Fisk, sol og fulde fortovsborde: Møllers Fiskehus har åbnet dørene i Middelfart

Af
Thea Dyhrberg og Julie Christensen
-
0

GASTRONOMI. Der hænger et nyt skilt ud over Østergade i Middelfart, hvidt og ovalt, med en fisk i midten og ordene »Møllers pop-up, anno 1948, bygger på gamle familietraditioner«. Under det stod borde og stole stillet frem på fortovet, sorthvide flettede stole og runde marmorborde, parasoller slået op mod solen, og inde bag disken lå rækken af røgvarer, salater og friske retter klar til den første dag. Møllers Fiskehus har åbnet i byen, en midlertidig butik, der kun skal stå sommeren over.

Det er enden på en lang vej ind i Middelfart, og samtidig en tilbagevenden til begyndelsen. Lokalet på Østergade, hvor Steensgaard Ost & Delikatesse tidligere holdt til, lige over for Kvickly og bag Lagkagehuset, var det allerførste sted, familien Møller kiggede på, dengang de første gang ledte efter en plads i byen. Mellem dengang og nu ligger en stribe forsøg andre steder, i den gamle Danske Bank, hos Slagter Lund og med en streetfoodvogn på havnekajen, der alle løb ud i sandet. Til sidst endte de tilbage, hvor det hele startede.

Premieredagen bød på røgvarer, salater og retter over disken.

Bag butikken står Karoline Jørgensen og Ida Kjergaard sammen med Erik Møller, og da vi fanger Karoline Jørgensen på den første åbningsdag, er der ikke meget tid at give af. »Det er gået rigtig godt. Der har været mange kunder, synes vi, og vi har i hvert fald haft nok at se til. Vi har haft nogle mega gode unge mennesker, som bare er gået i gang og har arbejdet virkelig hårdt. Det er dejligt.«

Modtagelsen i byen har været varm, fortæller hun, og ikke kun fra dem, der kom for at købe. Mange er stukket hovedet indenfor af nysgerrighed. »Folk har været virkelig positive. Mange er egentlig også bare kommet ind for at sige hej, hilse på og fortælle, at de kommer igen en anden dag,« siger hun.

Køkkenet havde travlt fra første åbningsdag.

En del af pointen med dette lokale er det, der ligger udenfor, bordene på fortovet, hvor man kan sætte sig med en tallerken i solen. Og det blev der taget godt imod på premieredagen. »Der har været mange, der har siddet ude og spise. Jeg synes virkelig, det er vigtigt, at man kan komme ud og sidde og nyde sommervejret,« fortæller hun. Hvad man kan få, ligner i grove træk det, fiskehuset er kendt for fra sine øvrige butikker, men i en udgave skåret til gaden og det gode vejr. »Det er lidt det samme som i vores andre butikker, med et udvalg af vores røgvarer og salater. Og så har vi vores retter, som man enten kan tage med hjem eller spise herude, smørrebrød, stjerneskud, fisketapas, fish and chips, ja, alt hvad man har lyst til.«

Sommervejret trak folk udenfor.

Og ordet på skiltet bliver stående. Det er stadig en pop-up, og det er der ikke lavet om på. »Planen er, at vi kører hen over de her måneder, og så ser vi, hvad der sker,« slutter Karoline Jørgensen. Sidste åbningsdag er sat til 1. oktober, og hvad der ligger på den anden side af den dato, er endnu et åbent spørgsmål.

For nu handler det om sommeren, om de fyldte borde på fortovet og om en fiskedisk, der har fundet hjem i et lokale, byen først så den i for længe siden. Resten må de kommende måneder vise.

