scorede efter blot to minutter i en åbning, hvor begge hold virkede afsøgende, og hvor Danmark misbrugte en tidlig kontra ved Niclas Kirkeløkke. Gæsterne stod højt i forsvaret over for Mathias Gidsel og fik i begyndelsen sat en vis uro i det danske opspil, men det billede holdt ikke længe. En tidlig udvisning til Samoil Ristevski gav Emil Jakobsen et straffekast, som han sikkert udnyttede, og allerede her begyndte Danmarks evne til at straffe fejl at tage form.

Tempoet blev hurtigt kampens nøgle. Danmark straffede i omstillingerne, først ved Gidsel på kontra og senere igen, da han svarede prompte efter en nordmakedonsk scoring. Emil Nielsen satte sig samtidig massivt igennem i målet. En stor redning efter otte minutter blev fulgt op af en markant jubel, og signalet var tydeligt: Danmark havde fundet intensiteten. I den anden ende begyndte Simon Pytlick at dominere kampens flow. Gennembrud, hårde afslutninger og en konstant evne til at udfordre et defensivt system, der sjældent fik ro til at sætte sig, gjorde ham til første halvlegs klare omdrejningspunkt.

Alligevel var kampen ikke uden danske udfald. Midt i halvlegen faldt niveauet markant. Flere uskarpe angreb, en brændt friløber fra Kirkeløkke og manglende konsekvens gav Nordmakedonien luft. Ved 13–10 tog Nikolaj Jacobsen timeout, tydeligt utilfreds, og kort efter blev Kirkeløkke taget ud til fordel for Mads Hoxer. Det greb genoprettede balancen. Danmark begyndte at finde løsninger i syv mod seks, hvor Lukas Jørgensen flere gange samlede op og straffede andenbølgerne, og ved pausen havde Danmark igen skabt afstand. 17–12 var ikke prangende, men det var kontrolleret.

Anden halvleg blev indledt med et statement. Seks sekunder inde i halvlegen scorede Danmark, og herfra ændrede kampen karakter. Mads Hoxer fandt Lukas Jørgensen i det tomme mål, Simon Pytlick fortsatte sin scoringsrække og kolliderede i én sekvens med målmanden, tog sig kortvarigt til struben, men fortsatte uden yderligere dramatik. Nordmakedonien forsøgte at sænke tempoet, men et langsomt angreb uden scoring efter 38 minutter udløste synlig frustration hos Nikolaj Jacobsen på sidelinjen.

Magnus Landin blev skiftet ind i pausen og kvitterede hurtigt med sin første scoring, og da Emil Nielsen kort efter leverede en spektakulær redning på et skud mod tomt mål, begyndte kampen for alvor at tippe. I samme sekvens opstod kaos med en voldsom nordmakedonsk tackling, publikum rasede, og Danmark brugte energien konstruktivt. Lasse Andersson scorede midt i larmen, Johan Hansen tryllede i overtallet, og Lukas Jørgensen satte endnu et punktum i tomt mål.

Det taktiske greb i forsvaret blev tydeligere som kampen skred frem. Magnus Saugstrup rykkede frem i en fremskudt position, og det gav Danmark mulighed for at bryde rytmen hos Nordmakedonien, der kortvarigt profiterede af lidt dansk sjusk, men aldrig fik fodfæste. Ved 31–21 tog Danmark timeout med godt otte minutter igen, og her var kampen reelt afgjort. Simon Pytlick scorede sit niende mål kort forinden og blev tydeligt udpeget som kampens spiller, og i slutfasen fik også debutanten Mads Svane spilletid.

Kevin Møller kom ind på mål og åbnede med en redning, Magnus Saugstrup markerede sig igen fra stregen, og selv om Magnus Landin brændte et straffekast flere meter forbi målet, ændrede det ikke kampens retning. Mathias Gidsel fik sågar tidlig fyraften, inden han alligevel nåede at score endnu en gang på kontra, før Nordmakedonien tog timeout med halvandet minut igen. Det sidste danske mål blev også sat ind af Gidsel, selv om udsynet for pressen på det tidspunkt var begrænset af stående tilskuere.

36–24 blev slutresultatet i en kamp, hvor Danmark langsomt, men sikkert fik greb om alle kampens facetter. Simon Pytlick sluttede som topscorer med ni mål, Mathias Gidsel fulgte efter med otte, og Emil Nielsen leverede ti redninger på 28 afslutninger. Sejren giver Danmark en solid åbning på EM, inden næste opgave venter lørdag klokken 20.30 mod Rumænien, hvor kravene til stabilitet og disciplin næppe bliver mindre.

Live: Danmark tager hul på jagten på EM-guldet

Af
Patrick Viborg
-
0

Danmark tager hul på EM-slutrunden, hvor Danmark jagter det ørste EM-trofæ siden 2012. AVISEN er til stede i Jyske Bank Boxen, hvor vi liveopdaterer fra opgøret.

Jacob Vetter forlænger og sætter retning i Middelfart

Af
Andreas Andreassen
-
0

Der er spillere, man bygger systemer op omkring, og så er der spillere, man bygger kultur omkring. Med forlængelsen af Jacob Vetter har Middelfart Boldklub sikret sig begge dele.

Siden skiftet til Middelfart i foråret 2025 har Jacob Vetter været fast inventar på banen. Minutterne har været mange, fraværet minimalt, og rollen tydelig. Nu er parterne blevet enige om en kontraktforlængelse, der holder midtbanespilleren i klubben frem til 31. december 2027. En aftale, der falder helt naturligt for sportschef Søren Godskesen.

»Vi er rigtig glade for, at vi har forlænget kontrakten med Jacob. Han er en af lederne i vores trup, og han er en spiller, som vi altid ved, hvad vi får fra – både på og udenfor banen. Han har spillet mere end 100 kampe i 1. division, så han har også en erfaring og rutine, som er vigtig for vores trupsammensætning,« siger sportschefen.

