BUSINESS. Den Fredericiabaserede entreprenørvirksomhed CJ A/S kommer ud af regnskabsåret 2025/2026 med en historisk høj omsætning og en solid ordrebeholdning. Det oplyser virksomheden i forbindelse med årsrapporten, hvor et ellers udfordrende år også har budt på lukningen af afdelingen i Horsens.
I det seneste regnskabsår er væksten skabt gennem virksomhedens eksisterende kunder, og CJ fremhæver selv den høje andel af tilbagevendende kunder som et resultat af fokus på det gode samarbejde. Virksomheden vil ifølge egne ord være fleksibel og løsningsorienteret, særligt når opgaverne er komplekse.
Året har dog også krævet en strategisk tilpasning. CJ har valgt at nedlægge sin Horsens-afdeling efter en periode med utilfredsstillende resultater, og beslutningen har påvirket årets resultat på grund af omkostninger til at afvikle aktiviteter og projekter. Dertil kommer svingende priser på materialer og brændstof samt en vinterperiode med nedsat produktion på grund af hårdt vejr, hvilket samlet har trukket ned i resultatet.
Ledelsen vurderer, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, og at årets resultat derfor ligger under virksomhedens normale niveau. Samtidig peger CJ på en historisk høj omsætning og en ordrebog fyldt med projekter, og virksomheden går ind i det kommende regnskabsår med positive forventninger. »Vi oplever en stigende efterspørgsel efter komplekse projekter, hvor vores erfaring, faglighed og evne til at gøre det komplekse enkelt skaber værdi for vores samarbejdspartnere. Når vi bliver involveret tidligt i projekterne, kan vi bidrage til at reducere risici, optimere løsninger og skabe større sikkerhed for både bygherrer og entreprenører. Det giver bedre projekter, stærkere samarbejder og et sundt økonomisk fundament for os,« siger administrerende direktør Jonathan Smetana.
Han fortæller samtidig, at CJ fastholder fokus på at udvikle og styrke virksomheden, så den fortsat kan skabe den organiske vækst, der er kommet gennem de seneste år. Med et solidt fundament, engagerede medarbejdere og en stærk ordrebeholdning ser virksomheden positivt på de kommende år.
CJ arbejder inden for bolig- og erhvervsbyggeri, anlægsarbejde, industriservice og tankanlæg og har petrokemiske anlæg som specialområde.
FÆSTNINGSDAGENE. Regnen kommer sivende ned over Fredericia denne 6. juli, stille og vedholdende, og alligevel samler folk sig ved Ryes Plads, da klokken slår elleve. Paraplyerne står tæt, faner hænger tungt af væde, men ingen går hjem. Foran træder soldater fra garnisonen an, og bag dem følger byen. Så sætter processionen sig i bevægelse, langsomt og tavst, for den første del af turen er en sørgemarch.
Ved Krigergraven står soldater i uniformer fra 1849 mellem kransene. På soklen står datoen, 6. juli 1849, og navnene på de faldne, som byen er kommet for at mindes.
Vejen fører mod Krigergraven ved Trinitatis Kirke. Her ligger de faldne fra 1849, og traditionen med at gå til dem er næsten lige så gammel som gravene selv. Man går stille, i det tempo alvoren kræver, mens regnen trommer en smule mod paraplyerne.
Formanden for 6. Juli Komiteen, Hans Henrik Hansen, indleder ved Krigergraven og giver ordet videre til dagens talere.
Ved graven taler sognepræst Nicklas Buck Jensen. Han taler om det svære ved at fatte tallene, om at de mange hundrede faldne ikke bare var soldater, men mennesker, sønner og fædre og brødre, revet ud af livet på nogle få mørke timer. Han dvæler ved sorgen som en pris, friheden er købt for, og han minder om, at det, der samler byen ved graven, er taknemmeligheden mere end sejrsrusen. Der bliver sunget ved graven, og så bliver der stille.
Sognepræst Nicklas Buck Jensen taler ved graven om de faldne, der ikke bare var soldater, men sønner, fædre og brødre.
Ind i den stilhed bryder musikken. Det tunge og langsomme retter sig op, tempoet stiger og fanerne løftes trods vægten af regn. Sørgemarchen er blevet til sejrsmarch. Fra Krigergraven bevæger optoget sig nu gennem byen med, som det hedder i den gamle vending, vajende faner og klingende spil. Byen, der lige har mindet sine døde, rejser sig og fejrer, at slaget trods alt blev vundet.
Byen møder op i alt sit tøj, også det gamle. Kvinder i tidstro dragter står blandt tilskuerne, mens optoget passerer.
Undervejs er byen fuld af liv. Mange har fundet vej ind til midtbyen og står langs fortovene, hvor optoget kommer forbi, og i gadebilledet er de mindste med. Børn fra byens vuggestuer og børnehaver sidder i ladcykler langs ruten og kigger med store øjne på soldaterne, fanerne og musikken, der trækker forbi.
Ved Landsoldatpladsen gør processionen holdt igen. Her, i skyggen af den tapre landsoldat, holder Karina Lorentzen Dehnhardt dagens politiske tale. Hun er folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Sydjylland, og hun begynder med selve stedet, med den historie, der ligger i brostenene og rejser sig i voldene omkring byen.
Fanerne står tæt, når byen samles om sine taler. De nordiske flag følger med hele vejen gennem processionen.
Hun dvæler ved, at det ikke tilfældigt er den menige soldat, byen har sat på sokkel midt i alt det. »Ikke som et monument over den mægtigste, men over den almindelige soldat,« siger hun. For ingen leder vinder alene, er hendes ærinde. Ligesom en fæstning ikke står, fordi én sten er stærk, men fordi tusindvis af sten holder hinanden oppe.
Faner og medaljer i gadebilledet, mens processionen bevæger sig gennem byen.
Så trækker hun tråden fra 1849 til vores egen tid. Hun taler om, at datidens kamp også var en frihedskamp, og at frihed har det med at føles som luften omkring os, noget usynligt, som vi først lægger mærke til, når det mangler. Hun taler om et Europa, hvor krigen ikke længere kun hører historiebøgerne til, om Ukraine, og om at Danmark må ruste sig. Men styrken, siger hun, ligger til syvende og sidst ikke i fregatter og forsvarsbudgetter. »Den handler om mennesker. Om sammenhold. Om tillid. Om viljen til at løfte i flok,« siger hun, og binder buen tilbage til 1849. Det var dét, der gjorde forskellen her i Fredericia.
Til sidst løfter hun det billede, der bliver hængende over pladsen, da tre kanonslag lyder, og processionen sætter sig i bevægelse igen. »Frihed er ikke en arv, man modtager én gang for alle. Den er mere som en flamme, og hvis ingen passer den, går den ud,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Optoget bevæger sig gennem byens gader med kranse, faner og de nordiske flag i spidsen. Bag soldaterne følger byen, trods regnen.
Sidste stop er Bülows Plads. Her, foran Meldahls Rådhus og under triumfbuen med general Bülows buste, samler dagen sig. Oberst Frederik Bircherod Calundan træder frem og taler på vegne af general Bülow, manden bag udfaldet. Derefter taler borgmester Peder Tind på vegne af kong Frederik den X. Han taler om byen og dens usædvanlige evne til at bære sin historie videre, om at 6. juli ikke bare er en mindedag, men en levende tradition, som nye slægter tager til sig og fører videre. Byen, der engang stod fast mod en overmagt, står stadig sammen i dag. Til allersidst løfter formanden for 6. Juli Komiteen, Hans Henrik Hansen, byens telegram og læser hilsenen til kongen op. Så er ringen sluttet.
Borgmester Peder Tind taler fra balkonen på vegne af kong Frederik den X, mens regnen driver ned over Bülows Plads.