Fra rottehaler til grå hår blev sommeren sunget ind med tusind is

Af
Thea Dyhrberg
-
0

LOKALT. Der er dage, hvor en hel skole ikke kan rummes inden for sine egne mure, og sidste skoledag er sådan en. Fredag middag var det igen tid, og det stykke af Gothersgade, der løber forbi Sct. Knuds Skole & Børnehave, var holdt op med at ligne en ganske almindelig gade. Den var blevet til et forsamlingssted, hvor børnehavebørn stod skulder ved albue med teenagere i landsholdstrøjer, og hvor forældre og en pæn flok bedsteforældre havde fundet vej hen for at se, hvad al ståhejen gik ud på.

Ordene sad næsten fast, og det, der manglede, tog stemmerne med.

Inde i flokken stod børnene og repeterede teksten med hinanden, om de nu kunne den, og det kunne de udmærket, hver eneste linje. Og så gik det løs. Som opvarmning lød Birthe Kjærs »Sommer og sol«, og da den var sunget igennem, fulgte selve feriesangen, der blev sunget, skrålet og til sidst nærmest råbt ud over gaden, »ferie, ferie, ferie«, mens hænder røg i vejret og de voksne, der havde fået en sangtekst stukket i hånden, gav los på lige fod med de små.

Som det sidste vers ebbede ud, lød en anden og mindst lige så velkendt lyd ned gennem Gothersgade, klokkespillet fra en Hjem-Is-bil, der kom rullende langsomt ind i menneskemængden. Derfra var der ingen tvivl tilbage om, hvad festen skulle ende med.

Da sidste vers ebbede ud, lød der en anden velkendt klang ned gennem gaden.

Tusind is blev der delt ud, og de blev ikke kun delt til skolens egne. Skolen havde på forhånd sørget for, at der var rigeligt til alle, også til dem der bare var standset op for at kigge, så ingen skulle gå derfra uden. Der var is til både dem med rottehaler endnu og dem med de grå stænk i håret, til naboer, gæster og et par tilfældige turister, der havde forvildet sig ind i det hele.

»Det er jo en fest i dag,« fortæller skoleleder Joachim Grundtvig, mens isbilen arbejder bag ham. »Børnene glæder sig helt vildt til, at det bliver sommerferie. Vi starter med hygge og morgenmad. Nogle har været på stranden og spise, andre har været hjemme hos lærerne. Bagefter går vi i Trinitatis Kirke til en sommergudstjeneste, hvor vi synger nogle flotte sange og salmer. Så er det blevet en tradition, at vi kommer herned. Det er næsten ikke en hemmelighed længere, men vi skal give den gas. Jeg tror, vi har givet tusind is ud i år.« Og det er ikke kun eleverne, der får, understreger han. »Der er masser af bedsteforældre og forældre, erhvervsdrivende fra byen og gæster. Der har lige været nogle englændere og nogle tyskere forbi. Alle får bare is,« siger han med et stort smil.

Nummer ti på ryggen og sommerferie forude. Sangen samlede både små og store på gaden.

For skolelederen ligger der noget i selve den måde at sætte punktum for året på, en bevidst frihed fra alt det, der ellers styrer en skoledag fra morgen til eftermiddag. Hvor resten af kalenderen er lagt i faste rammer, er det her dagen, hvor rammerne får lov at falde. »Som skole arbejder man meget struktureret et helt år igennem, med alle vores store fællesaktiviteter. Det her er bare fællesskab, store og små sammen, og så ikke så meget system. Bare have lov til at give den gas og gå rundt mellem hinanden. Det er hyggeligt,« bemærker han.

Klokkespillet, der fik tusind is til at virke helt nært.

Spørger man ham, hvad året, der nu er forbi, har været kendetegnet af, bliver svaret afvæbnende jordnært. »Mange skoleår ligner hinanden, og det skal de næsten også. Det, der forandrer sig, er ofte alt det udenom, byggerier og renoveringer. Men grundlæggende har det været et skoleår med fuld knald på, masser af søde børn og dygtige personaler, der har haft det godt sammen.«

Tilbage stod bunkerne af tomme æsker, det sidste der vidnede om en hel skole, der lige havde sunget sig ind i sommeren.

