FC Fredericias Adam Jakobsen havde inden sejren mod Næstved ikke scoret i syv kampe, hvis man medregner pokalkampe. Med to mål i sejren på 4-1 fik han brudt den negative stime.

FC Fredericia endte med at vinde overbevisende mod Næstved, men holdet sprudlede ikke fra start til slut. FC Fredericia leverede ikke den bedste første halvleg og var heldige med at gå til pause foran 1-0.

– Det blev en svær kamp, i hvert fald i første halvleg. Vi kom foran, og det gjorde, at vi fik plads til at tænke frem mod opgaven i anden halvleg, siger Jakobsen. Angriberen prikkede selv bolden i mål til 2-0 få minutter inde i anden halvleg. Det var en forløsning for ham.

– Det var virkelig dejligt. Jeg har gået et stykke tid uden at være direkte involveret i mål, fortæller Adam Jakobsen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Foruden målet til 2-0 scorede han også til 3-1 og leverede assisten til 4-1, da Nicklas Røjkjær scorede kampens sidste mål.

– I de andre kampe har jeg ikke været så meget på bolden, så det var dejligt at have leveret lidt i dag, siger Adam Jakobsen.

Selvom cifrene siger 4-1, var det ikke uden sved på panden, at FC Fredericia vandt. De var i knibe undervejs, særligt i første halvleg.

– Næstved kom til en del chancer, og jeg ved ikke, om det var fordi vi var ufokuserede, men det er virkelig noget, vi skal kigge på. Vi har en svær kamp mod Sønderjyske, så vi skal blive bedre til at forsvare os, forklarer Adam Jakobsen.

Kampen mod Sønderjyske er den direkte kamp om andenpladsen inden en landsholdspause. Vinder FC Fredericia, er holdet på en overraskende andenplads.

– Jeg glæder mig virkelig meget. Nu tog vi tre point nede hos dem sidst. Det var en svær kamp dernede, selvom vi var en mand i overtal i lang tid. Vi kæmpede en del med det, men vi fik fightet den hjem. Jeg glæder mig virkelig meget og håber, vi kan drille dem, siger Adam Jakobsen og slutter:

– En sejr mod dem vil betyde meget, da vi så kan gå til pause med en god smag i munden.

https://crossbridge.dk/

Med de to mål og den ene assist mod Næstved er Adam Jakobsen nu oppe på fem mål og fire assists i 11 kampe i denne sæsons NordicBet Liga.