Regnen har ikke lettet, da folk omsider spreder sig, og måske gør det ikke så meget. De blev, våde og alt. Fredericia har igen gjort det, byen har gjort hver 6. juli i snart to hundrede år. Husket og fejret, selv i regnvejr.
Oplev stemningen fra 6. juli-processionen i videoen nedenfor.
BØRN. Vinden kommer ind fra bæltet denne 5. juli, frisk og vedholdende, og oppe på volden svarer træerne igen med en tør raslen, der ikke rigtig vil lægge sig. Men ingen lader sig gå på af den. Solen står højt og klart, græsset lyser, og over byen hænger dannebrog på snor efter snor og slår ud i vinden. Historien ligger ikke bag glas i dag. Den er trukket ud i det fri, og vi er taget med for at se den, som et barn ser den.
Sommer på volden. En dag, der begynder med fart i benene, venter børnene, når Fredericia mindes 1849.
Op gennem Vester Voldgade går det og videre op ad en af de grønne skråninger, der fører mod voldkronen. Vi skal til landsoldaternes lejr, og næsten som bestilt sker det første, mens vi endnu er på vej. En flok soldater kommer marcherende, unge, meget unge, med den slags alvor i ansigtet, som kun de allernyeste bærer. Vi træder til side og lader dem passere. Lidt længere fremme gør de holdt, og nu skal det læres, det med at stå i geled. Det ser lettere ud, end det er. Rækken bugter sig, en fod står forkert, en skulder for langt fremme, og det hele må tages om. Rundt om dem er samlet en klynge tilskuere, og børnene i flokken står med rank ryg og gør kunsten efter, mere præcist, viser det sig, end de voksne.
Landsoldaternes lejr ligger rejst i det høje græs på volden, med telte, faner og en gryde over bålet, som var det anno 1849.
Vi lader dem øve og går de sidste skridt op mod teltene. Så åbner lejren sig, og der er noget ved den, der får tiden til at glide. Teltene står rejst i det høje græs, kanonerne hviler tungt mod jorden, et grønt splitflag står stift i blæsten, og midt i det hele hænger en sodende gryde over bålet og bobler, så duften af røg og mad lægger sig over det hele. Her leves der.
Det bobler over bålet, og røgen lægger sig over lejren. Her leves der, som soldaterne gjorde det, da fæstningen var fuld af folk.
Ved lazarettet ligger en såret, en ung mand med blodplettet forbinding om benet, og omkring ham står feltskærer og kammerater og fortæller, roligt og indgående, om hvordan det gik til, når kødet skulle lappes sammen anno 1849. Der bliver stille om båren, og alvoren siver ind, også hos de mindste, der klemmer sig lidt tættere ind til en fars ben.
Ved lazarettet ligger en såret, og feltskæreren fortæller roligt, hvordan man reddede liv og lemmer anno 1849. Der bliver stille om båren.
Ved gryden bliver der smagt. En ske løftes, en mine granskes. »Smager det nu godt?« Det gjorde det vist. Og mens der smages, kommer der nogen ad stien. Et par damer i lange kjoler med sjal om skuldrene og kurve på armen, og de standser og nejer, dybt og formfuldendt, med en lille latter gemt i mundvigen. De bærer deres rolle med et glimt. Sådan var de også tidligere på dagen, forlyder det, da de på vej ned mod byen mødte en bil, der holdt pænt for fodgængerfeltet, og kvitterede med et lille stamp i asfalten, en hilsen fra en anden tid til vores.
De unge soldater øver stadig, og imens har børnene fundet dagens egentlige forhindringsbane: Kanonerne. Op kommer de, det er sagen, med en fart og en frækhed, der ikke lader sig kue. Ned igen er straks en anden historie, og det bliver til en øvelse for sig, med en voksen hånd rakt frem i sidste øjeblik. Sådan går tiden i lejren, til vi omsider river os løs.
Med kurv på armen og en lille latter gemt i mundvigen samles kvinderne i deres gamle dragter på volden.