Netop den erfaring har været tydelig, siden Vetter trådte ind i Middelfart-truppen. Han kom ikke til som et projekt, men som en færdig spiller, der hurtigt fandt sin plads i både spillet og hierarkiet. Det afspejler sig også i statistikken. I efterårssæsonen missede han blot én enkelt kamp – og det var ikke på grund af form eller skader, men karantæne.

»Udover at tage ansvar som leder, så er han også en vigtig spiller for os på banen. I efterårssæsonen missede han kun en enkelt kamp, hvor han sad ude med karantæne. Så vi er naturligvis rigtig glade for, at vi har forlænget kontrakten med ham,« siger Søren Godskesen.

For Middelfart handler forlængelsen ikke kun om stabilitet i startopstillingen, men også om at fastholde en type, der sætter standarder i hverdagen. En spiller, der møder ensartet op – uanset om det er mandag formiddag på træningsbanen eller søndag eftermiddag i 1. division.

Hos hovedpersonen selv har der heller ikke været mange overvejelser.

»Jeg har ikke været i tvivl om, at jeg gerne ville forlænge min aftale med Middelfart Boldklub. Jeg har ikke været her så længe, men jeg er rigtig glad for at være i klubben, som er fyldt med gode mennesker. Jeg føler, der har været stor tillid til mig fra dag ét, både fra trænerteamet, holdkammeraterne og Søren,« siger Jacob Vetter.

Selvom opholdet i Middelfart endnu ikke strækker sig over mange sæsoner, er relationen vokset hurtigt. Tillid er blevet vekslet til ansvar, og ansvar er blevet taget. Det er en rolle, Vetter ikke løber fra – tværtimod.

»Jeg har noget erfaring, som gør, at jeg selvfølgelig er en, der skal tage ansvar. Både på træningsbanen og på kampbanen. Det trives jeg i, og det er også lige netop det ansvar, der er noget af det, som gør mig glad for, at jeg har forlænget min kontrakt,« siger han.

I en trup, der skal balancere udvikling og overlevelse i 1. division, er netop den type spillere svære at undvære. Med forlængelsen af Jacob Vetter har Middelfart Boldklub ikke blot sikret sig minutter og rutine, men også en tydelig retning. En spiller, der står for stabilitet i en hverdag, hvor meget andet kan skifte. Og i sidste ende er det ofte netop den slags forlængelser, der viser sig at være de vigtigste.

Nye maskinmestre fejret i Fredericia efter år med hårdt arbejde

Af
Andreas Andreassen
-
0

De nyuddannede maskinmestre forlader Fredericia Maskinmesterskole med mere end et eksamensbevis i hånden. Rektor Jens Færgemand brugte dimissionen til at minde dem om, at deres faglighed forpligter, at deres stemme betyder noget, og at netop de står midt i den grønne omstilling, hvor viden skal omsættes til handling, også når modvinden tager til.

Der er dage, hvor et auditorium for en stund bliver større end sig selv. Hvor rækkerne af stole, de mørke jakker, de lyse kjoler og de forventningsfulde ansigter tilsammen danner et rum, der rækker ud over bygningen og ind i noget mere grundlæggende. En dag, hvor det handler om overgang. Om afslutning. Om begyndelse.

Sådan en dag var det, da rektor Jens Færgemand Mikkelsen tog ordet foran de nyuddannede maskinmestre på Fredericia Maskinmesterskole. Ikke som administrator. Ikke som embedsmand. Men som menneske, der ved, hvad det vil sige at have stået i processen, i usikkerheden, i arbejdet. Og som ved, hvad det kræver at komme helt i mål.

»I dag markerer vi en milepæl i jeres liv,« sagde han og satte med det samme rammen. For dette var ikke bare en dimission. Det var en anerkendelse af mod. Af vedholdenhed. Af en beslutning, der blev truffet for år tilbage, længe før eksamensbeviser og håndtryk. Dengang, hvor målet endnu var abstrakt, og vejen derhen uklar.

At blive maskinmester er ikke et tilfælde. Det er ikke held. Det er, som rektor formulerede det, resultatet af en indsats, der gentages igen og igen, eksamen efter eksamen, projekt efter projekt. »Man kan måske være heldig til én eksamen, men ikke til dem alle,« sagde han og lod ordene hænge et øjeblik i rummet. Her sad de, fordi de havde gjort arbejdet. Fordi de havde båret ansvaret. Fordi de var blevet ved.

Det er en uddannelse, der bærer sit eget kvalitetsstempel. Et brand, som skolen værner om. Og som dimittenderne nu selv skal være med til at forvalte. For maskinmesterfaget handler ikke kun om teknik. Det handler om faglighed som karakter. Om at kunne sit stof og stå ved det. Om at vide, at grundighed og kunnen ikke er noget, man tager på i ny og næ, men noget, man lever med hver dag.

Netop fagligheden var et gennemgående omdrejningspunkt i talen. Ikke som et abstrakt ideal, men som noget konkret. Noget, der er blevet opøvet gennem år med krav, forventninger og stadig mere komplekse opgaver. »I har tilegnet jer en faglighed, der er i top,« lød det, og der var ingen tvivl om, at ordene var ment som mere end en høflig ros. De var ment som et ansvar, der nu følger med videre.

Men faglighed står ikke alene. Den skal bruges. Udfordres. Sættes i spil. Derfor talte Jens Færgemand også om innovation. Ikke som et smart ord, men som en nødvendighed. Innovation er ikke kun teknologi. Det er viljen til at tænke anderledes, når de kendte løsninger ikke længere rækker. Det er evnen til at se nye veje, fordi man er blevet tvunget til det undervejs. »For at kunne løse opgaverne, har vi tvunget jer til at være innovative,« sagde han med et glimt i øjet. Og netop dér ligger maskinmesterens særlige styrke.

