KRIMI. En 46-årig mand fra Fredericia Kommune står til en stribe sigtelser efter en standsning på Vejlevej ved Jupitervej i Fredericia natten til tirsdag. Det oplyste vagtchef Arno Rindal Petersen ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag.
Klokken 3.35 standsede en patrulje bilen, hvor føreren viste sig at være påvirket af stoffer. Ved en nærmere undersøgelse fandt betjentene desuden en muggert og to hoppeknive, hvilket udløste en sigtelse for overtrædelse af våbenloven.
Bilen selv var heller ikke i orden. Manden er også sigtet for manglende sele, knust bagrude, ødelagt sidespejl og manglende bakspejl.

















