Fire mænd fra Nord- og Vestjylland var mandag aften involveret i et usædvanligt trafikuheld, hvor de hver især kolliderede med en genstand, som normalt ikke findes på motorvejen.

En voldsom vind rasede mandag aften, og det ser ud til, at tagpladen af blik, som de fire nord- og vestjyske bilister kolliderede med, enten blev tabt af en anden bilist eller er måske blæst af en nærliggende virksomhed. Det vides dog ikke, hvor tagpladen præcis kommer fra.

– Det blæste meget kraftigt i aftes da jeg var ude med hunden, cirka samtidig er det her sket, enten har en anden bilist tabt tagpladen, eller også er den blæst af en omkringliggende virksomhed. Den blev påkørt af fire køretøjer, som alle fik skader, fortæller vicepolitiinspektør Mikkel Ross.

Vicepolitiinspektør Mikkel Ross fortæller, at alle fire køretøjer påkørte den 4,8 meter lange og 0,5 meter brede tagplade på vejen i vestgående retning efter broen. Mens bilisterne undgik kvæstelser, fik bilerne flere skader.

– De to af bilerne kunne ikke køre derfra og måtte hentes af Falck, siger Mikkel Ross.

Vejdirektoratet var også til stede, for at fjerne blikpladen. Politiet står dog stadig tilbage uden viden om, hvem der mangler deres tagplade.