Så drager vi videre, ned mod Landsoldatpladsen, ud over Danmarks Port. Vinden har taget til, den river i løvet og får fanerne til at slå, men volden står, som den har stået, bred og grøn og tålmodig, og bærer det hele med sig.
Nede på pladsen står geværerne opstillet på række. En mor er bøjet over sine to drenge og forklarer, med hænderne, hvordan man i gamle dage pressede krudtet ned i løbet, og de to står med opspilede øjne og drikker hvert ord ind. Lidt derfra danner der sig en lille kø, for nu skal der fotograferes med soldaterne. Der bliver smilet bredt, spurgt løs, og en lille hånd finder tillidsfuldt en uniformeret arm. Henne ved Landsoldaten selv, byens tapre vartegn, er blomsterne begyndt at melde sig, de første kranse og buketter, lagt ved soklen. De ligger der og venter på den alvor, aftenen bringer.
De første kranse og buketter lægges ved Landsoldaten. De ligger der og venter på den alvor, aftenen bringer.
Vi følger gågaden ned. Her gør butikkerne klar til aftenens Open by Night, men først skal der ses dukketeater. På Rådhuspladsen har børn, forældre og barnlige sjæle taget plads foran scenen og venter spændt. Selv tæppet er i sommerhumør og driller, det vil ikke helt op, men blafrer overgivent i vinden, til stor moro. Og så, endelig, går det løs.
Vinden får tæppet til at blafre, så det ser ud, som om det går i gang. Børnene venter spændt på scenen på Rådhuspladsen, men der går lidt endnu.
Teater Agapi giver »Et Fæstningseventyr fra Fredericia«, og i løbet af få øjeblikke er pladsen fanget. Det handler ikke om krudt og kugler, men om livet inden for portene. Om en høflig portvagt, der våger over byen, så borgerne kan sove trygt, om en frøken, der har været ude at plukke brombær til en tærte og skynder sig hjem, før porten lukker, om et æsel, der har øvet sig hele livet på at være stædigt, og en malkeko, der egenrådigt er trasket helt ud til Trelde Næs og nu volder bekymring. Under det hele ligger den lille, dejlige gru ved næssekongen, ham man helst ikke møder, når det bliver mørkt. Børnene glider længere og længere ned i skødet på de voksne, opslugte, mens eventyret ruller.
Teater Agapi giver »Et Fæstningseventyr fra Fredericia«, og pladsen er fanget af portvagt, æsel og en malkeko på afveje.
Da tæppet går ned, er der tid til det, der også hører sommeren til. En sodavand, en frokost på en bænk, den gode træthed, der endnu ikke er blevet til for meget. Senere på eftermiddagen kommer Sigurd Barrett, hvis sange en hel generation, og deres bedsteforældre med, kan udenad. Med den blide fortællerstemme får han vævet 1849 ind mellem melodierne, gjort slaget forståeligt for de små uden at gøre det tungt, og for en stund sidder børn og gamle side om side og nynner med på det samme.
Sigurd Barrett fletter 1849 ind mellem sangene, og børn og bedsteforældre nynner med på det samme.
Sådan tømmes en lang dag langsomt for kræfter, og for dem, der kunne holde sig vågne, ventede så aftenens fakkeltog. Men lod man blikket løbe hen over forældrenes og bedsteforældrenes arme, hen over klapvognene i skumringen, var sandheden en anden og blødere. Det var mest af alt en flok udkørte små, der kæmpede en tapper, håbløs kamp mod øjenlågene. Én for én tabte de. Og til de dybe toner fra 6. Juli Garden faldt de i søvn, mætte af en dag, hvor byens gamle historie for en stund havde været det største eventyr af alle.
Om aftenen tændes byens gader af faklernes hav. For de mindste blev det dog mest en kamp mod øjenlågene.
