Danmarks Port i Fredericia er pt. spærret for kørsel ud af byen. Det skyldes blandt andet arbejde med at fremtidssikre afvandingen af vejen.

I disse uger er der omkørsel i Fredericia omkring Danmarks Port, og det kommer til at fortsætte frem til den 14. april klokken 17:00 ifølge den aktuelle tidsplan. Aktuelt kan man ikke køre ud af byen via Danmarks Port, men det ændres, når man går ind i etape 3 af vejarbejdet. Det oplyser fagchef for infrastruktur og ejendomme i Fredericia Kommune, Morten Svanborg.

Fra den 16. januar klokken 17:00 og frem til den 19. januar klokken 05:00 var begge kørebaner ved Danmarks Port helt lukket for trafik. Den 19. januar klokken 07:00 og frem til den 3. februar klokken 17:00 er den udadgående kørebane lukket for trafik, men til gengæld opretholdes trafikken i den indadgående kørebane, dog uden busdrift.

Tredje etape af arbejdet skydes i gang i rundkørselen fra den 6. februar klokken 07:00 og frem ti den 14. april klokken 17:00. Rundkørslens nordøstlige side spærres i perioden, hvilket betyder Egeskovvej og Nørrebrogade lukkes for trafik ved rundkørslen i perioden. I rundkørslens sydvestlige side opsættes signalanlæg for afvikling af trafik. Der afvikles trafik i begge retninger på Vesterbrogade og Danmarks Port dog uden busdrift.

Årsagen til vejarbejdet, og det påstyr det giver for trafikanterne i den periode, er fremtidssikring af afvandingen af vejen.

– Der etableres en ny vandledning, det er Trefor Vand der står for det. Udover arbejdet med vandledningen udskifter Fredericia Kommune noget eksisterende vejafvanding som skal fremtidssikre afvandingen af vejen, og det foregår samtidig med arbejdet med vandledningen, så trafikken ikke skal generes af det arbejde senere, siger Morten Svanborg.