Et håndboldhold, der for ikke længe siden var tæt på afvikling, er i dag i vækst – og har fået ny opbakning fra lokale banker.
For Sparekassen Danmark i Fredericia er det ikke en tilfældighed, at pengene finder vej til håndboldhallernе og foreningslivet frem for blot til bundlinjen. Det er en del af bankens grundfortælling: at et lokalt forankret pengeinstitut har en forpligtelse over for det samfund, det lever af og med.
Sparekassen Danmarks Fonde har derfor gang på gang støttet lokale foreninger i Fredericia og omegn – og torsdag aften var turen kommet til U13-håndboldpigerne i EIC Idrætscenter.
Afdelingsdirektør Christian Jungmark mødte personligt op for at overdække fondens donation til nyt træningstøj.
Han kom direkte fra centrets padelbaner til den anden ende af hallen, hvor holdleder Bente og træner Mette tog imod ham med en historie, der er værd at fortælle: et hold, der for ikke længe siden næsten lukkede, men som nu vokser, tiltrækker nye medlemmer og løbende sender talenter videre til Fredericia Håndboldklub.
Det er præcis den slags fællesskaber, som foreningslivet bygger på – og som sjældent overlever uden lokale ildsjæle og lokal opbakning. Sparekassen Danmarks Fonde er én af dem, der bidrager til at holde dem i live.
»Ny uge, ny forening, nye ildsjæle – men stadig samme bidragsyder,« siger Christian Jungmark med et smil.
OPINION. Ja, det slider sikkert hårdt at flytte rund på moneterne.
Nu ser vi, at Harald-Nyborgs ejer vil flytte til udlandet, hvis han skal beskattes. Mærk ville også flytte til udlandet. Novo Nordisk vil sikkert også flytte til udlandet og, og, og.
Kuponklipperne kan også betegnes som mennesker på overførselsindkomst, men det kaldes af især liberalisterne ikke overførselsindkomst, for ”de gør jo noget for samfundet”, eller gør de først og fremmest noget for sig selv?
Gå selv ind til Harald-Nyborg og konstater hvor store mange af varerne der er produceret i Kina etc.
Kineserene vil sikker være glade for at have disse store firmaer under kinesisk tag. Nåh nej, det kineserne tjener på er jo netop, at vi i Danmark importerer fra Kina, og virksomheder som Harald-Nyborg får – illoyalt – produceret i Kina i stedet for Danmark eller EU. Det samme gør sig gældende for en del andre virksomheder. De bliver gratis uddannet i Danmark, hvorefter de får produceret i udlandet og ofte i Kina, der nu anvender indtjeningen til at bevæge sig ind på danske og europæiske markeder og ejerforhold.
Meget tyder på, at liberalismen først og fremmest tænker på egne lommer og glemmer omgivelser i form af mennesker og natur.
Nu er der valg i lille Danmark og mange glemmer de store perspektiver, som Danmark også er en del af. Hvis vi lytter til de forskellige politiske partiers ledere, så står det klart, hvem der vil befolkningen og naturen, og hvem der vil egne lommer.
Liberal Alliance griner af dem, der vil det almenes vel og kalder dem blandt andet ”rødvins-socialister”, og Liberal Alliance sætter egne lommer før alt andet. Venstre er gået fra at være et parti for landbrug og det almene til at være et kapitalistisk parti, hvor egne lommer er vigtigere end etik og almen velfærd. De konservative er lidt af amerikansk tilsnit med Gud, konge og fædreland, hvor man kan få lov til at give almisser og være ”åh så gode”. Og går vi helt ud til ren socialisme, så vil man centralt styre det hele, hvorved det ender i oligarki og autokrati.
En god og farbar vej er at alle er på ”borgerløn”, hvilket betyder en løn, som man kan overleve af uden at bede om almisser. Borgerløn viser sig at give sikkerhed og ro, således at man gerne vil gå i gang med at øge indtægten og dermed levestandarden.
