Skandalen i Nyborg er ikke en østfynsk hændelse. Det er en diagnose på et tilsyn, som har glemt, hvad det er sat i verden for.
Da Indenrigs- og Sundhedsministeriet i denne uge omstødte Ankestyrelsens beslutning om at lade Nyborg Kommune slippe for en tilsynssag, var det først og fremmest en bekræftelse af noget, vi allerede vidste. Ministeriet konstaterede, at Ankestyrelsens grundlag var utilstrækkeligt, og at styrelsen havde lagt for stor vægt på kommunens egne redegørelser frem for at undersøge, om loven faktisk blev overholdt i praksis. Sagen skal undersøges forfra, og styrelsen skal nu også vurdere, om Nyborg Kommune har pligt til at genoptage allerede afgjorte sager.
Det er en bemærkelsesværdig markering. Men den burde ikke være en overraskelse.
For Nyborg er ikke en enkeltstående sag. Nyborg er symptomet.
I juni offentliggjorde Rigsrevisionen sin beretning om Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne på socialområdet. Konklusionen var sjælden i sin direkthed. Statsrevisorerne kaldte tilsynet »utilfredsstillende«. Lange sagsbehandlingstider, mangelfuld dokumentation, manglende opfølgning. Konsekvensen, skrev statsrevisorerne, er, at kommuner kan udøve ulovlig praksis i længere tid, og at det svækker borgernes retssikkerhed.
Tallene taler deres eget sprog. I perioden 2018 til 2024 behandlede Ankestyrelsens tilsyn 1.669 sager på socialområdet. To ud af tre blev afvist uden undersøgelse. Af de 545 sager, der blev undersøgt, endte 475 uden nogen reaktion overhovedet. Kun 70 førte til en vejledende udtalelse. Tvangsbøder eller egentlige sanktioner anvendes så godt som aldrig.
Det er ikke et tilsyn. Det er en skrivebordsøvelse.
Den dybere mekanisme er beskrevet ordret i Rigsrevisionens beretning. Tilsynet baserer sig primært på redegørelser fra kommunerne selv. Det betyder, at styrelsen ser kommunens version af sagen og sjældent dokumentation for, at en ulovlig praksis faktisk bliver rettet op. Når kommunen skriver, at man har strammet op, lægges sagen ned. Når kommunen skriver, at der er tale om en »positiv udvikling«, lukkes mappen. Det var ord for ord det, der skete i Nyborg i oktober.
Forestil sig den samme model anvendt andre steder. En politiundersøgelse, der baserede sig på den mistænktes egen redegørelse. Et arbejdstilsyn, hvor virksomheden selv afgjorde, om loven var overholdt. En revision, der bestod i at læse direktørens forklaring. Ingen ville acceptere det. På socialområdet er det praksis.
Forklaringen er for så vidt strukturel. Da tilsynet i 2017 blev flyttet fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen, fulgte hverken nye reaktionsmuligheder eller en stærkere lovhjemmel med. Den kommunale styrelseslov giver tilsynet vide muligheder for at vejlede, men snævre muligheder for at sanktionere, og kun når lovbruddet er klart og ubestrideligt. Det betyder i praksis, at en kommune kan administrere i strid med loven i årevis, uden at det får andre konsekvenser end et brev. Og brevet bliver ofte besvaret med endnu en redegørelse.
Hertil kommer en pointe, som ministeriet selv understreger i sin afgørelse om Nyborg, og som fortjener at blive læst højt. Travlhed, sygefravær, organisationsændringer eller mangel på medarbejdere er ikke en undskyldning for, at loven ikke overholdes. Det burde være en selvfølge. At det skal slås fast i et ministerielt brev i 2026, siger noget om, hvor langt vi er drevet fra det selvfølgelige.
For der er en bestemt rationalitet, som har bredt sig i forvaltningen, og som bliver synlig i Nyborg-sagen. Når en kommune erkender lovbrud i flere hundrede børnesager, og når en ekstern rapport taler om forråelse blandt medarbejderne, så er reaktionen ikke længere skam eller konsekvens. Reaktionen er en udviklingsplan. En redegørelse. En bevilling. I Nyborgs tilfælde 300 millioner kroner frem mod 2028. Pengene skal bruges til at rette op på det, der aldrig burde være sket. Og når Ankestyrelsen ser bevillingen, vurderer den, at sagen er på rette spor. Sagen lukkes.
Det er en logik, som vender retssikkerheden på hovedet. Borgerens rettigheder bliver til en projektplan. Loven bliver til en ambition. Og tilsynet bliver til en partner i kommunens egen genopretning frem for en uafhængig kontrol.
Konsekvensen rammer ikke abstrakt. Den rammer Charlotte Svensson i Nyborg, som efter ni år endnu venter på den hjemmetræning til sit handicappede barn, som Ankestyrelsen ti gange har givet hende ret til. Den rammer de hundredvis af børnefamilier, hvis sager er behandlet i strid med loven, og som aldrig får andet end et brev om en udviklingsplan. Den rammer enhver borger, der står over for et kommunalt system, hvor loven kan brydes uden at det får følger for andre end den, der er blevet svigtet.
Hvad bør der så ske.
For det første skal Ankestyrelsen have reaktionsmuligheder, der står mål med opgaven. Tvangsbøder bør kunne anvendes ikke blot ved enkeltsager, men ved systematisk og dokumenteret ulovlig praksis. Kommuner, der gentagne gange bryder loven, bør kunne pålægges en bod til de borgere, der lider overlast. Det er en kant, Liberal Alliances Katrine Daugaard har efterlyst, og den er værd at tage alvorligt på tværs af politiske skel.
For det andet skal tilsynet ikke længere kunne nøjes med at læse kommunens egen forklaring. Stikprøvekontrol, dokumentation for at retning faktisk er sket, opfølgning som fast praksis. Det burde være minimumsstandarden. Det er det ikke i dag.
For det tredje må Folketinget tage stilling til den principielle balance. I 2017 blev tilsynet flyttet uden, at man tog stilling til, om det fortsat skulle være et reelt tilsyn eller blot en juridisk formalitet. Den stilling skal nu tages.
Det handler om noget mere end Nyborg. Det handler om, hvorvidt vi vil leve i et land, hvor loven gælder, også når man er det udsatte barn, den hårdt prøvede familie eller den borger, der har brug for hjælp. Den tillid hviler ikke på paragraffer alene. Den hviler på, at nogen kontrollerer, at paragrafferne efterleves. Og når den kontrol bliver til en skrivebordsøvelse, så er det ikke bare et tilsyn, der svigter. Det er retsstatens troværdighed på det område, hvor den betyder allermest.
I Nyborg har det taget syv år, en BDO-rapport, halvtreds DR-artikler, to ministerielle redegørelser, en rigsrevisionsberetning og et indgreb fra et ministerium at nå dertil, hvor vi i dag er. Og vi er stadig kun ved begyndelsen.
Det er den pris, et svagt tilsyn koster. Den betales ikke af Ankestyrelsen. Den betales af de borgere, vagthunden var sat i verden for at beskytte.
