TRAFIK. Den sidste del af restaureringen af Danmarks Port bliver nu gennemført. Den 5. og 8. juni er porten lukket, mens håndværkerne filtser de felter, der går hen over kørebanerne. Der er skiltet med omkørsel.
Foråret er kommet til Fredericia, og det er faktisk en forudsætning for, at arbejdet kan komme i mål. De varmere temperaturer betyder, at sidste etape af den langvarige restaurering af Danmarks Port nu kan gennemføres.
Den 5. og 8. juni skal porten filtses på de felter, der går hen over kørebanerne. Filtsning er en facadepudsemetode, hvor et tyndt lag mørtel smøres på murværket og bearbejdes med et filtsbræt. Det giver en overflade, hvor murstenene stadig kan ses.
Arbejdet skal gøres i én arbejdsgang for at give et ordentligt resultat, og derfor er porten lukket begge dage. Der er skiltet med omkørsel, oplyser Fredericia Kommune, som samtidig beklager de gener, arbejdet måtte medføre.
Datoerne er ikke valgt tilfældigt. De er aftalt og tilpasset med Fredericia Shopping, så lukningen giver så få gener som muligt for byens butikker. Det er en bevidst lære af sidste runde. Restaureringen har tidligere skabt debat, blandt andet fordi flere af byens indfaldsveje risikerede at være spærret samtidig. Denne gang er forløbet både kortere og koordineret med handelslivet.
Danmarks Port blev opført i 1924 som aflastning for den ældre Prinsens Port, der dengang var blevet en flaskehals for trafikken ind til byen. Porten er tegnet af arkitekten O. Gundlach-Petersen og består af dobbelte portbuer, der bærer to fodgængerbroer hen over vejen. Den er en del af det fredede voldanlæg omkring byen.
Selve restaureringen begyndte i 2024, da porten blev lukket, efter der var konstateret revner i murværket. Undervejs blev porten sandblæst, og den gule farve fra 1995 viste sig at være både historisk forkert og skadelig for murværket.
Med filtsningen i juni er den hundredårige port snart i mål.



















