Efter en rekrutteringsproces med 22 ansøgere har bestyrelsen for EUC Lillebælt valgt sin nye direktør. Valget er faldet på en kandidat fra skolens egne rækker.
Camilla Grenander Almfort, der i dag er viceuddannelseschef på EUC Lillebælt, rykker op og overtager det overordnede ansvar for skolens strategiske, økonomiske og organisatoriske ledelse. Det sker på et tidspunkt, hvor erhvervsuddannelserne landet over står over for en af de større reformprocesser i nyere tid – og hvor behovet for en leder med solidt kendskab til organisationen er særligt udtalt.
Bestyrelsen lagde vægt på mere end faglige kvalifikationer, da de gennemgik feltet af kandidater.
»Vi har haft et stærkt ansøgerfelt, og bestyrelsen har været optaget af at finde den kandidat, der både kan stå i spidsen for den samlede organisation og videreudvikle det solide fundament, EUC Lillebælt hviler på. Camilla Grenander Almfort har et indgående kendskab til alle skolens uddannelser og til den kultur, der kendetegner os. Hun er en tydelig og samlende leder med blik for både kvalitet, trivsel og resultater. Samtidig har hun vist, at hun kan skabe retning og følgeskab i en kompleks organisation,« siger bestyrelsesformand Martin Sørensen.
Den nye direktør overtager roret på et tidspunkt, hvor EUC Lillebælt – som resten af sektoren – skal implementere en kommende reform af ungdomsuddannelserne og indføre EPX. Bestyrelsen vurderer, at netop Camilla Grenander Almforts indgående kendskab til organisationen og hendes strategiske forståelse gør hende særligt godt rustet til at lede skolen sikkert gennem den fase – uden at miste fokus på den langsigtede udvikling.
For den kommende direktør er udnævnelsen ikke blot en karrierebegivenhed. Det er en opgave, hun går til med en blanding af stolthed og ydmyghed.
»Jeg er både stolt, glad og taknemlig for den tillid, bestyrelsen har vist mig med udnævnelsen som direktør for EUC Lillebælt. Det betyder meget for mig at få lov til at stå i spidsen for en skole, som jeg kender indgående, og som jeg hver dag oplever engagementet og fagligheden i. EUC Lillebælt rummer stærke uddannelsesmiljøer og dygtige medarbejdere, og det er et ansvar, jeg går til med stor ydmyghed,« siger hun.
Hun peger på samarbejde og kvalitet som de bærende søjler for det arbejde, der venter.
»Jeg ser frem til at samle organisationen om en fælles retning, fortsat styrke kvaliteten i vores uddannelser og sikre, at vi også fremover er en attraktiv uddannelsesinstitution for vores elever, lærlinge og kursister – og en attraktiv arbejdsplads for vores medarbejdere. Sammen skal vi bygge videre på det solide fundament og udvikle EUC Lillebælt i tæt samarbejde med erhvervslivet og vores øvrige samarbejdspartnere,« siger Camilla Grenander Almfort.
BUSINESS. Der er hænder, man lægger mærke til, fordi de fortæller noget, som munden ikke gider. Rolf Christensens hænder er af den slags. De er brede over knoerne og mærkede af et liv med mørtel og mursten, og de ligger roligt på bordet foran ham, mens han taler om tyve år som selvstændig murermester i Middelfart, som om det hele var noget, der bare skete, en strøm han lagde sig i og lod sig føre af, fordi retningen passede, og vandet var lunt nok.
Det var det i en vis forstand også.
I 9. klasse ville han være tømrer, ligesom det lå til, som han siger. Han kom i praktik hos et tømrerfirma, men der skete ikke rigtig noget. »Jeg var meget forsigtig og nervøs, og de var måske heller ikke lige så gode til at fange mig,« siger han. »Det blev bare lidt kedeligt.« I 10. klasse prøvede han i stedet en uge hos en murer, og inden ugen var omme, havde mesteren tilbudt ham en læreplads. »Og så fik jeg 500 kroner, det var jo mange penge dengang,« siger Rolf Christensen med et lille smil, der antyder, at beløbet stadig føles som en formue. »Så blev det egentlig bare det. Det var lidt af et tilfælde.«
Men det er jo altid lidt af et tilfælde, det der med at finde det, man skal lave resten af sit liv. Nogle falder ned i det og bliver liggende, fordi gulvet viser sig at være varmt. Rolf Christensen faldt ned i murerfaget som seksten-årig, startede i lære i 1994, var udlært i 1998, og har aldrig kigget op siden.
Det var da heller ikke planen at starte for sig selv. Han arbejdede som svend i nogle år, indtil folk omkring ham begyndte at sige det, som folk omkring dygtige håndværkere altid siger: hvorfor starter du ikke selv? »Det kan man jo ikke bare lige gøre,« tænkte han. »Men de sagde, at de helt klart ville heppe, og det ene og det andet.« Beslutningen blev truffet en aften i efteråret 2005, og i 2006 var Rolf Murer en virksomhed. »Jeg vidste ikke noget om noget,« som han selv siger det. »Ikke om skat, ikke om CVR-numre, ikke om arbejdstøj. Der var brevpapir dengang, og alt sådan noget. Hvordan gør man det hele? Alt var fra nul, og jeg havde ingen penge.«
Men Middelfart Erhvervscenter, som det hed dengang, hjalp ham med EU-midler og en revisor, der kunne fortælle ham, hvordan man starter et regnskab op fra ingenting, og så var der et netværk af andre iværksættere, hvor man kunne mødes og spørge hinanden til råds og opdage, at man ikke var helt alene.
Rolf Christensen bag skrivebordet på kontoret i Middelfart, hvor han har styret Rolf Murer fra siden 2006. Foto: Middelfart AVISEN
Det første år var han det ellers. Helt alene. Og det gik bare lynhurtigt, fortæller han, for det var bare arbejde, arbejde, arbejde. »Jeg havde egentlig fra starten lovet min kone, at det så vidt muligt skulle være et 20-30 timers job.« Han holder en pause, som om han ved, hvad der kommer. »Det er det nok ikke helt, når man er selvstændig. Men vi forsøger. Og det gør jeg faktisk stadigvæk.«
Tyve år senere er han ikke kommet i mål. Der har nok været mange uger, hvor det har været tættere på 45 timer, indrømmer han, og nu prøver han at se, om han kan komme ned på 40. Man får det indtryk, at løftet til konen ikke er noget, han har glemt, men noget han hele tiden navigerer efter, som en pejling der aldrig helt rammer land, men som holder kursen nogenlunde stabil.
Naboen nede ad vejen
Efter det første år bankede en nabo på. En mand, der boede lidt længere nede ad vejen, og som spurgte, om Rolf ikke kunne bruge ham. »Det kunne jeg da måske godt,« sagde Rolf. Og sådan blev det. Manden var ikke murer, han var ufaglært, men han kom i voksenlære senere, og han blev i firmaet i femten år. Nu stopper han, fordi han vil læse videre, og den slags fortæller Rolf Christensen uden sentimentalitet, som om det er en helt naturlig bevægelse, at mennesker kommer og går og vender tilbage igen, ligesom tidevandet i en by ved et bælt.
I dag er de fem: Rolf selv, to svende, som han begge har udlært, en fugemand og en lærling. Det er en størrelse, han har valgt bevidst, en der passer til det, han vil, og det han ikke vil. For der var en tid, hvor de var elleve, men det var under finanskrisen, og det var ikke lykken, som han siger det med en korthed, der lukker emnet. »Nogle vil sige, at man bare skal udvide, at man skal være flere,« påpeger han. »Men jeg har det fint med det, vi har. Hvis den rigtige dukker op, kan vi godt finde ud af det. Men jeg gider ikke jagte mere bare for at have mere igennem. Så vil jeg hellere sige nej.«
Det er en usædvanlig sætning i en tid, hvor vækst er blevet et selvfølgeligt mål, hvor håndværkerfirmaer i hele Trekantområdet konkurrerer om at tage flere opgaver, ansætte flere folk og dække stadig større geografier. Rolf Christensen har gået den modsatte vej. Han har valgt det tætte, det nære, det familieagtige, og han taler om det med en ro, der ikke ligner trods, men ligner noget, der er faldet helt på plads. »De kan godt lide miljøet, og at vi ikke er så mange,« siger han om sine ansatte. »Vi kommer tæt på hinanden, vi er jo mere sammen i dagligdagen, end vi er med vores egen familie. Det er det, de siger til mig, at de er glade for kollegaerne og sammenholdet.«
De senere år har holdet fundet hinanden, og Rolf har ingen planer om at lave det om, for det virker. Og det er et ord, han vender tilbage til igen og igen igennem samtalen, som en slags grundlov for alt det, han gør og ikke gør: det virker.
Den hylde, de hører til på
Rolf Murer har udstedt omkring 9.000 fakturaer over tyve år. Det er fire-fem hundrede opgaver om året, primært reparationer, ombygninger, forsikringsskader og badeværelser for faste kunder, private og offentlige, boligforeninger. Ikke nye huse, aldrig nye huse, og næsten ingen markedsføring, fordi den kundegruppe, de har, er den kundegruppe, de har brug for.
