Tirsdag klokken 23:18 opstod der et færdselsuheld på den Sønderjyske Motorvej ved Fredericia. Hele fem bilister blev involveret i det voldsomme uheld. Alle slap dog med skrækken, men motorvejen blev spæret i flere timer.

En personbil kørte 110 km/t, da en kronhjort løb ud foran bilen. Bilisten havde ingen chance for at bremse, hvorfor bil og kronhjort kolliderede.

Kronhjorten blev liggende på motorvejen, og kort tid efter skete der endnu et voldsomt uheld. En personbil kørte ind i dyret, hvilket resulterede i, at bilen endte på hovedet.

Men uheldene stoppede ikke der.

En lastbil kørte også ind i kronhjorten. Derefter bremsede en belgisk indregistreret personbil for at undgå at køre ind i lastbilen. Det lykkedes imidlertid ikke, da en femte part, en ukrainsk personbil, påkørte den belgiske bil bagfra.

I forbindelse med uheldet er der ikke sket større personskade. Som følge heraf blev motorvejen spærret frem til omkring klokken 01:20.