JUBILÆUM. Der skal hverken tilmelding eller invitation i hånden til, når Egeskovgaard på Bøgeskovvej torsdag den 20. august slår dørene op. Jesper Bjerrisgaard, indehaver af Anlægsgartnerfirmaet Tefax, er fyldt 50 år og har samtidig stået i spidsen for familiefirmaet i 25 år, og den slags kalder på en fejring med plads til alle, mener han.
»Det synes jeg er på sin plads, når man har drevet en virksomhed i 25 år. Og når man samtidig fylder 50, var det oplagt at markere det. Derfor holder vi en reception, hvor vi kan møde samarbejdspartnere, kolleger, kunder og alle de andre, vi har haft med på rejsen,« fortæller Jesper Bjerrisgaard.
Formen er lige så ligetil som manden. Åbent hus fra klokken 12 til 16, og derfra bestemmer gæsterne selv. »Der er ikke engang tilmelding. Man skal bare komme, og man kan blive kort tid eller længe, det er helt frit. Alle er meget velkomne,« siger han og glæder sig ikke mindst til de uventede ansigter i døren. »Det bliver en dag, der byder på mange indtryk. Og jeg håber, der også kommer nogle af dem, der overrasker lidt.«
Mange af dagens gæster har fulgt med på hele eller dele af den rejse, der nu skal fejres. De 25 år for bordenden begyndte med generationsskiftet i år 2000, hvor han overtog Tefax efter sin far, og set i bakspejlet er tiden gået i ét væk. »Det er gået utrolig stærkt. Når man ser tilbage, er årene fløjet af sted, og når man ser frem, virker de næste 25 næsten urealistiske. Det har ikke kun været en dans på roser, men det har været en god rejse og en udvikling, som jeg glæder mig over hver eneste dag,« siger Jesper Bjerrisgaard.
En del af rejsen har handlet om noget, de færreste virksomhedsejere slipper for at lære, nemlig at trække grænsen mellem arbejde og alt det andet, for på Bøgeskovvej har kontor og bopæl hele tiden delt adresse. »Jeg har både kontor og bopæl samme sted, så det har været en læring at skille arbejde, fritid og familieliv ad. Det synes jeg faktisk, vi har fundet en rigtig god balance i,« fortæller han.
Øvelsen er da heller ikke ny for ham. Den fulgte med barndommen, hvor forældrene drev både virksomhed og landbrug fra hjemmet, og hvor kunder og leverandører var en naturlig del af hverdagen. »Mine forældre startede virksomheden før mig, så jeg har været vant til fra barnsben, at der var virksomhed i hjemmet. Noget var fritid, noget var arbejde, og de to ting skulle hænge sammen. Der kommer kunder og leverandører, men det synes jeg faktisk er både hyggeligt og spændende. Jeg kan rigtig godt lide det,« slutter Jesper Bjerrisgaard.
Receptionen afholdes torsdag den 20. august klokken 12 til 16 hos Anlægsgartnerfirmaet Tefax, Egeskovgaard, Bøgeskovvej 19 i Fredericia.



