Så var der ikke mere at sige om den sag, andet end at der nu ventede en sommer uden vækkeur og skoletasker. Børnene kunne gå derfra med deres familier, der var mødt frem til lejligheden, en is i hånden og en hel ferie forude. »Nu går folk på ferie, så bliver der lidt kedeligt, når børnene ikke er her. Og så glæder vi os til at de møder ind igen til august og starte op med fuld fart,« slutter Joachim Grundtvig, inden han forsvinder ind i myldret igen.

Bag ham tømtes Gothersgade langsomt for sang og fyldtes i stedet med lyden af cykler, der blev trukket fri, og af is, der skulle nås, før solen tog den. Snart stod kun nogle voksne tilbage og samlede de tomme isæsker i bunker, det sidste der vidnede om, at her havde en hel skole lige sunget sig ind i sommeren. Til august ringer klokken igen. Men indtil da er der ferie, ferie, ferie.

Sct. Knuds Skole & Børnehave synger »Ferie, ferie, ferie«.

Picasso og kunsten at finde sin gave: Amanda satte ord på tre år, da Fredericia Gymnasium dimitterede

Af
Janus Bang
-
0

Torsdag den 25. juni fik en ny årgang studenter deres beviser i hånden på Fredericia Gymnasium. Hallen var fyldt til sidste plads, talerne blev holdt, og da det hele var overstået, ventede bobler, frugt og kage i kantinen.

På elevernes vegne stod Amanda Gaasvig Beyer fra 3.g, og hun havde valgt sig et omdrejningspunkt, der bar dimissionstalen hele vejen igennem: Picasso og tanken om, at målet med livet er at finde sin gave, og at meningen er at give den videre. Det handler om at få øje på sine naturlige talenter, sine styrker og det, der giver en energi, sagde hun, og om at lade den indsigt forme én.

Derfra foldede hun de tre år ud. Hun talte om den identitet, man bygger op, når man lærer mere og mere, og om de værdier, man tager med sig videre: kærlighed, selvdisciplin, respekt. Og hun lagde ikke skjul på, at det også havde kostet. Starten havde været travl, både fagligt og socialt, men netop dér, mente hun, lå noget af det værdifulde.

Et af talens fineste billeder hentede hun fra naturen. Som bien, der går fra blomst til blomst, havde de unge på deres uddannelse fået lov at smage på det hele, det sure såvel som det søde. Det var ikke en menu, man bare skulle nå igennem, sagde hun, men nærmere et møde med en verden af muligheder. Pointen var den, at man skal sætte pris på det gode, fordi det findes overalt, og at selv de svære oplevelser og de dårlige dage hører med. Hun nåede også omkring de mange foreninger, råd og fællesskaber, der havde fyldt årene, og de oplevelser, der var kommet ud af dem.

Til sidst vendte hun taknemmeligheden mod dem omkring eleverne. Lærerne, der havde været der hele vejen og altid var klar til at hjælpe, familierne, og de mange stolte forældre i salen. Talen var lige dele afsked og opmuntring, og hun leverede den med bravur.

Rektor: I er vores fremtid

Tidligere på dagen havde rektor Jørgen Lassen holdt sin tale til årgangen, og han havde meget på hjerte. Det er den første årgang, han har fulgt fra første til sidste skoledag, og det gjorde afskeden særlig, sagde han, men det var intet mod den følelse, lærerne stod med, dem der havde lært eleverne at kende og nu skulle begynde forfra.

Meget havde forandret sig, siden årgangen begyndte, bemærkede han med et glimt i øjet. Landet havde fået en ny konge, Børsen var brændt, og Biden var ikke længere præsident. Men de store linjer i talen handlede om noget andet: om at vokse op som Generation Z med internettet og de sociale medier hele vejen, og om den pris, det er kommet med. En sand sejr, sagde han til eleverne, ville være indimellem at kunne frisætte sig selv fra andres kamp om deres opmærksomhed. Løsningen var ikke at vende teknologien ryggen, men at møde den med nysgerrighed og kritisk sans, og det ansvar kunne ikke lægges på de unge alene.

