OPINION. Vi taler meget om bosætning i Fredericia. Om at tiltrække flere børnefamilier. Om vækst, udvikling og en stærk kommune i fremtiden. Den ambition deler Det Konservative Folkeparti selvfølgelig.
Men lad os være ærlige: Ingen børnefamilier flytter til en kommune på grund af flotte strategipapirer. De flytter på grund af kvaliteten i hverdagen. Det samme gør medarbejderne. Derfor er kvaliteten i skolerne helt afgørende, også når vi planlægger bosætningsstrategi.
Hvis vi vil lykkes med en ambitiøs bosætningsstrategi, skal vi prioritere skoleområdet langt højere, end vi gør i dag. Og så bør skolerne måske endda indgå i en bosætningsstrategi.
Forældre vælger kommune ud fra bl.a. trygge daginstitutioner, stærke folkeskoler og gode fritidstilbud. Det handler ikke kun om faglige resultater – det handler om trivsel, ro i klasserne, tydelig ledelse og ordentlige rammer for både elever og lærere.
Vi kan ikke markedsføre os til bosætning, hvis virkeligheden i klasselokalerne halter.
Derfor er det seneste udspil fra Det Konservative Folkeparti også vigtigt i en bosætningssammenhæng. Udspillet har fokus på mere investering i faglighed og trivsel, opgør med forfejlet inklusion og mere hjælp til ufrivilligt skolefravær.
Det er ikke en udgift. Det er en investering.
Hver gang en ressourcestærk børnefamilie vælger Fredericia til, styrker det vores skattegrundlag, vores foreningsliv og vores lokalsamfund. Men det kræver, at vi leverer kvalitet – ikke kun visioner.
Skoleområdet er sammen med daginstitutionerne et vigtigt fundament for vores fremtidige udvikling. Derfor arbejder Det Konservative Folkeparti videre med at sikre den bedste folkeskole i Fredericia.
Hvis vi mener bosætning alvorligt, bør vi derfor starte med skolerne.



















Log ind
Kommentar