Hermed opfordres til, at man overvejer, hvem der egentlig vil folkestyre – demokrati – frem for økonomisk styre eller finansiokrati. Vi har allerede problemstillingen ved valgte, hvor det drejer sig om at kunne finansiere ”valgkampen”, der egentlig ikke skulle være en kamp. Men det skulle være en klargøring af, hvem der vil samfund og omgivelser som helhed.
LOKALT. Du har måske selv lagt mærke til dem. De små skilte, der stikker op mellem bogforsiderne i udstillingsvinduet i Gothersgade, og som signalerer, at nogen har været forbi med en kuglepen og sat sit navn i bogen. Det er ikke en sjældenhed hos Billunds Boghandel, for træder man ind ad døren, møder man signerede eksemplarer i bunkevis, spredt ud over butikkens borde og hylder. Og bag hvert eneste skilt ligger en historie om en forfatter, der har taget turen til Fredericia.
For Elsa Billund, der i mere end 30 år har drevet boghandlen i Gothersgade, er de signerede bøger ikke tilfældigheder. De er resultatet af et løbende samarbejde med forlag og forfattere, hvor boghandlen jævnligt lægger hus til signeringsbesøg – korte seancer, hvor forfatterne kigger forbi, signerer en stak bøger og møder de kunder, der tilfældigvis er i butikken. »Det er en seance, vi har med forlag og forfattere. De synes, det er hyggeligt at komme ud og møde læserne,« fortæller Elsa Billund. »Og vi synes, det er dejligt at se de mennesker, der skriver bøgerne, vi formidler. Det giver et tættere samarbejde.«
Mere end markedsføring
For Elsa Billund handler signeringsbesøgene om noget mere end at få et navn på en titelside. Det handler om at gøre forfatterskabet nærværende, og at minde både kunder og boghandler om, at der bag enhver bog sidder et menneske med noget på hjerte. »Der er mange forfattere, der sidder derude og måske skriver på en bog i flere år,« siger hun. »Så det er rart, at de kommer ud og ser, hvor bøgerne ender. Og for kunderne er det noget særligt at se forfatteren i levende live, og at det er en rigtig person, der har noget på hjerte,« smiler boghandleren.
Hun kalder det en kombination af markedsføring og nærvær, der gavner alle parter. »Det er en markedsføring, der giver pote for os alle sammen. En god måde at gøre det nærværende på, at de forfattere, der sidder og skriver, faktisk er lige i nærheden af os.«
Fra hurtige signeringer til længere fortællinger
Ikke alle besøg er ens. Nogle gange handler det om en kort signering, hvor en forfatter kigger forbi i en times tid, skriver i bøgerne, veksler et par ord med kunderne og tager videre. Andre gange er det længere arrangementer, hvor forfatteren fortæller om sit arbejde og sin skriveproces.
Senest var krimiforfatter Lars Thomassen forbi Fredericia Bibliotek i et arrangement, hvor Billunds Boghandel var med med bøger. Her fortalte han om sin skriveproces og om, hvad der driver ham til at skrive en krimiserie, der foregår i netop Fredericia. Også i forbindelse med uddelingen af De Gyldne Laurbær har flere af de nominerede forfattere – heriblandt Niels Krause-Kjær – været forbi butikken. »De vil gerne ud og gøre sig synlige,« siger Elsa Billund. »Jo flere der kender dem, jo bedre.«
En boghandel med bøger på hjerte
Billunds Boghandel vandt i 2023 Blixenprisen som Årets Boghandel – en anerkendelse fra Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere, der fremhævede butikkens fokus på bøger fremfor kuglepenne og sudokuhæfter. Signeringsbesøgene er en del af den samme filosofi: at en boghandel skal være mere end en butik.
Næste gang man går forbi Gothersgade 24 og spotter de små hvide skilte i vinduet, er det måske værd at træde indenfor. For bag hvert »signeret«-skilt gemmer sig en forfatter, der har været forbi – og en boghandler, der har sørget for, at de kom.
