OPINION. Har vi tid til vinterferie, når vi samtidig står midt i et politisk og økonomisk kursskifte i byrådssalen? Spørgsmålet handler ikke om retten til ferie. Den har alle – også byrådsmedlemmer. Det handler om signal og ledelse.

Fredericia kommer fra flere års økonomisk pres. Vi har haft stram styring, sårbart skattegrundlag og en midtby, der kæmper med at finde ny energi. Samtidig har vi fået en ny borgerlig ledelse, som netop blev valgt på løftet om retning, tempo og erhvervsvenlighed. Derfor er forventningen naturlig: Synlige beslutninger. Klar plan for indtægtsgrundlaget.

Handling i midtbyen. Tempo i erhvervspolitikken.

Jeg ser stabilitet, da strategiarbejde er sat i gang og dialogen med erhvervslivet er forbedret. Men Jeg ser endnu ikke de strukturelle beslutninger, der markerer et reelt skifte.
Ingen tydelig model for markant styrkelse af skattegrundlaget. Ingen konkret midtbyinvestering. Intet politisk signaturprojekt, der viser forskellen fra før.

Administrativt er vinterferie forsvarligt. Politisk er signalet mere følsomt. Fredericia er ikke en velkonsolideret kommune, der kan glide på rutinen. Vi er en kommune, der skal bevise, at vi kan skabe vækst og robusthed. Erhvervslivet venter ikke.
Skattegrundlaget vokser ikke af strategipapirer alene. Midtbyen får ikke flere kunder af procesnotater.

Her bliver fraværet af erhvervserfaring som selvstændig i byrådet meget tydeligt. De der har drevet virksomhed, ved én ting: Markedet holder ikke pause, fordi man selv gør det.

Lønninger skal betales. Likviditet skal sikres. Beslutninger skal træffes.

Det kræver ikke milliardprojekter at vise retning. Det kræver prioritering og mod. En klar 3-årig plan for vækst i skattegrundlaget. En konkret beslutning om dækningsafgiftens fremtid (læs: Rød vs Blå). En midtbyindsats med fast tidsplan. En reel erhvervsgaranti med målbar effekt (KPI’r) og efterkalkulation der.

Fredericia har brug for mindre proces og flere beslutninger. Mindre planlægning og mere handling. -For troværdighed.

Vinterferien er ikke problemet. Problemet opstår, hvis pausen kommer, før kursen er tydeligt sat. Når man står midt i et politisk og økonomisk skifte, holder man ikke pause, før skibet har drejet. Man holder pause, når retningen er synlig for alle. Fredericia fortjener handling.

Log ind

Bliv medlem (kommer snart)
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu