I sidste uge begyndte vi nedtællingen ved nummer halvtreds. Nu fortsætter den, og noget forandrer sig undervejs. Jo længere op ad listen vi kommer, jo tungere bliver de positioner, vi møder. Det er ikke længere kun et spørgsmål om synlighed eller et folkeligt mandat, men om hænder på de håndtag, der får byen til at bevæge sig.
De ti, der følger her, har det til fælles, at deres magt kan mærkes konkret. Det er bankdirektøren, der i tre årtier har holdt hånden under bymidten. Det er raffinaderichefen, hvis virksomhed både forsyner og forpligter en hel by. Det er iværksætteren med hundrede tusind følgere, fagforeningsformanden, politikerne lytter til, og arvtageren, der vokser ind i en af Danmarks største havne.
Nogle af dem sidder på kapital, andre på opmærksomhed, andre igen på den stille autoritet, der kommer af, at folk har lyst til at høre, hvad de tænker. Fælles for dem er, at de ikke bare deltager i byen. De er med til at forme den.
Som altid gælder det, at en magtliste er en redaktionel vurdering, ikke en facitliste. Den er ment som en anledning til at se efter, hvor indflydelsen i Fredericia egentlig ligger. Her er nummer 40 til 31.
UDDANNELSE. Den røde løber er rullet ud foran IBC Fredericia Middelfart, og solen ligger lavt og varm over parkeringspladsen, hvor familierne har stillet sig op med buketter i hænderne. På et højbord står boblerne klar ved siden af et fad med frugt og kage, et lille flag er sat i jorden, og på glasdøren hænger en seddel med ordet eksamen. Alle kigger mod indgangen og venter på den første.
Veninderne stod klar med roser og spejdede mod døren. Om lidt ville den første hue være på.Familie og venner havde stillet sig op med blomster og bobler i sommervarmen og ventede spændt på, at Camilla skulle træde ud som student.Forrest løber Camillas lille nevø Emil med huen i hånden, klar til det øjeblik, hvor hun kommer ud.
Da hun kommer ud, slår Camilla Rasmussen Granhøj hænderne for munden. Glæden og stoltheden står malet i ansigtet, for karakteren sad lige i skabet, og lettelsen blander sig med det hele på én gang. Veninderne filmer og klapper, familien stråler, og det er hendes lille nevø Emil, der får lov at sætte huen på hovedet af hende. »Det føles megafedt. Det er bare så rart at komme ud og se hele familien og alle vennerne stå der. Det er helt overvældende,« fortæller hun bagefter.
Overvældelsen var til at få øje på, da Camilla Rasmussen Granhøj trådte ud på den røde løber som årets allerførste student fra IBC.Det blev Camillas lille nevø Emil, der fik æren af at sætte studenterhuen på.
Hun er årets allerførste student fra handelsgymnasiet, og det er en dag, hun har set frem til længe, uden helt at turde tro på, at den ville komme. »Det er helt surrealistisk. Jeg har ventet på det her i tre år, og jeg tror faktisk stadig ikke helt, det er gået op for mig. Men nu er jeg færdig,« siger Camilla Rasmussen Granhøj.
Vejen fra eksamenslokalet og ud til den ventende familie var kort, men fyldt med følelser, der trængte sig på, og det krævede lige et øjeblik at få samling på dem. »Jeg havde faktisk lyst til at græde, men det gik jo ikke rigtigt, før jeg fik huen på. Og så bliver man jo også spændt, når hele familien står og venter derude,« bemærker hun.
Med huen på vendte roen tilbage, og tankerne gik mod alt det, der nu venter. Først familien og fejringen, siden en sommer med gilder, og længere ude et sabbatår eller to med arbejde og rejser. Når hun ser tilbage på de tre år, er det ikke det faglige, hun fremhæver først, men menneskene omkring sig. »Det er alle de virkelig gode lærere, jeg har haft, og alle de dejlige klassekammerater. Man har fået nogle rigtig gode relationer gennem årene,« siger Camilla Rasmussen Granhøj.
