Mandag eftermiddag i byrådssalen sidder Johannes Lundsfryd med en ro, der virker mere tillært end naturlig. Forløbet op til denne dag har trukket dybe spor i Middelfarts politiske landskab, og selv om stemningen udadtil er høflig og kontrolleret, levner han ingen tvivl om, at han står tilbage med en oplevelse, der har ramt både ham og mange vælgere.
»Jeg har en grundlæggende følelse af, at borgerne ville ét, men byrådet ville noget andet,« siger han. Underforstået: vælgerne gav ham et tydeligt mandat, men et partiskifte åbnede døren for et flertal, der endte med at udpege en anden borgmester.
»Det må man jo bare tage til efterretning, fordi der er ikke så meget andet, jeg kan gøre ved den situation.« Han siger det uden dramatik, men med en konstatering, der bærer præg af en erfaring, som hverken kan affejes eller glemmes.
En rids i det lokale demokrati
Lundsfryd formulerer sig som en erfaren politiker, der vejer sine ord. Men han pakker ikke alvoren ind.»Vores lokaldemokrati har fået en rids i lakken.« Særligt én gruppe har givet udtryk for det, fortæller han: de unge.
»Jeg har talt med masser af særligt unge mennesker i den her periode. Måske også fordi jeg har rigtig mange unge mennesker, der kommer igennem huset derhjemme – mange af dem stemte første gang.« Og deres spørgsmål går til kernen.
»De spørger: Kan det nu være lige meget, hvordan vi sætter vores kryds? Hvordan kan vi sikre os, at det her nogensinde kommer til at ske igen? For nogle har der været en oplevelse af ligegyldighed – at man ikke tager alvorligt det, de kommer med. Det har været en meget trist oplevelse.«
En ny borgmester – og en ny virkelighed
Uanset hans egen skuffelse er realiteten nu, at Middelfart har fået en ny borgmester og en ny konstituering. »Vi har fået valgt en ny borgmester, vi har fået lavet en konstituering, og vi har aftalt, hvordan vi skal arbejde sammen i de kommende år.« Det, han ikke kan ændre, lægger han i skuffen, som han siger. Resten arbejder han videre med. Det er hans tilgang.
Forholdet mellem partierne har fået skår, erkender han åbent.
»Det er nemt at nedbryde tillid, men ekstremt svært at opbygge tillid. Og derfor tror jeg ikke, at der er nogen, der har glemt, hvad der er sket.« Men hukommelse er ikke det samme som handlingslammelse.
»Man kan jo godt have en professionel arbejdsrelation. Det er vel sådan, rigtig mange mennesker rundt på det danske arbejdsmarked har det. Uanset hvordan det ellers måtte være, så har man en opgave, der skal løses. Og den tager vi på os.«
Han minder om tallene: 7.474 borgere satte kryds ved Socialdemokratiet. »Vi er suverænt det største parti i byen, næsten hver tredje vælger har stemt på os. Det fører også et ansvar med sig for at tage ansvar for, hvordan vi skal udvikle os. Og det er jeg klar til at gå ind i.«
»Det er stadig lidt en gåde, hvad de andre vil med magten«
Når han bliver spurgt til fremtiden for kommunen, svarer han med en blanding af realisme og usikkerhed.
»Det er lidt tidligt at sige. Men i den valgkamp, vi havde, synes jeg, vi formåede at tegne et billede af, hvilken retning vi ville. Det er den retning, vi har haft de seneste otte år: fuld plus på udvikling, som betyder tilflytning, som betyder flere penge i kommunekassen, så vi kan holde hånden under velfærd. Det er vores grundstrategi.«
Og så tilføjer han en bemærkning, der på én gang er nøgtern og skarp. »Jeg synes ikke, at valgkampen tegnede noget alternativ til den grundstrategi. Så ja – selv efter mange ugers valgkamp og et hektisk forløb sidst, er det stadig lidt en gåde for mig, hvad de andre vil med magten.« Han lader sætningen stå et øjeblik.
»Men det må vi jo se, om de på et tidspunkt lader maskerne falde i forhold til, hvad de vil.«