SPORT. BMX-rytteren Magnus Dyhre fra Taulov er blevet kåret som nummer tre ved uddelingen af Årets Fund, Danmarks ældste idrætspris. Det er ifølge Fredericia Eliteidræt formentlig første gang, en fredericianer placerer sig i top tre.
Prisen blev uddelt tirsdag den 25. februar på Falkonergårdens Gymnasium på Frederiksberg, hvor svømmeren Martine Damborg vandt foran golfspilleren Rasmus Neergaard-Petersen og Magnus Dyhre. For tredjepladsen modtager han 12.500 kroner.
Årets Fund uddeles af Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og Politiken og blev uddelt første gang i 1929. Tidligere vindere tæller navne som Caroline Wozniacki, Daniel Agger, Viktor Axelsen og Mathias Gidsel. Prisen gives til det unge talent, der har haft det største gennembrud i årets løb.
Keld Vestergaard, chef for Fredericia Eliteidræt, lægger ikke skjul på sin begejstring. »Det er vi virkelig stolte over. At have en sportsudøver fra Fredericia, der markerer sig på den måde, både nationalt og internationalt, det er noget særligt,« siger han.
Historiske resultater i 2025
Det er Magnus Dyhres resultater i 2025, der ligger til grund for nomineringen. Den 23-årige BMX-rytter blev den første danske herre nogensinde i en VM-finale i BMX, hvor han blev nummer seks ved VM på hjemmebane på Amager i august. Han blev også den første danske herre i en World Cup-finale og sluttede året som nummer fem på verdensranglisten med tre individuelle sejre i European Cup.
Resultaterne førte også til, at han blev indstillet som Årets Cykelrytter af Cykling Danmark – i konkurrence med Mattias Skjelmose og Jonas Vingegaard. »Magnus er ikke bare et talent. Han er begyndt at levere på den internationale scene, og det gør, at man for alvor kan tro på, at han kan nå helt til tops,« siger Keld Vestergaard.
En anerkendelse af potentialet
For Keld Vestergaard handler placeringen i Årets Fund om mere end en pris. De atleter, der indstilles, er dem, man tror mest på i fremtiden som internationale sportsstjerner. »Når man ender i top tre i den her kåring, så er det fordi, der er nogle derude, der tror, man kan gå hele vejen. Det er en anerkendelse af Magnus’ potentiale som BMX-rytter,« siger han.
Magnus Dyhre har kørt BMX, siden han var fem år, og har været tilknyttet Fredericia Eliteidræt siden 2014. Han kører for TSIF BMX i Taulov og har været dansk mester syv gange. Han sigter nu mod en dansk deltagelse ved OL i Los Angeles i 2028. »Det sker ikke hver dag for en fredericianer. Jeg tror faktisk, det er første gang, at en af vores egne er i top tre i Årets Fund. Det skal vi mange år tilbage for at finde magen til,« siger Keld Vestergaard.
Årets Fund er Danmarks ældste idrætspris og uddeles årligt af Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund og Politiken. Prisen blev uddelt første gang i 1929. Vinderen modtager 75.000 kr.
KRIMI. Retten i Kolding har fredag besluttet at varetægtsfængsle den 55-årige mand fra Fredericia i fire uger i sagen om ulovlig våbenbesiddelse.
Manden er sigtet for besiddelse af adskillige våben med tilhørende ammunition på en adresse på Ansgarsvej i Fredericia. Han er desuden sigtet under særligt skærpende omstændigheder for at være i besiddelse af blandt andet et våben og ammunition i sin bil, der befandt sig på Østjyske Motorvej ved Horsens Syd.
Sydøstjyllands Politi blev opmærksom på våbnene i forbindelse med et dødsfald på adressen torsdag. Politiet vurderer ikke, at der er en sammenhæng mellem dødsfaldet og våbenfundet.
»Vi mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dødsfaldet og våbenfundet, udover at det var dødsfaldet, som gjorde os opmærksomme på, at der var våben på adressen,« sagde vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi tidligere fredag.
Efter en rekrutteringsproces med 22 ansøgere har bestyrelsen for EUC Lillebælt valgt sin nye direktør. Valget er faldet på en kandidat fra skolens egne rækker.
