Den 25-årige kvinde, som forleden var involveret i et solouheld på motorvejen ved Kolding, kom alvorligt til skade i ulykken. Det oplyser kvindens familie i en henvendelse til redaktionen.
Uheldet fandt sted fredag formiddag, hvor Sydøstjyllands Politi i døgnrapporten oplyste, at der umiddelbart ikke var personskade i forbindelse med hændelsen. På baggrund af nye oplysninger fra familien står det nu klart, at kvinden pådrog sig alvorlige skader.
Ifølge familien er den 25-årige kvinde indlagt på Odense Universitetshospital. Hun har brækket ryggen, fået en knust ryghvirvel samt beskadigede ledbånd og afventer operation.
Redaktionen har tidligere omtalt uheldet på baggrund af politiets døgnrapport. Familien har ønsket, at de nye oplysninger bringes som en selvstændig opfølgende artikel.
Sydøstjyllands Politi har tidligere oplyst, at der ikke var mistanke om spiritus, narkotika eller anden kriminalitet i forbindelse med ulykken.
POLITIK. Regeringens udvidelse af ordningen om straksudsendelse af kriminelle udlændinge har allerede haft mærkbar effekt. Siden udvidelsen trådte i kraft den 15. juni 2025 er 25 kriminelle udlændinge blevet sendt ud af landet, selv om de tidligere ikke ville have været omfattet af ordningen.
Ordningen med straksudsendelse blev indført i 2021 og betyder, at afsoningen af en fængselsstraf kan afbrydes permanent, hvis den dømte i stedet udsendes af Danmark. Afbrydelsen sker først, når udsendelsen med sikkerhed er gennemført. Hvis det ikke lykkes at udsende personen, bliver vedkommende returneret til fængslet for at fortsætte afsoningen.
Siden 2021 er omkring 540 udlændinge blevet udsendt direkte fra fængslet som følge af ordningen. De 25 udsendelser efter juni 2025 skyldes den politiske beslutning om at udvide reglerne, så de nu også omfatter udlændinge, der er idømt en ubetinget fængselsstraf på op til ét år. Tidligere var grænsen kortere fængselsstraffe.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtrykker tilfredshed med udviklingen og siger »Ordningen fungerede rigtig godt, og derfor udvidede vi den. Og nu kan vi se, at endnu flere kriminelle udlændinge bliver sendt hurtigt ud af landet. Det kan alle være glade for. Det er bare endnu et eksempel på, at Danmark for tiden er europamestre i hjemrejsepolitik.«
Tallene viser en stigende brug af straksudsendelser år for år. I 2021 blev 68 personer udsendt, mens tallet i 2024 var steget til 112. I 2025 er der frem til 19. november registreret 193 straksudsendelser.
Muligheden for strafafbrydelse kan dog ikke anvendes i alle sager. Hensynet til retshåndhævelsen eller særlige omstændigheder kan tale imod, blandt andet hvis den dømte er involveret i bandekriminalitet, seksualforbrydelser eller skal vidne i en anden straffesag.
Ordningen administreres af Hjemrejsestyrelsen i samarbejde med politi og anklagemyndighed og er en del af hjemrejseloven, der trådte i kraft den 1. juni 2021.
REGIONEN. Ved årsskiftet træder en ny organisering af psykiatrien i kraft i Region Syddanmark. Her bliver det psykiatriske område organisatorisk integreret og ligestillet med resten af sundhedsvæsenet, så psykisk og fysisk sygdom fremover skal ses og behandles i tættere sammenhæng.
Ændringen er en del af sundhedsstrukturreformen og markerer et opgør med den hidtidige opdeling mellem psykiatri og somatik. Målet er større lighed i sundhed og mere sammenhængende patientforløb, hvor patienter mødes med en samlet indsats på tværs af fagområder.
Med den nye organisering indføres der fælles ledelse på sygehusniveau i Region Syddanmark. Det betyder, at den daglige ledelse på sygehusene får ansvar for både psykiatriske og somatiske udredninger og behandlinger. Ifølge regionen skal det skabe bedre rammer for fælles arbejdsgange, tværfaglige teams og mere smidige overgange mellem specialer, samtidig med at psykiatriens særlige faglighed fastholdes og styrkes.
Samtidig fastholder regionsrådet det overordnede politiske ansvar for psykiatrien. Herfra skal rammerne fastlægges, ressourcerne prioriteres og udviklingen følges tæt, så reformen bidrager til at løfte psykiatrien i tråd med de politiske mål.
Regionsrådsformand Bo Libergren fremhæver, at reformen skal gøre op med en hverdag, hvor psykisk og fysisk sygdom ofte behandles adskilt.
»Mange patienter oplever i dag, at deres psykiske og fysiske sygdom behandles hver for sig. Målet er, at vi med reformen får gjort op med det, så sundhedspersonalet får integreret behandlingen af psykisk og fysisk sygdom, når patienten træder ind på sygehuset. Nu går vi i gang med denne opgave, og så håber jeg vi hurtigt når hen til et sted, hvor sygdom ses i sammenhæng,« siger Bo Libergren.
Sundhedsstrukturreformen supplerer regeringens 10-årsplan for psykiatrien, som danner grundlag for et langsigtet løft af området. Mens 10-årsplanen skal sikre stabile rammer og højere kvalitet, skal reformen skabe de organisatoriske forudsætninger for mere sammenhængende behandling og et stærkere fokus på psykiatrien i hele sundhedsvæsenet.
I Region Syddanmark hænger ændringerne også sammen med regionens psykiatriplan for 2026-2032, som indeholder konkrete tiltag for tidligere og bedre behandling, tættere samarbejde på tværs af sektorer samt øget inddragelse af patienter, pårørende og personale.
For patienterne betyder den nye organisering dog ingen ændringer i hverdagen, når reformen træder i kraft den 1. januar 2026. De skal fortsat møde op til de tider og steder, de allerede er indkaldt til.
DSB melder om systemtekniske fejl og aflyser regionaltog på flere centrale strækninger. Mellem Odense og Fredericia erstattes togene af togbusser, mens passagerer mellem Aarhus og Fredericia må finde alternative tog. Aflysningerne fortsætter søndag.
Der er togrod og togbusser i sigte for rejsende på tværs af Fyn og Trekantområdet denne weekend. DSB har aflyst en lang række regionaltog som følge af systemtekniske fejl – og indsætter i stedet togbusser på flere strækninger.
Mest markant er situationen mellem Odense og Fredericia, hvor der hverken lørdag eller søndag kører regionaltog.
I stedet må passagererne finde plads i togbusser, der kører med fast interval det meste af døgnet.
Togbusser på Vestfyn
Mellem Odense og Fredericia kører togbusser begge dage:
Afgange fra Odense kl. 06:35, 08:35, 10:35, 12:35, 14:35, 16:35, 18:35, 20:35, 22:35 og 00:35, som stopper ved alle stationer. Dog kører 00:35-bussen ikke natten efter søndag.
Afgange kl. 05:40, 07:40, 09:40, 11:40, 13:40, 15:40, 17:40, 19:40, 21:40 og 23:40, som springer Holmstrup, Skalbjerg, Bred og Kauslunde over.
Fra Fredericia gælder tilsvarende mønster – enten med stop ved alle stationer eller med spring over de mindre stationer på Vestfyn.
Også problemer nordpå
Som om det ikke var nok, er der også fuldt stop for regionaltog mellem Aarhus H, Skanderborg og Fredericia både lørdag og søndag.
Her henviser DSB passagererne til InterCity- og InterCityLyntog:
InterCitytog fra Aarhus og Skanderborg mod Fredericia stopper ekstra i Hedensted.
InterCityLyntog fra Fredericia mod Aarhus H stopper også ekstra i Hedensted.
Derudover kører der togbusser mellem Fredericia og Vejle med stop i Brejning og Børkop.
Søndag: Alle regionaltog aflyst
Søndag bliver problemerne endnu større. Her er samtlige regionaltog mellem Odense og Fredericia aflyst hele dagen. Forklaringen er fortsat systemtekniske fejl, oplyser DSB.
InterCity- og InterCityLyntog kører dog efter planen og er ikke berørt af aflysningerne.
DSB opfordrer rejsende til at tjekke rejseplanen inden afgang og forvente længere rejsetid – og en noget mere besværlig tur end normalt.
Skal en pensionist have lommeregner og revisor for at gå til yoga, så har vi forvekslet velfærd med regneark.
En dom i en tysk sag om golf (Dom C-488/18 – Golfclub Schloss Igling eV) har medført, at danske sanglærere, yogainstruktører, keramikværksteder og danseskoler skal momsregistreres, det ikke en teknisk detalje. Det er EU-ret, der styrer dansk praksis på et område, som rammer bredt i hverdagen – og især rammer de små.
Danmark har afgivet mere kontrol over sin egen skatte- og afgiftspraksis, end de fleste borgere er blevet reelt oplyst om. EU siger formelt, at der “kun” harmoniseres indirekte skatter som moms – men i praksis ender EU-Domstolen med at afgøre, hvad Danmark må fritage og hvad der skal pålægges moms, uanset danske politiske ønsker.