Han trak tråden videre til demokratiet og til det, han kaldte en postideologisk techpopulisme, en kommunikationsform, der gentager løgne, til de står som sandhed, og som bevidst søger uden om den kritiske analyse fra uddannede journalister og undersøgende medier. Hvor de gamle aviser og flow-tv skabte et fælles fundament, ender vi i dag let i spejlbilleder af de meninger, vi havde i forvejen, fodret af algoritmer. Derfor, lød hans pointe, er viden, undervisning og kritisk tænkning vigtigere end nogensinde, og det er ikke nok at tage udgangspunkt i, hvad man føler eller oplever.

Han havde også et håndfast råd med til de sabbatår, der venter forude, særligt møntet på drengene: husk nu at få lavet en plan, for pigerne har allerede én. Og han mindede om, at der trods alt er gode udsigter at træde ud i, med faldende dimittendledighed og mangel på arbejdskraft på en lang række uddannelser. I er vores fremtid, sagde han til de kommende studenter.

Beviserne på scenen, klasse for klasse

Mellem talerne var der musikalske indslag, og over det hele lå den blanding af stolthed og vemod, som altid hører sådan en dag til. Ligesom lærerne spillede og sang for de nye studenter.

Men det altafgørende øjeblik var bevisoverrækkelsen. Klasse for klasse blev eleverne kaldt op på scenen og fik deres studenterbevis i hånden, det fysiske bevis på tre eller to års arbejde, der nu var bragt i mål. Da den sidste havde været oppe, gik forsamlingen i kantinen, hvor bobler, frugt og kage afsluttede formiddagen, og en ny årgang fredericianske studenter kunne træde ud i sommeren.

Indbrudstyv kom ind gennem åbent vindue: Politiet advarer i varmen

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KRIMI. En villa på Vesterengen i Viuf havde natten til torsdag indbrud, efter at en gerningsperson kom ind gennem et åbent vindue.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet er sket i tidsrummet fra onsdag klokken 23.30 til torsdag klokken 06.30. Ifølge politiet skaffede gerningspersonen sig adgang til huset via et åbent vindue og kom ind i en tv-stue.

Herefter har gerningspersonen været rundt i resten af huset, hvor der blev stjålet nogle kontanter, som lå på adressen.

Sagen får politiet til at gentage en opfordring, som også indgik i en nylig pressemeddelelse om de varme dage. »Vi er godt klar over, at det er varmt, og at det er rart at have vinduerne åbne. Men man skal også tænke sig om i forhold til, hvad man har åbent, når man bor nede i stueplan,« siger Arno Rindahl Petersen.

Politiet opfordrer generelt borgere til at udvise agtpågivenhed i varmen. Det gælder både i forhold til børn og dyr i biler, brug af alkohol, åben ild og ældre medborgere, men også i forhold til at sikre boligen, hvis man har vinduer åbne for at få luft ind.

Betalte for øl – men gemte chokolade og shampoo

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KRIMI. En 56-årig mand med ukendt adresse blev torsdag aften sigtet for butikstyveri i Lidl på Gammel Landevej i Fredericia.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Episoden skete torsdag klokken 18.11, hvor manden ifølge politiet gik ind i butikken og tog tre chokoladebarer, seks øl og en shampoo.

Ved kassen betalte han for øllene, men undlod ifølge politiet at betale for chokoladebarerne og shampooen. Varerne var gemt i en sidelomme med en handske lagt henover. »Han betaler for de seks øl, men undlader at betale for chokoladebarerne og shampooen, som han har i en sidelomme med en handske henover for at skjule det,« siger Arno Rindahl Petersen.

Efter at have forladt butikken blev manden standset, formentlig af en butiksdetektiv.

Politiet kom efterfølgende frem og sigtede den 56-årige mand for butikstyveri.

