I livsrejsen mellem vi mennesker er følelser (på godt og ondt) hele “drivmidlet” for, om vi lykkes eller ej. 

Vi fødes alle ind i en verden, hvor vi som udgangspunkt er ene og alene. Man siger endda: “Vi fødes alene og dør alene”. En lidt dramatisk start på denne lille tiltænkte øjenåbner.

Som et (heldigvis) levende væsen i livets efterår kan jeg ikke lade være med at kredse om hele livets rejse i tilfældigheder. Vi starter alle livsrejsen med hjælp fra andre; men hvem, vi sidenhen støder på, udspringer ofte af rene tilfældigheder, ligesom vi kun kan gøre vort bedste for at komme på livsrejsen med dem, som vi finder sympati og tryghed sammen med. Vi kan KUN byde os selv til, hvilket imidlertid ikke betyder, at den ønskede modpart tager imod invitationen. Det være sig i søgen efter venskab, kammeratskab, kærlighed etc. Vi mærker, “når noget passer til os”; men vi mærker også, når modparten ikke tager imod, hvilket kan gøre så uendeligt ondt og være svært at acceptere. Det er nok allerhårdest, når det handler om forelskelse, som ikke fører det ønskede med sig. Det er så let at sige, “at man bare skal komme videre”. Der er INGEN, som “bare kommer videre” ovenpå den slags nederlag. Det kræver en helt særlig bearbejdning, hvilket ofte kræver lang tid og – i særtilfælde – en hjælpende hånd. Selvfølgelig går livet videre. Selvfølgelig skal troen på det næste eventyr være til stede. Jeg tænker ofte på de mange fantastiske mennesker, som jeg har mødt gennem livet. Både de, som tog imod mig, men sandelig også de, som “gik forbi mig” eller ikke ønskede nærkontakten. Det er sådan livet er. Det handler om “at lære af det hele”. Til gengæld har jeg også været STÆRK, når jeg ikke fandt mig godt tilrette blandt andre. Her især de, som blot hang på for egen vindings skyld eller blot viste sig at være uærlige, manipulerende og falske – og slet ikke til at stole på, når det endelig gjaldt. De blev sendt direkte i skraldespanden (“og jeg åbner aldrig låget igen”).

Men, men. Vi skal alle gøre vort ypperste for at komme godt igennem livet sammen med de mennesker, som passer allerbedst til os selv. Fordi: “Det rette samspil mellem (de rigtige) mennesker er altafgørende for ALT”. Derfor skal vi kæmpe for samhørigheden med dem, som vi allerbedst kan lide, og dem skal der helst være flest af. Livet er virkelig en rejse i tilfældigheder. Intet er givet på forhånd. Jeg er lykkelig for 90% af dem, som jeg har mødt undervejs. De har – på hver deres måde – beriget mig. Jeg har forsøgt at bruge hjertet på min livsrejse (og i mit møde med andre), idet det er herfra, jeg føler, man ser rigtigt.

Slutteligt – en dag er det hele så forbi. Inden det kommer så vidt, ønsker jeg til stadighed at komme GODE MENNESKER i møde, ligesom jeg vil gøre mit bedste for at fastholde de mennesker, som bare har vist sig at være de helt rigtige for mig. Dem er der heldigvis mange af, hvor de fleste har hængt på næsten helt fra den spæde start. Jeg ønsker herfra gode “tilfældige” møder for alle. Så – tab aldrig livsmulighederne mellem mennesker af syne, men behersk sorteringsprocessen.

Af: Jens Sørensen, The Wide View.