SPORT. Solen står højt over Madsby-anlægget denne lørdag eftermiddag, og luften er tæt af lyde, dommerfløjt, der skærer gennem larmen, hundredevis af støvler, der tramper i den tørre grønsvær, og den uophørlige summen af piger, der råber til hinanden på kryds og tværs af banerne. Midt i det hele står en flok spillere fra Terndrup IF i Nordjylland med frozen yoghurt i hænderne og en netop vunden kamp siddende i kroppen. To-nul blev det, afgjort på et selvmål, og sejren ligger der stadig i stemmerne, lidt forpustet, lidt stolt, mens de fortæller om en weekend, der knap er halvvejs.
For pigerne fra den nordjyske klub er Madsby Pige Cup ikke ukendt land. Flere af dem har gjort turen sydpå tre og fire gange. Det er noget, de glæder sig til, og noget, de husker bagefter. »Det bedste er at være sammen med holdet,« siger Sarah, og de andre nikker, som om det var det eneste rigtige svar. »Og så er det fedt, fordi vi har mange nye spillere med i år, og så bliver vi rustet rigtig godt sammen. Det er virkelig fedt.«
Det med at blive rystet sammen vender tilbage igen og igen, når de fortæller. Klubben er taget afsted med flere hold på tværs af årgangene, og selvom de spiller hver for sig, bliver de aldrig rigtig væk fra hinanden. Mellem egne kampe driver de hen til de andres baner, klapper, hujer, holder øje. De ældste følger de yngste, de yngste kigger op til de ældste, og et eller andet sted derimellem opstår der en klub, der er større end de enkelte hold. »Vi snakker alle sammen med hinanden. Vi har set de små spille, og nu skal de også se os. Det betyder, at vi lærer hinanden bedre at kende, også på tværs af holdene,« forklarer Caroline.
Og fodbolden er kun den ene halvdel af det, fortæller pigerne. Mindst lige så meget fylder alt det, der foregår mellem kampene, og som de taler om med samme iver som resultaterne. De har været oppe i Madsby Legepark, de har hørt musik, og fredag aften stod den på DJ og høj stemning. Det var bare ikke lige det, der fik dem tidligt i seng.
»Vi har næsten ikke sovet,« griner Nellie, og de andre falder ind med deres egne udlægninger af nattens forløb, hvor sandheden tydeligvis er til forhandling. Da lyset endelig blev slukket, var der altid en, der ikke kunne lade være med at sige det sidste, og så det næstsidste. »Det var en meget kaotisk nat. Og så lige op til vores kampe i dag,« lyder det igen med et grin og et skuldertræk.
Den slags nætter er en del af det, der trækker dem tilbage, og som de gerne vil have andre til at opleve. For skulle de overtale en veninde derhjemme, en der ikke spiller fodbold, men som måske skulle prøve at tage med til Madsby en sommer, er de ikke i tvivl om, hvad de ville fremhæve. Det er ikke selve spillet, de sælger først. Det er alt det omkring. »Det er mega fedt at møde så mange mennesker. Man får et bedre fællesskab, og man snakker meget mere sammen,« siger Isabella, før en af de andre tilføjer det, der måske vejer tungest af det hele. »Og trænerne er bare sindssygt sjove, og alle holdene har så meget respekt for hinanden.«
Respekten gælder også deres egne præstationer, som de ikke er blege for at fremhæve. De vil gerne slå fast, uden at det skal lyde som pral, at de plejer at klare sig godt, når de først er hernede. Placeringerne husker de ikke helt ens, tallene flyver lidt frem og tilbage mellem dem, og en enkelt skal lige korrigeres af de andre. Men selvtilliden fejler ikke noget, og humøret allermindst.
Så er der ikke mere tid at spilde. Et nyt opgør venter på den næste bane, og pigerne sætter afsted i samlet flok, stadig snakkende, stadig grinende. Bag dem fortsætter stævnet under en sol, der ikke ser ud til at ville slukke foreløbig.