En anden. Mindre synlig, men mindst lige så vigtig dimension er nærheden. Relationerne. Fællesskabet. Det, der opstår mellem mennesker, når man går igennem noget krævende sammen. I undervisningslokalerne. I projekterne. I de lange dage, hvor man både kæmper med stoffet og med sig selv. »I har opbygget relationer og venskaber, der kan vare resten af livet,« lød det. Og opfordringen var klar. Værn om dem. Brug dem. Netværk er ikke noget, man først finder frem senere. Det er noget, man allerede står midt i.

Engagementet var det fjerde ben. Den energi og det ansvar, der har båret dem igennem. For uden engagement var de ikke kommet hertil. Det var rektor krystalklar omkring. Og det var ikke tænkt som en pæn formulering, men som en konstatering. Man gennemfører ikke denne uddannelse på halv kraft.

De fire værdier faglighed, innovation, nærhed og engagement blev bundet sammen som skolens kulturelle rygrad. Ikke noget, der bliver efterladt på trappen sammen med studiekortet, men noget, der skal med videre. Ind i arbejdslivet. Og ind i privatlivet.

For maskinmesterrollen stopper ikke, når arbejdstøjet hænges på knagen. Den følger med hjem. Til vennerne. Til familien. Til de små og store henvendelser, hvor man pludselig forventes at kunne fikse alt. »Fra nu af vil folk tro, at I kan fikse alt,« sagde Jens Færgemand med et smil. Og selvom det ikke er pensum at reparere svigermors robotplæneklipper, så ligger der i bemærkningen også noget alvor. Det handler om at kende sine grænser. Om at kunne sige nej. Om at forstå, at ansvar også er at vide, hvornår man ikke skal tage det på sig.

Talen tog en mere alvorlig drejning, da blikket blev løftet fra den personlige rejse til den verden, dimittenderne nu træder ud i. En verden præget af uro. Krig. Usikkerhed. Fra Ukraine til Mellemøsten. Og videre til aktuelle konflikter, der minder os om, hvor skrøbelige relationer kan være. Her blev maskinmesterrollen igen sat ind i en større sammenhæng. Som fagperson. Og som medmenneske. »Husk, at vi alle er mennesker med lige værd og rettigheder,« lød det. Værdier, der ikke må relativiseres væk, heller ikke når presset stiger.

Midt i alvoren fortalte rektor historien om den sibiriske nattergal. En fortælling, der både er grotesk og præcis. Om at flyve højt. Om at falde. Om ikke alle fjender er fjender, og ikke alle hjælpere er venner. Og om faren ved at synge, når man står i lort til halsen. Moralen blev leveret med et twist. For nogle gange er det netop dér, man har allermest lyst til at synge. Til at stå ved det, man tror på.

Overført til maskinmestrenes virkelighed blev pointen klar. Den grønne omstilling. Klimaudfordringen. Et område, der ifølge rektor ikke får den opmærksomhed, det fortjener, selvom situationen er alvorlig. Og netop her har dimittenderne en særlig rolle. »Den der har evnerne, har pligten,« som Mærsk engang formulerede det. Det handler ikke kun om teknologi, men om ansvar. Om at bygge bro mellem teori og praksis. Mellem systemer og virkelighed. Mellem idealer og kompromiser.

Maskinmestrene er uddannet til at stå netop dér, hvor tingene bliver svære. Hvor løsninger skal fungere i praksis. Hvor bæredygtighed, økonomi og samfund hænger sammen. De vil møde modstand. Forandring er aldrig let. Men de er rustet til det. Til at analysere. Til at handle. Til at samarbejde. Og til at tage ansvar, også når det koster.

Afslutningen var poetisk og præcis. Med reference til sangen Fuglene letter mod vinden. En påmindelse om, at livet formes i modvind. At det er dér, retningen sættes. »Syng, og tag udfordringerne med oprejst pande,« lød den sidste opfordring.

Og sådan blev en dimission til mere end en afslutning. Den blev en fortælling om ansvar. Om mod. Og om den stemme, der stadig skal bruges, også når verden ikke er perfekt.

Kommunen talte hårdt om broerne, men bremsede sit stærkeste våben

Af
Andreas Andreassen
-
0

Dagboden begyndte som et klart presmiddel i striden om broerne ved Prangervej og Sjællandsgade og voksede uge for uge, indtil beløbet rundede over en million kroner. Midt i konflikten blev kommunens stærkeste greb imidlertid sat på pause. Dokumenter, mails og aftaler viser, hvordan sagen skiftede karakter, og i et interview bekræfter kommunens direktør for området, Morten Christensen, at juridiske vurderinger i forvaltningen førte til beslutningen om at sætte dagboden i bero.

redericia Kommune afviste i første omgang at give Fredericia AVISEN aktindsigt i sagen, men efter en klage fra avisen er der nu givet delvist indblik i materialet.

Sagen om broerne har ellers været tænkt som et lille lokalt eventyr. Fredericianerne har set frem til, at voldanlægget for alvor blev samlet, så man frit kan bevæge sig rundt og opleve både historiens vingesus og den grønne natur, der binder byen sammen.

Dagboden kom ikke snigende. Den blev varslet tydeligt, opgjort systematisk og gentaget uge for uge, som et fast punkt i kommunikationen mellem Fredericia Kommune og entreprenøren Arkil, der stod for anlægsprojektet ved Prangervej og Sjællandsgade, hvor to stålbroer skulle forbinde voldanlægget og skabe adgang for gående og cyklister.

Allerede den 16. juni 2025 skrev kommunen til Arkil, at man agtede at bringe bodsbestemmelserne i kraft, hvis leveringen af broelementerne ikke skete rettidigt, og at kommunen forbeholdt sig retten til at tilbageholde betaling som konsekvens heraf. Den oprindelige afleveringsfrist var den 1. juli 2025, og da den dato blev overskredet, begyndte dagboden at løbe.

