Thomas Bay ser teatret flytte mod vandet: »Så skal det være et kulturelt fyrtårn«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Den ene fortælling begyndte med en konge, en fæstning og en by anlagt efter lineal i 1600-tallet. Den anden er betydeligt yngre og handler om store orkestre, scenelys og musicals, der gennem årene har fået publikum fra hele landet til at sætte kursen mod Fredericia. Nu kan de to fortællinger ende på samme adresse.

Efter borgmester Peder Tind (V) og viceborgmester Susanne Eilersen (DF) mandag præsenterede ønsket om at samle Museum Fredericia og Fredericia Musicalteater i et stort kulturhus i Kanalbyen, har AVISEN talt med de to institutioner, der i givet fald skal fylde huset. Museumsdirektør Simon Faber fortalte, at tanken har summet det seneste halve år, og at han allerede ser for sig, hvordan et museumsbesøg kunne begynde højt over byen med udsigt til voldene og de retvinklede gader.

På Fredericia Musicalteater begyndte overvejelserne med teatrets egne rammer og spørgsmålet om, hvordan et fremtidigt scenekunsthus kunne se ud. »Vi har længe kigget på, hvordan man kunne forløse et scenekunsthus,« fortæller teaterdirektør Thomas Bay til AVISEN.

Undervejs begyndte samtalerne med Museum Fredericia, som gennem årtier har arbejdet med ønsket om nye rammer for formidlingen af fæstningsbyen. To forskellige kulturinstitutioner stod med hver deres byggeprojekt og nogle af de samme udfordringer, og herfra voksede tanken om at forsøge at løse dem sammen. »Vi har talt frem og tilbage med museet, som jo også har nogle lignende problemstillinger, og der er vi kommet frem til den tanke, at det kunne være spændende med et ikonisk byggeri, som kunne rumme begge dele i byen. Noget, som spiller på det, der er unikt for Fredericia,« siger Thomas Bay.

Fæstningen er den historie, byen fik med sig fra begyndelsen. Musicalen er den, Fredericia selv har skabt i nyere tid. Den første kan ingen anden dansk by overtage. Den anden har kostet dyrt at opbygge, været gennem konkursen i 2020 og siden fået et nyt liv i Fredericia Musicalteater. Nu er spørgsmålet, om de to fortællinger sammen kan bære noget, som hverken museet eller teatret kan løfte alene. Det mener Thomas Bay.»Den grundlæggende tanke er, at vi i fællesskab kan være stærkere og løfte noget, der kan styrke Fredericia som kultur- og historieby,« siger han.

Der ligger også et ganske jordnært regnestykke bag tanken. Museet har sit publikum gennem dagen, teatret først og fremmest om aftenen, mens foyer, publikumsområder og en række andre funktioner kan deles. Men for Thomas Bay handler fællesskabet lige så meget om de mennesker, de to institutioner forsøger at trække til Fredericia. »Vi arbejder begge med oplevelsesøkonomi, altså kulturoplevelser, og vi tænker, at der er stærke synergier i det publikum, som vil komme hertil for at besøge museet. Det er gæster, der også vil besøge et teater. Der er synergier, både i forhold til hvornår på døgnet vi bruger huset, og hvilke mennesker der kommer til byen.«

Det er en velkendt ambition i en by, der gennem mange år har forsøgt at få sine store attraktioner til at række ud over kommunegrænsen. Musicalpublikummet kommer allerede langvejsfra, og med et nyt museum er ambitionen, at Fredericias historie skal gøre det samme. Lykkes kombinationen, kan en forestilling følges af en overnatning, et restaurantbesøg eller en tur på volden, mens gæsten, der kommer for historien, måske bliver hængende til noget andet. »Hvis vi cementerer Fredericias position som en kultur- og historieby, tror vi, at det her er en spændende vej at gå,« påpeger Thomas Bay.

Og så spiller adressen naturligvis en rolle. Kanalbyen har gennem mange år været et af Fredericias største udviklingsprojekter, men store arealer ved Lillebælt venter fortsat på deres fremtid. Peder Tind har allerede beskrevet kulturhuset som en mulig motor for den næste del af udviklingen, og Thomas Bay ser samme mulighed fra teatrets side. »Det vil være oplagt at booste den del af byen, som har det kæmpe potentiale til at få folk ind til Fredericia og se, hvor fed vores by egentlig er.«

Hvis teatret en dag skal flytte fra Prinsessegade og ned mod vandet, skal ambitionerne efter hans opfattelse også kunne ses på huset. Det skal række længere end til at løse to institutioners pladsproblemer. »Så skal det være et fyrtårn, et kulturelt fyrtårn, der rækker langt ud over kommunegrænsen, og som gør, at folk får lyst til at besøge byen. Der vil en placering nede ved vandet være den rigtige,« siger Thomas Bay.

Dermed bakker begge institutioner op om det udspil, politikerne kom med mandag. Til gengæld er der stadig mere, der er uafklaret, end der er på plads.

Der findes endnu hverken et færdigt projekt eller en finansieringsplan. Borgmesteren har selv illustreret størrelsesordenen ved at sige, at fredericianerne ikke skal se byrådet finde en halv milliard kroner i kommunekassen, og planen er derfor at hente en væsentlig del af pengene hos fonde, erhvervsliv og staten. Dertil kommer spørgsmålet om, hvordan to selvstændige institutioner med hver sin bestyrelse, økonomi og opgave konkret skal bo under samme tag.

Og så er der Voss-grunden. Den blev i 2023 stillet vederlagsfrit til rådighed for et nyt formidlingscenter efter årtiers arbejde med drømmen om et fæstningscenter. Flytter museets fremtid nu mod Kanalbyen, står både grundens skæbne og den tidligere politiske beslutning tilbage som spørgsmål, der skal besvares.

Kulturhus med lys i vinduerne 365 dage om året: Sådan lyder den nye drøm for Kanalbyen

Museumsdirektøren ser kulturhuset for sig: »Man kan starte museumsbesøget med at kigge fra toppen«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Da borgmester Peder Tind (V) og Susanne Eilersen (DF) foldede drømmen ud om et stort kulturhus i Kanalbyen, var tanken allerede velkendt hos Museum Fredericia. Museumsdirektør Simon Faber fortæller, at idéen om at samle museum og musicalteater under samme tag har været i omløb det seneste halve år.

»Det er en tanke, der er opstået i løbet af det sidste halve år. Vi har to markante kulturinstitutioner, der har brug for at bygge nyt her i byen, og vi kender også hinanden. Jeg ved faktisk ikke, hvor idéen først kom fra, men den har summet det sidste halve år. Den går egentlig ud på at slå to fluer med ét stort smæk og lave et spændende byggeri i Kanalbyen, som både er et nyt museum og et nyt musicalteater,« fortæller Simon Faber til AVISEN.

Et fælles hus åbner samtidig for at dele en række funktioner, som begge institutioner ellers skulle finde plads til hver for sig. »Der er en hel del ting, man kan være fælles om, publikumsadgang og en lang række ting, man ikke behøver at bygge dobbelt,« siger han.

Tiden spiller også en rolle. Museum Fredericia har i årtier arbejdet med ønsket om nye rammer, og ifølge Simon Faber står musicalteatret med en tilsvarende udfordring. »Vi står begge med et relativt akut behov for at få lavet noget nyt inden for en årrække, der ikke skal hedde årtier, som det i hvert fald har heddet for museet. Og teatrets situation er tilsvarende presserende,« siger han.

Simon Faber ser desuden et match mellem de to institutioners rækkevidde og ambitionsniveau. Fredericias historie hører efter hans opfattelse hjemme på en større scene end den lokale, og musicalteatret har på samme måde et publikum langt uden for byen. »Begge institutioner har en landsdækkende rækkevidde. Hvis jeg skal tale i egen ret, mener jeg, at de historier, Fredericia har at byde på, rækker langt ud over byen. Det er et markant stykke Danmarkshistorie og i virkeligheden også et stykke europæisk historie. Og spørger du Thomas Bay fra musicalteatret, vil han nok sige, at det er det eneste musicalteater uden for København på teaterloven og dermed også en national spiller. Det gør, at der er et match i forhold til ambitionsniveau og synliggørelse.«

Museet skal op i højden

Mens den politiske diskussion foreløbig har kredset om placering, fonde og muligheden for at skabe et kulturelt fyrtårn, har Simon Faber allerede gjort sig tanker om selve museumsoplevelsen. I hans vision skal byggeriet op i højden. Herfra skal gæsterne kunne se den by, som museet bagefter skal fortælle historien om. Fredericias retvinklede gader, voldanlægget og hele idéen bag den planlagte fæstningsby bliver synlig på én gang. »I min vision ser jeg for mig, at vi bygger noget i højden, og at man kan starte et museumsbesøg med at kigge fra toppen, hvor man får det fulde strategiske overblik over, hvad fæstningen er for en størrelse. Voldanlægget, arkitekturen, renæssancen, de retvinklede gader. Man sætter rejsen i gang med et vue fra toppen og arbejder sig så ned gennem de spændende temaer, vi fortæller,« siger Simon Faber.

Placeringen ved vandet passer også ind i hans forestilling om et nyt museum. Kanalbyen har gennem flere år været et af Fredericias store byudviklingsprojekter, og Simon Faber oplever en by, hvor stadig mere aktivitet søger mod havnen og Lillebælt. »Det er et kommunalt ønske at få Kanalbyen til at leve, og mit indtryk er, at byen arbejder sig ned mod vandet, hvor publikums- og oplevelsesaktiviteten udvikler sig. Jeg tror, det vil have en særskilt attraktion i sig at være ved vandet, have et café- og restaurantmiljø og komme ind i en god publikumsfoyer, hvor man kan vælge det ene eller det andet eller købe billetter til om aftenen. På den måde kan jeg forestille mig, at beliggenheden vil kunne noget, også for os som museum,« bemærker Simon Faber.

Dermed er museumsdirektøren klar til at arbejde videre med kulturhusplanerne. Hans billede er et hus ved vandet, hvor museum og musicalteater deler nogle af rammerne, og hvor gæsterne kan begynde mødet med Fredericias historie fra toppen af bygningen og derefter bevæge sig ned gennem fortællingen.

