TRAFIK. Når de første lektioner er skudt i gang på Fredericia Realskole, og den sidste skoleklokke har sluppet sin klang, står cykelstativerne tilbage i skolegården. Nogle af rækkerne er fyldt godt op med slidte styr, lygter og farverige ringeklokker, mens andre områder gaber mere tomt. Det spredte billede svarer ganske godt til den virkelighed, som Cyklistforbundet i disse dage sætter tal på i en ny undersøgelse foretaget af Megafon.
Tallene fortæller historien om et skifte i den danske børnekultur. Hele 38 procent af danske skolebørn cykler i dag aldrig eller næsten aldrig i skole. Ser man tre årtier tilbage, i 1993, trådte op mod syv ud af ti af de ældste elever i pedalerne hver morgen. I dag er det tal dalet til 43 procent.
Fra Cyklistforbundet lægger direktør Kenneth Øhrberg Krag ikke skjul på bekymringen over den udvikling. »Det er en katastrofal udvikling for et land, der ellers bryster sig af at være et cykelland. På godt 30 år er andelen af børn, der cykler til skole, faldet dramatisk. Det kan vi slet ikke være tilfredse med,« udtaler han.
Direktøren peger på, at det ikke kun handler om at komme fra A til B, men i høj grad også om sundhed, daglig motion og den selvstændighed, der følger med at kunne transportere sig selv. Når cyklen vælges fra, bliver børnene i 46 procent af tilfældene i stedet kørt i bil.
Men hvordan ser det ud, når AVISEN rykker ud i skolegården i Købmagergade og spørger eleverne selv. For bag de store landsdækkende procenter gemmer der sig en hel del hverdagslogistik, venindeaftaler og helt almindelig menneskelig magelighed.
Blandt de elever, AVISEN mødte på skolen, finder man pigerne Agnes Stavnager og Lykke Bach fra syvende klasse. De hører begge til den gruppe, der fast tager cyklen, og for dem handler valget mest af alt om friheden til selv at bestemme. »Det er mere efter skolen, at man kan tage hjem til venner, uden at ens forældre er afhængige af at skulle køre,« forklarer 12-årige Agnes Stavnager, der har fem kilometer til skolen fra Erritsø, som hun nu tilbagelægger på elcykel.
Lykke Bach på 12 år bor i Fredericia og har tre kilometer til skolen. Hun cykler ofte i selskab med en veninde på turen ind mod midtbyen og fremhæver den helt særlige fornemmelse i kroppen, når man triller ind på skolens område. »Du bliver helt frisk, og du får vind i hovedet. Når du kommer frem, føler du dig mere frisk, end da du tog afsted, fordi du har fået frisk luft,« siger Lykke Bach.
Sikkerheden på vejene fylder meget i debatten, og i Megafon-undersøgelsen angiver 27 procent af forældrene farlige eller utrygge skoleveje som en hovedårsag til, at barnet lader cyklen stå. Det har fået Cyklistforbundet til at efterlyse en ny national cykelstrategi fra Christiansborg med flere midler til trygge cykelstier og kryds. Men forbundet slår også fast, at forældrenes egne vaner smitter af på børnene.
For 12-årige Lucia Evensen og hendes klassekammerater Lærke Marcussen på 13 år og Anna Kristensen på 12 år fra 7. C er cykelturen dog en ukompliceret del af morgenen. De bor tæt på skolen, lige ude foran volden og i Nordbyen, og bruger kun mellem fem og ti minutter på turen. »Man har ikke så travlt med at komme ud af døren derhjemme. Man kan lige selv bestemme, hvornår man kører,« fortæller Anna Kristensen.
Lærke Marcussen supplerer med, at turen giver en tiltrængt pause i hovedet, før undervisningen begynder, og at pigerne ofte følges ad hjem igen. »Det er en god start på morgenen at få noget luft, inden man skal i skole,« siger Lærke Marcussen.
Men ikke alle i skolegården lader sig friste af den friske luft. Når næsten fire ud af ti børn ifølge undersøgelsen fravælger cyklen, skyldes det ofte, at andre løsninger ganske enkelt virker nemmere i en travl hverdag.
Jonas Sheibani og Konrad Redecker på 13 år tilhører den del af elevgruppen, der sjældent sætter sig i sadlen om morgenen. Jonas Sheibani bor omkring fem kilometer fra skolen og bliver som regel kørt i bil. »Mine forældre er mere trygge ved, at jeg bliver kørt,« forklarer Jonas Sheibani, som dog cykler til alt muligt andet i sin fritid.
For Konrad Redecker, der har omkring tre kilometer til skolen, handler det mest om tid og overskud om morgenen. »Det tager længere tid, og det er lidt hårdt,« siger Konrad Redecker, der gribes af chancen, når forældrene tilbyder at køre, selvom de egentlig helst så ham på cyklen.
I Fredericia er bybusserne gratis, men for drengene passer køreplanerne eller stoppestederne ikke altid med skoledagen, eller også ligger stoppestedet for langt væk. Spurgt til, hvad der eventuelt kunne få ham til at skifte holdning og vælge pedalerne noget oftere, kommer Jonas Sheibani med et ganske konkret bud. »Det kunne være nogle elcykler, man kunne låne,« siger han.
Cyklistforbundet håber med deres årlige kampagne Alle Børn Cykler i september at få endnu flere elever op på sadlen. Men som samtalen i skolegården på Fredericia Realskole viser, er valget mellem bilens lune kabine og cykelstiens modvind i sidste ende en afvejning af komfort, afstand og lysten til den frie luft.
