Jeg mødte Kristian Bendix Drejer for første gang i 2015. Det var til optagelserne af et afsnit til en erhvervsserie, kaldet, Budskabet. Han var nyligt tiltrådt som erhvervsdirektør i en organisation, der endnu ikke rigtig eksisterede. Der var ingen telefon, intet kontor, kun en vision og et mandat. Alligevel sad han der og forklarede, hvad han ville med Fredericia, som om han allerede vidste, hvordan det endte.
Det gjorde han ikke. Men han vidste, hvad det krævede.
Jeg husker, at jeg efter optagelserne sad tilbage med en fornemmelse af at have mødt en mand, der ikke var interesseret i at imponere. Han var interesseret i at overbevise. Og det er en vigtig forskel. Folk, der vil imponere, taler om sig selv. Folk, der vil overbevise, taler om sagen. Kristian Bendix Drejer talte om Fredericia.
Der er en pointe i historien om Business Fredericia, som let overses, når man taler om vækst, investeringer og erhvervspriser. Da organisationen blev grundlagt, var et af erhvervslivets centrale krav, at den skulle placeres væk fra kommunen. Ikke som et udtryk for mistro, men som en erkendelse af, at erhvervslivet har brug for en medspiller, der kan repræsentere det og støtte det i samarbejdet med det offentlige fra et selvstændigt ståsted. Et erhvervsliv, der kun har kommunen at gå til, er ikke et frit erhvervsliv. Det er et klienteliseret et.
Det fik man ikke i Fredericia. Det er Drejers fortjeneste, at den uafhængighed ikke bare blev en programerklæring, men en praksis. Han stod imellem to verdener og formåede at bevare begges tillid. Det kræver karakter. Og det kræver, at man er villig til at sige ting, folk ikke altid vil høre, til begge sider.
Kristian Bendix Drejer er ikke uddannet jurist eller samfundsvidenskabsmand. Han er uddannet miljøtekniker, og det skriver jeg ikke for at gøre noget ud af uddannelsesbaggrunde, men fordi det siger noget om, hvad han er. Han er en mand, der kan eksekvere. Ikke en mand, der analyserer sig til handlingslammelse, men en, der samler folk, finder løsninger og får tingene til at ske.
Den egenskab viste sig afgørende i en rolle, der i sin natur kræver diplomatisk sans frem for hierarkisk autoritet. Drejer kunne tale med alle, erhvervsliv som kommune, og den evne er sjældnere end man skulle tro. Den slags tillid opbygges ikke med titler. Den opbygges over tid, ansigt til ansigt, aftale for aftale, morgenkaffe for morgenkaffe. I en by som Fredericia, hvor alle kender alle, og hvor alle ved, hvem der kender hvem, er den slags relationskapital ikke bare nyttig. Den er afgørende.
Han ankom til en by, der var lidt træt i kanterne. Kanalbyen var der, men ingen rigtig troede på den. Cafémiljøet var sparsomt. Midtbyen manglede puls. Og erhvervslivet var fragmenteret på en måde, der gjorde det svært at tale med én stemme. Det var den situation, Drejer trådte ind i, og det er en anden situation, han forlader.
Men han trådte ikke bare ind i en stilling. Han trådte ind i en by. Og det er her, det bliver personligt.
Drejer valgte at flytte sig selv og sin familie fra Ribe til Fredericia. Det er ikke en selvfølge, når man påtager sig en stilling som erhvervsdirektør. Man kunne have pendlet. Man kunne have holdt en professionel distance til byen og dens mennesker. Det ser vi jo i forvaltningen i Fredericia og andre byer. Men sådan var og er Drejer ikke. Han slog rødder. Og den beslutning rummer noget, der siger mere om ham end nogen CV-linje kan.
For kærligheden til Fredericia voksede med årene. Det var ikke en by, han repræsenterede på afstand. Det var en by, han levede i, gik rundt i, kendte. Og jo mere han kendte den, jo mere så han, hvad andre ikke altid formåede at se. At Fredericia er en perle. Ikke til trods for sin størrelse og sin industrielle karakter, men netop på grund af den. En by med rygrad, med historie, med en havn der arbejder, og med mennesker, der holder af det sted, de bor.
En af de ting, der drev Drejer, var netop ønsket om, at fredericianerne selv skulle kunne se det. At de ikke bare skulle tage deres by for givet, men forstå, hvor unik den er. Det er en sjælden ambition for en erhvervsdirektør. Det er egentlig mere en borgmesterambition, eller måske en digters. Men Drejer havde den, og han handlede efter den, hver gang han stod på en talerstol, sad til et møde eller tog telefonen.
Store virksomheder, mellemstore og små virksomheder. Han omfavnede dem alle. Han lyttede. Fredericia fik også en midtby, der er vågnet op. En nytårskur, der samler hundredevis af mennesker, ikke fordi de er forpligtet til det, men fordi det er blevet en begivenhed, der betyder noget for dem. Et erhvervsliv, der har lært at tale sammen på tværs af brancher og interesser. Det er ikke opstået af ingenting.
Men bag de synlige resultater gemmer sig en endnu længere liste, som de færreste kender til. Kristian Bendix Drejer har været arkitekt bag udviklinger, som aldrig er blevet offentliggjort, og som aldrig vil blive det. Det er af natur den slags arbejde, der ikke fylder i aviserne. Når erhvervsfolk og politikere har stået i det skinnende lys og taget imod applausen, har Drejer i mange tilfælde gjort forarbejdet. Lagt grundlaget sammen med en håndfuld fredericianere, der elsker byen. Ført de samtaler, der aldrig figurerer i pressemeddelelserne, men som var forudsætningen for, at noget overhovedet kunne lade sig gøre.
Det er den slags arbejde, der er allersvarest at beskrive og allerlettest at glemme. Det efterlader ingen tydelige fingeraftryk. Men det efterlader resultater. Og Fredericia bør vide, at en del af det, byen er i dag, hviler på et fundament, som en enkelt mand lagde, uden at kræve kredit for det.
Tak for det, Kristian.
At afskeden nærmede sig, antydede Drejer selv ved sit jubilæum i maj 2025. »Jeg er der, hvor jeg vil gøre arbejdet færdigt ordentligt og sikre en god overgang til næste generation,« sagde han dengang. Han kalder det selv rettidig omhu at gå nu. Og det er det. En mand, der har givet ti år af sit professionelle liv til en by, har optjent retten til at træde et skridt tilbage og se verden endnu mere, end han allerede har. Den frihed ønsker vi ham varmt.
Men vi gør ham ingen tjeneste ved at lade som om, at hans stol er let at besætte.
Opgaven for ansættelsesudvalget er ikke at finde en, der ligner deres egne profiler. Det er en fælde, som mange rekrutteringsprocesser falder i, og det er en fælde, der kan koste dyrt. Opgaven er at finde en, der kan følge i de fodspor, Kristian har trådt, og som dernæst har mod og vilje til at sætte sin egen retning. Til gavn for byens erhvervsliv. Og i sidste ende til gavn for byen.
Fredericia fortjener en fortsættelse.
Kristian Bendix Drejer tiltrådte som erhvervsdirektør i Business Fredericia den 1. maj 2015 og forlader stillingen ved udgangen af 2026. I løbet af sine år i byen blev han i 2023 hædret som årets Fæstningsdreng af Frederik den 3.’s Laug, en titel der hvert år tildeles en person, der har gjort en markant indsats for Fredericias udvikling og velstand. Kristian Bendix Drejer kom til Fredericia som erhvervsdirektør. I dag er han fredericianer.
Tak for dit arbejde, Kristian.
Andreas Andreassen Ansvarshavende Chefredaktør & Adm. direktør, Danske Digitale Medier