Camilla Grenander Almfort, der i dag er viceuddannelseschef på EUC Lillebælt, rykker op og overtager det overordnede ansvar for skolens strategiske, økonomiske og organisatoriske ledelse. Det sker på et tidspunkt, hvor erhvervsuddannelserne landet over står over for en af de større reformprocesser i nyere tid – og hvor behovet for en leder med solidt kendskab til organisationen er særligt udtalt.
Bestyrelsen lagde vægt på mere end faglige kvalifikationer, da de gennemgik feltet af kandidater.
»Vi har haft et stærkt ansøgerfelt, og bestyrelsen har været optaget af at finde den kandidat, der både kan stå i spidsen for den samlede organisation og videreudvikle det solide fundament, EUC Lillebælt hviler på. Camilla Grenander Almfort har et indgående kendskab til alle skolens uddannelser og til den kultur, der kendetegner os. Hun er en tydelig og samlende leder med blik for både kvalitet, trivsel og resultater. Samtidig har hun vist, at hun kan skabe retning og følgeskab i en kompleks organisation,« siger bestyrelsesformand Martin Sørensen.
Den nye direktør overtager roret på et tidspunkt, hvor EUC Lillebælt – som resten af sektoren – skal implementere en kommende reform af ungdomsuddannelserne og indføre EPX. Bestyrelsen vurderer, at netop Camilla Grenander Almforts indgående kendskab til organisationen og hendes strategiske forståelse gør hende særligt godt rustet til at lede skolen sikkert gennem den fase – uden at miste fokus på den langsigtede udvikling.
For den kommende direktør er udnævnelsen ikke blot en karrierebegivenhed. Det er en opgave, hun går til med en blanding af stolthed og ydmyghed.
»Jeg er både stolt, glad og taknemlig for den tillid, bestyrelsen har vist mig med udnævnelsen som direktør for EUC Lillebælt. Det betyder meget for mig at få lov til at stå i spidsen for en skole, som jeg kender indgående, og som jeg hver dag oplever engagementet og fagligheden i. EUC Lillebælt rummer stærke uddannelsesmiljøer og dygtige medarbejdere, og det er et ansvar, jeg går til med stor ydmyghed,« siger hun.
Hun peger på samarbejde og kvalitet som de bærende søjler for det arbejde, der venter.
»Jeg ser frem til at samle organisationen om en fælles retning, fortsat styrke kvaliteten i vores uddannelser og sikre, at vi også fremover er en attraktiv uddannelsesinstitution for vores elever, lærlinge og kursister – og en attraktiv arbejdsplads for vores medarbejdere. Sammen skal vi bygge videre på det solide fundament og udvikle EUC Lillebælt i tæt samarbejde med erhvervslivet og vores øvrige samarbejdspartnere,« siger Camilla Grenander Almfort.
BUSINESS. Der er hænder, man lægger mærke til, fordi de fortæller noget, som munden ikke gider. Rolf Christensens hænder er af den slags. De er brede over knoerne og mærkede af et liv med mørtel og mursten, og de ligger roligt på bordet foran ham, mens han taler om tyve år som selvstændig murermester i Middelfart, som om det hele var noget, der bare skete, en strøm han lagde sig i og lod sig føre af, fordi retningen passede, og vandet var lunt nok.
Det var det i en vis forstand også.
I 9. klasse ville han være tømrer, ligesom det lå til, som han siger. Han kom i praktik hos et tømrerfirma, men der skete ikke rigtig noget. »Jeg var meget forsigtig og nervøs, og de var måske heller ikke lige så gode til at fange mig,« siger han. »Det blev bare lidt kedeligt.« I 10. klasse prøvede han i stedet en uge hos en murer, og inden ugen var omme, havde mesteren tilbudt ham en læreplads. »Og så fik jeg 500 kroner, det var jo mange penge dengang,« siger Rolf Christensen med et lille smil, der antyder, at beløbet stadig føles som en formue. »Så blev det egentlig bare det. Det var lidt af et tilfælde.«
Men det er jo altid lidt af et tilfælde, det der med at finde det, man skal lave resten af sit liv. Nogle falder ned i det og bliver liggende, fordi gulvet viser sig at være varmt. Rolf Christensen faldt ned i murerfaget som seksten-årig, startede i lære i 1994, var udlært i 1998, og har aldrig kigget op siden.
