Danmarks krigsveteranlandshold i fodbold, der har hjemme i Fredericia, vendte i sidste uge hjem fra Wiesbaden med pokalen for det uofficielle VM. I en dramatisk finale slog danskerne Tyskland efter straffesparkskonkurrence, men for holdet bag handler projektet om langt mere end fodbold.
Det var en stor dag for et helt projekt, da det danske krigsveteranlandshold kunne køre hjem fra Tyskland med trofæet. Finalen blev spillet torsdag den 18. juni på et bagende varmt finalested i Wiesbaden, hvor Danmark mødte Tyskland, og kampen blev afgjort på straffespark, efter at tyskerne havde fået udlignet sent i ordinær tid. Turneringen var arrangeret af værtsnationen USA, og for assistenttræner Lars Wolff begyndte den at tage form flere uger forinden.
»Det var kulminationen på noget, der startede, da vi den 22. maj spillede mod det danske oldboyslandshold oppe i Silkeborg. Og så at tage afsted og vinde pokalen mod Tyskland, som var med for første gang, det var bare fedt,« siger Lars Wolff.
Holdet har eksisteret i syv år og samler krigsveteraner fra hele landet. Fælles for spillerne er, at de skal have et veterankort for at være med, og truppen er sat sammen af flere grupper. Nogle er fortsat operative og hører til på kaserner rundt om i Danmark, andre er gået civilt, og en gruppe er ramt på krop eller sind efter deres tjeneste. Fire-fem af spillerne kommer fra Fredericia, hvor holdet har sit ståsted på Veteranhjemmet.
For Lars Wolff er det netop dén bredde, der gør fællesskabet stærkt. Han har selv en fortid som spillende træner, men er nu gået over til alene at være assistenttræner, og han lægger ikke skjul på, at sammenholdet betyder mere end resultaterne.
»Det vigtigste er ikke kun fodbolden. Det er sammenholdet og den tredje halvleg bagefter, hvor vi sidder og hygger og får snakket sammen. Og så skal vi huske, at en af grupperne er nogen, der er ramt. De har fundet et ståsted og en vej tilbage ved hjælp af fodbold. For fodbold kan bare samle,« siger Lars Wolff.
Han taler af egen erfaring. Efter to udsendelser til Irak og Afghanistan og 15 år på kasernen fik han selv PTSD, og holdet voksede frem sammen med en kreds af gode kræfter omkring blandt andre formand Søren Vængtoft, som han har kendt stort set hele livet.
»At være en del af det her er også at komme afsted på nogle ture, når tingene er sværere derhjemme, og man kæmper med lidt ekstra. Opbakningen fra kommunen, fra Veteranhjemmet og fra veterancentret gør, at man bare er glad for at kunne være med,« siger Lars Wolff.
Sejren i Wiesbaden bliver ikke det sidste, holdet sigter mod. Næste år skal turneringen spilles i Norge, hvor danskerne gerne vil forsvare titlen, og samtidig arbejder holdet på at rekruttere flere spillere. Til flagdagen i begyndelsen af september har holdet lavet et arrangement med en ny samarbejdspartner, hvor der bliver åben træning, og hvor man håber at finde nye kræfter til truppen.
For Lars Wolff og resten af holdet er det dog forbindelsen mellem mennesker, der bærer projektet, lige så meget som pokalerne, der efterhånden fylder skabet på Veteranhjemmet.
