Der findes en type mennesker, som en by ikke rigtig ved, hvad den skal stille op med, før de er væk. Ikke fordi de sad i noget udvalg eller havde et embede, men fordi de var der. Dag efter dag, årti efter årti, i hallen, på Mødestedet, i gadebilledet. Poul Nyborg Mikkelsen var en af dem. De fleste vidste knap nok, at han hed Poul. Han var Fido, og det var nok.
Han fik navnet som otteårig i Vingsted friluftsbad, hvor han sprang i efter en pind, og de andre råbte »Kom så med den, Fido«. Det siger noget om manden, at et kælenavn født i drengeleg på landet i 1949 kunne følge ham i syv årtier og til slut stå som det, hele Fredericia kendte ham ved. Han var villig til at hente pinden. Det blev han ved med at være.
Han var født i december 1941, lige overfor det Vingstedcenter, hvor de tyske flygtninge sad indespærret til 1948. Han var af den generation, der plejede at sige, at de havde overlevet en verdenskrig, og han huskede vagternes varselsskud og forældrenes kalden børnene ind. Men han gjorde aldrig noget stort ud af det. Krigen var en baggrund, ikke en fortælling om ham selv. Sådan var han. Han talte hellere om andre end om sig.
Livet lagde sig til rette, som det gjorde for mange af hans slags i efterkrigstidens Danmark. Landsbyskole med regning, dansk, religion og historie, hvor de to sidste satte sig og aldrig slap ham igen. Mejeristuddannelse i Ødsted, færdig den 1. maj, soldat den 2. Han spillede bold i militæret, vandt mesterskaber, blev genindkaldt og drak øl med kammeraterne, og han fortalte om det med den blanding af selvironi og oprigtig glæde, der var hans særkende. Det var ikke løgnehistorier. Det var bare bedre, når Fido fortalte dem.
Så kaldte håndbolden, og så kaldte Fredericia. Han havde stået i Glashallen og mærket det, det magiske, som byen havde bygget op omkring sporten, og i 1967 skiftede han til F’erne og flyttede hertil. Han blev boende i årtier på Lumbyesvej, tæt på hallen, tæt på det hele. Han fik tilbudt at blive mester på mælkefabrikken, men det ville betyde treholdsskift, og så kunne han jo ikke spille håndbold. Der var ikke noget at rafle om. Han blev frugtchauffør i stedet, kørte for HP Frugt i otteogtredive år, og elskede menneskene han mødte. Han fortalte om købmanden i Aabenraa, der ville have æblerne stillet i »æ eck«, hvad han først forstod flere år senere, da han så tysk fodbold og lærte, at eckball var hjørne. Det er sådan en historie, man ikke glemmer, når man har hørt den én gang, og han fortalte den mange gange, og den var god hver gang.
På banen var han god. Han sagde det selv, uden at prale, for det var bare sådan det var. Det var lige meget, hvor i bagkæden de satte ham, så røg bolden i kassen. Han kom til F’erne, mens de lå i 2. division, var med til at rykke op i 1. division, og han spillede for over 3000 tilskuere i en Glashal så tyk af røg, at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden. Han ærgrede sig til det sidste over det år, de rykkede ud på et enkelt point, og han gav Idrætscenteret skylden. Han spillede sin sidste divisionskamp som 44-årig og sin allersidste som 58-årig i Egtved, hvor de tabte stort, og hvor han bagefter meldte klart ud: manglede de atten mand, skulle de aldrig ringe igen. Det gjorde de ikke.
Men han slap aldrig sporten. Junior, ynglinge, senior, træner det hele, og senere holdleder for ligaholdet, en post han overtog, da Ulrik pludselig døde. Han var holdleder, ikke træner, den skelnen ville han have holdt fast i, og han passede sit hverv, indtil klubben gik konkurs. Det var i den periode, jeg lærte ham ordentligt at kende. Jeg var direktør, og Fido skulle være holdleder. Lønnen var forhandlet på forhånd og ikke til diskussion: smørrebrød og snaps. Til ham og til Ole holdleder. Sådan var reglerne. Man kunne grine ad det, og det gjorde man, men man betalte, for det var Fido, der stillede kravet, og man sagde ikke nej til Fido. Ikke fordi man ikke turde, men fordi man ikke havde lyst. Der var en varme i manden, der gjorde modstand meningsløs.
For det var det, han kunne. Han slap af sted med det, ingen andre turde. Den kække bemærkning, der lige balancerede på kanten og aldrig faldt ned på den forkerte side. Da han bød Julie Bertelsen en øl efter en sejr, og hun sagde pænt nej tak, røg det ud af ham, at hun var den første grønlænder, han kendte, der havde sagt nej til en øl. Og de grinte begge to, for det var Fido, der sagde det, og han sagde det uden ondt i sig. Det er en sjælden gave. De fleste, der prøver på det, ender som nogen, man holder sig fra. Fido endte som nogen, man opsøgte.
Og så var han mere end det. Det er dét, man risikerer at glemme, når man mindes en mand med et så veludviklet talent for den kække replik. For bag den sad et menneske, der læste, tænkte og forholdt sig. Han kunne levere den ene analyse efter den anden om sportens verden, og han fulgte samfundet og politikken med samme opmærksomhed. En julegave med billeder fra Anden Verdenskrig kunne beskæftige ham i ugevis. Han var ikke bare byens muntre onkel. Han var en mand med hoved og hjerte, der havde gjort sig tanker om verden og gerne delte dem, hvis man gad høre efter. Og det gad man.
Privat var der Connie, som han giftede sig med i Trinitatis Kirke i februar 1980, og som han talte om med den samme lune ømhed, han talte om alt andet. Der kom to døtre, Pia og Lone, der begge spillede håndbold, som deres mor, og der kom fem børnebørn, som han fulgte trofast fra tribunen. Enogtyve somre i træk kørte familien til Italien og lejede det samme mobilehome ved lidoen, spillede boule og drak de store øl med gamle venner. Han havde aldrig tid til hus, sagde han. Dryppede hanen, ringede man til viceværten. Alt det andet, det vigtige, det havde han tid til.
I 2015 blev han ramt af en blodprop, den 20. april, en dato han huskede præcist, og han fik en firdobbelt bypass. Men han kom sig og fortsatte, som han altid havde levet. Op om morgenen, ned på Mødestedet klokken elleve, hvor de kloge hoveder samledes og slog tiden ihjel med gode samtaler. I hallen sad han bag målet med Jørgen Per Larsen og de andre, og folk kom forbi og hilste hele tiden, for de kendte ham alle sammen, og han kendte dem.
Nu er han her ikke mere. Og der bliver stille bag målet, på Mødestedet, i den fredericianske håndboldverden, som han var en så uadskillelig del af i mere end et halvt århundrede. Der kommer andre, det gør der altid, men der kommer ikke en ny Fido. Den slags fås i ét eksemplar. Han var en ener, og han var en af de største fredericianere i nyere tid, ikke i kraft af titler eller poster, men i kraft af sig selv. Det er den sværeste storhed at gøre efter.
Æret være Poul Nyborg Mikkelsens minde.
