SPORT. Det begynder stille. En dreng på fire år med en bold i hænderne i Humlebæk Håndbold. Dengang handlede det mere om leg end om resultater, mere om fællesskab end om medaljer. Men det blev startskuddet på en rejse, der mange år senere skulle føre Jonas Kruse til Fredericia Håndboldklub og til en central rolle som holdets playmaker.
Jonas Kruse kommer direkte fra træning. Han giver hånd og tager plads i interviewstolen. Kaffe behøver han ikke, men et glas vand, og så taler vi ellers om håndbold. En passion, der er vokset massivt på drengen, der i dag er en ung mand, der er flyttet til Fredericia.
»Jeg starter til håndbold i Humlebæk Håndbold dengang jeg er fire år til noget, der hedder bold og leg. Og så tager det egentlig bare fart derfra. Jeg spiller hele U8-tiden i Øresund Håndbold. Det er sådan rigtig børnehåndboldagtigt, hvor man spiller i hallen, som man også går i skole på. Min håndboldtræner var også min matematiklærer« fortæller han med et smil.
Det var en barndom, hvor hverdagen gled direkte over i sporten. Skole og håndbold var vævet sammen. Samme bygning, samme mennesker, samme rytme. Et miljø, der var trygt, men også begrænset. Det var først, da han kom til Helsingør, at tingene tog fart. Her blev trænerne mere ambitiøse, og Kruse fik smag for det, man kunne kalde et elitemiljø.
Springet til Jylland blev alligevel dramatisk. Som 15-årig valgte han at forlade det kendte og trygge for at starte på efterskole i Vejle.
»Det var et stort spring. Jeg kendte ingen, da jeg mødte op på efterskolen, og jeg kendte ikke engang efterskolen, før jeg søgte ind. Jeg tænkte bare, at jeg skulle prøve noget nyt. Så finder jeg ud af, at de er faktisk rigtig gode til håndbold og skal spille DM. Det havde jeg ikke tænkt over. Det var lidt et tilfælde. Jeg havde bare brug for at prøve noget nyt« siger han.
Det blev en øjenåbner. At stå dér, alene i et nyt miljø, uden venner eller netværk, men med håndbolden som omdrejningspunkt. Og pludselig opdagede han, at miljøet var stærkere, end han havde forestillet sig. Det blev begyndelsen på en ny fase, hvor ambitionen voksede.
Vejen til Fredericia gik gennem Jesper Houmark, der i høj grad var arkitekten bag den udvikling, der samlede en flok unge spillere i klubben.
»Det kan man nok give Jesper Houmark en stor del af skylden for. Han prøver at binde det sammen med, at vi er en flok gutter. Vi er nogle stykker fra Vejle Idrætsefterskole, som finder sammen om at flytte til Vejle og blive boende og gå på gymnasiet der, mens vi spiller i Fredericia. Og så ender vi med at få stablet et hold på benene med et højt niveau og et godt træningsmiljø« fortæller Kruse.
Han fik sin seniordebut kort efter. Det var på papiret en lille rolle, men for en ung spiller, der stadig vejede 15-20 kilo mindre end sine modstandere, føltes det stort.
»Jeg får debut året efter, at jeg går på efterskole. Det var stadig noget, man husker den dag i dag. Jeg var jo en lille knægt, der havde flyttet hjemmefra. Jeg får en opringning om, at jeg skal være med, fordi en anden er blevet skadet. Jeg tænker, at jeg kommer jo aldrig ind. Jeg vejer 15-20 kilo mindre end dem, jeg spiller mod, men jeg får min debut. Det gav blod på tanden til at blive ved med at træne« siger han.
Siden blev Fredericia mere og mere et hjem. Ikke bare en klub, men et sted, hvor han voksede i takt med holdet.
»Det er jo en klub, som jeg synes har været så fed, fordi den har udviklet sig år efter år, ligesom jeg har været med til at udvikle mig år efter år. Jeg har været med i den første kamp i den nye hal, hvor jeg stod bag målet og heppede. Timingen har været perfekt. Jeg kommer til klubben på et tidspunkt, hvor jeg kan træne med og blive en fast del af holdet, og så er vi oppe, hvor det er rigtig sjovt nu« siger han.
Gennembruddet kom for alvor for små to sæsoner siden. Det var dér, han gik fra at være en spiller på kanten af truppen til at være en af profilerne.
»Første halvdel af sæsonen var jeg bare en træningsspiller. Jeg kan godt mærke, at de vil mig, og jeg bliver en fast del af bænken. Men så kommer jeg ind i en kamp og gør det godt, og efter juleferien er jeg pludselig første playmaker. Det gik stærkt. Jeg var vant til at være tredjevalg, og pludselig startede jeg inde i alle kampe. Det var en kæmpe omvæltning« fortæller han.
Fredericia var samtidig i rivende udvikling. Medaljer blev en realitet, og europæiske kampe i Champions League fulgte kort efter.
»Det gik jo meget stærkt. Medaljer, så europæisk i Champions League. Det er bare blevet vildere og vildere. Klubben vil mere og mere, og det er fedt« siger han. Men hvor andre måske ville læne sig tilbage og nyde øjeblikket, ser Jonas Kruse opbygningen som en proces, der aldrig stopper. Nye spillere er kommet til, og det kræver tilvænning.
»Vi har mistet to forsvarsspillere sidste år, og vi dækker op på en helt speciel måde. Vi har to nye stregspillere, som jeg som playmaker skal finde ud af, hvordan fungerer. Der vil komme nogle ekstra fejl i starten, men det er spillere af høj kvalitet, så når vi først får dem ind i det, så bliver vi endnu bedre. Det handler om, hvor hurtigt vi kan vende os til de nye spillere og den nye måde at spille på« siger han.
Ambitionerne er klare.
»Vi skal op og have en medalje med hjem. Jeg synes, vi hører til i top tre. Og selvfølgelig skal vi også spille europæisk næste sæson. Det kan jeg ikke se nogen anden mulighed for« siger han.
Personligt ønsker han en større rolle, men han ved også, at konkurrence er en naturlig del af spillet. »Måske at have en lidt større rolle, end jeg havde sidste år. Det arbejder jeg selv med, og jeg har en dialog med trænerstaben om det. Vi har jo også en anden god playmaker, så det veksler lidt. Men det kommer og går« siger han.
Ved siden af spillerkarrieren har han taget en ny rolle på sig som træner.
»Jeg er morgentræner tirsdag og torsdag, både 7. til 9. klasse og på FHK Akademiet. Jeg kan godt lide at træne dem. Det giver mig et frirum fra håndbold inden for håndbold. Det minder mig om dengang, jeg selv bare drømte om at få lov til at spille. Jeg prøver at huske på, at dengang ville jeg give alt for at stå på banen, hvor jeg står i dag« siger han.
Når han ser frem mod kampen mod Nordsjælland, er analysen præcis.
»Nordsjælland er jo det samme hold med nye spillere hver sæson. De har en masse talenter, men har svært ved at holde på dem. Det gør dem farlige, fordi de altid har noget at komme med. Sidst jeg spillede der, blev det en hård kamp. Vi må ikke undervurdere dem. Men vi vinder. Det skal vi gøre. Det kan der ikke være nogen tvivl om« siger Jonas Kruse.
Historien om Jonas Kruse er samtidig historien om en klub, der er vokset i takt med ham. Fra en dreng, der stod bag målet og heppede, til en playmaker med ansvar og ambitioner. Fra de første skridt i Humlebæk til medaljer og europæisk håndbold i Fredericia.
SPORT. Når FC Fredericia fredag aften løber på banen i Odense for at møde OB, bliver det med udsigt til både tæt kamp og massiv stemning. Direktør Stig Pedersen ser frem til et opgør, hvor marginalerne igen kan blive afgørende.
»Det bliver jo en spændende kamp igen. OB ligger tre point efter os, men vinder de, så er de forbi os. Så tæt er det. Derfor er det selvfølgelig en vigtig kamp« siger han.
OB er kendt som en traditionsklub, og Stig Pedersen lægger ikke skjul på, at det bliver en krævende opgave for Fredericia.
»Vi mødte dem fire gange sidste år. Vi tabte to, vandt en og spillede en uafgjort. Det afspejler meget godt styrkeforholdet. OB er en kæmpe klub, men de har været svingende i deres præstationer. De kan spille rigtig godt, men de kan også have kampe, hvor de falder i niveau« siger han.
Han peger især på, at Fredericia skal være klar fra første fløjt.
»Deres seneste kamp mod Silkeborg viser det meget godt. De scorede efter 40 sekunder og kunne have afgjort kampen i de første 20 minutter. Så voldsomt et pres har vi måske ikke prøvet før. Det skal vi kunne stå imod. Men vi ved også, at de ikke kan holde det tempo hele kampen, det er umuligt. Hvis vi kan ride stormen af, så har vi en god chance for at få noget med hjem« siger han.
Optimismen er intakt i Fredericia-lejren.
»Jeg forventer, at spillerne gør det så godt, som de kan, og det har de gjort i lang tid. Der er en kæmpe tro på tingene i truppen. Vi skal selvfølgelig også have lidt held, men jeg er sikker på, at det bliver tæt, som alle andre kampe, og at det kan gå begge veje« siger Stig Pedersen.
Han håber desuden, at mange fans finder vej til Odense for at bakke holdet op.
»Jeg håber, der kommer rigtig mange. Jeg tror, at en del tager turen. Det er en fed fredag aften, hvor man kan tage til Odense, støtte holdet og derefter tage hjem og feste videre. Det ville være fantastisk« siger han.
KOMMUNALT. Frederiksodde Skole afdeling B i Fredericia har sat en række tiltag i gang efter at skolen den 12. september modtog et straks påbud fra Arbejdstilsynet. Påbuddet betyder, at skolen skal sikre at arbejdet tilrettelægges og udføres sikkerheds og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Som en del af indsatsen implementerer skolen blandt andet værktøjet »Mit Trafiklys«. Det er et systematisk vurderingsredskab hvor eleverne vurderes i grøn gul eller rød zone afhængigt af deres aktuelle adfærd og risikoprofil.
Karen Heebøll, der er direktør for Familie Børn og Læring i Fredericia Kommune siger:
»Det er altid ærgerligt at modtage et straks påbud fra Arbejdstilsynet da det betyder, at der er nogle arbejdsmiljømæssige krav som vi ikke har levet op til. Det skal vi naturligvis handle på. Derfor er der allerede igangsat en række initiativer for at imødekomme Arbejdstilsynet straks påbud. Derfor er det min forventning at straks påbuddet ophæves snarest muligt«.
