Regnen havde varet hele dagen. Den piskede mod vinduerne i Jyllandsgade fra morgenstunden og vaskede gaderne tomme for folk, men ikke Kurt’s Kaffebar. Fra klokken seksten holdt regnen en pause – som om selv vejret vidste, at det var en særlig eftermiddag, og at der var nogen, der skulle sige ordentligt farvel.
Indenfor var der allerede fuldt. Lørdag den 28. februar 2026 var en historisk dag i Fredericia.
Folket kom i alle formater, positivt ment, fra forhenværende borgmester Uffe Steiner til de helt små børn, der kom med en stor pose slik – for at sige tak for alle de slikpinde, de har fået af Ismail Kurt igennem årene. De stamgæster, der ikke kunne vente til klokken seksten, havde allerede fundet vej om morgenen. Som om de vidste, at der ville komme for mange, og at man hellere skulle sikre sig en tidlig plads i historien.
På gavebordet voksede stakken minut for minut. Romkugler, chokolade, champagne. Kurve med lækkerier. Håndskrevne hilsner. Og tegninger fra de mindste, lavet med den slags alvor, som kun børn lægger i tegninger til folk, de holder af.
Der var fadøl og pølser fra grillen. Kaffe, naturligvis. Og klapsalver undervejs, da der var indslag, og nogen følte for at sige de ord højt, som andre blot bar i sig.
Det er ikke første gang, der er sagt farvel i de lokaler. Kurt’s Kaffebar er ikke bare et sted. Det er en institution med tre ejere og én ubrudt ånd – og et navn, der gentager sig som et tema i en novelle. Kurt Egebro grundlagde stedet, hans foto hænger stadig inde i murstensvæggen som et stille vidne. Derefter kom Kennet Kjestrup. Og så kom Ismail.
Ismail Kurt Ulusoy. Han har mellemnavnet Kurt, og det forpligtede. En forpligtelse han tog på sig med flid, stædighed og hårdt arbejde gennem næsten ti år. Han har det hele: vilje, dygtighed, venlighed og temperament. Og sætter han sig noget for, så løser han det. Han er uddannet tømrer. Da coronanedlukningen ramte og kaffebaren måtte holde lukket, stod han ikke stille. Han byggede stedet om med egne hænder – med respekt for hyggen og for historien. Man kunne finde ham i arbejdstøj med en svejsemaskine. Det havde han aldrig prøvet før. Men en ny reol så alligevel dagen lys. Det siger noget om manden.
AVISEN fulgte stedet tæt i mange år. Serien Ugens Kurt var i sin tid en af de mest læste på fredericiaavisen.dk, portrætter af fredericianere, der mødte op til en kop kaffe på Kurts, satte sig ned og fortalte om deres liv. Stedet var rammen, kaffen var anledningen, og samtalerne var dem, der ikke kun handler om det, der spørges om. Det er den slags sted, Kurt’s Kaffebar har været.
Ismail stod midt i det hele lørdag eftermiddag med sine to sønner, Serhat og Serkan. De er blevet nogle store unge mænd. Men den trio bliver savnet i Fredericia nu. De var alle tre vemodig. Rørte. Der var flere samtaler at tage end man kan nå over en enkelt kop kaffe, og sådan burde det være, når et kapitel slutter. Uffe Steiner var i samtale med den tidligere bagermester Bjarne Wetche. To mænd, der ligesom Ismail selv er en del af den by, der samles og adskilles og samles igen på gader som denne.
Den kommende ejer, Pia Starning, var også mødt op. Hun hilste på gæsterne og så lidt vemodig ud på sine forgængeres vegne. Det er et godt tegn. Man bør overtage med ærbødighed.
Jeg selv var der med min hustru og vores to mindste. De skulle sige farvel til Onkel Kurt, som de kalder ham. Det er det navn, stedet og manden har fået i vores hjem, ikke som et begreb, men som noget der er opstået af sig selv, fordi det er sådan, børn navngiver de mennesker, de holder af, selvom de ofte skulle bruge tid på at forstå Kurt, når han med ironiske ord stillede dem spørgsmål, og spurgte om han måtte smage deres milkshake.
Jeg har fulgt stedet fra Kurt Egebros tid, og de samtaler, Ismail og jeg har haft bag den disk i godt ti år, slutter ikke med ejerskiftet. Men nu er det os stamgæsters tur til at invitere på kaffe i ny og næ.
Inden regnen vendte tilbage til Fredericia, var gavebordet vokset til det ukendelighed.
Der er ikke meget andet at sige end god vind til Ismail og familien. Og til Pia: tillykke. Gør det med kærlighed og vilje. Lær stedet at kende, inden du ændrer noget. Og så, selvom han ville hade det, burde du hænge et billede op af Kurt den II ved siden af Kurt den I inde i murstensvæggen.
Det ville være på sin plads.