Hvad sker der med Voss-grunden?

Den nye vision ændrer samtidig forudsætningerne for den plan, Fredericia allerede havde.

I 2023 besluttede byrådet at gå ind i etableringen af et formidlingscenter sammen med Den Selvejende Institution Museum Fredericia. Voss-grunden blev stillet vederlagsfrit til rådighed for formålet, og en styregruppe med Monjasas topchef Anders Østergaard i spidsen skulle arbejde videre med projektet. Nu peger visionen mod Kanalbyen. Hvad det betyder for Voss-grunden og den tidligere beslutning om et formidlingscenter, står fortsat åbent.

Byrådet havde en plan, og grunden var fundet – nu flytter drømmen om fæstningscentret

Fransk maler indtager Kunstsalene med drømme og virkelighed

Af
Mille Dyhrberg
-
0

Når Fredericia Kunstforening fredag den 21. august slår dørene op for efterårets første udstilling, er det med værker af den franskfødte maler Denis Virlogeux, der har boet i Danmark siden 1979.

Udstillingen bærer titlen »Drøm og virkelighed« og er den første af tre udstillinger hos kunstforeningen her i efteråret 2026. Denis Virlogeux, der er født i 1948, har gennem årene udstillet på museer og gallerier både i Danmark og i udlandet.

Gennem hele sit kunstneriske virke har han bevæget sig mellem udkanten af det abstrakte og det neoklassiske, hvor fortællingen balancerer med farven og kompositionen som styrende faktor. Motiverne henter han ofte i livets trivialitet, og selv hans fantasimalerier bygger på skitser fra virkeligheden. Uanset om der er tale om oliemaleri, tegning eller skulptur, beskrives hvert værk som en opdagelsesrejse ind i den maleriske, grafiske og materialemæssige sanselighed.

Udstillingen i Kunstsalene viser hele spektret af hans produktion. Her er både neoklassiske fantasiskildringer og opstillinger, naturalistiske studier af frugt og levende modeller samt koloristiske fortolkninger af livets virkelighed.

»Jeg håber, at beskueren vil tilgive mig min frie og utraditionelle adgang til kunst og finde inspiration i de mangfoldige tilgange, som udstillingen tilbyder«, siger Denis Virlogeux selv om udstillingen.

Der afholdes fernisering for medlemmer fredag den 21. august kl. 17, og udstillingen kan derefter opleves fra den 22. august til den 6. september i Kunstsalene på Kongensgade 111 i Fredericia.

Der er åbent tirsdag til fredag samt søndag kl. 14-17 og lørdag kl. 11-17, mens der er lukket om mandagen. Der er gratis entré.

Gammelt selskab bag Brød & Snaps er under tvangsopløsning: Restauranten fortsætter under nye ejere

Af
Thea Dyhrberg
-
0

BUSINESS. Navnet er det samme, adressen er den samme, og der bliver fortsat lagt smørrebrød på tallerkenerne i Gothersgade. Men selskabet bag Brød & Snaps er ikke længere det samme som det, restauranten åbnede med.

Det har skabt behov for en usædvanlig melding fra restauranten, efter de nuværende ejere i sidste uge blev opmærksomme på, at det tidligere selskab, Brød og Snaps Fredericia ApS, er under tvangsopløsning ved Skifteretten. For gæsterne ændrer det ingenting, lyder meldingen.

Brød & Snaps blev overtaget af nye ejere den 1. august 2025, og de valgte at føre både navnet og konceptet videre, mens driften blev lagt i et nyt selskab. »Der skal ikke herske nogen tvivl: Brød & Snaps lever i bedste velgående,« skriver de nuværende ejere i en pressemeddelelse.

Navnet, stedet og konceptet fulgte altså med ved overtagelsen, men det gamle selskab gjorde ikke. Og det er selskabet fra det tidligere ejerskab, der nu er under tvangsopløsning. Fordi det fortsat bærer navnet Brød og Snaps Fredericia ApS, har de nuværende ejere set behov for at slå fast, at sagen ikke har noget med restauranten i Gothersgade i dag at gøre. »Vi ønsker derfor at gøre det helt klart, at dette ikke har noget med den nuværende Brød & Snaps eller vores drift at gøre,« skriver de.

Brød & Snaps åbnede i Gothersgade i 2023 med dansk smørrebrød og snaps som omdrejningspunkt. Restauranten har siden gjort den klassiske danske frokost til sin niche midt i Fredericia, og konceptet blev ført videre, da de nye ejere overtog sidste sommer. »Vi overtog forretningen for godt et år siden og har siden drevet Brød & Snaps videre i et nyt selskab og under nyt CVR-nummer,« skriver de.

Der bliver dermed fortsat serveret frokost i Gothersgade, mens sagen ved Skifteretten vedrører det tidligere selskab bag stedet. »Brød & Snaps lever i bedste velgående, og vi glæder os til mange flere gode stunder sammen med både nye og kendte ansigter,« lyder meldingen.

