ØKONOMI. Formueuligheden i Danmark er fortsat på et historisk højt niveau, men er de seneste år blevet holdt i ave af arbejdsmarkedspensionerne. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, som bygger på registerdata fra Danmarks Statistik frem til 2024.
Ifølge analysen ligger formuekoncentrationen på 72,5 procent målt ved Gini-koefficienten. Det er et niveau, som Danmark har befundet sig omkring siden 2021, hvor uligheden tog et markant hop. Dermed har formueforskellene ikke udviklet sig væsentligt de seneste tre år, men de er fortsat historisk høje.
Cheføkonom i AE, Sofie Holme Andersen, peger på, at forskellene i formuer er tydelige. »Uligheden er virkelig til at få øje på, når vi taler om formuer,« siger hun og tilføjer, at de store formuer giver betydelige indtægter til de rigeste, mens mange andre har været nødt til at arbejde sig gennem de senere års inflation. »Formuerne generer rigtig store indkomster for de rige, som dermed har rigtig meget at gøre godt med, mens de fleste har skullet arbejde sig til at imødegå den inflation, vi har set de seneste år,« siger Sofie Holme Andersen.
Analysen viser, at udviklingen i boligpriserne isoleret set har øget formueuligheden markant. Reale aktiver som ejerboliger og biler har alene bidraget til at løfte Gini-koefficienten med knap to procentpoint i perioden fra 2021 til 2024. Omvendt har pensionsopsparingerne trukket uligheden tilsvarende ned og dermed modvirket stigningen.
Ifølge AE ville formueuligheden være steget betydeligt uden arbejdsmarkedspensionerne. »Man forstår godt, at de i andre lande misunder os vores arbejdsmarkedspensioner,« siger Sofie Holme Andersen. Hun understreger, at pensionsopsparingerne kommer mange danskere til gode og derfor spiller en central rolle i at dæmpe formueforskellene. »Uden arbejdsmarkedspensionerne ville formueuligheden have været steget betydeligt siden 2021. Men fordi pensionsopsparingerne kommer så mange til gode, er de med til at mindske formuekoncentrationen markant,« siger hun.
Samtidig peger analysen på, at den overordnede stabilitet i uligheden dækker over forskellige typer af formuer og dermed også forskellige muligheder. Ifølge cheføkonomen er der stor forskel på værdien af stigende boligformuer og pensionsopsparinger. »Når værdien af din bolig stiger, er det penge, du har mulighed for at realisere relativt hurtigt. Det giver dig frihed og handlerum her og nu. Det samme gælder ikke pensionsopsparingen, som du først for alvor kan komme i nærheden af, når du når den politisk fastsatte pensionsalder,« siger Sofie Holme Andersen.
AE’s analyse viser også, at store formueforskelle ikke kun findes mellem generationer, men også inden for samme aldersgrupper. Derudover spiller unoterede aktier, som ofte ejes af en relativt lille gruppe, en væsentlig rolle i opgørelsen af formueuligheden, fordi der ofte er tale om meget værdifulde ejerandele.
Samlet set konkluderer analysen, at formueuligheden i Danmark fortsat er meget høj, og at pensionssystemet i dag er en afgørende faktor for, at forskellene ikke er vokset yderligere de seneste år.
ÆLDRE. Mange pårørende, der dagligt yder pleje og omsorg for syge eller svækkede familiemedlemmer, får ikke den støtte, de har brug for fra kommunerne. Det viser en ny analyse fra VIVE, som er udarbejdet for Ældre Sagen og omfatter alle landets 98 kommuner.
Analysen konkluderer blandt andet, at færre kommuner end tidligere prioriterer støtte til pårørende. Kun 40 kommuner har i dag en pårørendevejleder, hvilket betyder, at mere end halvdelen af landets kommuner ikke tilbyder denne form for rådgivning og støtte.
Ifølge direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, har udviklingen store konsekvenser for de mange familier, der i stigende grad løfter opgaver, som tidligere lå hos kommunerne. »Pårørende har gennem flere år påtaget sig flere af de plejeopgaver, der før lå i kommunerne. Det har store personlige omkostninger. Det mindste, kommunerne kan gøre, er at sikre let adgang til professionel rådgivning. Alt for mange kommuner svigter deres ansvar, og det er forstemmende,« siger han.
Analysen bliver præsenteret i forbindelse med Pårørendedagen 2026, som Ældre Sagen og Pårørende i Danmark afholder i København. Her deltager forskere, fagfolk, pårørende og politikere i drøftelser om pårørendes vilkår, blandt andet med udgangspunkt i den nye ældrelov og manglen på personale i plejesektoren.
Ældre Sagen arbejder politisk for, at pårørendevejledere skal gøres til et lovkrav. Ifølge organisationen er der stor opbakning i befolkningen til ordningen. »Det er ikke længe siden, en Epinion-undersøgelse viste, at 81 procent af danskerne ønsker kommunale pårørendevejledere. Alligevel har alt for få kommuner faktisk en pårørendevejleder. Det skriger til himlen,« siger Bjarne Hastrup.
Ud over manglen på pårørendevejledere peger VIVE’s analyse på en række andre udfordringer. Mange medarbejdere i hjemmeplejen og på sundhedsområdet kender ikke kommunernes egne tilbud til pårørende, hvilket betyder, at borgere ikke bliver henvist til hjælp, selv hvor den findes. Samtidig har kun knap tre ud af fire kommuner retningslinjer for, hvordan pårørende inddrages i plejen.
Analysen viser også, at under halvdelen af kommunerne har tilbud, der skal forebygge psykisk og fysisk belastning blandt pårørende, selvom en opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 78 procent oplever et stigende pres. Sammenlignet med 2020 er det nu under hver fjerde kommune, der har et mål om at forebygge helbredsudfordringer blandt pårørende, og kun to ud af ti kommuner vurderer selv, at de når ud til langt de fleste pårørende med behov for støtte.
Ældre Sagen har på baggrund af analysen henvendt sig til alle landets byråd samt til ældreministeren med en opfordring til, at retten til professionel støtte skrives direkte ind i ældreloven.
POLITIK. Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har mandag indgået en aftale, der skal styrke beskyttelsen af blandt andre folkevalgte, offentligt ansatte og deres pårørende. Aftalen rummer otte initiativer og har til formål at gøre det tryggere at påtage sig et politisk eller offentligt hverv.
Hos Kommunernes Landsforening bliver aftalen mødt med ros. KL’s formand, Martin Damm, glæder sig over, at der nu bliver sat handling bag ønsket om bedre beskyttelse af lokalpolitikere, som i stigende grad oplever chikane og trusler.
»Det skal være trygt at tage en tørn for fællesskabet, og som samfund skal vi tage det dybt alvorligt, når lokalpolitikere oplever chikane og trusler. For det kan have store konsekvenser for både den enkelte, familien og vores demokrati. Derfor er det virkelig godt og vigtigt, at der nu ligger en bred aftale,« siger Martin Damm.
Aftalen indeholder blandt andet initiativer, der skal sikre en mere direkte hjælp til lokalpolitikere, der oplever trusler eller chikane. Samtidig er der fokus på at forebygge, at problemerne opstår. Ifølge KL-formanden er det en vigtig balance.
»Dagens tiltag giver en mere direkte hjælp til os lokalpolitikere, når vi oplever trusler og chikane. Det er rigtig godt. Samtidig vil jeg også gerne kvittere for, at man også sætter ind med gode initiativer, der kan forebygge, at vi overhovedet ender i en situation, hvor hjælpen bliver nødvendig,« siger han.
Et centralt element i aftalen er en styrket beskyttelse af familiemedlemmer og pårørende. Derudover indeholder aftalen en direkte kontaktordning til politiet for folkevalgte samt et øget fokus fra politiets side på både fysisk og digital chikane og trusler.
Martin Damm peger på, at KL længe har efterspurgt, at anmeldelser om chikane og trusler bliver taget alvorligt. »Vi har netop efterspurgt, at alle henvendelser til politiet om chikane og trusler bliver behandlet med den alvor, det kræver. Derfor er det positivt, at man fortsætter og følger den direkte lokale kontaktordning, der blev indført i forbindelse med kommunalvalget, og at politiet sætter yderligere ind over for online chikane,« siger han.
Samtidig understreger han vigtigheden af, at den demokratiske dialog kan fortsætte uden frygt. »Som borger skal man naturligvis kunne gå i dialog med de lokale politikere. Og den gode dialog har vi heldigvis rigtig meget af hver eneste dag. Men det er vigtigt, at vi sikrer, at vores familier og pårørende ikke bliver unødigt involveret. Derfor er vi også glade for, at der bliver sat ind, så dem, der udøver chikane mod politikere og deres familier, mærker en konsekvens,« siger Martin Damm.
BUSINESS. Når MESSE C Furniture Fair løber af stablen i Fredericia fra den 26. til 29. april, er den traditionsrige møbelproducent Skalma blandt udstillerne. Virksomheden fra Viborg, som har rødder helt tilbage til 1904, benytter messen til at præsentere en række nyheder og resultatet af en ny strategisk retning.
Skalma begyndte oprindeligt med produktion af madrasser fremstillet af tørret tang og ålegræs fra Limfjorden. I dag er det dog især sofaer, modulsystemer, drejestole og lænestole, produceret i Danmark, der har sikret virksomheden en solid position på markedet gennem årtierne.
Ifølge salgschef Kristian Svarre er der fortsat masser af udvikling i den mere end 120 år gamle virksomhed. Han tiltrådte sidste år og har været med til at udforme en ny strategi, der nu for alvor bliver foldet ud. På messen lancerer Skalma tre nye produktlinjer med navnene Danmark, Living og Basic, som skal gøre det muligt at favne bredere i markedet med forskellige designudtryk, fremstillingsformer og sortimentsbredde.
Kristian Svarre fortæller, at interessen allerede har været mærkbar. »Før jul havde vi en snes forhandlere i Viborg for at introducere konceptet, og det blev rigtig positivt modtaget. Vi glæder os meget til at møde endnu flere af vores forhandlere på Furniture Fair og forhåbentligt også få mange ordrer i bogen,« siger han.
Ud over de nye linjer vil Skalma også præsentere andre nyheder, blandt andet et nyt produkt inden for virksomhedens tradition for klassiske drejestole.
Salgschefen har samtidig store forventninger til selve messen, som han oplevede som en succes ved premiereudgaven sidste år. »Jeg synes, det var et virkelig godt setup. Det var dejligt målrettet, ikke noget med belysning, børnemøbler, legetøj eller andet. Det er klart, at konceptet her giver ikke tusindvis af besøgende, men det betyder ikke noget, for der var alle dem, vi har brug for at møde,« siger Kristian Svarre.
Han oplevede også, at flere gæster undervurderede messens omfang. »Jeg har hørt flere ytringer fra folk, som sagde, de havde fejlvurderet ved kun at gæste messen én dag. Det er jo en dejlig tilkendegivelse, som viser, at der virkelig er noget at køre efter,« siger han.
MESSE C Furniture Fair i Fredericia finder sted fra den 26. til 29. april 2026.
REGIONEN. Region Syddanmark følger nu aktivt op over for patienter, efter der i forbindelse med et leverandørskifte har været problemer med forsinkede eller manglende breve. Regionen skiftede den 18. december 2025 leverandør af fysisk brevpost fra PostNord til dao, og i ugerne efter overgangen har både sygehuse og patienter oplevet udfordringer med brevleveringer.
Ifølge regionen er der dog generelt gode procedurer på plads til at håndtere situationer, hvor breve ikke når frem. Derfor vurderes det samlet set, at der ikke er tale om en større risiko for patientsikkerheden.
Koncerndirektør Kurt Espersen understreger, at regionen tager situationen alvorligt, men samtidig opfordrer patienter til ikke at være bekymrede. »Det er forventeligt, at der kan være større eller mindre udfordringer, når så stor en opgave overdrages fra én leverandør til en anden. Vi er derfor også i tæt dialog med dao om at få løst de udfordringer, der er opstået, hurtigst muligt. Det er vigtigt at understrege, at patienter ikke skal være urolige. Regionens sygehuse har klare og gennemprøvede procedurer, som sikrer, at de følger op, gensender brevene eller kontakter patienterne, hvis et brev ikke er nået frem,« siger han.
Regionen oplyser, at langt de fleste breve når frem, også selvom nogle kan være forsinkede. Hvis en patient ikke møder op til en aftale, undersøger sygehuset årsagen og kontakter patienten direkte, for eksempel telefonisk. Er et indkaldelsesbrev ikke kommet frem, bliver der sendt et nyt. Ved akutte indkaldelser bliver patienterne altid kontaktet både via telefon og brev for at sikre, at beskeden er modtaget.
Prøver, der sendes fra praktiserende læger og speciallægepraksis til regionens sygehuse, er ikke berørt af problemerne, da de transporteres via regionens eget transportsystem.
Regionen peger dog på, at én gruppe patienter skal være ekstra opmærksomme. Det gælder borgere, der har bestilt eller sendt et prøvekit til screening for tarmkræft eller livmoderhalskræft. Borgere, der er inviteret til tarmkræftscreening, modtager et informationsbrev flere uger inden prøvekittet ankommer. Hvis prøvekittet ikke er modtaget fire uger efter informationsbrevet, eller hvis der ikke er kommet svar inden for 10 hverdage efter indsendelse, kan regionens screeningsekretariat kontaktes.
Borgere, der har bestilt et selvtestkit til screening for livmoderhalskræft og ikke har modtaget det, eller som ikke har fået svar efter indsendelse, opfordres til at kontakte egen læge.
Region Syddanmark oplyser, at der fortsat er tæt dialog med dao, sygehusene og de øvrige regioner for hurtigst muligt at få styr på leveringerne, og forventningen er, at udfordringerne bliver løst snarest muligt.
BUSINESS. Luftfragten i Billund Lufthavn er kommet godt fra start i 2026. I januar blev der fragtet 7.202 tons gods gennem lufthavnen, hvilket er en stigning på 14 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Væksten gælder både eksport og import og markerer en positiv indledning på året for fragtområdet.
Administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, glæder sig over udviklingen, men maner samtidig til forsigtighed i forventningerne. »Vi har indledt året stærkt, og det er vi tilfredse med. Det er dog for tidligt at sige, om væksten fortsætter de kommende måneder. For året forventer vi fortsat samlet set fragtmængder på niveau med 2025, som var et af vores bedste år,« siger han.
Samtidig fortsætter udviklingen af lufthavnens fragtområde. I januar blev det offentliggjort, at Billund Lufthavn sammen med HT Transport investerer 80 mio. kr. i et nyt anlæg til luftfragt. Det kommende anlæg skal blandt andet rumme en cross-docking-terminal, der skal effektivisere håndteringen af gods.
Ifølge Jan Hessellund er investeringen et vigtigt skridt i den langsigtede udvikling. »Investeringen er et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af fragten i Billund Lufthavn. Cross-docking-terminalen skal bidrage til øget kapacitet, bedre flow og større fleksibilitet. Udvidelse er et vigtigt skridt i vores rolle som kritisk infrastruktur,« siger han.
Januar bød også på udfordringer i form af vintervejr. En af vinterens koldeste morgener ramte Billund, hvilket gav ekstra travlhed hos både de-icing-faciliteterne og snerydningen. Her arbejdede beredskabet for at sikre en stabil og sikker drift. »Januar viste endnu en gang, hvor vigtigt vinterberedskabet er. Det er afgørende for, at vi kan afvikle trafikken som planlagt og samtidig give de rejsende en god oplevelse,« siger Jan Hessellund.
På passagersiden var der derimod tilbagegang. I alt rejste 183.860 passagerer gennem Billund Lufthavn i januar, hvilket er 11 procent færre end i samme måned sidste år. De Kanariske Øer var blandt de mest populære charterdestinationer, og Las Palmas var den mest benyttede rute. Samtidig var skisæsonen i fuld gang, hvor Salzburg var den mest populære skicharterdestination.
Senere i februar deltager Billund Lufthavn igen på feriemessen Ferie for Alle i Herning, hvor de rejsende kan møde flere af lufthavnens flyselskaber og få inspiration til kommende rejser. »Ferie for Alle er en vigtig begivenhed for os. Her møder vi de rejsende ansigt til ansigt. På standen kan man høre om nye ruter, få inspiration til rejsen og stille spørgsmål om mulighederne fra Billund,« siger Jan Hessellund.
Der har altid været mange forskellige virksomheder tilknyttet Fredericia Havn, og der har gennem tiden været flere forskellige risici forbundet med disse virksomheder. Desværre er det gået galt ved flere lejligheder, hvor man måtte håndtere alvorlige ulykker. Der har især været store risici knyttet til de store olietanke og til Superfos-fabrikkerne. Myndighederne forestillede sig mange mulige ulykker, og sikkerhedsmæssigt har man derfor været forberedt på lidt af hvert. På den måde var man klar til at håndtere en ulykke, hvis den skulle opstå. Dette er en fortælling om nogle af disse ulykker – og om, hvordan de blev håndteret.
Efter branden måtte man genopføre en ny kranbro. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Da kranbroen brændte
I 1963 havde Superfos opført en helt ny kranbro i Kastelshavnen. Broen var en lang stålbro med et transportbånd af gummi. Den førte fra den nye svovlsyrekaj til svovlsyrefabrikken og skulle hjælpe med transport ved losning af skibe til fabrikken.
Den 1. juli 1963 skete ulykken. Omkring kl. 9 udbrød der brand på transportbåndet.
Det var en alvorlig situation, fordi der var risiko for, at branden kunne komme ud af kontrol. Kranen stod lige ved siden af kranbroen, og i værste fald kunne branden brede sig til fabrikken. Det ville være katastrofalt. Alarmen lød straks, og Fredericia Brandvæsen blev tilkaldt med 20 mand. Arbejdere fra fabrikken skyndte sig også til stedet for at hjælpe, og Shells brandvæsen, der lå lige ved siden af, bistod med yderligere 15 mand.
Takket være samarbejdet fik man slukket branden efter 50 minutter. Det var dog ikke nogen nem opgave. Under slukningsarbejdet eksploderede flere gas- og iltflasker, hvilket skabte stor ravage. Store stykker fra de eksploderede flasker blev efterfølgende fundet mere end 100 meter fra brandstedet, og en arbejder blev blandt andet slynget ned fra broen. Branden udviklede også en voldsom røg.
Ulykken tiltrak mange tilskuere ned mod havneområdet, hvor de blev vidner til endnu en ulykke. Under slukningsarbejdet hejste Fredericia Brandvæsen en stige op til kranbroen, hvor to brandfolk kravlede op. Desværre havde man ikke fået sikret hjulene på stigen, så den begyndte at svinge med brandfolkene på. Stigen væltede, og de to brandfolk blev kvæstet og kørt til sygehuset.
Da branden endelig var slukket, viste det sig, at kranbroen var totalt udbrændt. Brandårsagen var en kortslutning i et kabel fra en svejsetransformator. Den voldsomme varme havde forvredet stålkonstruktionen, og kranbroen måtte efterfølgende erstattes helt.
BP
Den 8. april 1968 skete der noget i Vesthavnen, som myndighederne længe havde frygtet. Ved BPs anlæg i Vesthavnen stod flere store tanke fyldt med benzin og olie. Man vidste, at brandrisikoen var stor, og derfor skulle man altid være meget påpasselig, når der blev arbejdet ved tankene.
Tidligt om morgenen den 8. april skulle to tankbiler fyldes, som det skete hver dag. Kl. 7.30 gik det galt. Tre tankvogne holdt klar til at få fyldt benzin på, inden de skulle køre ud til tankstationer langs vejene. Der blev som altid monteret et rør fra BPs tank hen til tankvognen, og benzinen blev ført gennem røret.
Brand i BPs påfyldningsanlæg i Vesthavnen den 8. april 1968. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Denne gang gik der dog ild i benzinen inde i røret, og tankvognen brød i brand. Lynhurtigt bredte flammerne sig til den næste tankvogn, mens chaufføren i den tredje tankvogn reagerede hurtigt og bakkede sin lastbil væk fra ilden.
Det var en rigtig god beslutning, for ulykken kunne potentielt være blevet meget voldsom. Fredericianerne vågnede op til en ekstrem røgudvikling med store, høje flammer, og mange frygtede, at det var selve tankene ved BPs anlæg, der var brudt i brand. Heldigvis var branden begrænset til de to tankvogne.
Arbejdsfolkene fik hurtigt lukket for røret, så ilden ikke kunne komme ind i selve tankanlægget. Derudover var det heldigt, at vinden blæste ilden ud mod Lillebælt frem for ind mod landsiden.
Der blev hurtigt mobiliseret et stort antal brandfolk. Mandskabet på BP stormede til, og det samme gjorde brandfolkene fra Fredericia Brandvæsen, Middelfart Brandvæsen og Shells brandvæsen. Politiet måtte spærre et stort område af, da branden tiltrak mange nysgerrige, som ønskede at følge med.
Brandfolkene arbejdede intenst – både med selve slukningen og med at sikre, at branden ikke spredte sig. Derfor blev flere lastbiler og andet materiel dækket til med skum som en sikkerhedsforanstaltning. Det tog brandfolkene cirka en time at slukke branden i de to tankvogne.
Efterfølgende kunne skaderne opgøres. De samlede skader blev vurderet til omkring 1 million kroner. Chaufføren, der havde skyndt sig at bakke den tredje tankvogn væk, fik alvorlige forbrændinger, men den helt store katastrofe var blevet afværget.
Røgen indtager Fredericia
Den 24. august 1996 er en dag, som de færreste øjenvidner i Fredericia nogensinde vil glemme. Lørdag morgen bredte en gul giftsky sig ud over Fredericia og skabte stor nervøsitet i byen.
Allerede kl. 5.30 vågnede mange til en alarmsirene fra Kemira ved Fredericia Havn. Der var sket et stort giftudslip fra fabriksanlægget. Det startede som en rødbrun gassky, der bølgede op fra anlægget. Vinden sendte skyen ind over Fredericia, hvor den udviklede sig til en tæt, gul giftsky. Sammen med skyen bredte der sig også en skarp lugt af syre.
Katastrofealarmen blev udløst, og alle fik besked om at holde sig inden døre bag lukkede vinduer.
Baggrunden for ulykken var egentlig ganske ordinær for de erfarne arbejdere på Kemira. I NPK 1-anlægget var en af de store tørretromler med gødning blevet tilstoppet, hvilket skete ganske ofte. Derfor omstillede man produktionen til rensning. Det viste sig dog, at tilstopningen havde skabt en prop i systemet, som skulle fjernes, før anlægget kunne fungere igen.
Arbejderne fik hul på proppen, men denne gang løste det ikke problemet. I stedet blev det starten på en helt ny krise. Fra tromlen væltede det frem med gule røggasser, og der opstod en voldsom varmeudvikling. Der var gået ild i gødningen nede i tromlen. Arbejderne blev tvunget til at løbe væk for at komme i sikkerhed. Det var helt galt, og alarmerne blev udløst.
Fredericia Brandvæsen reagerede hurtigt, men giftskyen bredte sig med stor hastighed. Snart var hele fabriksområdet indhyllet i den gule sky. Fredericianerne i midtbyen vågnede til sirenerne, og alle vinduer og døre blev lukket. Efterhånden bredte skyen sig ned over midtbyen.
Brandfolkene kæmpede med at komme ind på fabrikken og slukke branden. De måtte pøse vand ned i tromlen, hvor der stadig var ild i 10-12 tons gødning. Det var meget vanskeligt arbejde, da udsynet var stærkt begrænset af røgen, og varmen fra branden var kolossal.
Efter cirka en times indsats kom ilden under kontrol, hvilket stoppede udsivningen af gas. Kl. 8 var situationen så stabiliseret, at beredskabet kunne afblæse katastrofealarmen, og fredericianerne kunne igen åbne deres vinduer.
Herefter begyndte spørgsmålene at melde sig: Hvordan kunne dette ske? Det blev en landsdækkende nyhed, at en giftsky havde spredt sig fra Kemira over Fredericia. På Christiansborg krævede SF miljøminister Svend Auken i samråd, og lokalt ønskede flere politikere, at Kemira skulle lukkes. Her manede borgmester J.B. Nielsen dog til besindelse.
Spørgsmålene rettede sig også mod katastrofehåndteringen. Beredskabet og brandvæsenet havde handlet resolut og effektivt, men kommunikationen til borgerne var ikke god nok. Borgerne hørte sirenerne over hele byen, men fik ingen besked om, hvorfor de lød. Ved en fejl blev beredskabets besked til DR sendt forkert, så borgerne ikke fik yderligere information.
Endnu værre gik det for byens døve borgere. De fik ingen besked om forholdsregler, før katastrofen var drevet over.
I de følgende dage fyldte disse spørgsmål meget, og der blev stillet store krav om, at en lignende situation ikke måtte opstå igen på Kemira-fabrikken. Diskussionen førte også til spørgsmål om, hvor længe man skulle acceptere, at en fabrik som Kemira lå så tæt på byen.
I forbindelse med gasudslippet måtte mange borgere en tur forbi hospitalet til observation, mens den gule gassky langsomt lettede fra byen.
Katastrofernes konsekvenser
Der har været mange andre ulykker og katastrofer forbundet med virksomhederne ved Fredericia Havn. De fleste blev hurtigt håndteret, mens andre krævede timers indsats og store udgifter til oprydning.
Billeder fra branden ved DanGødning den 3. februar 2016. Foto: Lars Ketelsen
Den store brand på DanGødnings anlæg på Møllebugtvej den 3. februar 2016 var en af disse. Her gik der ild i palmeolie, som lækkede fra flere tanke. Omkring 400 brandfolk fra Jylland, Fyn og Sydslesvig kæmpede i mange timer mod branden og måtte på et tidspunkt trække sig tilbage på grund af eksplosionsfare. Mere end 250 personer og flere institutioner i lokalområdet blev derfor evakueret.
Branden ødelagde flere store tanke på Møllebugtvej, og flere tusinde tons gødning blev ledt ud i Lillebælt. Efterfølgende blev der iværksat en omfattende undersøgelse af konsekvenser og ansvar.
Ulykker og katastrofer medfører heldigvis også et øget fokus på sikkerhed. Der er altid risici forbundet med arbejdet omkring en havn, og derfor afsættes der også store ressourcer til at forebygge ulykker og sikre et effektivt alarmberedskab.
En brand i palmeolie på Fredericia Havn udløste en af de mest omfattende beredskabsindsatser i byens historie. Risikoen for eksplosion sendte borgere inden døre og førte til natlig evakuering af et boligområde. Første indsatsleder på stedet, Jes Andersen fra TrekantBrand, husker hvert minut. Ti år senere fortæller han om natten, hvor alt det, han var uddannet til, pludselig blev virkelighed.
En beredskabsmeddelelse fra Sydøstjyllands Politi lød som noget, man normalt forbinder med storbyer og katastrofefilm. Brand i palmeolie på Fredericia Havn. Risiko for eksplosion. Borgere blev bedt om at gå inden døre, holde døre og vinduer lukket og undgå rum, der vendte mod havnen. Et boligkvarter blev evakueret midt om natten.
Ti år senere husker Jes Andersen hvert minut.
»Det var meget surrealistisk, det indtryk, der mødte mig dengang. Det er et scenarie, man godt kan forestille sig i Danmarks historie, men som man aldrig regner med, at man selv skal stå midt i,« siger han.
Der findes nætter, der sætter sig fast i en by. Ikke som rygter eller løsrevne fortællinger, men som en fælles erindring, der bliver ved med at dukke op, når man taler om, hvad der egentlig kan ske. Nætter, hvor gaderne bliver stille på en unaturlig måde, hvor telefonerne gløder, men ingen helt ved, hvad de skal sige, og hvor sirenerne ikke bare er baggrundsstøj, men noget, der kryber ind under huden.
Sådan en nat var natten til den 3. februar 2016.
Jes Andersen var ikke på vej hjem. Han var ikke blevet ringet op fra sengen. Han sad på brandstationen i Fredericia. Der var kaffe på kanden, kolleger omkring bordet og den velkendte stemning af beredskab og rutine, hvor man ved, at der kan ske noget – men hvor det oftest ikke gør.
»Vi sad egentlig bare og snakkede og drak kaffe. Der var ikke noget, der tydede på, at det her skulle blive anderledes end så mange andre vagter,« fortæller han.
Så kom meldingen. »Først lød den på brand i en industribygning. Det er noget, vi kender, og noget, vi har trænet igen og igen. Men allerede mens jeg kører derned, ændrer billedet sig. Meldingen bliver opdateret til større udslip, og kort efter kommer der melding om kemikalieudslip. Vi får tre meldinger inden for meget kort tid, og hver gang flytter scenariet sig.«
Det er ikke bare flere oplysninger. Det er en eskalation, der ændrer alt. For når en brand på et industriområde bliver til et udslip – og derefter til kemikalier – flytter fokus sig fra slukning til konsekvenser. For mandskab. For borgere. For byen.
»På det tidspunkt ved man godt, at det her ikke bare er en almindelig brand. Så begynder man at tænke i afstande, i zoner og i, hvad man kan tillade sig at udsætte folk for,« siger Jes Andersen.
To minutter efter alarmen er gået, er han fremme. »Jeg holder dernede meget hurtigt. Og det første, der slår mig, er, at Strandvejen er helt mørklagt. Der er ingen lys. Ikke fordi det er nat, men fordi strømmen er gået. Det giver en meget mærkelig stemning.« Han kører lidt længere frem.
»Der kommer biler imod mig i den forkerte vejbane. De er ikke stressede eller aggressive. De er bare på vej væk. Instinktivt. Og der er endnu ikke sendt nogen officiel melding ud.« Jes Andersen standser, hopper ud af bilen og bevæger sig ind i et skadested, der endnu ikke har fundet sin form.
»Og så ser jeg menneskerne. Der er en masse folk, som enten er kommet gående eller i bil, og som bevæger sig mod de blå blink. Mod stedet. Det er det mest urovækkende i starten.« De går mod det, man normalt går væk fra. Mod lyset. Mod røgen. Mod det uvisse. Mod en havn, hvor ingen endnu helt ved, hvad der brænder, hvad der løber ud, eller hvor langt det kan nå.
»Det er der, det for alvor går op for mig, hvor stort det her kan blive. Ikke gennem tal eller kort, men gennem mennesker. Gennem den måde, de reagerer på.« Inden for det første minut på skadestedet begynder han at gøre det, han er uddannet til.
»Jeg aktiverer alle tre udrykningsenheder med det samme. Jeg får kaldt assistance fra Middelfart, Vejle og Kolding, og vi begynder at dele området op i skadesteder. Det hele sker meget hurtigt, fordi man ved, at hvis det her eskalerer yderligere, så skal strukturen være på plads fra starten.«
Området bliver delt op i tre skadesteder. Hvert med sin holdleder. Hvert med sit ansvar. Klassisk beredskabsledelse, men lagt ned over et skadested, der hele tiden ændrer karakter.
»Vi vidste ikke, hvad det var, der lå hen over vejen. Vi kunne se, at der lå noget stort og udefineret, men vi kunne ikke se, hvor det kom fra, eller om der kunne være nogen fanget. Og når man ikke ved det, så er man nødt til at handle ud fra det værst tænkelige.«
Han træffer beslutningen uden tøven. »Jeg bad holdlederen om at iværksætte personsøgning. Ikke fordi vi vidste, at der var nogen, men fordi vi ikke kunne udelukke det.« Kort efter ændrer branden karakter.
»Der kommer meldinger om ild inde i anlægget. Først forsøger man at slå det ned, men meget hurtigt udvikler det sig voldsomt. Vi bliver nødt til at trække styrkerne ud og tømme området.« Og midt i den bevægelse – mens man reorganiserer og forsøger at genetablere kontrol – kommer det opkald, der ændrer hele risikobilledet.
»Allerede kort tid efter er jeg i telefonen med en kemiker fra Beredskabsstyrelsen, som rådgiver mig under hele indsatsen.« Samtalerne er tekniske og præcise. De handler om mængder, om tanke og om forskellen på det, man kan se, og det, man skal frygte. »Det største problem er ikke de kubikmeter, der render ud. Det største problem er to tanke med palmeolie.«
Palmeolie er ikke bare olie. I store, opvarmede mængder kan den opføre sig uforudsigeligt. Og hvis en af tankene kollapser eller eksploderer, kan konsekvenserne række langt ud over havnens hegn. »Hvis der skete en eksplosion, og der kom en trykbølge, så ville vinduerne blive blæst ind.«
Det er her, myndighedernes kommunikation til borgerne får sin baggrund. Ikke i ønsket om at skabe frygt, men i behovet for at flytte mennesker væk fra risiko. Der bliver defineret zoner. En inderste zone, hvor evakuering er nødvendig. En ydre zone, hvor mennesker ikke må opholde sig i rum, der vender mod havnen. »Det handler ikke om panik. Det handler om risikostyring.«
Og så begynder den del af natten, som mange fredericianere stadig husker helt konkret: beskederne. Beredskabsmeddelelserne. Bankene på dørene. »Det gik virkelig hurtigt. Mange havde pakket en taske, da vi kom.« Brandfolk og politi deler området op. Hver vej får sin bemanding. »Brandmændene stod ved hver vej, og politiet hjalp til.«
For de fleste kan evakuering lyde som et administrativt begreb. I virkeligheden er det mennesker, der bliver vækket midt om natten. Børn, der bliver løftet ud af sengen. Ældre, der skal hjælpes. Nogle kan ikke selv komme ud. Der bliver sat busser ind. Enkelte borgere må transporteres ud med ambulance. Midt i arbejdet med zoner opstår også de gråzoner, ingen plan kan forudse. Et af dem er plejecentret Othello, som ligger tæt på den inderste risikozone.
»Othello lå lige på kanten. Udgangspunktet var, at alt inden for 500 meter skulle evakueres, men her var det ikke realistisk at flytte beboerne ud midt om natten.«
I stedet for en fuld evakuering blev der truffet en anden beslutning. Plejecentret lå på kanten af den zone, hvor kortet sagde »ud«, men virkeligheden sagde noget andet. »Man holdt beboerne væk fra de rum og facader, der vendte mod havnen. Det var det mest forsvarlige i den situation,« fortæller Jes Andersen og understreger, at det netop var et valg, hvor hensynet til mennesker vejede tungere end en mekanisk efterlevelse af afstande og cirkler.
Mens byen langsomt flyttede sig væk fra havnen, fortsatte indsatsen dernede – men med et klart skifte i fokus. Flammerne var ikke længere det centrale. Temperaturen var. »Det, vi havde brug for, var ikke så meget slukning. Det afgørende var at få kølet de omkringliggende tanke ned, så branden ikke bredte sig og udviklede sig yderligere,« siger han.
Her blev specialudstyr uundværligt. Østjyllands Brandvæsen havde både erfaring og kapacitet fra lignende hændelser, og deres bidrag blev afgørende i den fase af indsatsen, hvor det handlede om at holde situationen stabil frem for at vinde den hurtigt. »De havde udstyr og viden, som vi havde brug for i den situation,« siger Jes Andersen.
Samtidig voksede indsatsen i lag. Først de lokale styrker, der kendte området. Derefter nabostationer. Så specialenheder og ekstra kapacitet, som blev trukket ind, mens natten skred frem, og belastningen steg. Jes Andersen lægger ikke skjul på, at sådan en indsats også rummer fejl, misforståelser og øjeblikke, hvor tingene ikke lander, som man havde ønsket.
»Der vil ske fejl. Og der er en kæmpe belastning. Det er uundgåeligt i en indsats af den størrelse,« siger han – ikke som en undskyldning, men som en konstatering.
Alligevel insisterer han på, at historien ikke kun handler om risiko, pres og svære valg. Den handler også om det, der opstår, når mennesker arbejder tæt sammen under ekstreme vilkår. »Der var en kæmpe holdånd. Man passede virkelig på hinanden,« siger han.
Han vender tilbage til det dilemma, der i sidste ende definerer al beredskabsledelse: hvornår stopper man? Hvornår er indsatsen ikke længere forsvarlig – uanset hvor meget man gerne vil fortsætte? »Der findes ingen heltemod i at sætte folk ind i noget, man ikke kan kontrollere,« siger Jes Andersen.
Rammen for mandskabet var klar. De måtte gøre, hvad de kunne. Men de måtte ikke komme til skade. Og hvis situationen udviklede sig i en retning, hvor kontrollen gled, skulle de trække sig ud.
To gange blev området evakueret. To gange blev indsatsen reorganiseret. Og til sidst blev der trukket længere væk, fordi risikovurderingen pegede på, at faren kunne overstige de taktiske muligheder.
Klokken 01.00 kom den melding, der markerede et tydeligt skifte. Evakueringen af det umiddelbare fareområde var afsluttet. I de omkringliggende zoner skulle borgere fortsat holde sig indendørs og væk fra rum, der vendte mod havnen.
Det var den type formulering, der fortalte, at beredskabet havde bevæget sig fra akut kaos til kontrolleret usikkerhed. Ikke alt var sikkert. Men det mest kritiske var afværget.
Ti år senere er det ikke først og fremmest de tekniske detaljer, der sidder fast hos Jes Andersen. Ikke mængderne. Ikke modellerne. Ikke procedurerne.
Det er datoen.
»For mig er den 3. februar en dag, der bliver ved med at dukke op,« siger han.
Erfaringerne fra natten er blevet omsat til læring, undervisning og ændrede retningslinjer – ikke som efterrationalisering, men som praktisk viden, der har sat spor i måden, man arbejder med indsatsledelse på i dag.
»Jeg har været med til at ændre måden, vi arbejder med indsatsledelse på,« siger han.
Når man ser tilbage på branden på Fredericia Havn, er det let at hæfte sig ved de synlige billeder: røgen over havnen, afspærringerne, evakueringen midt om natten. Men den historiske kerne ligger et andet sted.
I hastigheden, hvormed beslutninger blev truffet, før svarene fandtes. I kompleksiteten, hvor en brand blev til udslip, til kemikalier, til palmeolie og eksplosionsrisiko. Og i konsekvensen, hvor en hel by i nogle timer måtte give slip på kontrollen og stole på, at systemet holdt.
Den nat holdt Fredericia vejret. Ikke fordi nogen ønskede drama, men fordi risikoen var reel – og fordi beslutninger blev truffet hurtigt nok til, at den værste mulighed forblev netop det.
»Det var meget surrealistisk,« siger Jes Andersen igen.
Og måske er det den mest præcise sætning, man kan sætte på en nat, hvor alt var virkeligt, men intet føltes normalt.
KULTUR. Når Fredericia Musicalteater den 9. februar har premiere på den Reumertnominerede familiemusical De Tre Små Grise, bliver det med særligt fornemt besøg i salen. De engelske komponister og forfattere George Stiles og Anthony Drewe har nemlig meldt deres ankomst til Fredericia.
Duoen står bag musikken og teksten til forestillingen og er internationalt anerkendt for en lang række succesfulde musicals, herunder Mary Poppins på Broadway og West End samt De Tre Bukke Bruse, der tidligere har haft stor succes i Danmark.
Fra børnemusical i Singapore til Fredericia
Idéen til De Tre Små Grise opstod oprindeligt i 2010, da Stiles og Drewe blev bedt om at skrive en musical for de yngste publikummer i Singapore. Opgaven var at tage udgangspunkt i en historie, som de fleste allerede kendte, og samtidig give den et klart budskab, et overskueligt persongalleri og en spilletid, der kunne fastholde helt små børn. »Det lød enkelt, men udfordringen var at gøre historien musikalsk, give den dybde og samtidig sikre, at skurken ikke blev for uhyggelig for børn,« fortæller Anthony Drewe.
Den tilgang blev udgangspunktet for en musical, der både rummer humor og tempo, men også et tydeligt fokus på fællesskab og familie. En kombination, som siden har vist sig at fungere på tværs af lande og sprog. I Fredericia har forestillingen tidligere spillet for udsolgte sale, og i 2021 blev De Tre Små Grise nomineret til Reumert som årets bedste musical- eller musikforestilling.
Komponist George Stiles og tekstforfatter Anthony Drewe har skrevet De Tre Små Grise, som nu får premiere i Fredericia.
At forestillingen har opnået den anerkendelse i Danmark, ser ophavsmændene først og fremmest som et resultat af det arbejde, der bliver lagt lokalt. »Nomineringen er i høj grad en hyldest til det hold i Fredericia, der har arbejdet med forestillingen. Vi elskede deres version af De Tre Bukke Bruse og glæder os meget til at se, hvad de har gjort med De Tre Små Grise,« siger George Stiles.
For Stiles og Drewe er Fredericia derfor ikke blot endnu et sted, hvor forestillingen opføres, men et miljø, hvor musicalgenren bliver taget alvorligt. »Det er vores andet besøg i byen, og vi er kommet igen, fordi vi havde en virkelig god oplevelse første gang. Fredericia Musicalteater er et vidunderligt sted og fortjener international opmærksomhed.«
Eventyr, humor og flere lag
Stiles og Drewe er kendt for at skrive musicals, der taler til både børn og voksne på samme tid. En bevidst tilgang, hvor ingen af målgrupperne bliver efterladt på sidelinjen. Inspirationen til den måde at fortælle historier på går helt tilbage til arbejdet med en anden klassisk fortælling af dansk oprindelse. »Da vi skrev Honk! over Den grimme ælling, var vi meget bevidste om at skabe en historie med flere lag. Noget fysisk og sjovt til børnene og humor og eftertanke til de voksne. Den tilgang har vi taget med os siden,« forklarer Anthony Drewe.
Foto: Sebastian Løndal
Den samme tanke ligger til grund for De Tre Små Grise, hvor eventyret har fået en ny vinkel. Her er grisene en familie med indbyrdes dynamik, ulven har en forhistorie med dem, og fortællingen handler ikke kun om at bygge det rigtige hus, men om at holde sammen, også når det bliver svært.
En musical i børnehøjde med store ambitioner
For ophavsmændene er det afgørende, at forestillingen fungerer som børnenes møde med teater. Det er her, nysgerrigheden skal vækkes, og oplevelsen skal kunne mærkes med det samme. »Hvis børnene griner, klapper og lever med, ved vi, at det fungerer. Hvis de begynder at vrikke på stolen, ved vi det også med det samme,« siger George Stiles.
Målet er ikke alene at underholde i øjeblikket, men at give børnene noget, de tager med sig videre. »Vi håber, at børnene tager en følelse af forundring med sig hjem, og måske et ønske om at komme i teatret igen. Eller selv stå på en scene en dag.«
Opgraderet version i nye rammer
Den kommende opsætning er tilpasset AHA Salen og bliver større end tidligere versioner. Forestillingen spiller i vinterferien 2026 og er anbefalet fra fire år.
Med Stiles og Drewe i salen til premieren bliver det ikke bare et gensyn med en populær forestilling, men også et øjeblik, hvor Fredericia igen får besøg af navne, der har været med til at forme musicalgenren langt ud over byens grænser.
En 32-årig mand er natten til tirsdag blevet sigtet for kørsel uden førerret i Fredericia. Det fortæller Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet standsede manden klokken 01.42 på Strandvejen ud mod Hannerup Brovej. Ved kontrollen viste det sig, at føreren ikke havde gyldigt kørekort.
ØKONOMI. Formueuligheden i Danmark er fortsat på et historisk højt niveau, men er de seneste år blevet holdt i ave af arbejdsmarkedspensionerne. Det viser...