Det var da heller ikke planen at starte for sig selv. Han arbejdede som svend i nogle år, indtil folk omkring ham begyndte at sige det, som folk omkring dygtige håndværkere altid siger: hvorfor starter du ikke selv? »Det kan man jo ikke bare lige gøre,« tænkte han. »Men de sagde, at de helt klart ville heppe, og det ene og det andet.« Beslutningen blev truffet en aften i efteråret 2005, og i 2006 var Rolf Murer en virksomhed. »Jeg vidste ikke noget om noget,« som han selv siger det. »Ikke om skat, ikke om CVR-numre, ikke om arbejdstøj. Der var brevpapir dengang, og alt sådan noget. Hvordan gør man det hele? Alt var fra nul, og jeg havde ingen penge.«
Men Middelfart Erhvervscenter, som det hed dengang, hjalp ham med EU-midler og en revisor, der kunne fortælle ham, hvordan man starter et regnskab op fra ingenting, og så var der et netværk af andre iværksættere, hvor man kunne mødes og spørge hinanden til råds og opdage, at man ikke var helt alene.
Rolf Christensen bag skrivebordet på kontoret i Middelfart, hvor han har styret Rolf Murer fra siden 2006. Foto: Middelfart AVISEN
Det første år var han det ellers. Helt alene. Og det gik bare lynhurtigt, fortæller han, for det var bare arbejde, arbejde, arbejde. »Jeg havde egentlig fra starten lovet min kone, at det så vidt muligt skulle være et 20-30 timers job.« Han holder en pause, som om han ved, hvad der kommer. »Det er det nok ikke helt, når man er selvstændig. Men vi forsøger. Og det gør jeg faktisk stadigvæk.«
Tyve år senere er han ikke kommet i mål. Der har nok været mange uger, hvor det har været tættere på 45 timer, indrømmer han, og nu prøver han at se, om han kan komme ned på 40. Man får det indtryk, at løftet til konen ikke er noget, han har glemt, men noget han hele tiden navigerer efter, som en pejling der aldrig helt rammer land, men som holder kursen nogenlunde stabil.
Naboen nede ad vejen
Efter det første år bankede en nabo på. En mand, der boede lidt længere nede ad vejen, og som spurgte, om Rolf ikke kunne bruge ham. »Det kunne jeg da måske godt,« sagde Rolf. Og sådan blev det. Manden var ikke murer, han var ufaglært, men han kom i voksenlære senere, og han blev i firmaet i femten år. Nu stopper han, fordi han vil læse videre, og den slags fortæller Rolf Christensen uden sentimentalitet, som om det er en helt naturlig bevægelse, at mennesker kommer og går og vender tilbage igen, ligesom tidevandet i en by ved et bælt.
I dag er de fem: Rolf selv, to svende, som han begge har udlært, en fugemand og en lærling. Det er en størrelse, han har valgt bevidst, en der passer til det, han vil, og det han ikke vil. For der var en tid, hvor de var elleve, men det var under finanskrisen, og det var ikke lykken, som han siger det med en korthed, der lukker emnet. »Nogle vil sige, at man bare skal udvide, at man skal være flere,« påpeger han. »Men jeg har det fint med det, vi har. Hvis den rigtige dukker op, kan vi godt finde ud af det. Men jeg gider ikke jagte mere bare for at have mere igennem. Så vil jeg hellere sige nej.«
Det er en usædvanlig sætning i en tid, hvor vækst er blevet et selvfølgeligt mål, hvor håndværkerfirmaer i hele Trekantområdet konkurrerer om at tage flere opgaver, ansætte flere folk og dække stadig større geografier. Rolf Christensen har gået den modsatte vej. Han har valgt det tætte, det nære, det familieagtige, og han taler om det med en ro, der ikke ligner trods, men ligner noget, der er faldet helt på plads. »De kan godt lide miljøet, og at vi ikke er så mange,« siger han om sine ansatte. »Vi kommer tæt på hinanden, vi er jo mere sammen i dagligdagen, end vi er med vores egen familie. Det er det, de siger til mig, at de er glade for kollegaerne og sammenholdet.«
De senere år har holdet fundet hinanden, og Rolf har ingen planer om at lave det om, for det virker. Og det er et ord, han vender tilbage til igen og igen igennem samtalen, som en slags grundlov for alt det, han gør og ikke gør: det virker.
