POLITIK. SF i Fredericia har fået sat holdet for den kommende periode. Det skete søndag formiddag, hvor partiforeningen holdt sin årlige generalforsamling på Kulturkasernen.

Omkring 20 medlemmer var mødt frem til generalforsamlingen, der fandt sted i en tid præget af valg. Partiet ser tilbage på et kommunalvalg med fremgang og har samtidig blikket rettet mod et kommende folketingsvalg.

På mødet blev Lars Olesen genvalgt som formand for partiforeningen.

»SF-Fredericia er i en rivende og meget positiv udvikling, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for at fortsætte de næste to år. Vi har et rigtig godt fællesskab, hvor vi tør være ambitiøse og den positive energi og opbakning vi oplever i øjeblikket skal omsættes til endnu mere indflydelse.«

Han peger samtidig på, at partiet også arbejder for fremgang på landsplan.

»Lige nu kæmper vi for at SF også på landsplan kommer til at vokse og at vores stærke Folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt får en Syd- og Sønderjysk makker i SF´s folketingsgruppe. Endnu en god lejlighed til at møde fredericianerne på gaden og det glæder vi os til.«

Ud over formandsposten blev der også valgt medlemmer til bestyrelsen. Allan Søgaard-Andersen og Ole Olsen blev genvalgt, mens Lea Nydahl Lyberth er ny i bestyrelsen.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig. Den består nu af Lars Olesen som formand, Allan Søgaard-Andersen som næstformand, Jan Filbært som kasserer og Ole Olsen som sekretær. Derudover indgår Malene Søgaard-Andersen, Niels Heebøl og Lea Nydahl Lyberth som bestyrelsesmedlemmer.

Bent Mejlby Ottosen og Toni Bach blev valgt som suppleanter til bestyrelsen.

Annoncer

Log ind

Bliv medlem (kommer snart)
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu