LOKALT. Klokken slår otte en onsdag aften ved hovedvagtbygningen på Landsoldatpladsen. Solen står stadig lavt og gyldent over den gule mur, og en flok mennesker har samlet sig på brostenene. Så træder han frem, manden i den mørkeblå kappe med messingknapper, morgenstjernen hvilende mod skulderen og lanternen i hånden med et levende lys bag de små ruder. Han løfter hovedet, trækker vejret og synger. »På vægter, klokken er slagen otte,« lyder det ud over pladsen, en gammel melodi fra en tid, hvor det var sådan, byen fik at vide, hvad klokken var.

Manden er Niels Steenfeldt, og han har gået vægter i femogtredive år. Det begyndte i Ringkøbing, hvor en kollega en dag ringede og sagde, at Niels jo kunne synge, og spurgte, om det ikke var noget. Det vidste han nu ikke rigtig, hvad indebar. »Jamen, vi skal bare synge nogle sange og gå rundt i byen,« lød svaret. Så var han i gang. Siden er det blevet til femogtyve år i Odense, ophold i Kerteminde, og de seneste fire år også her i Fredericia. Til Fæstningsdagene og hver onsdag i juli fører han følget gennem den gamle fæstningsby.

Vægteren var i sin tid byens vagt i mørket. Han holdt ro og orden, passede gadelygterne, slog alarm ved brand og sang sit vers ved hvert timeslag, så borgerne kunne følge med i tiden. Det var en lang vagt. Om sommeren gik han af klokken fire om morgenen, om vinteren først klokken syv, efter at have mødt klokken seks om aftenen. »En lille vagt på tretten timer,« bemærker Steenfeldt tørt. »Og så synes vi, at vi har lange arbejdsdage i dag.«

Versene, han synger, tilskrives biskop Thomas Kingo fra Odense, der ved slutningen af 1600-tallet tog nogle ældre og mere ugudelige vers og gav dem et kristent præg. De samme vers synges i alle de byer, hvor vægtergangen er genoptaget, helt op i Norge, der jo dengang hørte til det danske rige.

Ved Landsoldatpladsen standser han op og ser op på figuren, Herman Wilhelm Bissens statue, rejst efter sejren i 1849. Han fortæller om manden, der stod model til kroppen, som først så statuen halvtreds år senere og udbrød, at den skam aldrig havde lignet ham. Han fortæller, at der bag figuren sidder et såkaldt mandehul, og at de sidste drenge, der kravlede derind, nok sidder der endnu. Børnene i flokken ser storøjede op.

Undervejs vælger han en af de yngste fra. En dreng bliver udnævnt til vægterlærling og får stokken og lanternen i hænderne, og fra da af følger han med forrest, alvorlig og stolt, mens vægteren fortæller. Og som lærling får han at vide, at han har pligt til at hjælpe sin mor med at bære skrald ud hele sommeren. Folk ler, drengen med.

For det er dét, Steenfeldt kan. Han bærer det hele i hovedet, uden manuskript, og lader gaderne og hjørnerne kalde historierne frem. »Det er lokaliteterne og de steder, jeg bevæger mig, der gør, at jeg husker historierne. Jeg har jo ikke en sufflør med rundt,« forklarer han.

Han fortæller om bombardementet, der i sommeren 1849 lagde et par hundrede huse i grus, om spritfabrikkens skorsten, som fjenden lovede en dusør for at ramme, men aldrig gjorde, så husene rundt om blev skudt sønder i stedet. »I begyndelsen havde folk travlt med at slukke ildebrandene. Men man fandt hurtigt ud af, at det var alt for farligt at være dér, hvor de brændte,« fortæller han. »Det var bedre at lade det brænde ud, for ellers blev for mange slået ihjel under slukningsarbejdet.«

Han fortæller også om vægteren Lang, der bar sit navn med et glimt af ironi, for lang var han ikke, snarere en lille prås af en mand. »Lang havde det problem, at det faktisk var ballademagerne, der styrede ham og ikke omvendt,« siger Steenfeldt med et grin. »Det lykkedes ham aldrig at arrestere nogen. Til gengæld fik han nogle bøllebank undervejs.«

Og han fortæller om natmanden Julius, der tømte byens lokummer og en aften fik indholdet i hovedet, da hesten gav et ryk. Alvor og skæmt skifter, og han fortæller det med et glimt, der gør, at man tilgiver ham selv de grovere historier.

Han fortæller levende, og de fremmødte er draget af det. Ved hvert stop, hvor følget standser, kommer nye til, folk der sad ved cafébordene eller kom gående, og som lader sig fange og bliver hængende. Flere slutter sig til undervejs og går med resten af ruten. Turen bevæger sig ned gennem gaderne, forbi Sankt Michaelis, ned mod det gamle rådhus, Meldahls Rådhus, hvor der engang var fængselskældre, og hvor vægterne havde deres boliger bagved. I de fleste byer forsvandt vægterne i årtierne efter 1866, da uddannede politibetjente overtog gaderne. »Det er der jo mange i dag, der mener, ikke nødvendigvis var den bedste løsning,« bemærker Steenfeldt med et glimt.

Og så synger de sammen. »Dengang jeg drog af sted« kender de fleste, og de synger med, når vægteren stemmer i. »Jeg sang først et vægtervers og derefter et vers af Dengang jeg drog af sted, og så begyndte folk at synge med. Pludselig gik jeg herfra med 150 mennesker efter mig,« fortæller han om en tidligere aften, hvor han bad orkestret spille med, mens han drog af sted, og folk fulgte efter i hobetal. Det er den slags, der driver ham, mennesker der samles om en sang og en historie i sommeraftenen.

Godt en time senere ender turen, hvor den begyndte. Det er blevet lidt mørkere over pladsen, og Landsoldaten står som altid med sin fane. Vægteren løfter morgenstjernen en sidste gang og synger dagen ud. »På vægter, klokken er slagen ni. Nu skrider dagen under.« Så går folk hver til sit, en smule klogere på den by, de bor i, og på den mand, der engang gik dens gader, når alle andre sov.

Der er mere endnu, langt mere, end der er plads til her, og vi skal heller ikke røbe det hele. En del af charmen ved en aften med vægteren er netop at lade historierne komme, som de kommer, når man selv går med. Men så meget kan siges; Det er en oplevelse værd. En time i selskab med Niels Steenfeldt er en time, hvor byen folder sig ud og bliver ved med det, længe efter at lanternen er slukket.

Nattevægteren går hver onsdag i juli, klokken 20, fra hovedvagtbygningen på Landsoldatpladsen. Turen varer omkring en time, og det er gratis. Man møder bare op.