Fra tirsdag bliver Nørrebrogade i Fredericia spærret ved Høgevej. Det betyder, at forældre skal finde en anden vej, hvis de skal køre deres børn til skole på Kirstinebjergskolen, afdeling Høgevej.

Spærringen af vejen skyldes det omfattende arbejde, som Fredericia Kommune og Fredericia Spildevand udfører på Nørrebrogade.

– Nu skal der fortsættes med nedgravningen af regnvandsledninger omkring Høgevej, og derfor vil det ikke være muligt at komme ud fra Høgevej. Beskeden, der er sendt ud til forældrene via AULA, handler om, at de skal være opmærksomme på, at Nørrebrogade spærres ved Høgevej, og at man derfor skal finde en anden vej, siger projektleder i Vej og Park, Rasmus Overgaard.

Arbejdet forventes at vare frem til sommerferien. Det betyder, at man kan køre via Luthersvej. Dem, der kommer fra gymnasiet, skal benytte Haveplads eller Spurvevej, og dem, der kommer fra byen, skal fortsætte ad Vesterbrogade og så til Luthersvej. Høgevej bliver ensrettet og spærres ved Ørnevej.

– Der vil fortsat være tilladt ærindekørsel både for beboere og for eksempel dem, der skal ind til slagteren, men vi har aftalt med skolen, at det er mest hensigtsmæssigt, at forældrene finder en anden vej til skolen med børnene, siger Rasmus Overgaard.

Afspærringen af det nye stykke på Nørrebrogade træder i kraft fra tirsdag den 12. marts, fra det øjeblik skiltene er opsat. Om det bliver før skoleeleverne møder ind, er uafklaret, men forventningen er, at afspærringen vil være gældende fra om eftermiddagen, når eleverne får fri fra skole.