»Mange af kunderne har vi haft i ti-femten år,« siger han. »De holder ved. De smutter ikke bare.«
Det skyldes en tillid, som ikke opstår af sig selv, men som kræver, at man aldrig slapper af, aldrig tager en kunde for givet. »Det skal ikke være sådan, at man tænker, nu har vi fået den kunde, så kan vi slappe af,« siger han. »Man er hele tiden på for at passe de ting, man har.«
Murermester Rolf Christensen med murske og spand foran firmabilen. Han startede i lære i 1994 og har aldrig tænkt sig at lave andet. Foto: Middelfart AVISEN
Når man spørger ham, om der er én opgave over tyve år, der står særligt klart, tøver han. Ikke fordi han ikke kan huske nogen, men fordi der har været så mange. Han nævner til sidst Skagen, og det er betegnende, at det ikke er selve arbejdet, der gør det til et minde, men turen derop, planlægningen, det at komme af sted sammen og tænke lidt mere over tingene, så man ikke skulle køre flere gange for at hente et eller andet. Det er karakteristisk for Rolf Christensen, at hans bedste minde fra tyve års murerliv handler om logistik og samvær, ikke om et spektakulært resultat.
Hvad der adskiller Rolf Murer fra andre murerfirmaer, er ifølge ham selv to ting, og kun to ting. »Kvaliteten og servicen,« siger han. »Vi har fundet den hylde, vi hører til på.« Han fortæller, at de nogle gange har været ude at se på opgaver, som en konkurrent havde budt billigere ind på, og at der var sprunget over, hvor det var nemmest. Ikke altid, men det var sket, og det er den slags erfaringer, der har gjort ham sikker på, at hans vej er den rigtige.
Mottoet er »sans for detaljerne«, og det er fristende at tro, at det bare er et slogan, noget en grafiker har sat under et logo. Men Rolf Christensen bruger det som en beskrivelse af noget, der rækker længere end fliser og fugning. »Jeg går meget op i, at vi snurrer tingene,« siger han, at enderne er bundet, at intet hænger løst. Han mener ordentlighed i den mest lavpraktiske forstand, den slags man ikke kan sætte på en faktura, men som kunderne registrerer alligevel. Han giver det videre til sine ansatte, ikke gennem instrukser, men gennem tid og nærvær, ved at arbejde tæt sammen dag efter dag, indtil firmaets måde at gøre tingene på bliver deres egen. »De kan klare mange ting selv,« siger han. »Tilliden er der, og ansvaret følger med.«
Det er derfor, mange af kunderne har været der i ti-femten år. Og det er derfor, mange af de ansatte har det også.
Stopuret og tilliden
Men verden uden for Bogøvænget har ikke stået stille, mens Rolf har snurret tingene. Noget har ændret sig i branchen, og det handler om internettet. Tidligere kom kunderne og sagde: lav et badeværelse. Så foreslog mureren fliserne, og fugerne snakkede man slet ikke om. I dag ved kunderne præcis, hvad de vil have, fordi de har søgt og scrollet og fundet forslag fra hele verden, og nogen gange kan det, de har fundet, slet ikke lade sig gøre. »Så er det svært at få dem ud af den tanke,« siger Rolf. »Det kan godt koste lidt tid.«
Der er mere endnu. »Nogle kan sidde derhjemme med et stopur og holde øje med, hvornår man kommer, og hvornår man går,« siger han, og det lyder ikke som en klage, mere som en konstatering af den tid, vi lever i. »Sådan var det ikke førhen. Men det er fair nok, det er jo også dyrt at have håndværkere.«
Sans for detaljerne, står der på bilen. Efter tyve år og 9.000 fakturaer er det stadig den korteste beskrivelse af, hvad Rolf Murer handler om. Foto: Middelfart AVISEN
Det er et glimt af noget, der løber stille under hele samtalen som en understrøm: et gammeldags tillidsforhold, som langsomt er ved at forandre sig. Hvor håndværkeren engang fik frie hænder, fordi man stolede på faget og på personen, er relationen i dag mere kontraktlig, mere gennemsigtig, mere kontrolleret. Rolf Christensen beklager det ikke, men man kan høre, at han tilhører en generation, hvor et håndtryk var nok, og hvor kvaliteten talte for sig selv, stille og uden dokumentation. For ham handler det stadig om det, det altid har handlet om. »Det der med at skabe noget med hænderne og se resultater og køre rundt i byen og kunne sige: se der, det har vi været med til at lave,« siger han, og der er noget næsten barnligt i den glæde, han beskriver. »Det synes jeg bare er sjovt.«
Sjovt. Ikke stort, ikke vigtigt, ikke livsforandrende. Bare sjovt. Det er et beskedent ord for en livslang drivkraft, men det passer til manden, der sidder her og aldrig har haft brug for mere end Middelfart, aldrig har tænkt sig at skulle andre steder hen. »Jeg ved godt, at nogen synes, det er en lille by,« siger han. »Men det passer til mig. Det er spændende at komme ud, også til store byer. Men det er bare altid rart at komme hjem igen.« Han siger det, som man siger noget, man aldrig har været i tvivl om. »Ude godt, men hjemme bedst.«
De næste tyve
Fremtiden ser ud som nutiden, og det er meningen. Rolf Christensen har ingen planer om at lave noget om. Hans ansatte er nogenlunde jævnaldrende med ham, og ingen af dem har ytret ønske om at gøre noget andet. Så han tænker bare, at de bliver ved, de næste tyve år, som det ser ud, for når det virker, er det jo bare at køre videre.