Magnus te Pas der er chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune fremhæver at påbuddet også giver anledning til læring
»Det er også vigtigt for mig at sige at vi altid hilser Arbejdstilsynet velkomment da det giver anledning til at vores procedurer og adfærd bliver spejlet i forhold til lovgivning og praksis fra andre steder hvilket der er stor læring i. Men det er også vigtigt at huske på at eleverne på Frederiksodde Skolen afdeling B er nogle af vores mest sårbare og udfordrede børn der har brug for specialpædagogisk støtte. Derfor skal vi både have fokus på både at sikre et trygt arbejdsmiljø for vores medarbejdere der hver dag yder en stor indsats samtidig med at vi skal sikre høj specialpædagogisk kvalitet for eleverne. De to ting kan godt udfordre hinanden og derfor arbejder vi hele tiden med vores arbejdsgange og praksis de pædagogiske værktøjer oplæring af nye medarbejdere og løbende efter og videreuddannelse«.
Han understreger at medarbejderne skal opleve at det er sikkert og trygt at gå på arbejde og at både forældre og børn oplever Frederiksodde Skole afdeling B som et godt sted at være og lære selvom forholdene ikke kan sammenlignes med en almindelig folkeskole.
»Når man på Frederiksodde Skole samler de mest udfordrede elever i Fredericia Kommune så vil adfærd og risiko være anderledes end på vores almene skoler. Det er vigtigt at have en forståelse for at de her elever kræver noget specielt og ikke i alle tilfælde tænker rationelt«.
Fakta om Frederiksodde Skole afdeling B
– En del af Fredericia Kommunes specialskole – Cirka 75 elever og 50 medarbejdere pr. 1. august 2025 – Elever visiteres af Fredericia Kommunes visitationsudvalg – Eleverne har socio emotionelle vanskeligheder samt ADHD problematikker – Afdeling B arbejder med handicapforståelse sociale færdigheder og målstyret undervisning – Eleverne undervises i alle Folkeskolens fag og kan gå til Folkeskolens afgangsprøver
Hvis vi vil styrke velfærden og gøre den mere nærværende, menneskelig og effektiv, så skal vi som politikere tage samarbejdet med civilsamfundet alvorligt. Kommunalpolitik handler også om retning og værdier. Vi skal turde tro på, at de bedste løsninger ikke altid kommer fra rådhuset, men fra borgere og foreninger, som er tæt på virkeligheden. Civilsamfundet skal ikke være en nødløsning, det skal være en ligeværdig del af velfærdens infrastruktur.
Det starter med den politiske vilje. Når byrådet melder klart ud, at civilsamfundet skal tænkes ind i politikker og strategier, så skaber vi det mandat og den kultur, som gør samarbejde muligt. Frivillighed skal ikke være noget, man husker i sidste øjeblik. Det skal med fra starten, f.eks. med hjælp fra Frivilligrådet eller lignende. Kommunen bør lave konkrete handleplaner for samarbejdet med frivillige. Ikke som rigide styringsværktøjer, men som levende rammer for et samarbejde, hvor begge parter ved, hvad de kan forvente af hinanden. Det gælder både i forhold til opgaver og de interne kompetencer og strukturer, som skal understøtte samarbejdet.
Den frivillige sociale sektor skal inddrages tidligt. Ikke bare som høringspart, men som medskaber af løsninger. Det skaber både bedre beslutninger og mere ejerskab. Ingen kender behovene bedre end dem, der møder dem til daglig. Alt for ofte glemmer vi, at der allerede findes netværk og vidensmiljøer, som kan hjælpe os. Lokale frivilligråd kan være vigtige samarbejdspartnere både for embedsmænd, politikere og foreninger. Hvis de ikke findes, så opret dem. Giv dem en tydelig rolle.
Derudover skal der selvfølgelig følges op. Samarbejde er ikke en kampagne, det er en relation. Der skal være løbende kontakt og en kultur for gensidig feedback. Det kunne være gennem faste møder med relevante udvalg.
I Liberal Alliance ønsker vi en velfærd med færre regler og mere frihed. Et system hvor tillid og lokal handlekraft står over kontrol og centralstyring. Derfor mener jeg, at samarbejdet med civilsamfundet er en nøgle til at skabe mere velfærd for pengene og mere mening for borgerne. Hvis vi skal styrke fællesskabet, så kræver det, at vi tør give mere ansvar og frihed til dem, der vil løfte opgaverne. Civilsamfundet skal ind på scenen.
POLITIK. Socialdemokratiets 1. viceborgmester i Fredericia, Vibe Dyhrberg, holder fast i, at en evaluering af distriktskolemodellen er helt nødvendig, før man kan træffe beslutninger om fremtiden.
»Min holdning er, at jeg har været med til at sige, at det skal lige undersøges i den analyse, vi skal i gang med at have lavet. Der er gode ting i distriktsmodellen, men der er naturligvis også ting, hvor jeg er i tvivl om, det er godt. Og det er jo også derfor, jeg har sagt, at det vil jeg gerne have undersøgt i den her analyse,« siger hun.
Hun fremhæver, at modellen på papiret har nogle kvaliteter, men at virkeligheden kan være mere kompleks. »Hvis man kigger på papiret, så er sammenhængskraften, at man som skole er en del af noget større. Rent praktisk, hvordan det fungerer i virkeligheden, det kan man stille spørgsmålstegn ved, fordi det er nogle store områder, og der er store forskelle på mennesker, der bor i de forskellige områder. Så på papiret er det en meget sympatisk løsning. Af ulemper er jo, at der er stor forskel på de her skoler, hvordan man driver dem, og hvad værdien er på den enkelte skole,« siger Vibe Dyhrberg.