Teatret er gået konkurs én gang og har aldrig givet et reelt overskud: Alligevel skal det bære borgmesterens kulturdrøm

Af
Janus Bang
-
0

KULTUR. Tallene først, for de er fundamentet under ethvert spørgsmål om et nyt kulturhus i Kanalbyen. Museet i Fredericia er en kommunal kerneopgave med et fast årligt driftstilskud. Musicalteatret er noget andet. Det har aldrig givet et reelt overskud, og efter AVISENs beregning har musicalsatsningen gennem årene kostet et trecifret millionbeløb. Dertil kommer det kapitel, ingen fredericianer har glemt. I marts 2020 gik Fredericia Teater konkurs efter svigtende billetsalg i København og et merforbrug på markedsføring, der aldrig var godkendt af bestyrelsen. Kurator opgjorde gælden til godt 70 millioner kroner fordelt på 3.400 kreditorer, og den største kreditor var Fredericia Kommune, som sidenhen købte konkursboet for 4,5 millioner kroner og lod musicalen genopstå i det nuværende Fredericia Musicalteater.

Det er den fortid, det nye kulturhus skal bygges oven på. Derfor var AVISENs spørgsmål til borgmesteren og Susanne Eilersen også ligetil: Er det en risiko, byen skal løbe igen?

Peder Tind viger ikke fra spørgsmålet, men han vender det om. I hans øjne er fortiden selve argumentet for at forpligte sig på rammen nu. »Jeg mener, det er afgørende, at vi træffer en beslutning om, hvilken vej vi skal. Det er ingen hemmelighed, at musicalteatrets bygningsmasse er af ældre karakter, og vil vi have musical af den kaliber om 40 år, skal vi forpligte os på rammen. Og her synes jeg, det er interessant at tale om fonde, om det private perspektiv, men også om staten,« siger borgmesteren.

Og så trækker han den streg, der siger mest om projektets skala. For første gang sættes der nemlig et beløb i nærheden af drømmen. »Det her handler ikke om, at fredericianerne skal se os i byrådet finde en halv milliard i vores kasse. Det handler om, at vi skal aktivere fondene, erhvervslivet og staten. Det her er der ingen, der kan alene. Og uagtet hvad der historisk er sket med teatret, står vi i dag med et stærkt brand, et stærkt potentiale og en stærk direktør,« siger Peder Tind.

Men hvorfor overhovedet lade et teater med den historik være halvdelen af fundamentet? Museet står i forvejen med en attraktiv grund doneret af kommunen, så AVISEN ville vide, hvorfor man ikke bare bygger til museet og lader teatret ligge. For Susanne Eilersen er svaret, at teatrets værdi ikke kan gøres op i teatrets eget regnskab. »Vores teater er en stor motor i Fredericia, også i forhold til turisme og bosætning. Teatret har et image. Jeg kan huske en tid før den første succes med musicalteatret og en tid efter, hvor vi har fået flere restauranter, caféer og gode vinbarer. Det er afledte effekter af, at folk udefra kommer til byen. Et museum og Fredericias historie brænder jeg utrolig meget for, men jeg synes godt, en by som Fredericia kan rumme begge dele,« siger hun.

Tilbage stod det spørgsmål, der skiller vandene i enhver debat om offentligt støttet kultur, og som AVISEN stillede borgmesteren direkte: Skal teatret på noget tidspunkt kunne give overskud, eller vil det altid køre med tilskud? Her bliver svaret mere rundt. »Meningen er, at teatret skal lykkes med at formidle fantastiske forestillinger. Og i dag har vi et teater, som gør det rigtig godt økonomisk og er i balance,« siger Peder Tind, der medgiver, at den præcise konstruktion for et kommende kulturhus skal der kigges på i fællesskab.

Dermed står regnestykket åbent, indtil fonde, erhvervsliv og stat har meldt sig, og indtil byrådet ved den kommende budgetbehandling sætter retning for, hvad Fredericia selv vil med drømmen. Det eneste, der ligger fast, er præmissen. Et kulturhus i den kaliber bliver ikke til for kommunekassens penge alene, og et teater med konkurs i bagagen skal denne gang være en del af løsningen frem for en del af regningen.

AVISEN følger op med reaktioner fra blandt andre teaterdirektør Thomas Bay og museumsdirektør Simon Faber.

Kulturhus med lys i vinduerne 365 dage om året: Sådan lyder den nye drøm for Kanalbyen

Hotel Fredericia får nye ejere – Milling-familien lukker hullet i Trekantområdet

Af
Thea Dyhrberg og Julie Christensen
-
0

BUSINESS. Trekantområdets hotelkort har længe haft et påfaldende hul. Milling Hotels har i årevis budt gæster indenfor i Kolding, Vejle og Middelfart, men aldrig i Fredericia. Det er slut nu. Den familieejede hotelkæde med hovedkontor i Odense overtager Halberg Hotels fra Halberg-familien i Svendborg, og med i handlen følger fire hoteller, her Hotel Svendborg, Hotel Garni og Hotel Ærø i Svendborg samt Hotel Fredericia.

