Connie Jørgensen fra SF udtaler, at Teknisk Udvalg burde tage en ommer, når udvalget tænker på at fremme bylivet i Fredericia.

Det kan godt være, at SF kunne tænke sig en grøn by, men hvad hjælper det, hvis Fredericia bliver til en stille landsby, helt uden erhvervsliv?

Når nu Teknisk Udvalg traf en beslutning, som gik lidt imod anbefalingerne fra konsulentfirmaet, som arbejdede med ideer til fremtidens midtbystrategi, var det med tanke på både byens borgere og erhvervsliv,

Der blev lyttet til forretningsindehaverne og borgerne, der blev analyseret og så blev der udarbejdet et forslag, som kunne gavne flest mulige.

Hvad hjælper det udelukkende at tænke grønt, lede trafikken udenom byen, for så at lade enkelte borgere vandre hvileløst rundt i en ”død” by.

Der er blevet udarbejdet en plan, som skal forsøge at komme flest borgere til gavn, trafikken åbnes op i Danmarksgade på forsøgsbasis, og ikke mindst Gothersgade holdes åben fra nord til syd.

Det koster ikke byen store summer, og det grønne indtryk kan stadig komme til sin ret, hvis man laver køreretningen om i enkelte gader til ensrettet. Det giver mulighed for skråparkering, og derved kunne der plantes træer ved parkeringsbåsene.

SF kunne komme med på vognen, og give forslaget en chance, i stedet for at dømme forslaget ude.

Med venlig hilsen
DF byrådsmedlem

Palle Dahl

Medlem af Teknisk Udvalg

Fredericia Kommune.