Lidt efter samles flokken om flagstangen, hvor Dannebrog skal hejses. De er to om æren, for Camilla og Titas er dagens første studenter fra hver sin uddannelse, og sammen trækker de flaget til tops. Titas Paukste er den første fra EUX, og han tager det med et roligt smil. For ham handler dagen mest af alt om, at noget er nået i mål, og at der nu endelig er plads til at trække vejret. »Det føles rigtig godt. Jeg er bare glad. Nu kan jeg slappe af, holde sommerferie og komme ud og feste lidt,« siger Titas.
Rektor Jakob Lund gav en hånd med, da flaget skulle hejses. Camilla og Titas stod klar ved masten som de første.
Nattesøvnen havde det knebet med, indrømmer han, for natten før eksamen blev kort. »Jeg skal hjem og have sovet lidt. Jeg gik op til eksamen på to timers søvn, så jeg er godt træt. Men i weekenden står den på gilder og fest,« fortæller han. Det, han tager med sig fra årene på skolen, er en ballast, han regner med at få brug for, når han nu skal videre ud i arbejdslivet. »Jeg har lært en masse om business og om, hvordan virksomheder fungerer. Det kommer jeg helt sikkert til at bruge i mit nye arbejde.«
Titas Paukste gik op til sin sidste eksamen på to timers søvn og kom ud som den første EUX-student. Nu glæder han sig til gilder og fest.
Mens de unge fejrer hinanden på den røde løber, står en mand og betragter det hele lidt fra kanten. For rektor Jakob Lund er sådan en dag selve omdrejningspunktet for det, skolen arbejder for hele året igennem. Han lader de unge fylde, mens studenterne hyldes rundt om ham, og han taler om dagen med en varme, der røber, hvor meget den stadig betyder for ham, selvom han har set den mange gange før. »Det er kulminationen på tre gode år. At se eleverne blive færdige, have familien med her, og at det hele går op i en højere enhed. Det er jo symbolet på det, vi laver,« siger Jakob Lund.
Han beskriver årgangen som en flok med masser af liv, der frem for alt har villet hinanden. »Det er en årgang fuld af liv og sprudlende energi, og de vil virkelig gerne hinanden og fællesskabet. Vi skal selvfølgelig give dem noget fagligt, men vi skal lige så meget hjælpe dem med at dyrke fællesskabet. Vi er stærke sammen.«
For Jakob Lund var dagen kulminationen på tre gode år.
Og det er den erfaring, han håber, de unge tager med sig ud over eksamensbeviset, følelsen af at være kommet igennem noget svært sammen med andre. »Jeg håber, de tager hele den rejse med sig, som de har været på sammen. Også de svære ting. Nogle gange tænker man: Hvordan skal det her gå? Og så finder man ud af, at det næsten altid går, fordi man har gode kammerater og gode lærere omkring sig,« siger Jakob Lund.
De tre år har budt på forandringer, som tidligere årgange ikke kendte, for verden har flyttet sig, mens denne flok har gået på skolen. Som leder af en handelsskole mærker Jakob Lund det tæt på, ikke mindst den kunstige intelligens, der har fyldt for både skolen og samfundet. »Det er noget af det, der fylder mest for os lige nu, ligesom det gør for alle andre. Vi er først lige begyndt at forstå, hvordan man egentlig skal bruge det,« siger han og kalder det en spændende og til tider svær pædagogisk udfordring, som skolen så småt har taget de første spadestik i.
Den røde løber var rullet ud, og familie og venner samledes om højbordene, mens de første studenter kom ud.
Men når han skal sende årgangen af sted med et enkelt råd, bliver det hverken noget om karrierer, teknologi eller fremtidsplaner. Det bliver noget enklere, og han siger det roligt, med eftertryk på hvert ord. »I skal nyde det. Skynd jer langsomt. I skal nok nå det hele. Der skal være plads til at nyde det. Tænk jer om, og vær i det,« slutter Jakob Lund.