Dagboden var ikke symbolsk. Den var fastsat til 128.000 kroner pr. påbegyndt uge, svarende til 0,5 procent af entreprisesummen, og den blev opgjort skriftligt igen og igen. I august viste opgørelserne 128.000 kroner. Ugen efter 256.000. Så 384.000. 512.000. 640.000. Tallene stod sort på hvidt i kommunens breve, og hver gang blev det understreget, at retten til modregning blev fastholdt.

I september voksede beløbet videre. Den 8. september skrev kommunen, at dagboden nu udgjorde 512.000 kroner. Den 15. september var den steget til 640.000 kroner. Den 22. september lød opgørelsen på 640.000 kroner med udsigt til over 1,4 millioner, hvis afleveringen fortsat trak ud. Den 29. september stod beløbet på 896.000 kroner, og kommunen gjorde igen opmærksom på, at der ville ske modregning.

Dagboden var på det tidspunkt ikke bare et regnestykke. Den var et aktivt presmiddel. Det fremgår direkte af mailkorrespondancen i midten af oktober, hvor konflikten mellem parterne spidsede til. Den 17. oktober skrev Simon Wulff Kristensen, jurist i Fredericia Kommune, i et svar til Arkil, at opkrævningen af dagbod havde et klart formål. »Opkrævning af dagbod har til formål at motivere Arkil A/S til at nedbringe forsinkelsen mest muligt,« skrev han.

Lidt senere i samme mail stod der: »Vi forsøger således at skabe et ’trusselsbillede’ af, at hvis I ikke aktivt gør noget for at få forsinkelsen nedbragt, så har det en omkostning.« Mailen kom efter, at Arkil i flere omgange havde kritiseret kommunens dagbodsvarsler som urimelige og beskyldt kommunen for at male et trusselsbillede op, mens der blev udført ekstraarbejder på broerne. Men kommunens linje var klar. Dagboden var berettiget, den var aftalt i kontrakten, og den skulle fastholdes, så længe projektet ikke var afleveret.

Den 20. oktober 2025 opgjorde kommunen dagboden til 1.280.000 kroner. I brevet stod det klart, at hvis levering og montering blev udskudt endnu en uge, ville beløbet stige til 1.408.000 kroner. Igen blev det understreget, at kommunen forbeholdt sig retten til at modregne beløbet. Kort tid efter varslede kommunen, at man ville spærre vejen af, for nu skulle broerne op, men det skete som bekendt ikke.

Kun fire dage senere ændrede situationen sig. Den 24. oktober 2025 mødtes Fredericia Kommune og Arkil for at drøfte den fastlåste situation. Uenigheden handlede om broernes kvalitet, nærmere bestemt om hvorvidt stålbroernes sider lå inden for de norm- og tolerencegrænser, der fremgik af udbudsmaterialet. Kommunens rådgivende ingeniør havde ved besigtigelse hos smeden konstateret afvigelser, mens Arkil fastholdt, at broerne lå inden for de aftalte grænser.

Resultatet af mødet blev et beslutningsreferat, som senere er udleveret via aktindsigt. Her fremgår det, at parterne anerkendte uenigheden og besluttede at indhente en uvildig teknisk vurdering fra et tredjepartsfirma. Broerne skulle ikke opsættes, før den vurdering forelå, og den forventede nye dato for opsætning blev angivet til januar 2026.

Og midt i referatet står den sætning, der ændrede hele dynamikken i sagen.

Fredericia Kommune opkrævede på det tidspunkt dagbod for forsinkelsen af projektet, men det blev aftalt, at dagboden skulle sættes på pause i forbindelse med indgåelsen af aftalen. Dagbod varslet for uge 42 og 43 bortfaldt, og der skulle ikke påløbe yderligere dagbod frem til den nye afleveringsfrist, som parterne senere skulle aftale.

Dagbodskravet før uge 42 blev ikke ændret, og Arkil anerkendte ikke kommunens berettigelse til at opkræve det. Men fremadrettet stod dagboden stille. Kommunens stærkeste økonomiske våben var lagt væk.

Beslutningen blev ikke truffet politisk på et møde i byrådet eller i et udvalg. Der findes ingen skriftlige dagsordenspunkter, ingen beslutningsnotater og ingen politiske referater om pauseringen af dagboden. Det fremgår direkte af kommunens svar på aktindsigt, at der ikke findes skriftlig korrespondance mellem forvaltningen og politiske udvalg om dagbodens opgørelse eller håndtering. Politikerne er ifølge kommunen alene orienteret mundtligt om, at der forelå en forsinkelse, en tvist og et varslet dagbodskrav. Det er til trods for, at sagen kan ende med at koste skatteborgerne i Fredericia Kommune millioner.

Samtidig med at dagboden voksede, voksede også den politiske retorik. Flere lokale politikere udtalte sig offentligt om broerne i skarpe vendinger og gjorde det klart, at de efter deres opfattelse ikke levede op til det, der var bestilt. Én af udtalelserne gik igen i dækningen: at broerne var »synligt skæve« og at det kunne ses »med det blotte øje«. Det var ikke tekniske vurderinger, men bastante konklusioner fremsat i offentligheden, mens konflikten med entreprenøren stadig var i gang, og mens dagboden fortsat løb uge for uge. Hvem, der har rådgivet politikerne til at spille så skråsikre vides ikke, men klogt var det ikke.

For parallelt med de sikre politiske udmeldinger udspillede der sig et andet spor i forvaltningen. I mails og juridiske vurderinger var tonen en anden. Her blev der ikke talt om det blotte øje, men om normer, tolerancer og risiko. Her blev der skrevet om, at parterne var uenige, og at spørgsmålet om broernes rethed ikke var afklaret. Her blev der lagt vægt på, at en uvildig tredjepart måtte vurdere sagen, før der kunne træffes endelige beslutninger. Og her blev dagboden beskrevet som et presmiddel, der netop skulle bruges, men også som et juridisk spørgsmål, der kunne få konsekvenser, hvis sagen endte i voldgift.