KRIMI. En villa på Langesøvej i Fredericia har haft ubudne gæster, mens beboerne var væk.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra torsdag klokken 15.00 til søndag klokken 11.52, hvor det blev opdaget og anmeldt.
Hvordan gerningspersonen er kommet ind i villaen, står endnu ikke klart. Politiet har konstateret, at et nøgleskab er brudt op, og undersøger derfor, om gerningspersonen har fundet en nøgle og låst sig ind ad hoveddøren. Samtidig er der fundet mærker på en vinduesramme, som kan stamme fra et koben.
Fra villaen er der stjålet en mindre mængde kontanter. Umiddelbart er der ikke stjålet andet.
Fra teltlejrens røg og de historiske dragter om eftermiddagen til de mange fakler, der trak gennem gaderne, da mørket faldt. Den 5. juli foldede Fredericia sig ud i en aften, hvor sorg og fest gik hånd i hånd. Vores fotograf var med hele vejen, fra musikken på pladserne til det stille fakkeltog.
KULTUR. Han stod på scenen i Det Bruunske Pakhus, før han fyldte 13. I dag er Søren Andersen en af landets mest brugte rockguitarister med Glenn Hughes, Mike Tramp og Electric Guitars på cv’et. Men det hele begyndte i en gammel købmandsgård i Fredericia, og det er præcis dét, han nu vil fejre.
Den 11. og 12. september 2026 markerer Tøjhuset 40-året for den allerførste koncert i Det Bruunske Pakhus i 1986. Højdepunktet bliver en jubilæumskoncert lørdag den 12. september klokken 20.00 i Tøjhuset, som Søren Andersen står bag, og hvor publikum kan opleve Søgge & Påskerockerne, Freddy Slab med band, Little Fish og Barock.
For Søren Andersen er opgaven personlig. »Jeg stod som ganske ung med mit børneband Jolly Point i Pakhuset,« fortæller han. »Dem på min alder kan godt huske, hvad det gjorde for os, at vi fik lov at stå et sted med lys, scene, lydanlæg og publikum. Det er den platform, der gjorde, at jeg og mange andre er professionelle musikere i dag. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre uden Pakhuset.«
Den oplevelse deler han med en hel generation af fredericianske musikere, og den er ikke kun et nostalgisk tilbageblik for ham. Den er forklaringen på, hvorfor byen i dag har så mange musikere, der lever af eller med deres instrument. Da han skal sætte ord på, hvad spillestedet betød, griber han til et billede, der binder byens scener sammen i ét forløb. Pakhuset var begyndelsen, siden kom Eksercerhuset og Tøjhuset, og for ham hænger det hele uløseligt sammen. »Hele musiklivet i Fredericia er som en trætrinsraket. Det hele starter med Pakhuset og de lokale kræfter omkring spillestedet tilbage i midten af firserne.«
Da Det Bruunske Pakhus åbnede i 1986, blev det hurtigt et samlingspunkt for byens kulturliv. Bygningen, der er opkaldt efter købmand Johannes Iver Bruun, havde indtil da rummet alt fra korn og tovværk til malttørring, og efter en periode i forfald blev den fredet i 1980 og totalrenoveret af kommunen. I tre årtier dannede Pakhuset ramme om rock, blues, jazz og folkemusik, indtil aktiviteterne og fællesskabet i 2017 flyttede ind i Tøjhuset i Gothersgade.
»En gryde af al mulig musik fra byen«
Programmet har Søren Andersen skruet sammen i samarbejde med ledelsen på Tøjhuset, og tanken har været at favne så mange hjørner af det miljø, der opstod omkring Pakhuset, som muligt. Derfor er byens ældste eksisterende band, Barock, med, ligesom Little Fish, der siden midthalvfemserne har haft sin egen plads i den melodiske ende af dansk rock.