Ud på parkeringspladsen fortsætter fejringen, hvor familierne skåler i bobler og rækker buketter frem til studenterne, der lige er trådt ud. Henne ved flagstangen hænger Dannebrog, som Camilla og Titas var fælles om at hejse. Det er først på dagen endnu, og teltet og den røde løber står klar til alle de huer, der skal følge, før ugen er omme.
Historien skal holdes levende. Når Fredericia igen samles om 5. og 6. juli, er det ikke blot et program, der skal afvikles. Det er en arv, der skal bæres videre. Sådan lyder det fra Hans Henrik Hansen, formand for 6. Juli Komiteen og Forsvarsbrødrene for Fredericia og Omegn, der i et tv-interview med AVISEN fortæller om arbejdet bag byens traditionsrige mindedage.
NB! Læseren og seeren gøres opmærksom på, at forfatteren til artiklen og tv-interviewet, Erik Schwensen, igennem otte år har haft et godt og tæt samarbejde med Hans Henrik Hansen som formand for 6. Juli Komiteen, heraf de sidste fem år med Hans Henrik Hansen som næstformand. Ved Erik Schwensens afgang som formand i februar 2025 overtog Hans Henrik Hansen formandskabet.
Hans Henrik Hansen har selv en lang baggrund med næsten 40 år i politiet, aftjent værnepligt og et mangeårigt engagement i Forsvarsbrødrene, hvor han blev medlem i 1985. De senere år har han siddet i bestyrelsen, først som sekretær, siden som næstformand og nu som formand.
For ham er opgaven klar. 6. Juli-dagene handler om at sikre, at Fredericias særlige historie ikke blot bliver en fjern fortælling, men fortsat er nærværende for både ældre og yngre generationer. »Det betyder meget, at vi holder den historie levende,« siger Hans Henrik Hansen.
Han peger på, at den ceremonielle del af markeringen ikke alene skal gennemføres, men også forklares og genfortælles. For mange af de generationer, der har båret historien videre, er ikke længere til stede på samme måde som tidligere. »Generationer, som kan huske det, de er jo ved at være væk nu,« siger han.
Et ansvar, der begynder længe før juli
Sidste år var Hans Henrik Hansens første som formand for 6. Juli Komiteen. Det blev et år med nye erfaringer, ikke mindst fordi myndighederne for første gang krævede en samlet sikkerhedsplan for hele arrangementet. Det gjaldt både optog, marcher, publikum i gaderne og håndteringen af situationer, hvis noget uforudset skulle ske. Selv om ordet sikkerhedsplan kan lyde voldsomt i forbindelse med en traditionsrig folkefest, ser Hans Henrik Hansen tilbage på processen som både nødvendig og værdifuld.
»Det var faktisk en rigtig god øvelse at få det tænkt igennem,« siger han. I dag ligger der en samlet plan for de to centrale dage, og erfaringen har sat sig i årets arbejde. Forberedelserne begynder tidligere, og der bliver fulgt op på aftalerne hele vejen rundt. »Jeg vil kalde det rettidig omhu og få startet på den rigtige ende af tingene,« siger Hans Henrik Hansen.
Nye hovedpersoner i traditionens ramme
Årets 6. Juli-Dage får flere nye ansigter i de bærende roller. Fredericia har fået ny borgmester, Peder Tind, som for første gang skal indtage sin plads i markeringen. Der er også ny garnisonskommandant, oberst Frederik Bircherod Calundan, og flere af de centrale talere og medvirkende deltager for første gang i netop denne sammenhæng.
Det betyder, at Hans Henrik Hansen og komiteen i år har haft en særlig opgave med at vejlede de nye hovedpersoner om traditionerne, rækkefølgen og den særlige værdighed, der præger dagene. Men det betyder ikke, at programmet skal vendes på hovedet. Da Hans Henrik Hansen tiltrådte som formand, blev han spurgt, om han ville lave hele programmet om. Svaret var klart.