Det er i dette spændingsfelt, at beslutningen den 24. oktober skal forstås. På overfladen stod politikerne fast og kommunikerede sikkerhed. I forvaltningen blev der samtidig udvist betydelig forsigtighed. Dagboden, som i mails var beskrevet som et bevidst trusselsbillede, blev sat på pause, netop mens de hårde politiske udtalelser stadig cirkulerede i offentligheden. Ikke fordi broerne var godkendt. Ikke fordi uenigheden var løst. Men fordi forvaltningen vurderede, at sagen ikke var så entydig, at den kunne bære et fortsat økonomisk pres, før en uvildig vurdering forelå.

Dermed opstod der et tydeligt brud mellem det, der blev sagt højt, og det, der blev gjort administrativt. Politikerne talte i sikre billeder. Juristerne skrev i forbehold. Og midt imellem blev kommunens stærkeste våben lagt væk.

Direktør for Teknik, Klima og Kultur i Fredericia Kommune, Morten Christensen, bekræfter, at beslutningen blev truffet administrativt. »Det er en beslutning, jeg har været med til at træffe,« siger han. Ifølge direktøren blev beslutningen truffet på baggrund af en juridisk vurdering og den tekniske uenighed om broernes kvalitet.

»Kommunens rådgivere mente ikke, at broerne var færdige, mens entreprenøren mente det modsatte. Derfor blev man enige om, at indtil der forelå en uvildig vurdering, skulle dagboden sættes i bero,« forklarer han. Morten Christensen peger på, at der var en konkret risiko forbundet med at lade dagboden fortsætte, mens broerne eventuelt blev opsat.

»Hvis broerne var blevet opsat, ville det efterfølgende være væsentligt vanskeligere at kræve dem udbedret. Derfor ønskede kommunen ikke at få dem op, før kvaliteten var afklaret,« siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt der blev lavet en økonomisk konsekvensberegning af at sætte dagboden på pause, svarer han, at der ikke blev udarbejdet en særskilt beregning. »Konsekvensen er, at der ikke løber yderligere dagbod, før der er fastsat en ny afleveringsdato. Spørgsmålet om dagbod er ikke afsluttet, men behandles sideløbende,« siger han.

Ud ad til ændrede kommunens kommunikation sig også i de samme uger. Den 22. oktober udsendte Fredericia Kommune en pressemeddelelse, hvor man afviste broerne med henvisning til, at de ikke levede op til normer og tolerancer, og hvor opsætningen blev udskudt på ubestemt tid. Dagboden blev ikke nævnt.

Den 6. november fulgte endnu en pressemeddelelse. Tonen var nu anderledes. Her blev der talt om god dialog og fælles forståelse, og kommunen oplyste, at broerne først forventedes klar i 2026. Igen uden at nævne dagboden.

I den skriftlige korrespondance fortsatte dagbodsspørgsmålet dog med at eksistere. I december skrev Simon Wulff Kristensen, jurist i Fredericia Kommune, til Arkil, at kommunens holdning til dagbodskravet var uændret, og at kommunen fortsat vurderede sig berettiget til den dagbod, der var opgjort indtil pausen. Samtidig blev det understreget, at kommunen havde tilbageholdt betaling svarende til dagbodskravet.

Den uvildige tekniske vurdering, som skulle afgøre tvisten om broernes tolerancer, blev bestilt hos rådgivningsfirmaet Systra i slutningen af november. Opgaven var snævert defineret og handlede om, hvorvidt udbudsmaterialet indeholdt krav til broernes siders udførelsestolerancer, og om broernes rethed lå inden for disse krav.

Vurderingen er undtaget fra aktindsigt. Kommunen har begrundet afslaget med hensynet til sine økonomiske interesser og risikoen for en senere voldgiftssag. Dermed ligger en afgørende del af sagen uden for offentlighedens indblik.

Tilbage står dokumenterne, brevene og beslutningen fra den 24. oktober. Fra midten af juni til midten af oktober blev dagboden brugt aktivt som presmiddel. Den blev forklaret som et trusselsbillede, opgjort uge for uge og fastholdt, selv da beløbet passerede én million kroner. Den 20. oktober stod kravet på 1.280.000 kroner med udsigt til yderligere stigning.

Fire dage senere blev dagboden sat på pause.

Ikke fordi uenigheden var løst. Ikke fordi broerne var godkendt. Men fordi sagen skiftede spor, og fordi kommunen vurderede, at det juridiske og tekniske spørgsmål måtte afklares, før det stærkeste økonomiske greb blev brugt videre.

Sagen om broerne ved Prangervej og Sjællandsgade er endnu ikke afsluttet. Broerne er fortsat ikke opsat, den uvildige vurdering er ikke offentlig, og spørgsmålet om dagbod er fortsat uafklaret. Men ét forløb kan læses direkte ud af materialet.

Dagboden voksede uge for uge. Og så blev den lagt væk.

Når Holger lytter, tør børnene læse højt: »Med en hund sker der noget andet«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

LOKALT. På lørdag den 17. januar kl. 10.30 bliver der ekstra varme poter og rolige ører på Middelfart Bibliotek. Her inviteres børn og forældre indenfor til et anderledes møde med bøgernes verden, når læsehundene Ayla og Holger rykker ind og viser, hvordan læsning kan foregå på helt andre præmisser end dem, mange børn kender fra klasselokalet.

Bag arrangementet står et tilbud, der stille og roligt har fundet sin plads i Middelfart. Et tilbud, som henvender sig til børn med læseudfordringer, og som i stedet for fokus på fejl og fremskridt tager udgangspunkt i tryghed, nærvær og lysten til at læse.

Læsehunde er et gratis tilbud til børn, der har mistet modet eller motivationen til at træne læsningen, ofte fordi læsning er blevet forbundet med pres og usikkerhed. I stedet for at blive rettet eller vurderet læser barnet højt for en hund, der blot er til stede og lytter. Hunden stiller ingen krav, kommenterer ikke på tempo eller udtale og skaber et roligt rum, hvor barnet kan koncentrere sig om ordene uden frygt for at gøre noget forkert.