Med 348 værelser er der tale om den største udvidelse i kædens historie, oplyser Milling Hotels i sin udmelding om købet, og hos ejeren lægges der ikke skjul på, at opkøbet handler om at ruste virksomheden til fremtiden. »Vi er en familieejet virksomhed, og vi tænker mange år frem. Derfor er det vigtigt for os at stå godt rustet til fremtiden. Når vi bliver større, giver det os nogle klare stordriftsfordele på tværs af hotellerne og flere muligheder for at udvikle virksomheden. Med opkøbet kommer vi samtidig ind i både Svendborg og Fredericia, hvor vi ser gode muligheder. Desuden kommer vi også til at stå væsentligt stærkere på konferenceområdet,« lyder det fra Jan Milling, der ejer kæden sammen med sin hustru Dorte og parrets tre børn.

For fredericianerne er det Hotel Fredericia på Vestre Ringvej, der nu skifter hænder. Hotellet har 118 værelser, restaurant og konferencefaciliteter og ligger ved Madsbyparken tæt på Fredericia Idrætscenter, Fredericia Golf Club og Messe C, og kæden fremhæver selv beliggenheden som et godt udgangspunkt for at opleve både Fredericia og resten af Trekantområdet, hvad enten turen gælder weekendophold, familieoplevelser, møder eller arrangementer.

Hotellet har været i Halberg-familiens eje siden 2011, hvor Svendborg-koncernen købte det daværende Hotel Kronprinds Frederik, gav det nyt navn og siden renoverede og udvidede det til de nuværende 118 værelser. I 2022 åbnede hotellets nye restaurant, i dag Restaurant RYES, som AVISEN så sent som i sidste uge kunne fortælle om ambitionerne hos, med en køkkenchef, der drømmer om at gøre stedet til en restaurant, fredericianerne vælger til. Hvad ejerskiftet betyder for hotellets hverdag, navn og planer, står endnu åbent.

Historien om køberen begynder et helt andet sted end i hotelbranchen. I 1994 købte Jan og Dorte Milling deres første hotel, Hotel Ansgar i Odense, han uddannet tømrer, hun pædagog, og ingen af dem med baggrund i faget. Siden er kæden vokset til hoteller i ni byer, den ejer alle sine bygninger selv, og i dag driver parret virksomheden sammen med børnene Caroline, Signe og Andreas, der alle er en del af den daglige drift.

Med de fire nye hoteller tæller Milling Hotels 16 hoteller fordelt på de ni byer.

Læs også

Ryes skal være en restaurant, man vælger til. Nu skal flere fredericianere se og smage, hvad de kan derude

Byrådet havde en plan, og grunden var fundet – nu flytter drømmen om fæstningscentret

Af
Janus Bang
-
0

KULTUR. Et fæstningscenter står skrevet ind i Fredericias egen vision, byrådet har besluttet at gå ind i projektet, og Voss-grunden er overdraget gratis til formålet. Alligevel er det nu i Kanalbyen, drømmen skal bo, hvis det står til borgmester Peder Tind og Susanne Eilersen. Her vil de samle fæstningsfortællingen og musicalteatret i ét stort kulturhus.

Dermed får en af Fredericias længst ventende kulturdrømme endnu en drejning.

Siden 1996 har ønsket om et stort nyt museum levet i byen. Landskomitéen bag voldens renovering har i årevis haft et prospekt liggende for et decideret fæstningscenter, og i kommunens egen VISION 2033, som politikerne selv har skrevet under på, står det med rene ord, at et kommende fæstningscenter spiller en stor rolle med spændende arkitektur, involverende museumsformidling og oplevelseshistorie.

I 2023 lignede det endda en drøm med adresse. Byrådet besluttede at gå ind i etableringen af et formidlingscenter sammen med Den Selvejende Institution Museum Fredericia, og Voss-grunden blev lovet vederlagsfrit til formålet, mens en styregruppe med Monjasas topchef Anders Østergaard i spidsen skulle lægge fundamentet, og finansieringen ventedes at komme fra fonde. Museet selv er i mellemtiden i bevægelse og har varslet, at fortællingerne om fæstningen og fristaden fra foråret 2027 skal præsenteres i moderne rammer. Hvordan det spiller sammen med et kulturhus i Kanalbyen, hører til de spørgsmål, der venter på svar.

Og det er her, de nye planer kommer ind i billedet. For når Peder Tind og Susanne Eilersen folder deres kulturhusvision ud, er det i Kanalbyen, fæstningsfortællingen skal bo, side om side med musicalteatret i ét hus med liv 365 dage om året.

AVISEN ville derfor vide, hvad det betyder for den drøm, generationer af fredericianere har ventet på. Er sammenlægningen med et teater reelt en nedprioritering af fæstningscentret? »Nej, man skal se det som 50-50. De kan noget forskelligt, og sammen kan de noget mere. Når vi skal møde fondene med en ansøgning på sådan et kulturhus, er der få fonde i Danmark, der kan løfte så stor en drøm. Og skulle vi på et tidspunkt vælge mellem det ene eller det andet, ville det være noget af det mest forfærdelige at skulle prioritere imellem. Derfor tror jeg, det er den rigtige vej at samle det i et kulturhus, som er rammen om de to fyrtårne,« siger Peder Tind.

