På trods af at Folketinget har besluttet at annullere bededag, lukker Fredericia Rådhus ned 1. maj, der også er bededag. Det bekræfter kommunaldirektør Thomas Jaap, der dog påpeger, at det er på grund af 1. maj.
På samme vis har rådhusets medarbejdere fri grundlovsdag. Nogle medarbejdere vil dog arbejde hjemmefra afhængig af overenskomst, tilføjer kommunaldirektøren. Men herudover vil alle andre få en ekstra fri dag på rådhuset. Det gælder altså ikke lærere, pædagoger, social- og sundhedsassistenter samt øvrige medarbejdere i Fredericia Kommune.

Beslutningen er truffet af det tidligere beskæftigelsesudvalg i det forrige byråd, og kommunaldirektøren forklarer, at man kan spare penge på varme og elektricitet ved at lukke rådhuset. Der bliver dog 20 grader i morgen, og grundlovsdag er traditionelt også en solrig og varm dag, men det er et af argumenterne.
Derudover har kommunen slået det op på de sociale medier, hvor de skriver:
»Rådhuset holder lukket 1. maj. Vi gør opmærksom på, at rådhuset holder lukket fredag den 1. maj for både personlige og telefoniske henvendelser. Vi er tilbage igen mandag den 4. maj,« lyder beskeden fra Fredericia Kommune.
AVISEN vil i den kommende tid undersøge, hvor meget hjemmearbejde Fredericia Kommune tillader, da kilder forklarer, at det er udbredt med hjemmearbejdsdage i slutningen af ugen. Derfor vil vi kigge ind i arbejdsgangen.

