En af dem, der har været med til at gøre tilbuddet til virkelighed i Middelfart, er Helle Broen. Sammen med sin hund Holger er hun en del af bibliotekets læseteam, efter at Holger blev uddannet læsehund i oktober. »Det handler først og fremmest om tryghed. Når børn læser for en hund, er der ingen, der retter dem eller forventer noget bestemt. Det gør en kæmpe forskel for børn, som ellers synes, at læsning er svært eller ubehageligt,« fortæller Helle Broen.

Hun understreger, at hun ikke har en pædagogisk rolle i selve læsningen. Hendes opgave er at sørge for, at Holger har det godt, er rolig og klar til at lytte. »Jeg blander mig ikke i læsningen. Holger sidder bare og er der. Og det smitter. Hvis vi mennesker er rolige, så er hunden det også, og så falder barnet også mere til ro,« forklarer hun.

Den tilgang har allerede givet konkrete erfaringer. For nylig har Helle Broen afsluttet et seks ugers forløb med en niårig pige, som mødtes med Holger én gang om ugen. »Moren fortalte bagefter, at det havde gjort rigtig meget for pigens lyst til at læse. Hun begyndte selv at finde bøger og tænke over, hvilke historier Holger mon ville kunne lide. Det er jo et tegn på, at motivationen pludselig kommer indefra,« fortæller Helle Broen med et smil.

Forløbene er bygget op i overskuelige perioder, typisk over flere uger, hvorefter der kan startes op igen. Og interessen for at deltage er stor. »Jeg lagde et opslag på Facebook, da Holger var blevet uddannet, og skrev, at man kunne læse med ham. Jeg blev nærmest kimet ned. Der var virkelig mange, som gerne ville,« fortæller hun. Erfaringen har ifølge Helle Broen tydeligt vist, at behovet er langt større end udbuddet, og hun håber derfor, at flere hundeejere får lyst til at uddanne deres hunde som læsehunde, så endnu flere børn kan få glæde af tilbuddet.

Lørdagens arrangement på Middelfart Bibliotek giver mulighed for at møde både Holger og Ayla, høre mere om læsehunde og opleve stemningen omkring tilbuddet. Et tilbud, der ikke lover hurtige mirakler, men som for mange børn åbner døren til læsningen på en helt ny måde.

Nikolaj Jacobsen før åbningskampen: Ro før alvoren

Af
Patrick Viborg
-
0

EM begynder i dag for Danmark, men for landstræner handler det ikke om løfter om guld, men om overblik. På pressemødet forud for åbningskampen mod Nordmakedonien gør landstræner Nikolaj Jacobsen status – med ro, erfaring og blik for det uforudsete.

Det var dagen før dagen, hvor det går løs. Men der var stadig tid til at sidde ned.

Nikolaj Jacobsen har taget plads i en sofa på Herning Kongrescenter, omgivet af den skrivende danske presse. Notesbøgerne er åbne, optagerne kører, og spørgsmålene kommer i et tempo, der vidner om, at ventetiden snart er forbi. Fredag indleder Danmark EM mod Nordmakedonien. Torsdag handler det om status og overblik.

Der er ingen dramatik i landstrænerens fremtoning. Ingen behov for at skrue forventningerne op eller ned. Slutrunden står for døren, men pressemødet er præget af nøgternhed. Det handler om, hvor holdet står – ikke om, hvor det skal ende. For Jacobsen begynder det helt konkret. Med truppen.

»Nej, altså som det ser ud nu, så har jeg 19 mand til rådighed i morgen. Så alt er godt.«

Det er et svar uden forbehold. Ingen skader, ingen spillere, der skal skånes. Samtalen bevæger sig videre til rammerne omkring pressemødet og de elektroniske seancer, som denne gang er skåret fra. En ændring, Jacobsen længe har ønsket.

»Ja, det har jeg kæmpet for i mange år. Jeg er lidt træt af at sidde og holde et, hvor der ikke sidder nogen mennesker alligevel. Jeg ved godt, at det også går ud på nettet og sådan noget, men nej, det synes jeg er rigtig fint.«

Det er ikke et personligt korstog, understreger han.

»Mange har i mange år prøvet at spørge lidt ind til, hvorfor vi holder dem, når der ikke sidder nogen mennesker. Jeg er ret sikker på, at det ikke kun er mig.«

Sportsligt er der ikke tale om store greb i de sidste dage op mod EM. Fokus har været på detaljerne og på modstanderen i åbningskampen.

»Nej, finpudsning, og så selvfølgelig også kigge lidt på, hvad det er, Makedonien kommer med, og forberede os lidt på det. Både offensivt og defensivt. Det er det, vi har brugt træningerne på.«

Der er ikke blevet indført nye systemer i sidste øjeblik.

»Nej, jeg tror ikke, det giver mening for mig. Det er nede i småting, så det tror jeg ikke. Det bliver alligevel for teknisk.«

Erfaringerne fra sidste slutrunde – hvor Danmark blev ramt af sygdom op mod finalen – er svære at bruge konstruktivt i forberedelsen. Man kan tage sine forholdsregler, men ikke mere end det.

»Nej, nu er vi også på et dansk hotel og vant til den mad, så nej, det gør vi ikke. Spillerne passer selvfølgelig på og får deres vitaminpiller og sådan noget, men ellers er det jo ikke noget, du kan gardere dig imod. Man prøver selvfølgelig at passe på så godt, man nu kan.«

For anden slutrunde i træk kan Emil Nielsen blive far midt under turneringen. Her er prioriteringen klar, også selv om det kan få sportslige konsekvenser.

»Jeg vil sige, at der findes værre udfordringer. Det er jo en stor ting for Emil og hans familie. Aftalen er, at når der sker noget, så skal han bare smutte. Der er trods alt også ting, der er vigtigere end et EM i håndbold.«

Der er ingen fast nødplan klar.