Argumentet fra borgmesteren er med andre ord, at fæstningscentret vil stå stærkere over for fondene som en del af ét samlet kulturhus end som et selvstændigt projekt. Susanne Eilersen, der selv har arbejdet for et fæstningscenter i årevis, lægger sig på samme linje. »Vi ved godt, at vi skal ud og søge fonde, og kommer vi med frygtelig mange ansøgninger, vil fondene bare sige, at vi ikke er realistiske som den lille provinsby, vi er. Men samler vi det i ét fyrtårn, et kulturhus for alle fredericianere med et hus, der er åbent hver eneste dag, så er det interessant,« påpeger hun.

Men et fæstningscenter uden fæstning giver ingen mening, og derfor spurgte AVISEN også, hvilken rolle selve voldanlægget skal spille, når formidlingen rykker ned til kanalerne. For Susanne Eilersen har bygningen aldrig været pointen. »Det er jo det, vi skal brande. Alle kan lave en bygning, der fortæller en historie om Danmark. Men der er ingen andre steder, man kan fortælle historien om vores voldanlæg, om hvad der er sket på det, og hvordan vores by er bygget op. Det er unikt for Fredericia. Derfor skal vi sørge for, at vi ikke kun får en bygning med formidling, men at folk kommer ud og oplever de historiske steder, at vi investerer mere i volden og får fortællingen ud at leve,« siger hun.

Ét spørgsmål står dog tilbage efter samtalen, og det handler om jorden fra 2023. Voss-grunden blev overdraget gratis netop med formidlingscentret som formål, og peger pilen nu mod Kanalbyen, melder spørgsmålet sig, hvad der så skal ske med grunden og med beslutningen fra dengang.

Indtil da står den generationslange drøm et nyt sted. Skrevet ind i byens vision, besluttet i byrådssalen og nu tænkt sammen med en musical i et hus ved bæltet, som fonde, erhvervsliv og stat skal betale.

Om det er genvejen eller endnu en omvej, bliver et af de spørgsmål, efteråret og den kommende budgetbehandling skal svare på.

Kulturhus med lys i vinduerne 365 dage om året: Sådan lyder den nye drøm for Kanalbyen

Kulturhus med lys i vinduerne 365 dage om året: Sådan lyder den nye drøm for Kanalbyen

Af
Janus Bang
-
0

KULTUR. Det er ikke nogen lille melding, de to kommer med. Fredericias to største kulturfortællinger, musicalbyen og fæstningsbyen, skal ifølge borgmester Peder Tind (V) og viceborgmester Susanne Eilersen (DF) samles i ét ikonisk kulturhus i Kanalbyen, hvor musicalteatret og museet fortsat skal være selvstændige institutioner med hver deres bestyrelse, men dele tag, ramme og skæbne. AVISEN mødte de to til en samtale om drømmen, pengene og fortiden.

Og samtalen kunne kun begynde ét sted. For hvorfor nu, og hvorfor samlet? Susanne Eilersen svarer uden tøven. »Det er, fordi vi vil sætte strøm til det nu. Vi har to fantastiske fyrtårne og to fantastiske historiefortællinger. Vi er en musicalby, også med vores musicalakademi, og vi er en fæstningsby med et unikt voldanlæg, som ingen andre har. Slår vi de to ting sammen i ét hus, får vi to og to til at give fem,« siger hun.

Bag begejstringen ligger en kølig kalkule, som hun gerne selv lægger frem, og den handler om fondene, der skal betale gildet. »Vi ved godt, at vi skal ud og søge fonde, og kommer vi med frygtelig mange ansøgninger, vil fondene bare sige, at vi ikke er realistiske som den lille provinsby, vi er. Men samler vi det i ét fyrtårn, et kulturhus for alle fredericianere med et hus, der er åbent hver eneste dag, så er det interessant. Jeg er faktisk ikke bekendt med, at vi har sådan et hus andre steder i Danmark. Og hvis vi tør være modige i Fredericia, så er det nu, vi skal slå til,« påpeger Susanne Eilersen.

Der bliver ikke tale om en fusion, understreger borgmesteren, men om to selvstændige organisationer i ét hus, hvor åbningstiden aldrig hører op. »Musicalteatret og deres bestyrelse og museet og deres bestyrelse vil stadig være selvstændige organisationer, men man sammentænker et kulturhus, hvor der er museum om dagen og musical om aftenen, så man får liv 365 dage om året. Når man satser så stort, skal der ikke være lys i vinduerne 20 dage om året, der skal være lys hver eneste dag. Derfor kunne det også være interessant at kigge på, hvad med et bibliotek? Et kulturhus, som er en stærk motor for Kanalbyens udvikling,« siger Peder Tind.

Så langt drømmen. Men den rejser et nærliggende spørgsmål, for museet hører til det, der optager mange i byen, og fæstningscentret har været en ønsket drøm gennem generationer. Spørgsmålet om, hvorvidt sammenlægningen reelt er en nedprioritering af museet og den drøm, lå derfor lige for. Det afviser borgmesteren. »Nej, man skal se det som 50-50. De kan noget forskelligt, og sammen kan de noget mere. Når vi skal møde fondene med en ansøgning på sådan et kulturhus, er der få fonde i Danmark, der kan løfte så stor en drøm. Og skulle vi på et tidspunkt vælge mellem det ene eller det andet, ville det være noget af det mest forfærdelige at skulle prioritere imellem. Derfor tror jeg, det er den rigtige vej at samle det i et kulturhus, som er rammen om de to fyrtårne,« siger Peder Tind.

