Visionen bliver glemt, mens beton og prestige vokser
En strategi skal kunne ændres. Det er en del af politisk ledelse. Men så skal man også fortælle borgerne, hvorfor man forlader den, og hvilken ny kurs man vælger.
Det er galt, når et byråd vedtager langsigtede visioner med store armbevægelser – og få år senere træffer beslutninger, der ændrer retningen, uden at forklare hvorfor. Samtidig bliver nye projekter kaldt kommunale fyrtårne, uden at borgerne får dokumentation for, hvilken værdi de skaber.
Fredericia har kaldt sin Vision 2033 for »Fredericia – Fremtidens Centrum«. Ambitionen var blandt andet at være grøn i verdensklasse, skabe unikke oplevelser hver dag og blive børnefamiliernes førstevalg. Visionen skulle »omdannes til hverdag«. Kanalbyens grønne campus blev i Vision 2033 og Planstrategi 2023 beskrevet som et omdrejningspunkt for grøn efter- og videreuddannelse. Det var en politisk vision – ikke en løs idé, der tilfældigvis dukkede op.
Fæstningscentret indgår i Vision 2033. Voss-grunden blev overdraget gratis med det formål at skabe centret. Nu tales der om at samle fæstningsfortællingen med Musicalteatret i et nyt kulturhus i Kanalbyen.
Fredericia risikerer at skabe sin egen kommunale »white elephant«: et flot projekt, der tager sig godt ud ved indvielsen, men siden kræver flere og flere penge for at fungere, og så ender den langsigtede politik som en samling projekter, der hver for sig måske er fornuftige, men tilsammen ikke nødvendigvis skaber den by, politikerne lovede.
Dronningepladsen viser også, hvor vigtigt det er at følge op på kommunens prioriteringer. Der blev brugt omkring 1,6 millioner kroner på at indrette pladsen til blandt andet Metal Magic og andre arrangementer. Senere blev der anlagt fodboldtræningsbaner på arealet. Hvis anvendelsen er ændret, bør kommunen forklare, hvad der skete med den oprindelige plan, og hvordan de offentlige penge har skabt varig værdi.
Borgerne skal kunne se, hvad der ændres, hvorfor det ændres, og hvad der kommer i stedet. Beslutningerne giver indtryk af, at vi (Byrådet) alene vide – og borgerne først bliver orienteret, når kursen allerede er lagt. Hvorfor skal borgerne tro på den næste vision, hvis den forrige kan flyttes, når den bliver besværlig?
Det samme gælder nye idéer fra borgerne. Hvis en idé ikke passer ind i en eksisterende afdeling, pulje eller procedure, risikerer den at blive sendt fra skrivebord til skrivebord, indtil ingen føler ansvar for at undersøge den. Et kommunalt system skal kunne behandle sager. Men en levende kommune skal også kunne lytte, stille spørgsmål og afprøve nye løsninger.
Vision 2033 forpligter byrådet. Hvis strategien stadig gælder, bør kommunen vise, hvordan den omsættes til mål, ansvar, tidsplan og finansiering. Hvis kursen ændres, bør politikerne forklare hvorfor.
Jeg har respekt for et byråd, der tør sige: »Den gamle plan var god, men virkeligheden har ændret sig. Derfor ændrer vi den – og her er vores nye plan, begrundet med tal.«
Jeg har sværere ved at respektere, hvis gårsdagens vision langsomt forsvinder, mens morgendagens prestigeprojekt pludselig dukker op i budgettet.
En strategi skal være fleksibel, men den skal også holde retningen. Ellers er det ikke en strategi. Så er det bare næste budget.