Overgangen fra 6. til 7. klasse er en af de udfordringer, hun især peger på. »Jeg har et indtryk af, at lærerne arbejder meget med overgangen. Jeg har selv tre børn, der har været igennem den. Jeg har oplevet tre forskellige måder at gøre det på, og jeg synes, personalet lægger utrolig mange kræfter i at finde ud af, hvordan skal vi danne klasser, og hvordan får vi en god overgang. Men det er faktuelt et kritisk tidspunkt i et barns og et ungt menneskes liv. Derfor er det også noget af det, vi vil have undersøgt. På udvalgsmødet havde vi besøg af en fra VIVE, hvor vi direkte spurgte, om der er forskning på området, og det har man ikke. Det er interessant, for vi kører med en model, som ikke er undersøgt. Hvis det ikke betyder noget for de unge mennesker med overgangen, så er det meget fint. Problemet er, at vi hører jo også meget om nogen, der virkelig ikke trives med det her skift. Så det skal helt klart undersøges,« siger hun.
Om en tilbagevenden til helhedsskoler fra 0. til 9. klasse er en mulighed, vil hun ikke afvise, men hun understreger, at det må bygge på dokumentation. »Det kommer an på, hvad analysen viser. Der er også nogle børn i det her, som kan blive testkaniner på en eller anden måde, og det kan jeg da godt have lidt ondt i maven over. Men ja, nu ser vi, hvad forskningen viser, og så tager jeg det lidt derfra. Jeg tænker med børnene og deres ve og vel i baghovedet, for det er altså dem, der skal igennem det,« siger Vibe Dyhrberg.
I kommunalvalgets første politiske debatmøde hos Danmarks Radios studie i Vejle, var Fredericias spidskandidater 17. september 2025 inviteret til at debattere krydstogtsturisme, udvikling af Fredericia kommune og solceller i Herslev.
Borgernes Liste forklarede at politikerne skal have mindre magt. Det ønsker vi fordi, det er magt (misbrug) grænsende til overgreb når 19 ud af 21 politikere – imod ønsket fra landsbyen Herslev – alligevel vedtager at stille et meget stort område til rådighed for opførelse af vedvarende energianlæg (VE) omkring Herslev. Jeg stemte imod, men beslutningen understreger fraværet af hensynet til borgerne og det rejser et stort spørgsmål om demokrati.
Mine argumenter fik borgmesteren til at sige direkte i DR`s mikrofon og kamera, at han hellere ville have VE anlæg i Herslev end grønne gyllemarker. GRØNNE GYLLEMARKER – det er altså sådan socialdemokratiets borgmester opfatter Herslev. I det nye grøn-røde Konservative-Socialdemokratiske forbund forklarede den konservative spidskandidatTommy Nielsen, at han prioriterer Fredericia centrum højere end kommunen som helhed og dermed aktivt nedprioriterer landsbyerne med alt, hvad det indebærer af støtte til infrastruktur, idræt, skoler, børnehaver og meget mere.
Jeg kræver hensyn til, og respekt for de borgere, der skal leve med en dårlig politisk beslutning om VE-anlæg, som rækker mindst 30 år ud i fremtiden. Det er den tidsramme der normalt garanteres en solcelle opstiller.
Der er ikke nogen, der har bedt Fredericia Kommune og de solcellebegejstrede politikere om at lave et kæmpestort VE-anlæg ved Herslev, med mindre, der stikker noget under som f.eks. strømforsyning af et ny stort datacenter, som Herslev og Fredericia skal betale prisen for.
Virkeligheden er, at Fredericia kommune er kendt og anerkendt som en kommune der producerer rigtig rigtig meget energi. Crossbridge raffinaderiet er det ene eksempel og det andet er Ørsted værket. lokalt kendt som Skærbæk Værket.
Vi producerer allerede gigantiske mængder af brændstof af alle slags og el og varme.
Det skal holdes op imod at vi størrelsesmæssigt er en af de mindste kommuner i Danmark. Kun to ø-kommuner og nogle små omegnskommuner i Storkøbenhavn er arealmæssigt mindre end Fredericia.
Over 50 % af Fredericias areal er i forvejen dækket af veje og alle former for infrastruktur som industri og beboelse.
Det er utroværdigt, ikke at beskytte den smule resterende natur vi har i form af, skove og fredede områder, samt grønne marker – det som borgmesteren kalder ”grønne gyllemarker”. Det er også uansvarligt at hegne enorme arealer inde, så naturens dyr bliver afskåret fra deres frie bevægelighed. Det giver ingen mening og det er ikke sund fornuft.
POLITIK. Det er præcis to måneder til kommunalvalget i Fredericia, og det markerede Det Konservative Folkeparti onsdag morgen med en happening på Snaremosevej. Her stod byrådskandidat Tommy Rachlitz Nielsen og resten af holdet med store C-plakater, vinkede til bilisterne og ønskede godmorgen til de pendlere, der var på vej på arbejde.