»Det havde jeg absolut ingen intention om,« siger han og tilføjer: »Jeg ville gerne bygge videre på det.«
Veterankor og musikkorps på Landsoldatpladsen
Et af årets nye indslag er, at et veterankor fra Fredericia kommer med på scenen på Landsoldatpladsen sammen med 7. Regiments Musikkorps. Koret består af veteraner, der har været udsendt, og som normalt synger i Sct. Michaelis Kirke. Det glæder formanden sig særligt over. »Dem tager vi med på scenen på Landsoldatpladsen i år sammen med 7. Regiments Musikkorps,« siger Hans Henrik Hansen.
Han lægger ikke skjul på, at han har forventninger til det musikalske bidrag. »De vil gerne vise, at de også kan synge. Og de synger faktisk godt,« siger han.
Der er også sket justeringer blandt musikkorpsene. 7. Regiments Musikkorps får en fremtrædende rolle den 5. juli, mens Slesvigske Musikkorps fra Haderslev som vanligt deltager i processionen den 6. juli og ved den tidlige revelje gennem byen. Melvin Kakooza, Karina Lorentzen Dehnhardt og Nicklas Buck Jensen
Årets æresgæst er Melvin Kakooza, der taler efter fakkeltoget den 5. juli. På den officielle programside fremgår det, at han deltager som standupkomiker, tv-vært, skuespiller samt bestyrelsesmedlem og medejer i FC Fredericia. Den politiske tale på Landsoldatpladsen holdes af Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti, mens sognepræst ved Taulov Kirke, Nicklas Buck Jensen, taler ved Krigergraven på Trinitatis Kirkegård.
For Hans Henrik Hansen er det vigtigt, at talerrækken også afspejler bredden i samfundet. Det gælder ikke mindst den politiske tale, hvor traditionen de senere år er blevet bredt ud over de partier, der historisk oftest har været repræsenteret. »Jeg tror også, at det gavner byen, at det ikke bliver de samme politiske partier, der er på hele tiden,« siger han.
Frivillige, kommune og private løfter i flok
Bag de synlige markeringer ligger et stort praktisk arbejde. Aftaler skal kontrolleres, myndigheder skal inddrages, og musikere, frivillige, kommune, private aktører og samarbejdspartnere skal spille sammen. Hans Henrik Hansen fremhæver især den velvilje, som komiteen møder fra Fredericia Kommune, de kommunale afdelinger, private, orkestre og frivillige.
»Alle er med på, at det her skal lykkes,« siger han. Netop samarbejdet er en forudsætning for, at dagene kan gennemføres med både præcision og værdighed. For formanden er målet ikke blot, at programmet kører efter planen, men at hele byen får et par dage, der både samler, minder og løfter. »Det bliver et par gode dage for hele byen,« siger han.
Mindet om både egne og tidligere fjender
En særlig del af programmet er mindehøjtideligheden ved den tyske krigergrav den 5. juli. Den blev ifølge Hans Henrik Hansen indført omkring år 2000 på initiativ af daværende borgmester Uffe Steiner Jensen og andre borgere. Her mindes de tyske soldater, der blev begravet uden større ceremoni. I år deltager blandt andre en repræsentant fra Slesvig-Holsten, Johannes Callsen, som ventes at holde tale og lægge krans sammen med borgmester Peder Tind. For Hans Henrik Hansen handler det om værdighed og historisk bevidsthed.
»De er trods alt også menneskeliv,« siger han med henvisning til den tanke, der har båret mindehøjtideligheden frem.
En opfordring til borgerne
Når Hans Henrik Hansen ser frem mod årets 6. Juli-Dage, er der især ét arrangement, han håber, at borgerne vil møde talstærkt op til: mindegudstjenesten den 6. juli klokken 10. »Borgerne skal møde op, fordi det er et meget bevægende arrangement,« siger han.
