OPINION. Det starter egentlig meget uskyldigt. Man går på pension, melder sig ind i Ældre Sagen og tænker: Her er fællesskab, aktiviteter og en organisation, der kæmper for os ældre.
Men virkeligheden i Fredericia er for nogle en helt anden.
De nye pensionister – der mødte op til årsmødet i 2026 med forventning om visioner, retning og svar. Oplevede et arrangement, der mindede mere om dilettantteater end en seriøs medlemsorganisation. En formandsberetning om Pipi Langstrømpe uden retning. Et regnskab, hvor kritiske spørgsmål blev mødt med irritation frem for svar. Et budget, der ikke blev fremlagt. En opstilling til bestyrelse der kræver man først kommer til samtale med den nuværende bestyrelse for at findes egnet, som vogternes råd i Iran. En noget forvirret dirigent. Nye bestyrelseskandidater skulle præsentere sig, de der genopstille skulle ikke, ryster fra salen undrede sig, da de jo ikke kendte kandidaterne og endelig et opslag på storskærmen med bestyrelsens anbefaling til hvem man bør stemme på. Hvor er uvildigheden og retfærdigheden.
En stemmeoptælling, der trak ud så længe, at folk forlod salen, mens personalet ryddede lokalet. Undskyld mig – men hvis man ikke kan håndtere 87 stemmer uden at gå i stå, hvordan vil man så håndtere 10.000 medlemmers interesser? Det er ikke bare en dårlig dag på kontoret. Det er et symptom. For kritikken stopper ikke ved organiseringen. Den går dybere.
Ældre Sagen Fredericia bliver af flere oplevet som alt for passiv, når det virkelig gælder. Da kommunen skar i tøjvaskordningen for ældre, var modstanden svag. Alt for svag. I stedet for at være en tydelig vagthund fremstod organisationen som en, der nikkede med.
Det helt store svigt er: Den nye ældrelov hvor de kun kørte på robotstøvsugeren ikke den store ældre dræber, re-visitering der har kostet flere ældre dyrt i nedsat hjemmehjælp. Den største reform i årevis – med nye rettigheder og muligheder for de ældre. Her burde Ældre Sagen Fredericia være helt fremme i skoene. Informere. Forklare. Presse kommunen. Vise vej.
Spørgsmålet melder sig helt naturligt: Hvem kæmper egentlig for de ældre? Hvor var de ældres stemme i Fredericia? Når man ikke engang formår at være på forkant med så afgørende en ændring, så er det svært at tage rollen som interesseorganisation alvorligt.
Det paradoksale er, at Ældre Sagen fungerer udmærket som socialt samlingspunkt. Der er aktiviteter, fællesskab og frivillige, der gør en stor indsats. Det skal de have ros for.
Men gennemsigtigheden halter, når budgetter ikke fremlægges, i et år hvor der spares på ALT, og rettidig omhu med andre måder at tilføre midler til foreningen ikke blev udnyttet.
Når beslutninger virker forudbestemte, uden medlems inddragelse eller orientering, har nye stemmer svært ved at trænge igennem, så begynder det at ligne en lukket klub mere end en åben medlemsorganisation.
Ældre Sagen i Fredericia burde være – en organisation, der kæmper for de ældre, når det gælder. I Fredericia er den i fare for at være blevet det modsatte: bedre til at arrangere end til at forandre. Bedre til at administrere end til at udfordre. Derfor melder nogle sig ud. Ikke af modvilje mod idéen – men af skuffelse over virkeligheden.
Måske er det i virkeligheden den vigtigste pointe: Ældre Sagen Fredericia har potentialet.
Medlemmerne er der. De frivillige er der. Men det kræver mod at ændre kurs. Mere åbenhed. Mere demokrati. Mindre systemloyalitet. Langt mere vilje til at tage kampen – også når det bliver ubehageligt.
Log ind
Kommentar