Når man spørger ham, hvad han gerne vil have, at folk husker Rolf Murer for, svarer han med den samme rolige direkthed, som kendetegner alt, hvad han siger, og som måske er det nærmeste, man kommer en filosofi hos en mand, der ikke bruger store ord om sig selv: »At når der bliver lavet aftaler, så bliver de overholdt. Det er det, jeg fornemmer, er grunden til, at mange kommer tilbage. De har været tilfredse med det, der var aftalt.«
Han holder en kort pause og lader sætningen falde ned over det hele som et låg over en gryde. »Det virker. Det er egentlig rimelig simpelt.«
Og det er det måske også. Rolf Christensen er 48 år, han bor i Middelfart med sin kone og to drenge på 15 og 19, han har aldrig tænkt sig at flytte, og han driver et murerfirma med fire ansatte, der laver hundredevis af opgaver om året uden markedsføring, uden ambition om at vokse, og uden behov for at fortælle en stor historie om sig selv. Sans for detaljerne, står der på hjemmesiden, og man tror ham, fordi han selv ligner en detalje, som nogen har taget sig tid til at lave ordentligt.
Rolf Murer ApS blev stiftet i 2006 og holder til i Middelfart. Virksomheden er medlem af Dansk Byggeri og Middelfart Erhverv.
En 55-årig mand fra Fredericia fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Sydøstjyllands Politi blev opmærksom på våbnene i forbindelse med et dødsfald på en adresse på Ansgarsvej i Fredericia. Politiet var torsdag til stede på adressen i flere timer, og Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, blev tilkaldt.
»Vi mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dødsfaldet og våbenfundet, udover at det var dødsfaldet, som gjorde os opmærksomme på, at der var våben på adressen,« siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.
Den 55-årige blev anholdt torsdag. Han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse dels i sin bil, dels på adressen på Ansgarsvej.
Anklagemyndigheden vil muligvis anmode om dørlukning, og Sydøstjyllands Politi kan derfor ikke dele yderligere oplysninger om våbenfundene eller sigtelsen på nuværende tidspunkt.
Tidspunktet for grundlovsforhøret offentliggøres via Politi Update.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag den 27. februar.
En 31-årig mand blev natten til fredag klokken 1.15 anholdt på Købmagergade i Fredericia efter at have modsat sig anholdelse og overfaldet en betjent.
Politiet var mødt op for at bortvise manden fra en privat adresse. Da han skulle anholdes, modsatte han sig og slog en betjent med en albue, hvilket gav betjenten en bule under øjet. Manden spyttede desuden efter patruljen, nægtede at oplyse sit navn og truede betjentene.
Han er sigtet efter straffelovens paragraf 119 og 121 for vold og trusler mod politiet. Manden er fortsat anholdt og afventer afhøring, men skal ikke fremstilles i grundlovsforhør.
Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.
Rødvins-socialisterne vil gerne redde verden – fra en altan i Indre By med udsigt til andres skattekroner. Debatten om formueskat og boligavancebeskatning bliver solgt som “retfærdighed”. I praksis, en model hvor ansvarlighed straffes, og forbrug belønnes.
To danskere med samme livsindkomst:
• A har arbejdet, betalt sin skat og sparet op til alderdommen.
• B har tjent det samme – men brugt rub og stub undervejs.
Med en formueskat bliver A sendt en årlig regning for at have gjort det, politikerne prædiker om: at tage ansvar. B går fri. Er det virkelig den “moralske” retning, vi ønsker for Danmark?
• Virksomhedsejeren og iværksætteren risikerer en skat af immaterielle værdier og i værste fald gå konkurs. En beskatning af goodwill, brandværdi, patenter, software og unoterede aktier i egen virksomhed er direkte ødelæggende for alle.