Her mindes de faldne officerer og general Rye, og i år får gudstjenesten desuden besøg af grevparret, hvilket komiteen ser meget frem til.
Også den symbolske tur på Lillebælt med Marinehjemmeværnet den 5. juli fremhæver Hans Henrik Hansen. Den varer kun omkring en time, men har efter hans opfattelse stor betydning. »Den lille markering, selv om den kun tager en times tid, har meget at sige i historiesammenhængen,« siger han. For formanden er konklusionen enkel. 6. Juli-Dagene er ikke blot en ceremoni, men en forpligtelse. »Det skylder vi byen. Det skylder vi selve Fredericias historie, der ligger omkring 5. og 6. juli 1849,« siger Hans Henrik Hansen.
OBS! Museum Fredericia v. Mikael Holdgaard Nielsen udruller p.t. i samarbejde med AVISEN en seriefortælling om ”79 dage i Treårskrigens fodspor”, hver dag et nyt afsnit siden d. 23. april og frem til og med d. 08. juli. Alle seriens afsnit kan læses i AVISEN (79 dage i Treårskrigens Fodspor)
UDDANNELSE. Inde i den store, lyse kantine på Fredericia Gymnasium er der dækket op til en lille fejring. På et af de mange tomme borde står en flaske bobler og en buket blomster og venter, og rundt om står stolene i pæne rækker, som om huset holder vejret. Ved bordet står Ingrid Nielsen og Thorkild Yde Nielsen tæt sammen og kigger mod døren.
Ingrid og Thorkild Yde Nielsen havde taget opstilling i kantinen i god tid. Jonas er deres sjette barnebarn, der bliver student.
»Vi er simpelthen så stolte. Det er vores sjette barnebarn, der bliver student, så nu mangler vi kun den sidste,« fortæller Ingrid Nielsen. Det er en stor dag, siger de begge, næsten i munden på hinanden, og der lægger sig noget højtideligt over de to, mens de står der og venter. »Man bliver lidt ydmyg, når man ser, hvor godt det går dem. Og så er vi jo også taknemmelige for, at vi får lov til at være med og opleve det,« siger hun.
Barnebarnet er Jonas, og det er ham, der i år er den allerførste student fra Fredericia Gymnasium. Han var oppe i matematik, og dagen forinden havde spændingen meldt sig. De havde mærket det på ham, da de sås, en lille uro under den ellers rolige overflade. »Han sagde i går, at han havde sommerfugle i maven, så der var da lidt spænding på. Men ellers har han været meget rolig hele vejen igennem,« fortæller Thorkild Yde Nielsen.
Huen lå klar med navnet Jonas Yde Jensen broderet i det røde bånd, mens glassene stod og ventede.
Ude ved B-fløjen har kammeraterne samlet sig. De står tæt langs væggen med røde roser i hænderne og venter på, at det skal ske, og en seddel på døren beder om ro af hensyn til eksamen, der stadig er i gang bag glasset. En af de unge løfter et kamera. Andre står med hænderne klar til at klappe. Og så går døren op.
Jonas kommer ud, og udenfor venter hans far med den hvide hue i hænderne. Han sætter den på sønnens hoved, huen med det mørkerøde bånd og navnet broderet i guld, og et øjeblik må Jonas bare stå stille og lade det hele lande. »Jeg skulle lige bruge et halvt minut på at falde ned. Men så fik jeg øje på alle dem, der stod og ventede, og det var virkelig fedt,« fortæller han bagefter.
Med huen på og familien omkring sig kunne Jonas endelig slippe spændingen. Hans mor var blandt de første til at få et knus.