»Vi ville gerne markere, at der var to måneder til valg, og så ville vi gerne ud og vinke til alle de gode, flittige mennesker, som hver morgen tager af sted på arbejde og betaler skatter, der finansierer vores skoler, veje og ældrepleje. Det er en fantastisk måde at komme i kontakt med folk på,« fortæller Tommy Rachlitz Nielsen.
Ifølge ham blev aktionen taget godt imod. Mange vinkede og dyttede.
»Det er både sjovt og hyggeligt at stå der sammen med et stort og glad kandidathold,« siger han med et smil. Men valgkamp handler ikke kun om happenings. For de konservative er der flere emner, der fylder i de kommende uger.
»Vi har godt vidst, at det står skidt til med vores havmiljø. Nu har vi igen set udbredt fiskedød i Lillebælt. Det er intet mindre end frygteligt. Vi er kommet alt for sent i gang, men vi skal gøre endnu mere og endnu hurtigere. Hvis vores natur og havmiljø dør, så ender det med, at vi har ødelagt kloden,« siger Rachlitz Nielsen.
Han peger også på folkeskolen og ældreområdet som centrale temaer. »Vi kan simpelthen ikke være bekendt at levere så dårlig folkeskole i Fredericia. Det niveau skal hæves. Og så skal vi også have kigget på, om vores ældrepleje er god nok,« siger han.
Et andet punkt på dagsordenen er byens udseende.
»Jeg er så træt af at komme rundt i Fredericia og se ukrudt, misligholdte bænke og skraldespande. Det er ikke tiltalende for os, der bor her – og slet ikke for folk, der overvejer at flytte hertil. Vi skal huske at polere bilen, før vi sætter den til salg,« siger han og understreger, at byen skal være præsentabel, når man samtidig forsøger at markedsføre Fredericia som turistdestination.
Klar besked til vælgerne
For Tommy Rachlitz Nielsen og Det Konservative Folkeparti er budskabet til vælgerne klart:
»Vi skal have styr på basis først. Først og fremmest styr på økonomien. Uden penge kan vi råbe lige så meget vi vil, men vi kan ikke gøre noget. Og så er det allervigtigste, at vi politikere begynder at tale pænt til og om hinanden – og så tale politik i stedet for at tale personer. Vi skal have løftet niveauet for den her valgkamp,« siger han.
Happeningen på Snaremosevej blev derfor ikke kun et »godmorgen« til bilisterne, men også startskuddet på en intens valgkamp, hvor konservative vil forsøge at kombinere smil og skilte med seriøse politiske budskaber.
KRIMI. En 49-årig mand fra Vildbjerg fik onsdag Kolding Politi til at rulle øjnene mere end én gang. Først blev han taget på fersk gerning i et indbrud i en lejlighed på Stejlbjergvej, hvor han stjal pantflasker og mad fra køleskabet. Kort efter blev han dårlig, så der måtte tilkaldes en ambulance – men han nægtede at komme med og smadrede i stedet ambulancepersonalets tablet.
Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at anmeldelsen om indbruddet indløb mellem onsdag morgen klokken 05.30 og eftermiddag.
»Ham får vi fat på, og han bliver anholdt på stedet. Han er en 49-årig mand fra 7480 Vildbjerg, som i forvejen kender adressen,« siger Hoffensetz.
Men episoden udviklede sig hurtigt videre. Den anholdte blev dårlig, så der blev sendt en ambulance frem. Her gik det dog galt, da manden kastede med en af ambulancepersonalets tablets, som gik i stykker.
»Det bliver han også sigtet for,« siger Hans Hoffensetz.
Brand i skraldespand midt i natten
Natten bød også på en anden opgave for politiet i Kolding. Klokken 01.16 måtte TrekantBrand rykke ud til en brand i en skraldespand mellem to ejendomme på adresserne 28A og 28B.
Årsagen til branden er endnu ukendt.
»Det kan være en cigaret eller en bevidst handling, det ved vi ikke,« siger Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.
Der opstod sodskader på murværket, og brandvæsenet måtte med magt åbne døre for at sikre, at der ikke var mennesker inde bag. Politiets indsatsleder var til stede, men der kunne ikke foretages sporsikring.
»Vi tager det ad notam og holder øje med, om det skulle ske igen,« siger Hoffensetz.
Dermed blev det en travl døgnrapport i Kolding, hvor politiet både måtte håndtere ild i natten og en småsulten tyv, der endte med at gøre regningen endnu dyrere for sig selv.
Fredericias DNA er frihed, stolthed og kampånd – fra fæstningsbyens historie til havnens rå styrke og kulturens glans. Jeg mener, at liberal politik er det bedste værktøj til at styrke det DNA, ved atgive plads til borgernes initiativ, holde skatten nede, fjerne bureaukrati og sikre, at byen fortsat kan udvikle sig frit og værdigt.
Jeg vil arbejde for, at Fredericia får mere selvstændighed og handlekraft og sikre, at vi stadig har et stærkt og levende Fredericia om 10 år. En by i udvikling, hvor vi står økonomisk på egne ben, giver plads til initiativ og har modet til at tage beslutninger, der holder i længden.
Mere selvstændighed betyder, at vi står stærkere økonomisk, tager hurtigere beslutninger og giver borgerne frihed til selv at handle. Mere handlekraft betyder, at vi ikke gemmer os bag regler og kommissioner, men leverer løsninger her og nu.
