En brand i palmeolie på Fredericia Havn udløste en af de mest omfattende beredskabsindsatser i byens historie. Risikoen for eksplosion sendte borgere inden døre og førte til natlig evakuering af et boligområde. Første indsatsleder på stedet, Jes Andersen fra TrekantBrand, husker hvert minut. Ti år senere fortæller han om natten, hvor alt det, han var uddannet til, pludselig blev virkelighed.

En beredskabsmeddelelse fra Sydøstjyllands Politi lød som noget, man normalt forbinder med storbyer og katastrofefilm. Brand i palmeolie på Fredericia Havn. Risiko for eksplosion. Borgere blev bedt om at gå inden døre, holde døre og vinduer lukket og undgå rum, der vendte mod havnen. Et boligkvarter blev evakueret midt om natten.

Ti år senere husker Jes Andersen hvert minut.

»Det var meget surrealistisk, det indtryk, der mødte mig dengang. Det er et scenarie, man godt kan forestille sig i Danmarks historie, men som man aldrig regner med, at man selv skal stå midt i,« siger han.

Der findes nætter, der sætter sig fast i en by. Ikke som rygter eller løsrevne fortællinger, men som en fælles erindring, der bliver ved med at dukke op, når man taler om, hvad der egentlig kan ske. Nætter, hvor gaderne bliver stille på en unaturlig måde, hvor telefonerne gløder, men ingen helt ved, hvad de skal sige, og hvor sirenerne ikke bare er baggrundsstøj, men noget, der kryber ind under huden.

Sådan en nat var natten til den 3. februar 2016.

Jes Andersen var ikke på vej hjem. Han var ikke blevet ringet op fra sengen. Han sad på brandstationen i Fredericia. Der var kaffe på kanden, kolleger omkring bordet og den velkendte stemning af beredskab og rutine, hvor man ved, at der kan ske noget – men hvor det oftest ikke gør.

»Vi sad egentlig bare og snakkede og drak kaffe. Der var ikke noget, der tydede på, at det her skulle blive anderledes end så mange andre vagter,« fortæller han.

Så kom meldingen. »Først lød den på brand i en industribygning. Det er noget, vi kender, og noget, vi har trænet igen og igen. Men allerede mens jeg kører derned, ændrer billedet sig. Meldingen bliver opdateret til større udslip, og kort efter kommer der melding om kemikalieudslip. Vi får tre meldinger inden for meget kort tid, og hver gang flytter scenariet sig.«

Det er ikke bare flere oplysninger. Det er en eskalation, der ændrer alt. For når en brand på et industriområde bliver til et udslip – og derefter til kemikalier – flytter fokus sig fra slukning til konsekvenser. For mandskab. For borgere. For byen.

»På det tidspunkt ved man godt, at det her ikke bare er en almindelig brand. Så begynder man at tænke i afstande, i zoner og i, hvad man kan tillade sig at udsætte folk for,« siger Jes Andersen.

To minutter efter alarmen er gået, er han fremme. »Jeg holder dernede meget hurtigt. Og det første, der slår mig, er, at Strandvejen er helt mørklagt. Der er ingen lys. Ikke fordi det er nat, men fordi strømmen er gået. Det giver en meget mærkelig stemning.« Han kører lidt længere frem.

»Der kommer biler imod mig i den forkerte vejbane. De er ikke stressede eller aggressive. De er bare på vej væk. Instinktivt. Og der er endnu ikke sendt nogen officiel melding ud.« Jes Andersen standser, hopper ud af bilen og bevæger sig ind i et skadested, der endnu ikke har fundet sin form.

»Og så ser jeg menneskerne. Der er en masse folk, som enten er kommet gående eller i bil, og som bevæger sig mod de blå blink. Mod stedet. Det er det mest urovækkende i starten.« De går mod det, man normalt går væk fra. Mod lyset. Mod røgen. Mod det uvisse. Mod en havn, hvor ingen endnu helt ved, hvad der brænder, hvad der løber ud, eller hvor langt det kan nå.

»Det er der, det for alvor går op for mig, hvor stort det her kan blive. Ikke gennem tal eller kort, men gennem mennesker. Gennem den måde, de reagerer på.« Inden for det første minut på skadestedet begynder han at gøre det, han er uddannet til.