Hans mor griber om ham og lægger hænderne om hans ansigt, og han smiler hele vejen, mens kammeraterne klapper ham ind i flokken. Det havde været en lang weekend frem mod det her, siger han, og det at være den første gjorde noget ekstra ved det. »Jeg har været vildt nervøs siden fredag. Det har været en blanding af, at gymnasietiden sluttede, og så det der med at være den allerførste student. Det gav lige lidt ekstra pres,« siger han.
Kammeraterne stod klar med klapsalver og roser, da den første student trådte ud i kantinen.
Og så kom karakteren oven i det hele, et tolvtal, som han knap turde fæste lid til, da han rejste sig fra bordet. »Jeg var faktisk nødt til at spørge en ekstra gang, da jeg gik ud. Jeg troede simpelthen ikke på det. Det var en helt vild oplevelse,« fortæller Jonas lettet.
At han overhovedet endte med at sidde til den eksamen, skyldes et valg, han tog for tre år siden. Han skiftede til gymnasiet fra handelsgymnasiet kort efter, han var begyndt der, og han kalder det det bedste valg, han har taget. Det sociale er det, skolen kan, mener han, for han har selv været en del af organisationslivet og har fået venner på tværs af årgangene, et bredere fællesskab, som han siger. Nu venter et sabbatår, hvor han vil arbejde med kamera og film, et felt han blev grebet af, da han fik mediefag og fandt ud af, hvad han ville.
Men før festen og fremtiden og alt det, der kommer efter, var der en tradition, der skulle holdes. Lidt efter gik flokken udenfor i morgensolen, hvor flagstangen ventede. Som den første student er det Jonas, der skal hejse Dannebrog, sådan som skikken byder, og rektor Jørgen Lassen stillede sig ved siden af og holdt det røde flag, mens den nybagte student trak det op ad stangen. »Det var sjovt. Det var lidt akavet at stå og dreje på den, men det var virkelig sjovt at få lov til at hejse flaget som den første og byde alle de andre velkommen.«
For rektor Jørgen Lassen er den første student altid noget særligt at tage imod. Men i år er der lidt mere på spil, for det er den første årgang, han har fulgt fra deres allerførste dag på skolen. »Det er en årgang, jeg har fulgt hele vejen fra start til slut, så jeg kender rigtig mange af dem. De har været utroligt aktive socialt, været med i organisationer og været gode til at skabe ting for hinanden,« fortæller Jørgen Lassen.
At sende dem ud ad døren hører med til arbejdet, det ved han godt, også selvom det kniber lidt netop i denne uge, hvor de sidste timer rinder ud. »Det er lidt vemodigt lige nu. Men det er jo ligesom med børn, der bor hjemme. Hvis de bliver boende for længe, ender det med at blive en katastrofe. De skal videre,« siger han og smiler. »De er kloge, de er dygtige, og de er blevet voksne. Der er sket rigtig meget med dem gennem de sidste tre år, så det er præcis, som det skal være.«
Rektor Jørgen Lassen tog imod sin første student fra årgangen, han har fulgt hele vejen.
Den store fejring venter længere fremme på ugen, og rektor ved allerede, hvordan den kommer til at se ud. Når han skal holde sin dimissionstale på torsdag, bliver det i jakkesæt og slips, mens forældrene sidder i shorts og sommerkjoler i varmen. Tre elever har stillet ham en udfordring til talen, fortæller han, fire fremmedord og et bandeord, han skal flette ind undervejs. Hvad han ender med at sige, vil han ikke røbe endnu, men det handler om at gribe livet, mens man har det.
Og spørger man ham, hvad han håber, de unge tager med sig herfra, tøver han lidt, før han svarer. »Et dannet menneske er også et menneske, der kan se tingene fra flere forskellige sider. Det synes jeg er en vigtig egenskab at have,« siger rektoren så.
Et nyt kapitel venter. Jonas Yde Jensen foran gymnasiets logo med mottoet Et pueris palmae, som hører til skolen, der går tilbage til 1656.
