KRIMI. Der har tirsdag været indbrud i en landejendom på Stallerupvej i Fredericia.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra klokken 7.00 om morgenen til klokken 20.30 om aftenen.
Ifølge Sydøstjyllands Politi knuste gerningsmændene en rude på bagsiden af huset, stak hånden ind og åbnede døren indefra. Inde i huset blev flere rum gennemrodet, og skabe og skuffer stod efterfølgende åbne.
Der blev stjålet 12 pakker cigaretter af mærket Winston og 24 dåser Cola Zero.
Der er hverken oplysninger om vidner eller overvågning fra stedet. Derfor vil politiet gerne høre fra borgere, der kan have set noget mistænkeligt på Stallerupvej tirsdag. »Hvis der skulle være nogen, der har set en bil eller noget andet på Stallerupvej, vil vi gerne høre fra dem,« oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi.


