Vi liberale forsvarer frihedsrettighederne, det frie skolevalg og retten til at leve forskelligt. Fredericia skal være en by, hvor mangfoldighed går hånd i hånd med frihed under ansvar. Historien om 6. juli er en styrke. Den skal bruges aktivt til at skabe lokal identitet og samtidig tiltrække kultur- og turismeprojekter, hvor vi kan tjene penge uden at lægge nye byrder på borgerne.
Fredericia er Danmarks midtpunkt. Her skal vi udvikle et erhvervsknudepunkt, hvor ikke-forurenende virksomheder kan vokse. Jeg vil arbejde for at styrke infrastrukturen og give privat initiativ bedre vilkår frem for tunge kommunale løsninger.
Byudvikling og fornyelse ved at Fredericia genopfinder sig selv. Det kræver fleksible rammer for erhvervsliv og byggeri, så investeringer, innovation og iværksætteri får luft, uden at kvæles i regler.
Kulturen og foreningslivet er byens puls. Foreninger og kulturprojekter skal have frihed til at blomstre, båret af engagement og frivillighed – ikke bureaukratisk styring.
Fredericias DNA er en cocktail af kampgejst og kultur. Med liberal politik ryster vi bureaukratiet ud og serverer byen stærk, fri og fuld af fremtid.
BUSINESS. Kaffen damper fra kopperne på skrivebordet, og udsigten over Fredericias indre by ligger som et velkendt kort lige udenfor vinduet i Vendersgade. Her sidder Jens Bilde Jørgensen og smiler det stille smil, der opstår, når man både ved, at man har gjort sit arbejde færdigt, og at man nu må give slip. Snart siger han farvel til den advokatgerning, der har fyldt hans hverdage siden begyndelsen af halvfemserne i Fredericia. Ikke med store armbevægelser. Mere med en rolig konstatering og en imødekommende invitation til at se tilbage sammen.
Vi taler om interviewet, inden vi går i gang. Forberedelse betyder noget. Det ved Jens Bilde Jørgensen. Det er hele jurafagets DNA, så da jeg fortæller, at vi blot skal have en hyggelig samtale, hvor vi sidder og snakker om livet, svarer Jens roligt: « Ja, ja,« og læner sig let tilbage med et smil.
Han er født i Aarhus i efteråret 1958, og han siger det, som om tallene ligger ham så naturligt på tungen, at de næsten selv fortæller historien. »Jamen, jeg er jo født i 58. 19. september. 1958.« Det var midt inde i byen, hvor fødselsstiftelsen lå, men opvæksten var landlig. »Jeg er sådan set opvokset på en gård, 12 kilometer nord for Aarhus Domkirke.« Den kombination af byens nærhed og landets jordnære rytme kommer igen og igen frem, når Jens taler om sit liv. Han kender lyset over marken og tempoet i byen. Han er, med hans egne ord, ikke formet af krav, men af muligheder.
Jens Bilde Jørgensen glæder sig til at mere tid. Foto: AVISEN
»Min far var jo landmand, og min mor, hun var oprindelig sygeplejerske. Det var ikke sådan, at min far sagde, at det skulle vi også være. Jeg skulle ikke være landland, med mindre jeg ville. Det var nemlig mere, hvad vi ville, der lå min far på sinde« fortæller han. Den frihed ligger som en bund under de valg, der fulgte. Og valgene var ikke snorlige. Der var realeksamen og gymnasiet, men også ærlig skoletræthed, et besøg hos rektor og en gymnasieorlov, der skulle give luft. Planen blev et halvt år som udvekslingsstudent i England på en farm og et halvt år i Frankrig. Det endte med England. Og en farm, som skrevet.
»Jeg var på en farm derovre,« siger han og nikker. Det var arbejde, sprog og ansvar. Det var venstrekørsel og et kørekort, der stadig får ham til at grine lidt, når han fortæller om rundkørsler på Malta, hvor den indlærte danske automatik skulle have et lille nøk. Det var også erkendelsen af, at al den praktiske kunnen ikke stod i vejen for bøgerne, men pegede ham tilbage mod dem. Da han vendte hjem, fandt han en anden vej til studenterhuen end det klassiske gymnasium. »Det var så en toårig studenterkursus,« siger han om Aarhus Akademi. Skoletrætheden var forduftet. »Jeg havde ligesom fået nu af, ej, det var sgu ikke det. Jeg var nødt til at have et studentereksamen, for ellers kunne jeg ikke komme videre med noget som helst.«
Vejen mod juraen bød på små tilfældigheder og store skub. En farbror var advokat i Aarhus. Natarbejde på en døgnåben benzinstation gav tider, hvor man bladrede aviserne færdige og begyndte at rode lidt i skufferne. »Så fandt jeg jo nogle juraopgaver. Jeg tænkte, det ser sgu da interessant ud, det her. Så vidste jeg, det var jo det.« I 1979 kom han ind på jura i Aarhus. »Der er jo de traditionelle discipliner,« siger han og remser familieret, arveret og formueret op. »Formueret er jo meget vigtigt inden for jorden. Altså, fordi i den sidste ende, så ender det jo tit noget med penge.« Det lyder nøgternt, men ikke kynisk. Det lyder som én, der har set, hvor menneskers konflikter til sidst lander, og hvordan man folder dem ud med respekt.
