KRIMI. Politi og brandvæsen er torsdag aften til stede på Profilvej i Kolding, hvor der er opstået brand i noget affald. Røgen fra branden driver på grund af vindretningen ud over Sønderjyske Motorvej, hvor der derfor kan være nedsat sigtbarhed.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi torsdag aften.
Politiet beder bilister på stedet være opmærksomme og tilpasse hastigheden efter forholdene.
Beboere i området anbefales samtidig at lukke for ventilation, døre og vinduer.
Artiklen opdateres.
Finalen på AVISENs årlige nedtælling gennem Fredericias halvtreds mest indflydelsesrige. Her er de ti, der reelt bestemmer i byen: kapitalen, havnen, rådhuset, og den mand, ingen kan komme udenom.
Knud-Otto Linnemann
1944 – 2026
Erik Christiansen
1943 – 2026
Lis Jankowski
1946 – 2026
Birte Christine Hansen
1944 – 2026
Ole Pape Thomsen
1949 – 2026
Leif Qvist
1949 – 2026
Otto Rye Andersen
1929 – 2026
EVENTS. Ude hvor Båring Mark skråner ned mod vandet, ligger en gammel landbrugsejendom, der en onsdag i august forvandler sig til noget nær Vestfyns hyggeligste festivalplads. Haven fyldes med medbragte klapstole, termokander og fiskeplatter, omkring 500 stole stilles op foran scenen, og fra klokken 11 til klokken 16.45 spiller musikken over Tvillingegården. Sådan har det været i mange år, og sådan bliver det igen onsdag den 12. august, når gårdens frivillige holder årets Open Air.
»Den koncert startede for mange år siden her på Tvillingegården, og den har vi holdt fast i lige siden,« fortæller Niels Just Petersen, der er en af de frivillige bag arrangementet.
Opskriften er enkel og har ikke ændret sig. Entréen koster 300 kroner, og resten bestemmer gæsterne selv. »Det skal være billigt at være med. Folk må selv tage mad, drikkevarer, stole og borde med, hvis de har lyst. De kan også bestille mad hos os, og så kommer det fra Møllers Fiskehus,« siger han.
I år byder plakaten på fire navne. Den akustiske duo Lars Love Louise, der har dannet par i 25 år, lægger ud, og dagen byder desuden på Stan Urban, den 81-årige skotske rock’n’roll-pianist, der har boet i Danmark siden 1984, har spillet med stjerner som Chuck Berry og Mick Jagger og blev et viralt hit, da en video af ham ved et klaver på en togstation i Dundee rundede 8,5 millioner visninger. Dertil kommer Henrik »Elvis« Busborg & the Devils, to gange kåret som Danmarks og Nordens bedste Elvis, og de vestjyske veteraner i Tørfisk, der er på landevejen på 44. år og har ny cd med i bagagen. Allerede fra klokken 9.30, når pladsen åbner, spiller gårdens eget husorkester, Old Mixers, op.
Publikum ved efterhånden, hvad de kommer efter, fortæller Niels Just Petersen. »Vi prøver at finde musik, som først og fremmest er til at betale, men også noget, vi ved, folk godt kan lide. Samtidig vil vi også gerne præsentere dem for noget, de måske ikke har hørt før. Det bliver bare en rigtig hyggelig dag. Det er de samme mennesker, der kommer igen år efter år, og de sidder bare og hygger sig.«
Bag den hyggelige dag ligger en historie, der rækker mere end hundrede år tilbage. Tvillingegården er opkaldt efter tvillingebrødrene Edvard og Harald Larsen, der blev født på gården i 1916, drev landbruget sammen med forældrene og siden overtog den. Brødrene var ugifte og boede på gården hele livet, og de testamenterede både gård og formue til egnens ældre. Da den sidste af tvillingerne døde i 1999, overgik stedet til en fond. »Da den sidste af tvillingerne døde, blev der oprettet en fond, som driver stedet videre, så det kan være til gavn og glæde for borgerne i Middelfart, og især de ældre,« fortæller Niels Just Petersen og tilføjer, at gæsterne efterhånden kommer langvejsfra, også fra den anden side af Lillebælt.
