Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

← fredericiaavisen.dk

Forsinket budget skabte forvirring om høring i Fredericia

Forsinket budget skabte forvirring om høring i Fredericia

POLITIK. Da budgettet og det omfattende sparekatalog i Fredericia Kommune skulle i høring den 1. september, opdagede byrådsmedlem Tommy Rachlitz Nielsen (C) hurtigt et problem. Materialet, som borgerne skulle kunne finde på kommunens hjemmeside under høringer, lå ganske enkelt ikke tilgængeligt.

»Jeg får henvendelser her fra morgenstunden om, at folk ikke kan se det budget, som skulle være tilgængeligt fra den 1. september. Det betyder jo, at der heldigvis er stor interesse for vores budget, og så synes jeg da, at det er ærgerligt, at vi ikke har sørget for, at det ligger klart, så borgerne kan se det fra den 1. september,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Han tog derfor fat i kommunaldirektøren for at få en forklaring. Meldingen var, at forsinkelsen skyldtes et større IT-nedbrud dagen forinden hos leverandøren TDC. Kommunaldirektøren lovede, at materialet ville blive lagt op i løbet af dagen, og at høringsfristen ville blive forlænget svarende til forsinkelsen.

Netop tiden er et centralt punkt for byrådsmedlemmet. Høringsperioden slutter efter planen klokken 12 den 14. september, og hvis materialet først offentliggøres sent på dagen den 1. september, risikerer borgerne reelt at få under de 14 dage, som de er stillet i udsigt.

»Lad os nu antage, at vi nærmer os klokken 12, før det her er offentliggjort. Så er det jo kun 13 døgn, man har til høringsperioden. Så gik det jo grundlæggende lidt forkert,« siger han.

Han understreger, at fristen i forvejen er stram, når borgerne skal sætte sig ind i et teknisk budget og et sparekatalog på 170-180 sider.

»Det er jo forholdsvis omfattende. Så det skal man da have sin 14-dages tid. Vi skal spare rigtig mange penge, og så synes jeg, det er rimeligt, at vi også får den tid,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Selvom sagen om det forsinkede materiale ærgrer ham, ser han også en positiv side i den store interesse fra borgerne. Efter hans opfattelse hænger et godt budget sammen med, at borgerne byder ind med deres viden og holdninger.

»Vi sidder jo inde på rådhuset og får kun de oplysninger, som forvaltningen giver os. Jeg tror ikke, de bevidst misinformerer os, men der er bare nogen, der ser det anderledes ude i samfundet. Og det var også derfor, vi gerne ville have deltaget i et borgermøde, hvor vi kunne lytte til borgerne og høre deres input,« siger han.

AVISEN arbejder på en kommentar fra kommunaldirektøren.

Læs også

Skærbæk skal vokse, men striden står om en gammel gårdDirektionen: Kassen er tom i 2030, hvis politikerne ikke finder 150 millioner i besparelserSæsonpremiere i Nordsjælland: Kan FHK åbne ligaen med en udesejr?Frivillige giver indlagte unge et pusterum fra sygdommen