Fredag den 17. november bliver en fed dag for kreativitetsentusiaster i området omkring Egeskovvej 104. Ann Degn Kjærgaard, kendt for sin rolle som mobilitetschef hos Volkswagen Fredericia, åbner dørene til sit nyeste projekt: House of Degns. Denne nye butik, beliggende klos op ad OK-tankanlægget og vaskehallen, lover at bringe en frisk bølge af kreativitet og kunstnerisk flair til lokalområdet.

House of Degns er ikke blot en butik; det er et kreativt univers, hvor mosbilleder står i centrum. Ann Degn Kjærgaard arbejder til dagligt sammen med sin mand Henrik Kjærgaard, der ejer VW Fredericia. Det har de gjort i mange år, selvom hun oprindeligt er uddannet ergoterapeut.

– Vi arbejder godt sammen, som hun siger og det har vi nok altid gjort, og så er Henrik god til at bede mig springe ud i det. Han har også hjulpet med at lave borde til mine kreative workshops. Så nu prøver vi, fortæller Ann og uddyber:

– Jeg ønsker at skabe et sted fyldt med kreativitet. Med et sortiment, der spænder fra færdige mosbilleder til “gør det selv”-kits, og modsat almindelig mos har den konserverede mos en langt længere levetid, faktisk mellem syv til ti år, og er importeret fra forskellige steder i verden, forklarer Ann Degn Kjærgaard om butikken og produktet, der må være enhver kreativtentusiasts drøm.

Butikkens indretning afspejler dens kreative ånd. Store træborde står klar til workshops, hvor både private og firmaer kan udfolde sig kreativt under Ann’s kyndige vejledning. Disse kurser vil finde sted et par gange om måneden, et tilbud der cementerer House of Degns som et kreativt samlingspunkt.

Ann’s kærlighed til langtidsholdbare produkter kommer også til udtryk i butikkens andre varer. Udover mosbilleder, vil kunder kunne købe dekorationer og brugskunst, herunder farverige, tørrede buketter. – Denne buket kan holde i cirka et år og koster 500 kroner, siger hun, og understreger værdien af produkter, der holder længere end traditionelle alternativer.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

House of Degns er dog ikke Ann’s første forretningseventyr på dette sted. Tilbage i 2008 åbnede hun Degn’s & Co, der tilbød brugskunst og blomster. Siden da har lokalet været brugt til forskellige formål, inklusive opmagasinering af bildæk for Volkswagen-forhandleren. Nu vender Ann tilbage med en ny vision, hvor hun kombinerer sin kærlighed for blomster med sin passion for kreativitet og innovation.

– Jeg har været der, hvor jeg havde blomsterforretning, der hvor jeg bandt den ene buket efter den anden, og det er vildt spændende, men det er ikke der, jeg er kreativ lige nu, siger Ann, der dog tydeligt husker de foregående år, hvor hun har bundet massevis af buketter på bestilling i juledagene:

– Jeg havde en veninde, der hjalp med; hun sagde også; tror du ikke, du skulle have sagt ja til 10 mindre, fortæller Ann med et grin.

Interessen for moskunst og Ann’s kreative projekter er tydelig. Ved Kreative Dage i Messe C oplevede hun stor efterspørgsel, hvilket lover godt for butikkens fremtid.

– Vi solgte for 50.000 kroner, siger hun med et smil og fortsætter: Det var helt vildt, hvor travlt vi havde. Vi havde fået en større stand i år – vi er ofte på messer, og har også været med på Kreative Dage før. Jeg har faktisk vores to piger med som hjælpere derude, og de havde godt nok også travlt. Det var fantastisk, alle ville se vores stand, og vi solgte jo pænt godt, fortæller hun.

Med åbningen, der nærmer sig, er Ann spændt på modtagelsen. Placeringen er dog ikke til at tage fejl af, imens vi taler om hendes forretning og hendes kreativitet, er der flere der lige skal kigge ind, både dem der tanker, dem der kigger på biler og dem, der lige kigger forbi.

– Jeg er spændt på, hvordan butikken bliver modtaget, men jeg håber at få meget at se til.

Med julen for døren forventes en livlig aktivitet, inklusive særlige juleworkshops, hvor kunder kan lave adventskranse, kalenderlys og andre juledekorationer. House of Degns vil også have en online tilstedeværelse, hvor kunder kan købe produkter og tilmelde sig workshops. Åbningstiderne vil blive opdateret på butikkens Facebook-profil, hvilket sikrer, at ingen går glip af denne unikke kreative oase midt i Fredericia, og så vil Ann rigtig gerne arbejde med workshops.

– Det er lige mig. Jeg nyder allerede nu, når vi har mange booket ind på workshops. De arbejder med deres egne produkter og er kreative her. Jeg tager kun 10 ind ad gangen, for der skal være tid til, at jeg kan hjælpe og forklare. Men vi har det hyggeligt. I hverdagene serverer vi kaffe og kage til, og i weekenderne tilføjer vi en sandwich. Det er populært. Jeg har faktisk kunder, der kører fra Sjælland og hertil for at prøve kræfter med vores spændende produkter. Der er også mange penge at spare. Priserne på færdiglavede billeder kan variere mellem 5-10.000 kroner, og her kan de lave deres egen variant for under 2.000 kroner inklusiv coaching, kaffe og kage, slutter Ann Degn Kjærgaard.