Når ingen af delene skal vælges fra, melder det næste spørgsmål sig så af sig selv. Museet står i forvejen med en attraktiv grund doneret af kommunen, så hvorfor overhovedet spænde et teater for museets vogn i stedet for bare at bygge? For Susanne Eilersen handler svaret om alt det, teatret har trukket med sig ind i byen. »Vores teater er en stor motor i Fredericia, også i forhold til turisme og bosætning. Teatret har et image. Jeg kan huske en tid før den første succes med musicalteatret og en tid efter, hvor vi har fået flere restauranter, caféer og gode vinbarer. Det er afledte effekter af, at folk udefra kommer til byen. Et museum og Fredericias historie brænder jeg utrolig meget for, men jeg synes godt, en by som Fredericia kan rumme begge dele,« siger hun.

Og så er vi fremme ved pengene, for de to institutioner ligner ikke hinanden i regnskaberne. Museet er en kommunal kerneopgave med et årligt driftstilskud. Teatret har derimod aldrig givet overskud, efter AVISENs beregning har musicalsatsningen historisk kostet et trecifret millionbeløb, og i 2020 gik Fredericia Teater konkurs og efterlod ifølge kurator en gæld på godt 70 millioner kroner til 3.400 kreditorer, med kommunen selv som den største. Konfronteret med den fortid og spørgsmålet, om det er en risiko, byen skal løbe igen, viger Peder Tind ikke, men vender det om. I hans øjne er fortiden selve argumentet for at forpligte sig på rammen nu.

»Jeg mener, det er afgørende, at vi træffer en beslutning om, hvilken vej vi skal. Det er ingen hemmelighed, at musicalteatrets bygningsmasse er af ældre karakter, og vil vi have musical af den kaliber om 40 år, skal vi forpligte os på rammen. Og her synes jeg, det er interessant at tale om fonde, om det private perspektiv, men også om staten,« siger han og trækker så den streg, der siger mest om projektets skala. »Det her handler ikke om, at fredericianerne skal se os i byrådet finde en halv milliard i vores kasse. Det handler om, at vi skal aktivere fondene, erhvervslivet og staten. Det her er der ingen, der kan alene. Og uagtet hvad der historisk er sket med teatret, står vi i dag med et stærkt brand, et stærkt potentiale og en stærk direktør.«

Om teatret så på noget tidspunkt skal kunne give overskud, eller om det altid vil koste, får et mere rundt svar med på vejen. »Meningen er, at teatret skal lykkes med at formidle fantastiske forestillinger. Og i dag har vi et teater, som gør det rigtig godt økonomisk og er i balance,« siger Peder Tind, der medgiver, at den præcise konstruktion for et kommende kulturhus skal der kigges på i fællesskab.

Mens økonomien og konstruktionen stadig hører fremtiden til, står én ting allerede færdigbygget og betalt, og det har den gjort siden 1600-tallet. Midt i al snakken om bygninger og bestyrelser er der nemlig ét element, der hverken skal flyttes eller finansieres, og det er byens største klenodie. Voldanlægget ligger, hvor det ligger, og for Susanne Eilersen er det hele pointen. »Det er jo det, vi skal brande. Alle kan lave en bygning, der fortæller en historie om Danmark. Men der er ingen andre steder, man kan fortælle historien om vores voldanlæg, om hvad der er sket på det, og hvordan vores by er bygget op. Det er unikt for Fredericia. Derfor skal vi sørge for, at vi ikke kun får en bygning med formidling, men at folk kommer ud og oplever de historiske steder, at vi investerer mere i volden og får fortællingen ud at leve,« siger hun.

Tilbage står så stedet, hvor drømmen skal bo, og også dét er der tænkt over. Kanalbyen, bydelen ved bæltet, har stået stille i en årrække, og store arealer venter fortsat på at blive til noget. Skal man tro borgmesteren, er det lige præcis dét, et kulturhus af den kaliber kan lave om på. »Ja, det er drømmen. Det skal være en motor, der driver udviklingen i Kanalbyen i de næste mange år, og som kan skabe synergieffekter og åbne øjnene for, hvor fantastisk hele Kanalbyen er. Der har været lidt stille om Kanalbyen, og sådan en drøm kunne sætte en masse i gang,« siger Peder Tind, der peger på den kommende budgetbehandling som første station. »Det, jeg tror, er vigtigt, er, at vi i budgettet sætter en retning for, hvad vi som byråd tror på med det her kulturhus. For fondene kigger også på, hvad byrådet vil.«

Med udmeldingen er startskuddet gået til en proces, hvor teater, museum, fonde og byråd skal finde hinanden. AVISEN følger op i de kommende dage med reaktioner fra blandt andre teaterdirektør Thomas Bay og museumsdirektør Simon Faber.

100 seniorer indtager idrætscentret og skal lægge år til livet med gå-fodbold, pickleball og krolf

Af
Thea Dyhrberg
-
0

SPORT. Der bliver rift om banerne i Fredericia Idrætscenter i denne uge. Onsdag den 19. og torsdag den 20. august samles mere end 100 seniorer fra hele Danmark på Vestre Ringvej, når Danmarks Arbejder Idrætsforbund, DAI, igen inviterer til sin årlige Seniorcamp, to dage, hvor pulsen skal op gennem gå-fodbold, pickleball, kurling, bordtennis, svømning, yoga, krolf, skydning, balanceøvelser og gymnastik.