Værdierne kan være vurderet til millioner – men de kan ikke hæves i hæveautomaten.
Boligavancebeskatning nye problemer: Den kan låse folk fast i deres bolig, fordi det bliver dyrt at flytte. Den rammer især familier i vækstområder, hvor priserne er steget uden at indkomsten nødvendigvis er fulgt med. Den beskatter papirgevinster, som først realiseres, når man sælger – ofte fordi livssituationen ændrer sig, ikke fordi man vil spekulere.
Resultatet er mindre mobilitet på boligmarkedet, færre handler og større usikkerhed om privatøkonomien.
Det rammer folk ikke yacht og gin-tonics folket, men:
• boligejere med mursten (og ja, huspriser er papirgevinster)
• ejerledere med unoterede aktier
• landmænd med jord
• helt almindelige mennesker, der har sparet op gennem et langt arbejdsliv
Værdier på papiret er ikke kontanter i lommen. Men skatten skal betales kontant. Resultatet kan blive tvungne salg, øget gæld eller færre investeringer i virksomheder.
Den dobbelte standard lyder: “Skat til alt” – men spare ikke på udlandsbistanden? Man vil stramme skruen på danskere, der har sparet op og investeret, men bistanden er en urørlig post.
Kapital og investeringer er mobile. Vi konkurrerer med lande, hvor vilkårene er mere stabile. Historien viser igen og igen, at brede skatter giver mindre provenu end forventet, koster mere administration og kan flytte både mennesker og investeringer ud af landet.
Vil man bekæmpe ulighed, må man vælge værktøjer, der virker – uden at gøre “Søren Sparsom” til skurk og “Bjarne Forbrug” til idealborger.
Der er fredag morgen udbrudt brand på Stålvej i Kolding. Røgen vurderes at være sundhedsskadelig, og politiet opfordrer borgere til at undlade at opholde sig i den.
Brandvæsenet er ved at danne sig et overblik over branden. Flere veje i området vil blive spærret, herunder Ny Esbjergvej.
Politiet vender tilbage med yderligere oplysninger.
09.00 Brand i elektronikskrot på Stålvej i Kolding
Branden på Stålvej i Kolding, som fredag morgen udløste sundhedsskadelig røg, er opstået i elektronikskrot. Der arbejdes fortsat på stedet.
Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.
Fredericia kan se frem til at summe af motorcykler og festivalstemning, når Harley Davidsons internationale Super Rally 2026 løber af stablen fra den 20. til 24. maj. Arrangementet ventes at samle mellem 10.000 og 12.000 motorcykelentusiaster i byen.
Det er MadsbyParken og området omkring Fredericia Idrætscenter, der bliver centrum for begivenheden. Her bliver området forvandlet til en stor festivalplads med campingområde, musikscene og masser af motorcykler.
Super Rally samler medlemmer af den europæiske sammenslutning af Harley Davidson-klubber, og i år går turen altså til Fredericia.
Borgmester Peder Tind glæder sig over, at det er lykkedes at trække det internationale arrangement til byen.
»Jeg er meget stolt over, at Fredericia Kommune er lykkes med at tiltrække så stort et internationalt arrangement som Super Rally. Det er altid et anerkendende skulderklap til vores by, når udefrakommende vælger os til, fordi de ligesom os kan se byens mange kvaliteter. Så vi glæder os til at byde dem alle velkommen til Fredericia,« siger han.
Arrangementet kommer ikke kun til at kunne mærkes i MadsbyParken. I løbet af Pinsen vil deltagerne også sætte deres præg på bybilledet. Lørdag den 23. maj åbnes Axeltorv, Rådhuspladsen og J.B. Nielsens Plads for de mange motorcykler, så både borgere og besøgende kan opleve maskinerne på tæt hold.
Også i Kultur-, Bosætnings-, Idræts- og Turismeudvalget ser man frem til Pinsen.
»Jeg glæder mig over, at Fredericia skal stå som smuk kulisse for et stort internationalt arrangement som Super Rally 2026. Og når byen får gæster, er det jo helt oplagt, at vi også skaber en festlig ramme, hvor hele byen kan tage del i oplevelsen og mærke den særlige stemning, som arrangementet bringer med sig«, siger udvalgsformand Susanne Eilersen.
At Fredericia får værtskabet, er ifølge erhvervsdirektør i Business Fredericia og bestyrelsesmedlem i Experience Fredericia, Kristian Bendix Drejer, resultatet af et længere forløb.