Den hylde, de hører til på
Rolf Murer har udstedt omkring 9.000 fakturaer over tyve år. Det er fire-fem hundrede opgaver om året, primært reparationer, ombygninger, forsikringsskader og badeværelser for faste kunder, private og offentlige, boligforeninger. Ikke nye huse, aldrig nye huse, og næsten ingen markedsføring, fordi den kundegruppe, de har, er den kundegruppe, de har brug for.
»Mange af kunderne har vi haft i ti-femten år,« siger han. »De holder ved. De smutter ikke bare.«
Det skyldes en tillid, som ikke opstår af sig selv, men som kræver, at man aldrig slapper af, aldrig tager en kunde for givet. »Det skal ikke være sådan, at man tænker, nu har vi fået den kunde, så kan vi slappe af,« siger han. »Man er hele tiden på for at passe de ting, man har.«
Murermester Rolf Christensen med murske og spand foran firmabilen. Han startede i lære i 1994 og har aldrig tænkt sig at lave andet. Foto: Middelfart AVISEN
Når man spørger ham, om der er én opgave over tyve år, der står særligt klart, tøver han. Ikke fordi han ikke kan huske nogen, men fordi der har været så mange. Han nævner til sidst Skagen, og det er betegnende, at det ikke er selve arbejdet, der gør det til et minde, men turen derop, planlægningen, det at komme af sted sammen og tænke lidt mere over tingene, så man ikke skulle køre flere gange for at hente et eller andet. Det er karakteristisk for Rolf Christensen, at hans bedste minde fra tyve års murerliv handler om logistik og samvær, ikke om et spektakulært resultat.
Hvad der adskiller Rolf Murer fra andre murerfirmaer, er ifølge ham selv to ting, og kun to ting. »Kvaliteten og servicen,« siger han. »Vi har fundet den hylde, vi hører til på.« Han fortæller, at de nogle gange har været ude at se på opgaver, som en konkurrent havde budt billigere ind på, og at der var sprunget over, hvor det var nemmest. Ikke altid, men det var sket, og det er den slags erfaringer, der har gjort ham sikker på, at hans vej er den rigtige.
Mottoet er »sans for detaljerne«, og det er fristende at tro, at det bare er et slogan, noget en grafiker har sat under et logo. Men Rolf Christensen bruger det som en beskrivelse af noget, der rækker længere end fliser og fugning. »Jeg går meget op i, at vi snurrer tingene,« siger han, at enderne er bundet, at intet hænger løst. Han mener ordentlighed i den mest lavpraktiske forstand, den slags man ikke kan sætte på en faktura, men som kunderne registrerer alligevel. Han giver det videre til sine ansatte, ikke gennem instrukser, men gennem tid og nærvær, ved at arbejde tæt sammen dag efter dag, indtil firmaets måde at gøre tingene på bliver deres egen. »De kan klare mange ting selv,« siger han. »Tilliden er der, og ansvaret følger med.«
Det er derfor, mange af kunderne har været der i ti-femten år. Og det er derfor, mange af de ansatte har det også.