Studielivet trak ud. Ikke fordi han ikke læste. Også fordi han levede. »Vi levede livet,« som han formulerer det. Og på et tidspunkt besluttede han, at nu skulle det gøres færdigt. Han skar ned på lønarbejdet og gav den gas. Eksaminerne blev taget, som systemet var dengang, og det bar ham ud i arbejdslivet. Det skulle vise sig, at den juridiske retning, som passede ham, fandt sin form i mødet med byens konkrete sager og retssale, hvor man kigger folk i øjnene.
I 1989 kom han til Fredericia som fuldmægtig hos Palle Viuff. »Jeg kom jo til Palle den 1.april 1989. Det har jeg altid kunne huske.« Planen havde egentlig været at vende tilbage til Aarhus, når han var blevet advokat. Men byen ved Lillebælt gjorde noget ved ham. »Jamen, jeg blev glad for Fredericia. Det gjorde jeg faktisk.« Den sætning får lov at hænge lidt i luften, som om pausen er en del af forklaringen. For hvad er det, man bliver glad for i en by. Det er mennesker, opgaver, ture ud til Trelde, smut til Fyn over den gamle Lillebæltsbro og den fornemmelse af, at tingene forandrer sig på en måde, man kan mærke.
Jens fandt hurtigt rytmen i sagsbunkerne og i den retssalspraksis, der dengang havde et andet omfang. »Vi mødte jo også til retternes forberedelse,« fortæller han. Man stod nede i byretten, afleverede stævninger, fik dem skrevet ind i bogen, og man mødtes til det, der i dag for længst er blevet digitalt. Det var papirets tid, og det var mødernes tid. Samtidig var det en skole i mennesker. »Man lærer meget af at snakke med alle typer mennesker,« siger han og taler om de år, hvor inkassosager fyldte, og hvor det handlede om at være fast og fair. »Der er ingen grund til at genere folk og gå deres ære for nært. Behandl dem nu ordentligt sådan, som man også selv gerne vil behandles.«
Han blev beskikket som advokat i 1991 og blev partner. Navnet stod sidenhen på brevpapiret, og kontoret voksede ind i de opgaver, der fulgte med reformer, digitalisering og et boligmarked, der i perioder eksploderede. »Jeg vil jo sige, at der skete der altså også ting og sager,« siger han om halvfemserne. Priserne på huse i området tog fart, og han og Palle stiftede et lille boligselskab, der med tiden voksede, fordi alt, hvad der blev tjent, blev lagt tilbage og geninvesteret. Han fortæller med et skævt smil om en jul, hvor man bogstaveligt talt proppede kontanter i lommen. Ikke som pral, mere som et billede på en tid, hvor tingene var mere håndgribelige.
Samtidig ændrede advokatgerningen karakter. Systemerne bag ejendomshandlerne blev professionaliseret med tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer, og en stor del af de sager, der før holdt advokater beskæftiget, gled ud af kalenderen. »Det lykkedes jo så også med det system,« konstaterer han nøgternt. Andre områder kom til. Han husker de mange flygtningesager i begyndelsen af halvfemserne. »Hav af sager,« som han siger, og det lyder stadig af lange dage og tæt stof. Familieretten fulgte ham gennem årtierne, ikke mindst samværssager, som alle, der har været i rummet, ved, er blandt de tungeste, fordi de handler om børn, brud og håb. Og så var der retssalene. Mange blev det ikke til de senere år, for det er krævende arbejde. »Når man møder i retten, så er du altså nødt til at være forberedt. Jeg vil faktisk sige, at du skal være bedre forberedt end til et eksamen, for der er kun dig selv, det går ud over. Når du repræsenterer andre mennesker, så er det et ansvar.«
Mellem linjerne ligger der en metode. Vær forberedt. Overvej, hvad du vil spørge om. Spørg ikke, hvis du ikke kan bruge svaret. Vær forudseende, ikke bare skarp. Omkring hæftelsesforhold i anpartssager var han gennem en række sager, hvor praksis og principper skulle lægges til rette. Han fortæller anekdoter med glimt i øjet, som den dag, hvor en landsretssag tog så kort tid, at modpartens advokat kunne nå flyet hjem igen. Ikke fordi noget var ligegyldigt, men fordi hjemmearbejdet var gjort.
Når Jens taler om Fredericia, taler han både om natur og byudvikling. Han ser den smukke by udvikle gennem årene og de bløde bakker, og han ser byens smukke kystlinje i alle årstider. Han har også set byen ændre karakter. Industrien er trukket væk fra midtbyen, og nye lag er kommet til. »Der, hvor jeg synes, det virkelig tog fart, det var da Søren Møller (tidligere direktør på Fredericia Teater red.), han fik gang i teateret dernede. Der kom flere og flere caféer, og med forestillingerne kom der kom folk til byen.« Musicalmiljøet og det nye liv i gaderne flyttede på fortællingen om Fredericia. Jens banker ikke tromme for noget bestemt, han konstaterer. Men glæden over, at en driftig kultur har sat aftryk, er tydelig.
Byen har også givet ham noget helt privat. »Jeg fandt jo øvrigt også drengenes mor i byen «To børn kom ud af det, og i alt er det blevet til fire. »Det er fandme dejligt at have nogle børn,« siger han uden omsvøb. Den ældste kan høre på telefonen, om far er til stede. En lille kærlig reprimande, som forældre med travle jobs kan genkende. I alt har han fire dejlige børn, som han siger, og nu ser han frem til at have mere tid. »Jeg glæder mig til at have mere tid til alting,« siger han. Det handler ikke om store planer. Det handler om roen i samtalerne, pauserne uden dårlig samvittighed, og den enkle mulighed for at være der, når børnene ringer.