Og selv om humøret efter alt at dømme bliver højt, handler campen om mere end hygge. Den handler om at lægge liv til årene og år til livet, som forbundet selv formulerer det. »Vi kan se, hvordan bevægelse i et stærkt fællesskab gør en kæmpe forskel for vores deltagere. Motion forlænger beviseligt livet, men vigtigst af alt øger det livskvaliteten her og nu. Når man spiller gå-fodbold eller griner over en omgang krolf, glemmer man helt skavankerne,« siger Anette Schneider, der er ansvarlig for Seniorcamp.

Forskningen bakker hende op. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at ældre over 65 år er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen med moderat til høj intensitet, og at der mindst to gange om ugen indgår aktiviteter, der vedligeholder muskelstyrke, balance og bevægelighed. Studier peger samtidig på, at selv 15 minutters moderat daglig motion nedsætter ældres risiko for tidlig død markant, og at aktive ældre bevarer muskelmasse og immunforsvar på et niveau, der svarer til langt yngre aldersgrupper.

På campen i Fredericia bliver teorien omsat til praksis på gulve, baner og i bassinet, når deltagerne onsdag eftermiddag og torsdag formiddag giver den gas med aktiviteter, der netop er skruet sammen, så både krop og sind holdes skarpe uanset alder.

Seniorcampen afvikles onsdag fra klokken 13.30 til 17.30 og torsdag fra klokken 10 til 14.15 i Fredericia Idrætscenter.

»Det er bedre end København det her«: Fredericia rullede den røde løber ud for sine 100 nye værnepligtige

Af
Thea Dyhrberg og Julie Christensen
-
0

FORSVARET. De har kun været i byen i to uger, men fredag blev der ikke sparet på noget, da Fredericia officielt bød sine 100 nye værnepligtige velkommen. Holdet på Ryes Kaserne er det første, der skal aftjene værnepligten i garnisonsbyen i 11 måneder, og derfor havde byen tilrettelagt en velkomstdag af den slags, man husker.

Dagen begyndte i garnisonskirken Sct. Michaelis, hvor garnisons- og feltpræst Kristoffer Simonsen talte til de unge, og der blev sunget sange. Derfra gik turen til byrådssalen på Rådhuset. »Borgmester Peder Tind tog imod dem og holdt en meget fin tale om værnepligten og om at være i Fredericia. Og så holdt museumsdirektør Simon Faber en kort tale med en meget fin historie, der gik helt tilbage i tiden,« fortæller Lotte Fenneberg fra Fredericia Shopping, der er en del af arbejdsgruppen bag dagen, til AVISEN.

Frokosten blev serveret hos Urbania Street Food, hvor de værnepligtige også blev budt velkommen til byen af politiet.

Efter en cola og en snack blev de værnepligtige delt op i tre grupper og taget med på byvandring med Lotte Fenneberg, bosætningskonsulent Iben Bonne Jensen og Heidi Hammer Lings som guider. Rundt i midtbyen blev der hilst på ved butikker og barer, hvor personalet stod klar og vinkede, og på Molly Malone ventede en kold drik.

Frokosten stod Urbania Street Food for, og her fik de unge også et par ord med på vejen fra politiet. »Han bød dem kort velkommen til byen og sagde: Jeg er her, hvis I har brug for mig, men lad være med at lave noget dumt,« gengiver Lotte Fenneberg med et grin.

Dagen sluttede på Ryes Kaserne, hvor busserne kørte de værnepligtige til koncert med Slesvigske Musikkorps, i daglig tale SMUK.

Borgmester Peder Tind tog imod de 100 nye værnepligtige i byrådssalen og bød dem officielt velkommen til Fredericia.

Undervejs fik Lotte Fenneberg det svar på dagens store spørgsmål, som hele arbejdsgruppen havde håbet på. For hvordan lander Fredericia egentlig hos 100 unge, der lige er flyttet til byen? »De gik rundt og sagde: Det er bedre end København, det her. Det var mega fedt at høre. Det er første gang, et hold er i byen i 11 måneder, så derfor gjorde vi noget ekstra ud af at vise byen, og hvad den kan byde på,« siger hun.

Velkomsten stopper imens ikke ved fredagens program. Arbejdsgruppen »Fredericia som værtsby for værnepligtige«, der består af medarbejdere fra Ryes Kaserne, Visit Fredericia, Fredericia Shopping, bosætningskonsulenten og Fredericia Kommune, har flere tiltag på vej, herunder events for de værnepligtige, og så er der lavet en rabatordning i byens butikker. »Vi har lavet nogle rabatter til dem, så når de viser deres værnepligtskort, får de rabat forskellige steder. På den måde kan de komme ind til byen og bruge den,« fortæller Lotte Fenneberg.

Målet er, at de 100 unge skal lære Fredericia at kende og blive en del af byen i de 11 måneder, de skal bo her.

123...1.622Side 1 af 1.622