»Nej, men jeg kalder ikke nogen ind. Emil er så dedikeret, og så tager han jo hjem til fødslen, og så må vi se, hvordan tingene udvikler sig. Det løser vi hen ad vejen. Det plejer vi at være dygtige til.«

Selv for en rutineret landstræner er der altid en særlig spænding forbundet med den første kamp. Ikke nervøsitet, men usikkerheden ved at se, om træningsarbejdet holder.

»Man er jo lidt spændt her også på den første kamp. Hvor står man lige henne? Nogle af de ting, man har trænet på – hvordan ser det ud? Og så er det jo slutrunde på hjemmebane, og det skaber selvfølgelig lidt mere spænding i kroppen.«

Testkampene har givet et positivt indtryk, og den overordnede fornemmelse er god.

»Jeg synes, vi har haft to fine testkampe, og træningerne har også set godt ud. Vi ved, at vi skal ind og spille i en fantastisk hal med en fantastisk opbakning, som er med til at drive os fremad. Så på den måde har jeg egentlig okay ro i maven.«

De taktiske justeringer, der har været synlige i testkampene, handler blandt andet om rytme og fleksibilitet i angrebsspillet.

»Det giver en anden rytme. Mange midterforsvarere er vant til, at det er to højrehænder, der kommer i midten, så det giver noget andet. Det gør også, at vi kan gøre spillet lidt bredere, og at vi kan få Mathias noget mere ind i midten, hvor han jo også er rigtig dygtig.«

Fleksibiliteten handler også om alternativer.

»Det er klart, at den model skal vi også kunne. Det er fint at have Hoxer som alternativ, også hvis Niklas skulle have en dårlig dag, eller der skulle ske et eller andet.«

Som favorit er Danmark forberedt på, at modstanderen kan finde på at prøve utraditionelle løsninger i åbningskampen.

»Jeg forventer jo, at nogle af de hold, hvor vi er store favoritter, vil prøve ting af. De har alt at vinde og intet at tabe. Så vi prøver at forberede os så meget som overhovedet muligt.«

Det gør forberedelsen mere kompleks.

»Ja, lidt gør det. Man er nødt til selv også at være lidt forudseende i de ting.«

Mulighederne er mange.

»Det kan være noget med at skygge Mathias, følge ham på banen. De kan gå op i offensivt forsvar, mandsopdække begge to eller hvad det nu kan være.«

Resten finder man først ud af, når kampen begynder.

»Det finder vi ud af i morgen. I starten skal man lige føle hinanden lidt an, og så plejer vi at få løst tingene. Det regner jeg også med, at vi gør.«

Fredag rykker Danmark ind i Jyske Bank Boxen. Sofaen i Herning Kongrescenter er forladt, notaterne skrevet færdige. Tilbage er kun det, som ikke kan forberedes fuldt ud på forhånd: kampen selv.

Kirppu Fredericia fylder tre år og fejrer fødselsdag med ekstra hygge

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

BUSINESS. Der er flag, popcorn og fødselsdagsstemning på vej i lokalerne på Vejlevej. Kirppu Fredericia fylder nemlig tre år – og det er ifølge butikschef Selma Brandt langt fra en selvfølge.

Fødselsdagen falder den 17. januar, og den bliver markeret over flere dage. Fra 16. til 18. januar inviterer Kirppu til hygge i butikken, hvor både faste standlejere, nysgerrige kunder og nye loppejægere er velkomne til at kigge forbi. »Det betyder faktisk enormt meget, også for en lille by som Fredericia. Vi ligger jo ikke midt i byen, så man skal vide, at vi er her,« siger Selma Brandt.

Hun peger på, at Kirppu ikke er et sted, man tilfældigt falder ind i. »Man kommer ikke her, fordi man lige kører forbi. Man kommer, fordi man gerne vil, og fordi man ved, at vi er her. At vi nu ligger her på tredje år, betyder, at der er noget, der virker.«

Tre år i en svær tid for detailhandlen

At nå tre år som butik er i sig selv værd at fejre, mener butikschefen, især i en tid, hvor mange fysiske butikker lukker. »Der er jo bare butikker, der lukker den ene efter den anden. Så tre år er kæmpestort. Det er virkelig stort,« siger hun.

De første år har dog ikke været uden udfordringer. Kirppu Fredericia har haft flere butikschefer undervejs, og ifølge Selma Brandt har perioden været præget af uro. »Det har været lidt kaotisk, det vil jeg ikke skjule,« siger hun ærligt.

Men sådan er det ikke længere. Selma Brandt tiltrådte stillingen 1. november, og hun er ikke i tvivl om, at hun er kommet for at blive. »Jeg rører mig ingen steder. Det har jeg også sagt til standlejerne. Mig slipper man ikke så nemt af med,« siger hun med et smil og tilføjer, at hun kommer med mange års erfaring fra Lagkagehuset. »Jeg er ikke sådan en, der bare skifter fra det ene til det andet. Jeg bliver her, så længe de vil have mig.«

Fødselsdag med tilbud og hygge

Fødselsdagen bliver markeret i en lidt roligere stil end tidligere år – men med ekstra fokus på gode tilbud. Det vigtigste fødselsdagstilbud lyder på 260 kroner for en stand i to uger, og det gælder netop i dagene 16., 17. og 18. januar. »Fødselsdag betyder tilbud. Det betyder sodavand, popcorn, slik og bare glade dage med flag og det hele,« bemærker Selma Brandt.

Det bliver ikke en stor fest med øl og højt tempo, men en hyggelig fejring, hvor alle er velkomne. »Vi skal bare hygge. Man behøver ikke købe standleje. Man kan bare komme og sige hej.«

Faste standlejere bakker op

Gennem årene har Kirppu Fredericia opbygget en fast og loyal kreds af standlejere, hvor flere af dem har været med helt fra begyndelsen og stadig er en del af hverdagen i butikken. »Vi har rigtig gode standlejere, og vi har faste standlejere, som har været her i tre år. De glæder sig også til fødselsdagen, og mange af dem bakker op ved selv at lave små fødselsdagsting på deres stande,« fortæller butikschef Selma Brandt.

