OPINION. Når Asger Garde fra Borgernes Parti vælger at reducere unge, nyvalgte politikere herunder 2 navngivne fra Liberal Alliance, på deres udseende og såkaldte “seksuelle markedsværdi”, siger det mere om afsenderen end om de kvinder, han forsøger at ramme. Man får næsten fornemmelsen af at være sendt direkte tilbage til ABC-revyen 1958 med Dirch Passer og Judy Gringer – hvor “Babs og Nutte” var morsomt, fordi kvinder blev reduceret til noget, man kunne grine af.

For hvad er det egentlig, der bliver sagt? At Helene Artmann Andresen og Cecilie Liv Hansen ikke er valgt på grund af evner, indsats eller politisk talent. Tja. når argumenterne slipper op, går Asger Garde fra Borgernes Parti efter udseendet.

At gå efter unge kvinder på den måde er i bedste fald en afsporing. I værste fald en nedladenhed, der hører hjemme i en tid, vi ellers kun finder i sort-hvide revyklip. I Liberal Alliance giver vi mennesker muligheden – uanset køn og alder. Det er sådan, man udvikler både politikere og politik.

Demokratiet fungerer sådan, at det er vælgerne, der bestemmer. Ikke kommentatorer med hang til at forklæde fordomme som analyse. Vælgerne har valgt unge mennesker med engagement, vilje og mod til at tage ansvar.

Jeg har personligt støttet Helene Artmann Andresen. Hun er et godt eksempel på det modsatte af den kritik, der rejses. Hun har arbejdet seriøst, sat sig ind i komplekse sager, håndteret sin ordblindhed og udviklet sig markant med opgaven. Det kalder man ikke udseende. Det kalder man hårdt arbejde.

Hvis en spidskandidat i Liberal Alliance med de fleste debatter, flest ressourcer og fuld adgang til hele det politiske apparat ikke formår at slå igennem, så er det næppe de unges skyld, og absolut ikke et anliggende for Borgernes Parti?

At skyde på unge kvinder er ikke analyse. Det er bare dårlig stil. Demokratiet har brug for nye stemmer. Ikke gamle fordomme.

OPINION. Hvorledes kan en holdbar regering sammensættes efter et kaotisk valg, hvor mange partier har fået et godt valg og kommet ind i Folketinget med en god del mandater.

Hvis vi hæver os op i ”helikopter-perspektiv”, så er valgte faldet således ud, at mindre end 10 % af Danmarks valgområder har valg mere borgerligt end socialliberalt, og skal afstemningen tages alvorligt, så må det være partierne A (38), B (10), F (20), Å (4), Ø (11), C (13) og V (18) = ABFVØÅ (115), hvor parenteserne viser antal mandater. Moderaterne har 14 mandater, men i bund og grund er det et blåt parti, der skilter forkert i forhold til indhold, men måske det ville hjælpe at sætte Lars Løkke ud på et sidespor. Venstre er et hæderligt parti, der har haft nogen turbulens, hvor det skal finde egne ben igen, men det er i bund og grund et hæderligt og humanistisk parti, der var på vej til at blive destrueret først af Anders Fogh Rasmussen og dernæst Lars Løkke Rasmussen og ikke mindst Jakob Ellemann-Jensen. Umiddelbart ser Stephanie Lose ud til at ville kunne genoprette tilliden til Venstre. Således ville ABFVÅ (91) være en mulighed, men ABFVCÅØ (115) vil være bedst og mest dækkende, hvor Alternativet (Å) ikke kan ses som et socialistisk parti, de ligger meget tættere på B. C er et hæderkronet parti, der almindeligvis behandler andre anstændigt.

Sk skal vi forholde os til de øvrige partier, så er det hovedsageligt partier, der ligger så langt ude og med en i almindelighed uønsket terminologi og måske endda illoyale relationer til Grundloven og Danmarks historie.

Visse ekstreme politikere er så langt ude, at de efter egne argumenter og selvforståelse skulle fratages dansk statsborgerskab og sendes til ”Langtbortistan”. Herudover er der en charlataner, der viser flaget hen ad vejen.

Desuden er betragtningen højre/venstre eller rød/blå ikke dækkende, men kan mere betragtes om helhedspartier og særelementspartier, særelementer uden helheden.

Det er desuden rystende, at så mange mennesker i Danmark ser op til det patriotiske nationalkonservative, der også florerer flere steder i Europa, Rusland, USA (MAGA, der må ses som en ekstrem kristen religiøs bevægelse) og vel egentlig også i Mellemøsten, hvor religiøspatriotisk konservatisme florerer hos både jøder og kristne samt muslimer med dannelse af en moderne religiøs krig støttet af MAGA.

Når det danske valg og regeringsdannelsen her sættes ind i en international sammenhæng, så skyldes det, at en stor symbiotisk gensidighed florerer i det hele. Victor Orban (og måske Vladimir Putin) støtter eksempelvis Morten Messerschmidt, og Victor Orban hører mere til i Rusland eller Trumps USA end Europa.

Vi skal kridte skoene og stå fast på det danske demokrati og den danske kultur, hvilket regeringsdannelsen i høj grad handler om.

Især de borgerlige partiledere påstår, at de vil gøre Danmark rigere, spørgsmålet er blot: ”Rigere på hvad?”

Vi skal være meget bevidste om, hvilken form for rigdom. Er det menneskelige livskvaliteter og kvaliteter, eller er det BNP?