På bordet i kantinen står boblerne og venter, og kort efter kommer Jonas ind til sin familie. Bagefter går det hjem til gilde med forældrene og resten af flokken. De næste dage bliver fester, fortæller han, og så skal han ud at arbejde. Men lige nu har han ikke tænkt sig at lave noget som helst. »Nu har jeg mine venner og min familie omkring mig, og så skal jeg bare være her de næste par dage, se alle mine medstudenter blive færdige og nyde det hele,« slutter Jonas.
Udenfor hænger flaget, han selv har hejst, og solen står højt over Fredericia. Det bliver hedebølge i denne uge, og der venter mange flere huer endnu.
KRIMI. Der har været indbrud på Urbania Beachbar på Øster Voldgade i Fredericia. Indbruddet skete natten til mandag klokken 3.43.
Gerningsmanden knuste en rude med en sten og skaffede sig dermed adgang. Fra caféområdet stjal han en tablet og en mobiltelefon. En patrulje rykkede ud til stedet og anholdt en person, der blev sigtet for indbruddet. Han blev efterfølgende afhørt og løsladt igen.
Den sigtede er en 31-årig mand fra Hornsyld.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
KRIMI. En kvinde er blevet sigtet for bedrageri efter et restaurantbesøg på Takumi Sushi i Torvegade i Fredericia. Episoden fandt sted søndag klokken 20.45.
Kvinden spiste sushi og andre retter til en samlet værdi af 1.053 kroner og forlod derefter restauranten uden at betale regningen.
Den sigtede er en 24-årig kvinde fra Ullerslev.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
På en lille gård nær Gudenåens udspring voksede Michael Nørtoft op uden tanke om gryder og pincetter. I dag står den trediveårige i spidsen for Fredericias Michelin-restaurant, Ti Trin Ned, og drømmer allerede om den næste stjerne.
Michael Nørtoft har gjort det stik modsatte af, hvad en gammel skolevikar engang spåede ham. Han taler langsomt og uden de store fagter, med den rolige tone, man finder hos folk, der er vokset op med god plads omkring sig. Og plads var der, dengang han var dreng. »Jeg er vokset op helt ude på en lille gård, ude ved Gudenåens udspring. Der er ikke engang nogen by,« fortæller han.
POLITIK. Fredericia Kommune vil tage imod 10 millioner kroner fra Den Sociale Investeringsfond til en stor indsats mod skolefravær. Sagen var på dagsordenen, da Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget mødtes i sidste uge, og pengene skal bruges på at forebygge og nedbringe fraværet hos børn, der begynder at vise tegn på mistrivsel.
For udvalgets næstformand, Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, er beslutningen ikke kun politisk. I et personligt opslag fortæller hun, at hun selv er mor til to neurodiverse børn og kender kampen for at få et barn i skole indefra. »Jeg er ikke kun politiker, jeg er også mor. Som mor til to neurodiverse børn kender jeg desværre en del til de kampe, man kan stå i med og for sine børn. En af de kampe, jeg kender særdeles godt, er den med at få et barn i skole,« skriver Cecilie Roed Schultz i opslaget.
Det særlige ved aftalen er, at fonden ikke blot skyder penge ind, men også følger indsatsen tæt. Tanken er, at Fredericia undervejs kan blive klogere på, hvad der virker, så erfaringerne siden kan bruges af andre kommuner. »Vi havde besøg af Den Sociale Investeringsfond, som meget gerne vil hjælpe os med en større investering i arbejdet med at nedbringe skolefraværet. De vil følge indsatsen, og forhåbentlig kan vi være med til at finde ud af, hvad der virker, så erfaringerne også kan bruges i andre kommuner. De ser blandt andet mod Fredericia, fordi vi er meget udfordrede på området,« fortæller hun i et efterfølgende interview.
Modellen er bygget op som en social effektinvestering, hvor kommunen kun betaler pengene tilbage, hvis indsatsen lykkes. Jo bedre det går, desto større en del skal tilbagebetales over de kommende fem år.
