Niels Martin Vind (V), byrådsmedlem i Fredericia, har skrevet et læserbrev, hvor han kritiserer Tommy Rachlitz, også byrådsmedlem i Fredericia, med udgangspunkt i sagen om den nu forhenværende kommunaldirektør og Vinds egen oplevelse af Rachlitz som politiker.

“Jeg har sjældent mødt en mere ukonstruktivt politiker, der trofast har fulgt sin stil siden valgkampen, hvor han truede en modkandidat tæt på de 70 år ”verbalt med fysiske undertoner.”

Sådan skriver Niels Martin Vind blandt andet i læserbrevet.

AVISEN har talt med Tommy Rachlitz for at høre hans reaktion på beskyldningerne. Rachlitz afviser beskyldningerne og kalder dem “underlige og mærkelige”.

– Niels Martin har lov at skrive og menem det han gør, så det mener jeg ikke så meget om. Jeg synes ikke, han har ret, og det er svært ikke at se det som et personangreb. Jeg er ked af, at vi debatterer på det niveau, og det er faktisk derfor, jeg ikke har så mange holdninger til det. Det er efter personen.

Et andet punkt, som Niels Martin Vind, hev fat i var vedrørende fyringen af Camilla Nowak Kirkedal.

– De Konservative gik som os andre til valg på åbenhed. Det er svært at få øje på bl.a. i den seneste sag med fyringen af kommunaldirektøren. Her kunne Tommy Rachlitz åbne op omkring sin ageren. Det må vi godt efter byrådsmødet fredag. I stedet vælger Tommy Rachlitz at postulere, at andre har lækket oplysninger før tid. Forklaringen kunne være, at lokale medier opdagede at kommunaldirektøren var hjemsendt, skriver Niels Martin Vind.

Rachlitz mener ikke, det har noget med manglende åbenhed at gøre, derimod noget helt andet.

– Problemet er, at jeg siger det har været en uordentligt sag og det kan alle se. Der er sivet informationer ud, og hvis man ikke synes det er uordentligt, har man et problem, konstaterer Tommy Rachlitz Nielsen.

Mens sagen om afskedigelsen af Camilla Nowak Kirkedal er lukket, da den er vedtaget af flertal i Fredericia Byråd, fortsætter debatten og de sidste ord er næppe sagt.