For Jens har fritiden ikke været fyldt af klubber og turneringer. »Jeg rendte ikke rundt og spillede golf,« som han siger. Det har været familie og arbejde. Og den balance er han egentlig tilfreds med. Skulle golfen en dag lokke, ligger den som en mulighed. Ikke som en pligt. Man mærker, at samme sans for proportioner har styrt hans arbejdsliv. Gør det ordentligt. Lad være med at lade dig rive rundt af modebølger. Vær til stede for klienten, og vær ordentlig – også når samtalen er svær.
Sammen med sin makker, Palle Viuf og de mange gode kolleger, har han har administreret ejerforeninger, ført sager, forhandlet, forberedt og siddet ved bordende, når beslutninger skulle tages. De seneste år har han trappet ned og givet mere fra sig, men han blev ved, hvor det gav mening. »Der var bare nogle sager, som jeg havde taget nok gange, man kan sige, at det var andres tur, eksempelvis så sagde jeg, at det med at gå i retten, det var ikke mig mere.« Det var et valg. Et udtryk for respekt for det ansvar, en retssag er. Andre opgaver trak mere i ham. Ejendomsadministrationen, møderne, den løbende drift. Og så selvfølgelig relationerne.
Det er også relationerne, der gør, at det ikke føles som et definitivt farvel. »De slipper jo ikke for mig herinde, for jeg kommer selvfølgelig forbi,« siger han med et grin. Han har stadig fælles ejendomsselskab med Palle, og deres makkerskab er en tråd gennem hele fortællingen. »Jeg prøver at tænke på, hvor mange timer, vi har gået op og ned af hinanden. Det er jo et makkerskab,« siger han. Der ligger varme i ordene. En slags kollegial venskab, der er blevet til hverdagsgrund.
Når han taler om at være advokat i Fredericia, taler han også om den særlige tilgængelighed, han har oplevet hos mennesker her. Det er en by med et flow af tilflyttere og pendlere, en by der insisterer på at være arbejdsplads for mange og hjem for endnu flere. Han mener, at det kan mærkes i møderne. »Jeg synes i grunden folk, de var meget tilgængelige på en eller anden måde.« Det er sagt uden sentimentalitet, men med den respekt, der opstår, når man igen og igen sidder overfor mennesker, der har brug for ens rådgivning.
Vi tømmer kopperne en sidste gang, og Jens ser ud over gaden, hvor livet går sin gang. I slutningen af september er der reception for at markere pensionen. Datoen er fast, tidsrummet er lagt, og adressen siger sig selv for alle, der kender stedet. Dørene i Vendersgade åbnes for klienter, samarbejdspartnere og venner af huset, der vil sige tak for indsatsen og ønske alt det bedste på den næste strækning fra klokken 12 til 16 fredag den 26. september på kontoret i Vendersgade 26 E i Fredericia.
Han nikker stille, da ordene falder på plads. Der er intet dramatisk over det. Bare en mand, der har løftet en opgave i mange år, og som nu lægger mapperne i skuffen, så andre kan tage over. Det passer ham fint. »Nu er man ikke travlt, nu skal du ikke nå noget,« som han siger om samtalerne, han glæder sig til at have med sine børn. Tiden føles ikke som et hul, der skal fyldes, men som en gave, der skal bruges.
Inden vi går, vender han tilbage til begyndelsen. Til den unge mand, der blev skoletræt og rejste ud, arbejdede på en farm og fandt ud af, at vejen hjem gik gennem bøgerne. Til den fuldmægtig, der kom til Fredericia og blev hængende, fordi byen og arbejdet gav mening. Til retssalene, hvor man skal være bedre forberedt end til eksamen, og til de møder, hvor man går efter bolden og aldrig efter manden. Til alle de mennesker, der på hver deres måde har været en del af ruten. Til et arbejdsliv, der ikke behøver fanfare for at være betydningsfuldt.
»Være tilfreds,« sagde hans far altid. »Og hvis man skal være pølsemand, så vil man lige så godt være en god pølsemand.« Den sætning har fulgt ham som en stille ledestjerne. At gøre sig umage. Ikke mere højtideligt end det. Når man hører Jens fortælle, virker det også som en ret præcis beskrivelse af, hvorfor han blev hængende i Fredericia. Han fandt sin hylde og stod ved den. Med udsigt over byen, hvor han har været advokat, kollega, administrator, rådgiver, far og meget andet. Nu venter den lange hverdag uden kalenderens kant, men med tidens mildere rytme. Det passer ham glimrende.
Der er reception for Jens Bilde Jørgensen fredag den 26. september fra klokken 12.00 –16.00 på adressen: Vendersgade 26E
Og så er der receptionen. Den bliver, som han selv lægger op til det i dag med kaffekoppen i hånden. En rolig markering med et håndtryk, et smil og en lille historie i døren. Det er som om man allerede kan høre summen af samtaler i lokalet, hvor gamle klienter, kolleger og venner skubber skuldrene sammen og løfter glas på én gang jordnært og festligt. Et langt farvel, som kun de byer kan give, der kender forskellen på at være travl og at være til stede. Fredericia er en af dem. Jens Bilde Jørgensen er en af dem. Og Vendersgade er det naturlige sted at sige på gensyn.
