POLITIK. Sager om tabt arbejdsfortjeneste er stigende både lokalt og på landsplan, og samtidig oplever flere borgere, at deres sager ligger stille i lange perioder uden klar besked. Det er en udvikling, som byrådsmedlem Kirsten reagerer på, efter gentagne henvendelser fra borgere og egne erfaringer med området.

Hun genkendte straks problemstillingen, da hun stødte på den, fordi den allerede fylder i hendes politiske arbejde i Fredericia. Her er det ikke kun antallet af sager, der bekymrer, men også den tid, det tager at få dem behandlet.

Flere forhold spiller ind. Antallet af børn med særlige behov er stigende, og det øger presset på ordningen, hvor forældre kan få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Samtidig er det et komplekst område, hvor hver sag kræver en grundig vurdering. Men kompleksitet kan ikke stå alene som forklaring, når borgere venter i månedsvis uden svar.

»Jeg har lige været i kontakt med en borger, hvor vi snakker næsten et år,« siger Kirsten.

For hende er det netop her, problemet bliver tydeligt. Når en sag trækker ud så længe, er det ikke længere bare et spørgsmål om travlhed eller faglige vurderinger. Det bliver et spørgsmål om borgernes retssikkerhed og deres mulighed for at få en afklaring i en presset livssituation.

Hun peger på, at hun i flere sager savner klare forklaringer på, hvorfor behandlingstiden bliver så lang. Det er ikke nødvendigvis selve udfaldet, der er afgørende for borgerne, men følelsen af at blive taget alvorligt og holdt orienteret undervejs.

»Noget, der faktisk bekymrer mig, det er begrundelserne, eller rettere sagt manglende begrundelser for, hvorfor det kan trække så langt ud.«

Det efterlader borgere i uvished, og ifølge Kirsten er det en situation, der ikke kan forsvares. Hun kalder det direkte uacceptabelt, at borgere kan blive efterladt uden svar i så lang tid, mens deres sag ligger i systemet.

Samtidig understreger hun, at kritikken ikke er rettet mod de medarbejdere, der sidder med sagerne til daglig. Tværtimod peger hun på, at de arbejder under et stort pres og ofte med komplekse forløb, hvor der ikke findes enkle løsninger. Problemet ligger et andet sted.

Det er ledelsen, der har ansvaret for at sikre, at området fungerer, og at der er de nødvendige ressourcer og kompetencer til stede. Hvis årsagen til de lange sagsbehandlingstider er udskiftning blandt sagsbehandlere, sygefravær eller manglende erfaring med komplekse sager, så er det noget, der skal håndteres.

Samtidig handler det også om måden, borgerne mødes på i systemet. Ifølge Kirsten er der et behov for en mere aktiv og tydelig kommunikation, så borgerne ikke føler sig overladt til sig selv.

»Man kan godt gøre lidt mere ud af at tage borgeren i hånden i den her proces.«

Det handler om at give en klar tidshorisont fra starten, følge op undervejs og sikre, at borgeren oplever fremdrift i sin sag. For selv i lange og komplekse forløb kan løbende kontakt og gennemsigtighed gøre en afgørende forskel.

Hun peger på, at mange borgere ikke nødvendigvis forventer at få medhold, men de forventer at blive behandlet ordentligt og få en forklaring, de kan forstå. Det er en grundlæggende del af retssikkerheden.

Sagen får nu et politisk efterspil. Kirsten vil tage problemstillingen op i Socialudvalget, hvor hun vil have et overblik over sagsmængderne, de faktiske behandlingstider og årsagerne til, at nogle sager trækker så langt ud.

For hende er det afgørende, at der bliver handlet, før problemet vokser yderligere. For bag hver sag gemmer sig en familie, der venter på svar i en svær periode af deres liv, og som har brug for at vide, at der er nogen i den anden ende, der tager ansvar.