Stopuret og tilliden
Men verden uden for Bogøvænget har ikke stået stille, mens Rolf har snurret tingene. Noget har ændret sig i branchen, og det handler om internettet. Tidligere kom kunderne og sagde: lav et badeværelse. Så foreslog mureren fliserne, og fugerne snakkede man slet ikke om. I dag ved kunderne præcis, hvad de vil have, fordi de har søgt og scrollet og fundet forslag fra hele verden, og nogen gange kan det, de har fundet, slet ikke lade sig gøre. »Så er det svært at få dem ud af den tanke,« siger Rolf. »Det kan godt koste lidt tid.«
Der er mere endnu. »Nogle kan sidde derhjemme med et stopur og holde øje med, hvornår man kommer, og hvornår man går,« siger han, og det lyder ikke som en klage, mere som en konstatering af den tid, vi lever i. »Sådan var det ikke førhen. Men det er fair nok, det er jo også dyrt at have håndværkere.«
Sans for detaljerne, står der på bilen. Efter tyve år og 9.000 fakturaer er det stadig den korteste beskrivelse af, hvad Rolf Murer handler om. Foto: Middelfart AVISEN
Det er et glimt af noget, der løber stille under hele samtalen som en understrøm: et gammeldags tillidsforhold, som langsomt er ved at forandre sig. Hvor håndværkeren engang fik frie hænder, fordi man stolede på faget og på personen, er relationen i dag mere kontraktlig, mere gennemsigtig, mere kontrolleret. Rolf Christensen beklager det ikke, men man kan høre, at han tilhører en generation, hvor et håndtryk var nok, og hvor kvaliteten talte for sig selv, stille og uden dokumentation. For ham handler det stadig om det, det altid har handlet om. »Det der med at skabe noget med hænderne og se resultater og køre rundt i byen og kunne sige: se der, det har vi været med til at lave,« siger han, og der er noget næsten barnligt i den glæde, han beskriver. »Det synes jeg bare er sjovt.«
Sjovt. Ikke stort, ikke vigtigt, ikke livsforandrende. Bare sjovt. Det er et beskedent ord for en livslang drivkraft, men det passer til manden, der sidder her og aldrig har haft brug for mere end Middelfart, aldrig har tænkt sig at skulle andre steder hen. »Jeg ved godt, at nogen synes, det er en lille by,« siger han. »Men det passer til mig. Det er spændende at komme ud, også til store byer. Men det er bare altid rart at komme hjem igen.« Han siger det, som man siger noget, man aldrig har været i tvivl om. »Ude godt, men hjemme bedst.«
De næste tyve
Fremtiden ser ud som nutiden, og det er meningen. Rolf Christensen har ingen planer om at lave noget om. Hans ansatte er nogenlunde jævnaldrende med ham, og ingen af dem har ytret ønske om at gøre noget andet. Så han tænker bare, at de bliver ved, de næste tyve år, som det ser ud, for når det virker, er det jo bare at køre videre.
Når man spørger ham, hvad han gerne vil have, at folk husker Rolf Murer for, svarer han med den samme rolige direkthed, som kendetegner alt, hvad han siger, og som måske er det nærmeste, man kommer en filosofi hos en mand, der ikke bruger store ord om sig selv: »At når der bliver lavet aftaler, så bliver de overholdt. Det er det, jeg fornemmer, er grunden til, at mange kommer tilbage. De har været tilfredse med det, der var aftalt.«
Han holder en kort pause og lader sætningen falde ned over det hele som et låg over en gryde. »Det virker. Det er egentlig rimelig simpelt.«
Og det er det måske også. Rolf Christensen er 48 år, han bor i Middelfart med sin kone og to drenge på 15 og 19, han har aldrig tænkt sig at flytte, og han driver et murerfirma med fire ansatte, der laver hundredevis af opgaver om året uden markedsføring, uden ambition om at vokse, og uden behov for at fortælle en stor historie om sig selv. Sans for detaljerne, står der på hjemmesiden, og man tror ham, fordi han selv ligner en detalje, som nogen har taget sig tid til at lave ordentligt.
Rolf Murer ApS blev stiftet i 2006 og holder til i Middelfart. Virksomheden er medlem af Dansk Byggeri og Middelfart Erhverv.
