FHK havde overhånden mod Ribe-Esbjerg, men brændte chancer gjorde, at det blev tæt til sidst. Ribe-Esbjerg havde chancen for at udligne til sidst, men hjemmeholdet ramte stolpen i sidste sekund. Det gjorde, at FHK vandt kampen 30-29.
FHK spillede lørdag den sidste ligakamp i kalenderåret 2023. Modstanderen var Ribe-Esbjerg, der inden kampen indtog fjerdepladsen i tabellen og er ubesejret på hjemmebane siden midten af september, hvor de tabte til Skanderborg AGF. I den mellemliggende periode har de blandt andet besejret GOG og Aalborg i egen hule.
Det var til at se fra start. Otte minutter inde i kampen var stillingen 7-3, og det lignede en skidt dag på kontoret for FHK, men så ændrede kampen karakter. Thorsten Fries, der havde fået chancen fra start, fik fat, og så var FHK pludselig på 7-7 tre minutter senere. Opturen fortsatte, og det gjorde, at gæsterne førte 9-7 efter 13 minutter.
Gudmundur Gudmundssons tropper sig så ikke tilbage, og særligt Kristian Stoklunds indhop endte med at gøre ondt på Ribe-Esbjergs forsvar, da han fordelte boldene effektivt rundt. Det gav en føring på 13-9 efter 20 minutter, og ved pausen var føringen udbygget til 19-13.
FHK var i fuldstændig kontrol, og lignede et hold, som ville køre en sikker sejr hjem, men Ribe-Esbjerg og i særdeleshed Agúst Björgvinsson ville det anderledes. Den islandske keeper, som endte med en redningsprocent på 37,21 procent, pillede den ene frie chance efter den anden.
Derfor fik Ribe-Esbjerg på seks minutter formindsket FHK’s føring til 21-18. Efter 43 minutter var hjemmeholdet kommet på 25-23, og så reagerede Gudmundsson ved at skifte Sebastian Frandsen ind. Samtidig blev der tyet til syv mod seks, men overtalsspillet sad ikke i skabet.
Ribe-Esbjerg fik udlignet til 29-29 med fire minutter igen, og så gik der ellers drama i den. Ingen af holdene kunne få våbnet angrebsmæssigt, der kunne få bolden i kassen. Kristian Stoklund scorede til 30-29 på straffekast med knap tre minutter igen.
Med halvandet minut igen kunne FHK komme foran med to. Martin Bisgaard løb sig fri, men i fri position brændte han på Björgvinsson.
Det gjorde, at Ribe-Esbjerg kunne lykkes med at spille tiden ud.
Da der resterede fire sekunder blev Lasse Balstad tildelt en udvisning, og situationen gav Ribe-Esbjerg muligheden for at sætte en afslutning op. Skuddet tog William Aar, der kanonerede bolden på stolpen til stor jubel for FHK og de omkring 100 medrejsende fans, som dermed kunne rejse hjem med en sejr.
Sejren betyder, at FHK for alvor har sat sig i en god position i forhold til at sikre sig en plads i top-4, der giver adgang til europæisk håndbold. FHK vil have otte point med til femtepladsen uanset resultatet af rundens øvrige kampe. Med otte kampe tilbage af grundspillet dufter det derfor for alvor af europæisk håndbold i FHK til næste sæson.