Det danske kvindelandshold storsejrede mod Polen, og da Rumænien tidligere besejrede Japan, er danskerne nu kvartfinaleklar.

Der var kommet grus i det danske maskineri, da det blev til et nederlag mod Japan i torsdags, men det blev der lavet om på lørdag. Det danske landshold var toptændt med kvartfinalen for øje. De danske spillere både oppede sig spillemæssigt, og indstillingen fejlede heller ikke noget. Der blev kæmpet om hver eneste bold, og der var ingen tvivl om, at de danske spillere kom med fremskudt bryst, og det belønnede sig på banen.

Måltavlen viste 15-12 efter de første 30 minutter, og i anden halvleg blev sejren for alvor slået fast, da der var klasseforskel på de to mandskaber.

Danskerne slog hurtigt et hul, og samtidig begyndte polakkerne at lave fejl i takt med, at de blev mere og mere træt. Derfor endte det med en sikker dansk sejr på 32-22.

Sejren betyder, at der venter en gruppefinale på mandag mod Tyskland. Vinder Danmark kampen, ender holdet som nummer et i mellemrundepuljen.