»Jeg aktiverer alle tre udrykningsenheder med det samme. Jeg får kaldt assistance fra Middelfart, Vejle og Kolding, og vi begynder at dele området op i skadesteder. Det hele sker meget hurtigt, fordi man ved, at hvis det her eskalerer yderligere, så skal strukturen være på plads fra starten.«

Området bliver delt op i tre skadesteder. Hvert med sin holdleder. Hvert med sit ansvar. Klassisk beredskabsledelse, men lagt ned over et skadested, der hele tiden ændrer karakter.

»Vi vidste ikke, hvad det var, der lå hen over vejen. Vi kunne se, at der lå noget stort og udefineret, men vi kunne ikke se, hvor det kom fra, eller om der kunne være nogen fanget. Og når man ikke ved det, så er man nødt til at handle ud fra det værst tænkelige.«

Han træffer beslutningen uden tøven. »Jeg bad holdlederen om at iværksætte personsøgning. Ikke fordi vi vidste, at der var nogen, men fordi vi ikke kunne udelukke det.« Kort efter ændrer branden karakter.

»Der kommer meldinger om ild inde i anlægget. Først forsøger man at slå det ned, men meget hurtigt udvikler det sig voldsomt. Vi bliver nødt til at trække styrkerne ud og tømme området.« Og midt i den bevægelse – mens man reorganiserer og forsøger at genetablere kontrol – kommer det opkald, der ændrer hele risikobilledet.

»Allerede kort tid efter er jeg i telefonen med en kemiker fra Beredskabsstyrelsen, som rådgiver mig under hele indsatsen.« Samtalerne er tekniske og præcise. De handler om mængder, om tanke og om forskellen på det, man kan se, og det, man skal frygte. »Det største problem er ikke de kubikmeter, der render ud. Det største problem er to tanke med palmeolie.«

Palmeolie er ikke bare olie. I store, opvarmede mængder kan den opføre sig uforudsigeligt. Og hvis en af tankene kollapser eller eksploderer, kan konsekvenserne række langt ud over havnens hegn. »Hvis der skete en eksplosion, og der kom en trykbølge, så ville vinduerne blive blæst ind.«

Det er her, myndighedernes kommunikation til borgerne får sin baggrund. Ikke i ønsket om at skabe frygt, men i behovet for at flytte mennesker væk fra risiko. Der bliver defineret zoner. En inderste zone, hvor evakuering er nødvendig. En ydre zone, hvor mennesker ikke må opholde sig i rum, der vender mod havnen. »Det handler ikke om panik. Det handler om risikostyring.«

Og så begynder den del af natten, som mange fredericianere stadig husker helt konkret: beskederne. Beredskabsmeddelelserne. Bankene på dørene. »Det gik virkelig hurtigt. Mange havde pakket en taske, da vi kom.« Brandfolk og politi deler området op. Hver vej får sin bemanding. »Brandmændene stod ved hver vej, og politiet hjalp til.«

For de fleste kan evakuering lyde som et administrativt begreb. I virkeligheden er det mennesker, der bliver vækket midt om natten. Børn, der bliver løftet ud af sengen. Ældre, der skal hjælpes. Nogle kan ikke selv komme ud. Der bliver sat busser ind. Enkelte borgere må transporteres ud med ambulance. Midt i arbejdet med zoner opstår også de gråzoner, ingen plan kan forudse. Et af dem er plejecentret Othello, som ligger tæt på den inderste risikozone.

»Othello lå lige på kanten. Udgangspunktet var, at alt inden for 500 meter skulle evakueres, men her var det ikke realistisk at flytte beboerne ud midt om natten.«

I stedet for en fuld evakuering blev der truffet en anden beslutning. Plejecentret lå på kanten af den zone, hvor kortet sagde »ud«, men virkeligheden sagde noget andet. »Man holdt beboerne væk fra de rum og facader, der vendte mod havnen. Det var det mest forsvarlige i den situation,« fortæller Jes Andersen og understreger, at det netop var et valg, hvor hensynet til mennesker vejede tungere end en mekanisk efterlevelse af afstande og cirkler.