Netop opbakningen fra standlejerne er ifølge hende en vigtig del af forklaringen på, at Kirppu stadig står stærkt tre år efter åbningen. Fødselsdagen bliver derfor ikke kun butikkens, men i høj grad også standlejernes og kundernes. Hun håber, at både de loyale kunder – og dem, der blot kigger forbi en gang imellem – vil lægge vejen forbi i fødselsdagsdagene. »Kom forbi og se, hvad der er. Jeg tror, det skal nok blive godt.«

For Selma Brandt bliver fejringen samtidig en særlig milepæl. Det er hendes første fødselsdag som butikschef, efter hun tiltrådte stillingen 1. november. »Jeg glæder mig vildt meget. Det er helt nyt for mig at stå med en fødselsdag her, så jeg er spændt på at se, hvad det kan – og hvad jeg kan,« slutter butikschefen og sender samtidig en sidste klar opfordring til både faste kunder og nysgerrige forbipasserende om at kigge forbi.

Vigepligtsuheld i lyskryds i Fredericia

Af
Andreas Andreassen
-
0

Sydøstjyllands Politi rykkede torsdag eftermiddag ud til et færdselsuheld i Fredericia, hvor to biler stødte sammen i et lyskryds. Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi på politiets morgenbriefing fredag.

Uheldet blev anmeldt klokken 13.44 og skete i krydset mellem Prangervej og Vestre Ringvej. Ifølge politiet var der grønt lys for den ene bil, men ikke for den anden, hvilket førte til sammenstødet.

Part 1 kørte i sydgående retning ad Vestre Ringvej. Politiet betegner uheldet som en vigepligtsulykke. Der skete udelukkende materiel skade, og der er ikke meldinger om personskade.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis morgenbriefing fredag.

19-årige Anton har fundet sin hylde: »Det er mega fedt«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

UDDANNELSE. Som 19-årig har Anton Gerdes allerede fundet sin plads på hylden. Han er lærling hos Andresen’s VVS, på vej ind i andet år af uddannelsen, og for ham hersker der ingen tvivl om, at han har truffet det rigtige valg.

Han er i gang med hovedforløb 2 og har stadig et par år foran sig, før han kan kalde sig færdiguddannet VVS’er i marts 2028. Men allerede nu har mødet med faget, hverdagen på arbejdspladsen og tiden på skolebænken bekræftet ham i, at det var denne vej, han skulle gå. »Jeg synes, det er mega fedt. Det er helt klart den rigtige hylde for mig,« siger han, da han sætter ord på sit uddannelsesvalg.

For Anton handler valget i høj grad om arbejdet i praksis. Om at komme ud og lave noget konkret, hvor man kan se resultatet af sin indsats og hvor kroppen er en aktiv del af arbejdsdagen. Det er netop den kombination, der tiltaler ham. »Det der med, at man får lov til at bruge sine kræfter og bruge sin krop til det, man nu kan lide at lave. Det betyder meget for mig.«

Tryghed i læretiden

At være lærling kan for mange være forbundet med både usikkerhed og forventningspres. Man står midt i nye opgaver, nye faglige krav og en hverdag, hvor spørgsmål og fejl er en naturlig del af processen. Hos Andresen’s VVS oplever Anton dog, at der er rum til akkurat det, og at læretiden er præget af støtte frem for skarpe albuer. »Det er fedt det der med at få hjælp til det, man nu laver. Hvis man viser engagement, så møder man også engagement den anden vej,« fortæller han.

For ham betyder det meget, at hjælpen aldrig føles langt væk. Uanset om det handler om en konkret opgave eller en faglig tvivl, er der altid nogen at række ud til. »Hvis man ringer og spørger om hjælp, hvem end man nu ringer til, så er de klar på at hjælpe. Det er ikke sådan en nederen ting at sige, at det her kan jeg ikke finde ud af.«

Han erkender, at man som lærling nogle gange selv kan føle, at man burde kunne mere, end man kan i øjeblikket. Men også dér oplever han, at man bliver mødt med respekt og tålmodighed. »Man får ikke at vide, at man er åndssvag, hvis man ikke kan huske det,« siger han med et smil i stemmen.

Praktikken gjorde forskellen

Vejen ind i VVS-faget begyndte med praktikophold, hvor Anton fik mulighed for at afprøve forskellige fag i praksis. Han prøvede kræfter med både VVS- og elektrikerfaget, men det stod hurtigt klart, hvor interessen lå. Det var arbejdet med rør, vand og varme, der trak mest, og som gav ham lyst til mere. »Jeg var i praktik som VVS’er to gange og også en gang som elektriker. Og der syntes jeg bare, at VVS var fedest,« fortæller han.

Praktikopholdene blev afgørende. Det var her, han for alvor mærkede, hvad han trivedes i, og hvad der gav ham energi i hverdagen. »Det der med, at jeg kunne bruge mine hænder, det var bare det, der var fedt.«

Videre med faget

Når Anton engang står med svendebrevet i hånden, er det ikke et punktum, men et naturligt komma. Ambitionerne rækker videre end den første tid som færdiguddannet VVS’er, selvom planen i første omgang er at tage nogle år i faget og opbygge erfaring. »Jeg vil gerne læse videre til installatør, så jeg kan blive autoriseret VVS’er.«

For Anton fremstår vejen frem både overskuelig og meningsfuld. Der er en klar retning, et tydeligt mål og en faglig stolthed, som allerede nu har fået solidt fodfæste.

Og når han ser tilbage på sit valg, er han ikke i tvivl. »Ja, helt klart. Jeg er glad for at være lærling og for at have valgt den her vej,« slutter den unge lærling.

123...1.412Side 1 af 1.412
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER