EVENTS. Længe før den første saxofon varmer op, og længe efter den sidste gæst er gået hjem, står der en mand på havnen med en plan i hovedet og arbejdshandsker på. Nicolai Holmberg Lange er pladsformand ved Middelfart Jazzfestival, og hans arbejde begynder, mens resten af byen stadig venter på festen. At han hvert år kører hele vejen op fra Flensborg for at gøre det, siger lidt om, hvor meget byen og festivalen betyder for ham.
Det er ham og hans folk, der rejser hegn, sætter toiletter op, kører pølsevogne på plads, stiller bordbænke frem og får alt det praktiske til at stå klar, før musikken kan tage over. Et puslespil af vogne, hegn og kvadratmeter, der skal gå op, og som de færreste skænker en tanke, når de står med en fadøl foran scenen en lummer augustaften. For Nicolai er det netop dét, der er charmen. »Jeg kan godt lide arbejdet med at gå og slæbe og sætte op og pille ned. Jeg nyder det faktisk,« fortæller han.
Det er ikke jazzen i sig selv, der trækker ham til. Det er noget mere håndgribeligt, glæden ved at skabe rammen om andres gode oplevelse. »Jeg sætter det op, og så ser jeg alle de folk, der bliver glade, og så piller jeg det ned igen,« siger han med et glimt.
Den glæde har rod i et sted. Middelfart sidder dybt i ham, han har tilbragt en stor del af sit liv i byen, og hans mor er herfra. Gennem årene har han lagt frivillige kræfter mange forskellige steder, og nu er han på sit tredje år ved jazzfestivalen. Det er en rolle, der kræver sin mand. Pladsformand er ikke en titel, man passer fra en kontorstol. Det er lange dage og hårdt fysisk arbejde, og Nicolai lægger ikke skjul på, hvad det trækker af ham. »Jeg bruger en uge før festivalen og nok det meste af en uge efter, hvor jeg pakker ud, rydder op og klarer alle de opgaver, ingen rigtig taler om,« siger han. Og når festivalen først er i gang, sættes der ikke ned for tempoet. Dagene bliver lange, fra tidlig morgen til sent om aftenen. »Under selve festivalen har jeg vel 14 til 16 timer om dagen,« fortæller han.
Det er lange dage, men Nicolai har fundet sin egen rytme i det, også selvom kroppen skal bruge lidt tid bagefter. »Det tager en uge efter, før jeg er kommet mig,« bemærker han. Han kender sine styrker, og han kender sine grænser. Det skriftlige og det formelle overlader han gerne til andre, for det er ude på pladsen, med tingene i hænderne, at han har det godt. »Jeg er ikke særlig god til møder eller papirarbejde. Men at sætte op og pille ned, det kan jeg,« siger han med et smil i stemmen.
Det er også ude på pladsen, at noget af det, han sætter allerhøjest, opstår. Sammenholdet i den gruppe, der rejser og nedtager en hel festival, har en helt egen karakter, mener han. »Der er et helt specielt sammenhold mellem os, der sætter op og piller ned. Ingen går hjem før de andre. Vi bliver, til vi er færdige,« siger han.
Den følelse vejer også op for presset, og presset er der i dagene op til. Der er kun én chance, og så skal det hele bare spille. Men med årene har han lært at tackle det. »Man vænner sig til det. Man ved bare, at sådan er det hver gang, og at tingene nok skal gå, for det gør de jo altid,« siger han. Når presset så letter, træder det frem, som gør det hele værd at vende tilbage til, samværet med de andre om en fælles opgave. »De andre dage går vi og hygger. Vi får sat op, men vi får også snakket og hygget undervejs,« fortæller han.
Den slags fællesskaber bygges af mennesker, og mennesker bliver ældre. Selvom Nicolai selv er en rask mand på 50, vender hans tanker sig også mod fremtiden. Han er bekymret for, hvad der sker, når den generation af ildsjæle, der har bygget meget af Middelfarts kulturliv op, en dag ikke kan mere. For nogen skal jo føre det videre. »På et tidspunkt skal vi til at have fokus på den næste generation. Det er de unge mennesker, vi skal have fat i,« påpeger han. Det er sagt med alvor, men også med en grundlæggende tro på, at det nok skal lykkes. For når han bliver spurgt, om festivalen kommer til at stå knivskarpt klar igen i år, er han ikke et sekund i tvivl. »Selvfølgelig gør den det. Gæsterne får en fantastisk oplevelse. Det kan jeg garantere.«
Og er han så klar til endnu en omgang med slæb, hegn og lange dage på havnen? »Jeg er altid klar,« slutter Nicolai Holmberg Lange.
Til august står han der igen, før den første tone bliver spillet. En af de mange frivillige hænder, der hvert år rejser en hel festival op af ingenting og pakker den ned igen, når musikken er forstummet, og resten af byen er gået hjem med en god oplevelse i bagagen.