I hverdagen holdes gården kørende af 55 til 60 frivillige. En del af dem, flere håndværkere iblandt, står for bygningerne og laver så vidt muligt alting selv, mens de såkaldte Madam Blå-hold tager sig af rengøring og servering, når busselskaber og andre gæster lægger vejen forbi til kaffe. Der er værksteder, både smedje og snedkerværksted, hvor de frivillige laver små fine ting, som sælges i gårdens butik, og hver tirsdag og torsdag formiddag fra 9 til 12 er der åbent og gang i arbejdet.
Grunden på fem hektar går helt ned til vandet, og i pavillonen ved kysten kan enhver slå sig ned med sin frokost og kigge ud over Båring Vig. »Vi har det virkelig godt sammen derude. Det sociale fungerer rigtig godt, og det var faktisk også det, tvillingerne ønskede helt fra begyndelsen,« siger Niels Just Petersen.
Pengene til de store renoveringsprojekter på gården kommer primært fra overskuddet ved netop Open Air og fra venneforeningen, der har næsten 400 medlemmer. Så når musikken spiller den 12. august, går hver en krone til at holde brødrenes gave ved lige.
Billetter og mad bestilles på tvillingegaarden.safeticket.dk eller hos Aasta Petersen og Niels Just Petersen, og der er gratis parkering på marken ved indgangen. Kunder i Middelfart Sparekasse kan få 50 kroner i billettilskud.
SPORT. Der er gået stærkt for Torbjørn Bergerud. For få uger siden stod han i den polske Champions League-klub Wisła Płocks mål, nu sidder han i Fredericia med en treårig kontrakt i hånden og to træninger i benene.
»Der er sket mange ting, og det er gået stærkt. Pludselig opstod der en mulighed for at komme væk fra Polen, og Fredericia var hurtigt på banen og klar til at hjælpe. Til sidst lykkedes det,« fortæller han.
Bag det hurtige skifte ligger en beslutning, der handler om mere end håndbold. Den 32-årige nordmand lægger ikke skjul på, hvorfor familien ville videre efter kun en enkelt sæson i Polen. »Min familie og jeg har ikke rigtig trivedes dernede. Det handler om kulturen og hele oplevelsen. Forskellen blev for stor for os, når man kommer fra Skandinavien, og hverdagen har ikke været den bedste,« siger han.
Da agenten begyndte at kigge mod nord, faldt valget hurtigt på plads. »Vi kiggede egentlig bare på, hvad der var af muligheder. Det bedste sted, og det sted, hvor jeg også følte, at jeg ville passe godt ind, var her i Fredericia,« siger Torbjørn Bergerud, der af hensyn til Płock måtte holde planerne tæt til kroppen, indtil underskriften var på plads. End ikke gamle bekendte i ligaen fik besked.
Dansk håndbold er velkendt land for målmanden, der tidligere har stået for både TTH Holstebro og GOG, hvor han vandt DM-guld i 2022, og vejen tilbage hertil var oplagt. »Jeg kender ligaen godt, og den danske liga bliver bare bedre og bedre. Det er en liga, jeg trives i, og som jeg har lyst til at spille i. Fredericia spillede Champions League for to år siden og European League sidste år, så de har vist, at de har et godt hold og et godt fundament. Derfor er der også mulighed for at skabe noget stort på sigt,« siger han.
En enkelt kamp har han spillet i Middelfart Sparekasse Arena som modstander, og den satte sig fast, selv om han blev skadet undervejs. »Jeg kan huske, at stemningen var rigtig god, og at de fans, der tager med til udebanekampene, er gode at have i ryggen. Det var også med til at gøre det oplagt at skrive under her.«
Nu skal stemningen så opleves fra den rigtige side, og ambitionerne følger med. Spørger man til dem, svarer han med en målmands ro, sæsonen er ikke begyndt, og alle står på nul. »Med de spillere, vi har her, ved vi, at vi sagtens kan opnå nogle gode ting. Måske kan vi også overraske. Der er nok ikke så mange, der forventer, at vi skal vinde, men vi har absolut mulighed for at tage noget,« siger han og skruer så selv op: »Jeg tager ikke afsted for at tabe. Om det så bliver i pokalen eller slutspillet, må vi se, men jeg håber, at vi kan skabe noget i løbet af sæsonen.«
Samtidig kender han styrken i rækken bedre end de fleste, så klubbens erklærede mål om et mesterskab inden 2029 møder han med både respekt og appetit. »Det giver god mening at sætte sig et mål. Men man ved også, at det er svært at vinde den danske liga, når man ser, hvor godt de danske hold klarer sig i Europa. Den danske liga er måske den tredjebedste i Europa. Og hvis vi vinder inden da, vil det selvfølgelig være rigtig godt,« siger han.
Uden for banen har det hele endnu karakter af opstart. Byen har han kun nået at se i glimt, centrum og stranden, og indtrykket er godt, en hyggelig by, som han siger, sådan som han kender de danske byer. Det praktiske er ordnet i store træk, en lejlighed er fundet som første base, og så må resten komme hen ad vejen. »Det er gået lidt stærkt,« som han fortæller.
Konen og parrets treårige søn er stadig hjemme i Norge på en lille ferie og lander i Fredericia om en uges tid. Familien fylder i det hele taget i beslutningerne, og den var en del af regnestykket, da kontraktlængden skulle forhandles. »Det betyder meget at have sikkerhed i karrieren tre år frem. Etårige kontrakter er ikke noget, jeg er interesseret i,« fortæller han og bemærker, at sønnen til den tid nærmer sig skolealderen, så må familien se på fremtiden derfra. Længere tør han ikke spå, heller ikke om et karrierefarvel i Norge en dag. »Så langt har jeg slet ikke tænkt. Lige nu er jeg bare glad for at være her i Fredericia.«
Og glæden ved at være her har sin egen forklaring, for Danmark er ikke et fremmed land for familien Bergerud. Han har stadig familie i landet, og efter årene i Holstebro og på Fyn føles skiftet som en hjemkomst. »Danmark har altid været mit andet hjem. Hundrede procent.«
Inden underskriften nåede han da også at vende klubben med en gammel kending, Lasse Balstad, der har en fortid i Fredericia. »Han sagde, at det var en god klub at være i. Jeg har ikke hørt nogen sige noget dårligt om hverken klubben eller byen, og efter snart en uge her har jeg den samme følelse. Det her skal nok blive godt,« siger Torbjørn Bergerud, der også har hæftet sig ved rammerne omkring holdet. »Faciliteterne er helt perfekte, og det hele er samlet ét sted.«
BUSINESS. Døren til Geist//Gnist i Gothersgade står åben ud mod gaden, og sommeren går ud og ind sammen med kunderne. Mellem stativerne med shorts og strandkjoler står Jesper Gaarsvig og Marianne Kloster, og beder man dem pege på sommerens bedste oplevelse i forretningen, går snakken hurtigt et andet sted hen end mod kasseapparatet.
»Folk er glade, og der er sket rigtig mange ting i byen hen over sommeren,« fortæller Marianne. Jesper nikker og tilføjer det, der har glædet ham mest i år. »Det har været fedt at se, hvor meget folk har taget alle de ting, der er blevet lavet, til sig. Det er, som om traditionerne er kommet lidt tilbage. Man ser flere og flere unge, der siger, at vi skal huske at fejre 5. og 6. juli. Det er ikke kun dem, der er flyttet væk, som kommer hjem for at fejre det. Folk er stolte af byen,« påpeger han.
Stoltheden rækker tilsyneladende ud over kommunegrænsen. Marianne husker et par gæster fra Viborg, der tilfældigt ramte byen den 5. og 6. juli, blev grebet af stemningen og vendte tilbage sidst på sommeren, da Øllets Dag løb af stablen. Jesper har selv hørt, hvordan byen tager sig ud med gæsternes øjne. »De sagde, at der altid sker helt vildt meget herovre. Turisterne er virkelig imponerede,« siger han.
Sommeren bringer da også løbende nye ansigter ind ad døren, ofte på vej mellem havnen, volden og gågaderne, og bag disken betyder de tilrejsende mere end omsætning. »De er med til at skabe liv i byen. Og når man snakker med dem, er de virkelig glade for det, byen har at byde på, og for hvor flot den er,« fortæller Marianne. Turisterne finder vel at mærke hertil uden det, der ellers fylder de danske kystbyer om sommeren, og det hæfter Jesper sig ved. »Vi har jo ikke tusind sommerhuse omkring byen, så vi skal trække turisterne på en anden måde. Men jeg synes faktisk, der kommer flere og flere.«
Uanset hvor gæsterne kommer fra, kan sommeren gøres op i stof og snit nede i bunkerne på bordene. Vejret har været med de lette varer, og spørger man, hvad der er røget mest over disken, behøver Jesper kun ét ord. »I år må det være shorts.« Marianne føjer kjolerne og strandkjolerne til og peger på noget, denne sommer har gjort ved garderoben. »Sommeren har været lang i år i forhold til nogle af de andre, og man mangler jo ikke kun tøj til feriekufferten, men også til hverdagen og på arbejdet.«
For når solen står på uge efter uge herhjemme, rækker shortsene fra ferien ikke langt, og så må der suppleres op. I butikken handler flere generationer på én gang, sønner i hver deres alder, en datter, mor og far, og prislejet spænder fra det tilgængelige til det dyrere. »Vi har noget til alle aldre. Lige pludselig kan manden også få lov at shoppe, eller hvis konen køber noget til manden, kan hun jo også lige finde noget til sig selv bagefter,« smiler Marianne.
Aldersgrænser er der heller ingen af på det, de selv holder mest af ved sommeren i Trekantområdet. Når talen falder på det, behøver ingen af dem tænke længe, og svaret peger samme vej som resten af byen i disse uger, mod vandet. Det er der, sommeren i Fredericia bor, og det ved de to godt, selv om de tilbringer dagene mellem stativerne i Gothersgade. »Fredericia er helt unik på det punkt. Vi har vand på tre sider af byen. Man kan bare gå ned til stranden og hoppe i,« siger Jesper. Marianne breder mulighederne ud, og hun kan blive ved. »Du kan tage på Østerstrand, hvor der er masser af liv, eller køre ud til Bøgeskov, hvis du gerne vil have lidt mere ro. Der er virkelig mange muligheder. Og så har vi volden, stranden og alle de grønne områder.«
Deres sommertip ligger i naturlig forlængelse af resten af samtalen, og det kræver ingen billet og gælder hele sommeren. Brug byen. »Husk at komme ned og nyde byen. Jo mere vi bruger den, jo flere fede aktiviteter kan vi skabe,« lyder det fra Jesper, inden Marianne runder af med en henvisning til Fredericia Shopping, Visit Fredericia og byens butikker, der nok skal fortælle, hvad der sker. »Jo mere opbakning der er, jo bedre bliver det,« som hun siger.
KRIMI. Politiet har torsdag formiddag afspærret et område på Nørremarken i Vejle. Afspærringen sker i forbindelse med et færdselsuheld sent onsdag aften, hvor politiet nu undersøger, om der er tale om et mistænkeligt forhold.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en meddelelse torsdag.
Politiet er til stede på stedet og forventer at være der et stykke tid endnu, mens undersøgelserne står på.
Ifølge politiet vurderes der ikke at være fare for borgere i området.
Artiklen opdateres.
Ved Båring Vig gør Restaurant Båringskov gl. Badehotel klar til sommeren. Grillet fisk fra stenovnen, lune dage ved vandet og en udsigt, hvor man aldrig ved, hvad der bryder havskorpen.
Der er udsigter, man ikke bliver træt af. Erik Møller har en af dem. Fra Restaurant Båringskov gl. Badehotel ved Båring Vig ligger Lillebælt bredt og blankt foran vinduerne, og hver dag sætter han og gæsterne sig til rette med vandet som det første, øjet falder på. En gang imellem sker der noget derude, som får en hel spisesal til at se op fra tallerkenen. »Vi sidder og kigger ud over vandet hver eneste dag og håber på, at den store hval lige pludselig dukker op,« fortæller han med et smil.
Stedet har set ud over det samme vand i snart halvandet hundrede år. Det begyndte i 1876, da Maren og Peter Jørgen Frederiksen byggede et lille traktørsted ved vigen, hvor egnens folk kom for øl, kaffe, musik og dans. I 1897 blev det udvidet til badehotel, og siden er det blevet til den fiskerestaurant, der i dag drives af Møllers Fiskehus, med havets råvarer som omdrejningspunkt og en stor fiskebuffet som kernen. Gennem alle årene har det været et udflugtsmål, et sted man kører ud til, sætter sig ned og bliver hængende, fordi der ikke er nogen grund til at skynde sig, når man først sidder der.
Gæsterne kommer langvejsfra, og det er en blandet flok, der finder ned til vigen. »Her kommer alle. Vi har også gæster, der er på ferie helt oppe fra Grenaa og den del af landet,« siger Erik Møller.
Håbet for sommeren er, at det gode vejr holder danskerne hjemme ved landets egne kyster. »Jeg håber, vi får en masse turister. Når vejret er godt, bliver folk herhjemme, og så kommer de på campingpladserne, i sommerhusene og forhåbentlig også herud til os,« siger han.
Vejret er restauratørens vejrhane, for som han konstaterer med en fiskers nøgternhed, en våd sommer sender folk i bilen mod andre himmelstrøg, mens en varm en holder dem ved vandet.
Og når vejret arter sig, er det ikke kun gæsterne, der trækker udenfor. Det gør køkkenet også. For her bliver Erik Møller ivrig, sommeren er nemlig stenovnens og grillens tid. »Om sommeren griller vi rigtig meget fisk og bruger stenovnen flittigt. Vi laver maden herude, så gæsterne kan hente den direkte ved grillen. Det giver bare en helt særlig sommerstemning,« fortæller han.
Det er en anden måde at spise på end inde ved buffeten, mere udendørs, mere sommer, med duften af fisk over åben ild, der driver ud over terrassen og blander sig med lugten af salt fra vandet.
Men før gæsterne kan sætte sig til rette, skal stedet gøres klar, og den slags går sjældent helt efter bogen. Erik Møller har for eksempel købt ti nye stole, men de er ikke kommet helskindet frem. »Jeg havde købt ti nye stole, men de gik simpelthen i stykker under transporten. Nu kommer de hjem til mig og reparerer dem,« fortæller han med et grin.
Og så er der ikke meget andet at gøre end at vente på gæsterne, og måske på hvalen. Erik Møller lyder som en mand, der har sit på det tørre. »Jeg håber virkelig, vi er klar. Eller… det ved jeg faktisk, vi er. Nu glæder vi os bare til en rigtig god sommer,« slutter han.
POLITIK. Fredericias viceborgmester og formand for Kultur-, Turisme-, Idræts- og Bosætningsudvalget, Susanne Eilersen (DF), afviser ikke en tredje Lillebæltsforbindelse. Men før hun kan tage stilling, vil hun vide, hvad byen reelt kan forvente. Hun opfordrer til, at byrådet får langt mere information om arbejdet i Lillebæltskomitéen, hvor borgmester Peder Tind (V) sidder med ved bordet.
Debatten om en tredje forbindelse over Lillebælt har de seneste dage foldet sig ud. Direktør Klaus G. Andersen fra Fredericia Shipping har kaldt projektet uigennemtænkt og frygter for bosætningen i Snoghøj og Erritsø, mens den konservative gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen ser en ny forbindelse som vejen til at få løst støjproblemet ved den eksisterende bro. Susanne Eilersen placerer sig et tredje sted i samtalen. Hun vil have fakta på bordet, før byrådet forpligter sig på en holdning. »Jeg kan både se fordele og ulemper ved det,« siger hun om udsigten til mere trafik over Lillebælt.
Fordelene handler for hende om byens position som logistikcentrum. Fredericia lever af at ligge, hvor landet mødes, og trafikken er en del af det fundament, som havnen, transporterhvervet og mange af byens arbejdspladser hviler på. Ulemperne kender enhver fredericianer med adresse i nærheden af motorvejen. Støjen er der allerede i dag, og den fylder i forvejen i den offentlige debat. Det er i det spændingsfelt, viceborgmesteren savner viden. »Jeg ved, at der er nedsat en komité, og jeg synes, at vi som byråd skal have meget mere information om, hvad den komité får af viden,« siger Susanne Eilersen.
Lillebæltskomitéen samler politikere og virksomheder fra begge sider af bæltet i arbejdet for en parallelforbindelse ved siden af den nuværende Lillebæltsbro. Men netop fordi der sidder mange kommuner med ved bordet, mener Eilersen, at Fredericia skal være opmærksom på, at interesserne ikke er ens hele vejen rundt. »Borgmesteren sidder i en komité med andre kommuner, som har en endnu større interesse end Fredericia i, at forbindelsen kommer. De bliver ikke forstyrret af trafikstøjen på samme måde, som vi gør i Fredericia, og de kan bruge forbindelsen positivt i forhold til logistik. Derfor vil jeg opfordre til, at vi som byråd og kommune får meget mere information om, hvad der sker i komitéen, sådan at vi kan træffe vores beslutninger på et oplyst grundlag.«
Tommy Rachlitz Nielsen har over for AVISEN argumenteret for, at en udvidelse vil udløse nutidens skrappere støjkrav og dermed tvinge en samlet løsning på støjproblemet, også for den eksisterende bro. Argumentet er interessant, mener Eilersen. Hun vil bare have det efterprøvet, før det bliver en del af beslutningsgrundlaget. »Det er sådan nogle ting, vi gerne vil have mere information om. Kommer de krav, eller er det bare noget, vi tror? Kommer der krav til belægningen? Kommer der penge med til støjværn? Hvad gør man egentlig, når man bygger sådan en bro? Vi kan have en masse gisninger i byrådet, men jeg vil have det sort på hvidt, hvad vi kan forvente at få, hvis vi får den tredje Lillebæltsbro,« siger hun.
Spørgsmålet rammer direkte ind i hendes eget politiske ansvarsområde. Som udvalgsformand har hun bosætningen som opgave, og Fredericia har gennem flere år arbejdet målrettet på at tiltrække nye borgere. Den indsats kan efter hendes vurdering komme under pres, hvis en ny forbindelse kommer uden penge til at beskytte byen mod følgerne. »Hvis den skal komme, så skal der følge en hel masse penge med til andre foranstaltninger for en by som Fredericia. Ellers er vi lige pludselig ikke en attraktiv bosætningskommune mere, hvis støjniveauet stiger markant i forhold til i dag. Det er derfor, jeg mangler information, for vi hører ikke noget om, hvad der sker i komitéen,« siger Susanne Eilersen.
Komitéens arbejde fortsætter, og en eventuel forbindelse ligger under alle omstændigheder år ude i fremtiden.
BUSINESS. Hundene ved det, før de når døren. Ude på Algade strammer de linen, så snart facaden med de store bogstaver kommer i sigte, for inde bag disken vanker der en godbid, det har der gjort længe. Følger man efter dem ind, står man i en butik, der er blevet sort fra gulv til loft. Montrer med buet glas i lange rækker, marmor bag kassen, lysekroner i loftet og navnet Jonsén i guld på den mørke væg med årstallet 1897 nedenunder. På væggen ved kassen hænger vægurene side om side og går i hver sin takt, og et sted mellem dem står en lille gylden gravhund og en whiskyflaske formet som en anden. Der er en historie i begge dele, men den må vente, for Bent Van Vinter er i gang med en kunde, og det går forud for alt.
Året på væggen er ikke pynt. Forretningen blev grundlagt i 1897 af den svenske urmager Carl Jonsén, og selv om ingen i butikken i dag bærer navnet, følger det med som en forpligtelse. »Det giver en vis ydmyghed. Man skal leve op til grundlæggerens måde at drive forretning på, og det har man respekt for. Han var en af pionererne, når det gjaldt om at få ure ud til almindelige mennesker i Danmark,« fortæller Bent Van Vinter, og så kommer den detalje, han holder af at servere for gæsterne: »Ved du egentlig, hvor lang tid siden det er, armbåndsuret kom frem? Mange tror, at det altid har været der, men det kom faktisk først efter 1914. Før det gik man med lommeur. Så vi står altså her med en virksomhed, der blev grundlagt længe før. Det er sjovt at tænke på.«
Hans egen vej bag disken var, som han selv siger, tilfældig. Han blev spurgt, om han ville være med i en større produktionsvirksomhed, startede på værkstedet, blev sælger i Danmark og lidt i Norge og Sverige, siden indkøber med kontakt til Tyskland og England. Da muligheden for at købe en forretning opstod, slog han til og begyndte helt fra bunden. I en snes år drev han butik i Birkerød, undervejs også i Hvidovre, og da finanskrisen ramte for 17-18 år siden, og alting pludselig så mærkeligt ud, gjorde han og Annette det modsatte af at trække sig. »Når alle andre synes, at det hele er frygteligt, så er der en mulighed for at lægge sig i overhalingsbanen,« som han formulerer det.
Overhalingsbanen endte i Middelfart. Først i et lokale længere nede ad gaden, siden i det nuværende, og imens blev forretningen i Birkerød solgt. For Annette var det en hjemkomst, hun er barnefødt i byen. For Bent tog det lidt længere tid at finde takten i en by, hvor armbevægelserne er mindre end i Nordsjælland. Han købte en gammel Jeep at køre rundt i, og så faldt tingene på plads. »Nu er man ligesom blevet en del af samfundet. Vi er ikke så højtidelige. Vi er meget nede på jorden,« siger han.
Nede på jorden er også der, hvor butikkens selvforståelse bor. Generelt kalder de sig selv glade for at være lidt gammeldags, og spørger man Bent Van Vinter, hvad der ligger i det, handler det om noget bestemt. »Man må godt være lidt gammeldags i sin holdning og i den måde, man møder folk på. Når vi sælger en gave, kommer vi jo tit helt ind i folks følelser. Vi sælger ikke bare et armbånd eller en ring. Vi sælger en ring til en mand, der gerne vil vise sin udkårne, hvor forelsket han er. Det tror jeg faktisk ikke, der er ret mange brancher, der får lov til, og det skal man have stor respekt for,« bemærker han.
Det behøver ikke være de store lejligheder. Manden, der kommer ind en torsdag, fordi han er glad for at komme hjem til en god kone og synes, han må have noget med, er lige så velkommen som ham med de dybe følelser eller dem, der skal have hvilesmykker. Men fordi arbejdet foregår så tæt på folks inderste, følger der en diskretion med, som huset holder strengt. Laver butikken noget personligt til en kunde, en unik ting, en brillant skaffet hjem specielt, bliver der aldrig taget billeder, og ingen andre får det at se. »Man skal huske, at det er fortroligt. Det lyder måske lidt højtravende, men vi har faktisk en form for tavshedspligt,« forklarer Bent Van Vinter.
Stemningen i butikken er til gengæld ikke fortrolig, den kan enhver gå ind fra gaden og få del i. Selv har han et billede for den, hentet fra fjernsynets guldalder. »Vi plejer lidt for sjov at sige, at det her er Korsbæk på den gode måde. Korsbæk kan jo også være sladder og den slags, men det her er den gode udgave. Vi kender mange af vores kunder. Så kommer Vivi, så kommer Bitten, så kommer Grete med sin lille hund. Nogle gange kommer de bare ind for at få en snak. Vi ser dem ikke bare som kunder. De er gæster, og de er venner,« fortæller han.
