Erritsø Fællesskole, afdeling Højmosen, har fået del i de 41,86 millioner kroner, der bliver brugt på skolerenoveringer i Fredericia i 2024. Blandt dem er de 1,78 millioner kroner til Højmosen, som blandt andet får fjernet 40 år gamle gulvtæpper, og det skal være med til at skabe et bedre indeklima.

På Højmosen er afdelingsleder Lisa Mikkelsen i godt humør. Skolen har en liste over projekter i skuffen i tilfælde af, at der skulle falde penge deres vej til renoveringer, og det har været tilfældet i forbindelse med budgettet for 2024, hvor pengene nu er blevet fordelt af Børne- og Skoleudvalget, der har set nærmere på et efterslæb, som folkeskolerne i Fredericia har.

På matriklen, der tidligere var kendt som Lyng Skole, tog hun en tur rundt med udvalgsformand Ole Steen Hansen (A), hvor de kiggede nærmere på renoveringer, der kommer, og allerede tæt på hovedindgangen, hvor Lisa har kontor, sker en af de første ting. I alt skal der renoveres 15 toiletter på skolen, og et par stykker af dem er tæt på hovedindgangen. Længere nede er der et stort rum, hvor der er garderobe ude i siderne og mulighed for leg. Der er der et gulvtæppe, og i enkelte lokaler viser Lisa Mikkelsen, at der er gulvtæpper, der har aftjent deres værnepligt, og det har derfor været et ønske at få lavet en udskiftning på den front. Både i forhold til modernisering, men også i forhold til indeklimaet.

Der snakkes lystigt om de kommende renoveringer. Foto: AVISEN

Ejendomsafdelingen fra Fredericia Kommune har allerede været forbi Erritsø Fællesskole, afdeling Højmosen, og processen er derfor i fuld gang allerede nu. Efter at ønsket om renoveringer af toiletter og udskiftning af gulvbelægningen er efterkommet, kan skolen nu kigge på deres ønskeliste igen.

– En liste holder typisk 3-4 år, og så skal der kigges på den igen. Der vil hele tiden opstå ting, og nu er vi gået i gang med det her for at udmønte nogle af de midler, som vi har afsat til det. Det er vigtigt for os, at pengene ikke bare er der, men at de udmøntes nu til noget konkret, siger Ole Steen Hansen.

Lisa Mikkelsen smiler ved tanken om, at skolen snart gennemgår en renovering.

– Det gør bare noget ved alle, at vi nu kommer igen. Det gælder både for elever og ansatte, der kommer til at få et endnu bedre miljø, siger afdelingslederen.

Lisa Mikkelsen og Ole Steen Hansen ude foran hovedindgangen. Foto: AVISEN

Om det bliver sat endnu flere midler af til skolerenoveringer over den kommende tid, vil budgettet for 2025 komme til at afgøre, men én ting er sikkert for Ole Steen Hansen:

– Det er rigtig fint, at vi får taget hul på det nu. Det er noget, som vi har prioriteret højt, forklarer han.

Nogle af de toiletter, som skal renoveres på Højmosen, er toiletter, der har været der lige så længe, som skolen har eksisteret.

– Så de har været her i over 40 år. Der er toiletter i indskolingen, som er så gamle, og de trænger derfor til at få en tur, siger Lisa Mikkelsen.

Nogle af toiletterne, der skal renoveres på andre skoler, er fra 50’erne. Så gamle er de ikke på Erritsø Fællesskole, afdeling Højmosen. I de tilfælde fortæller Ole Steen Hansen, at selve toilethuset var opbygget af plader, hvor der ikke var lukket helt af.

– Sådan er det ikke her (på Højmosen, red.), men de steder, hvor der ikke er lukket af andre steder i kommunen, skal der lukkes af. Det er noget af det, elevrådene rundt omkring efterspørger, og det forstår jeg godt, forklarer Ole Steen Hansen.

Dette gulvtæppe skal skiftes ud med en anden belægning. Foto: AVISEN

Hvad angår gulvbelægningen, er der ikke endnu taget stilling til, hvilken løsning der tages i brug.

– Ikke alt gulvet er 40 år gammelt, men vi har kigget på, hvor meget gulvareal, der skal ændres. Vi bliver nødt til at tage beslutninger, der kan vare mange år, og man får ikke bare lige nyt gulv hele tiden, så vi skal vælge den rigtige løsning, siger Lisa Mikkelsen.

Ole Steen Hansen slår endeligt fast, at det politiske udvalg ikke er inde over, hvordan den enkelte skole bruger midlerne, som de er tildelt.

– Det er op til skolerne selv at finde ud af det, og det er også den bedste løsning. De ved det bedre end os, når de er i det til dagligt, men når vi sidder og tager beslutninger om, at der afsættes penge til renoveringer på skolerne, er det sjovt at komme ud at se, hvordan de udmøntes, slutter Ole Steen Hansen.

Erritsø Fællesskole, afdeling Højmosen, har omkring 300 elever gående fra 0.-6. klasse. Hvornår eleverne og personalet får glæde af renoveringen, der skal foretages, er endnu ikke på plads, da planerne for det endnu ikke er fastlagte.