»Arbejdet med at tiltrække Super Rally 2026 begyndte allerede med en indledende dialog mellem Experience Fredericia og arrangøren i begyndelsen af 2023 og har krævet tæt dialog, præsentationer, møder og koordinering. Det er et resultat af et stærkt partnerskab på tværs af Fredericia Kommune og erhvervslivet, som har arbejdet målrettet i flere år for at vise, at Fredericia kan løfte et arrangement i den her størrelse – og det er vi enormt stolte af. Arbejdet har siden været i fuld gang, og her er Visit Fredericia og Fredericia Shopping også involveret i indsatsen med at skabe en masse aktiviteter i byen for gæster udefra, der vil snuse lidt til Super Rally 2026,« udtaler han.
Den danske grundlov fylder 177 år i sommer. Den er blevet ændret to gange siden. En af ændringerne var i 1953, da man afskaffede Landstinget og indførte etkammersystemet – og dermed reelt gav Folketinget al den lovgivende magt. Den anden var kvinders valgret i 1915, som mere end fordoblede det danske vælgerkorps og for altid ændrede, hvem der måtte have en mening om, hvordan landet skulle styres.
Siden da har vi holdt valg 71 gange. Nu holder vi valg for 72. gang.
Det er i sig selv ingenting. Tal er ligegyldige. Men det er heller ikke ingenting, fordi hvert af de 71 valg har efterladt et aftryk – ikke altid det, nogen planlagde, og sjældent det, valgplakaterne lovede. Demokratiets paradoks er, at det kun virker, hvis man tror på det. Og at man kun bliver ved med at tro på det, hvis det af og til leverer noget overraskende.
1973 var det år, det politiske system kollapsede indefra. Mogens Glistrup kom ud af ingenting og fik 28 mandater. Centrum-Demokraterne blev dannet på en pressekonference uger før valget og fik 14. Det etablerede Danmark – de fire gamle partier, som havde styret landet i årtier – fik et chok, de aldrig helt kom sig over. Men det var ikke et demokratisk sammenbrud. Det var et demokratisk korrektiv. Vælgerne sendte en regning, som systemet ikke havde forventet, fordi det ikke havde hørt efter.
Det er demokratiets egentlige magt. Ikke det forudsigelige – men det uforudsigelige.
Torsdag den 26. februar udskrev Mette Frederiksen valg fra Folketingets talerstol. Det skete minutterne efter vedtagelsen af en fødevarecheck til to millioner danskere, med et Børsen-interview om formueskat klar til offentliggørelse og en overenskomstaftale for 500.000 offentligt ansatte i ryggen. Timingen var ikke tilfældig. Den var tilrettelagt med den præcision, man kender fra en statsminister, der har siddet på posten i syv år og kender rytmen i dansk politik bedre end de fleste.
Mette Frederiksen forsøger noget, kun tre statsministre har formået siden krigen: at vinde en tredje valgperiode. Stauning nåede det – men regerede under besættelse og nåede aldrig at se frugterne. Schlüter nåede det – og endte med Tamilsagen. Fogh nåede det – og forlod dansk politik for NATO. Den tredje periode er i dansk politisk tradition ikke en triumf. Den er en prøvelse.
Over for hende står Troels Lund Poulsen, der torsdag aften meldte sig som statsministerkandidat fra Venstre. Meningsmålingerne er ikke med ham. Men det var de heller ikke med Anders Fogh Rasmussen, da han overtog et nedslået Venstre efter Uffe Ellemann-Jensens nederlag til Nyrup i 1998, hvor den var hjemme. Fogh gik hjem, omformulerede sit projekt, og kom tilbage tre år senere med et mandat, som vendte dansk politik på hovedet. Historien giver ingen garantier. Den giver muligheder.
De kommende 26 dage vil byde på dystre beskrivelser af en verden i opløsning. Det er valgkampens retorik – og den er lige så gammel som demokratiet selv. Men fakta er mere nøgterne og mere opmuntrende end som så. Siden 1990 er den ekstreme fattigdom på verdensplan mere end halveret. Børnedødeligheden er faldet dramatisk. Læsekyndigheden stiger på alle kontinenter. Gennemsnitslevealderen er på verdensplan steget med over ti år på en enkelt generation. Og på trods af de krige, der fylder i nyhedsbilledet, er antallet af væbnede konflikter og antallet af mennesker, der dør i krig, historisk set langt lavere end i det 20. århundrede – det århundrede, der gav os to verdenskrige, Holocaust og atombomber over japanske byer. Verden er ikke perfekt. Den er ikke retfærdig. Og der er al mulig grund til at kæmpe for at gøre den bedre. Men den er altså ikke ved at gå under – den er faktisk, målt på næsten ethvert konkret parameter, bedre end den har været på noget tidspunkt i menneskehedens historie. Det forpligter mere end det skræmmer. Og det er en vigtig pointe at have med ind i en valgkamp, der ellers risikerer at handle mere om frygt end om fremtid og visioner.
Demokratiet tilbyder ikke en endegyldig sandhed om, hvad et land er eller bør være. Det tilbyder noget mere beskedent og mere værdifuldt: retten til at forhandle om det. Igen og igen, hvert fjerde år, i en sal på Christiansborg eller i en stemmeboks på et bibliotek i en provinsby, med et kryds sat i hast eller med omhu.
Det er ikke dramatisk. Det er ikke historiens afgørende vendepunkt. Men det er det, vi har. Og det er mere, end de fleste lande nogensinde har haft.
Den 24. marts sætter danskerne kryds for 72. gang.
Venstres formand erklærer sig klar til at lede en borgerlig regering – og advarer mod rødt flertal og nye skatter. Kort efter at valget blev udskrevet torsdag eftermiddag meldte Venstres formand Troels Lund Poulsen ud på Facebook, at han stiller sig til rådighed som statsminister.
»Derfor stiller jeg mig selv til rådighed for at lede en ansvarlig borgerlig regering i Danmark. Det gør jeg, fordi politik aldrig har været vigtigere i min levetid,« skriver han.
Troels Lund Poulsen peger på sikkerhed, kernevelfærd og ansvarlig økonomi som sine mærkesager og advarer mod et rødt flertal.
»Jeg frygter, at hvis de røde partier med Mette Frederiksen får flertal, så vil de overdynge danskerne og vores virksomheder med nye høje skatter. Det vil blive langt dyrere at være dansker,« skriver han.
Han trækker på sine erfaringer fra syv ministerier over de seneste 20 år – senest som forsvarsminister under den historiske oprustning – og lover at samarbejde på tværs.
»Jeg vil gøre en dyd ud af at samarbejde med alle partier, ligesom jeg har gjort som forsvarsminister i de seneste tre år,« skriver han.
POLITIK. Fire folketingsmedlemmer fra Sydjyllands Storkreds behøvede ikke at følge med på telefonen, da statsminister Mette Frederiksen torsdag udskrev valg til den 24. marts. De sad alle i Folketingssalen, få meter fra talerstolen, da det skete.
»Jeg sad to meter fra statsministeren. Der var elektrisk stemning,« siger Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører og storkredskollega til de tre andre.
Fornemmelsen af, at noget var i gære, havde bredt sig i løbet af formiddagen. Folketinget var i gang med at hastebehandle regeringens fødevarecheck, og statsministerens tilstedeværelse vakte opsigt. »Vi havde nok mærket, at der var noget i gære, fordi hun kommer altså ikke til folketingsbehandlinger af lovforslag normalt,« siger Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF.
Peter Kofod fra Dansk Folkeparti var endnu mere sikker i sin sag. »Jeg var sikker på, at det ville blive udskrevet. Så jeg var nødt til at sidde og se, om jeg havde ret,« siger han. »Rygterne har jo sivet på Christiansborg.«
For Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance var timingen alligevel en overraskelse. »Personligt blev jeg overrasket. Jeg troede, det ville komme i næste uge,« siger hun.
Helena Artmann Andresen (I) er med sine 24 år stadig Folketingets yngste medlem. Hun blev overrasket over timingen, men er klar til at bruge alle sine vågne timer på at kæmpe for en borgerlig regering.
Fødselsdag og valgdag
Udskrivelsen bød på en personlig overraskelse for Christian Rabjerg Madsen. Valget er sat til den 24. marts – samme dag som hans 40-års fødselsdag. »Det var lidt surt, at hun udskrev til afholdelse den 24. marts, fordi det er den dag, jeg fylder 40,« siger han med et skævt smil. »En fejring af folkestyret, og så må fejringen af mig vente.«
Men Rabjerg Madsen har forberedt sig i ugerne op til. Plakater er indkøbt, ruter er uddelt til de frivillige, og allerede fredag håber han at stå i Koldings gader med roser. »Jeg vidste ikke, at valgkampen skulle udskrives i dag, men jeg var klar på, at den ville komme,« siger han. »Nu glæder jeg mig enormt til at komme ud og tale med mennesker i trekantområdet og i hele Sydjylland.«
Christian Rabjerg Madsen (A) sad to meter fra statsministeren, da hun udskrev valg til afholdelse på hans 40-års fødselsdag. Allerede fredag står han klar med roser i Koldings gader.