Selv samler han et hold, der trækker på stemningen fra Påske- og Julerock, traditionerne fra Eksercerhuset, som lige nu holder pause. »Det er en stor jamfest, hvor vi spiller på kryds og tværs af genrer, aldre og rang. Både topprofessionelle og folk, der ikke lever af musikken. En stor gryde af al mulig musik fra byen.«
At Freddy Slab, manden bag den første Julerock i 1988 og en legende i byens musikmiljø, også er med, glæder ham særligt. Han kommer på scenen med et lille hold og et knippe sange.
Et gensyn og en hyldest
Når Søren Andersen forestiller sig aftenen, taler han mest om gensynet. Om en hel by, der vender tilbage til det sted, hvor det hele tog fart, og finder hinanden igen mellem sangene. »Det bliver som at gå til Påske- og Julerock. Man mødes, ser gamle klassekammerater, man ikke har set i tyve år, og bands man havde glemt. En lille trip down memory lane,« smiler han.
Navnene på plakaten har spillet på store scener både herhjemme og i udlandet, men for Søren Andersen handler aftenen om byen og om miljøet. Om at vise, hvad et sted kaster af sig, når det tager sit kulturliv alvorligt. »Det er en foræring til Fredericias musikliv og en fejring af det miljø, jeg selv kommer i. Når man har en by, der er så optaget af et godt kulturliv, får man en hel masse musikere, der spiller både privat, professionelt og i udlandet. Jeg vil gerne vise byen, hvor vigtig kulturen og musikken er. Så jeg opfordrer alle til at komme,« slutter musikeren.
Den daglige drift af Tøjhuset står brugerforeningen Fredericia Live og omkring 100 frivillige for. Jubilæumsweekenden løber af stablen den 11. og 12. september, med selve jubilæumskoncerten lørdag aften.
POLITIK. Syv måneder efter kommunalvalget og godt et halvt år inde i den nye byrådsperiode gør Fredericias borgmester Peder Tind status. På borgmesterkontoret tegner han et billede af en begyndelse præget af samarbejde, politisk ansvarlighed og en ambition om at skabe mere åbenhed omkring det politiske arbejde.
Da Kirsten Hassing Nielsen fra Det Konservative Folkeparti i Fredericia tirsdag den 30. juni 2026 gæstede AVISEN på STATIONEN til en samtale med redaktionschef Erik Schwensen, var det både med et tilbageblik på et politisk begivenhedsrigt første halvår og et blik frem mod resten af 2026.
Det nye byråd i Fredericia har nu været i gang i et lille halvt år, og ifølge Christian Jørgensen er der skabt et fornuftigt fundament. Han peger på introprogrammer, seminarer og en proces, hvor både nye og erfarne byrådsmedlemmer har lært hinanden bedre at kende. Det betyder noget for samarbejdet, mener han.
KRIMI. En yngre mand fra Fredericia er i kritisk tilstand, efter at han natten til søndag kørte ind i en lygtepæl nær Fælledvej.
Det oplyser vagtchef Mathias Møller fra Sydøstjyllands Politi.
Uheldet skete omkring klokken 02.22, da manden på en crosser ramte en lygtepæl på en sti og styrtede. »Føreren af en crosser kører ind i en lygtepæl og styrter, hvorved der sker personskade. Han er i kritisk tilstand,« fortæller vagtchefen.
Ingen andre var involveret i uheldet. Manden blev fløjet til Odense Universitetshospital, og de pårørende er underrettet.
Hvordan uheldet kunne ske, står endnu ikke klart. Derfor blev en bilinspektør i løbet af natten kaldt til Fælledvej. »Der har været bilinspektør på stedet, som hjælper med at klarlægge omstændighederne,« siger Mathias Møller.
Bilinspektørens arbejde munder ud i en erklæring, der skal være med til at belyse omstændighederne. Yderligere oplysninger havde politiet ikke søndag morgen.
BUSINESS. Den Fredericiabaserede entreprenørvirksomhed CJ A/S kommer ud af regnskabsåret 2025/2026 med en historisk høj omsætning og en solid ordrebeholdning. Det oplyser virksomheden i...