En 55-årig mand fra Fredericia fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Sydøstjyllands Politi blev opmærksom på våbnene i forbindelse med et dødsfald på en adresse på Ansgarsvej i Fredericia. Politiet var torsdag til stede på adressen i flere timer, og Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, blev tilkaldt.
»Vi mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dødsfaldet og våbenfundet, udover at det var dødsfaldet, som gjorde os opmærksomme på, at der var våben på adressen,« siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.
Den 55-årige blev anholdt torsdag. Han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse dels i sin bil, dels på adressen på Ansgarsvej.
Anklagemyndigheden vil muligvis anmode om dørlukning, og Sydøstjyllands Politi kan derfor ikke dele yderligere oplysninger om våbenfundene eller sigtelsen på nuværende tidspunkt.
Tidspunktet for grundlovsforhøret offentliggøres via Politi Update.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag den 27. februar.
En 31-årig mand blev natten til fredag klokken 1.15 anholdt på Købmagergade i Fredericia efter at have modsat sig anholdelse og overfaldet en betjent.
Politiet var mødt op for at bortvise manden fra en privat adresse. Da han skulle anholdes, modsatte han sig og slog en betjent med en albue, hvilket gav betjenten en bule under øjet. Manden spyttede desuden efter patruljen, nægtede at oplyse sit navn og truede betjentene.
Han er sigtet efter straffelovens paragraf 119 og 121 for vold og trusler mod politiet. Manden er fortsat anholdt og afventer afhøring, men skal ikke fremstilles i grundlovsforhør.
Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.
Rødvins-socialisterne vil gerne redde verden – fra en altan i Indre By med udsigt til andres skattekroner. Debatten om formueskat og boligavancebeskatning bliver solgt som “retfærdighed”. I praksis, en model hvor ansvarlighed straffes, og forbrug belønnes.
To danskere med samme livsindkomst:
• A har arbejdet, betalt sin skat og sparet op til alderdommen.
• B har tjent det samme – men brugt rub og stub undervejs.
Med en formueskat bliver A sendt en årlig regning for at have gjort det, politikerne prædiker om: at tage ansvar. B går fri. Er det virkelig den “moralske” retning, vi ønsker for Danmark?
• Virksomhedsejeren og iværksætteren risikerer en skat af immaterielle værdier og i værste fald gå konkurs. En beskatning af goodwill, brandværdi, patenter, software og unoterede aktier i egen virksomhed er direkte ødelæggende for alle.
Værdierne kan være vurderet til millioner – men de kan ikke hæves i hæveautomaten.
Boligavancebeskatning nye problemer: Den kan låse folk fast i deres bolig, fordi det bliver dyrt at flytte. Den rammer især familier i vækstområder, hvor priserne er steget uden at indkomsten nødvendigvis er fulgt med. Den beskatter papirgevinster, som først realiseres, når man sælger – ofte fordi livssituationen ændrer sig, ikke fordi man vil spekulere.
Resultatet er mindre mobilitet på boligmarkedet, færre handler og større usikkerhed om privatøkonomien.
Det rammer folk ikke yacht og gin-tonics folket, men:
• boligejere med mursten (og ja, huspriser er papirgevinster)
• ejerledere med unoterede aktier
• landmænd med jord
• helt almindelige mennesker, der har sparet op gennem et langt arbejdsliv
Værdier på papiret er ikke kontanter i lommen. Men skatten skal betales kontant. Resultatet kan blive tvungne salg, øget gæld eller færre investeringer i virksomheder.
Den dobbelte standard lyder: “Skat til alt” – men spare ikke på udlandsbistanden? Man vil stramme skruen på danskere, der har sparet op og investeret, men bistanden er en urørlig post.
Kapital og investeringer er mobile. Vi konkurrerer med lande, hvor vilkårene er mere stabile. Historien viser igen og igen, at brede skatter giver mindre provenu end forventet, koster mere administration og kan flytte både mennesker og investeringer ud af landet.
Vil man bekæmpe ulighed, må man vælge værktøjer, der virker – uden at gøre “Søren Sparsom” til skurk og “Bjarne Forbrug” til idealborger.
