Frivilligt demenstilbud frygter at forsvinde med spareforslag
Jonna Bøttern er vred. Hun er frivillig i Demensfællesskabet Lillebælt, og for fjerde gang i træk er området, hun brænder for, havnet i Fredericia Kommunes sparekatalog, der blev offentliggjort i sidste uge. Forslag nummer 717 på side 102 bærer overskriften omlægning af demensområdet og lægger op til en besparelse på 1,9 årsværk.
I forslaget beskrives en omlægning af demensindsatsen, hvor flere aktører skal inviteres ind om løsningerne, og hvor rolle- og opgavefordelingen mellem civilsamfund og kommune skal skærpes. Der skal ifølge oplægget satses strategisk på samarbejde med civilsamfundet og mindre på personaleafhængige aktiviteter. For Jonna Bøttern er konsekvensen af den formulering til at få øje på.
»At vi ikke eksisterer mere,« svarer hun, da hun bliver spurgt, hvad forslaget vil betyde for fællesskabet.
Demensfællesskabet Lillebælt tæller for øjeblikket 23 frivillige med vidt forskellig baggrund. Der er en læge, en tidligere demenskonsulent, en sygeplejerske og en ingeniør iblandt, og fælles for dem er, at de brænder for at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende. De frivillige står for aktiviteter, der ikke kræver faglig uddannelse, lige fra ture og fællessang til damegruppe, herrebænk og fire duocykler, der kører hver torsdag. På et halvt år bliver det til 43-45 aktiviteter for borgere med demens, deres pårørende eller dem sammen. Bindeleddet mellem de frivillige og det kommunale demensteam er en konsulent ved navn Pia, og det er blandt andet den funktion, Jonna Bøttern frygter forsvinder, hvis besparelsen bliver til virkelighed.
Efter hendes regnestykke passer de 1,9 årsværk nogenlunde med at fjerne konsulentstillingen, en musikterapeut og en håndfuld timer hos en af de øvrige konsulenter. Kommunen sætter ikke navne på i kataloget, og Jonna Bøttern kalder selv udlægningen et gæt, men regnestykket hænger efter hendes vurdering sammen.
Aktiviteterne koster ifølge hende ikke kommunen penge. De er enten brugerbetalte eller finansieret af fonde, og de udsprang oprindeligt af statslige midler, der løb ud for nogle år siden. Det eneste, kommunen betaler, er husleje for lokalerne i kælderen, hvor også det kommunale demensteam holder til.
Vreden bunder ikke mindst i, at Jonna Bøttern selv har været pårørende to gange. Da hun havde brug for et tilbud som dette, fandtes det ikke, og det er en del af drivkraften bag hendes engagement. Hun mener, at forvaltningen med den ene hånd læner sig op ad den nye ældrelov fra Christiansborg om øget inddragelse af civilsamfund og pårørende, mens den med den anden hånd fjerner det årsværk, der får netop det civilsamfund til at fungere. Konsekvensen bliver efter hendes opfattelse syge og pressede pårørende og dermed større udgifter et andet sted.
De frivillige har fordelt opgaverne mellem sig og mødes onsdag i kælderen for at lægge planer. Der arbejdes på et læserbrev og et høringssvar, og politikerne får en invitation til fællessang den syvende, selv om Jonna Bøttern ikke tør regne med, at nogen dukker op.