Gaverne går da også begge veje over disken. En kunde er kommet med honning fra egne bier. En anden fik på sin ferie øje på en lille whiskyflaske formet som en gravhund, Jack Daniels i glas med logrende hale, og tænkte på butikken, hvor parrets to gravhunde hører til inventaret. Nu står den fremme ved kassen. »Det er da noget særligt, når folk tænker på én, selv når de er ude at rejse,« siger han og lader sætningen stå et øjeblik.
Som for at bevise pointen går døren op, og en stamkunde kommer ind. Hun skal have lavet ørestænger, der passer til sin ametystkæde, og Bent har allerede skaffet sten hjem fra et sliberi og lagt dem til side til den dag, hun kom forbi. Der bliver spurgt til hunden derhjemme, Leo hedder han, og snakket om farver, inden hun går igen.
Hun er en af dem, der kendte butikken længe før i sommer. For mange andre i byen begyndte historien først, da Algade 43 pludselig blev sort. Forvandlingen skyldes en beslutning, der blev truffet nytårsdag. Bent havde længe gået med tanken om at lave noget helt anderledes, den var opstået foran en film, hvor en flot guldsmedeforretning gled over lærredet, og fornuftige røster havde ment, at tiderne måske ikke var til det. Så han og Annette aftalte at vente med at tale om det til nytår. Den 1. januar faldt afgørelsen. »Så siger Annette til mig: ‘Jeg har set noget inventar.’ For hun vidste jo godt, hvad jeg ville. Jeg ville have noget, der var anderledes,« fortæller han.
Hun havde fundet det hos en udenlandsk virksomhed, viste ham billedet, og det var lige det. Parret opsporede firmaet, der havde produceret montrerne med det buede glas, fik dem fremstillet til Middelfart, og derfra gik det slag i slag med lys, lamper og farver. Lanceringen blev sin egen lille fortælling. Omkring 1. juni lagde butikken et opslag på Facebook om, at man havde taget en meget alvorlig beslutning, holdt en kunstpause, og fortalte så, at man lukkede, for derefter at afsløre forvandlingen. »Det gik fuldstændig amok, på den gode måde. Vi fik virkelig mange visninger,« griner Bent Van Vinter.
Bag det nye look ligger også en større bevægelse i selve forretningen. Butikken er de senere år gået målrettet mod egenproduktion, og i montrerne står i dag urmærket Jonsén 1897 med modeller som Classic og Submarine, alle med japanske værker og med butikkens grundlæggelsesår på skiven. »Vi har lavet en makeover med vores egne modeller, og nu har vi 33 af dem. Det er ure, vi selv producerer, fordi vi gerne vil have en kvalitet, der er lidt bedre end den, vi tit bliver tilbudt gennem de kendte mærker,« forklarer han.
Bag beslutningen ligger en irritation, der har bygget sig op gennem årene i faget. Som tidligere indkøber har han set, hvad der gemmer sig inde bag mange af de kendte navne, og regnestykket mellem pris og indhold er efter hans mening skredet. »Vi synes, der bliver betalt lidt for meget for navnet i forhold til, hvad man egentlig får.«
Med egne modeller bestemmer butikken selv, hvad der sidder i urene, og hvad de skal koste. Og det er samme tankegang, der gælder ved siden af urene, hvor det gamle håndværk med stenene lever videre. Fortiden i produktionsbranchen betyder, at Bent Van Vinter ved, hvor tingene skal skaffes, til kunden med ørestængerne er der hentet sten hjem fra et sliberi, lagt til side og klar, og han fortæller gerne om en af de mere specielle ting, der er gået gennem huset, en såkaldt treated brillant, en diamant, der er bestrålet, så den kan skifte farve. »Det er der ikke ret mange, der laver. Men det er den slags, vi gerne vil arbejde med. Vi synes jo, det er sjovt,« siger han.
Sådan hænger det sammen i Algade 43. Ure, der har gået siden før armbåndsurets tid, en butik, der blev sort på et nytårsforsæt, og en dør, der går op hele dagen, for Vivi, for Bitten, for Grete med den lille hund, og for alle hundene, der har lært, hvor godbidderne bor.