Mand stjal 18 dåsesodavand på Circle K: Anholdt efter tumult

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KRIMI. En 33-årig mand med bopæl i Sverige blev natten til fredag anholdt og sigtet for butikstyveri på Circle K på Snaremosevej i Fredericia.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Episoden skete fredag klokken 02.04, hvor manden ifølge politiet gik ind i butikken og tog 18 dåsesodavand til en samlet værdi af 153 kroner.

Personalet og to andre personer i butikken blev opmærksomme på tyveriet og forsøgte at tilbageholde manden. »Der opstår en smule tumult, men ikke i et omfang, hvor sagen ændrer karakter til røveri. Vi holder os til butikstyveri,« siger Arno Rindahl Petersen.

En patrulje kom kort efter frem til stedet, hvor manden blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Der er tale om en 33-årig mand, som har bopæl i Sverige.

Mand trængte ind i bolig om natten: Overbo slået, da han ville hjælpe

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KRIMI. En 44-årig mand fra Fredericia blev natten til fredag forskrækket, da en ukendt mand skaffede sig adgang til hans adresse på Huslodsvej.

Episoden skete fredag klokken 03.38, oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. »Der er en person, som skaffer sig adgang til en adresse. Der befinder sig en mand på adressen, og han bliver selvfølgelig bange, fordi der kommer en mand ind,« siger Arno Rindahl Petersen.

Den 44-årige mand skyndte sig derefter op til en overbo for at kalde på hjælp. Overboen gik med ned for at hjælpe, og her mødte han den ukendte mand ved adressen. »Overboen går ned for at hjælpe. Her møder han en ung mand, som er på vej ud fra den lejlighed, hvor den første forurettede bor. Overboen siger til personen, at han skal forlade området, og derefter tildeler manden ham et slag i ansigtet,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Slaget ramte en 58-årig mand fra Fredericia, der fik en flænge ved venstre øjenbryn. Efter voldsepisoden forlod gerningsmanden stedet til fods ad Huslodsvej mod vest.

Politiet kender endnu ikke gerningsmandens identitet. Han beskrives som en mand, dansk af udseende, 20 til 30 år, almindelig af bygning, med blondt hår og lyst skæg. Han var iført mørke shorts og mørk jakke.

Nemo Thomsen skriver historie med skifte til FC Fredericia

Af
Nicolai Sixtus Østdahl
-
0

FC Fredericia har hentet den 22-årige angriber Nemo Thomsen i Brabrand IF på en fireårig kontrakt. Den grønlandske landsholdsspiller bliver dermed den første mandlige grønlænder nogensinde, der skriver under på en professionel fuldtidskontrakt i fodbold.

Der er både en sportslig og en historisk dimension i FC Fredericias seneste tilgang. Klubben styrker offensiven med en ung, målfarlig angriber, og samtidig bliver skiftet en milepæl for grønlandsk fodbold.

Nemo Thomsen kommer til Fredericia efter en stærk sæson i CampoBet 2. Division, hvor han scorede 12 mål for Brabrand. Det er et markant antal i en sæson, hvor holdet endte på tiendepladsen, og hvor han stod for næsten en tredjedel af Brabrands samlede mål.

Allerede i ungdomsårene gjorde han sig bemærket. I SønderjyskE scorede han 16 mål i 17 kampe på U15- og U17-niveau, inden turen gik videre til Kolding IF. Her blev han en vigtig profil på U19-holdet, som han var med til at føre til en førsteplads i U19-divisionen i sin sidste sæson på det niveau, hvor han blev noteret for hele 25 mål.

Hos FC Fredericia glæder man sig til at få angriberen ind i truppen.

»Nemo er en angriber, der gennem flere år har vist, at han har en naturlig evne til at komme frem til chancer og score mål. Det er stærkt at lave 12 mål på et hold, der har haft en svær sæson, og det fortæller noget om hans evne til at tage ansvar offensivt. Han kommer med sult, fart og en tydelig målfarlighed, som vi glæder os til at bringe ind i vores miljø,« siger Oliver Fredsted, head of recruitment i FC Fredericia.

