Bestsellers Vero Moda lukker sin forretning i Fredericia. Det sker grundet manglende kundestrømme i gågaden.

I går blev medarbejderne briefet om, at Vero Moda lukker i Gothersgade, Fredericia Kommune. Når vi rammer slutningen af april 2024 er det sidste gang, at der tændes lys hos Vero Moda.

– Det er rigtigt, at vi lukker. Der er slet ikke den menneskestrøm, som der var førhen, og derfor har vi taget beslutningen om at lukke, forklarer Johan Dalegaard, country retail manager Vero Moda

Butikken lukker ultimo april 2024, og har ikke planer om at åbne andre steder i Fredericia.

Tidligere på året fik området omkring Vero Moda ellers nyt liv. Mobilbutikken Pro Phone slog dørene op i lokalet, der i en lang årrække husede BT Centralen, og inden åbningen af Pro Phone, lå butikken GuldMøller i lokalet.

Om Vero Moda:

Vero Moda er en del af BESTSELLER-koncernen.

BESTSELLERs historie begynder i 1975, da Troels Holch Povlsen og Merete Bech Povlsen åbnede en enkelt butik i den danske by Ringkøbing. I starten fungerede den som et udsalgssted for tøj fra Troels’ onkel. Men senere samme år udvidede forretningen, og parret begyndte at importere deres egne produkter og sælge til engrospartnere.

I 1980 købte Troels og Merete en butik i Aarhus kaldet BESTSELLER, som også blev navnet på deres firma. I 1985 blev vores hovedkontor etableret i Brande, hvor det stadig er beliggende i dag. BESTSELLER begyndte at sælge damemode, og i 1986 lancerede de mærket EXIT og i 1987 VERO MODA. I 1988 nåede de en vigtig milepæl med åbningen af en detailbutik i Norge, deres første uden for Danmark.

I 1995 lancerede firmaet JACK & JONES, deres første herretøjsmærke. Året efter blev mærket, der senere skulle blive til NAME IT, deres første børnetøjsmærke, lanceret. Siden da er accessories, ventetøj, sportstøj, unisex og plus size-mode kommet til i BESTSELLERs sortiment.