KULTUR. Det er ikke nogen lille melding, de to kommer med. Fredericias to største kulturfortællinger, musicalbyen og fæstningsbyen, skal ifølge borgmester Peder Tind (V) og viceborgmester Susanne Eilersen (DF) samles i ét ikonisk kulturhus i Kanalbyen, hvor musicalteatret og museet fortsat skal være selvstændige institutioner med hver deres bestyrelse, men dele tag, ramme og skæbne. AVISEN mødte de to til en samtale om drømmen, pengene og fortiden.

Og samtalen kunne kun begynde ét sted. For hvorfor nu, og hvorfor samlet? Susanne Eilersen svarer uden tøven. »Det er, fordi vi vil sætte strøm til det nu. Vi har to fantastiske fyrtårne og to fantastiske historiefortællinger. Vi er en musicalby, også med vores musicalakademi, og vi er en fæstningsby med et unikt voldanlæg, som ingen andre har. Slår vi de to ting sammen i ét hus, får vi to og to til at give fem,« siger hun.

Bag begejstringen ligger en kølig kalkule, som hun gerne selv lægger frem, og den handler om fondene, der skal betale gildet. »Vi ved godt, at vi skal ud og søge fonde, og kommer vi med frygtelig mange ansøgninger, vil fondene bare sige, at vi ikke er realistiske som den lille provinsby, vi er. Men samler vi det i ét fyrtårn, et kulturhus for alle fredericianere med et hus, der er åbent hver eneste dag, så er det interessant. Jeg er faktisk ikke bekendt med, at vi har sådan et hus andre steder i Danmark. Og hvis vi tør være modige i Fredericia, så er det nu, vi skal slå til,« påpeger Susanne Eilersen.

Der bliver ikke tale om en fusion, understreger borgmesteren, men om to selvstændige organisationer i ét hus, hvor åbningstiden aldrig hører op. »Musicalteatret og deres bestyrelse og museet og deres bestyrelse vil stadig være selvstændige organisationer, men man sammentænker et kulturhus, hvor der er museum om dagen og musical om aftenen, så man får liv 365 dage om året. Når man satser så stort, skal der ikke være lys i vinduerne 20 dage om året, der skal være lys hver eneste dag. Derfor kunne det også være interessant at kigge på, hvad med et bibliotek? Et kulturhus, som er en stærk motor for Kanalbyens udvikling,« siger Peder Tind.

Så langt drømmen. Men den rejser et nærliggende spørgsmål, for museet hører til det, der optager mange i byen, og fæstningscentret har været en ønsket drøm gennem generationer. Spørgsmålet om, hvorvidt sammenlægningen reelt er en nedprioritering af museet og den drøm, lå derfor lige for. Det afviser borgmesteren. »Nej, man skal se det som 50-50. De kan noget forskelligt, og sammen kan de noget mere. Når vi skal møde fondene med en ansøgning på sådan et kulturhus, er der få fonde i Danmark, der kan løfte så stor en drøm. Og skulle vi på et tidspunkt vælge mellem det ene eller det andet, ville det være noget af det mest forfærdelige at skulle prioritere imellem. Derfor tror jeg, det er den rigtige vej at samle det i et kulturhus, som er rammen om de to fyrtårne,« siger Peder Tind.

Når ingen af delene skal vælges fra, melder det næste spørgsmål sig så af sig selv. Museet står i forvejen med en attraktiv grund doneret af kommunen, så hvorfor overhovedet spænde et teater for museets vogn i stedet for bare at bygge? For Susanne Eilersen handler svaret om alt det, teatret har trukket med sig ind i byen. »Vores teater er en stor motor i Fredericia, også i forhold til turisme og bosætning. Teatret har et image. Jeg kan huske en tid før den første succes med musicalteatret og en tid efter, hvor vi har fået flere restauranter, caféer og gode vinbarer. Det er afledte effekter af, at folk udefra kommer til byen. Et museum og Fredericias historie brænder jeg utrolig meget for, men jeg synes godt, en by som Fredericia kan rumme begge dele,« siger hun.

Og så er vi fremme ved pengene, for de to institutioner ligner ikke hinanden i regnskaberne. Museet er en kommunal kerneopgave med et årligt driftstilskud. Teatret har derimod aldrig givet overskud, efter AVISENs beregning har musicalsatsningen historisk kostet et trecifret millionbeløb, og i 2020 gik Fredericia Teater konkurs og efterlod ifølge kurator en gæld på godt 70 millioner kroner til 3.400 kreditorer, med kommunen selv som den største. Konfronteret med den fortid og spørgsmålet, om det er en risiko, byen skal løbe igen, viger Peder Tind ikke, men vender det om. I hans øjne er fortiden selve argumentet for at forpligte sig på rammen nu.

»Jeg mener, det er afgørende, at vi træffer en beslutning om, hvilken vej vi skal. Det er ingen hemmelighed, at musicalteatrets bygningsmasse er af ældre karakter, og vil vi have musical af den kaliber om 40 år, skal vi forpligte os på rammen. Og her synes jeg, det er interessant at tale om fonde, om det private perspektiv, men også om staten,« siger han og trækker så den streg, der siger mest om projektets skala. »Det her handler ikke om, at fredericianerne skal se os i byrådet finde en halv milliard i vores kasse. Det handler om, at vi skal aktivere fondene, erhvervslivet og staten. Det her er der ingen, der kan alene. Og uagtet hvad der historisk er sket med teatret, står vi i dag med et stærkt brand, et stærkt potentiale og en stærk direktør.«

Om teatret så på noget tidspunkt skal kunne give overskud, eller om det altid vil koste, får et mere rundt svar med på vejen. »Meningen er, at teatret skal lykkes med at formidle fantastiske forestillinger. Og i dag har vi et teater, som gør det rigtig godt økonomisk og er i balance,« siger Peder Tind, der medgiver, at den præcise konstruktion for et kommende kulturhus skal der kigges på i fællesskab.

Mens økonomien og konstruktionen stadig hører fremtiden til, står én ting allerede færdigbygget og betalt, og det har den gjort siden 1600-tallet. Midt i al snakken om bygninger og bestyrelser er der nemlig ét element, der hverken skal flyttes eller finansieres, og det er byens største klenodie. Voldanlægget ligger, hvor det ligger, og for Susanne Eilersen er det hele pointen. »Det er jo det, vi skal brande. Alle kan lave en bygning, der fortæller en historie om Danmark. Men der er ingen andre steder, man kan fortælle historien om vores voldanlæg, om hvad der er sket på det, og hvordan vores by er bygget op. Det er unikt for Fredericia. Derfor skal vi sørge for, at vi ikke kun får en bygning med formidling, men at folk kommer ud og oplever de historiske steder, at vi investerer mere i volden og får fortællingen ud at leve,« siger hun.

Tilbage står så stedet, hvor drømmen skal bo, og også dét er der tænkt over. Kanalbyen, bydelen ved bæltet, har stået stille i en årrække, og store arealer venter fortsat på at blive til noget. Skal man tro borgmesteren, er det lige præcis dét, et kulturhus af den kaliber kan lave om på. »Ja, det er drømmen. Det skal være en motor, der driver udviklingen i Kanalbyen i de næste mange år, og som kan skabe synergieffekter og åbne øjnene for, hvor fantastisk hele Kanalbyen er. Der har været lidt stille om Kanalbyen, og sådan en drøm kunne sætte en masse i gang,« siger Peder Tind, der peger på den kommende budgetbehandling som første station. »Det, jeg tror, er vigtigt, er, at vi i budgettet sætter en retning for, hvad vi som byråd tror på med det her kulturhus. For fondene kigger også på, hvad byrådet vil.«

Med udmeldingen er startskuddet gået til en proces, hvor teater, museum, fonde og byråd skal finde hinanden. AVISEN følger op i de kommende dage med reaktioner fra blandt andre teaterdirektør Thomas Bay og museumsdirektør Simon Faber.