Nemo Thomsen er født i Ilulissat i Grønland og tog som ung til Danmark for at forfølge sin fodbolddrøm. Med underskriften bliver han den første mandlige grønlænder i historien på en professionel fuldtidskontrakt, og for ham selv er det en stor dag.

»Det er en stor dag for mig og hele min familie. Jeg er både glad og stolt over at skrive under på min første fuldtidskontrakt, og det at være den første grønlænder i historien til at gøre det er virkelig stort,« siger Nemo Thomsen.

Han lægger ikke skjul på, at han ser frem til tiden i Fredericia.

»Det er en fantastisk klub med et stærkt setup og et miljø, hvor jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig rigtig meget. Jeg kommer med masser af sult og glæder mig til at være en fast del af holdet og staben og til at møde fansene,« siger Nemo Thomsen.

Angriberen har skrevet under på en fireårig aftale, der løber frem til sommeren 2030, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning.

Ugens Emmy: Vagn Ove Hansen

Af
Thea Dyhrberg og Julie Christensen
-
0

UGENS EMMY. I mere end tre årtier har hans stemme budt gæsterne velkommen under broen. Men spørger man ham, hvor det hele begyndte, peger han ikke på en scene. Han peger på en boldbane.

Hver uge sætter vi os ned med et menneske fra byen ved bordet på Emmys Kaffebar i Middelfart. Om livet, byen og det, der bliver tilbage, når man har givet en hel by sin stemme.

Læs Ugens Emmy her.

For første gang stod alle byens studenter i samme ring om Landsoldaten

Af
Thea Dyhrberg
-
0

LOKALT. Lyset faldt skråt ind over voldene en sen junieftermiddag og lagde sig i de hvide huer, så de næsten glødede. Sådan stod det onsdag over Landsoldaten, hvor byens nyudklækkede studenter havde samlet sig i en tæt klynge ved foden af monumentet, og hvor man fra kanten af pladsen kunne se det, som studenterfejringer i bund og grund handler om. En flok unge mennesker, der et øjeblik var fælles om at være færdige.

Roen før det hele. Pladsen ved Landsoldaten ventede på, at studenterne skulle indtage den.

Rundt om dem stod de andre. Forældre med solbriller skubbet op i panden, en farmor på en bænk i skyggen, mindre søskende, der ikke helt forstod hvorfor, men sang med alligevel. De var mødt op for at se deres egne, og de fyldte pladsen helt ud til kanten, mange med telefonen løftet for at fange et øjeblik, der ikke kommer igen.

For de mindste i familien gik ventetiden med at spejde efter de store, der snart skulle komme.

Bag fejringen stod Fredericia Shopping, der i år for første gang havde kaldt samtlige af byens ungdomsuddannelser sammen til ét fælles optog. Før har pladsen mest været præget af de røde og lyseblå huer fra Fredericia Gymnasiums stx og hf, men denne gang blandede også de mørkeblå og grå huer fra byens øvrige uddannelser sig i flokken, så hele paletten var samlet på én gang.

Studenterne samlede sig om Landsoldaten, hvor der blev sunget »Livstræet« og gået rundt om monumentet.

Pladsen ved Landsoldaten blev den første station. Her blev der taget billeder, klasse for klasse, foran den figur, generationer af Fredericia-studenter har stillet sig op ved. De unge sluttede sig sammen i en stor ring om monumentet, og mens Hans Holms »Livstræet« og »De smukke unge mennesker« lød ud over pladsen, gik de syngende rundt om Landsoldaten. Så røg huerne til vejrs i et samlet kast, mens venner og familie klappede.

Der blev taget rigeligt med billeder, da studenterne stillede sig op foran Landsoldaten.