Fire partier, fire dagsordener
De fire MF’ere går ind i valgkampen med vidt forskellige mærkesager – men med et fælles udgangspunkt: De kender alle kredsen, de kender vælgerne, og de ved, hvad der er på spil.
Christian Rabjerg Madsen vil tale om velfærd, folkeskole og pension. Som politisk ordfører for det største regeringsparti har han været en central stemme under Grønlandskrisen og i forhandlingerne om 2035-planen. Nu retter han blikket mod det lokale. »Det vigtigste bliver at tale med så mange mennesker som muligt om, hvordan vi styrker velfærdssamfundet, skaber en mere retfærdig pension og løfter folkeskolen,« siger han. »Og vi har også udfordringer med vores fjorde og Lillebælt – badevand og drikkevand. Og så ved alle i Trekantområdet, at transport er vigtigt. Folk holder alt for meget i kø.«
Karina Lorentzen Dehnhardt, der er SF’s retsordfører, landdistriktsordfører og gruppeformand, kaster sig direkte ind i kampen. Allerede fredag morgen klokken 6.30 starter hun en morgenuddeling, og i weekenden planlægger hun en aktion ved en fodboldkamp i enten Fredericia eller Vejle. »Det allervigtigste for mig er, at vi får gjort noget ved vores velfærd,« siger hun. »Daginstitutionerne skal have ordentlige rammer. I Fredericia Kommune har regeringen lovet penge til flere pædagoger, men det dækker hverken halvt eller helt. Borgerne bliver snydt.«
Karina Lorentzen Dehnhardt (F) starter valgkampen med morgenuddeling klokken 6.30 fredag og planlægger en aktion ved en fodboldkamp i weekenden. Gratis tandpleje og bedre daginstitutioner er hendes vigtigste mærkesager.
Hun vil også kæmpe for gratis tandpleje. »Der er så mange mennesker, der har et tandsæt, der forfalder, fordi de ikke har råd. Det handler ikke kun om mennesker på overførsler. Det er faktisk også 40 procent af 3F’erne, der står med det problem.«
Peter Kofod, der er DF’s gruppeformand og sundhedsordfører, sætter udlændingepolitikken øverst. Han er partiets spidskandidat i Sydjylland og kandidat i Sønderborg- og Aabenraakredsen. »Vi skal ud og fortælle danskerne, at vi vil have styr på udlændingepolitikken og styr på priserne. Og i øvrigt nogle bedre forhold for vores ældre og vores landdistrikter,« siger han.
Kofod tror på det personlige møde og vil bruge valgkampen på at være så synlig som muligt – på sociale medier, i gågaderne og rundt i hele landsdelen. »Jeg tror på håndtrykket. Jeg tror på det personlige møde, både med mine vælgere og dem, der måske overvejer det,« siger han. »Det, jeg godt kan lide ved at bo i Sønderjylland, er, at mine arbejdsgivere er tæt på. De kan gå direkte over til mig nede hos købmanden og sige, at der er noget, der ikke spiller.«
Peter Kofod (O) var sikker på, at valget ville blive udskrevet og tog plads i Folketingssalen for at se, om han havde ret. Nu vil han rundt i hele landsdelen med sit budskab om udlændingepolitik og lavere priser.
Helena Artmann Andresen, der med sine 24 år stadig er Folketingets yngste medlem, har en klar ambition for valgkampen: Et Danmark i en mere liberal retning. »Det allervigtigste for mig er, at vi kæmper nok til at skaffe en frisk start for Danmark, så vi kan få en borgerlig regering,« siger hun. »Det er det, jeg vil bruge alle mine vågne timer på.«
Hun starter for alvor lørdag, når valgplakaterne må hænges op, men regner med at besøge gymnasier, virksomheder og gågader i hele kredsen i de kommende uger.
Tre uger og fire kampe
Valgkampen er kortere end normalt. Der er knap fire uger til valgdag, og alle fire MF’ere ved, at intet er givet på forhånd. I de seneste målinger har både SF og Socialdemokratiet oplevet fremgang, mens Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kæmper om de blå vælgere.
For de fire siddende medlemmer fra Sydjylland handler det nu om at omsætte Christiansborg-erfaring til personlige stemmer – én gågade, ét håndtryk, én dør ad gangen.
Sydjyllands Storkreds har 13 opstillingskredse og strækker sig fra Esbjerg i vest til Fredericia i øst og Aabenraa i syd. Storkredsen vælger i alt 11 kredsmandater.Folketingsvalget afholdes den 24. marts 2026.
Efter en rekrutteringsproces med 22 ansøgere har bestyrelsen for EUC Lillebælt valgt sin nye direktør. Valget er faldet på en kandidat fra skolens egne...