Mens byen langsomt flyttede sig væk fra havnen, fortsatte indsatsen dernede – men med et klart skifte i fokus. Flammerne var ikke længere det centrale. Temperaturen var. »Det, vi havde brug for, var ikke så meget slukning. Det afgørende var at få kølet de omkringliggende tanke ned, så branden ikke bredte sig og udviklede sig yderligere,« siger han.

Her blev specialudstyr uundværligt. Østjyllands Brandvæsen havde både erfaring og kapacitet fra lignende hændelser, og deres bidrag blev afgørende i den fase af indsatsen, hvor det handlede om at holde situationen stabil frem for at vinde den hurtigt. »De havde udstyr og viden, som vi havde brug for i den situation,« siger Jes Andersen.

Samtidig voksede indsatsen i lag. Først de lokale styrker, der kendte området. Derefter nabostationer. Så specialenheder og ekstra kapacitet, som blev trukket ind, mens natten skred frem, og belastningen steg. Jes Andersen lægger ikke skjul på, at sådan en indsats også rummer fejl, misforståelser og øjeblikke, hvor tingene ikke lander, som man havde ønsket.

»Der vil ske fejl. Og der er en kæmpe belastning. Det er uundgåeligt i en indsats af den størrelse,« siger han – ikke som en undskyldning, men som en konstatering.

Alligevel insisterer han på, at historien ikke kun handler om risiko, pres og svære valg. Den handler også om det, der opstår, når mennesker arbejder tæt sammen under ekstreme vilkår. »Der var en kæmpe holdånd. Man passede virkelig på hinanden,« siger han.

Han vender tilbage til det dilemma, der i sidste ende definerer al beredskabsledelse: hvornår stopper man? Hvornår er indsatsen ikke længere forsvarlig – uanset hvor meget man gerne vil fortsætte? »Der findes ingen heltemod i at sætte folk ind i noget, man ikke kan kontrollere,« siger Jes Andersen.

Rammen for mandskabet var klar. De måtte gøre, hvad de kunne. Men de måtte ikke komme til skade. Og hvis situationen udviklede sig i en retning, hvor kontrollen gled, skulle de trække sig ud.

To gange blev området evakueret. To gange blev indsatsen reorganiseret. Og til sidst blev der trukket længere væk, fordi risikovurderingen pegede på, at faren kunne overstige de taktiske muligheder.

Klokken 01.00 kom den melding, der markerede et tydeligt skifte. Evakueringen af det umiddelbare fareområde var afsluttet. I de omkringliggende zoner skulle borgere fortsat holde sig indendørs og væk fra rum, der vendte mod havnen.

Det var den type formulering, der fortalte, at beredskabet havde bevæget sig fra akut kaos til kontrolleret usikkerhed. Ikke alt var sikkert. Men det mest kritiske var afværget.

Ti år senere er det ikke først og fremmest de tekniske detaljer, der sidder fast hos Jes Andersen. Ikke mængderne. Ikke modellerne. Ikke procedurerne.

Det er datoen.

»For mig er den 3. februar en dag, der bliver ved med at dukke op,« siger han.

Erfaringerne fra natten er blevet omsat til læring, undervisning og ændrede retningslinjer – ikke som efterrationalisering, men som praktisk viden, der har sat spor i måden, man arbejder med indsatsledelse på i dag.

»Jeg har været med til at ændre måden, vi arbejder med indsatsledelse på,« siger han.

Når man ser tilbage på branden på Fredericia Havn, er det let at hæfte sig ved de synlige billeder: røgen over havnen, afspærringerne, evakueringen midt om natten. Men den historiske kerne ligger et andet sted.

I hastigheden, hvormed beslutninger blev truffet, før svarene fandtes.
I kompleksiteten, hvor en brand blev til udslip, til kemikalier, til palmeolie og eksplosionsrisiko.
Og i konsekvensen, hvor en hel by i nogle timer måtte give slip på kontrollen og stole på, at systemet holdt.

Den nat holdt Fredericia vejret. Ikke fordi nogen ønskede drama, men fordi risikoen var reel – og fordi beslutninger blev truffet hurtigt nok til, at den værste mulighed forblev netop det.

»Det var meget surrealistisk,« siger Jes Andersen igen.

Og måske er det den mest præcise sætning, man kan sætte på en nat, hvor alt var virkeligt, men intet føltes normalt.