Derefter satte toget sig i bevægelse ned gennem byen. Undervejs havde butikker og caféer stillet sig frem med lidt godt til de unge og sendt deres lykønskninger med på vejen, og forrest trillede en gul, åben veteranbil med musik. Endestationen var gården ved Urbania Street Food, hvor festen fortsatte, og hvor de hvide huer med de røde og blå rande blandede sig med flag og lyse sommerkjoler.

Brian Løkkegaard fra Urbania Street Food kørte forrest i den gule musikvogn og var med til at sætte gang i stemningen undervejs.

Ved Tøjhuset tog borgmester Peder Tind imod. Han gik en runde blandt de unge og skrev sin hilsen i flere af huerne, før han trådte op på scenen foran et publikum af studenter og familie, der havde fundet plads på bænkene. »Kære studenter, kæmpestort tillykke. I er fantastiske, og I har gjort det fantastisk,« indledte han og lod blikket glide ud over forsamlingen. Han talte om, hvordan gymnasietiden kan føles uendelig, mens man står midt i den, men pludselig er den forbi. »I har ikke bare lært en masse om fag, formler og teorier. I har også lært noget om jer selv. Om hvem I er, og hvad I vil,« sagde han.

Borgmester Peder Tind måtte skrive sin hilsen i mange af de unges huer.

Det meste af talen var et stille opgør med den forestilling, at man som ung skal have det hele planlagt. Nogle vidste præcis, hvad de skulle, andre anede det ikke, og begge dele var efter borgmesterens mening, som det skulle være. »Der er et meget stort pres på unge mennesker i dag. Man skal helst have styr på det hele og have en plan for sit liv, men sandheden er, at de færreste har en plan for hele livet. Og sådan skal det også være. Livet bliver sjældent, som man havde forestillet sig. Ofte bliver det faktisk langt mere spændende.«

Fra talerstolen ved Urbania Street Food ønskede Peder Tind årgangen tillykke.

Han fortalte, at han selv for en snes år siden havde drømt om at blive borgmester, og at det jo faktisk lykkedes. Deraf rådet til årgangen om at sætte sig mål, være modig og gå efter dem, også når det ikke lykkes med det samme. »Lad være med altid at vælge den sikre vej, men tør også tage en chance en gang imellem. Vær nysgerrige, og mest af alt, vær ikke bange for at fejle, for vi lærer af vores fejl, og på den måde vokser vi alle sammen som mennesker,« sagde han.

Til sidst så han igen ud over de unge og kaldte dem byens fremtid. »Jeg ser pædagoger, lærere, læger, håndværkere og iværksættere. Jeg ser fremtidens Danmark foran mig,« sagde han, før han sluttede, hvor han var begyndt, med en hilsen og en opfordring til at passe på hinanden. »Nyd den her sommer. Fredericia er stolt af jer.«

Ved Urbania Street Food fyldte de unge bænkene, da festen fortsatte.

Så var den tale forbi, og eftermiddagen tilhørte igen de unge selv. Ved de lange træborde under parasollerne sad de første allerede med et glas, huen skubbet tilbage i nakken, og talte i munden på hinanden om alt det, der nu skulle ske. Resten af byen kunne gå hjem med billedet af en flok mennesker på vej ud i noget, ingen af dem helt kender endnu.

Studenterne gik syngende rundt om Landsoldaten til tonerne af »Livstræet«, inden huerne røg i vejret.
123...1.582Side 1 af 1.582

Fisk, sol og fulde fortovsborde: Møllers Fiskehus har åbnet dørene i...

Thea Dyhrberg og Julie Christensen - 0
GASTRONOMI. Der hænger et nyt skilt ud over Østergade i Middelfart, hvidt og ovalt, med en fisk i midten og ordene »Møllers pop-up, anno...

Fra rottehaler til grå hår blev sommeren sunget ind med tusind...

Picasso og kunsten at finde sin gave: Amanda satte ord på...

Indbrudstyv kom ind gennem åbent vindue: Politiet advarer i varmen

Betalte for øl – men gemte chokolade og shampoo