Behovet er stort i Fredericia, hvor mere end 1.000 børn i grundskolen i dag har over 10 procent fravær, ud af i alt omkring 4.500 elever. Samtidig hører kommunens skoler til blandt de mest fagligt udfordrede i landet, men de to ting skal ifølge Cecilie Roed Schultz ikke forveksles, selvom de kan hænge sammen. »Det er to forskellige problemstillinger, men de kan godt hænge sammen. Hvis man ikke kommer i skole i et år, bliver det naturligvis sværere at følge med fagligt og bestå sin eksamen. Men der er ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng,« påpeger hun.
Lykkes indsatsen, håber Cecilie Roed Schultz, at Fredericia ikke bare får nedbragt sit eget fravær, men også kan vise vejen for andre kommuner, der står med samme problem.
Trafikanter på vej mod Fyn må søndag eftermiddag indstille sig på forsinkelser efter et færdselsuheld på Østjyske Motorvej. Uheldet er sket på E20 i retning fra Fredericia mod Middelfart på strækningen mellem afkørsel 59 Fredericia S og Ny Lillebæltsbro. Et spor er som følge af uheldet spærret, og uheldsstedet er endnu ikke sikret.
Bilister i området opfordres til at være opmærksomme og tilpasse hastigheden.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Vejdirektoratet, senest opdateret den 21.6 kl. 15.32.
LOKALT. Den røde mobilkran tog fat hen mod middag. Oppe på volden ved Sjællandsgade, hvor Holstens Bastion møder vejen ind mod byen, hang et langt element i rustrødt stål og drejede langsomt, mens arbejdere i orange veste fulgte det med øjnene. Nedenfor, bag de røde og hvide afspærringer, stod fredericianerne. Nogle med cyklen ved siden af sig, andre med telefonen løftet mod himlen.
Den slags arbejde tager tid, for en bro hentes ikke ned på et minut. Men ventetiden var netop det, der havde samlet folk, for broen ved Sjællandsgade har byen ventet på i over et år.
Flere var mødt frem på cykel for at følge med.
Porten er en del af det store voldprojekt »Fra Kyst til Kyst«, som over de seneste år har bundet fæstningsbyens vold sammen på ny med promenade, ramper og to nye byporte. Kongens Port stod færdig i efteråret. Sjællandsgadeporten har manglet sit sidste, de to gangbroer, der skal føre fodgængere hen over åbningen, hvor vejen skærer gennem volden.
Broerne har ligget klar på en plads i Rødekro, mens kommunen og entreprenøren Arkil gennem efteråret og vinteren stod fast over for hinanden i en strid om kvaliteten. Var stålet skævt, eller var det ikke skævt. Et rådgivende ingeniørfirma blev sat på sagen, og henover foråret blev broerne udbedret.
Folk talte lavmælt sammen om, hvor mange tons sådan en drager mon vejer, og om det nu også passer, at den anden bro følger efter. Da drageren endelig fandt sit leje og hvilede, gik der et øjeblik, før nogen reagerede. Så brød klapsalverne ud blandt de fremmødte, og oppe fra volden vinkede arbejderne ned til folk bag afspærringen.
Et stykke nede ad vejen stod et andet hold og fulgte med på afstand. Volden skråner her, og oppe fra græsset var der det bedste udsyn til arbejdet. Hele formiddagen havde der været en stille strøm af folk op og ned ad skråningen.
Den røde mobilkran ragede op over volden hele formiddagen. Under den hang den rustbrune ståldrager, som skal bære den ene af byportens to gangbroer.
Tilbage står den anden bro, som efter planen skal følge, og længere ude i kalenderen venter selve indvielsen. Til august skal porten navngives officielt, samtidig med at byen fejrer sit 375-års jubilæum. Den dag hører der taler og kanonsalut til. Så langt var der ikke søndag formiddag, hvor det var en kran, en bro og nogle fremmødte med cyklen ved hånden.