Det groteske er, det rammer dem, vi burde klappe af: de ældre, der faktisk holder sig mobile og i gang. Seniorer der går til motion, yoga, dans eller sang – ikke for at blive Instagram-fit, men for at kunne klare hverdagen, undgå fald, bevare styrke, hjerne og balance og i sidste ende spare samfundet for dyr pleje og indlæggelser.
Hvad får de ældre som tak? Prisstigning og ny regeljungle.
Først laver systemet incitamenter for forebyggelse og “aktiv aldring” – og bagefter beskatter og besværliggør man netop de aktiviteter, der holder folk selvhjulpne.
De centrale EU-domme kom allerede i 2019, men først nu – i 2026 – rammer ændringerne for alvor. En implementering, der er ekstremt detaljeret, administrativt tung, og med konsekvenser, som små aktører næppe kan bære.
I stedet for en enkel model, forsøges at købe politisk ro ved at kaste et nyt fradrag efter borgerne. Her rammer det ældre igen: Hvis gevinsten ved et fradrag eller en “kompensationsordning” bliver ædt op af ekstra bøvl, ny dokumentation og behov for rådgivning, så er vi tilbage ved klassikeren: administrativ hat og briller – og nul forbedring i hverdagen.
Små udbydere fanget mellem moms og GDPR når man placerer et urimeligt ansvar hos de mindste udbydere: sanglæreren, yogainstruktøren, danseskolen, keramikholdet. De skal fremover skelne mellem under/over 30 år, vurdere “erhvervsmæssigt formål”, lægge moms på noget, – men ikke andet – og nogle steder også navigere i lønsumsafgift.
For at gøre det “rigtigt” skal de dokumentere kundernes alder og status. Hvordan gør man det uden at komme på kant med GDPR? Skal man kræve billed-id? Registrere fødselsdato? Opbevare dokumentation? GDPR siger dataminimering – momssystemet siger “dokumentér”. Det ender i et krydspres mellem to regelsæt, hvor den ene lov kræver mere, mens den anden begrænser, hvad man må indsamle. Opstår en fejl, er det ikke Bruxelles, der får bøden. Det er den lokale ildsjæl med en enkeltmandsvirksomhed.
Når reglerne bliver så komplekse, at myndighederne må lave guides og webinarer for at forklare, hvordan almindelige mennesker ikke begår fejl, så har vi et demokratisk problem. Et skattesystem bør være til at forstå og kontrollere. Her er vi endt med et minefelt af EU-domme, danske styresignaler og GDPR-regler – og en regning, der lander hos borgere og små virksomheder.
Danmark burde insistere på en langt simplere linje: mindre overimplementering, mere national selvbestemmelse – og regler, der gør det let at gøre det rigtige.
Vi kan spørge os selv, hvorfor nogle mennesker udvikler kunstig intelligens også kaldet AI (Artificial Intelligence). Argumentet er først og fremmest, AI er udviklet til at hjælpe os til hurtigere viden ved søgning især på Internet. Og det fungerer. Vi får hurtigt svar. Hov! Er svaret rigtigt?
Især det seneste årstid har vi oplevet fra Øst såvel som fra Vest, at fordrejninger af sandheden forsøges gennem en fortælling til at overbevise befolkninger om noget, der er til ledernes fordel, selv om det vides, at fortællingen er forkert. Hvis man også forsøger at fjerne den reelle information for befolkningen, så vil mange tro på fortællingen.
USA går endda så langt, at de vil straffe Europa, der klargør for USA gennem bod, at vi ikke vil finde os i det. Men USA bliver knotten, fordi vi ikke vil forledes/forføres.
I første omgang medfører Europas afvisning, at IT og AI producenterne mister anseelse og penge. Vi må ikke gøre opmærksomt på, at vi ikke vil finde os i falskhed og fordrejninger.
Hvis vi graver os ind bagved fordrejningerne kan målsætningen hermed meget vel tænkes at være tilegnelsen af endnu større økonomiske ressourcer og endnu større magt, hvilket vi også ser fra Øst, hvor fordrejninger ligeledes anvendes til at forvirre begreberne. Således vil man Øst såvel som fra Vest fiske i forvirringen.
Desværre er det sådan, at de algoritmer man lægger ind i AI udmærket kan øge forvirringen og uklarheden til AI-udviklernes egen fordel og interesse.
Når AI i første omgang søger på internettet for rigtige oplysninger, så kan ønskede fejl såvel som tilfældige fejl får indflydelse på resultatet, hvilket vi som brugere skal tage højde for ved kontrol. Hvis fejlene gemmes som rigtige oplysninger, så bliver alt mere og mere flydende og uklart på Internet, hvorved mere og mere muligvis fordrejes i retning af oligarkernes og magthavernes interesse, hvilket sker uden vores viden og mulige indflydelse. Det er måske en af grundene til, at USA bliver knotten, når vi protesterer.
Vi er nu tvunget til at træne vore børn og unge i at søge oplysninger der, hvor de er reelle. Det kan vi så længe de reelle informationer findes. Samtidig skal vi alle være bevidste om problemstillingen!
Vi kan hermed ønske os selv og andre til lykke med den fagre nye verden, hvor vi ikke kan anvende billeddokumentation eller tekstdokumentation. Var det det, vi så? Eller var det noget andet?
En ny analyse fra CEPOS peger på store forskelle i effektiviteten i den kommunale ældrepleje. I Fredericia Kommune viser tallene, at der er et betydeligt potentiale for at levere bedre ældrepleje for de samme penge – enten i form af højere kvalitet eller færre udgifter.
Fredericia Kommune kan levere mere ældrepleje, end man gør i dag, uden at tilføre området flere penge. Det fremgår af en ny omfattende analyse fra CEPOS, som har kortlagt produktiviteten i ældreplejen i 94 danske kommuner på baggrund af data fra 2023 og 2024.
Analysen viser, at der på landsplan er et forbedringspotentiale på mellem 2,6 og 4,6 milliarder kroner, hvis kommunerne når op på niveau med de mest effektive sammenlignelige kommuner. For Fredericia betyder det konkret, at kommunen ifølge CEPOS kan forbedre sin ældrepleje mærkbart – enten ved at frigøre midler eller ved at levere mere pleje og højere kvalitet for de samme ressourcer.
Ifølge analysen har Fredericia en inputorienteret produktivitetsscore på 0,91. Det placerer kommunen blandt de mindre effektive kommuner, når udgifter holdes op imod leverede ydelser. I kroner og øre svarer det til et beregnet besparelses- og forbedringspotentiale på omkring 47 millioner kroner, hvis Fredericia nåede op på niveau med de mest effektive sammenlignelige kommuner.
CEPOS understreger, at tallene ikke er et udtryk for, at der leveres dårlig ældrepleje, men for at ressourcerne ikke udnyttes optimalt.
»Vi kan se, at nogle kommuner er i stand til at levere meget bedre ældrepleje for pengene end andre. Det viser, at der er et betydeligt forbedringspotentiale, som i dag ikke bliver udnyttet,« siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Samtidig viser analysen, at Fredericia på den outputorienterede produktivitet ligger tættere på gennemsnittet. Det betyder, at kommunen – målt på mængden af pleje og kvalitet – ikke er blandt de dårligste, men at der stadig er rum for forbedringer, hvis ressourcerne blev anvendt mere effektivt.
Konkret peger CEPOS på, at Fredericia kan lade sig inspirere af kommuner som Frederikshavn, Vesthimmerland og Langeland, som i analysen fungerer som referencekommuner. Det er kommuner, der enten leverer flere ydelser for de samme penge eller opnår højere kvalitet, blandt andet målt på færre forebyggelige indlæggelser blandt ældre.
Netop forebyggelige indlæggelser er et centralt pejlemærke i analysen. Her viser CEPOS, at Fredericia har et potentiale for at reducere antallet af indlæggelser blandt ældre borgere, hvis plejen organiseres mere effektivt. Det kan både give bedre livskvalitet for de ældre og aflaste sygehusvæsenet.
Analysen kommer på et tidspunkt, hvor ældreplejen er under pres i hele landet. Antallet af ældre vokser markant de kommende år, samtidig med at flere alvorlige sager om omsorgssvigt har sat fokus på kvaliteten af plejen. CEPOS’ pointe er, at udfordringen ikke nødvendigvis handler om flere penge, men om bedre styring.
»Det her handler ikke om at spare på de ældre. Tværtimod viser analysen, at kommuner, der bruger ressourcerne bedst, også har mere tilfredse borgere,« siger Karsten Bo Larsen.
For Fredericia rejser analysen et politisk spørgsmål om prioriteringer og organisering. Enten kan kommunen vælge at bruge det beregnede potentiale til at frigøre midler til andre velfærdsområder – eller også kan gevinsten investeres direkte i ældreplejen i form af mere tid, bedre normeringer eller højere kvalitet.
CEPOS fremhæver, at kommunerne har meget forskellige forudsætninger, og at analysen tager højde for forskelle i alder, sundhed og socioøkonomi blandt borgerne. Derfor er Fredericia kun sammenlignet med kommuner med nogenlunde samme vilkår.
Konklusionen er dog klar: Fredericia har – ligesom mange andre kommuner – et uforløst potentiale i ældreplejen. Ikke ved at skrue op for budgettet, men ved at bruge de eksisterende midler klogere.
Store forskelle i effektiviteten betyder, at danske kommuner kan levere markant bedre ældrepleje for de samme penge. En ny analyse fra CEPOS viser et nationalt forbedringspotentiale på op til 4,6 milliarder kroner – samtidig med at kvaliteten kan løftes, ikke sænkes.
Der er et stort, uforløst potentiale i den kommunale ældrepleje. Ikke ved at tilføre flere penge, men ved at bruge de eksisterende midler bedre. Det er hovedkonklusionen i en ny omfattende analyse fra CEPOS, som har gennemgået kommunernes ressourceanvendelse på ældreområdet.
Ifølge analysen kan de mindst effektive kommuner levere mellem 20 og 30 procent mere ældrepleje for de samme penge, hvis de når op på niveau med de mest effektive sammenlignelige kommuner. Samlet set svarer det til et nationalt potentiale på mellem 2,6 og 4,6 milliarder kroner – uden at serviceniveauet forringes.
»Havde mange af kommunerne været private virksomheder, så var de blevet lukket. Forskellene i, hvor meget ældrepleje kommunerne får for pengene, er ganske enkelt for store,« siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Analysen, der dækker årene 2023 og 2024, viser samtidig, at effektivitet og kvalitet ikke står i modsætning til hinanden. Tværtimod.
Kommuner, der leverer mest ældrepleje for pengene, har også en signifikant højere tilfredshed blandt brugerne af ældreplejen. Det gælder både hjemmehjælp, plejehjem og hjemmesygepleje.
»Det er en vigtig pointe, at det her ikke bare handler om at spare på de ældre. Tværtimod viser analysen, at kommuner, der bruger ressourcerne bedst, også har mere tilfredse borgere,« siger Karsten Bo Larsen.
Milliarder i potentiale CEPOS-analysen måler kommunernes produktivitet ved at sammenholde udgifter til ældrepleje med konkrete ydelser som plejehjemspladser, hjemmehjælp, hjemmesygepleje og forebyggelige indlæggelser. Der er taget højde for forskelle i kommunernes befolkningssammensætning og de ældres plejebehov gennem detaljerede individdata fra Danmarks Statistik.
Resultatet er markante forskelle kommunerne imellem. På landsplan vurderes det, at kommunerne i gennemsnit kan reducere udgifterne med 4,6 til 8,3 procent – uden at levere mindre ældrepleje. Alternativt kan kommunerne vælge at bruge effektiviseringsgevinsten på at forbedre kvaliteten.
Ifølge analysen kunne man eksempelvis reducere antallet af forebyggelige indlæggelser blandt ældre med omkring 6.900 årligt, hvis kommunerne udnyttede potentialet fuldt ud.
»Vi kan se, at nogle kommuner er i stand til at levere meget bedre ældrepleje for pengene end andre. Det viser, at der er et betydeligt forbedringspotentiale, som i dag ikke bliver udnyttet,« siger Karsten Bo Larsen.
Aktuel debat om ældreplejen Analysen udkommer i en periode, hvor ældreplejen er under massivt pres. Antallet af ældre stiger markant de kommende år, og samtidig har flere alvorlige sager om omsorgssvigt – blandt andet på københavnske plejehjem – sat fokus på kvaliteten i plejen.
Ifølge CEPOS peger tallene på, at udfordringerne ikke alene handler om mangel på penge, men også om, hvordan pengene anvendes.
Særligt vestjyske og fynske kommuner klarer sig generelt bedre i analysen, mens flere kommuner i hovedstadsområdet og Nordsjælland ligger i den tunge ende, når effektiviteten måles. Det understreger, at forskellene ikke er tilfældige, men strukturelle.
Fem kommuner – Frederikshavn, Vesthimmerland, Herning, Randers og Lejre – fremstår som de hyppigste referencekommuner, som andre kan hente inspiration fra. Omvendt er der kommuner, hvor potentialet for forbedringer er markant større.
Ikke et spareprojekt CEPOS understreger, at analysen ikke skal bruges som en spareøvelse, men som et styringsværktøj. Enten kan kommunerne frigøre midler til andre velfærdsområder – eller også kan de geninvestere effektiviseringsgevinsten direkte i ældreplejen.
»Det afgørende er, at det her handler om at få mere velfærd for pengene. Ikke mindre,« siger Karsten Bo Larsen.
I de kommende artikler dykker vi ned i tallene for de enkelte kommuner og ser nærmere på, hvordan netop din kommune klarer sig i den nye CEPOS-analyse – og hvor stort potentialet er lokalt.
På Ullerup Bæk Skolen mærker lærer Line Illum et skoleliv, hvor kravene til eleverne begynder tidligt, og hvor resultater og målinger fylder mere end for ti år siden. Hun advarer mod, at fokus på karakterer og præstationer kan skubbe både lærelyst og den store elevgruppe uden særlige udfordringer i baggrunden, mens lærernes tid ædes af møder og komplekse sager. Hun efterlyser mere tid til faglig udvikling, stærkere samarbejde og kortere afstand mellem dem, der beslutter, og dem, der står i klassen.
Når Line Illum taler om hverdagen som lærer, starter hun ikke med de store systemforklaringer. Hun starter med eleverne. Med 7.-klasserne, der allerede tidligt får at vide, at de skal kunne meget, og at vejen mod et godt resultat er lang. Med unge mennesker, der lever i et skoleliv, hvor det at blive målt ikke bare er noget, der sker til sidst, men noget, der ligger som en understrøm fra begyndelsen af udskolingen.
»Den største udfordring er, at vi ofte bliver mødt med, at eleverne skal kunne en hel masse ting,« siger hun. Hun underviser i udskolingen, og hun oplever, at forventningerne flytter sig fremad i tid. At samtalen om afslutningen begynder før, man egentlig er begyndt.
»Meget tidligt allerede i 7. klasse, der begyndte vi at snakke om, du skal snart til afgangsprøve.«
Hun siger det uden dramatisering, men med den ro, man får af at have set udviklingen over flere år. For hendes pointe er ikke, at eleverne ikke skal lære. Hendes pointe er, at rammen omkring læringen er blevet mere præget af præstation og måling, og at det påvirker både elever og voksne.
»Der bliver mere og mere fokus på karaktergennemsnittet og præstationer, hvis jeg ser tilbage for ti år siden,« siger hun. »Det kan være en udfordring både for de unge mennesker, men også for os medarbejdere.«
Skuffelsen som grundtone Hun beskriver en skolehverdag, hvor eleverne ofte ikke kan leve op til deres egne krav. Ikke nødvendigvis fordi de ikke arbejder, men fordi forventningerne er høje og konstante. Og når man bliver skuffet tidligt og gentagne gange, sætter det sig.
»De bliver skuffede over deres resultat,« siger hun. Og hun peger på en bredere kultur, hvor det ikke er legitimt at fejle og lære af det.
»Vi er jo heller ikke et samfund, hvor det er okay at fejle og lære af sine fejl. Det påvirker elevernes syn på dem selv.«
Når man taler om folkeskolen, bliver debatten ofte et spørgsmål om enten trivsel eller faglighed, som om det ene står i vejen for det andet. Line Illum vender det om. For hende hænger det sammen på en mere jordnær måde: Når elever oplever, at de mestrer noget, trives de også. Det er ikke en teori, men en erfaring fra klassen.
Derfor fortæller hun også om et arbejde, lærerne i Fredericias udskolinger satte i gang for år tilbage, da diskussionen om »elevløft« fyldte meget. Det førte til en mere systematisk tilgang, især i matematik, hvor lærerne begyndte at følge elevernes udvikling tæt og målrettet.
»I matematik blev det meget systematisk. Alle matematiklærere førte elevernes resultater ind i nogle skemaer, så man målrettet kunne følge elevernes resultater,« siger hun.
Det kan lyde som endnu mere måling. Men hos hende er pointen en anden: Det systematiske arbejde gav mulighed for at flytte fokus fra dommen til processen.
»Det gjorde også, at vi ikke fokuserede så meget på resultat, men mere på proces.«
Proces før resultat Hun beskriver, hvordan de samme tanker også har bredt sig til dansk, hvor lærerne på skolen har udviklet egne skemaer, blandt andet til retsskrivning. Ikke for at rangere eleverne, men for at kunne se, hvad der faktisk virker, og hvor undervisningen skal sættes ind.
Eksemplet er konkret: Hvis klassen arbejder med komma, kan man efter en periode teste og se, om eleverne faktisk har lært det. Men når fokus flytter sig til en anden opgavetype, flytter elevernes opmærksomhed sig også, og så glider noget af det lærte ud.
»Det siger meget godt det der med, at børn i dag skal kunne rigtig mange ting,« siger hun. Hun peger på, at forventninger ofte ligger som et usynligt pensum: Når man starter i 7. klasse, forventes det, at man allerede kan en række ting, som mange ikke har lært endnu. Så skal de både lære indholdet og lære at være i en konstant læringsproces, hvor de hele tiden føler sig bagud.
Hun bliver spurgt direkte, om man taber børn på gulvet i et målesamfund. Hun svarer kort.
»Ja, det gør man. Og særligt dem, der har meget svært ved det.«
Men hun nægter også at acceptere, at karakterer skal være det eneste, der definerer en elevs værd. Hun taler om de elever, der brillerer i praktisk-musiske fag, og om nødvendigheden af at forstå faglighed bredere end dansk og matematik.
»Det er jo lige så vigtigt,« siger hun.
Ressourcer og redskaber Debatten om folkeskolen ender ofte i spørgsmålet om ressourcer. Line Illum siger ikke nej til flere ressourcer. Men hun insisterer på, at diskussionen bliver for flad, hvis den kun handler om penge. Der ligger også et stort arbejde i, hvordan man organiserer fagligheden, og hvordan lærere hjælper hinanden med at løse en kompleks opgave.
På Ullerup Bæk Skolen beskriver hun stærke fagudvalg, kolleger der »nørder« deres fag, og fælles årsplaner i mange fag. Det gør det muligt at dele erfaringer og metoder på tværs, så den enkelte lærer ikke står alene med en værktøjskasse, der kan føles uendelig – især hvis man er ny.
»Videndeling er afgørende, fordi ellers har læreren bare en værktøjskasse, der er så bred. Og særligt hvis man er ny og ikke så erfaren, så er det virkelig svært at vide, hvor man skal starte og stoppe,« siger hun.
Hun fremhæver samarbejdet som en nøgle, men hun siger også, hvad det kræver: tid. Tid til at mødes, tid til at drøfte undervisning, tid til at udvikle faglighed. Og den tid bliver, som hun ser det, presset.
»Det der fylder ofte, er ikke nødvendigvis undervisningen og forberedelsen. Det er alt det andet, man også skal,« siger hun. »Undervisningen og forberedelsen burde være det allervigtigste.«
Hun nævner et privilegeret eksempel fra en tidligere klasse, hvor hun havde en kollega med i alle dansktimer, fordi der var børn med krav på støtte.
»Det var meget privilegeret, fordi det udviklede os begge to, og eleverne oplevede sjældent, at de ikke fik hjælp.«
Det er en erfaring, der peger i retning af co-teaching, men også i retning af noget mere grundlæggende: Flere voksne i rummet er vigtigt, men lige så vigtigt er lærernes faglige redskaber og mulighed for at sparre.
Kerneopgaven drukner i møder Hun siger, at lærerrollen har flyttet sig de seneste ti år. Ikke nødvendigvis i intention, men i praksis. Der er kommet pejlemærker og rammer, som skolerne skal navigere indenfor, og der er blevet skåret ned i antallet af fokusområder. Det er i sig selv positivt, siger hun. Men hun oplever stadig, at store dele af arbejdstiden fyldes af møder, og at det skaber uklarhed om, hvad kerneopgaven egentlig er.
»Vi har nogle politikere, der siger, det er kerneopgaven,« siger hun. »Men stadigvæk oplever vi, at meget af vores arbejdstid bliver fyldt med møder.«
Møderne handler ikke kun om interne forhold. De handler også om samarbejde med andre fagpersoner, fordi flere elever har komplekse problemstillinger. Og hun peger på en konsekvens, der går igen i serien: Når enkelte elever kræver mange ressourcer, kan det gå ud over den store gruppe, der ikke råber højt.
Hun bliver spurgt, om der er risiko for, at elever med mange udfordringer tager så meget opmærksomhed, at resten overses. Hun svarer uden omsvøb.
»Jo. Det er der.«
Og hun gør det tydeligt, at det ikke kun handler om uro i undervisningen. Det kan også handle om elever med svære familievilkår, hvor der følger en kæde af møder med psykolog, forældre, forvaltning og andre samarbejdspartnere. Det tager tid. Tid, der ofte findes ved at tage den fra forberedelsen, fra faglig udvikling eller fra den ro, der ellers kunne give kvalitet.
»Så på den måde bliver arbejdstiden fyldt ud,« siger hun.
Frygten for nye eksperimenter Hvis der er en træthed i hendes stemme, kommer den især frem, når samtalen falder på det næste, der kan komme. Nye bølger, nye trends, nye begreber.
»Ja, rigtig meget,« siger hun, da hun bliver spurgt, om hun er bekymret for nye eksperimenter.
Hun beskriver et skoleliv, hvor strømninger i samfundet hurtigt kan blive til nye krav i skolen. Børnesyn, individualisering, praksisnærhed, fremtidens kompetencer. Der er elementer, hun kan se meningen i. Skolen skal ikke tilbage til en sort skole, siger hun. Men hun advarer mod, at man skifter ingredienserne i opskriften hele tiden og forventer, at resultatet bliver bedre af den grund.
Hun siger også noget, som i virkeligheden ligger under hele interviewet: Folkeskolen har et formål om at danne demokratiske borgere. Det kræver, at elever lærer at tage hensyn til andre og være en del af et fællesskab. Hvis børnesynet bliver så individualiseret, at alt handler om den enkeltes behov og ret, bliver det svært at løfte den opgave.
Skolen som livskompetence Når hun taler om, hvad der i sidste ende er vigtigst ved at gå i skole, trækker hun perspektivet ud af prøver, skemaer og debatter og over i det, hun ser som skolens egentlige mål.
»Det vigtigste er jo, at de kan tage ansvar for deres eget liv,« siger hun. At de får kompetencer, der gør, at de kan vælge, når de kommer ud. At de får noget både fagligt, socialt og personligt.
»De skal jo lære hele livet.«
Hun er glad for, at uddannelsesparathedsvurderingen er afskaffet. Hun stiller spørgsmål ved, om man overhovedet kan sætte et stempel på børn så tidligt. Samtidig er hun kritisk over for den måde, samfundets behov kan blive trukket ned i skolen som forventninger til eleverne: Nu mangler vi håndværkere, så nu skal skolen være praksisnær, og så indfører man valgfag, der igen bliver gjort teoretiske og prøvestyrede.
»Hvorfor skal det overhovedet være en prøve?« spørger hun.
Forældrene og roen Et af de steder, hun oplever en kommende kamp, handler om forældrenes rolle. Hun siger, at lærere ikke kan bære ansvaret alene for at få et barn igennem 9. klasse. Forældrene skal hjælpe med det mest basale: at barnet kommer i skole, får sovet, er klar.
»Det er ikke kun vores ansvar,« siger hun.
Hun peger også på, at skolen ikke altid er god nok til at inddrage forældre i, hvad der faktisk arbejdes med. Hun efterlyser, at forældre i højere grad får viden, så de kan tale med deres børn om fagene ved middagsbordet. Men hun siger også det, mange ved: at middagsbordet ikke længere er et fast sted i alle familier.
Mere dialog, kortere afstand Da hun til sidst bliver bedt om at pege på, hvad hun ville ændre, hvis hun kunne bestemme, vender hun tilbage til noget, der går igen i flere lærerfortællinger: afstanden.
Hun ønsker kortere vej mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der arbejder med eleverne. Mere dialog. Mere plads til, at initiativer opstår nedefra og får lov at vokse, før de bliver til krav ovenfra. Hun fortæller om et besøg, hvor læringskonsulenter bad lærerne indrette et lokale uden at tænke økonomi, og hvordan de hentede møbler og lavede forskellige rum i klassen. Eksperimentet var ikke et projekt, der blev trukket ned over dem, men noget, de selv kunne forme.
»Hvis det er os nedefra, der beslutter, så virker det meget bedre,« siger hun.
Hun siger det med en enkelhed, der rammer seriens kerne: Skolen bliver bedst, når den drives tæt på klasseværelset. Men klasseværelset kan ikke bære hele systemet alene. Hvis kravene fortsætter med at vokse, hvis målingerne bliver ved med at dominere, og hvis lærernes tid fortsat forsvinder i møder og processer, så bliver det, hun beskriver, ikke bare en udfordring for de mest sårbare elever. Det bliver en udfordring for den store gruppe, der ellers passer ind, og som netop derfor risikerer at blive overset.
Og for Line Illum er det måske den mest præcise definition på det pres, hun oplever: at skolen på én gang skal mere, måles mere, forklare mere og rumme mere, mens den samme undervisning stadig skal lykkes i et lokale fyldt med unge mennesker, der allerede i 7. klasse har lært, at deres fremtid kan regnes ud i et gennemsnit.
Danmarks Meteorologiske Institut har fredag den 26. december udsendt varsel om tæt tåge eller tæt rimtåge, som blandt andet omfatter Fredericia og Middelfart.
Varslet dækker Nord- og Østjylland, dele af Vestjylland, Fyn samt Vestsjælland. I de berørte områder kan sigtbarheden flere steder komme under 100 meter, hvilket er kriteriet for tæt tåge. I resten af landet kan der også forekomme tåge, men her forventes sigtbarheden ikke at komme under grænsen for varsel.
Varslet gælder frem til kl. 06.00 lørdag morgen.
Ifølge DMI skyldes situationen, at fugtig luft ligger over Danmark, og kombineret med svag vind og mange steder skyfrit vejr giver det gode betingelser for, at tåge kan dannes og blive tæt.
Lokalt kan temperaturen komme under frysepunktet, hvilket betyder, at tågen kan udvikle sig til rimtåge. Rimtåge kan afsætte rim på kolde overflader og dermed skabe rimglatte veje, særligt i morgentimerne.
Den vagtgående meteorolog Henning Gisselø oplyser, at trafikanter bør være opmærksomme på meget nedsat sigtbarhed og risiko for glatte vejstrækninger.
